Kommandør Poul Grooss, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.

I anledning af Flådens 500‐års jubilæum den 10. august 2010 bringes en artikelserie om Flådens historie. Danmarks Marineforeninger spurgte forfatteren om han kunne udarbejde en oversigt over Flådens historie og dens nøglepersoner til brug for medlemsbladet ”Under Dannebrog”. Det resulterede i 10 artikler, som her bringes samlet i en lettere redigeret form, inddelt i 10 perioder. For hver periode er der en fortegnelse med ”en blå bog” over de mest markante personligheder og skæbner.

Den 10. august 1510 beordrede kong Hans, at kaptajn Henrik Krummedige skulle være ”øverste kaptajn og høvedsmand for alle kaptajner” (admiral). Han skulle tage vare på majestætens skibe, og dermed havde vi officielt fået en flåde i Danmark. I det første afsnit beskrives flåden inden 1510. I de følgende artikler orienteres i meget koncentreret form om de vigtigste søslag, hvem der havde kommandoen, og hvem der sørgede for opbygningen af den danske flåde.

Afsnit 1: Tiden før 1510: Vikinger og askefisere

Vikingeskibene fandtes i mange modeller og størrelser. Fælles for dem var, at de var sødygtige og velsejlende, og samtidig kunne de på grund af deres ringe dybgang gå langt op ad floder og åer. De kunne gå for sejl og årer. Konstruktionsmæssigt udgjorde de datidens højteknologi.

Efter vikingeskibene kom de såkaldte kogger, som var temmelig klodsede, men de kunne til gengæld rumme en relativ stor last. Herfra udviklede man så kraveller, egentlig krigsskibe – men på den tid blev de kaldt fredsskibe  ‐  med ”bøsser”, det vil sige med håndskydevåben og kanoner.

Flådens fødsel dateres således til den 10. august 1510. Inden da havde vi jo haft en flåde i Danmark i omkring 700 år, men man kan ikke direkte sige, at der til kongemagten eller statsmagten i vikingetiden hørte en organiseret flåde. Kongen kunne under visse omstændigheder samle store flådestyrker.

Et gennemgående træk i Danmarkshistorien er, at indbyggerne i Danmark i mange år med stor dygtighed har evnet at færdes på havet. Hermed er der opstået en søhandel, og det har medført et naturligt behov for at beskytte søhandlen mod trusler fra såvel sørøvere som konkurrenter. Helt frem til 1800‐tallet medbragte krigsskibene laster, og handelsskibene var bevæbnede, så det har været svært at skelne nøje mellem krigsskibe og handelsskibe og mellem privat foretagsomhed og statsmagten.

Først drejer det sig om vikingernes flådestyrker, som jo undertiden stod under kongens kommando. Det var ikke hans skibe. De tilhørte ofte rige storbønder og købmænd, og det krævede en vis form for enighed i riget at drage i ”leding”. Vikingerne brugte deres skibe meget dygtigt, og de havde forskellige skibstyper. Nogle var slanke, hurtige og velegnet til kamp. Andre var brede og mere klodsede, men kunne medbringe større laster, som for eksempel heste. Normalt brugte man skibene til at transportere krigere, som i øvrigt var de samme som skibenes besætninger, og kampene foregik normalt på land. Ved sjældne lejligheder kæmpede skibene til søs, hvor man gik på siden af fjenden og brugte, buer og pile, sværd, økser og ild. Man kender i dag ret meget til selve skibsbygningskunsten fra den tid, men ellers er den historiske viden om de sømilitære forhold frem til flådens fødsel i 1510 ret sporadisk og ufuldstændig.

I den sidste del af vikingetiden etablerede man en slags værnepligt i forbindelse med leding, hvor landet var delt ind i små områder (”skipæn”), som hver skulle stille med et skib samt besætning og proviant til 16 uger. Drog man i leding, det vil sige på krigstogt, var der undertiden nogle, der valgte at blive hjemme og lune sig ved den hjemlige ild, og de var ikke særlig velsete. Dem kaldte vikingerne for ”askefisere”.

Omkring overgangen fra vikingetiden til middelalderen blev København gjort til landets hovedstad, for byen lå midt i riget, da Skåne, Halland og Blekinge var danske. I København blev der etableret en slags flådestation, som man i dag kan finde spor af under det nuværende Rigsarkiv og Slotsholmsgade, i området mellem det nuværende Finansministerium og Tøjhusmuseet.

Ledingssystemet blev ændret under Valdemar den Store og biskop Absalon, som havde brug for en flåde hvert forår, når venderne skulle bekæmpes. Det blev så lavet om til en skat, som skulle betales af dem, der ikke stillede med skibe og mandskab. Senere kunne Valdemar Sejr samle en stor flåde, som i 1219 medbragte så store styrker, at den nordlige del af Estland kunne erobres.

Ledingssystemet døde ud omkring år 1300, men da kong Erik Menved i 1304 pludselig skulle bruge en flåde, måtte han etablere en moderniseret version af ledingen: For hver gruppe bønder, der havde en indtægt på 10.000 mark, skulle der udrustes en kogge på 50 læster1 med mandskab og proviant til 16 uger. Det system varede kun ganske få år, og så døde det ud. Omkring 1350 skulle Valdemar Atterdag bruge en flåde, som han pålagde købstæderne og lensmændene at opstille. Flåden erobrede nogle år senere Gotland, og den svenske konge måtte anmode Hansaen2 om hjælp mod danskerne. I 1384 er det dronning Margrethe den Første som lover at komme Hansaen til hjælp mod sørøvere. Danmark stiller med ni skibe, heraf formentlig syv der tilhørte adelsmænd og to der tilhørte dronningen, men det er uklart, ligesom det også er lidt uklart, om dronningen og adelsmændene i virkeligheden finansierede sørøverne for at genere Hansaen. I hvert tilfælde fik Danmark atter rådighed over Skånemarkedet og de skånske slotte fra Hansaen i 1385. Skibene blev i øvrigt kaldt ”fredsskibe”, og omkring 1398 introduceres der skibe med ”bøsser” (kanoner og geværer med krudt).

Der var store handelsinteresser på spil i Østersøen, og den danske konge sad på udsejlingen. Begge kyster af Øresund var danske. Næsten al handel foregik på køl (det vil sige med skib), da transport over land ikke var noget realistisk alternativ over større afstande.

Store Bælt var meget vanskelig navigabelt frem til begyndelsen af 1800‐tallet, så al handel gik gennem Øresund. Hvis man byggede en fæstning på hver side af Sundet og havde krigsskibe i nærheden, så kunne man opkræve afgifter for passage. Det var baggrunden for bygningen af Kronborg ved Helsingør og fæstningen Kärnan i Helsingborg. Hermed fik den danske konge fra 1429 en fin indtægt, men de to fæstninger alene var ikke nok til at sikre opkrævningen. Kongen kunne støtte sig til sine barske kaperkaptajner. Hvorledes skibene så ud, ved vi kun fra en række unøjagtige kalkmalerier.

Afsnit 2: Flådens fødsel: Tiden omkring 1510

Rigsadmiral Peder Skram (ca. 1503  ‐  1581) stod i spidsen for den danske flåde i lange perioder. Han deltog i svenskekrigene under Christian den Anden, og herefter var han i udenlandsk tjeneste. Under Christian den Tredje var han i 1535 chef for en dansk‐ svensk‐prøjsisk flådestyrke, som rensede Østersøen for skibe fra Lübeck. Det gav ham tilnavnet ”Danmarks vovehals”. Han jagede blandt andet en styrke fra Lübeck op igennem Lillebælt, og da de ikke kunne passere skanserne ved Middelfart, måtte de prøve at undslippe gennem Svendborgsund. Peder Skram stod efter dem og erobrede de fleste af de skibe, som efterhånden endte på grund og blev stukket i brand. Brandene blev slukket, og han fik sig et nyt admiralsskib, som lybækkerne tidligere havde erobret fra Danmark. Han havde også sendt skibe uden om Svendborgsund, så de kunne tage sig af dem, der måtte slippe igennem sundet. De blev erobret ved den østlige udsejling, bortset fra et enkelt, som blev erobret helt nede ved den tyske kyst. Peder Skrams sejr var total.   Da Danmark kom i krig med Sverige knap 30 år senere, så var det atter den gamle admiral, som blev sat til at lede de danske flådestyrker.

Herluf Trolle (1516 ‐ 1565) blev udvalgt af kongen til at være admiral, fordi han var en god administrator. Han havde ikke nogen baggrund som sømand. Han var adelig og blev rigsråd i 1557 og i 1559 flådens øverste chef. En af hans skibschefer gav følgende karakteristik af Herluf Trolle: ”Vi har en god og dygtig admiral, som gør alle vel, og er der nogen ting, vi ej forstår, der underviser han os vel deri.” Han var stort set til søs fra starten af Den nordiske Syvårskrig i 1563 og frem til sin død. I to slag ved Øland i sommeren 1564 besejrede han svenske flådestyrker. I 1565 blev han alvorligt såret af et haglskud i arme og ben under en træfning mellem hans skib ”Jægermester” og det svenske skib ”Troilus” nær den Mecklenburgske kyst. Han blev bragt til København, hvor han døde af sine sår. Kort forinden havde han fået besøg af den lærde teologiprofessor Niels Hemmingsen, som rådede ham til at blive i land, for han havde jo allerede ydet så meget. Hertil svarede Herluf Trolle med de ord om sin forsvarsindsats og sine privilegier, som Hemmingsen så kunne bruge under sin ligprædiken i Vor Frue Kirke: ”Mister jeg mit liv, så får jeg vel liv igen. Vide I hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have jordegods og ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne ære for andre, at når vor konning og herre, land og rige vore undersåtter må bo og være udi fred haver det behov, da skulle vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vor fædrene rige, a rolighed”.

Søren Norby var en atypisk flådechef. Han tilhørte lavadelen og kom fra Fyn og havde således ikke selv godser, ej heller fine forbindelser. Han blev flådechef i kraft af sin dygtighed, og siden 1507 havde han opereret med en dansk eskadre i den østlige Østersø. Han blev senere Christian den Andens håndgangne mand, og kongen udpegede ham til at være kongelig høvedsmand på Island fra 1515 til 1517. Da krigen i Østersøen spidsede til, blev Søren Norby udnævnt til lensmand på Gotland i 1517, som han kendte godt fra sine tidligere togter og fra 1519 tillige som lensmand på Øland. Han deltog i den følgende belejring af Stockholm, og efter byens overgivelse blev han slået til ridder. Han stod kong Christian den Anden bi under det stockholmske blodbad. Da kongen herefter ville sende en ekspedition til grønlandske farvande og ønskede Søren Norby som leder, meddelte Søren Norby, at han efter påske i 1521 ”vil være rede og løbe til Grønland eller andetsteds, hvor Eders Naade vil have mig i Verden”. Inden det kom så langt, blev Christian den Anden jaget ud af både Sverige og Danmark. Søren Norby holdt sig loyal, som den eneste lensmand, og han søgte en tid at balancere mellem Frederik den Første, den svenske kong Gustav Vasa og handelscentret eller bystaten i Lübeck. Christian den Anden stak af til Nederlandene med dele af den danske flåde. Her mødte Søren Norby op, klar til at tjene majestæten, men han havde ikke brug for ham. I stedet meldte han sig til majestætens kejserlig svoger, kejser Karl den Femte, i hvis este han faldt under belejringen af Firenze i 1530.

Admiralstitlen stammer fra de arabiske lande. I den arabiske ekspansionsperiode, hvor hele Afrikas nordkyst og dele af det nuværende Spanien og Portugal blev underlagt arabiske fyrster, da kaldtes en flådechef for ”amir‐al‐bahr”. Direkte oversat betyder det ”emir over havet” eller ”havets behersker”. Denne titel kom til Europa via Sicilien i det 12. århundrede, og i 1249 blev titlen også benyttet i Frankrig, hvor en flådechef blev kaldt for ”amiral”. Inden udgangen af det 13. århundrede blev titlen også benyttet af englænderne, som dengang besad ”Cinque Ports” (”De fem Havne”). Det var fem havne på den nuværende franske kanalkyst. Englænderne i Cinque Ports blandede titlen ”amiral” sammen med det latinske ord ”admirabilis som betyder ”beundringsværdig”, så de kaldte deres flådechefer admirals”.

Danmark blev titlen ”admiral” i begyndelsen af 1500‐tallet brugt om en styrkechef i en bestemt periode eller på et bestemt togt, og der var altså tale om en udpeget chef, ikke om grad. Efter ganske få år blev det en gradsbetegnelse. Besætningen på Christian den Tredies skib ”Fortuna” havde ca. 50, formentlig mindre, kanoner. Til skibets besætning hørte 3 skippere (navigatører), 4 styrmænd, 120 bådsmænd (matroser), 4 pøkere (jungmænd/letmatroser) og 3 tømmermænd. Til krigsførelsen hørte 31 bøsseskytter og 200 krigsfolk. Endelig var der om bord i skibet 5 kokke og kældersvende, 2 bartskærere (som tog sig af sårbehandling, amputationer m. m.),  4 pibere og trommeslagere samt 1 prædikant, i alt 377 mand.

Kong Hans (f. 1455, 1481 - 1513)

Mange har lært i skolen, ”at flåden stammer fra kong Hans’s tid”. Det er også rigtigt. Inden da havde der været mange forskellige tiltag for at etablere en eller anden form for ”sømagt” i relation til kongemagten. I årene inden havde kongen sine egne skibe, som undertiden blev udrustet til krig. Han kunne lønne købmænd, skibsejere (redere) eller skippere til at ud aver for sig, og han kunne udstede kaperbreve til skippere. Med et sådant brev blev de en slags statsautoriserede sørøvere i de farvande, hvor kongen ville demonstrere sin magt. Først omkring kong Hans’s regeringstid begynder man at få danske kilder, som kan belyse opbygningen af flåden. Inden da har historikerne været henvist til hovedsageligt svenske, tyske og hollandske kilder, og da de ofte har været modstanderen, giver kilderne måske et fortegnet billede. Kong Hans var konge af Danmark og Norge, og i en kortere periode fra 1497 havde han tillige været konge af Sverige. Kongen havde fulgt udviklingen i andre lande, blandt andet i England og Nederlandene, hvor man etablerede kongelige flåder 80’erne. En stærk dansk flåde kunne skabe fred i Østersøen og fjerne Hansaens handelsmonopol. Danmark kunne overtage denne handel og atter få Sverige med i Unionen. Flådens fødsel dateres til den 10. august 1510. Kong Hans giver i København på Sankt Laurentii dag (den 10. august) 1510 lensmanden på Laholm, rigsråd Henrik Krummedige, bestalling ”som øverste kaptajn og høvedsmand for alle søkaptajner”. Skibscheferne i flåden benævnes indledningsvis som høvedsmænd, men i enkelte tilfælde dækker betegnelsen chefen for den ombordværende styrke af soldater. Høvedsmændene var ikke nødvendigvis uddannede navigatører. De fire vigtigste høvedsmænd omkring flådens fødsel var Henrik Krummedige, Jens Holgersen Ulfstand, Søren Norby og Tile Giseler, der i øvrigt var gift med Søren Norbys søster. De blev ikke betegnet som admiraler før nogle år senere. Tile Giseler omtales som admiral i 1523.

En række faktorer spillede en rolle i forbindelse med etableringen af den danske flåde. Kongen var interesseret i den meget omfattende handel i Østersøområdet. Transporterne foregik med skib, men det var hovedsageligt tyske købmand fra bystaterne eller Hansaen i Nordtyskland, især Lübeck, Rostock, Wismar og Danzig, som tjente på handlen. Søvejen ind og ud af Østersøen gik via Øresund, og den danske konge besad udsejlingen. Med en fæstning på hver side og veludrustede skibe i nærheden kunne kongen opkræve afgift af de passerende skibe. Hermed blev sundtolden indført, og afgiften gik ikke til staten. Den gik til kongen personligt, og af disse midler betalte han så en flåde, som kunne holde fred i Østersøen, så søhandlen kunne trives uden indblanding fra konkurrerende magter eller fra sørøvere. Kongen anskaffede således en orlogsflåde. Ordet ”oorlog” betyder krig på hollandsk. Der var ikke nok skibe i flåden de første år, så helt frem til Christian den Fjerdes tid bliver der ”udskrevet skibe til orlog”. I 1543 udrustede man eksempelvis en flåde på 40 skibe, hvoraf halvdelen var orlogsskibe. Fjenden var først og fremmest Lübeck og dernæst Sverige. Da Rusland også havde et modsætningsforhold til Sverige skabte det en alliance mellem Rusland og Danmark, som varede i mange hundrede år, men i enkelte perioder har forholdet dog været tæt på krig mellem de to lande. Kong Hans blev som nævnt kronet til konge af Sverige i 1497, men i 1500 tabte han uventet et slag i Ditmarsken til de lokale bønder. Herefter blev der uro i både Norge og Sverige, som ønskede en anden konge. Oprøret i Norge blev slået ned af Henrik Krummedige. I stedet for at drage ind i Sverige med en hær benyttede kong Hans flåden til at udføre en blokade mod svenske havne. Lybækkerne måtte derfor opgive at handle på Sverige, og svenskerne måtte slutte fred med Danmark i 1509. I perioden 1510  ‐  1512 plyndrede skibe fra Lübeck kysterne ved Øresund, på Lolland og i Blekinge, og Bornholm blev inddraget i krigen to gange. Lübecks flåde blev slået, og Lübeck blev tvunget ud af krigen. Den danske flåde havde vundet sin første sejr. Ved fredsaftalen i 1512 blev Hansaens magt stækket, og byen måtte betale en stor erstatning. Kong Hans kunne ved denne jlighed erklære, at ”strømmene i Vore lande er fri, og Vi er ikke til sinds, til skade for riget og til fordel for Lübeck at lukke dem for nogen søfarende station."

Christian den Anden (f. 1481, 1513 – 1523)

Efter kong Hans’s død i 1513 bliver Christian den Anden konge. Han erobrer efter nogle belejringer Stockholm og gennemfører ”det stockholmske blodbad” rettet mod adelen. Kongen må flygte til Nederlandene i 1523, og han tager det meste af flåden med sig. I 1531 prøver han at vende tilbage med en flådestyrke på 25 orlogsskibe og 7.000 mand. De følgende år er præget af oprør og ”grevens fejde”. Omkring 1536 genopstår den danske flåde som en magt i Østersøen. Lübeck er ikke længere en trussel, men det bliver Sverige.

Besætningerne og udrustningen

Skibsbesætningerne havde i vikingetiden haft to funktioner. De udgjorde besætningen på deres skib med sejl og årer, men de var også soldater, når de gik i land, eller hvis man skulle slås med en anden skibsbesætning til søs. I tiden op til kong Hans’s regeringstid kom en spændende udvikling, som medførte en opdeling. Nogle tog sig af sejladsen, andre af kampopgaverne. Skipperne og deres søfolk tog sig af sejladsen. Adelige stillede med tropper og tog sig af kampen. En britisk historiker har beskrevet den tilsvarende udvikling i England: “There were gentlemen and there were sailors in the navy of Henry the Eight. The problem was that the gentlemen were not sailors, and the sailors were not gentlemen”. Det rummer på engelsk et lille ordspil omkring ordet gentleman med relation til de adelige: ”Der var adelige og der var søfolk i Henrik den Ottendes flåde. Problemet var, at de adelige ikke var søfolk, og søfolkene ikke var gentlemen”.  Kongen hyrede blandt andet nogle skippere fra tyske og hollandske havne, som havde sejlet i årevis i danske farvande. To af skipperne i kong Hans’s flåde havde været i Nordamerika ca. 20 år inden Columbus! Det var Hans Pothorst og Didrik Pining. Pothorst er afbilledet sammen med sit våbenskjold på et kalkmaleri i Sankt Maria Kirke i Helsingør. Der var tale om erfarne og særdeles hårdføre folk, som var vant til at operere i farvande med fjender og sørøvere.  

Skibene og værfterne

Skibene kendes fra byvåben og segl, kalkmalerier og tegninger på kirkevægge og indridsninger i kirkebænke. Dimensionerne og arbejdsudførelsen kendes fra brevvekslinger mellem kongen og værftet eller breve mellem for eksempel den danske og den skotske konge. Derimod kniber det meget med viden omkring skibenes detaljer så som rigning, skrogform, sejlføring, inspiration fra Middelhavets sejlskibe etc. Normalt var de nordiske skibe klinkbyggede, det vil sige, at den ene bordplanke gik ud over den underliggende, fra kølpanken og op mod rælingen. Skibe fra Middelhavet var oftest kravelbygget, hvor bordene lå kant mod kant.

De nordtyske handelsbyer stod for en ret stor del af handlen i Østersøen, og herfra blev udviklet det mest almindelige handelsskib, koggen Af øvrige skibstyper skal nævnes:

• Holk, som var et relativt stort skib, ofte udrustet til krig,

• Kravel eller karavel, en type fra Middelhavet,

• Karak, et fyldigt/rundt handelsskib med stormast og mesanmast,

• Krejert, et mindre handelsskib, som afløser koggen og,

• Snicke (eller en snekke).

Man ved, at store skibe omtales som ”mærsskibe”, det vil sige, at de er så store, at der er et mærs/en platform i masten, over råen til storsejlet. Senere kan man på de historiske illustrationer se store skibe med mærsekurve, hvor der er folk med buer, geværer eller små kanoner, som kan beskyde folk på dækket af fjendtlige skibe. Karakker skulle have større dybgang end tilsvarende holke, og de havde svært ved at passere de danske farvande på grund af dybgangen.

Handelsskibe blev ændret til krigsbrug, og de fik bygget kasteller for og agter. Det var en slags ”borge” for besætningerne, og da der blev indført ildvåben (”bøsser”, det vil sige geværer og kanoner), måtte man til at specialbygge skibene til at bære disse våben. Nogle af dem blev benævnt ”stenbøsser”, fordi de skød med stenkugler, andre blev kaldt ”slanger” Det var langløbede geværer eller kanoner. Ofte var der let skyts i for‐ og agterkastellerne og oppe i mærsene, medens de tungere kanoner af hensyn til stabiliteten måtte anbringes så lavt som muligt, og de skulle skyde igennem kanonporte.

Kong Hans påbegyndte bygningen af to meget store skibe omkring 1509. ”Engelen” var klar i 1510 og ”Maria” i 1514. De blev formentlig bygget i henholdsvis Sønderborg og Bremerholm i København. Andre europæiske regenter havde ladet bygge et ”prestigeskib”, som kunne vise omverdenen, hvilken magt den pågældende regent besad. De to danske pragtskibe skabte respekt om den danske flåde meget langt fra Danmark. De var hver på omkring 300  ‐  400 læster, det vil sige på ca. 600  ‐  800 tons, måske lidt større, da der var forskel på ”læsterne”. I 1510 var Henrik Krummedige høvedsmand på ”Engelen”.

I samme periode tager kong Hans et nyt flådeværft i brug. Han grundlægger et værft på den lille ø Æbelø i Nakskov Fjord, som han anskaffer i 1508. Øens navn ændres til Slotø, og nær værftet bygges slottet Engelsborg. Kongen aflægger besøg på værftet i 1511. Værftet lå ideelt. Det var tæt på lybækkerne, men det lå godt beskyttet i et vanskeligt navigabelt farvand, men med en dyb rende helt intil værftet. Endelig lå der et kongeligt værft i Kalundborg. Kongen anskaffer også skibe fra England, ligesom han rekvirerer skibe hos sin nevø, kong Jacob den Fjerde af Skotland.

Christian den Tredje og Frederik den Anden

Under Christian den Tredje (f. 1503, 1534  ‐  1559) var der blevet genetableret en dansk orlogsflåde, som skabte beundring rundt omkring i Europa. Kongen var så stolt af sit flagskib ”Fortuna”, at han beordrede flådens chef, admiral Christoffer Thrundsen, til at lade fremstille en tro kopi af skibet, to alen lang. Det lagde formentlig grunden til Flådens flotte modelsamling. Den følgende konge, Frederik den Anden (f. 1534, 1559  ‐  1588), lagde stor vægt på navigationssikkerheden, så han sørgede for fyr på Skagen, Anholt, Kullen og ved Falsterbo, således at handelen uhindret kunne gå fra ”Vestersøen” (Nordsøen) til Østersøen. Han udgav desuden i 1561 ”Frederik den Andens søret”, hvori han redegjorde for retstilstanden til sø ke havområder, der tilhørte ham og om retten til at drive søhandel og fiskeri. Han sørgede for, at danske orlogsskibe patruljerede i de farvande, som kongen gjorde krav på.   Den svenske konge Gustav Vasa (1523 ‐ 1560) opbyggede i sin 37‐år lange regeringstid en flåde, som efterhånden blev en trussel for den danske flåde. Hans efterfølger, Erik den Fjortende, var ivrig efter at vise sin magt, og da Frederik den Anden ønskede at genoprette unionen og sætte sig på den svenske trone, så brød Den nordiske Syvårskrig ud i 1563. Peder Skram var flådefører i det første år, men afgik på grund af alder. Herefter overtog Herluf Trolle, og han døde af sine sår i 1565. Otto Rud overtog flåden ved Herluf Trolles død, men hans skib blev isoleret under kamphandlingerne den 7. juli 1565, hvor kun 100 ud af 1.100 mand var kampduelige, da Rud måtte stryge flaget. Han døde af pest i svensk fangenskab tre måneder senere. I løbet af sommeren 1565 havde Danmark således mistet to flådechefer på kun to uger. Da krigen sluttede, havde Rusland erobret Narva og fået adgang til Østersøen, men den polske flåde ville forhindre russerne i at drive handel der. Den russiske tsar hyrede derfor en dansk veteran fra Syvårskrigen, Carsten Rode. Den 30. marts 1570 fik den russiske flåde dermed sin første admiral, idet tsaren skrev i kaperbrevet: ”Carsten Roden Muschovitichen bestalten Admirals in die See Bestallung” (Carsten Rode, med bevilling som admiral fra Moskvariget). Efter krigen konsoliderede Frederik den Anden sin magt i Østersøen og i stræderne. Derpå fulgte en fyrreårig periode, hvor handlen i området blomstrede. Den nyvundne sikring af forholdene i Østersøen fik Frederik den Anden til at forhøje sundtolden. Det gav ham tilstrækkeligt med midler til at kunne rive det gamle slot Krogen ned og på samme sted at ygge et nyt, prestigefyldt og frygtindgydende slot Kronborg, hvorfra han kunne opkræve afgifter af de passerende skibe.

Afsnit 3: Perioden fra 1588 til 1697: Fra Christian IV til Niels Juel

Niels Juel (1629 – 1697) blev som ung adelsmand sendt på en seks års dannelsesrejse, først til Frankrig, siden til Nederlandene, hvor han meldte sig til tjeneste. Her blev han uddannet til søofficer og lærte sig tillige skibsbygning og administration. Han deltog i fire af de seks store søslag, som den nederlandske flåde i den periode havde med den engelske flåde. Da han vendte hjem til Danmark, blev han kortvarigt skibschef på ”Sorte rytter”, og som 28‐årig blev han admiral og chef for Holmen, hvor han deltog i reorganiseringen af flåden. Niels Juel er Danmarks mest berømte søhelt, og det skyldes hans sejre i Den skånske Krig fra 1675 til 1679. (Se nedenfor). Han var en dygtig og inspirerende administrator og i krig en velforberedt og blændende leder. I 1677 udnævnt til generaladmiralløjtnant, senere geheimeråd og ridder af elefanten og fra 1683 var han flådens chef. Han anses for at være en af verdens dygtigste admiraler fra sejlskibstiden.

Cort Sivertsen Adeler (1622 – 1675): Født i Norge af en nederlandsk familie, uddannet som søofficer i Nederlandene, i tjeneste i Venedigs flåde 1648 ‐ 1660, herunder krigserfaring mod tyrkerne. Hyret af Frederik den Tredje i 1663 som generaladmiralløjtnant til at reorganisere og genopbygge flåden.

Henrik Bjelke (1615 ‐ 1683), norsk oberst, som i 1653 skiftede karriere og blev søofficer og sluttede som rigsadmiral. Hans flådestyrke i København kunne ikke komme den ned dåd. Deltog i august 1658 i et udfald mod svenske bele tændt. Dræbt i kamp mel hristian den Fjerdes angrebsordre, hvorved svenskerne undslap. Dødsdømt for denne fors chef for den danske flådestyrke i Femern Bælt en 13. oktober 1644, som led nederlag til en overlegen svensk‐nederlandsk flåde. Faldt selv i kampen og hans lig blev kas Norge gik ved de to store afståelser (Brømsebrofreden i 1645 og i 1658) mistede kongeriget Danmark‐Norge ialt følgende områder: øen Ven,   hjem Len,   Gotland og   • g i de afsluttende forhandlinger med Sverige. Fredsbetingelserne om erlandske undsætningsflåde til hjælp den 29. oktober 1658 på grund af nordvestlig vind. Fra 1660 medlem af Rigsrådet.

Peder Jensen Bredal (?  ‐  1658/1659), eskadrechef. Førte en dansk eskadre ud af isen i Nyborg Fjord, mens gentagne svenske angreb blev afvist. Udnævnt til viceadmiral og ekvipagemester på holmen efter sin jringsskibe udenfor København, hvorved to svenske skibe blev an lem december 1658 og maj 1659.

Christian IV (1577 – 1648), konge og styrkechef under flere søslag.

Peder Galt (1584 – 1644), admiral, tidligere dansk agent i Stockholm 1621 – 1624. Som chef for flådestyrken, der spærrede den svenske flåde inde i Kielerfjorden i 1644, misforstod han C eelse af Rigsrådet (på kongens foranledning). Halshugget på pladsen foran Københavns Slot.

Ove Gjedde (1594 – 1660), dansk adelsmand, som grundlagde kolonien Trankebar, chef for Kattegat‐ og Nordsøflåden 1643 – 1645, fra 1645 rigsadmiral og medlem af Rigsrådet. Pros Mund (?  ‐  1644), ”kvartaladmiral”, d tet over bord.

Den overordnede situation i perioden 1588 til 1697

Perioden var kendetegnet ved, at Sverige i hele perioden udgjorde hovedfjenden for Danmark. Fra ca. 1560 begyndte Sverige sine territoriale udvidelser, som varede i ca. 100 år, hvor landet efterhånden underlagde sig det nuværende Finland, Estland, Letland, Litauen, den nuværende polske kyst og dele af Nordtyskland. Dobbeltmonarkiet Danmark‐ heller ikke ram forbi, og Roskildefreden

• Skåne med

• Halland,  

• Blekinge,  

• Bornholm,  

• Jämtland,  

• Härjedalen, 

 • Bohus Len,

• Trondhjem Len,

• Gotland og

• Øsel

Bornholm udgjorde dog et særtilfælde, idet øen befriede sig selv fra den svenske besættelse, og Trondhjem Len blev leveret tilbage til Frederik den Tredje efter stormagtsindblandin fattede også reducerede toldsatser for svenskere og nederlændere i Øresund og bortfald af tolden ved Elben. Sverige havde en hær, som var den danske overlegen, men hvis de danske øer skulle udsættes for angreb, så krævede det en betragtelig flådestyrke og transportflåde. Tilstedeværelsen af en stærk dansk flåde forhindrede normalt dette. Hvis svenskerne kom over land fra Nordtyskland eller angreb ind i Skåne, så krævede det en stærk dansk hær på stedet. Generelt var den danske flåde bedre end den svenske, men der var perioder, hvor dette ikke var tilfældet. De danske skibe var bedre bygget, og officerer og mandskab var bedre uddannet, men den danske flåde oplevede dog en nedgangsperiode mellem 1645 og 1660. Danmarks største katastrofe indtraf, da rlegne svenske hær kunne gå over isen. Her kunne flåden ikke gøre nytte, og Danmark‐ Norge måtte gå ind på fredsbetingelserne.   Nederlandene støttede skiftevis den ene og den anden part i krigen, og det skyldtes udelukkende økonomiske interesser, hvor man gerne ville støtte den svageste part, så ingen Østersømagt blev dominerende og ødelagde den lukrative søhandel. Østersøhandelen udgjorde en væsentlig del af den europæiske handel. Der var et europæisk center for kornhan mer, mastetræ, hør til sejlfabrikation, hamp til tovværk, tjære til skibsfarten og meget mere.   Den store svenske hær bestod for en stor dels vedkommende af lejetropper, og det kostede uhyre summer for den svenske konge at betale dem, og når de var betalt, skulle de holdes beskæftiget hele tiden. Sveriges økonomiske forudsætning for at kunne føre så mange krige va og våben til det meste af Europa. Det lagde grunden til den nuværende svenske våbeneksport. Sverige havde mange fjender, så Danmark kunne udnytte alliancer, men de allierede i Østersøen havde hver for sig deres egen agenda. De allierede i Østersøområdet var Rusland, Polen, Sachsen og Brandenburg. Danmark gjorde en lang række forsøg på at få de tabte områder tilbage fra Sverige, men selv om nogle af invasionsforsøgene lykkedes, så ville de europæiske stormag S derne.  

Christian den Fjerde, hans inspektionsrejser og opdagelsesrejser

Christian den Fjerde blev konge i 1588, og han var utrolig glad for sin flåde og brugte den, når han skulle rundt i riget. Han deltog selv aktivt i tegning og bygning af flådens skibe, som blev bygget på beddinger li dt andet rundede han Nordkap og inspicerede Vardø. Han rejste ”incognito” som kaptajn Christian Frederiksen. Efter de store opdagelsesrejser, hvor Amerika var blevet fundet, og man kunne sejle syd om Afrika til ”Ostindien”, var den danske konge også interesseret i at skaffe sig oversøiske besiddelser med krydd var i skarp konkurrence med de andre sømagter: Nederlandene, England, Spanien, Portugal og Frankrig.

I 1618 afgik en flådestyrke mod Indien. Chefen for denne ekspedition var den 24‐årige adelsmand Ove Gjedde, som senere – i 1645 – blev udnævnt til rigsadmiral, det vil sige chef for flåden. Styrken bestod af orlogsskibene Elephanten på 500 tons (ex‐ svensk Malkepigen), David på 400 tons (også ex‐svensk) samt to handelsskibe, Christian og Kiøbenhavn. Samlet kunne skibene hjemføre en last på 1.000 tons. Togtet kom til at vare fire år. Danmark anskaffede kolonien Trankebar på den indiske østkyst, hvor der blev bygget et dansk fort, ”Dansborg”. Handlen på Trankebar blev en succes i de næste 20 år, for Danmark holdt sig neutral i konflikten mellem Portugal og Nederlandene. Til gengæld ophørte den danske skibstrafik på kolonien i 1639 på grund af svens gsbakke drev fortet og den lokale handel, førte krige og meget mere på den danske konges vegne, til der igen kom skib 30 år senere! Jens Munk blev i 1619 sendt nordpå med fregatten ”Enhjørningen” og hjælpeskibet ”Lamprenen” for at undersøge ”Nordvestpassagen”. Kongens opgave lød: ”Kan man sejle gennem Hudsonbugten og komme nord om det amerikanske kontinent o F 64 mand.

Krigene og flådens ledelse

”Kalmarkrigen” 1611 – 1613 var et dansk forsøg på atter at tvinge Sverige ind i Kalmarunionen, men det mislykkedes. Den næste krig varede fra 1625 til 1629, hvor Christian den Fjerde kastede sig ind i ”Trediveårskrigen” (eller ”Kejserkrigen”). Christian den Fjerde tabte slaget ved Lutter am Barenberge, og herefter kunne svenskerne hærge i Jylland, men flåden forhindrede, at de kom videre til øerne. Christian den Fjerde brugte i det følgende årti sin flådemagt til at stramme udenrigspolitikken op og skærpe toldopkrævningen i Øresund. Hermed skubbede han Nederlandene lige i armene på Sverige. Da svenskerne følte sig stærke nok i 1643, gik svenske tropper fra Nordtyskland op gennem Jylland, men den danske flåde hindred reducerede toldtakster sikrede, at Nederlandene undlod at kaste sig ind i krigen på svensk side. I det følgende år deltog Christian den Fjerde personligt som øverstkommanderende i slaget ved Lister Dyb (mellem Rømø og Sild/Sylt), hvor en nederlandsk hjælpeflåde blev tvunget bort. Senere på året gik det også godt for Christian den Fjerde om bord i ”Trefoldigheden” i slaget ved Kolberger Heide (vest for Femern), men den svenske flåde i Kielerfjorden voldte problemer. Da det senere lykkedes for den svenske flåde at kæmpe sig ud, blev den kommanderende admiral Peder Galt på kongens foranledning dødsdømt og halshugget foran Københavns Slot. To måneder senere forenedes en nederlandsk flåde med den svenske, og det lykkedes dem i fællesskab i Femern Bælt at nedkæmpe og praktisk talt udslette den danske flådestyrke under Pros Mund, som nu var underlegen. Som et resultat af det tabte slag måtte Danmark gå ind på fredsbetingelsern tland, Gotland og Øsel gik tabt, og Halland blev pantsat i 30 år. Svenskerne opnåede også toldfrihed i Øresund, og nederlænderne fik toldprivilegier. Flådens pengesager havde siden 1643 været overladt til rigshovmester Corfitz Ulfeldt, som var gift med Christian den Fjerdes datter Leonora Christine. Ulfeldt var blevet en utrolig rig mand i forbindelse med at passe på Flådens pengekasse. På 10 år havde han ”opsparet” en personlig formue, som svarede til et års samlede statsindt ge! Samarbejdet med Frederik den Tredje gik ikke godt, og Ulfeldt meldte sig derfor hos den svenske konge, som han senere også ragede uklar med. Allerede i 1657 mente Frederik den Tredje, at tiden var moden til en revanchekrig mod Sverige. Når Danmark var angriber, var Nederlandene ikke forpligtet af traktaten, og krigen fik et uventet kort forløb. En svensk hær var allerede klar i Polen, og efter en hurtig march gennem Nordtyskland erobrede svenskerne fæstningen på Frederiksodde (nær Fredericia) ved Lillebælt. Vinteren blev usædvanlig og den 29. januar 1658 påbegyndte den sve Peder Bredal forsvarede sig bravt mod de svenske angreb over isen n totale udslettelse af Danmark. Det krævede, at Køb å e dage havde diskuteret, hvorledes man skulle bro og Langebro. Herfra kunne de beskyde de svenske tropper, som echefer råd Bugt”, men det fandt sted mel e syd for Hel r Christiansø og Frederiksø, hvor der blev bygget et krudttårn, kunne der nske konge en march med hæren over isen fra Jylland via Fyn og Langeland til Lolland. Man kunne intet stille op mod den svenske hær. Krigens eneste lyspunkt var Peder Bredal, som lå med en eskadre på fire skibe, ”Samson”, ”Svenske Løve”, ”Svenske Lam” og ”Emanuel” i Nyborg Fjord. Nyborg Slot faldt hurtigt til svenskerne, men . Efter hårde kampe fik han ved hjælp af store skovsave ”savet sig ud af isen” og fik styrken ud i åbent farvand.   Danmark måtte i februar slutte fred med svenskerne, men kort tid efter freden i Roskilde begyndte den svenske konge at pønse på de enhavn blev erobret, og derfor sendte han en belejringshær, som blev samlet i en nyoprettet feltlejr ”Carlstad” ved Bellahøj.   København kunne nu kun forsynes og undsættes fra søsiden. Fra Nederlandene kom en undsætningsflåde på 35 orlogsskibe, 6 fragtskibe og 4 brandere1 under kommando af admiral Jacob Wassenaer van Obdam. Den svenske flåde p 30 orlogsskibe og 13 fragtskibe var under kommando af rigsadmiral Carl Gustav Wrangel. De to flådestyrker mødtes ud for Helsingborg den 29. oktober 1658 i et af verdenshistoriens største søslag, som nederlænderne vandt, mens den svenske konge så på inde fra Kronborg. Den danske flåde kunne ikke nå at deltage i slaget, fordi vinden var imod, da den skulle stå ud fra København. En besynderlig detalje ved dette slag – men typisk for perioden  ‐  var, at Karl den Tiende Gustav og rigsadmiral Wrangel over fler forholde sig til den nederlandske flådestyrke. Blandt de svenske rådgivere var fire nederlandske admiraler i svensk tjeneste! Den endelige storm på København fandt sted natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Niels Juel sørgede for, at flåden deltog med mandskab og kanoner, og de to orlogsskibe ”Højenhald” og ”Prammen” (af svenskerne kaldet ”Svinetruget”) lå fast i isen mellem de nuværende broer Knippels angreb over isen ved Kalveboderne. Angrebet mislykkedes, og Danmark blev  ‐  i sin reducerede form – reddet. I 1655 oprettedes et admiralitet efter nederlandsk forbillede, hvor de øverste flåd gav om Flådens og handelsflådens forhold. Fra 1663 forestod Henrik Bjelke, Niels Juel og Cort Adeler genopbygningen af den danske flåde efter forfaldsperioden fra ca. 1645.   I den skånske Krig fra 1675 til 1679 var det indledningsvis de nederlandske admiraler Cornelis van Tromp og Philips van Almonde, som var øverstbefalende for de samlede flådestyrker, men Niels Juel stod selv for erobringen af Gotland i 1676 og en række andre selvstændige aktioner, og ved slaget den 1. juli 1677 var han blevet udpeget som styrkechef. Dette slag benævnes undertiden fejlagtigt som ”Slaget i Køge lem Stevns og Falsterbo. Her sejrede Niels Juel over en overlegen svensk flådestyrke, og han forudså en vigtig ændring i vindretningen under slaget. I 1676 landsatte flåden en hær på ca. 14.000 mand ved Rå i Skåne, lig singborg, men hæren tabte i det efterfølgende blodige slag ved Lund, og flåden måtte evakuere de sørgelige rester af den hærstyrke, som skulle have generobret Skåne. Efter at Sverige i 1677 havde grundlagt flådebasen Karlskrona, befæstede flåden Ertholmene, den yderste danske forpost i Østersøen. Niels Juel sørgede for, at der i 1684 blev etableret kanonstillinger på den største ø, herefter benævnt Christiansø, efter kongen. Mellem de to øer Christiansø og Frederiksø, hvor der blev bygget et krudttårn, kunne der ligg ns Kanal, ved indgangen til Flådens gamle hovedbase. Det smuk lmens kirke kan man læse Kingos hyldest til Da H O Hans sjæl, den er hos Gud, hans Ben i denne Grav, Hans Navn i Minde, m nskiold først et ordentlig minde under Frederik den Sjette. Tordenskiolds sarkofag med inskriptionen ”Dynekilen – Mars ns Kirkes kapel. På gravmælet står:   e skibe i havnen, og desuden var der mulighed for at flådens skibe kunne ankre i ly af øernes kanoner. Få år efter begyndte Niels Juel at udbygge den nye base på Holmen (Nyholm), og i 1692 løb det første skib af stabelen på Holmen. Det var linieskibet ”Dannebroge”. Niels Juel lod bygge et palæ, og det rummer i dag den franske ambassade på Kongens Nytorv i København. Flåden har hædret Niels Juel ved at opkalde et antal skibe efter ham, og i København står en statue af ham ved Holme keste minde er dog sat ham af Thomas Kingo. I Ho nmarks største søhelt:

”Staa Vandringsmand, og sku en Søhelt an i Sten, Og er du selv ej Flint, ær da hans døde ben, Thi det er Herr Niels Juel, hvis Marv og Ben og Blod Med fyrigt Hjerte forsin Konges Ære stod, vis Manddoms Drifter i saa mange Søslag staar, g gennem Hav og Luft og Land med Ære gaar, En mand af gammel Dyd og dansk Oprigtighed. Af Ja og Nej og hvad man godt og ærligt ved. ens der findes Vand i Hav.”

Afsnit nr. 4: Perioden fra 1697 til 1800: Fra svenskekrige til englandskrigene

Peter Jansen Wessel (1690 – 1720) viste sig at være en særdeles dygtig søofficer, der udførte talrige dristige operationer, men han levede et kort og dramatisk liv fyldt med intriger. Han kom fra Norge, hvor der ingen adel var. Som 26‐årig blev han adlet, som 28‐årig blev han udnævnt til admiral, og kort efter sin 30 års fødselsdag blev han dræbt i en duel efter afslutningen af den krig, som havde bragt ham personlig lykke. Allerede som 21‐årig blev han chef for snauen (et skib med fem kanoner) ”Ormen”, og året efter blev han skibschef på fregatten ”Løwendahls Galley” med hvilken han erobrede en svensk kaper. I de senere år af krigen opererede Tordenskiold fra Fladstrand (Frederikshavn) mod den svenske vestkyst, blandt andet mod Dynekilen. Da Tordenskiold i december 1718 erfarede, at Karl den Tolvte var død (faldet for enten fjendens eller en svensk kugle), sendte han ikke en kurer med nyheden. Han sejlede selv til København, gik op på slottet, fik vækket Frederik den Fjerde og overbragte ham personligt nyheden, som medførte hans udnævnelse til ”schout‐bij‐nacht”3 . I 1719 erobrede Tordenskiold fæstningen ”Carlsten” på Marstrand, og senere samme år tilintetgjorde han den svenske flåde i Gøteborg. Herefter blev han udnævnt til viceadmiral. Krigen – og dermed Tordenskiolds lykke – sluttede brat herefter. I 1720 omkom han i en duel i Gleidingen ved Hannover på vej til fremmed krigstjeneste. På grund af duellen fik inskriptionen ”Dynekilen – Mars ns Kirkes kapel. På gravmælet står:  

”Helten Peder Tordenskiold Viceadmiral ham nævnede hans Konge med Hæder hans Medborgere med Glæde hans fjender med skræk, med Danmarks aarbøger bevare hans Daad. Frederik den Sjette satte ham dette Minde.”

Vitus Bering (1681 – 1741) fra Horsens bør nævnes i denne sammenhæng. Han var ikke dansk søofficer, men styrmand/navigatør i handelsflåden og under et ophold i Amsterdam blev han hyret til den russiske marine, hvor han avancerede til kommandør. Deltog i Den store Nordiske Krig som skibschef i danske farvan dt for sine to ekspeditioner 1725 – 1741, hvor han fastslog, at Asien ikke var landfast med Amerika. Han var en dygtig navigatør og opmåler. Frederik Danneskiold – Samsøe (1703 – 1770), i praksis flådens chef fra 1735 til 1746 samt fra 1766 til 1767 med titlen ”intendant annet søofficer. Forbedrede søofficersuddannelsen, indførte eksamen og sørgede for at udruste et skoleskib til søkadetterne. Christian Carl Frederiksen Gabel (1679 – 1748), viceadmiral under Den store Nordiske Krig, styrkechef under slaget ved Kolberger Heide i 1715. Senere overkrigssekretær.   Henrik Gerner (1741 – 1787), flådens fabriksmester4 fra 1772 til sin død. En dygtig skibskonstruktør og opfinder, som blandt mange andre nyskabelser indførte lynafledere. Ulrik Christian Gyldenløve (1678 – 1719), ”uægte” (født uden for ægteskab) søn af Christian den Femte. Afgik som 15‐årig til søofficersuddannelse i Nederlandene og videre til navigationsuddannelse i Frankrig. Udnævnt til admiral som 18‐årig og i 1700 udnævnt til chef for flåden som 22‐årig. Flådechef under hele Den store nordiske Krig. Voldsomt såret unde kamp i 1709 af pistolskud i brystet og en ”pike” (lanse/spyd) i ryggen, men han dræbte egenhændigt begge sine modstandere. Dræbt af svensk skarpskytte under et søslag i 1719.   Ivar Tønnesen Huitfeldt (1665 – 1710), kommandør, født i Norge, uddannet i den franske flåde, til tjeneste i den nederlandske og engelske flåde, og fra 1692 i den dansk‐norske flåde. Skibschef for linieskibet ”Dannebroge” (opkaldt efter Dannebrogsordenen , hvor skibet blev sat i brand og eksploderede, men Huitfeldts manøvre sinkede svenskerne så meget, at den øvrige danske flåde kunne gøres klar til kamp. Ole Judichær (1661 – 1729), matematiker, viceadmiral, Holmens chef, skibskonstruktør. Det var i høj grad hans fortjeneste, at skibene fra den de gjorde under Den store nordiske Krig, og han var flådens hovedkonstruktør frem til 1727. Han konstruerede blandt andet en dykkerklokke. Just Henriksen Juel (1664 ‐ 1715), slægtning til Niels Juel. Faldet som viceadmiral i slaget ved Rügen i 1715. Va r han i sit arbejde havde nær kontakt med tsar Peter den Store. Mindet med et epitafium i Roskilde Domkirke.

Frederik Christian Kaas (1727  ‐  1804), chef for flere danske enheder og en dansk flådestyrke i Middelhavet i midten af 1700‐tallet. Skibene bekæmpede sørøvere ere udnævnt til admiral. Chresten (Christian) Thomesen Sehested (1664  ‐  1736), den første chef for det s Tønder (1692 – 1753), viceadmiral, ung skibschef under Tordenskiold i slaget ved Dynekilen og ved erobringen af fæstningen i Marstrand.

Den store nordiske Krig fra 1700 til 1720

Perioden op til Den store nordiske Krig var præget af spændinger i Østersøområdet. Sveriges ekspansion var blevet stoppet i slutningen af 1600‐tallet, men de øvrige Østersønationer så gerne Sveriges indflydelse og magt reduceret. Da den svenske konge pludselig døde og blev afløst af en ganske ung og uerfaren konge, slog Polen, Rusland og Danmark til i 1700. Desværre viste kongen, Karl den Tolvte, sig at være et militært geni, som kom til at volde store problemer for de tre angribere. Ved andre magters indblanding blev krigen for Danmarks vedkommende stoppet meget hurtigt og ydmygende, men da Karl den Tolvte under sit felttog mod Rusland i 1709 blev slået af russerne ved Poltava (i det nuværende Ukraine), var Danmark klar igen med en hurtig krigserklæring mod Sverige. De gamle operationsplaner blev atter taget frem, og flåden udførte igen en landsætning af store troppestyrker i Råå, tre sømil (fem kilometer) syd for Helsingborg. Danmark havde kastet sig hovedkulds ud i krigen uden at være forberedt. Indledningsvis gik det godt, og fæstningen i Helsingborg blev erobret, medens fæstningerne i Landskrona og Malmø holdt stand. Den 10. marts 1710 brast Danmarks drøm atter, da svenskerne under Magnus Stenbock i slaget ved Helsingborg nedkæmpede den danske hærstyrke i Skåne, og flåden måtte elige rester af ekspeditionsstyrken. Samme efterår opsøgte den svenske flåde den danske i Køge Bugt, og under slaget den 4. oktober 1710 blev de svenske ambitioner stækket. Ivar Huitfeldts dispositioner forhindrede en svensk sejr over den danske flåde. I 1715 sikrede en dansk flådestyrke under schout‐bij‐nacht, senere viceadmiral, Gabel en sejr over en svensk flådestyrke ved Kolberger Heide ved Fehmern, hvorved den svenske situation i det belejrede Stralsund blev forværret. I et efte jæ som et resultat af de manglende svenske forsyninger faldt Stralsund som svensk base. Under slaget blev viceadmiral Just Juel dræbt af en kanonkugle.

Året efter indledte den svenske konge et felttog mod Norge, men den nyudnævnte adelsmand Peter Tordenskiold lokaliserede den svenske forsyningsflåde, som var en forudsætning for at gennemføre et felttog rettet mod Norge. Forsyningsflåden lå i et meget smalt sund kaldet Dynekilen, hvor Tordenskiold med et dristigt angreb erobrede det meste af forsyningerne. De svenske flådeenheder blev enten br gelig udnævnelse til kommandør, hvorved han sprang kommandørkaptajnsgraden over. Senere erobrede Tordenskiold den svenske fæstning Carlsten ved Marstrand, og han deltog i operationerne rettet mod den svenske flåde i Gøteborg. Den store nordiske Krig var rig på søtræfninger. Danmark var allieret med Rusland, og et af resultaterne af krigen var, at Sverige var blevet stækket som stormagt. Landet var nu på niveau med Danmark, men alle de danske bestræbelser på at generobre de tabte områder fra Sverige havde ikke båret frugt. Siden 1560 havde Sverige erobret områder i Finland, Rusland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland, men efterhånden gik de alle tabt igen for Sverige. Finland dog først i 1808/1809. De eneste områder, som Sverige beholdt, var de områder, som var erobret fra kongeriget Danmark‐Norge! Til søs var krigen gået noget bedre end til lands, men da den sluttede, fik Danmark ingen territoriale indrømmelser. Det gjorde Rusland til gengæld, som nu var etableret som en østersømagt med en nybygget hovedstad S formelt til 1720, og den danske konges nybyggede slot kom til at bære navnet ”Fredensborg”, for nu skulle der være varig fred.  

Fredsperioden fra 1720 til 1801

Freden varede i ca. 80 år, og det blev en indbringende periode for skibsrederne, storkøbmændene og den gryende industri i Danmark. En af årsagerne var, at der ikke var fred i den øvrige del af Europa, og det kunne man som skibsfartsnation tjene godt på, når fragtraterne gik i vejret. Den sidste halvdel af denne periode skabte mange rigdomme og blev ofte i samtiden og i den nyere historie kaldt for ”den florissante periode”, det vil sige den blomstrende periode. Der blev skabt nye formuer på at sejle kostbare og eftertragtede laster fra specielt Det fjerne Østen, og i Danmark så man også opblomstringen af en ny industri. De mange pakhuse ved havnen i København vidnede om den blomstrende handel, men i dag kan den blomstrende handel i perioden også aflæses på bygninger i og uden for København. De nye velhavere byggede domiciler i København og lystslotte i en ring rundt om hovedstaden: ”Gammel Holtegård”, ”Marienborg”, ”Sophienholm” og mange andre nær Furesøen, Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Ved Mølleåen fra Furesøen til Øresund blev der anlagt en række moderne fabrikker. Frederiksværk blev en indus H kibe sejlende på langfart til Det fjerne Øste , til Amerika g langs Europas kyster.

Flåden i 1700-tallet

Ulrik Christian Gyldenløve havde ligesom Niels Juel gennemgået en formel søofficersuddannelse i Nederlandene. Danmark var ilde forberedt på krigen i 1700, og som en af erfaringerne i 1701 anmodede han derfor kongen i 1701 om, at der søkadetakademi”, hvilket kongen efterkom. Herved fik søofficererne en formaliseret uddannelse, men det var først i 1724, at uddannelsen af de tekniske officerer blev iværksat, hvor fire søofficerer blev sendt til udlandet for at lære skibsbygning. Perioden var præget af, at man nu langsomt kom ind i ”oplysningstiden”. Der blev forsket i fysik, kemi, astronomi, medicin, botanik, geologi og meget mere. De større europæiske magter underlag e handel. Der blev udsendt videnskabelige ekspeditioner, og der blev foretaget opmåling af ukendte egne, ligesom der systematisk blev opmålt og indsamlet data til brug for navigation rundt på kloden.   Den dansk‐norske flåde deltog i sejlads til Kina. I 176 til Istanbul på sin videnskabelige ekspedition til de arabiske lande, og flåden holdt kontakt til de danske forter i kolonierne i Afrika, Indien og Vestindien og eskorterede danske handelsskibe i pirattruede farvande, især i Middelhavet.   Under og efter Den store nordiske Krig var der en række hofintriger og udskiftninger, men den lange fredsperiode frem til 1801 blev præget af dygtige personligheder i flådens ledelse. Holmen udviklede sig til Danmarks største arbejdsplads, og her arbejdede landets ypperste med de mest moderne arbejdsmetoder og den mest moderne teknik. Her byggede man skibe velegnede til såvel lan ske linieskibe kun to batteridæk (kanondæk), for skibene skulle med fuld udrustning kunne gå igennem farvandet ved Drogden ud for Dragør, og derfor måtte deres dybgang ikke overstige 22 fod (6,9 meter). Flåden eksp reret med galejer i stort tal under krigen i den finske skærgård, men det danske projekt blev opgivet. Bygningen af en galejhavn i Nivå blev påbegyndt i 1752, men havnen blev opgivet En væsentlig del af flådens bemanding, såvel officerer som menige, kom fra Norge. Om foråret hentede man flådens personel til København, og om efteråret blev det sejlet retur til Norge. I København rådede flåden nu over en ældre base med skibsværft ved Bremerholm, i det område som i dag ligger mellem Holmens Kirke, Havnegade og Nyhavn. Det var faktisk her, at Københavns brand i 1795 brød ud. Der gik en kanal, Holmens Kanal, op til der, hvor Det kongelige Teater nu ligger. Bag ved Charlottenborg, det, der i dag hedder Kvæsthusbroen, fik flåden sit første ”kvæsthus”, dvs. hospital og plejehjem. Omk ing 1775 flyttede man det til det nuværende Søkvæsthus på Christianshavn, hvor Orlogsmuseet i dag har til huse. Den nye base bestod af fem øer, som langsomt var blevet til ved uddybning af havnebassinet. Uddybningen blev foretaget med uddybningsmaskiner betjent af straffefanger. Den yderste ø blev kaldt Nyholm. De øvrige kom til at hedde Frederiksholm, Christiansholm, Dokøen og Arsenaløen. Under et blev hele fabriks‐ og basekomplekset kaldt ”Holmen”. F herfor lå de tre store beddinger, som blev benyttet ved stabelafløbning af flådens skibe frem til 1918. På Christiansholm blev opført endnu en mastekran, men den blev revet ned i 1860’erne.   Hvor Udenrigsministeriet i dag ligger fik flåden sin første tørdok. Tørdokken på Christianshavn (senere kaldt ”Gammel Dok”) blev opført fra 1735 til 1739 af den hollandske vandbygningsmester J. H. Dumreicher, og den var i brug h yndelsen tømt for vand ved håndkraft. Det krævede, at 200 – 400 mand arbejdede ved pumperne i tre døgn. I 1784 udarbejdede fabriksmester Henrik Gerner et hestetrukket pumpeværk, som kunne lænse dokken for vand på 21 timer. Flådens størrelse varierede meget i løbet af 1700‐tallet, og man udrustede kun det antal skibe, som operationerne krævede. Det store havnebassin skulle kunne rumme flådens oplagte skibe, ca. 24 linieskibe og 24 fregatter. Af økonomiske årsager lå de øvrige skibe aftaklede på Holmen, det vil sige uden rigning, kanoner, forsyninger, sejl, ankre, tovværk med mere. Det blev opbevaret på de mange magasiner og udleveret mod behørig kvittering til skibschefen og hans regnskabsførere. De var ansvarlige for majestætens gods. En fransk s en næsten pinlig nøjagtighed. De ligner mere et magasin hos en rig købmand, der ejer 3 – 4 skibe, end arsenalet i en kongelig krigshavn.”

På kollisionskurs med England

En del af de mange penge, som strømmede til Danmark, stammede fra tvivlsomme transaktioner, hvor det danske flag, som garant for neutraliteten, blev brugt til at dække over allehånde former for kontrabande til de krigsførende magter i Europa. Det gav en god indtjening, og majestæten og hans rådgivere var ikke uvidende om, hvad der foregik. Da England følte sin eksistens truet under napoleonskrigene, blev den danske søfart – tillige med søfarten fra Sverige og Rusland, som indgik i et væbnet neutralitetsforbund – et problem for e begrundet mistanke om omgåelse af neutraliteten. Neutralitetsforbundet mente sig stærk nok til at påberåbe sig retten til at sejle frit på havene, og som en følge heraf lod man sine handelsskibe indgå i konvojer, som blev eskorteret af neutralitetsforbundets orlogsskibe.   Danmark‐Norge havde en ganske stærk og moderne flåde, som kunne sætte magt bag den valgte udenrigspolitik. Flåden havde skabt fremragende muligheder for handelsflåden – og dermed for landets indtjening  ‐  og samtidig også skabt respekt om de danske krav. I relation til England blev der tale om en langsom eskalering af situationen, hvor Danmark 

 

Afsnit nr. 5: Perioden fra1800 til 1815: Slaget på Københavns red5, Flådens ran og Englandskrigene6

Flådens blå bog. Nogle af alle de kendte søofficerer og skibskonstruktører på Holmen. Listen kunne rumme mange flere navne, for under kanonbådskrigen var der utrolig mange unge søofficerer, der gjorde sig fortjent til omtale. Steen Andersen Bille (1751 – 1833), admiral i 1829, geheimestatsminister 1831. Var i sine yngre dage chef for den danske m d sørøveri fra de nordafrikanske stater. Skibschef på linieskibet Dannemark under slaget på reden. Da Olfert Fischer blev såret, overtog kommandørkaptajn Bille kommandoen over Sødefensionen den 3. april 1801. Var som kommandør chef for Søbefæstningen i København i 1807 – og flådens egentlige chef.   Peter Buhl (1789 – 1812), sekondløjtnant, mistede venstre arm som søkadet under et angreb ved København 1807, udmærkede sig som kanonbådschef flere gange, blev to gange fange hos englænderne, ridder af gør i det sydlige Norge i 1812 Jørgen Conrad de Falsen, (1785 – 1849), premierløjtnant, dristig kanonbådschef 1810 – 1813, mest kendt som flådestyrkens chef under det mislykkede angreb på Anholt i 1811, hvor han til en vis grad blev syndebuk. Olfert Fischer (1747 – 1829), kommandør i 1801, chef for ”den flydende defension ved Kongedybet” og forterne, det vil sige samtlige danske styrker indsat under slaget på reden. Søkadet som seksårig, efter 72 års tjeneste i flåden udnævnt til viceadmiral i 1825. Under en storm i Taffel Bay andskab ‐ som chef for linieskibet Oldenborg at redde hele besætningen. Frantz Christopher Henrik Hohlenberg (1765 – 1804), skibskonstruktør, fabriksmester. Hans skibe var så gode, at englænderne tog et med sig men med alle tegningerne og lod bygge nogle mage til (HMS Cambridge‐ og HMS Black Prince‐klasserne). Hans Peter Holm, (1772  ‐  1812) kaptajn, chef for fregatten somme kamp mod HMS Dictator ved Lyngør den 6.juli 1812. Druknet under forlis med et passagerfartøj i den norske skærgård den 26. oktober 1812. Carl Wilhelm Jessen, kaptajn (1764 ‐ 1823), chef for Prinds Christian Frederik under slaget ved Sjællands Odde den 22. dden Kirkegård står om linieskibet:”Ført af den kiække Jessen”. Peter al beskyttede en konvoj fra Kristiansand til Middelhavet. Da englænderne ville undersøge konvojens skibe, opstod ”Freya‐affæren”, som blev årsagen til det engelske angreb mod Danmark den 2. april 1801. Johan Cornelius Krieger (1756  ‐ 1824), kontreadmiral, chef for kanonbådsflotillen i 1801 og 1807. Jochum Nicolay Müller (1775 ‐ 1848), norskfødt sekondløjtnant og chef fo en. Formentlig den unge søofficer, som Nelson refererede til over for kronprinsen, da han omtalte de tapre unge søofficerer – og altså ikke Peter Willemoes. (Dette spørgsmål optog i årevis sindene i Norge og Danmark). Senere chef for den norske flåde. Nelson var meget imponeret over Hajens indsats, og efter at Hajen omsider havde opgivet kampen, blev Müller ført om bord i HMS Elephant, hvor Nelson havde en kort samtale med ham. Johan Christian von Schrødersee (1754 – 1801), kaptajn, netop pensioneret på grund af dårligt helbred, opholdt sig på Batteriet Sixtus på Holme nprinsen, da der kom underretning om, at chefen for linieskibet/blokskibet Indfødsretten, kaptajn A. de Thurah – sammen med næsten alle officererne  ‐  var faldet. På kronprinsens bud overtog Schrødersee kommandoen, men han blev dræbt af en fjendtlig kugle på dækket af Indfødsretten næsten øjeblikkelig. Et mindesmærke på Sixtus i form af en knækket mast markerer stedet, hvorfra Schrødersee tog ud på Indfødsretten. Pe F s m s Christian Frederik som premierløjtnant ved Sjællands Odde den 22. marts

Optakten til ”Slaget på Reden” skærtorsdag den 2. april 1801

Danmark‐Norge havde en ganske   og moderne flåde, som kunne sætte   bag den valgte udenrigspolitik. Flåden havde skabt fremragende muligheder for handelsflåden – og dermed for landets indtjening ‐ og samtidig også skabt respekt om de danske krav. I relation til England blev der tale om de gjort sig alle konsekvenser klare, men hvor den øjeblikkelige indtjening – og pres fra skibsrederne, storkøbmændene og industrien  ‐  måske forblændede de politiske beslutningstagere. I sommeren 1800 kom konfrontationen, og så begyndte begivenhederne at tage fart. Danmark befandt sig pludselig i en meget kompliceret udenrigspolitisk situation uden nemme løsninger. Fra 1800 forlangte englænderne, at neutrale skibe skulle visiteres, og hvis de modsatte sig det, skulle såvel konvoj som eskorte opbringes og føres til engelsk havn. Samtidig skærpede man kravene omkring skibslasterne. Man måtte ikke sejle med ”kontrabande”, det vil sige varer, som kunne bruges i krigsførelsen, men eng å at omfatte fødevarer og råmaterialer. Den første konfrontation opstod da englænderne mødte en dansk konvoj i Kanalen på vej fra Kristiansand til Middelhavet. Eskorten bestod af fregatten Freya med kaptajn Peter Krabbe som chef. Han havde strenge instrukser om ikke at føje sig. Efter en kort, men tapper kamp den 25. juli 1800 måtte Krabbe opgive over for fire engelske fregatter og gå til engelsk havn med konvojen.   Danmark måtte give sig og lade englænderne visitere de danske handelsskibe, og med kom Danmark på kant med Rusland, som på det tidspunkt var blandt Englands fjender. Rusland var den stærkeste fortaler for Det væbnede Neutralitetsforbund mellem Rusland, Danmark‐Norge og Sverige. Fra dansk side ville man gerne føje englænderne, men samtidig var det også vigtigt at få russerne med i et væbnet neutralitetsforbund, så Danmark kunne fortsætte sine indbringende aktiviteter på verdenshavene uden engelsk indblanding.   Det tog ikke så lang tid for englænderne at gennemskue det danske dobbeltspil. I januar 1801 beslaglagde de alle danske skibe i engelsk havn og afsendte tropper for at besætte de danske kolonier i Trankebar og De vestindiske Øer. Herefter klargjorde englænderne en flådestyrke, som skulle tage på en ”tour de force” rundt i Østersøen og overbevise alliancen om ikke at stå i vejen for den engelske flåde. Det skulle ske, efterhånden som isen slap sit tag i flåderne i Østersøen. Man ville først angribe den danske flåde i København, så den svenske i Karlskrona og sidst den russiske i Reval (Tallinn), S ede admiral Sir Hyde Parker med en engelsk flådestyrke på 53 skibe, heraf 21 linieskibe, mod danske farvande. Han havde strenge diplomatiske instrukser, og han var besindig og tilbageholdende. Hvis der blev brug for magtanvendelse, kunne hans eskadrechefer, viceadmiral Horatio Nelson og kontreadmiral Thomas Graves, angribe den dansk‐norske flåde, som lå under udrustning på Københavns red.

Fra dansk side var man klar over, at noget var i gære. Dels skulle man beskytte hovedstaden, dels skulle man undgå, at flåden gik tabt. Derfor gik det danske forsvar ud på at lægge flådens gamle skibe ud på en ”sødefensionslinie”. Det vil sige, at man opankrede de aftaklede skibe som ”blokskibe”, forsynede dem med et antal kanoner og en besætning. Flådens moderne skibe blev tilbage på Holmen, og skibene i sødefensionslinien skulle holde de fjendtlige skibe på afstand, så deres kanoner og morterer ikke kunne bombardere Holmen og selve byen. Man havde længe haft planer om at udbygge ”Trekroner” til et stærkt fort, forsynet med 24‐pundige kanoner, og det kom til at udgøre ker Flåden stillede med ca. 3.000 mand, og de resterende 2.000 mand som måtte lære kanonbetjening i en fart. Endelig var der enkelte, deltagelse i kampene.

Efter passage af Kronborg, som man holdt stor afstand til, ankrede den engelske flåde ud for Tårbæk, hvor Sir Hyde Parker holdt møde med chefe Han    en styrke på 12 linieskibe og 7 fregatter til viceadmiral Nelson, som sejlede sydpå gennem Hollænderdybet (det vil sige øst om Middelgrunden). Her an‐ krede de syd for grunden den 1. april. Om natten foretog englænderne en opmåling af farvandet og udlagde afmærkning. Næste formiddag kl. 10.00 stod de engelske skibe nordpå op igennem Kongedybet (vest for Middelgrunden). Den danske linie lå ca. 5 terier på Trekroner, Lynetten, Sixtus, Quintus, Prøvestenen og Strickers Batteri. De fleste af de danske skibe lå for fire ankre, enkelte kun for to. Nelson havde instrueret sine skibschefer om at ankre linieskibene ud for hvert af de betydningsfulde danske skibe, og den engelske linie lå ca. 500 meter øst for den danske. Man regner med, at Nelsons styrke var på 8.885 mand og medbragte 1.206 kanoner og 14 svære morterer. Den danske styrke nåede at placere mellem 700 og 900 kanoner i hele linien inden angrebet.   Det blev en langt mere vo de regnet med at nedkæmpe al modstand på en time, men først efter fem timer stilnede kampene af. Selv om vi i højskolesangbogen kan læse om heltene, ”som vandt ved Kongedybet”, så var der tale om en klar engelsk sejr, men det var Nelsons hårdeste kamp, og mange af hans skibe blev ilde tilredt. Hans chef var bekymret og beordrede ham tilbage til ankerpladsen ved Tårbæk, men Nelson satte som bekendt kikkerten for det blinde øje og ”kunne ikke se flagsignalet”. På dansk side var der 367 døde og 635 sårede, medens der på engelsk side var 254 døde og 689 sårede. Desuden blev 1.779 danskere taget til fange på de erobrede skibe. Våbenhvilen blev opnået under trusler om, at Nelson ville brænde de erobrede skibe, hvorunder besætningernes liv s k o kabet om mordet på den russiske tsar, og hermed bortfaldt resten af det engelske Østersøtogt. Fredsbetingelserne krævede, at Danmark‐Norge forlod det væbnede neutralitetsforbund.

Københavns bombardement og ”Flådens Ran” i 1807

Da Napoleon efter slaget ved Friedland i juni 1807 og den efterfølgende fred i Tilsit fik elimineret Rusland og Preussen som fjender, kunne han vende sig mod England og forberede en invasion der. Det ville kræve en betragtelig flådestyrke samt transportskibe, og det kunne han formentlig skaffe fra Rusland, Dan en måde blev forenet mod England, ville landet være alvorligt truet. For englænderne var det en eksistenskamp, og det krævede resolut og hurtig handling. Samtidig stod man og skulle evakuere engelske tropper i Svensk Pommer oleons styrker. Hvad ville være mere naturligt end at hente tropperne, spærre adgangsvejene til Sjælland, primært ved at blokere Store Bælt, og så tage Danmarks flåde, inden Napoleon selv kom og tog den?   Hermed var scenen ved at være sat for begivenhederne i sommeren 1807, hvor kronprinsen og udenrigsministeren stadig havde sympati for England, som man under ingen omstændigheder ønskede at indlade sig i krig med.   Siden januar 1807 havde der dog været problemer med englænderne, som i en reaktion på Napoleons ”fastlandsspærring” (blokade) forbød neutral handel på de krigsførende landes havne. Det ramte den dansk‐norske skibsfart hårdt, og det forbitrede forhandlingerne med englænderne op til den skæbnesvangre sommer i 1807. Den dansk‐norske drustet og havde krigsvante og dygtige ledere, men flåden var ikke klargjort, netop for ikke at provokere englænderne. Til gengæld modtog englænderne en fejlagtig melding i maj 1807 om, at danskerne nu udrustede flåden! Nogle danske s nierne havde været i Portsmouth, kunne meddele, at englænderne var ved at planlægge forholdsregler rettet mod den dansk‐norske flåde. De bragte advarslen med sig hjem, men fik besked på, at de var søofficerer, og at de ikke skulle beskæftige sig med politik!   Napoleons styrker stod nu syd for Holsten. Den danske hær stod derfor opstillet i Holsten i tilfælde af, at Napoleon ville rykke op i Jylland. Havde man været bange for et engelsk angreb på København, så ville de være blevet overført dertil.   Den truende udsigt til, at den danske flåde kunne falde i de forkerte hænder, fik i juli 1807 den nye engelske udenrigsminister George Canning til at træffe en række hurtige beslutninger – ganske vist på et fejlagtigt grundlag. Admiral James Gambier fik den 18. juli ordre til at udruste en flådestyrke, som skulle beskytte en konvoj på 153 transportskibe medbringende en invasionshær. Gambier forlod Yarmouth den 26. juli og dukkede op i danske farvande i begyndelsen af august. Den første opgave for den engelske flåde var at isolere Sjælland ved at afskære den danske trafik over Store Bælt: Den danske hær på 20.000 mand i Holsten måtte ikke k elske tropper på Rügen, inden Napoleon kunne afskære dem. De kunne passende overføres fra Stralsund og landsættes i Køge Bugt. En britisk diplomat opsøgte kronprinsen i Kiel for at forelægge de engelske krav om at få den dansk‐norske flåde under engelsk kommando, så Danmark hermed blev allieret. Alternativt kunne man stille flåden som pant og få den tilbage efter krigen. Egentlige forhandlinger kunne man ikke tale om. Danmark‐Norge skulle vælge side nu.

Forhandlingerne brød sammen den 13. august, og den 16. august begyndte en storstilet land øllebugten. Søbefæstningen kunne støttes af et stort antal kan s k åd e m r v h en. Byen skulle omringes, udsættes for et bombardement og sættes i bra da han i Kiel modtog meddelelsen om overgivelsen. Hvem der ogs gods fra Holmen. et drejede sig om alt fra tømmer, sejl, værktøj, tovværk, våben og ammunition til kontormøbler og håndvæ gang i Vedbæk og senere også fra Skovshoved. Med rofartøjer landsatte englænderne 20.000 mand med tilhørende materiel samt 3.000 heste. Tropperne marcherede mod hovedstaden og stillede op i en halvcirkel omkring byen fra Kalvebod Strand til Svanemøllebugten. Den 21. august begyndte landsætningen ved Køge af tropperne fra Svensk Pommern. København var godt forsvaret, især fra søsiden, og det vidste englænderne godt fra 1801. Fra engelsk side ville man undgå en gentagelse af de hårde kampe i 1801, og derfor satsede man på at opnå sit maritime mål – at få den danske flåde udleveret – ved en indsats med store hærstyrker. Nu var byens forsvar opdelt i fire områder: ”Københavns Vold” og ”Christianshavns Vold”, som henholdsvis dækkede byen nord og syd for havnen. Flåden bemandede ”Søbefæstningen”, som dækkede byen fra søsiden. Endelig var der kanonerne i ”Citadellet Frederikshavn” (Kastellet), som støttede søbefæstningen og samtidig kunne dække byen mod angreb fra nord over det lille landområde, ”Classens Have”, mellem Sortedamssøen og Svanem onbåde, som blev sat ind i voldsomme kampe på flankerne ved henholdsvis Kalveboderne og i Svanemøllebugten. Flere engelske skibe blev sænket eller opbragt, og kanonbåden Stubbekøbing fik en fuldtræffer, så alle på nær 17 mand omkom. Der var op til 79 mand om bord i de tørste anonb e. Flådens ch f, ko mandø Bille, ar c ef for Søbefæstningen og tillige udpeget til at være den ene af de to stedfortrædere for chefen for Københavns forsvar. Den engelske plan gik naturligvis ud på at angribe København på det svageste punkt, og det var fra landsid nd. Der var således ikke tale om at slå danske styrker i kamp, men om et terrorbombardement rettet mod hovedstaden. Det skulle sikre en hurtig forhandlingsløsning. Dels måtte Napoleons styrker ikke kunne nå at komme København til undsætning, dels skulle englænderne kunne nå at klargøre den danske flåde og sejle bort med den, inden isen lukkede farvandene. Bombardementet varede i tre nætter, og så overgav byen sig. Kronprinsen blev rasende, å blev vred var flådens chef, kommandør Bille. Han ville have kæmpet længere samt sørget for at ødelægge flåden på Holmen, så den ikke tilfaldt englænderne. Det kunne han ikke komme igennem med over for sin chef, den tysktalende general Peymann. Kronprinsen havde ellers udgivet en instruks om at ødelægge flåden i tilfælde af kapitulation, men den nåede aldrig frem til København, for hans kurer blev opbragt af englænderne under passage af Langelandsbæltet. Herefter fulgte ”flådens ran”, som var det egentlige formål med den engelske indsats. Englænderne gik grundigt til værks på Holmen. De tog 18 linieskibe, 15 fregatter, 7 brigger (mindre, hurtigsejlende orlogsskibe med et batteridæk), 23 kanonbåde og 5 stykpramme (specialskibe med tungt artilleri). Skibe under bygning blev ødelagt. Alt af værdi, som kunne transporteres, blev taget med. Englænderne fyldte 92 handelsskibe med D rkernes private værktøj. Den dag i dag kan man se, at de originale messinghåndtag mangler i dørene på de finere kontorer på Holmen. De er i England. Englænderne fik god brug for skibene, hvoraf de fleste var i god stand. Admiral Gambier var meget tilfreds, og tilrigningen af flåden havde taget ham væsentlig kortere tid end beregnet. Den 20. oktober 1807 forlod den danske flåde Holmen under engelsk flag.

Tiden efter 1807 og ”kanonbådskrigen 1807 – 1813”

Napoleonskrigene medførte et fransk krav om, at flåden skulle afgive bemanding til to linieskibe på Scheldefloden ved Vlissingen. Fra 1809 til 1813 var linieskibene Pultusk og Dantzig bemandet med dansk‐norske besætninger under iral, C. E. van Dockum. Da krigen i 1807 brød ud, var fregatten Diana på vej til Middelhavet for at tage videre mod Vestindien. Skibet endte med at blive nien, Englands allierede, i Cartagena i 1809. Endelig skal den såkaldte ”kaperkrig” nævnes. Regeringen gav tilladelse til, at private kunne opnå ”kaperbrev” og dermed udføre ”autoriseret sørøveri” mod landets fjender. Hermed blev al engelsk skibsfart legitime mål, og kaperne fik prisepenge, når de indbragte engelske skibe i havn. Norge var på sultegrænsen, og en del af flådens operationer i Jylland gik ud på at sende fødevarer fra Nordjylland – forbi de engelske skibe ‐ til det betrængte Norge.   Efter 1807 fulgte ”kanonbådskrigen” frem til årsskiftet 1813/1814, hvor flåden med et stort antal nybyggede kanonbåde angreb engelske konvojer og orlogsskibe, som passerede danske og norske farvande ske farvande og undgik udlevering. Linieskibet Prindsesse Lovisa Augusta kom tillige til Norge, men var i så ringe stand, at det måtte lægges op. De to andre kom til at udgøre grundstammen i den nye flåde, som omgående kom i krig med England. ”Prinds Christian Frederik” blev nedkæmpet af tre engelske orlogsskibe under kampen ved Sjællands Odde den 22. marts 1808, hvor blandt andre den unge løjtnant Peter Willemoes faldt. Linieskibet havde 64 dræbte og 129 sårede. Det var vigtigt for englænderne at holde søvejen til Østersøen å punkt den ubestridt største maritime nation i verden. Englands store flåde og store handelsflåde krævede adgang til en lang række ressourcer, som landet ikke selv rådede over. Råmaterialerne, det vil sige tjære, hør til sejlene, hamp til tovværket, tømmer til skibsskrogene og særligt de store træer til master, blev opkøbt langs Østersøkysten. Blev Østersøen lukket for englænderne, måtte de skaffe sig materialerne ved at sejle nord om Norge og benytte den meget mere bekostelige rute via En af den engelske flådes opgaver var at opmåle havene og producere søkort. Fra 1800 – 1806 havde englænderne gennemført en opmåling af strækningen fra Kattegat til Femern Bælt via Store Bælt. Næsten al søhandel gennem de danske stræder var hidtil gået via Øresund, men nu kunne englænderne bruge den nye rute. Hermed kunne de også sende deres største orlogsskibe med tre batteridæk ind i Østersøen. Drogden i Øresund kunne normalt kun passeres af linieskibe med to batteridæk. Under kanonbådskrigen efter 1807 forekom mange dristige operationer udført af besætningerne på de mange kanonbåde spredt over hele Danmark samt langs med den norske kyst. Kanonbådene var netop blevet introduceret i flåden kort før 1807, og alene i 1808 blev der bygget 96 kanonbåde, 16 morterchalupper og 13 kanonjoller. Ialt blev der bygget ca. 250 kanonbåde. En del af kanonbådene blev bygget for indsamlede midler, og det forklarer de besynderlige skibsnavne så som Urtekræmmerlauget og Borgersamfundet. Søofficerernes egen kanonbåd for indsamlede midler hed Seier eller Død. Taktikken bag anvendelsen af kanonbådene var at udnytte situationer med svag eller ingen vind. Så kunne en modstander i et stort orlogsskib ikke manøvrere, mens de små kanonbåde kunne bjærge sejl geland og Tårs, erobringen af briggen HMS Turbulent g 11 handelsskibe i Flinterenden den 9. juni 1808 og erobringen af briggen HMS Seagull ud for her lå en s nsk‐norske fregat Najaden og de tre om 133 under slag nsk‐norske flådeindsats medførte, at englænderne måtte afsætte meget store ressourcer til konvojbeskytt med til historien, at den engelske søhandel ikke blev . Englænderne var impelthen for stærke og for talrige. Den dansk‐norske flåde kunne ikke forhindre eller red som flåden og ene og blive roet af den store besætning på op til 79 mand, forsynet med lange og tunge årer. Hermed kunne man lægge sig i en position enten ret for eller ret agter og skyde langskibs ind i et skib, som ikke selv kunne få nytte af at affyre sin ”bredside”. Med et heldigt langskibs skud ind mod modstanderen kunne man rydde halvdelen af et batteridæk for folk og kanoner. Kanonbådene opererede i større grupper, og der var tale om en slags guerilla‐ krigsførelse til søs. De mest berømte træfninger var erobringen af briggen HMS Tickler i Langelandsbæltet den 4. juni 1808 med kanonbåde fra Lan o Kristiansand den 19. juni 1808. Den 1. august 1808 blev en engelsk brig, HMS Tigress, erobret ved Agersø. Den mest kendte aktion var kampen mod det engelske linieskib HMS Africa ud for Dragør den 20. oktober 1808. I juni 1810 lykkedes det at lokke en eskorte væk fra en engelsk konvoj og erobre alle konvojens 50 skibe og føre dem til Kristiansand. Erobringen blev vurderet til 7,5 millioner rigsdaler. I maj 1809 angreb englænderne Anholt, idet fyret var vigtigt for den engelske flådes og handelsflådes sikre navigation. Fyret blev omdannet til et fort ved navn ”Fort Yorke”, og tørre garnison. I marts 1811 blev det besluttet fra dansk side at generobre fyret ved en indsats fra 12 kanonbåde samt 12 transportfartøjer, som skulle medføre 650 soldater til øen. Operationen var godt planlagt, men endte i totalt kaos og fiasko, da der uventet dukkede engelske orlogsskibe op. Næsten 400 mand blev taget til fange, og kanonbådsbesætningerne, som kom fra Mols, måtte efter en lang dag ved årerne og et nederlag ro videre til Hundested! Anholt forblev på engelske hænder resten af krigen. Kampen ved Lyngør i Sydnorge den 6  ‐  7. juli 1812 stod mellem det engelske linieskib HMS Dictator og tre orlogsbrigger mod den nybyggede da dansk‐norske orlogsbrigger Kiel, Lolland og Samsøe. Desuden deltog et antal lokale norske kanonbåde, kanonjoller og chalupper. Samsøe slap bort, medens Kiel og Lolland blev erobret af englænderne. Najaden lå som et brændende vrag, men dets chef og besætning fortsatte kampen fra kanonbådene, og folkene generobrede Kiel og Lolland. Kampens intensitet fremgår af tabstallene. Af Najadens besætning på 315 mand omk et, medens 102 blev såret og fire mand taget til fange. Den da else. Til gengæld hører det også påvirket i nævneværdig grad af indsatsen s ucere den engelske tilstedeværelse, konvojering og søhandel i Østersøen. En brav dansk sømand, som havde været med både i 1801 og i 1807, fik følgende gravskrift:  

”I 1801 stod han og blev staaendes, i 1807 faldt han og blev liggendes”.

Denne lakoniske gravskrift kunne måske også bruges til at betegne flådens situation under englandskrigene. 1801 var godt nok en ulykke, men 1807 var en katastrofe, Danmark aldrig kom sig over! I 1813 fulgte statsbankerotten og i 1814 tabet af Norge til Sverige. Den svenske forhandlingsdelegation i 1814 krævede Norge, det vil sige ”Fastlandsnorge”, lagt under den svenske krone. Traktaten undtog udtrykkelig de gamle såkaldte ”norske skattelande” i Nordatlanten: Færøerne, Island og Grønland. Denne præcisering spillede senere en afgørende rolle, da den danske regering i 1930’erne havde en strid med Norge om Nordøstgrønland, som kom for den internationale domstol. Napoleonskrigene efterlod i 1815 Danmark som et lidet, fattigt land uden en nævneværdig flåde s om at brænde skibene på reden med de sårede om bord. Tilsvarende havde vi mistet flåden på grund af den ikke særligt gentlemanagtige engelske optræden med at bombar rmagten og hævdet orlogsflagets og nationens ære. Flåden havde indlagt sig respekt i befolkningen.

Afsnit 6: Perioden fra 1815 til 1864: 3-års-krigen og 1864

Flådens blå bog. Nogle af alle de kendte søofficerer, skibskonstruktø men.   Hans Birch Dahlerup, (1790 – 1872), dansk kommandør og østrigsk viceadmiral, friherre og geheimeråd. Taget til fange tre gan fregatten Rota, som hentede Thorvaldsen hjem til Danmark i 1838. Stod for opbygningen af den østrigske flåde fra 1849 til 1861. Fra 1861 til 1864 var han flåderådgiver for ærkehertug Maximilian, som var øverstkommanderende for den østrigske flåde. Hans Georg Garde, (179 d Slesvig‐Holsten. Blev syndebuk efter den mislykkede aktion ved Eckernförde i 1849 og straffet med arrest i 6 uger i Kastellet. Frederik Christian Georg Mu ersøens vestlige del i 1864 og dermed ansvarlig for området ved Als Sund. Idømt fæstningsarrest efter den mislykkede indsats ved den tyske landgang på Als den 29. juni 1864. Senere kommandør. Hans Peter Rothe (1813 – 1905), orlogskaptajn, skibschef for panserbatteriet Rolf Krake i 1864 i Als Sund. Frifundet ved krigsretssagen omkring forsvaret af Als den 29. juni 1864. Senere direktør for Søkortarkivet. Andreas Schifter, (1779 – 1852), viceadmiral og fabriksmester. Han fik ens genopbygning efter 1815. Studerede dampskibe i Storbritannien. Medlem af Videnskabernes Selskab. Holmens fabriksmester fra 1814 til 1846. Edouard Suenson, (1805 – 1887), kaptajn i 1850 og chef for Hekla i kampen mod oprørernes kanonbåd von der Tann, som blev nedkæmpet. Orlogskaptajn (svarende til nuværende kommandørgrad) i 1864, eskadrechef for Nordsøes ejmdal. Senere viceadmiral. (Han udtalte selv sit efternavn som Svensson). Otto Frederik Suenson, (1810  ‐  1888), kaptajn og fra 1867 – 1869 marineminister. Han blev allerede som 36 m varlig for en stor del af flådens overgang fra træskibe til jernskibe og fra sejl til damp. Christian Christopher Zahrtmann, (1793 ‐ 1853). Deltog som ung i kampene ved Lyngør i 1812 om bord i Najaden. Blev som kommandørkaptajn landets første marineminister i 1848. Senere viceadmiral.

”Flådeplan 1815”

Efter tabet af den norske flåde bestod Danmarks flåde i 1815 blot af 2 linieskibe (ofte benævnt ”orlogsskibe”), 5 fregatter, 3 brigger, 6 mindre skibe og 82 kanonbåde. Man udarbejded fo briksmester Andreas Schifter. Flådeplanens visioner tilsagde bygningen af 6 linieskibe, 8 fregatter, 8 korvetter eller brigger og 86 kanonbåde. Trods den meget stramme økonomi blev flådeplanen stort set opfyldt i 1833. Det var blandt andet sket på bekostning af udrustningerne af skibene, som var blevet holdt på et minimum.

Den tekniske udvikling 1815 – 1864

”Holmen” havde to hovedfunktioner. Det var dels en flådestation, som vedligeholdt og udrustede flådens skibe samt tog vare på alle flådens forsyninger og lagre, dels var det et stort skibsværft. Holmen var Danmarks største arbejdsplads med mange tusinde ansatte håndværkere. Denne periode var karakteriseret ved at omfatte de første spæde skridt ind i den teknologiske tidsalder, og indledningsvis gik udviklingen meget langsomt. Hidtil havde skibsbygningen på Holmen været præget af de mere end et tusind tømmermænd, som byggede træskibene. Nu skulle der nye eksperter til, for Andreas Schifter havde studeret dampmaskiner i England. Flåden anskaffede sit første damps damperen Kiel, som var bygget i London. Skibet blev mest benyttet som kongeskib. Det første egentlige krigsskib med dampmaskine var Ægir fra 1841, som samtidig var flådens første jernskib. Det første danskbyggede dampskib Geiser løb allerede af stabelen på Holmen i 1844. Frem til 1848 var der blevet anskaffet i alt seks dampskibe – alle hjul meget sårbare på grund af de store hjulkasser på siderne, så de var bedst egnet til transport og bugsering og mindre egnede til egentlige kampopgaver. Efter Den første slesvigske Krig begyndte hjuldamperne at blive afløst af skibe, som blev fremdrevet af den nye opfindelse: Skibsskruen. Flåden fik således sin første skruekorvet Thor i 1851. I 1858 kunne flåden indvie en ny tørdok på Dokøen på Holmen7 . Det var i samme periode, hvor man besluttede at rømme Gammelholm eller Bremerholm8 .   I mange henseender var Den amerikanske Borgerkrig den første moderne krig. Den moderne industri kunne nu masseproducere våben og ammunition. Dampskibe og jernbaner kunne flytte store godsmængder der hen graf kunne man sende meddelelser over store afstande. Begge de stridende parter i Den amerikanske Borgerkrig havde benyttet sig af svært pansrede skibe. Nordstaterne introducerede den såkaldte ”monitor” (et ”kasematskib”), som var et pansret skib med to store drejelige kanoner om bord. Blandt de øvrige opfindelser, som kom til at spille en rolle for krigsførelsen omkring 1864, var patronammunition, riflede bagladehåndvåben og riflede allerede i 1862 i Storbritannien erfaringerne fra de indledende overtaget i 1863 og benævnt bagladekanoner, granater samt søminer. Den danske flåde havde været så forudseende, at den havde bestilt en pansret monitor. Den blev bygget inden kampe i Den amerikanske Borgerkrig nåede Europa. Skibet blev ”panserbatteriet Rolf Krake”. 

Flåden, videnskaberne og kulturlivet

Den unge billedhugger Berthel Thorvaldsen fik i 1796 – 1797 mulighed for at komme med fregatten Thetis til Middelhavet. Han bosatte sig i Rom, og i 1838 var han blevet verdensberømt. Han og hans samlinger blev på kongens foranledning bragt hjem til Københa rvaldsens Museum, der er nabo til Christiansborg Slot. I perioden 1845 – 1847 foretog korvetten Galathea en jordomsejling, der dels havde politiske og økonomiske formål, dels videnskabelige formål. Man skulle sondere mulighederne for kolonisering omkring Nicobare t abelige data og prøver. Selv om videnskaberne gjorde store fremskridt, så var lægevidenskaben ikke nået så vidt, at det ikke længere var farligt at stikke til søs. I 1851 afgik briggen Mercurius således på et 13‐måneders togt for at varetage nogle af Danmarks forpligtelser i Vestindien. Under togtet døde 39 af de 70 mand om bord af sygdom.

Treårskrigen

I 1848 – 1850 kom Danmark atter i krig. Det startede med et oprør i Slesvig‐Holsten, og da dede over flådestyrker, udrustede Danmark kun en beskeden flådestyrke til at støtte hærens operationer. Dampskibene bugserede et antal kanonbåde frem til havnen i Flensborg og deltog i erobringen af byen. Da Det tyske Forbund greb ind i krigen på oprørernes side, deltog den danske flåde herefter i blokade af de tyske Øst esætningen prøvede at kaste krudtet over bor sårede) var på over 200 mand, mens mere end tragtelige frag , som Danmark selv havde tjent store formuer på i et forgangne århundrede. Flåden varetog endvidere transport af hærens styrker. Efter politisk pres fra Rusland blev Preussen n ersøhavne. Ved de efterfølgende operationer på land kunne flåden støtte flankerne, blandt andet ved Vemmingbund og Nybøl Nor9 . Da fredsforhandlingerne gik meget trægt, sendte den danske flåde fire fregatter ud i Nordsøen, og det bragte tyskerne tilbage til forhandlingsbordet.   Hele vinteren gik uden resultater, og da våbenstilstanden udløb den 3. april 1849, begyndte kamphandlingerne igen, men Danmark udrustede nu endnu flere enheder. Tyskerne havde anskaffet sig et lille antal kanonbåde, som lokalt kunne udgøre en trussel. Den danske hær havde forberedt et større fremstød, og flåden skulle bibringe tyskerne det indtryk, at der ville blive udført landgangsoperationer og støtteoperationer ved Flensborg, Åbenrå og Eckernförde. Angrebet på Eckernförde udviklede sig til en katastrofe, og i øvrigt havde hæren glemt at meddele flåden, at dets fremstød var blevet aflyst. De tyske landbatterier skulle beskydes, men vinden var ugunstig for sejlskibene, og ingen af dem var i stand til selv at sejle bort. De to medbragte dampskibe, Hekla og Geiser, fik begge havari under beskydningen fra land og kunne derfor ikke bugsere sejlskibene ud. Først måtte fregatten Gefion opgive kampen. Linieskibet Christian VIII forsøgte derpå at varpe sig ud10, men det gik meget langsomt. Siden blev det beskudt med glødende kugler, som antændte brande om bord. Chefen forsøgte at få en overgivelse i stand og få besætningen bragt i land, mens næstkommanderende og en lille del af b d og slukke brandene. Efter to timers kamp mod ilden sprang skibet pludselig i luften, mens der stadig var ca. hundrede mand om bord, blandt andet skibets næstkommanderende og trediekommanderende. Flådens tab (døde og 900 mand faldt i fangenskab hos oprørerne. Senere på året deltog flåden i mere vellykkede flankeoperationer, hvor blandt andet udfaldet fra Fredericia fik støtte, således at den tyske tilbagetrækning blev besværliggjort. Flåden sikrede også de danske øer i Vesterhavet.   Flådens vigtigste opgave i begge de slesvigske krige var dog blokade af de tyske havne i Østersøen og Nordsøen. Blokaden havde en stor virkning på det tyske samfund, men det betød også noget for søfartsnationerne, specielt Storbritannien, som mistede be t‐  og handelsindtægter. Russiske redere stillede beredvilligt og mod fyrstelig betaling deres skibe og nationalitetsflag til rådighed for tyskerne i Østersøen. Det blev et problem for Danmark, og det var en fremgangsmåde d ødt til at gribe ind over for oprørerne, hvis hær blev opløst med udgangen af året 1850. Hermed sluttede 3‐årskrigen, men det løste ikke problemerne omkring Slesvig – Holsten.

Ophævelsen af Sundtolden i 1857

Danmarks skæbne – og dermed også flådens skæbne  ‐  har i høj grad været knyttet til Sundtolden, som blev indført i 1429. I 1855 opsagde den amerikanske regering sin anerkendelse af traktaten om Sundtolden med et års varsel, hvilket i praksis betød, at amerikanerne fra nu af ikke ville betale for at passere stræderne. Danmark indkaldte derfor til en international konference om toldens afvikling. Da Sundtolden blev ophævet, modtog Danmark en økonomisk kompensation på 33,5 millioner rigsdaler, svarende til ca. 12 års indtægter. Til gengæld blev Danmark pålagt i al fremtid at opretholde sømærker og fyrbelysning i de danske gennemsejlingsfarvande. Hermed v isteriet skulle i fremtiden også forvalte passagereglerne i de nye internationale stræder omkring Danmark, herunder også i situationer, hvor krigsførende nationer skulle passere igennem vore stræder, og hvor Danmark forholdt sig neutral.

1864 Allerede i efteråret 1863 trak det op til krig igen, og nu var Danmark oppe imod en tysk kansler ved navn ød en meget håndfast indsats mod Danmark (1864), siden tillige Østrig (1866) og Frankrig (1870 ‐1871). Bismarck vurderede, at ingen af London‐traktatens garantimagter11 ville støtte Danmark aktivt, hvis det kom til krig, så det gjaldt blot om at stille nogle krav til Danmark, som landet ikke ville kunne acceptere, og den situation opstod i efteråret 1863, og krigen kom efter nytår.   Det tyske Forbund rådede ikke over flådestyrker af betydning. Da Østrig var i forbund med Tyskland, blev det derfor den østrigske flåde, som skulle tage kampen op mod de ske. Den var baseret i Adriaterhavets nordlige del, så det ville tage sin tid inden den østrigske flåde ville være i danske farvande, og den danske flåde fik en udmærket varsling undervejs. Det var mærkværdigvis nok en dansk søofficer, som havde organiseret den østrigske flåde og bragt den op på et moderne stade. Det var kommandør H. B. Dahlerup, som siden 1849 havde stået for dette arbejde, og han blev udnævnt til østrigsk viceadmiral. Ligesom under den forrige krig skulle flåden udføre blokade af de tyske havne, yde støtte til hærens operationer samt tage sig af søtransport. Orlogskaptajn Edouard Suenson blev udpeget til chef for den danske Nordsøeskadre, som bestod af fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Heimdal. Sue skibe var udstyret med dampmaskineri på henholdsvis 400, 300 og 260 hestekræfter. Ordren til Suenson gik ud på, at den danske styrke skulle beskytte den danske handel i Nordsøen og Kanalen og opbringe skibe under tysk flag samt så vidt muligt hindre fjendtlige krigsskibe i at passere ind i danske farvande. Den norske havneby Kristiansand på Norges sydspids blev benyttet som base.   Den 9. maj 1864 omkring kl. 11 opdagede de danske orlogsskibe røg i syd‐syd‐vestlig og det viste sig at være fjenden. Så blev der slået ”klart skib” og rigget klar til kamp. Mandskabet blev sendt ned for at ”skaffe” (spise), der blev sat ølfade frem på bat Graf Radetzky flagskibet. Under denne manøvre fik den dan styrker. Suenson sejr rammet var skrevet den 9. maj om formiddagen og sendt via Lon en taktisk situation, som krævede hurtig handling. Flåden havde taget et nyt våben i brug og for første gang udlagt søminer i Als Sund, men de nåede ikke at få betydning teridækkene, og hver mand på post fik uddelt et glas brændevin. Den fjendtlige styrke udgjordes af de to østrigske skruefregatter Fürst Felix Schwarzenberg og Graf Radetzky samt de tre preussiske enheder: Hjulkanonbåden Preussischer Adler og skruekanonbådene Blitz og Basilisk. Suensons modstander var kommandør, senere viceadmiral Wilhelm von Tegetthof (1827 – 1871), som to år senere blev berømt som sejrherren fra slaget ved Lissa. På et østrigsk mindesmærke for admiralen stod, ”at han deltog i slaget ved Helgoland og var sejrherre i slaget ved Lissa”! Sådan kan det udtrykkes!   Kampen begyndte øst for øen Helgoland den 9. maj 1864 kl. ca. 13.45, og kl. ca. 15.30 udbrød der brand i formasten på Fürst Felix Schwartzenberg, som måtte trække sig ud af kampen, og herunder dækkede ske styrke et antal langskibs træffere12 ind på den sidstnævnte enhed. Østrigerne havde i alt 37 dræbte og 92 sårede. Om bord i Jylland var der 12 dræbte og i Niels Juel 2 dræbte. Der var 55 sårede, men en af de sårede døde nogle dage senere. De 15 dræbte danskere blev begravet i Kristiansand. Styrkeforholdet havde været nogenlunde jævnbyrdigt mellem de to ede i slaget, men kunne ikke følge sin sejr op, da de fjendtlige enheder under kampen gik mod neutralt farvand, hvor den britiske fregat HMS Aurora overvågede krigshandlingerne13. De tre preussiske skibe lagde sig i læ af de store østrigske skibe og engagerede de danske enheder på meget stor afstand, og deres beskydning fik ingen betydning. Klokken tre om natten efter slaget modtog Suenson en depeche via et fartøj. Det var et telegram fra Marineministeriet, som lød: ”Paa Grund af forventet Vaabenhvile skal Eskadren retournere til Norge”. Teleg don til Helgoland. Slaget stod om eftermiddagen! I Marineministeriet havde man opgivet håbet om, at en træfning mellem de to styrker kunne nå at finde sted inden våbenhvilen, men det nåede Suenson alligevel. Dermed blev der pyntet lidt på Danmarks situation, men krigen var ikke slut endnu. De tyske tropper havde den 18. april erobret Dybbøl og stod nu ved Als Sund. Den danske hær var rykket tilbage til Als med 12.000 mand. Panserbatteriet Rolf Krake vogtede i Als Sund på at tyskerne ikke foretog en overgang over det smalle sund. Indledningsvis opnåede tyskerne et overraskelsesmoment med en landgang på Als, hvor 2.800 mand i første bølge blev overført klokken 2 om natten den 29. juni. Rolf Krake dukkede først op under overførslen af tredje bølge, og hermed stoppede landgangen. Da skyderiet ophørte, reagerede skibschefen, orlogskaptajn Rothe, på næste punkt i instruksen, som tilsagde ham at deltage i evakueringen af hærens tropper fra Kegnæs til Fyn. Hermed fik tyskerne fred til at overføre resten af tropperne over Als Sund, og det afgjorde kampen. Kommunikationen mellem hær og flåde gik fortrinsvis over de respektive ministerier i København, og det var for vde stort set klaret sig udmærket i begge krige, hvor blokaden mod de tyske avne havde været meget effektiv. Flådens gode resultater – især ved Helgoland ‐ kunne ikke bruges ved fo s første ubåd Dykkeren. For med bogen ”Su producenter af krigsskibe og krig i og lektricitetsværker i Siam (Thailand) og skaffede blandt andet danskere til at forestå opbygningen af det moderne kampens udfald. Krigen sluttede da Storbritannien mæglede. For Danmark var resultatet af krigen ydmygende. Med tabet af Slesvig‐Holsten mistede Danmark 40 % af sit landområde. Den danske befolknings nationalfølelse og de nationale ambitioner havde under de to slesvigske krige ikke stået mål med landets militære evner, og Danmark stod reelt uden allierede, selv om man havde sympati fra de nordiske lande og de øvrige europæiske stormagter. Hæren havde kæmpet bravt mod en overmagt i såvel mandskab som materiel, som den ingen chance havde for at gå sejrrigt ud af uden stormagternes indgriben, og den udeblev. Samarbejdet mellem de to værn havde været unødigt kompliceret og gik ikke altid godt. Flåden ha h rhandlingsbordet efter nederlaget på land. Bismarck fik det, som han gerne ville have det.

Afsnit nr. 7: Perioden fra 1864 – 1914: Den tekniske revolution

Flådens blå bog. Søofficerer og teknikere, som har sat deres præg på flådens udvikling, eller som har gjort deres navne kendte i udenlandske flåder. Aarestrup, Oluf, (1871 – 1942), dansk søofficer, som fra 1902 arbejdede energisk for indførelsen af ubåde i Danmark. Hans agitation var dels indenfor søværnet, dels på det politiske plan. Kaptajn i 1909 og fra 1909 til 1910 chef for Danmark lod søværnet i 1912, hvorefter han fra 1912 til1914 var direktør for den europæiske afdeling af det amerikanske ubådsværft The Electric Boat Company. Souschef for flådens overkommando fra 1914 til 1915. Herefter overgået til erhvervslivet. George William Hovgaard, (1857 – 1950), dansk søofficer fra 1879. Blev nr. 1 på sit hold og modtog ”Gerners medalje”. Han gennemgik i 1883 til 1886 en uddannelse til skibskonstruktør ved Royal Naval College i Greenwich. Færdiggjorde sit eget ubådsprojekt bmarine Boats” i 1887, længe før andre havde realistiske ubådsprojekter. Senere kaptajn, underdirektør ved Burmeister & Wain 1895 – 1897 og fra 1901 professor i krigsskibsbygning og lærer i anvendt matematik ved Massachusetts Institute of Technology i USA. Balthasar Münther, (1837  ‐  1932) fik efter udnævnelsen som nr. 1 på sit hold fra Søkadetakademiet en teknisk uddannelse. Året efter udnævnelsen til premierløjtnant blev han underdirektør på Orlogsværftet og senere direktør for Kockums‐værftet i Malmø. Han blev Tietgens repræsentant i Rusland under forhandlinger om danskbyggede skibe til den russiske flåde. Herfra blev han rekrutteret af britiske smateriel. Efter 7 år i Japan fik han solgt næsten hele den flåde, som Japan i 1904 – 1905 brugte til at slå Rusland med, og den handel fik han procenter af! Herefter kunne han atter slå sig ned Danmark, nu som en særdeles velhavende mand.   Andreas du Plessis de Richelieu, 1852 – 1932, reserveløjtnant i den danske flåde, siamesisk viceadmiral og marineminister. Chef for de siamesiske styrker på Menamfloden under grænsekonflikten med Frankrig. Opbyggede sporveje, jernbaner e Siam. Efter hjemkomsten til Danmark i 1902 indtrådte han på en række nøgleposter, blandt andet i bestyrelserne for ØK, DFDS og Landmandsbanken. 

Den tekniske udvikling i Danmark og ude i verden

Den tekniske udvikling herhjemme tog for alvor fart efter 1864. Det skyldtes dels industrialiseringen og dels Den amerikanske Borgerkrig fra 1861 – 1865, som af mange er et kaldt for den første moderne krig. Den tekniske udvikling inden for orlogsskibe fortsatte i et højt tempo, men der kom ikke nogen deciderede ”søkrige” imellem de større magter. Der blev kun tale om krige i de britiske kolonier, Ruslands kampe mod Tyrkiet og de øvrige sydlige naboer etc. En enkelt undtagelse var søkrigen mellem Italien og Østrig i 1866.   I 1904 – 1905 kom der til gengæld en storkrig med et forbløffende udfald. Det var den russisk‐japanske krig, hvor Japan ikke blev spået mange chancer, men som Japan ikke desto mindre vandt stort. Det var første gang, en europæisk stormagt var blevet besejret af ”et land fra den tredje verden”. De erfaringer fra både søkrigen og krigen på land, som man burde have draget, ble perter, men måske snarere fejlfortolket, så de samme erfaringer måtte gøres endnu en gang under Den første Verdenskrig fra 1914 til 1918. Under den russisk‐japanske krig kom især Japans brug af langtrækkende artilleri, natkamp, søminer og moderne torpedoer til at spille en afgørende rolle. Samtidig var der nu et flådekapløb i gang mellem den traditionelle fl rbritannien og det nyetablerede tyske kejserdømme. Kejser Wilhelm den Anden var blevet så begejstret for den amerikanske kommandør Alfred Thayer Mahans første værk fra 189014 om sømagtens indflydelse på verdensudviklingen, at han beordrede, at der altid skulle være et eksemplar af bogen i hver officersmesse i den kejserlige tyske flådes skibe. Når man ser på den tekniske udvikling i den danske flåde efter 1864, menholdes med den tilsvarende udvikling i det civile samfund, hvor der opstod en industriproduktion i alle større byer, og jernbanetransport og dampskibstransport nu muliggjorde forsyning med råvarer og transport fra fabrik til forbruger. Næsten alle danske byer lå ved vandet, havde eget skibsværft og en dampskibsforbindelse. Flåden var på forkant med udviklingen uddanne teknikere i udlandet, som så efterfølgende dels kunne lede en hjemlig produktion, dels kunne undervise en kommende generation. Inden for et ganske kort spand af år medførte den havde betjent sig af sejl og forladekanoner: • Træskibe blev erstattet af jernskibe, og de blev efterhånden pansret i siderne og på dækket i takt med at skibsartilleriet blev kraftigere. I 1882 fik flåden sit første stålskib leveret. • Gamle forladekanoner blev erstattet af bagladekanoner, som blev riflet. Kugler blev erstattet af granater, som blev fyldt med skydebomuld og senere med kraftigere sprængstof. Riflingen medførte større præcision, og nye, kraftige krudtsorter medførte længere ”rækning” (større skudafstande). Fra de småkalibrede våben blev der udviklet ”maskinskyts”, det vil sige hurtigskydende maskinkanoner, som kunne benyttes mod nærliggende mål. Hvor kanoner tidligere var opstillet uden mulighed for at dreje mere end nogle damp, elektricitet eller hydraulik, og under et kanontårn var der placeret et ammunitionsmagasin med elevatorer, som kunne løfte granater og krudtladninger op til kanonen. Med indførelsen af elektriske projektører i 1880’erne blev natkamp til søs en mulighed. • Efter østrigernes succesfulde vædring af det italienske flagskib Re d’Italia i 1866 indførtes ”vædderstævn” på mange orlogsskibe – en opfindelse, som var blevet anvendt i det gamle Rom og siden af galejflåderne i Middelhavet, blandt andet ved det store søslag ved Lepanto i 1571. • Dykning blev også et speciale, som flåden måtte beskæftige sig med. Fra 1866 havde flåden såkaldte ”tunge dykkere”. De kunne arbejde under vandet – på havbunden eller fra en affiret platform  ‐  iført en dragt med hjelm og luftslange. Dykkermedicin og efterforskni • Søminer kunne nu lægges som en effektiv spærring, og ved hjælp af kabler ind til en søminestation på land kunne man ”tænde og slukke” for et såkaldt ”kontrolleret minefelt” for eksempel i gennemsejlingsfarvande eller ud for en havn, som skulle beskyttes. • Samtidig var torpedoen blevet udviklet som et effektivt våben fra mindre orlogsskibe, som nu kunn beskyttede de sig med torpedonet langs siderne. De større flåder udrustede såkaldte Torpedoboat Destroyers (på tysk Torpedoboot Zerstörer), som skulle angribe og holde dem væk fra de større enheder. Senere blev de blot kaldt for Destroyers (Zerstörer). • Omkring århundredeskiftet begyndte produktionen af effektive undervandsbåde, som kunne medføre torpedoer. Danmark fik sin første ubåd Dykkeren i 1909. • På dette tidspunkt blev skibsradioen også udviklet. I forhold til telegrafen blev det en afgørend • Den første flyvning med et fly tungere end luft fandt sted i 1903, og i 1912 fik flåden sit første fly ved navn Glenten. Det var en gave fra den flyveinteresserede generalkonsul Ludvigsen. Året efter købte søværnet yderligere to fly, som blev navngivet Maagen og Ternen. • Udviklingen inden for fremdrivningsmaskineri var en af de mest betydningsfulde og ganske revolutionerende for al taktik med orlogsskibe. Nu spilled torer”, som leverede energi til skibenes interne anvendelse – bortset fra fremdrivning. De leverede elektrisk strøm eller damp til spil, kraner, kanoner, ammunitionselevatorer, projektører m. m.

Krav til personel og uddannelse

Danmark indførte fra 1848 værnepligt for mænd. Det blev primært indført for at tilgodese hæren, som havde behov for et stort antal mænd. Søværnet havde i stedet et behov tivt beskedent antal, men til gengæld skulle de pågældende kunne uddannes til at betjene kompliceret og moderne materiel set i relation til, hvad der ellers fandtes af teknologi rundt omkring i landet. I stedet for værnepligtige, som kun ville være til rådighed i kortere perioder, var det attraktivt for flåden selv at uddanne et korps af fast per Den tekniske udvikling som beskrevet ovenfor medførte, at nøgleordet for verdens flåder nu blev uddannelse. Det er værd at bemærke, at en væsentlig grund til, at japanerne kunne vinde over russerne i 1904 – 1905 var indførelsen af et godt, ensartet, landsdækkende skolesystem i 1875, som dannede grundlag for I Danmark medførte udviklingen, at man nu måtte rekruttere velbegavede og robuste mænd, som kunne lære at betjene alt det nye og komplicerede materiel. Det krævede opbygning af en organisation med kaserner, skolebygninger og lærerkræfter. Det blev centreret omkring flådens hovedbase på Holmen og Orlogsværftet, og ude i samfunde til at stå respekt om flådens uddannelser. Flådens underofficersskole blev startet i 1867 i Søkvæsthuset. Blandt ca. 200 årlige ansøgere antog man normalt ca. 25 elever. De var typisk 14 til 16 år gamle, og efter 6 og et halvt år afgik de fra skolen som Underofficerer af II. Klasse. Det var en eftertragtet uddannelse, og så kunne man få en bolig i Nyboder (udtaltes den gang som ”Ny‐bor”). Tilsvarende måtte der opbygges en teknisk organisation, som kunne udvælge og afprøve materieltyper og stå for eventuelle materielanskaffelser i ind‐  og udland. Den skulle teste udstyr og kunne instruere de første besætninger. Endelig skulle der udd onel til tjeneste om bord i alle skibene, som skulle kunne betjene relativt kompliceret materiel med mekaniske og elektriske komponenter i en tid, hvor disse ting endnu ikke var spredt ud til befolkningen, men kun fandtes i enkelte industrier. Skibbygning‐  og Maskinskolen uddannede kadetter til Maskinkorpset, men fra 1905 blev de benævnt ingeniørelever, og efter endt uddannelse kunne de kalde sig marineingeniører. På den måde blev Orlogsværftet, sammen med flådens øvrige myndigheder på Holmen d arks bedste ingeniører blev ansat. Her flåden og det nærliggende Burmeister & Wain, som udviklede sig til et moderne skibsværft og motorfabrik. Det skal dog nævnes i den forbindelse, at Holmen også i hele 1700‐tallet var Danmarks mest avancerede arbejdsplads.

Flådens meget forskelligartede togter og operationer mellem 1864 og 1914

nne periode opstår begrebet ”flådebesøg”, der kan anvendes til lidt af hvert. Flådebesøg kan anvendes i diplomatiet, både som en udstrakt hånd og som en knyttet næve. ”Fredelige flådebesøg” har været med til at støtte interessen for Danmark og danske eksportvirksomheder. I Christian den 9.s regeringstid kom der ofte kongelige og kejserlige yachter til København, ledsaget af fremmede orlogsskibe. Fregatten Tordenskiold blev i 1870 – 1872 lejet ud til Store Nordiske Telegrafselskab (selskabet hedder i dag ”GN de lagt kabler tværs over Rusland og videre til Kina. Den danskfødte prinsesse Dagmar, kongens datter, som nu var russisk kronprinsesse, sørgede for at tale Danmarks sag under industrialiseringen. Fregatten udlagde flere søkabler, blandt andet mellem Kina og Japan. Da Suez‐kanalen blev åbnet i november 1869, sendte man fregatten Sjælland, som repræsenterede Danmark.

1874 sendte flåden en fregat og en korvet til Island for at deltage i fejringen af landets ”tusindårsfest”. Fra 1876 begyndte de mere regelmæssige videnskabelige undersøgelser i Grønland, og de skibe, som efterhånden årligt blev sendt til Grønland af Mar instruks om også at foretage søopmåling i farvandene. Det øgede fiskeri omkring de nordatlantiske områder medførte, at flåden langsomt blev inddra øske, islandske og grønlandske farvande. I 1878 sendte man et skib til de dansk‐vestindiske øer for ”at slå et negeroprør ned”, som det hed i datiden. Oprøret stoppede alene på grund af tilsynekomsten af fregatten Sjælland. I 1895 deltog Gejser, Hekla og fire torpedobåde i åbningen af ”Kaiser Wilhelm Kanal” (Kielerkanalen). anudbruddet på Mont Pelé på Martinique, hvor byen St. Pierre blev udslettet, og 30.000 mennesker omkom. Da den russiske Østersøflåde i oktober 1904 sejlede ud af Østersøen for at deltage i krigen mod Japan, blev den ”fulgt ud”til Skagen af danske enheder. I 1908 tilbragte krydseren Hejmdal jul og nytår i Piræus, Athens havneby. Siden den danske prins Wilhelm, selv tidligere søkadet, havde overtaget den græske trone, havde danske orlogsskibe ofte aflagt besøg i Piræus. Marineministeriet beordrede skibet mod Messina, hvor der havde været et voldsomt jordskælv. Her skulle skibet yde assistance til befolkningen.

Københavns befæstning

En af de politiske erfaringer fra 1801 og 1807 var, at landets hovedstad skulle kunne forsvares. I slutningen af 1800‐tallet opstod der en voldsom politisk strid om, hvorvidt hele landet eller kun hovedstaden skulle kunne forsvares. Det endte med en voldsom udbygning af det militære forsvar omkring København. Til gengæld var der ikke mange hærstyrker uden for hovedstaden. Da Den første Verdenskrig brød ud, var København de indsejlingen til Københavns havn.   perioden fra 1910 til 1915 blev det suppleret med yderligere et fort i Sundet bygget på den grund, som blev betegnet Saltholm Flak. Fortet blev kaldt Flakfortet. Hæren stod for det meste, inklusive forterne, medens flåden kunne iner, torpedobåde, artilleribevæbnede panserskibe m. v. Kommandoforholdene var lidt besynderlige. I 1899 blev det bestemt, at ledelsen af ”Københavns søfront” skulle underlægges chefen for ”Den flydende Defension”, der dog i krigstid blev underlagt Hærens Overkommando. Denne defensionschef, normalt en kontreadmiral, havde ret til i fredstid at inspicere søforterne og den uddannelse, som hæren gav besætningerne.

Kongehuset og flåden

Prins Wilhelm, (1845  ‐  1913), Christian den 9. næstældste søn, blev kadet på Søkadetakademiet i 1860. I 1863 måtte han imidlertid afbryde sin uddann rtage tronen som Grækenlands konge under navnet Georg den 1 16. Prins Valdemar (1858 – 1939), som var hans yngst de blandt andet tjeneste som kommandør og chef for krydserkorvetten Valkyrien under et togt fra 1899 til 1900 til Det fjerne Østen, hvor især Siam (Thailand) var blevet en særdeles vigtig handelspartner for Danmark17. Han blev udnævnt til admiral i 1918. Prins Carl (1872 – 1957), yngre bror til Christian den 10 1 964), som var søn af prins Valdemar, gennemgik uddannelsen til men forlod tjenesten og gik ind i ØK, hvor han avancerede til direktør og senere til bestyrelsesformand. Han var meget aktiv indenfor en række forskellige områder, hvoraf flyvning var et af dem. Han fik flyvecertifikat i flåden i 1913.

Flådeplaner, dygtige teknikere og stramme budgetter: Flådens udvikling i skyggen af det tyske kejserrige frem mod 1914

På trods af sin lidenhed lykkedes det for Danmark og den danske flåde at fostre et antal dygtige teknikere af internationalt format, blandt andet Hovgaard, Münther, Aarestrup og Richelie I 1866 begyndte hæren at beskæftige sig med søminer. Det skete under Ingeniørregimentets Sømineafdeling, som i 1878 overgik til søværnet under betegnelsen inevæsenet. Her blev nogle af landets dygtigste teknikere ansat, så da man i 1884 skulle installere elektrisk lys i Det kongelige Teater, blev installationen foretaget af personellet herfra. Danmark opnåede en licensaftale, så man selv kunne producere torpedoer på Holmen. I 1883 oprettede man en torpedoskydebane ved søminestatione Flåden havde ikke midler til at producere nye skibe i stort antal, men det lykkedes flåden hele tiden at følge den tekniske udvikling, dels på Orlogsværftet og dels på det private værft Burmeister & Wain, som flåden havde Siden 1879 havde flåden bygget et antal torpedobåde, som kunne deltage i forsvaret af de danske stræder og samarbejde med øvrige kampenheder. I 1882 overtog flåden panserskibet Tordenskiold, som var flådens første stålskib. Det fik et kanontårn med en drejelig kanon med et kaliber på 14 tommer (35 cm). Det var i mange år den kraftigste skibskanon i Norden.   I begyndelsen af det nye århundrede fik man midler til at bygge tre panserskibe på ca. 3.600 tons. Det var Olfert Fischer, Peder Skram og Herluf Trolle, som indgik i flådens tal skulle m den dan anden og lettere armering, end det oprindeligt var tiltænkt. Ved udbruddet af Den første Verdenskrig havde Danmark en relativ stærk flåde med veluddannede besætninger og moderne ud indenfor Tysklands intere matisk mellemkrigstid Flåd k W o oberstløjtnant t torbritannien og Norge, men ikke i Danmark! 943 og igen fra 1945 til sin død i 1948 var han chef for Flåd ørkaptajn og chef for kryd kunne dække stræderne med deres kraftige artilleribevæbning med 24‐cm. kanoner. De skulle også kunne indgå i forsvaret af hovedstaden i samarbejde med forterne. De skulle være kraftigt pansrede og have en relativ lille dybgang, så de kunne passere igenne ske del af Sundet ved Drogden. Farten havde man ikke lagt så stor vægt på, og deres maksimumfart lå derfor kun på 15 – 16 knob. I 1913 modtog søværnet en pengegave fra Danske Kvinders Forsvarsindsamling. Beløbet dækkede indkøbet af ubåden Triton, som herefter ændrede navn til 2den April. Den indgik i en serie ubåde af den såkaldte A‐klasse, som blev bygget på et østrigsk værft i Fiume i Adriaterhavet. To enheder blev bygget på licens på Orlogsværftet. I 1914 påbegyndte man bygningen af et artilleriskib, Niels Juel, men på grund af verdenskrigen blev skibet ikke færdigt, og da det endelig blev færdigt længe efter krigen, i 1923, fik det en helt styr. Danmarks store problem var, at landet lå ssesfære, men det lå for langt væk fra Storbritannien til, at man herfra kunne yde beskyttelse. Danmark var uden alliancer, og hvis der kom en krig mellem Tyskland og Storbritannien, så var en af mulighederne, at Storbritannien ville gennemføre et angreb mod Tysklands Østersøkyst ned gennem de danske stræder. Så måtte Danmark lære at balancere på en knivsæg og undgå at provokere hverken den ene eller den anden part. Tabet af Sønderjylland stod i frisk erindring, og et fejltrin mere kunne medføre tabet af resten af Danmark!

Afsnit nr. 8: Perioden fra 1914 – 1945: To verdenskrige med en problematisk mellemkrigstid

Flådens blå bog. Kaj Birksted (1915 – 1996), flyverløjtnant af reserven i søværnet 1938. Flygtede i april 1940 til Norge via Sverige og blev evakueret under kampene i Nordnorge til England. Uddannet til jagerpilot på den norske flyveskole i Canada. Senere eskadrillechef i en nors eskadrille, ing Commander i R yal Air Force og i de frie norske flyvevåben. Under invasionen var han som stabsofficer ansvarlig for den allierede støtte med jagerfly. Højt dekoreret i S Thomas Vilhelm Garde (1859 – 1926), kontreadmiral, direktør for Marineministeriet 1908 – 1911, flådens stabschef 1911 – 1914, chef for 2. Eskadre (i Storebælt) straks efter udbruddet af Den første Verdenskrig. Fra 1915 chef for 1. Eskadre i Sundet. Asger Emil Valdemar Grandjean (1889 – 1948), kommandør. Efter søofficersuddannelsen blev han i 1916 uddannet som flyvebådsfører. Han fortsatte som chef for flyvebådsstationen og var fra 1923 til 1941 chef for Marinens Flyvevæsen. Flyvningens barndom var en farlig tid, og Grandjean måtte som chef deltage i 59 begravelser af piloter og flybesætningsmedlemmer. Fra 1941 – 1 estation København. Otto Joachim Molkte Kofoed‐Hansen (1854 – 1918), viceadmiral og chef for Flådens Overkommando under Sikringsstyrkens formering under Den første Verdenskrig fra den 1. august 1914 til sin død den 11. april 1918. Ansvarlig for den danske minelægning i 1914. Henri Konow (1862 – 1939), viceadmiral. Blev som kommand serkorvetten Valkyrien konstitueret guvernør 1916 – 1917 over Dansk Vestindien med henblik på overdragelse af øgruppen til USA den 31. marts 1917. Kortvarigt udenrigs‐  og forsvarsminister under ”påskekrisen” i 1920 (i blot syv dage). Herefter direktør for Orlogsværftet og Inspektør for Flåden. Hjalmar Rechnitzer (1872  ‐  1953), viceadmiral, chef for Ubådsflotillen 1914 – 1917 og tillige chef for Marinens Flyvevæsen. Han var Marineministeriets direktør og chef for Søværnskommandoen (og dermed flådens chef) den d esættelsen i 1940. Aage Helgesen Vedel (1894 – 1981), viceadmiral, Marineministeriets direktør og chef for Søværnskommandoen, Dr. Phil (honoris causa) ved Københavns Universitet, vicepræsident for Det kongelige danske geografiske Selskab, bestyrelsesmedlem i ØK, æresmedlem af Søe‐ Lieutenant‐Selskabet og Søofficersforeningen. Gav den 29. august 1943 kl. 04.08 ordren til at sænke flådens skibe. I tilfælde af kampe under en allieret befrielse af Danmark ønskede de allierede, at der blev udpeget en designeret chef for den danske modstandshær. Frihedsrådet pegede på viceadmiral Vedel, men da han sagde nej, fik generalløjtnant Ebbe Gørtz i stedet tilbudet. Vedel var søværnets chef fra 1941 til 1958.

Kongeskibet Dannebrog fra 1932

 D ls Juel i 1923 blev dette skib undertiden udrustet som kongeskib på længere togter, og det gamle kongeskib kunne nu udfases. Der blev lagt planer om et nyt kongeskib, som skulle kunne bruges under kongefamiliens sejladser såvel i hjemlige farvande som i Nordatlanten. Efter en del overvejelser blev det besluttet at b elmotorer fra B & W. Det nye kongeskib, som også fik navnet Dannebrog, hejste kommando den 26. maj 1932, og det viste sig at være godt til formålet. Det blev et særdeles smukt og repræsentativt skib, som stadig eksisterer i bedste velgående, takket være omhyggelig vedligeholdelse og løbende udskiftninger.  

Kongehuset og flåden

Frederik, kronprins (1899 – 1972), gennemgik søofficersuddannelsen og forrettede herefter tjeneste i en række forskellige enheder. I 1927 blev han chef ef for torpedobåden Hvalrossen. Både som kronprins og konge satte han meget stor pris på tiden i og vennerne fra flåden. Knud, prins (1900 – 1976). Efter sigende skulle prins Knud på sin faders ordre søge ind til officersuddannelsen i hæren, da hans ældre broder nu havde valgt flåden, men da han hørte, hvor muntert det gik for sig i flåden, besluttede han sig for at lade sig dumpe til optagelsesprøven i hæren og hereft ække forter18 under Kystdefensionen. Ærespræsident for Kystartilleriforeningen fra 1940.

Den første Verdenskrig

Der a n for Danmarks håndhævelse af neu bevogte minefelterne. Nogle af spærringerne var såkaldte ”ko te. agen af Sundet den 19. august 1915 på grund ved vaneklapperne øst for Saltholm. Medens danske orlogsskibe befandt sig nær den strandede ubåd, løb en tysk torpedobåd op i nærheden, affyrede en torpedo og dskæring, og hæren til søv var lagt op til væbnet konflikt mellem stormagterne, men ingen kunne ane, hvornår den kom. Forsvarsordningen fra 1909 havde gjort det muligt at anskaffe et antal undervandsbåde og forøge antallet f torpedobåde, og fra 1912 blev der anskaffet fly. Da krigen var en realitet i sommeren 1914 gik det pludselig stærkt. Tyskerne forlangte, at Danmark spærrede stræderne mod briterne, og de udlagde også selv miner i Langelandsbæltet og i Lillebælt. Sønderjylland hørte jo til Tyskland. Kong Christian X skrev til sin slægtning, den britiske konge, og forklarede ham Danmarks delikate situation. Der var forståelse i Storbritannie traliteten, men det var også delikat at skulle forklare tyskerne, at neutraliteten ikke indebar støtte til Tyskland. Flåden udlagde umiddelbart en ret stor del af sin minebeholdning, ca. 1.000 søminer, i en række spærringer rundt om hovedstaden, i Storebælt og i Lillebælt. Hvert sted skulle der afsættes styrker til at ntrollerede spærringer”, hvor man via et kabel i land til en søminestation kunne armere eller desarmere det enkelte minefelt. Desuden skulle Smålandsfarvandet syd for Sjælland sikres, så flåden kunne komme fra Sundet til Storebælt eller omvendt ad denne ru I 1915 blev det besluttet at indsætte britiske ubåde i Østersøen. De skulle sænke tyske handels‐ og orlogsskibe og assisteres fra russiske baser. En af disse ubåde, E13, gik under pass S beskød ubåden med granater. Blandt den britiske besætning var der 15 dræbte, og den tyske opførsel var et klart brud på dansk neutralitet. Under krigen havde flåden ni dræbte og syv sårede på grund af miner. I alt tilintetgjorde flåden 5.803 miner. Fem uger efter krigens afslutning blev Sværdfisken minesprængt i Langelandsbæltet under minestrygning. Yderligere tre blev dræbt og otte såret. Med en relativ stærk flådestyrke bestående af panserskibe, ubåde og torpedobåde, støttet af udlagte miner, var det lykkedes for Danmark at hævde sin neutralitet og klare sig igennem uden at blive inddraget i krigen.

Mellemkrigstiden

Den første Verdenskrig skulle være afslutningen på alle krige. Nu satte politikerne deres lid til Folkenes Forbund, og i fremtiden ville Danmark blot have behov for et beskedent neutralitetsværn og på havet måske blot et søpoliti, som det blev foreslået af politikerne. Der blev skåret drastisk i flådens bevillinger ved to nye ordninger. I 1922 blev der skåret med ca. 25 % i flådens bevillinger. Med lovforslaget fra 1932 kom der endnu en voldsom ne den nyudnævnte flådeinspektør (chef for flåden), viceadmiral H. L. E. Wenck, valgte derfor at søge sin afsked, da han ikke mente, at der var noget rimeligt forhold mellem mål og midler. Han fik bevilget sin afsked, og herefter overtog den daværende direktør for Marineministeriet, kontreadmiral H. Rechnitzer, tillige denne stilling, nu som viceadmiral. Det var specielt interessant, for det var ham, der havde udformet lovforslaget i samarbejde med politikerne! Flådens situation forværredes af, at Kystdefensionen nu overgik fra ærnet, men heller ikke her var der sammenhæng mellem personel og penge eller mål og midler. Personelordningerne blev ændret, og en del af nøglepersonellet valgte at forlade tjenesten. En revideret ordning fra 1937 søgte at lappe lidt på materielsituationen, men på dette fremskredne tidspunkt af Hitlers oprustning kunne udviklingen ikke ændres.

Kølen til artilleriskibet Niels Juel blev allerede lagt i 1914, men på grund af krigen gik arbejdet i stå. De tunge kanoner ge skibet færdigt. I mellemtiden var politikerne og søværnet blevet uenige om behov for fart og bevæbning, og nu endte man med et skib, som ikke fik sin krydserbevæbning (24 cm – kanoner) og ej heller krydserfarten. De tre gamle panserskibe forudså man ophugget uden afløsning, men Peder Skram indgik stadig i flådens tal, da den næste krig begyndte. Søværnet rådede fortsat over dygtige teknikere og ingeniører, men det kunne ikke eje problemerne omkring anskaffelse af tilstrækkeligt mange skibe. I mellemkrigstiden fik flåden nogle virkelig gode ubåde. De blev bygget på Orlogsværftet og fik dieselmotorer fra B & W. De sidste fire blev leveret fra 1938 til 1940. Det var de moderne ubåde af H‐ klassen, men Danmark havde bibeholdt 45‐cm (diameter) torpedoer, medens næsten alle andre brugte 53‐cm torpedoer. Tilsvarende havde de seks torpedobåde af Dragen‐klassen (tre af Dragen‐klassen fra 1930 og tre let modificerede af h 0 – 900 tons. De havde dog hverken motortorpedobådenes fartoverlegenhed eller torpedobådenes våbenoverlegenhed. Marinens Flyvevæsen blev gradvist udbygget, men antallet af fly var meget lille. Luftmarinestation København (det senere Margretheholm) var udrustet med søfly, som indgik i 1. Luftflotille. Luftmarinestation Ringsted havde jagerflyene, som indgik i 2. Luftflotille. Der blev i 1930’erne anskaffet torpedobærende fly. Skibe til opmåling på Grønland fik i 1930’erne søfly med om lanlagt indkøb af moderne italienske jagerfly gik i stå på grund af krigsudbruddet og den efterfølgende besættelse.

Den anden Verdenskrig

Da krigen brød ud i september 1939, etablerede man ligesom i 1914 en sikringsstyrke, blot var flåden nu betydelig mindre. Der blev udlagt miner i stræderne og ud for København, og flådens beskedne styrke, der stort set kun talte artilleriskibet Niels Juel, seks torpedobåde, syv undervandsbåde og 24 forskellige luftfartøjer, skulle bevogte minefelterne og observere aktiviteter i farv en kom. Den 9. april 1940 blev ikke nogen mindeværdig dag for den danske flåde. På grund af krigsopgaverne lå skibene spredt i danske farvande. I dagene op til den tyske besættelse havde marineattachéen i Berlin, kommandørkaptajn F. tysk militæraktion. Der var mange rapporter om stor aktivitet i de nordtyske havne. Da operation ”Weserübung” (den tyske besættelse af Norge og Danmark) gik i gang, og der blev rapporteret om mange nordgående skibe i Storebælt, forsøgte flåden at skaffe sig et overblik ved at beordre sine fly ud på rekognoscering i området. Det blev afslået af Marineministeriets direktør, viceadmiral Hjalmar Rechnitzer. Det gjorde han ud fra følgende betragtninger:   Danmark skulle ikke provokere den store nabo i syd, og desuden kendte han personligt den tyske flådechef, Gross get ud i et eller andet, som påvirkede forholdet til Danmark, så ville han som god søofficerskollega og gentleman lade Rechnitzer det vide.

Sådan gik det bare ikke. I løbet af natten opdagede man fra torpedobåden Glenten i Storebælt, at der var kampklædte tyske tropper om bord i skibene. Det tog ret lang tid at komme i telefonisk kontakt med Marineministeriet, som nogenlunde samtidig med beskeden fik melding om, at tyskerne var gået i land i en række havne og havde overskredet grænsen. På Middelgrundsfortet var det meste af besætningen hjemsendt, og der blev hverken herfra eller fra skibene på Holmen gjort noget mod skibet Hansestadt Danzig, som sejlede til Langelinie med de tropper, som skulle erobre Amalienborg og Kastellet. Det blev dog kun til Kastellet. Den 8. maj 1940 stillede fire af de ældste søofficerer hos viceadmiral Rechnitzer og meddelte ham, at han som chef ikke længere nød tillide ation meget tæt på mytteri. Han valgte at træde tilbage to dage senere. De fleste i flåden skammede sig over politikernes manglende handlekraft den 9. april, selv om det var en logisk konsekvens af de foregående årtiers reducerede forsvarsbevillinger og idealerne omkring fred og nedrustning. Næppe var tyskerne i landet, før de begyndte at stille krav til regeringen om militær e, at flåden tog sig af minestrygning i danske farvande. Det brød personellet sig ikke om, og det blev hurtigt aftalt mellem den danske regering og de tyske myndigheder, at de øst‐ vestgående skibsruter, som var nødvendige for at opretholde Danmarks interne forbindelser, blev strøget af danske minestrygere, medens de nord‐sydgående forbindelser blev strøget af tyskerne. Det var deres forbindelse af briterne kunne opfattes som hjælp til Tysklands krig. Flåden havde enkelte brodne kar, som fulgte regeringens opfordring og meldte sig til tysk militærtjeneste, men generelt fra besættelsens start var personellet mere eller mindre anti‐tysk, og et langt fra at knytte næverne i bukselommerne til at sprænge tyske virksomheder i luften og sænke tyske skibe.   Et krav fra tyskerne om udlevering af seks af torpedobådene af Dragen‐  og Glenten‐ klassen (tre af hver type) blev imødekommet den 5. februar 1941, men via Stockholm kom der en besked fra den britiske regering, som blev videregivet til det danske kongehus og til Flåden: Hvis de danske undervandsbåde også blev overgivet til tyskerne, ville man ikke se med milde øjne på Danmark efter krigen!   Hermed lå kimen til beslutningen, som blev ineministeriets direktør og Flådens folk også fra den franske flåde i Toulon den 27. november 1942, hvor besætningerne selv sænkede skibene i stedet for at overdrage dem til tyskerne. I løbet af sommeren 1943 planlagde den tyske hær en operation rettet mod den danske hær, som man ikke ønskede i området som en usikkerhedsfaktor, såfremt de allierede valgte at gå i land i Danmark. I sidste øjeblik ration ”Safari”, som var en tysk neutralisering af hæren og flåden i Danmark. For det tilfælde, at nogle af de danske skibe skulle prøve at stikke af til Storbritannien, havde tyskerne udlagt en kæde på otte ”forpostbåde” mellem Skagen og Oslofjordens munding. Bag dem, på en linie mellem Thyborøn og Stavanger, lå tre tyske ubåde på en patruljelinie klar til at sænke, hvad der måtte k mme forbi.   Da situationen spidsede til i slutningen af august 1943, var flåden klar med en plan om at sænke egne skibe, tartet en produktion af ”bomber til sænkning af eget skib”, og alle skibe blev forsynet hermed. Da tyskerne tidligt om morgenen den 29. august 1943 trængte ind på Holmen, befalede viceadmiral Vedel: ”Udfør ordren”. De forskellige tyske angreb den morgen medførte 7 dræbte og 11 sårede i Flåden. Sænkningen blev en afgørende handling. Denne markering fra flåden var et signal til de allierede om, at man kæmpede i Danmark, og at man var på allieret side, men den var også et signal til den danske befolkning om et holdningsskif arbejdspolitik med Tyskland var brudt sammen. Der kom  ‐  om end langsomt  ‐  gang i modstandsarbejdet. Den 29. august 1943 sænkede flåden 32 af sine skibe. Bevogtningsfartøjet Havkatten, 3 minestrygere af Ø‐klassen og 9 kuttere til minestrygning nåede til Sverige.

Flådens personel i modstandsbevægelsen

Søværnets stationsofficer i Rønne, kaptajnløjtnant C. V. T. Hassa netop nogle dage forinden kunnet videresende en rapport med nedstyrtet V1‐raket fra Bodilsker på Bornholm, så briterne kunne trussel. Selv blev han anholdt af tyskerne og voldsomt mishandlet, m Sverige. Han fik efter krigen en tak fra Churchills videnskabelige r Jones, og modtog såvel en britisk som en amerikansk orden.   Rapporten med fotos og skitser blev sendt til Stockholm, hvo Mørch nogenlunde samtidig etablerede en organisation, som fort arbejde med at indsamle sømilitære efterretninger fra Danmark, briterne

Det forestille et "close  ‐ et kognosceringsfoto taget af RAF den 12. maj 1945 over Hol I Søminegraven kan man se vragene af de danske ubåde, som Flådens personel i modstandsbevægelsen Søværnets stationsofficer i Rønne, kaptajnløjtnant C. V. T. Hassa netop nogle dage forinden kunnet videresende en rapport med nedstyrtet V1‐raket fra Bodilsker på Bornholm, så briterne kunne trussel. Selv blev han anholdt af tyskerne og voldsomt mishandlet, m Sverige. Han fik efter krigen en tak fra Churchills videnskabelige r Jones, og modtog såvel en britisk som en amerikansk orden.   Rapporten med fotos og skitser blev sendt til Stockholm, hvo Mørch nogenlunde samtidig etablerede en organisation, som fort arbejde med at indsamle sømilitære efterretninger fra Danmark, briterne.   august 1943, og som tyskerne ikke kunne udnytte. Bag dem ligger to torpedobådsskrog, som skulle have været navngivet "Najaden" og "Nymfen". Produktionen af erne. I 1947 blev de afleveret og hejste kommando, nu som "Willemoes" og "Huitfeldt". Efter den 29. august fulgte ca. en måneds internering for alt militært personel. Efter interneringens ophør fortsatte udbetalingen af løn, og personellet stod til rådighed, men forblev i civil. Man etablerede en række kurser, og noget personel blev afgivet til andre opgaver så som i Fyr‐ og Vagervæsenet. I ly af alt dette etablerede flåden, under ledelse af kommandørkaptajn K. Lundsteen, en illegal organisation kaldet ”Elverhøj” med mange forskelligartede opgaver, såvel til støtte for de allierede som for det danske samfund. Ingen vidste, om krigens fronter ville nå Danmark inden en eventuel tysk overgivelse eller et tysk menbrud. Viceadmiral Vedel var selvfølgelig orienteret om Elverhøj, men han skulle holdes uden for. Han havde som Marineministeriets direktør sæde i departementschefstyret fra 1943 – 1945. Hovedformålet med Elverhøj var at hjælpe de allierede, men Vedel så også gerne, at nogle af hans dygtige orlogskaptajner og kommandørkaptajner blev sendt til Storbritannien, således at de med erfaring herfra efter krigen kunne stå i spidsen for genopbygningen af flåden. De allierede manglede dog ikke stabsofficerer, men unge officerer, som kunne bestride tjenesten som vagtchefer på broen af et orlogsskib eller være piloter i Royal Air Force eller Fleet Air Arm (Royal Navys flyvevåben). Nogle af Flådens folk havde på et tidligt tidspunkt selv fundet vej til Storbritannien og meldt sig der, men kun et beskedent antal yngre officerer videre med fly fra Stockholm til Storbritannien. Til gengæld havde de unge officerer som kom til Storbritannien en uddannelse, som briterne kunne dsofficer, en blev artilleriofficer i en luftværnskrydser, en blev artilleriofficer i en ”monitor” (HMS Erebus, et skib på 10.000 tons med to slagsskibskanoner på 38 cm) på invasionskysten, en blev officer på et landgangsskib under invasionen og en nåede at sejle 46.000 sømil med eskorteskib i Nordatlanten, Middelh an Naval Reserve og blev senere overført til den indiske hær som oberstløjtnant i Burma. Chefen for dykkerskolen kom i bjergningstjenesten og hjalp først med til at fjerne vrag på invasionskysten og brugte siden fem måneder med rydningen af Antwerpen havn, som under hele aktionen blev voldsomt beskudt med V1‐ og V2‐raketter. Syv blev piloter, og to af dem blev skudt ned og dræbt over henholdsvis Belgien og Holland. Yderligere en pilot blev uddannet til faldskærmsmand og opererede som agent for SOE i Danmark. Desuden blev seks britiske minestrygere bemandet med danske officerer og besætninger. Minestrygerne sejlede både under The White Ensign (det britiske flådeflag) og orlogsflaget. De ankom til København i maj 1945 og kunne umiddelbart deltage i minerydningen i danske farvande. I København blev søkadetterne sendt på ”Det civile Navigationskursus”, som var et dække over en lang række illegale aktiviteter. Man oprettede et efterretningsnet, som sørgede for at rapportere tyske skibsbev sninger om skibenes laster og de militære styrkers underlæggelsesforhold etc. Meldingerne gik til orlogskaptajn Mørch i Stockholm og derfra videre til britiske myndigheder. Andre søkadetter indgik i en transportorganisation, som sendte sårede modstandsfolk eller truede per dstandsbevægelsen. Nogle af søkadetterne havde fundet deres egne kontakter til modstandsbevægelsen, og i krigens sidste atten måneder udgjorde de en væsentlig del af ”Holger Danske”, som blandt andet foretog sabotageaktioner og udførte stikkerlikvideringer. Nogle måtte i hast til Sverige, hvor mange af dem adetterne påtog sig de tunge og dristige opgaver, medens de ældre i tjenesten tog sig af organisation, kurertjeneste, kommunikation, efterretningsbearbejdning, transport, uddannelse med videre. Da modstandsarbejdet omsider kom i god gænge, så var det Flådens personel over en bred front, som deltog og arbejdere og funktionærer fra Orlogsværftet, lærerne på Søværnets Officersskole, søværnets læger og mange andre.   Siden maj 1940 havde alle flådens fly stået adskilt på Orlogsværftets flyvemaskinfabrik på Holmen. Tyskerne ville meget gerne kunne benytte sig af såvel fabrik, værksted og fly, men en af de ansatte maskinarbejderlærlinge satte ild til bygningen den 22. november 1943, og den udbrændte med fly, reservedele og værktøj. En del af kvartermestrene og matherne etablerede deres egen gruppe i BOPA. Flådens radiotelegrafister blev til stor nytte for den illegale radiotjeneste. En del af personellet havde uddannelser i sprængning. Matrosunderkvartermester Thomas Hansen startede allerede i 1942 i sit hjem hans gruppe forøget til en lille privat hær på 550 mand, hvoraf mange var rekrutteret fra flådens stampersonel. I februar 1945 forsøgte nogle af Flådens BOPA‐folk at sabotere den tyske krydser Nürnberg i Københavns frihavn. Via et kloaksystem fik man anbragt en te et par kajkraner ned over krydseren. Bomben var for lille, og skaden på krydseren blev beskeden. To måneder senere – ganske kort tid før besættelsens ophør – ledte BOPA efter en dykker, som kunne sabotere Nürnberg igen. Artillerimath Henry Chirholm havde netop afsluttet dykkeruddannelsen, og det lykkedes for ham at slæbe en bombe på 100 kilo sprængstof 300 meter på havnebunden fra et dykkerfartøj og hen under krydserens forreste ammunitionsmagasin, men bombens detonatorer virkede ikke. Den 16. maj 1945 måtte han igen i dykkerdragten for at desarmere og fjerne bomben under skibet, som nu tilhørte de allierede. Indledningsvis var der mangel på egnede våben, men det blev bedre hen imod besættelsens afslutning. Modstandsarbejdet var præget af, at flådens personel, trods den militære uddannelse, var amatører i sammenligning med Gestapo og de andre tyske myndigheder, som førte sig frem med stor brutalitet og hensynsløshed.   Fra den 29. p ets civile. Mange var blevet såret under nd 50 havnede i tyske koncentrationslejre og yderligere 50 sad fængslet af tyskerne i Danmark. En orlogskaptajn og en søkadet blev dømt til døden den 2. maj 1945 ved en tysk standret, men dommene nåede ikke at blive eksekveret. En stikker, som havde angivet en søløjtnant i Korsør, som efterfølgende blev dræbt af tyskerne, blev efter retsopgøret dømt til døden og henrettet. En stor del af Flådens personel havde i krigens sidste 18 – 20 måneder været involveret i det illegale arbejde. Flåden havde i et gnidningsfrit samarbejde med andre dele af modstandsbevægelsen, Frihedsrådet og SOE medvirket til Danmarks anerkendelse som allieret nation, men det havde krævet betydelige ofre onelstyrke.

Afsnit 9: Perioden fra 1945 til 1989: Flådens genopbygning: Den kolde Krig i ”Fredens havn"

Flådens blå bog. Kaj Gregersen (f. 1930), Teknisk Chef, civilingeniør og søløjtnant 1 af reserven. Da det politisk blev bestemt, at Søværnets tekniske tjenester skulle lægges sammen i Søværnets Materielkommando (SMK), blev Kaj Gregersen en re og følelsesladede arbejde, udvalgt bl.a. ud fra hans dybe forståelse for vigtigheden af et nært samarbejde mellem militært og civilt personel i søværnet. Ved oprettelse af SMK i 1969 blev Kaj Gregersen næstkommanderende og chef for Teknisk Sektor. I 27 år styrede han udviklingen af søværnets materiel ‐ bl.a. Standard Flex‐konceptet ‐ med en stærk, målrettet og velunderbygget forståelse for søværnets ve og vel. Adam Helms (f. 1912), kontreadmiral, undveg fra interneringen i september 1943 og kom via Sverige til Storbritannien, hvor han som Lieutenant Royal Naval Reserve efter et kort kursus i Greenwich blev luftværnsartilleriofficer om bord i den b delhavet og Adriaterhavet. Som kontreadmiral var han chef for Søværnsstaben fra 1961 til 1965 og fra 1965 til 1969 chef for Søværnets operative Kommando, senere Commander Allied Forces Baltic Approaches med hovedkvarter i Karup og Danmarks permanente repræsentant i Militærkomiteen ved Det nordatlantiske R Poul Adam Mørch (1898 ‐ 1987), kommandør. Var fra 1935 både chef for marinestabens efterretningssektion og adjudant for forsvarsministeren. Flygtede til Sverige i september 1943, hvor han opbyggede en maritim efterretningstjeneste, som var en videreførelse af marinestabens efterretningsarbejde siden besættelsens start. Ved hjælp af de mange kontakter han fik under krigen, kun derne efterretningstjeneste – Forsvarets Efterretningstjeneste. Han havde gode kontakter til socialdemokratiske politikere, som værdsatte de oplysninger, han kunne skaffe om kommunisterne. Metoderne var der ingen, der snakkede om.   Erhard Jørgen Carl Quistgaard (1898 – 1980), admiral. Ubådschef og torpedobådschef. Var chef for torpedobåden Glenten, hvor man natten mellem den staterede kampklædte tyske soldater i Storebælt. Danmarks første forsvarschef fra 1950 til 1962. Formand for NATOs militærkomité 1952 – 1953. Kurt Rudolph Ramberg (1908 – 1997), general. Gennemgik som ung søofficer flyveskolen i 1932 og forrettede herefter tjeneste i nogle år i Grønlandske farvande. Kom via Den danske Brigade i Sverige til tjeneste i Storbritannien i såvel Fleet Air Arm som Royal R Svend Egil Thiede (1924 – 2005), admiral. Deltog som kadet i modstandsbevægelsen og blev efter endt søofficersuddannelse uddannet som artilleriofficer på HMS Excellent. Chef for kystjageren Willemoes 1963 til 1965 og herefter chef for Kampinformationsskolen. Derpå chef for Torpedobådseskadren, operationsstaben i Forsvarskommandoen, Søværnets operative Kommando og Forsvarsstaben. Forsvarsch Svend Støckel Thostrup (1915  ‐  2006), viceadmiral. Indgik i marineafdelingen i Den danske Brigade i Sverige, herunder tjeneste om bord i den svenske krydser Fylgia i 1944. 1956 – 1958 chef for fregatterne Holger Danske og Rolf Krake. I 1960 til 1961 chef for Ubådseskadren og d pot‐  og skoleskib t Ægir. I 1961 kontreadmiral og stab chef ved Commander Allied Forces Baltic Approaches. Fra 1965 til 1980 chef for Søværnet.

Besættelsens ophør i 1945

Da viceadmiral Vedel i maj 1945 atter kunne samle flådens personel, var der ikke mange skibe til rådighed. Til gengæld var der mange opgaver at tage fat på. I de danske farvande var der tusindvis af søminer, dels udlagt af tyske skibe, dels kastet af britiske fly. Der skulle straks påbegyndes minestrygning i et antal ruter, så landsdelene kunne forsynes, og der kunne gå international skibsfart igennem de danske stræder. Kun Havkatten havde overlevet krigen sammen med nogle små minestrygere og kuttere, som alle var søgt til Sverige den 29. august 1943. De skibe, som tyskerne havde kunnet anvende, lå enten på havets bund eller i var i en meget miserabel tilstand. I befrielsessommeren indtraf desuden en eksplosionsulykke i Flensborg, hvor et ammunitionsskib sprang i luften. Her blev nogle af de danske torpedobåde, som havde klaret sig igennem krigen, beskadiget. De fleste efterladte skibe på Holmen blev sendt til ophugning. Søløjtnant Harry Larsen kom til Nordtyskland umiddelbart efter besættelsens ophør, og her blev han opmærksom på, at der lå et stort antal danske orlogsskibe og handelsskibe i havnene. Mange var i en dårlig stand, men han fik gjort såvel de britiske som de danske myndigheder opmærksom herpå, og ha rådet igennem med den såkaldte ”Kiel‐gruppe” og hjembringe dansk materiel fra de sønderbombede havne. Hermed fik han i Flåden tilnavnet ”Kieler – Las”. Inden besættelsen var Orlogsværftet begyndt på bygningen af to store torpedobåde, Najaden og Nymfen, og da besættelsen kom, forhalede og indstillede man byggeriet. Torpedobådene var så langt fra færdiggørelse, at de ikke var attraktive for tyskerne at overtage. De blev genfundet i ubeskadiget tilstand på Holmen efter besættelsen. (Se RAF luftfoto fra Holmen den 12. maj 1945). Det blev besluttet at gøre dem færdige, og i 1947 hejste de kommando, nu under navnene Willemoes og Huitfeldt. De er skiftevis blevet kaldt torpedobåde og kystjagere, og de er blevet betegnet som flådens smukkeste skibe. De havde dampturbiner, som kunne give en fart på over 36 knob, og armeringen bestod af 2 stk. 105 mm kanoner, luftværnsskyts på 20 og 40 mm samt 2 x 3 torpedorør (53 cm), og som næsten alle danske orlogsskibe kunne de også lægge miner. Det stod klart for viceadmiral Vedel, at genopbygningen af den danske flåde efter krigen ville blive en lang og omstændelig proces, som også ville koste en hel del midler, som skulle tilvejebringes a empel den britiske flåde, så skulle der anskaffes nye skibe, nye våben og nye elektroniske systemer (radio, radar og sonar). Desuden skulle der hverves personel, som skulle igennem omfattende uddannelser, og de, der fik de store tekniske uddannelser, skulle gerne i kraft af rimelige løn‐ og avancementsvilkår kunne fastholdes i en årrække. Det hastede med at få uddannet folk og skaffet nyt materiel, og at det undertiden gik lidt for stærkt, vidner den meget tragiske ulykke på Holmen den 23. november 1951 om. Et gradvist udhulet brandberedskab på Holmen, dårlig kommunikation, ukendskab til sprængstofs egenskaber under brand og en kombination af uheldige omstændigheder medførte, at en brand i et mineværksted med 11 miner på Holmen, hvortil brandvæsenet netop var ankommet tede 14 brandfolk og 2 af søværnets egne folk livet. ”Holmen‐katastrofen” blev grundlaget for en ændret holdning til opbevaring og transport af miner og andre sprængstoffer. Opgaverne krævede meget personel, og søværnet ver de mather og konstabler, som var ansat på kontrakt. Hjemmeværnet blev opbygget efter besættelsen som en legaliseret del af en modstandsbevægelse, og heri indgik Det maritime Hjemmeværn, som kunne aflaste søværnet med en ogtning, havneovervågning og kystudkigstjeneste. Gradvist blev opgaverne udvide dan t n e d p o . Kom r vestover. Et nordisk forsvarsforbund blev undersøgt, men det kunne ikke fællesskabets byrder. De vesteuropæiske økonomier havde det 's forspring inden for ato for det nye personel. Senere lejede flåden tre af de såkaldte Hunt‐fregatter (Esbern Snare, Rolf Krake og Valdemar Sejr).   n net et korps af kvinder, Kvindelige Marineres Korps, som en del år senere indgik i Marinehjemmeværne . Her varetog ma specielt opgav r inden for kommunikation og kampinformation (”plotning”) (á jourføring af egne og fjendtlige enheder på kort og tavler). Fra politisk hold blev er truffet beslutning om at slå Hærens Flyvetro per g Marinens Flyvevæsen sammen. Det nye Flyvevåben blev etableret den 1. oktober 1950 med personel fra to vidt forskellige ”kulturer”. Det skulle kunne yde støtte til hærens og søværnets operationer samt forsvare luftrummet over Danmark. Af amerikanerne købte man i 1948 det tidligere tyske depotskib Tanga, som efter en ombygning indgik i flådens tal som depot‐ og skoleskibet Ægir. Det havde under krigen været depotskib for en tysk motortorpedobådseskadre i Østersøen. Nogle minestrygere, som i krigens sidste del sejlede under såvel britisk som dansk flag, blev overdraget til flåden af Rear Admiral Holt den 7. august 1945. Under besættelsen var der blevet skabt kontakt mellem Frihedsrådet og yngre socialdemokratiske politikere, og i efterkrigstiden blev Socialdemokratiet nu et forsvarspositivt parti. Det hang blandt andet sammen med truslen på landets arbejdspladser, hvor socialdemokratiet og kommunisterne kæmpede om magt og indflydelse munisterne var blevet meget populære i 1945, og mange af dem havde deltaget aktivt i modstandsbevægelsen siden 1941. Sovjetunionen havde jo båret de tungeste byrder under krigen – og vundet den. Og så havde de befriet Bornholm. Efterhånden som tiden gik, og Stalins indflydelse i Østeu opa blev mere og mere voldsom, blev forudsætningerne for Den kolde Krig skabt. Der opstod mistillid mellem de tidligere allierede, mellem Sovjetunionen og vestmagterne. Med en ”de facto” sovjetisk besættelse af blandt andet Polen, Tjekkoslovakiet, de tre baltiske lande og den sovjetiske zone i Tyskland, kunne de vesteuropæiske lande ikke vide sig sikre på, om Sovjetunionen ville fortsætte sin udbredelse etableres. Norge ønskede efter sine erfaringer fra 1940 til 1945 stærke bånd til såvel Storbritannien som USA. Det endte med, at Danmark og Norge blev medunderskrivere af Atlantpagten (The North Atlantic Treaty Organisation = NATO) den 4. april 1949. Hermed indgik også flåden i en større sammenhæng, som skabte et bedre grundlag for landets sikkerhed, men det krævede jo så til gengæld, at Danmark betalte ”et minimumsgebyr” for sin del af alle meget skidt efter krigen, og den amerikanske Marshall‐hjælp støttede genopbygningen, men det var svært at skaffe forståelse i befolkningerne, i hvert tilfælde i Danmark, for en større oprustning, når velfærdsstatens daglige fornødenheder kun vanskeligt lod sig finansiere. Sovjetunionen beholdt sine massehære indkaldt til tjeneste, og Stalins videnskabsmænd og efterretningsfolk indhentede hurtigt USA mvåbenteknologien. Hvis man ser hele efterkrigstiden i bagklogskabens klare lys, så gjorde viceadmiral Vedel noget særdeles fornuftigt. Han sørgede for, at Danmark for en relativ billig penge hurtigt kunne overtage nogle fregatter, som canadierne havde i overskud efter krigen. I 1946 overtog flåden Holger Danske og Niels Ebbesen. De blev anvendt som uddannelsesplatforme Et amerikansk hjælpeprogram, som skulle skaffe arbejde på italienske værfter, gav flåden mulighed for at anskaffe fire korvetter, som blev afhentet i Middelhavet af danske besætninger midt i 1950’erne. På grund af oprindelseslandet fik de blandt personellet.

dan t n e d p o . Kom r vestover. Et nordisk forsvarsforbund blev undersøgt, men det kunne ikke fællesskabets byrder. De vesteuropæiske økonomier havde det 's forspring inden for ato for det nye personel. Senere lejede flåden tre af de såkaldte Hunt‐fregatter (Esbern Snare, Rolf Krake og Valdemar Sejr).   n net et korps af kvinder, Kvindelige Marineres Korps, som en del år senere indgik i Marinehjemmeværne . Her varetog ma specielt opgav r inden for kommunikation og kampinformation (”plotning”) (á jourføring af egne og fjendtlige enheder på kort og tavler). Fra politisk hold blev er truffet beslutning om at slå Hærens Flyvetro per g Marinens Flyvevæsen sammen. Det nye Flyvevåben blev etableret den 1. oktober 1950 med personel fra to vidt forskellige ”kulturer”. Det skulle kunne yde støtte til hærens og søværnets operationer samt forsvare luftrummet over Danmark. Af amerikanerne købte man i 1948 det tidligere tyske depotskib Tanga, som efter en ombygning indgik i flådens tal som depot‐ og skoleskibet Ægir. Det havde under krigen været depotskib for en tysk motortorpedobådseskadre i Østersøen. Nogle minestrygere, som i krigens sidste del sejlede under såvel britisk som dansk flag, blev overdraget til flåden af Rear Admiral Holt den 7. august 1945. Under besættelsen var der blevet skabt kontakt mellem Frihedsrådet og yngre socialdemokratiske politikere, og i efterkrigstiden blev Socialdemokratiet nu et forsvarspositivt parti. Det hang blandt andet sammen med truslen på landets arbejdspladser, hvor socialdemokratiet og kommunisterne kæmpede om magt og indflydelse munisterne var blevet meget populære i 1945, og mange af dem havde deltaget aktivt i modstandsbevægelsen siden 1941. Sovjetunionen havde jo båret de tungeste byrder under krigen – og vundet den. Og så havde de befriet Bornholm. Efterhånden som tiden gik, og Stalins indflydelse i Østeu opa blev mere og mere voldsom, blev forudsætningerne for Den kolde Krig skabt. Der opstod mistillid mellem de tidligere allierede, mellem Sovjetunionen og vestmagterne. Med en ”de facto” sovjetisk besættelse af blandt andet Polen, Tjekkoslovakiet, de tre baltiske lande og den sovjetiske zone i Tyskland, kunne de vesteuropæiske lande ikke vide sig sikre på, om Sovjetunionen ville fortsætte sin udbredelse etableres. Norge ønskede efter sine erfaringer fra 1940 til 1945 stærke bånd til såvel Storbritannien som USA. Det endte med, at Danmark og Norge blev medunderskrivere af Atlantpagten (The North Atlantic Treaty Organisation = NATO) den 4. april 1949. Hermed indgik også flåden i en større sammenhæng, som skabte et bedre grundlag for landets sikkerhed, men det krævede jo så til gengæld, at Danmark betalte ”et minimumsgebyr” for sin del af alle meget skidt efter krigen, og den amerikanske Marshall‐hjælp støttede genopbygningen, men det var svært at skaffe forståelse i befolkningerne, i hvert tilfælde i Danmark, for en større oprustning, når velfærdsstatens daglige fornødenheder kun vanskeligt lod sig finansiere. Sovjetunionen beholdt sine massehære indkaldt til tjeneste, og Stalins videnskabsmænd og efterretningsfolk indhentede hurtigt USA mvåbenteknologien. Hvis man ser hele efterkrigstiden i bagklogskabens klare lys, så gjorde viceadmiral Vedel noget særdeles fornuftigt. Han sørgede for, at Danmark for en relativ billig penge hurtigt kunne overtage nogle fregatter, som canadierne havde i overskud efter krigen. I 1946 overtog flåden Holger Danske og Niels Ebbesen. De blev anvendt som uddannelsesplatforme Et amerikansk hjælpeprogram, som skulle skaffe arbejde på italienske værfter, gav flåden mulighed for at anskaffe fire korvetter, som blev afhentet i Middelhavet af danske besætninger midt i 1950’erne. På grund af oprindelseslandet fik de blandt perso ellet 260 Flådens historie • g ildledelsessystemer. y g spunkt og nogle udd ang med ubådssejlads. Man lejede 3 brit anmark. Ubådene blev senere udstyret med øgenavnet ”spaghettibådene”. De havde to 76‐mm kanoner, en 40‐mm kanon, ”Hedgehog” 19, dybdebomber samt moderne radar‐, sonar‐ o Selv om der var meget tysk materiel, som havde klaret sig uskadt igennem krigen, blev det kun i sjældne tilfælde anvendt. Det skyldtes briternes syn på eksportmulighederne. De lande, som Storbritannien havde befriet, skulle gerne i fremtiden købe britiske skibe, fly og andet materiel, i stedet for at bruge det erobrede tyske materiel, som i mange henseender var af en fremragende kvalitet. For eksempel blev de mange tyske fly på Grove Flyveplads (Karup) skåret op og gjort ubrugelige i sommeren 1945. Der blev gjort enkelte undtagelser med torpedobåde, minestrygere og torpedoer. Et antal tyske S‐Boote 20 fundet i tyske havne kunne overtages af flåden. Tyskerne havde tillige produceret et meget stort antal minestrygere, de såkaldte Räumboote (rydningsbåde). Et antal af dem indgik tillige i flåden som minestr gere o patruljebåde af Næs‐klassen. Minestrygningsopgaverne i de danske farvande varede helt frem til 1970’erne, og søværnets minedykkere og minører har stadig travlt med at uskadeliggøre fundne miner i vore farvande. I den amerikanske våbenhjælp indgik et antal søminer samt nogle ombyggede landgangsskibe, Vindhunden og Beskytteren, som kunne bruges som minelæggere. Efterhånden var der et rimeligt antal kampenheder. Næsten alle orlogsskibe havde en mulighed for at lægge miner. Desuden var et stort antal færger forberedt til minelægning og kunne udskrives til opgaven. Hermed havde Vedel et udgang annelsesplatforme. Baseret på erfaringerne herfra skabte man så i slutningen af 1950’erne basis for tilgang af moderne skibe, som var bygget direkte til opgaverne. Stabsofficerer i Søværnskommandoen tegnede for eksempel en ny type minelægger, som blev bygget på danske provinsværfter. I 1963 kunne den første af fire af denne type, minelæggeren Falster, hejse kommando. I 1965 tilgik endvidere to fremragende fregatter bygget på Helsingør Værft: Peder Skram 21 og Herluf Trolle. De blev som de første skibe i verden udstyret med maskineri til kombineret diesel‐ og gasturbinedrift. Ved besættelsens ophør lå de danske ubåde fra 1943 som en dynge skrot i Søminegraven på Holmen. De er med på billedet lige foran Najaden og Nymfen. De kunne ikke sættes i stand, og der var et ønske om at komme hurtigt i g iske ubåde af U‐ og V‐klassen, og dem holdt man fast i indtil Orlogsværftet i slutningen af 1950’erne kunne præsentere en helt igennem dansk konstrueret ubåd Delfinen, som var kendetegnet ved at være lille, relativ lydløs, med moderne sonar‐ og radarsystemer og med en kraftig torpedobevæbning. Der blev bygget 4 af dem: Delfinen, Spækhuggeren, Tumleren og nogle år senere Springeren, og ca. 10 år senere endnu 2 på licens af en ny tysk type. Det var de sidste ubåde, der blev bygget i D trådstyrede torpedoer og moderne torpedoildledelse. Tilsvarende udviklede søværnet i et samarbejde med den svenske og norske flåde, den svenske torpedofabrik i Motala og Svensk Philips et effektivt torpedoildledelsessystem til torpedobåde, som blev introduceret i Falken‐klassen og siden tillige blev installeret i torpedobåde af Søløven‐klassen og Willemoes‐klassen samt i fregatterne af Peder Skram‐ klassen. Torpedoerne i de danske ubåde, torpedobåde og fregatter var kampafgørende våben med meget stor træffesandsynlighed. Omkring 1965, 20 år efter besættelsens ophør, var flåden udrustet med moderne skibe og våbensystemer, og personellet var professionelt. Opgaver og uddannelse kunne foregå på engelsk efter NATO‐procedurer. Da NATOs stående Atlanterhavsstyrke med destroyere og fregatter blev oprettet noget senere, kunne de danske fregatter deltage som ligeværdige partnere i dette samarbejde. Den sovjetiske Østersøflåde var stort set blevet udslettet under krigen, og for russerne forestod et voldsomt byggeprogram, men de militære ambiti lle det civile samfund bringes på fode, men allerede i 1950’erne påbegyndtes et stort ubådsbyggeprogram, og siden fulgte et byggeprogram for større overfladeskibe (krydsere og destroyere), fregatter, motortorpedobåde, minestrygere og landgangsskibe. Desuden opbyggede man en handels‐  og fiskeriflåde, som kunne støtte Warszawapagtflåderne22. Ubådene og de store skibe skulle i en krigssituation kunne anvendes mod NATOs forsyningslinier over Atlanten. De sovjetiske flådechefer havde læst de to tyske flådechefers 23 erindringer fra Den anden Verdenskrig, og baseret på deres dårlige erfaringer ville de gerne have et tilstrækkeligt antal ubåde til rådighed ved et krigsudbrud. Den danske flåde skulle i samarbejde med den vesttyske flåde dels hindre sølandsætninger og dels hindre udpassage af sovjetiske ubåde og overfladeenheder gennem stræderne. Den sovjetiske flådeoprustning medførte en forøgelse af flådestyrkerne i de fire sovjetiske flåder (Nordflåden, Østersøflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden), men det var først og rem est i Leningrado rådet at skibsbygningen fandt s d, og herfra ”eksporteredes” skibene til de ensystemer blev derfor afprøvet i øvelsesområderne langt øst og nordøst for Bornholm. Hermed fik Danmark en enestående mulighed for at iagttage denne opbygning, vurdere den og videregive oplysningerne til vore allierede. Farvandsovervågning blev således en meget vigtig del af flådens hverdag. 365 dage om andene omkring Danmark, og kun i sjældne tilfælde med kombinationer af vintermørke, tåge og dis lykkedes det for sovjetiske skibe at slippe ind og ud af danske farvande uden at blive registreret fra patruljebåde, fyrskibe, fyr, kystudkigsstationer etc. Til støtte for farvandsovervågningen blev der blandt andet via Cost‐Sharing‐programmet bygget i alt 9 patruljebåde af Daphne‐klassen, som varetog de fleste af dagligdagens farvandsovervågningsopgaver.   I 1980’erne stod det klart, at når de eksisterende skibe efterhånden faldt for aldersgrænsen ville det blive svært at få erstatningsbyggeri for dem alle. Hermed opstod tanken om at lave et standardskib og så indbygge noget fleksibilitet via udskiftelige moduler – og herved opstod Standard‐flex konceptet. Forsvarets Efterretningstjeneste blev f Flådens officerer kom til at præge opbygningen. Kommandør Poul Adam Mørch havde været chef for den maritime efterretningstjeneste i Stockholm fra 1943 til 1945, og han opbyggede en tjeneste, som dels skaffede oplysninger fra Østeuropa, dels skaffe

torpedobåde af Søløven‐klassen og Willemoes‐klassen samt i fregatterne af Peder Skram‐ klassen. Torpedoerne i de danske ubåde, torpedobåde og fregatter var kampafgørende våben med meget stor træffesandsynlighed. Omkring 1965, 20 år efter besættelsens ophør, var flåden udrustet med moderne skibe og våbensystemer, og personellet var professionelt. Opgaver og uddannelse kunne foregå på engelsk efter NATO‐procedurer. Da NATOs stående Atlanterhavsstyrke med destroyere og fregatter blev oprettet noget senere, kunne de danske fregatter deltage som ligeværdige partnere i dette samarbejde. Den sovjetiske Østersøflåde var stort set blevet udslettet under krigen, og for russerne forestod et voldsomt byggeprogram, men de militære ambiti lle det civile samfund bringes på fode, men allerede i 1950’erne påbegyndtes et stort ubådsbyggeprogram, og siden fulgte et byggeprogram for større overfladeskibe (krydsere og destroyere), fregatter, motortorpedobåde, minestrygere og landgangsskibe. Desuden opbyggede man en handels‐  og fiskeriflåde, som kunne støtte Warszawapagtflåderne22. Ubådene og de store skibe skulle i en krigssituation kunne anvendes mod NATOs forsyningslinier over Atlanten. De sovjetiske flådechefer havde læst de to tyske flådechefers 23 erindringer fra Den anden Verdenskrig, og baseret på deres dårlige erfaringer ville de gerne have et tilstrækkeligt antal ubåde til rådighed ved et krigsudbrud. Den danske flåde skulle i samarbejde med den vesttyske flåde dels hindre sølandsætninger og dels hindre udpassage af sovjetiske ubåde og overfladeenheder gennem stræderne. Den sovjetiske flådeoprustning medførte en forøgelse af flådestyrkerne i de fire sovjetiske flåder (Nordflåden, Østersøflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden), men det var først og rem est i Leningrado rådet at skibsbygningen fandt s d, og herfra ”eksporteredes” skibene til de ensystemer blev derfor afprøvet i øvelsesområderne langt øst og nordøst for Bornholm. Hermed fik Danmark en enestående mulighed for at iagttage denne opbygning, vurdere den og videregive oplysningerne til vore allierede. Farvandsovervågning blev således en meget vigtig del af flådens hverdag. 365 dage om andene omkring Danmark, og kun i sjældne tilfælde med kombinationer af vintermørke, tåge og dis lykkedes det for sovjetiske skibe at slippe ind og ud af danske farvande uden at blive registreret fra patruljebåde, fyrskibe, fyr, kystudkigsstationer etc. Til støtte for farvandsovervågningen blev der blandt andet via Cost‐Sharing‐programmet bygget i alt 9 patruljebåde af Daphne‐klassen, som varetog de fleste af dagligdagens farvandsovervågningsopgaver.   I 1980’erne stod det klart, at når de eksisterende skibe efterhånden faldt for aldersgrænsen ville det blive svært at få erstatningsbyggeri for dem alle. Hermed opstod tanken om at lave et standardskib og så indbygge noget fleksibilitet via udskiftelige moduler – og herved opstod Standard‐flex konceptet. Forsvarets Efterretningstjeneste blev f Flådens officerer kom til at præge opbygningen. Kommandør Poul Adam Mørch havde været chef for den maritime efterretningstjeneste i Stockholm fra 1943 til 1945, og han opbyggede en tjeneste, som dels skaffede oplysninger fra Østeuropa, dels skaffede 22 I Østersøen bestod Warszawapagtflåderne af Den sovjetiske Østersøflåde, Den polske Flåde og VolksMarine (Folkemarinen) fra Østtyskland. 23 Grossadmiral Erich Raeder og Grossadmiral Karl Dönitz. 262 Flådens historie • nologisk verlegenhed med et meget stort antal sømålsmissiler, som kunne fremføres af det vesttyske flådeflyvevåben, af tyske torpedomissilbåde og af Flå mstod som en dårlig allia på Grønlands østkyst i at sende vejrmeldinger hjem til Tyskland. Erfa sten. Der er aldrig fundet noget spor efter ulykken, som kostede hele besætningen på ed Holger Danske og Niels Ebbesen varetog det en v oplysninger fra de sovjetiske sympatisører i Danmark, dog uden deres viden og aktive medvirken. Kommandør Find Haugsted opbyggede en radiotjeneste, som kunne aflytte sovjetiske kommunikationer og radarudsendelser og hermed tegne et billede af beredskab, styrkeopbygning, bevægelser, våbensystemer, virkemåde og meget andet. Søværnets patruljer i den østlige Østersø supplerede denne efterretningsindhentning, men havde også til formål at markere over for Sovjetunionen, at Danmark havde ret til at færdes på det frie hav uden for sovjetisk territorialfarvand. Fra 1958 fik Østersøflåden operative sømålsmissilsystemer om bord i Osa‐  og Komar‐ klasse‐enhederne, som kunne medbringe henholdsvis 4 og 2 missiler. Disse både var dog sårbare over for flyangreb og artilleriangreb fra torpedobåde. I 1970’erne fik NATO‐ enhederne i området fra den vesttyske og den danske flåde langsomt en tek o dens nye Willemoes‐klasse, som hver kunne udrustes med 8 Harpoon‐missiler. De to fregatter samt de tre nye korvetter af Niels Juel‐klassen fra ca. 1980 blev udrustet med såvel Harpoon‐missiler til sømål som Sea Sparrow‐missiler beregnet mod luftmål. Hermed ændrede situationen sig for Sovjetunionen og Warszawapagten frem mod 1989, hvor ”murens fald” blandt andet var en konsekvens af, at Vesten havde vundet et økonomisk og våbenteknologisk kapløb mod Sovjetunionen og dets påtvungne alliancepartnere. Det var sket efter en periode med ”fodnotepolitik”, hvor interne politiske problemer i Danmark medførte, at landet fre ncepartner i den samlede sikkerhedspolitik, som NATO førte og sluttelig vandt.

Færøerne og Grønland

Færøerne og Grønland undgik en tysk besættelse i 1940. Færøerne blev besat af britiske styrker. Grønland havde under besættelsen været administreret af amerikanerne, som byggede nogle flyvepladser, som man kunne bruge som alternative landingspladser mellem USA og Storbritannien. Danskere havde i samarbejde med amerikanske styrker hindret de tyske vejrstationer ringer herfra gav grundlaget for etableringen af slædepatruljen Sirius, som patruljerer i Nord‐ og Østgrønland. Det er en enhed, som hører under søværnet. Umiddelbart efter krigen kunne man indsætte et antal kuttere til tjeneste i Grønland. Denne tjeneste blev dog ramt af to alvorlige forlis. Kutteren Alken forsvandt i oktober 1948 på østky otte mand samt en grønlandsk ”kendt mand” 24 livet. I januar 1957 kæntrede kutteren Ternen på grund af overisning ved Ravns Storø på vestkysten. Også her omkom hele besætningen på otte mand. Et amerikanskbygget redningsskib, som fik navnet Vitus Bering, blev anskaffet i 1948. Det måtte sendes til ophugning, da der blev konstateret råd og svamp i træskroget i 1950. Allerede i 1945 anskaffede Flåden en af de britiske korvetter af Flower‐klassen, som havde gjort så udmærket tjeneste i konvojerne under det langvarige slag om Atlanten. Det sødygtige skib fik navnet Thetis, og sammen m æsentlig del af den såkaldte stationstjeneste på Færøerne og Grønland i de første år efter Rederiet ”Grønlands Handel” mistede sit nye ”flagskib” Hans Hedtoft under jomfrurejsen på vej retur fra Grønland i januar 1959. Syd for Kap Farvel kolliderede det under en storm med et isbjerg og nåede at udsende et nødsignal, men skibet sank, og der er siden kun fundet en redningskrans, som var drevet i land på Island. Regeringen og Folketinget besluttede derfor, at der skulle gøres noget alvorligt for at forbedre sikkerheden til søs i Grønlandske farvande, og søværnet fik ansvaret for en væsentlig del heraf. For Grønlands Kommando betød det, at der skulle oprettes en redningscentral og foretages isrekognoscering med såvel skibe som fly. Skibe i området fik meldepligt. Uden for selve forsvarsbudgettet blev der bevilg ektionsskibe. De skulle kunne bryde is af op til en meters tykkelse, og så skulle de som noget nyt være udstyret med en helikopter. Den nye skibstype blev kaldt ”Hvidbjørnen‐ klassen” efter den første enhed, som var opkaldt efter isbjørnen i det grønlandske felt af det danske våbenskjold. Den blev operativ i 1963. Der blev bygget fire af disse enheder: Hvidbjørne ik tons  ‐ som kunne operere i Nordatlanten året rundt med en helikopter om bord. Hvidbjørnen‐klassens skrog var baseret på de gode erfaringer man havde indvundet under mange års sejlads med korvetten Thetis. I 1976 blev der bygget endnu et inspektionsskib, Beskytteren, som var en modificeret Hvidbjørnen‐klasse. Hvidbjørnen‐klassen fik en Alouette‐helikopter med om bord, fløjet af piloter fra søværnet. Det tekniske personel kom fra flyvevåbnet. Det var en enmotoret helikopter uden radar og navigationssystemer bortset fra en såkaldt IFF‐Transponder 25. Senere blev Alouetten afløst af Lynx‐helikopteren, som har både radar og navigationssystemer samt torer.

Afsnit nr. 10: Perioden fra 1989 til 2010: Fra murens fald til i dag

Flådens blå bog. Jørgen Frits Bork (f. 1927), kontreadmiral, MTB‐chef, gennemgik Royal Naval Staff Course, Greenwich, operationsofficer ved Kystflåden, til tjeneste ved NATOs stab i Kolsås, Norge, chef for fregatten Peder Skram og 1. Fregatdivisio agelse i Standing Naval Force Atlantic, afdelingschef i Forsvarsstabens operationsstab, chef for Torpedobådseskadren, Fregateskadren og Søværnets operative Kommando. Midlertidig viceadmiral som forsvarschefens repræsentant i NATOs militærkomite. Indkøbte fregatten Peder Skram og sørgede for, at den blev indrettet som museumsskib på Holmen. Knud Erik Johan Borck (f. 1940), viceadmiral, MTB‐chef, operationsofficer i fregatten Peder Skram med deltagelse i Standing Naval Force Atlantic, gennemgik Royal Naval Staff Course, Greenwich, operationsofficer ved Fregateskadren, tjeneste i Forsvarskommandoen, chef for inspektionsskibet Beskytteren, chef for fregatten Peder Skram og 1. Fregatdivision, chef for Fregateskadren, chef for Søværnets operative Kommando 1989 ‐ 1995. Udnævnt til viceadmiral og COMBALTAP. Udnævnt til Farvandsdirektør i 2000. Hans Jørgen Garde (1939 – 1996), admiral, chef for øvelseskutteren Svanen, MT Greenwich, s i å t mmando. På toppen af en civil karriere i den danske værftsindustri kom Bent Han men med sin meget store indsigt i den mat l – 2008. Forsvarschef 2008 – 009. Fra 2009 til rådighed for Forsvarsministeriet. Nils Christian Wang (f. 1958), kontreadmiral, 1984 – 1986 c – r schef for Standing Naval Force Atlantic, 2000 – 2002 stabschef for Søv Georg Erik, greve af Rosenborg (f. 942). Søn af admiral, Hans Kongelige Højhed Arveprins Knud. Gennemgik Forsvarets Gymnasium og Søværnets Officers i undervi te    statskundskab p Københavns Universitet og ansa som ekstern lektor i international politik ved Århus Universitet, gæsteforelæser i USA og Storbritannien. Chef for korvetten Peter Tordenskiold og 2. Fregatdivision. Vandt guldmedalje i United States Naval Institute’s General Prize Essay Contest i 1975 for besvarelsen ”Where is the Western Navy? The World Wonders”. Medforfatter til “Torpedobåde gennem 100 år” og forfatter til en lang række sikkerhedspolitiske artikler og indlæg. Chef for Torpedobådseskadren og Søværnets operative Kommando. Chef for Forsvarsstaben 1989 – 1996. Udnævnt til forsvarschef i 1996 og dræbt i august samme år ved en flyveulykke på Færøerne, hvorunder hans hustru og syv øvrige fra flybesætningen og Forsvarskommandoen tillige omkom.   Bent Hansen (f. 1944), Teknisk Chef og næstkommanderende i Søværnets Materielko sen i 1988 til Søværnets Materielkommando. Han blev hurtigt en dynamisk og beslutningssøgende leder i den store militære organisation. I 1997 overtog Bent Hansen posten som chef for Teknisk Division. Med den politiske beslutning i 2004 om at sammenlægge de tre værns materielkommandoer fik Bent Hansen en helt central rolle. Ikke blot blev han leder af hele den maritime sektor, erielle verden blev han en af de ledende personer bag opbygningen af Forsvarets Materieltjeneste. Med denne på plads lod Bent Hansen sig pensionere med udgangen af 2009, efter at han havde agt mønten under kølen på den tredje af Søværnets tre nye fregatter. Tim Sloth Jørgensen (f. 1951), admiral, chef for missilbåde af Willemoes‐klassen, sagsbehandler i Forsvarsministeriet i forbindelse med korvetten Olfert Fischers udsendelse i den første Golfkrig i 1990 – 1991, afdelingschef i Forsvarskommandoen, chef for Søværnets operative Kommando 2000 – 2002, chef for Forsvarsstaben 2002 2 hef for inspektionskutteren Agpa, 1988 – 1990 chef for bevogtningsfartøjet Havfruen, 1990 – 1992 operationsofficer på korvetten Olfert Fischer, 1992 – 1995 lærer på Forsvarsakademiet, 1996 – 1997 næstkommanderende på korvetten Olfert Fischer og 1997 – 1998 chef for korvetten Niels Juel. 1998    1999 ansat som fo ligskoordinator i Forsvarsstabens planlægningssektion og 1999 – 2000 stab ærnets taktiske Stab, 2002 – 2005 chef for Forsvarskommandoens ledelsessekretariat o

Kongehuset og flåden

Christian Frederik Franz Knud Harald Carl Oluf Gustav 1 skole. Sejlads med inspektionsskibe og minelæggere. Uddannet i minekrigsførelse. Chef for minestrygeren Omøsund. Pensioneret som orlogskaptajn. Frederik André Henrik Christian, kronprins (f. 1968). Uddannet som frømand Søværnets Frømandskorps. Deltog i ”Ekspedition Sirius 2000” i Nordøstgrønlands nationalpark, som ikke har noget med Slædepatruljen Sirius at gøre, selv om der blev benyttet hundeslæde. Har gennemgået ”Stabskursus II” på Forsvarsakademiet, ansat ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet og udnævnt til kommandørkaptajn.

Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud

Med murens fald i 1989 sluttede en særlig epoke i nationens og Flådens historie. I modsætning til tidligere havde vi nu i mere end 40 år vidst, hvem vores fjende var, og pludselig kollapsede fjendebilledet. Sovjetunionen – med alle dets påtvungne alliancepartnere i Warszawapagten  ‐  havde opbygget et voldsom et en militær supermagt, men kunne ikke på andre måder imponere, true eller blot konkurrere med Vesten. Sammenbruddet i Østtysklands økonomi og politiske ledelse medførte murens fald, og det udløste igen et sammenbrud i såvel Sovjetunionen som Warszawapagten. Det blev en relativ ublodig affære, som til gengæld paralyserede de fleste af de berørte lande. I forvejen var deres økonomier og deres bruttonationalprodukter meg kedne målt med vestlige øjne, men med overgangen fra planøkonomi til en slags ”kapitalisme” gik det hastigt ned ad bakke. Det fik voldsomme følger for befolkningerne, som oplevede fattigdom og sult. De samtidige privatiseringer medførte, at nogle få personer fra magtens inderkreds pludselig kom til at eje landets rigdomme. I Sovjetunionen holdt Gorbachov processe løbsk, og da Rusland opstod på ruinerne af Sovjetunionen, holdt præsident Yeltsin sammen på det nye land. Atomvåbnene blev holdt under kontrol, men det daværende høje beredskab kunne slet ikke opretholdes, og der kunne end ikke udbetales lønninger til de folk, som var ansat i de væbnede styrker. De militære styrker gik mere eller mindre i opløsning. I løbet af en kort periode i begyndelsen af 1990’erne forsvandt de sovjetiske s der opstod et nyt, stort Tyskland. For russerne opstod en helt ny situation, idet det østtyske område, Polen og de tre nye baltiske stater sammen med en række andre tidligere Warzawapagtlande nu indgik i NATO. Hermed kunne Danmark ændre sin mangeårige trusselsvurdering. Der var ikke længere en fare for pludselige angreb, amfibielandsætninger, store luftnedkastninger, massive fremrykninger over land gennem Slesvig‐Holsten etc. Herm et højt mineberedskab. De offensive våbensystemer, så som Harpoon‐missilerne, havde ikke umiddelbare anvendelsesmuligheder mod bestemte mål i Østersøområdet.

Internationale operationer og operationer i hjemlige farvande

I 1990 benyttede Saddam Hussein lejligheden til at erobre det olierige naboland Kuwait, og det medførte en krig, hvor Flåden deltog i den internationale koalition med korvetten Olfert Fischer støttet af den norske logistikenhed Andesnes. Formelt set var det første gang en dansk flådeenhed var i krig siden 1864, og det krævede et etinget, før de politiske forudsætninger faldt på plads. Samtidig med Sovjetunionens sammenbrud skete en markant lempelse i den politiske frihed for mange folkeslag. I Kaukasus og på Balkan medførte et slækket greb fra sikkerhedsmyndighederne, at etniske grupperinger genoptog igheder, selv om de i de senere år havde levet sammen uden konflikter. De internationale organisationer måtte gribe ind, og Danmark måtte også tage sin tørn. For Flåden betød konflikten på Balkan, at der i lange perioder måtte opretholdes embargo mod Serbien, og det medførte, at al skibstrafik i Adriaterhavet måtte kontrolleres. Flådens tre korvetter af Niels Juel‐klassen indgik i disse embargooperationer. Efter NATOs store flyoffensiv rettet mod Serbien i 1999 havde en række af flyene måttet kaste deres bomber over havet, da de ikke måtte lande med bomberne om bord. Her stillede Danmark med Makrelen og Lindormen i denne bomberydningsopgave, og i 2005 ryddede Søværne Minørtjeneste tillige den alba ske havn Durres for miner. Efter begivenhederne i USA den 11. september 2001 var terrortruslen mod vestlige forsyninger så stor, at det blev besluttet at patruljere de ruter, hvor koncentrationen af vestlige skibe var særlig høj. Den danske flåde stillede med to enheder af Flyvefisken‐klassen, Viben og Ravne den Sælen og en Lynx‐helikopter i patruljer i det østlige Middelhav. Flådens opgaver i hjemlige farvande skiftede også karakter. Fjenden stod ikke længere for døren, men der skulle stadig udføres farvandsovervågning, søredningstjeneste og miljøforureningsbekæmpelse. En væsentlig del af søredningstjenesten i danske farvande påhviler nu Marinehjemmeværnet. Herudover deltager såvel søværnets som Marinehjemmeværnets enheder i et samarbejde med andre myndigheder (især Politi, Skat og Told). Det drejer sig ofte om overvågningsopgaver. På havbunden finde rladenskaber fra to verdenskrige, og fiskerne finder jævnligt ting, som Flådens minører må tage sig af. De tre korvetter af Niels Juel–klassen udgik af Flådens tal i august 2009 efter knap 30 års begivenhedsrig tjeneste. Tre nye fregatter Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel er under bygning på Lindøværftet. Sammen med de to store kommandostøtteskibe – Absalon og Esbern Snare ‐ får Flåden en styrke på fem store, moderne enheder. De er udrustet t moderne våbensystemer og ”sensorer”, det vil sige radar, ESM (aflytning af radar‐ og radiosignaler), sonar, elektro‐optiske systemer og meget mere. Skibene kan udsendes som en national flådestyrke, men oftest vil de deltage i internationale operationer. En af udfordringerne for forsvaret og søværnet bliver fortsat at skaffe gode besætninger, sørge for uddannelse samt fastholde personellet i en passende årrække. Flådens uddannelser har i mange år været attraktive og værdsat ude omkring. I takt med at behovet for specialister øges, så falder Flådens behov for værnepligtige, og hermed falder et væsent utteringsgrundlag også bort. Mange værnepligtige har i tidens løb fået smag for livet i Flåden og tegnet kontrakt og modtaget kortere eller længerevarende uddannelser. Da minelæggerne af Falster–klassen udgik, manglede Flåden skoleskibe. Nogle af de nye Mark I–standardfartøjer kan fungere som mindre skoleskibe, men alle Flådens større skibe må bidrage som undervisn opnået en aftale, som søværnet nu har haft glæde af i nogle år. Vordende søofficerer kommer i det første uddannelsesår på et tre måneders togt med skoleskibet ”Georg Stage”, inden de starter på Søværnets Officersskole, og det har medført, at alle søkadetterne har fået et godt kendskab til vind og vejr og livet til søs, inden uddannelsen starter på skolen. Kampene i Irak og Afghanistan samt piratbekæmpelsen i Det indiske Ocean har krævet personel med ganske særlige uddannelser, og kort tid efter den 11. september 2001 kom der et krav om uddannelse af flere frømænd og jægersoldater i Danmark. Frømændenes indsats kendes kun af en sluttet kreds, men de har blandt andet været indsat i bjergene i Afghanistan samt i piratbekæmpelsen. I Den anden Golfkrig i 2003 deltog såvel korvetten Olfert Fischer som ubåden Sælen. Sælen deltog i en vigtig overvågningsopgave i det østlige Middelhav, da den blev omdirigeret til Den arabiske Golf via Suez‐kanalen. Danmark havde i en længere periode stø p gi lejede Flåden begyndte at gå i hver sin retning, og for Danmarks vedkommende begyndte det politiske grundlag for de nye ubåde at smuldre. Selv om Danmark høstede stor anerkendelse for Sælens indsats i Golfkrigen, blev ubådene pludseligt fjernet fra Flåden med et pennestrøg året efter. Danmark fik sin første ubåd i 1909, og der var så småt ved at blive varmet op til 100‐års jubilæet, men de politiske realiteter satte en stopper for det, og Danmarks to sidste ubåde strøg kommando på Flådestation Frederikshavn den 25. november 2004.

Nordatlanten

I 1991 – 1992 overtog Flåden fire nye inspektionsskibe af Thetis–klassen. B fire skibe af Hvidbjørnen–klassen fra 1963 var slidt op efter knap 30 års sejlads på Nordatlanten. Det femte og nyere inspektionsskib, Beskytteren, blev foræret væk til den estiske flåde. Søværnets Materielkommando ønskede et fremtidigt inspektionsskib baseret på et væsentlig større skrog, og man kopierede skrogform og dimensioner fra et vellykket norsk kystvagtskib. Man endte med et skib, som var præc på 3.600 tons. Det blev en meget vellykket og sødygtig konstruktion, som kunne bemandes af en relativ beskeden besætning og have en Lynx‐helikopter med om bord. Der er normalt en enhed i grønlandske farvande og en enhed i færøske farvande. Siden 2008 har Flåden modtaget to inspektionsfartøjer til grønlandske farvande, Knud Rasmussen og Einar Mikkelsen. Skibene er på 1.720 tons, men skibene er så automatiserede, at de kun behøver en besætning på hver 18 mand. De er forsynet med et helikopterdæk, så der kan lande en helikopter, men de opererer ikke med en helikopter om bord.   Inspektionsfartøjerne afløser to af tre grønlandskuttere.   Slædepatruljen Sirius hører under søværnet. Den har til opgave at patruljere en 2.100 km. lang kyststrækning i Nordøstgrønland. Her håndhæver man suveræniteten, og i de kommende år vil der formentlig komme mere fokus på de nordlige kystområder og på Polhavet (farvandet omkring Nordpolen). Med de senere års klimaforandringer samt forbedrede skibskonstruktioner ka (n nada og Alaska til Stillehavet). Det vil også blive teknisk muligt at udnytte de store forekomster af blandt andet olie og naturgas, men det vil blive både kompliceret og dyrt, og miljøet i området er meget sårbart. Der skal foretages en opdeling af pol‐området blandt de stater, der grænser op til det, og den proces er indledt. Endelig kan der komme øget turisme, som heller ikke er uden problemer, da der er meget få ressourcer til redningsoperationer og et meget beskedent miljøberedskab i området et og luften – og fra satellitter.

Ringen sluttet: Flåden bekæmpede pirater i 1510 og gør det igen i 2010

Inspektionsskibet Vædderen havde på sin jordomsejling fra 2006 – 2007, den tredje ”Galathea‐ekspedition”, mange videnskabsmænd med om bord i kortere eller længere tid. De indsamlede datamængder er nu genstand for undersøgelser i et internationalt samarbejde. Nogle af de mange indhentede resultater fra den forrige Galathea‐ekspedition i 1950 – 1952 mangler stadig at blive undersøgt.   Gennem de seneste 500 års historie – og længere tilbage endnu  ‐  har Danmark haft betydelige interesser på havet og haft meget store indtægter fra søhandel og fiskeri. Det har vi stadig, og indtægterne er nu suppleret med indtægter fra udnyttelse af olie‐  og også globalt. Flåden har støttet og beskyttet disse interesser, og i fremtiden vil Flåden også bidrage til a et moderne udtryk edder ”maritim sikkerhed . Det er e begreb, som dækker alt fra piratbekæmpelse, konvojering, søredning, brandslukning, søopmåling og meget mere.   Operationerne ud for Afrikas Horn er et eksempel på effektiv piratbekæmpelse under de betingelser, som internationale aftaler og lovgivning samt vores egen nationale lovgivning sætter rammerne for. Flåden har skabt international respekt om sin indsats. Der er dygtige besætninger om bord, og de løser opgaver, som andre lande afsætter dyrere og større enheder til. I maritime kredse bruger man udtrykket ”det blå Danmark” om skibsfarten, værftsindustrien, de maritime uddannelser, fiskeriet og meget mere. Hvis politikerne støtter og udnytter ”det blå Danmark”, kan der skaffes arbejdspladser, indtægter, viden og ”know how” til gavn og glæde for det danske samfund. Flåden har i mange år været grundlaget for alt dette og har også mulighederne for i fremtiden at støtte og sikre samfundsvigtige opgaver. I takt hermed kan der skaffes højteknologiske arbejdspladser og store uddannelser til landet, samtidig med at landets eksportindtægter kan øges 

Flåden er en traditionsbundet organisation med mange år på bagen. Traditionerne holdes i hævd. Flådens personel er stolt over historien, og traditionerne er en kulturel bagage, som har været med til at skabe nogle rammer. Rammerne har løbende været under udvikling. Det er de også nu, og Flåden er i gang med et moderne skibsbygningsprogram, som kræver omfattende uddannelser. Der skal uddannes teknikere, navigatører, helikopterbesætninger og ledere, som kan varetage en lang række maritime opgaver til gavn for den danske stat og det internationale samfund ude på havet. Det har Flåden bidraget med i de sidste 500 år, og det vil Flåden fortsætte med.

Fodnoter

1 En læst er en meget gammel betegnelse for enten en tørlast mellem 1,3 og 3,1 kubikmeter tørlast eller i mere moderne tid en skibslæst på 150 kubikfod med en normalvægt på 2, 6 tons. Groft regnet havde en kogge på 50 læster en lasteevne på ca. 100 tons.  

2 Ordet Hansa er afledt af et gammelt tysk ord Hanse for en sammenslutning, her en sammenslutning af de vigtigste handelscentre i Nordeuropa.

3 Schout‐bij‐nacht var den daværende betegnelse i flåden for en kontreadmiral. Betegnelsen kommer fra Nederlandene, hvor det betegner den, som skuer ud i natten, dvs. den der holder kontakten med fjendtlige flådestyrker natten over.

4Holmens ”fabriksmester” var leder af det, der blev kaldt ”fabriken”, det vil sige al skibsbygning, og samtidig var han flådens chefkonstruktør.

5 Ordet ”red” betegner normalt en velegnet, naturlig ankerplads ud for en havn, her farvandet umiddelbart øst og syd for indsejlingen til Københavns havn.

6 Bemærk at samtiden betegnede Storbritannien som England. Fjenden omtaltes derfor i samtiden konsekvent som England og englænderne, og krigene 1801 – 1814 kaldtes derfor Englandskrigene.

7Dokken eksisterer stadig og ligger ca. 100 meter nord for den nye operabygning. Ved siden af ligger pumpehuset, som rummede den dampmaskine, som kunne tømme dokken for vand.

8 Mellem 1858 og 1866 rømmede flåden sin gamle base og værft, Det var stort set området mellem den nuværende Nationalbankbygning, Det kongelige Teater, Nyhavn og havneløbet. Området skulle herefter bebygges med boliger, og gaderne blev opkaldt efter flådens berømte admiraler. Samtidig blev Holmens Kanal opfyldt.

9 Farvandene henholdsvis syd og vest for Dybbøl.

10 Ved varpning sejler et rofartøj ca. 100 meter frem med et svært varpanker i trosse fra eget skib, som ligger opankret for et andet anker. Varpankret bliver firet af, hvorefter skibet haler hjem på varpankertrossen. I mellemtiden har skibet halet eget anker hjem, og det fires af igen, når man når frem til positionen for varpankeret. Herefter gentages hele operationen. Det krævede hårdt arbejde ved ankerspillene og især ved årerne om bord i rofartøjet.

11 Bag London‐traktaten fra 1852, som var den formelle afslutning på 3‐års‐krigen, stod garantimagterne Storbritannien, Frankrig og Rusland. Disse lande havde hver deres interesser i relation til Danmark, Slesvig, Holsten, Lauenborg og det danske tronfølgeproblem. Bismarck havde vurderet rigtigt. Da det kom til stykket i 1864, stod Danmark uden allierede. Ganske få år senere, i 1871, stod garantimagterne til gengæld med et nyt problem: Det nye, stærke tyske kejserrige under Bismarcks kyndige ledelse.

12 Hvis man kan manøvrere sit skib til en position, hvorfra man med en bredside kan beskyde fjenden fra ret agter, har man mulighed for at rasere hans kanondæk på langs gennem et ubeskyttet agterspejl, hvorfra der normalt er ingen eller kun få kanoner til at besvare ilden.

13 Helgoland hørte oprindeligt under Slesvig‐Holsten, men ved freden i Kiel i 1814 blev øen overdraget til Storbritannien, som i 1890 byttede den med den tyske koloni Zanzibar. Ved bytningen kom øen tilbage til det nu tyske Sleswig‐Holstein.

14  I 1890 udgav A. T. Mahan (1840 – 1914) sin første bog ”The Influence of Sea Power upon History 1660 – 1783” i Boston.

15 Et skib på stationstjeneste løser alle statens forefaldne opgaver i området. Det omfatter lægeassistance, politiopgaver, eftersøgninger, søredningstjeneste, støtte til toldvæsenet, søopmåling, katastrofehjælp, brandslukning og meget andet.

16 På Søkadetakademiet havde man selv frokost med på det tidspunkt. Prins Wilhelm havde en dag nogle særdeles fedtede sardiner i olie med, og de var pakket ind i adskillige sider avispapir. Det var ved læsning af sådan en avisside, at han erfarede, at han skulle være konge af Grækenland. Det var efter stormagternes ønske, og ikke den græske befolknings, men han blev en dygtig og respekteret konge.

17 Han blev i 1885 gift med den farverige prinsesse Marie af Orleans, der som søofficershustru fik tatoveret et anker på sin ene skulder.

18 På Dragørfortet var der opsat et skilt på en dør: ”Luk Døren for Helvede. Knud, Prins af Danmark.”

19 sonarforholdene ikke automatisk ødelagt, som ved et dybdebombeangreb. Hedgehog (pindsvin) var betegnelsen for et forudkastet anti‐ubådsvåben, hvor de mange ubådsraketter ikke eksploderede, med mindre de ramte en ubåd. Hermed blev

20 På tysk Schnellboote = hurtigbåde. Briterne kaldte dem for E‐Boats (E for enemy = fjendtlig).

21 Fregatten er bevaret på Holmen som museumsskib

22 I Østersøen bestod Warszawapagtflåderne af Den sovjetiske Østersøflåde, Den polske Flåde og VolksMarine (Folkemarinen) fra Østtyskland.

23 Grossadmiral Erich Raeder og Grossadmiral Karl Dönitz

24 I Grønland bruger man i stedet for lods ofte en ”kendt mand”, som kender det lokale farvand. Mange skær er ikke kortlagt

25 En IFF‐Transponder kan, når den modtager et radarsignal fra for eksempel Hvidbjørnen, selv ”videresende et svar”, som kan detekteres direkte på Hvidbjørnens radarskærm. IFF bruges nu i udstrakt grad til at identificere den civile lufttrafik. Systemet er bygget til jagerforsvaret på hangarskibe under kamikaze‐angreb i Stillehavet.