Af oberst Steen Søndergaard Jensen.
Robert L. Hutchings: “American Diplomacy and the End of the Cold War - An Insiders's Account of the U.S. Policy in Europe, 1989 - 1992", udgivet af “The Woodrow Wilson Center Press, Washington D.C.” og “The Johns Hopkins University Press, Baltimore and London” , 1997, indb., 456 sider, ill.
Når det 20. århundrede om få år rinder ud, vil skribenter over hele verden kappes om at berette om de begivenheder, som efter deres opfattelse vil blive anset for de mest markante i de sidste 100 år. Antallet er utallige. Det er et enormt “tag-selv- bord” . Men murens fald i 1989 vil ingen kunne komme uden om - ikke kun grundet begivenheden 9. november 1989, men også - og måske ikke mindst - grundet de vidtrækkende følger for den europæiske sikkerhedsarkitektur, som netop murens fald har faet for århundredets sidste 10-år.
De første brikker til 1990'eme udenrigs- og sikkerhedspolitiske puslespil blev lagt under forhandlingerne i første halvdel af 1990, da formlen for den tyske genforening skulle findes. Det opnåede forhandlingresultat førte ikke kun til sammenføringen af de to Tysklande, men også til fjernelsen af den nord-syd gående skillelinie gennem Europa. Resultatet blev tilvejebragt gennem kompromiser, som nok havde umiddelbar betydning for den tyske genforening, men som også indeholdt et bredere europæisk perspektiv. En umiddelbar følge var på den ene side etableringen af den Europæiske Union og på den anden et forsøg på at placere Europa som aktiv spiller på den europæiske sikkerhedspolitiske arena.
Det skorter ikke på litteratur om perioden efter murens fald. En stor del heraf er imidlertid reflektioner af personlige, og derved subjektive, oplevelser, i vid udstrækning skrevet på baggrund af dagbogsnotater og uden en placering af begivenhederne i et større udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv. Robert Hutchings gennemgang af den amerikanske Europa-politik i årene 1989 - 1992 er en af undtagelser herfra.
Hutchings har en universitetsuddannelse i international politik. Han blev efter Bush' valgsejr i 1988 hentet til Det Hvide Hus, hvor han i Det Nationale Sikker hedsråd blev chef for Europa-kontoret - en stilling han beklædte indtil 1992. I den resterende del af Bush' præsidentperiode virkede han som særlig rådgiver for den amerikanske udenrigsminister.
I sin bog giver Hutchings en “ insiders” beretning af den amerikanske politik i disse så afgørende år. Men samtidig føjer han hertil akademikerens vurdering og analyse af begivenhederne placeret i en historisk og sikkerhedspoltisk ramme. Ved præsidentskiftet i januar 1989 var det ventet, at Bush efter 8 år som Reagans vicepræsident ville fortsætte Reagans politik, og at udskiftningerne i administrationen derfor ville blive af begrænset omfang. Det blev ikke tilfældet. Tværtimod hentede Bush friske kræfter til Washington. Denne reorganisering førte
til en samtidig, omfattende revurdering afden amerikanske udenrigs- og sikkerheds politik. Som Hutchings så rigtigt skriver: “ Strategy is a term often associated with military campaigns. Grand strategy, however, is chiefly related to diplomacy” - og det var netop en “Grand Strategy” den nye amerikanske administration formulerede i første halvår af 1989. De dramatiske begivenheder i Østeuropa betød imidlertid hurtige tilpasninger. Elementerne i den overordnede, langsigtede politiske strategi var derved tæt ved at blive daglige taktiske “ skaktræk” . Men, som Hutchings flere gange understreger, netop fordi administrationen havde en strategi med en langsigtet målsætning, var præsident Bush og udenrigsminister James Baker i stand til på et meget tidligt tidspunkt i udviklingen på den europæiske scene at fremlægge den amerikanske holdning med overbevisende vægt og frem for alt med et politisk perspektiv .
Hutchings gentager flere gange strategiens betydning for den amerikanske administrations mulighed for at påvirke udviklingen i Europa. Han siger det ikke direkte, men læseren lades ikke i tvivl om, at også den amerikanske administration var sig bevist, at netop grundet forarbejdet kunne USA i denne periode optræde som den vestlige verdens leder. Således blev amerikanske politiske synspunkter i vid udstrækning direkte gengivet i NATO-communiqueer. Fra topmødet i London i maj 1989, hedder det bl.a., at “Our (NATO) goal is a sustained effort geared to specific tasks which will help ... promote democracy within Eastem countries and thus contribute to the establishment o f a more stable peace in Europe” - et direkte citat fra et af den amerikanske administrations papirer.
Fra murens fald og til den tyske genforening forløb 329 dage. Det formelle forhandlingsforum - de såkaldte “2+4 forhandlinger” med deltagelse af de to Tysklande og de fire sejrsmagter fra 2. verdenskrig - blev først etableret i februar 1990. Den reelle afgørelse om tysk genforening faldt under forbundskansler Kohis besøg i Sovjetunionen i midten afjuli. De afgørende drøftelser fandt således sted inden for ganske få måneder. Der var tale om utallige forhandlinger på kryds og tværs mellem de involverede parter - herfra dog undtaget Den østtyske Folkere publik, som under hele forløbet kun indtog observatørens rolle. Frem til april/maj var forhandlingerne i særlig grad hæmmet a f manglende vestlig enighed. Hutchings giver i den forbindelse en række glimrende beskrivelser af den britiske og franske statsleders vanskeligheder ved at akceptere et ændret Europakort. Inden for meget kort tid gennemførte både Margeret Thather og Francois Mitterand imidlertid en politisk forvandlingsproces gående fra nidkær modstand over usikkerhed til en endelig - men dog fortsat nølende - akcept af, at tingene åbenbart ikke kunne være anderledes. (Kunne de ikke fa det de elskede, måtte de elske det, de kunne få)
Hutchings undlader dog ikke at give de to statsledere al mulig kredit for deres efterfølgende aktive og positive virke for “the ultimate aim to end the cold war and the division of Europe through the peaceful, democratic transformation of its eastern half’.
Hutchings afslutter sin gennemgang af forhandlingerne frem til den tyske genforening med bl.a. følgende vurdering: “The American role in helping secure German unification surely w ill be recorded as one o f the most successful diplomatic endeavors in the history o f American statecraft” .
Godt en måned efter den tyske genforening mødtes i november 1990 østlige og vestlige stats- og regeringsledere i Paris, hvor ikke kun Den Kolde Krig fandt sin afslutning, men hvor også den europæiske uorden efter 2. verdenskrig endelig blev bragt i orden - de efterfølgende år skulle vise noget andet. Fra mødet noterede Hutchings sig den sovjetiske forsvarsminister Dimitri Yasovs ansigtsudtryk (“of now-impotent malevolence as a good symbol as any of the passing of the old order”), da den ungamske premierminister JozsefAntall i sit indlæg opfordrede til en opløsning af Warszawapagten. (Da jeg 3. oktober 1990 i et Hercules fly fløj fra Strausberg (det tidligere østtyske forsvarsministerium), hvor den ceremonielle part af sammenlægningen af den østtyske folkearme og forbundsvæmet havde fundet sted, sad jeg overfor den sovjetiske forsvarsattaché. Larmen i flyet forhindrede samtale. Den sovjetiske generalmajors ansigtsudtryk fortalte mig imidlertid meget mere, end ord ville have kunnet udtrykke).
Mødet i Paris fandt sted samtidig med den militære opbygning i Mellemøsten. Krigen mod Iraq stod for døren. Den amerikanske administrationen - og ikke mindst præsident Bush - havde fået andet at tænke på. Den hidtidige interne amerikanske enighed om den førte politik begyndte at smuldre. Situationen i Mellemøsten delte de ledende beslutningstagere. Bl.a. forsvarsminister Cheney og forsvarschefen, general Powell, “believed in American leadership and the use of power, especially military power, in foreign policy”.Hutchings bemærker i fortsættelserheraf, at“the attributes that served US policy so well in 1989 and 1990 - the substance of policy as well as the collegial decision-making style - served us less well thereafter” . Men demokratiseringsprocessen i Europa skulle og måtte fortsætte.
1et meget tankevækkende kapitel “Toward a Post-Cold War Order” behandler Hutchings den amerikanske administrations dilemma foranlediget primært af udviklingen i Sovjetunionen. Ønsket om længst muligt at fastholde Gorbachow ved magten var tæt ved at fremkalde en situation, som Hutchings sammenligner med dagene i oktober 1919 og perioden derefter - “the same administration that had judged wisely in 1989 that we could not make the Soviet peoples' choices for them or allow the Soviet agenda to dictate our own began to forget its own lessons, greatly exaggerating our ability to influence the Soviet internal dynamic and international role” . 1sin sammenfattende karakteristik af den administration, hvor han selv indtog en central placering, fastslår han, at “in our understandable preoccupation with Soviet Russia and the Western security system, we were
neglecting the “ lands between” . In 1989 we had rightly judged that Eastern Europe was the key to ending the Cold War, but we failed to see that this region was also the key to the post-Cold W ar order in Europe” .
Land for land gennemgår Hutchings Bush-administrationens Østeuropa-politik. Ganske som han begynder mod nord med Polen, fremgår det med al tydelighed, at den amerikanske interesse for etablering af relationer med de pågældende lande aftog jo længere sydpå, man kom. Dén Østeuropa-politik, som Clinton administra tionen har ført, er på mange måder et spejlbillede af Bush administrationens politik i 1991 og 1992. Havde det været en Bush administration, som skulle have prioriteret kommende NATO-lande, vil det også være blevet Polen, Tjekkiet og Ungarn. Hutchings berører den daværende udvikling i de baltiske lande, og der synes ej heller at være nogen stor afvigelse fra den amerikanske politik i begyndel sen af 1990'eme til den nu erklærede stigende amerikanske interesse for at sikre de baltiske landes fortsatte eksistens som en del af Vesteuropa.
Hutchings afrunder sin bog med et konkluderende kapitel om perioden efter Den Kolde Krig. De voldsomme ændringer, som fandt sted efter 1989 og ikke mindst tabet af en galvaniseret trussel førte til, at den amerikanske politik mistede fundamentale holdepunkter - “ robbed us the capacity to think in terms o f a foreign policy based on a set of core American interests that commanded broad public support” . Dét var Clinton administrationens problem i sin første valgperiode. Den nye administration havde i 1993 kun kritiske bemærkninger til overs for den afgåede administration, men da det kom til stykket ændrededes de fire foregående års politik sig ikke. Det nye verdensbillede virkede handlingslammende på Clinton hans administration, som viste sig uforberedte på det nødvendige indhold og omfang men ikke mindst betydningen af amerikansk ledelse og engagement i et Europa i opbrud.
At Hutchings ikke finder dette overraskende, fremgår af hans afsluttende konstatering: “ Just as the Cold War order and the strategy of containment took the better part of a decade to put in place, creation of a post-Cold War order was not to be the work of a few months or years. Yet long years of Cold War, and the success of strategies for ending it, had demonstrated a few simple truths: that the indivisibility of transatlantic security needed to be preserved into the indefinite future, that Europe's future depended on the fate of democratic transformation in its eastern half, and that American leadership would be as essential in the new era as it has been in the last” . Heri har han ganske ret.
Hutchings gennemgang af den amerikanske politik i årene 1989 - 1992 udgør et vægtigt bidrag til forståelse af den totale ændring af den vestlige verdensorden i århundredes sidste årti. Hans bog kan meget anbefales.
Af oberstløjtnant Hans A.Schrøder, cheffor Flyvevåbnets Bibliotek. Paul E. Ancker: "De danske militæreflyverstyrkers udvikling 1910-1940"
Odense Universitetsforlag 1997, 358 s. kr. 250.-
Forfatteren Paul E.Ancker, i Flyvevåbnet og blandt flyvehistorisk interesserede bedre kendt ved sit flyvemavn POL, har skrevet denne imponerende bog, som oven i købet kun er første bind af et tre-bindsværk, der i sin helhed skal beskrive de danske militære flyverstyrkers udvikling frem til oprettelsen af Flyvertaktisk Kommando i 1955.
Forfatteren har bl.a. været chef for Flyvevåbnets transporteskadrille og har fløjet over 5.000 timer, deraf ca. halvdelen i Grønland. Efter at han forlod Flyvevåbnet i 1978 har han læst historie ved Københavns Universitet, og han er nu cand. phil. i historie.
Som faghistoriker med militær flyfaglige baggrund har han således haft de bedst tænkelige forudsætninger for at løse den forskningsopgave, som han har påtaget sig. Og det tør nok siges at være gjort med imponerende grundighed.
Naturligvis foreligger der allerede en del bøger og ikke mindst tidsskriftartikler, som fortæller træk af dansk militærflyvnings historie; men det er karakteristisk for disse fremstillinger, at de så godt som alle bærer præg af at være mere eller mindre personlige erindringer, som imidlertid giver en række ganske gode billeder af, hvorledes livet formede sig i dansk militærflyvnings barndom og ungdom.
Det foreliggende værk er imidlertid afen helt anden karakter. Det koncentrerer sig ikke så meget om, hvad der skete ved de luftmilitære enheder, men lægger vægt på at afdække, hvorfor det skete. Dette er ikke tidligere forsøgt. Der er således tale om et pionerarbejde af stor blivende historisk værdi.
Forfatteren har minutiøst gennemgået det eksisterende kildemateriale, først og fremmest i Rigsarkivet, og er standset op, hver gang han er stødt på dokumenterede tanker, ideer, drøftelser, oplæg til forsvarslovgivning, lovgivningen selv og be mærkningerne til denne, som kunne tænkes at have eller få betydning for udvik lingen af den militære flyvning i Danmark.
Som en rød tråd gennem hele bogen går forfatterens jagt på selv de mindste antydninger, der kunne pege i retning af et flyvevåben som et selvstændigt værn. Fremstillingen er præget af, at forfatteren har valgt at citere de vigtigste passager i mange af kilderne. Netop det gør bogen så spændende at læse, fordi det giver læseren mulighed for selv at danne sig sin egen fortolkning af kilderne. Gang på gang må man imidlertid ærgre sig over, at dette værk ikke er skrevet for 50 år siden, så man havde haft en chance for at spørge de mange penneførere om, hvad det egentlig var, de ville opnå med det, de skrev.
F.eks. skrev Hærens Tekniske Korps i 1915 til Krigsministeriet om den fortvivlede materielsituation ved Hærens Flyveskole, og man angav som en a f tre løsningsmuligheder, at Hærens Flyvevæsen kunne slås sammen med Flådens og
materiellet lægges ind under Orlogsværftet. Dette tolker forfatteren som et udslag af ønsket om en fælles udnyttelse af de begrænsede ressourcer for at tilgodese effektivitet og økonomi. Det er muligt, at han har ret. Det er imidlertid nærliggende snarere at tolke det som en grov provokation, idet Hærens Tekniske Korps formentlig udmærket har vidst, at Krigsministeriet aldrig ville gå med til at overføre sit flyvevæsen til Flåden. Resultatet var da også, at Krigsministeriet gav Hærens Tekniske Korps løfter om flere ressourcer, og det var måske i virkeligheden det, som det hele gik ud på. Men vi ved det ikke, for der er ingen, vi kan spørge.
Det generelle indtryk er, at mange flyvere gennem årene har følt, at med de meget begrænsede midler, der var til rådighed, måne man med fordel kunne sam arbejde de to flyvevæsener imellem - om ikke andet så dog i det minste lave en fælles flyveskole og koordinere de tekniske tjenester.
Lige så sikkert er det imidlertid, at når sådanne forslag nåede op til ledelsen af de to værn, var der ikke grænser for alle de grunde, man kunne fremføre for, at det ikke kunne lade sig gøre. Skønt både Generalkommandoen og Søværnskommando en udmærket var klar over den betydning, man burde tillægge det nye våben, så har man nærmest indtrykket af, at de betragtede den militære flyvning som en gøgeunge, som hurtigt ville kunne opsluge store dele afdet samlede forsvarsbudget, som der politisk ikke var nogen mulighed for at få gjort større. Gøgeungen måtte derfor holdes under kontrol og helst ikke flyve for meget.
En anden ting, der slår en ved denne fremstilling af flyvningens udvikling ved de to værn, er den nærmest bundløse uvidenhed om hinandens opgaver og vilkår, der herskede mellem Hærens og Søværnets officerer. Der var simpelt hen ikke nogen væmsfælles skoler eller myndigheder. Hvert værn havde sit eget ministerium. Chefen for Søværnet var tillige Direktør for Marineministeriet, mens man i Krigsministeriet havde en oberst som Direktør. Det gav naturligvis også en skævvridning i de to væmskommandoers indflydelse på den fælles Forsvarsminister.
Udviklingen i 30-erne understreger yderligere afstanden mellem de to værn. Mens man i kampen om ressourcerne hidtil hovedsageligt havde kæmpet for sit eget værn, var situationen nu så desperat, at man gik ud og offentligt nedgjorde hinanden. Det var selvfølgelig blot vand på de nedrustningsivrige radikales mølle.
Begivenhederne, som ledte frem til den 9. april 1940, er grundigt beskrevet, og forfatterens konklusion er, at med de givne politisk og beredskabsmæssige forudsætninger, kunne ingen af værnenes flystyrker havde udrettet andet end allerhøjst et “ heroisk selvmord” , og forfatteren konkluderer da også, at noget sådant ikke ville have været prisen værd.
Bogen er forsynet med et udmærket resumé på engelsk. Blot er det overfor et internationalt og måske ikke særligt velinformeret publikum lidt ærgerligt, at forfatteren uden nærmere kommentarer fremhæver hvor mange flere danskere, der gik i tysk end i allieret militær tjeneste. Det kan let give den udenlandske læser det indtryk, at danskerne følte, at de hørte mere til på tysk end på allieret side. I den forbindelse burde man nok have nævnt de mange sofolk, der sejlede for de allierede, og det meget store ukendte antal danskere, der på den ene eller den anden måde ydede en indsats i modstandsbevægelsen.
Som ægte faghistoriker har forfatteren naturligvis forsynet værket med ikke mindre end 20 siders dokumentation, et meget omfangsrigt noteapparat og flere indeks. Værket er i øvrigt rigt illustreret med mange ikke tidligere offentliggjorte billeder navnlig fra Søværnets Fjemkendingsskole og Flyvevåbnets Historiske Samling.
Med denne smukt trykte og solidt indbundne bog i hånden er det med meget store forventninger, at vi kan se frem til fortsættelsen, som vil dække perioden 1940-50 og tredie bind omhandlende perioden frem til 1955. Når forventningerne her kan skrues ekstra højt op, er det først og fremmest fordi forfatteren i en af noterne røber, at han siden 1984 har interviewet en lang række af de luftmilitære beslutningstagere fra denne periode, hvoraf de fleste desværre siden er afgået ved døden. Her kan vi håbe på et kvantespring i den historiske dokumentation. For ligesom arkæologen ikke har det skrevne ord til at supplere sine fund, således har forfatteren i dette bind ikke haft det talte ord til at supplere det skrevne. Det vil der derimod være mulighed for i de næste to bind.
Meddelelser fra redaktionen
Indlæg til tidsskriftet bedes tilsendt enten chefredaktøren eller redaktionssekre tæren.
Tidsskriftet redigeres af redaktionen inden trykning, derfor anmodes - om muligt - kommende artikler indsendt på diskette (DSISYS, MS Word eller WordPerfect). Artikler kan også sendes på e-mail (nbagge@post3.tele.dk).
Redaktionen skal anmode om, at militære forkortelser ikke anvendes i artikler, boganmeldelser m.v.
Indlæg til næste tidsskrift bedes indsendt senest den 1. april 1998. Det andet temanummer i 1998 planlægges udgivet i slutningen af april 1998.
OBS!
Husk at meddele flytning! Manglende flyttemeddelelser giver Selskabets ekspe dition et stort og unødvendigt ekstraarbejde!
På mindre end et minut kan et postkort vedrørende flytning udfyldes... Landets postkontorer udleverer gratis specielt udformede postkort til anmeldelse af flytning...
De sendes oven i købet portofrit...
