De Forhold, under hvilke Krigen føres i Rusland, er for os af en saa fremmed Art, at det kan volde Vanskelighed at danne sig en nogenlunde klar Forestilling om Kampenes Vilkaar. I det følgende skal derfor gives et Referat af en Artikel i Julihæftet af det kendte tyske Propagandaværk »Deutschland im Kampf«, hvilken Artikel ved sin Omtale af Stalin-Linien giver et godt Bidrag til Forstaaelse i ovennævnte Henseende.
Forfatteren drager en Samenligning mellem forskellige »Linier«, hvorom der har været kæmpet i nærværende Krig. Stillingen ved Warthefloden, »Østens Maginotlinie«, som Polakkerne kaldte den, var et vel udbygget System af Betonkonstruktioner, der smidigt sluttede sig til nogle Sumpstrækninger, udnyttede flere opkastede Dæmninger og muliggjorde en virksom Krydsild; men Stillingen manglede ganske Dybde. I Modsætning dertil fandtes bag Bunkerlinien i den forlængede Maginotlinie ved Sedan et Dybdesystem af Skyttegrave og Feltbefæstninger, bag hvilket Højderyggen ved Mont Dieu og Mont Damion dannede en meget stærk Naturfæstning, som samtidig var den sidste Optagestilling før Verdun. Selv om det lykkedes Tyskerne i Løbet af faa Dage at bryde igennem ved Gottesberg og tilvejebringe Brohovedet Sedan, saa krævede dog Erobringen af hele Stillingen, indbefattet Terrainet om Stonne, næsten 14 Dages voldsomme Kampe. Weygand-Linien var et omfangsrigt, 25 km dybt System af Feltbefæstninger og Spærrelinier, men blev gennembrudt i Løbet af 4 Dage. Endelig indtog Tyskerne i Balkanfelttoget Metaxas-Linien, som repræsenterede en for Grækenland overordentlig Præstation. De Befæstningsanlæg, Tyskerne først stødte paa mod Øst, var den sovjetrussiske Grænsebefæstning, som blev gennembrudt ved Kalvarija og Lazdijai, ved Mariampol og Vilkawiskis. Den svarede nærmest til Fæstningsbæltet ved Warthe, om end stærkere i sine Anlæg og sin Planlæggelse, men var ikke noget nyt for Tyskerne, som kunde gøre sig til Herrer over den ved de Styrker, som i Løbet af Krigen havde uddannet sig til Specialister i Fæstningskamp. Helt anderledes var den saakaldte Stalin-Linie, som stillede Angriberen over for en Opgave, der krævede en Kraft og Anspændelse større end nogensinde før i hele Krigen. Stillingen kan i Virkeligheden ikke sammenlignes med nogen af de ovennævnte; vil man endelig drage en Sammenligning, kan den vel nærmest betragtes som en Blanding af Maginot-Linien og Weygand-Linien, blot 3—4 Gange saa dyb. Hertil kommer imidlertid den meget væsentlige Faktor, at det russiske Terrain, i Modsætning til det franske Kulturland, for en meget væsentlig Del henligger i fuldstændig Naturtilstand, uopdyrket og udrænet, og derfor stærkt gennemskaaret og ujævnt, opfyldt af Sumpe og Skovlandskaber. Alt dette begunstiger i høj Grad Forsvaret og Anlæg af Befæstninger, og Stalin-Linien blev da en yderst farlig Blanding af Natur-, Felt- og Betonbefæstning. Første Gang Tyskerne stødte paa den, drejede det sig om at lukke Kedlen mellem Bialystok og Nowogrodek Øst for Minsk. Der fandtes her et Bælte, som i Syd støttede sig til de Pinske Sumpe og derfra strakte sig mod Nordøst over Minsk som et Brohoved, der skulde beskytte den aabne Port mellem Dina og Dniepr, mellem Orscha og Witebsk. Man kan maaske bedst betegne dette Bælte som Stalin-Liniens store Forværk, der umiddelbart ved den polsk-russiske Grænse i sin Tid skulde holde Polakkerne ude fra Sovjetunionen; thi det var anlagt paa det Sted, hvor den gamle Grænse naaede dybest ind i det polske Omraade. Aabenbart er det i de senere Aar blevet i væsentlig Grad udbygget og moderniseret; thi Tyskerne traf allerede her paa moderne anlagte, til Dels fleretagers Bunker, ved hvis Anlæg franske og belgiske Erfaringer var draget til Nytte. Med de tyske Pansertroppers overraskende Indbrud i disse Stillinger skabtes Forudsætningen for faa Dage senere at kunne indlede Angrebet paa den russiske Hovedstilling. Dennes forreste Forsvarszone strakte sig omtrent fra det mellemste Løb af Dina til det mellemste Løb af Dniepr, hvorved selve Floderne var udnyttet som stærke Hindringer. Polozk var et Hovedstøttepunkt, som under Kampen mere og mere viste sig som den bolsjevistiske Hærs Betonnæve. Som et Forværk til Polozk kunde betragtes Befæstningslinien ved Vetrino, der omfattede et Antal vel udbyggede fleretagers Jordværker. Disse Forsvarsanlæg var til Dels slørede som Skur eller Lader og havde et udmærket Skudfelt. Terrainet mellem Dina og Dniepr var særlig godt udnyttet ved Feltbefæstninger, Panserfælder, Minespærringer, Sø-Pas og Sumpstrækninger, og navlig i det nordlige Afsnit greb de kunstigt befæstede Strækninger skakbrætformet ind i hverandre i Tilslutning til Feltstillingerne. Det hele strakte sig Kilometer efter Kilometer i Dybden, og næppe var Angriberen trængt gennem en Spærrelinie, før han stod over for en ny; havde han gnavet sig gennem en Bunkerlinie, saa han sig pludselig stillet over for et godt sløret »Muldvarpeskud«, som Sovjettropperne havde opkastet bagved. Skyttegravene var ikke spredt planløst over Marken, de udnyttede Kornmarker, Skydestriber var traadt gennem Bevoksningen og ved dem anbragt Maskingeværstillinger. I tætte Trægrupper og Buskadser nær sumpede Skovstrækninger lurede Bolsjevikerne med deres Kampvogne, som brød ud af Skoven som Rambukke. Infanteristerne var iført Kamouflagedragter, hvis Farve var afpasset efter Terrainet, og ofte havde de endog Slør for Ansigtet.
Da der under sejg Kamp endelig var dannet faste Brohoveder, da de tyske Panser- og Skytteformationer var trængt stedse dybere ind i Terrainet, da Stilling efter Stilling var taget i Samarbejde med Luftvaabnet, stødte man saa paa den ikke mindre stærke Lucosastilling, der indenfor Stalin-Linien havde som Opgave ikke blot at danne Optagestilling for de tilbagegaaende Styrker, men tillige at være en stor Forsvarsstilling mellem Orscha og Witebsk, til hvilken selve Witebsk kan betragtes som henhørende med sine utallige, godt anlagte, provisoriske Skyttegravsstillinger i sin nærmere og fjernere Omegn. Ved den lille Flod Lucosa viste sig tilfulde den Dygtighed, med hvilken Bolsjevikerne havde opkastet deres Befæstningsanlæg. De havde her ikke blot fortsat de kunstige og naturlige Forskansninger som ved Dina, men ogsaa udnyttet selve Flodbredden til at lægge Modstanderen saadanne Hindringer i Vejen, som skulde gøre enhver videre Fremrykning umulig. — En dyb Skyttegravsstilling 25 km længere inde i Landet tjente endelig som sidste Optagestilling. Ingen Sinde før havde de tyske Tropper staaet over for en saa vanskelig Opgave som at trænge gennem denne Forsvarszone, og naar det lykedes, skyldtes dette — hvad der er særlig Grund til at pointere — ikke mindst det fortræffelige Samarbejde mellem alle Vaaben: Skytter og Pansertropper, Infanteri og Pioner i Forening med Artilleriet og Luftvaabnet.
J.
