"Fighting for Peace - Bosnia 1994"

“Fighting for Peace - Bosnia 1994" af general Sir Michael Rose.
Udgivet af The Harvill Press, London 1998, ISBN: 1 86046 512 9, indbundet 269
sider, 18£.
Anmeldt af oberst L.R Møller.

 

General Sir Michael Rose blev født i Quetta - tidligere Britisk Indien i 1940. Han
blev uddannet på Cheltenham College, St. Edmund Hall i Oxford og på Sorbonne
i Paris. Han blev officer i Coldstream Guards i 1964 og blev umiddelbart efter
overført til Special Air Service (SAS) Regimentet, hvor han bl.a. gjorde tjeneste i
Malaysia og Oman. Fra 1979 til 1982 var han chef for 22. SAS, der bl.a. var
involveret i Falklandskrigen. Efter en tur i Nordirland som chef for 39 Infanteri
Brigade studerede han et år ved Royal College of Defence Studies. Efter at have
været chef for den engelske infanteriskole, blev han chef for de engelske specialstyrker
og senere for 2. infanteri Division. I januar 1994 overtog General Rose
kommandoenfor UN Protection Force (UNPROFOR) in Bosnia indtil januar 1995.
General Rose overtog kommandoen fra den belgiske general Briquemont i
januar 1994. General Briquemont havde opsagt sin stilling som chef for UNPROFOR
i Bosnien-Hercegovina (B-H) i afsky over de forskellige modstridende politiske
instrukser han forventedes at skulle følge. General Rose var fra starten helt
klar over hvilke udfordringer stillingen indebar, men tøvede ikke med at acceptere
stillingen, da den blev tilbudt.
General Rose's bog er en uvurderlig kilde, hvis man vil forsøge at forstå sammenhængen
i en fredsstøttende operation. Bogen er opbygget i 9 kapitler og en
epilog, hvor generalen i hvert kapitel beskriver, dels denkronologiske udvikling og
hans personlige oplevelser på alle niveauer - lige fra løbeturen gennem Sarajevo til
møderne på det politiske plan - dels sættes begivenhederne ind i en overordnet ramme,
således at man formår at følge det overordnede politiske spil, der havde afgørende
indflydelse på de tragiske begivenheder, der udspillede sig for den bosniske
befolkning.
Bogen giver et bud på den historiske udvikling i det år han havde kommandoen
og kaster afgørende lys over det politiske forhold mellem USA og de europæiske
allierede samt ikke mindst forholdet mellem NATO og FN. Bogen belyser endvidere
forholdet mellem de forskellige parter i konflikten og tegner et realistisk
billede af forholdet mellem de krigsførende parters politikere. Herudover giver bogen
et meget realistiske billede af vigtigheden og forholdet mellem pressen og en
fredsstøttende operation, hvor erfaringerne vil være afgørende for fremtidige fredsstøttende
operationer.
Det vil være synd at sige, at general Rose er imponeret over den amerikanske
administrations in41edningsvise måde, at behandle krisen i B-H på. Det fremgår
tydeligt, at den amerikanske administration handlemåde var styret af det billede,
man ønskede at vise den amerikanske befolkning og de amerikanske beslutningstagere,
et billede der stort set helt var styret af den meget dygtigt iscenesatte propaganda,
der udgik fra den bosniske regering. Det billede som fremstår af den
amerikanske administration minder endelomkeystone cops, og først efter at amerikanerne
udskifter deres ambassadør i Sarajevo og Richard Holbrooke introduceres
i området, og fyrer det meste af den amerikanske Balkanafdeling, begynder det politiske
spil mellem USA og Europa at fungere, med den deraf afledte gunstige effekt
på begivenhederne i B-H. Bogen beskriver en ensidig amerikansk opfattelse af de
komplicerede forhold i B-H med de bosniske serbere, som de helt igennem gennemførte
forbrydere, og den bosniske regering som forkæmperne for demokrati og
menneskerettigheder, sættes i relief af en nøgtern gennemgang af de faktiske begivenheder,
hvor det oftest var bosniakkeme, der fremprovokerede de fleste tilfælde
afbrud på indgåede aftaler, ofte for egen økonomisk eller politisk vindings skyld,
men altid på bekostning af deres egen befolkning i form af påførte lidelser.
Beskrivelserne af forholdet mellem NATO og UNPROFOR er særdeles interessante,
idet de kaster et helt nyt lys over perioden, dels generelt, men også set fra
den udførende side på jorden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg - som
næstkommanderende for NORDBAT 2 i perioden - personligt var noget utilfreds
med at have fået afslået anmodninger om Close Air Support 7 gange, men efter at
have læst bogen forstår jeg baggrunden.
Det utrolige er, at NATO og UNPROFOR var på direkte kollisionskurs flere
gange, idet NATO under kraftig amerikansk påvirkning ønskede en forstærket
indsats fra luften, herunder en overgang til krigslignende straffeaktioner mod de
bosniske serbere, mens UNPROFOR ønskede principperne for en fredsstøttende
operation overholdt, nemlig at man måtte fremstå som upartisk, og at man derfor
måtte straffe overtrædelser af gældende aftaler ens. Der blev som bekendt udført
flere luftoperationer mod de bosniske serbere p.g.a. overtrædelser af indgåede aftaler,
men ikke mod tilsvarende krænkelser foretaget af de bosniske styrker, hvilket
klart tilkendegav, at NATO havde valgt side i konflikten.
Det fantastiske er, at den politiske ledelse af NATO stort set bestod af de
samme nationer, der også havde afgivet hovedparten af de styrker, der indgik i
UNPROFOR, hvorfor situationen i starten af perioden kun kan karakteriseres som
en total mangel på politisk overblik. UNPROFOR var ikke udrustet og uddannet til
at kæmpe, og selvom man var overgået til en mere robust fremtræden efter at
general Rose havde overtaget kommandoen, ville man ikke have haft en chance
overfor de bosniske seibere, såfremt situationen havde udviklet sig til krig. Amerikanerne,
der ikke havde tropper i UNPROFOR forsøgte via NATO at presse
situationen i retning af en forsvarskrig til fordel for den bosniske regering mod serberne.
Det kan ikke undre at den bosniske regering af al magt forsøgte at inddrage
UNPROFOR og NATO på deres side i konflikten, men det kan undre at det meste
af den internationale presse ukritisk lod sig bruge til dette formål.
Det er et gennemgående træk i bogen, at den bosniske regering og den internationale
presse lod sig rive med af propagandalignende rapporter om de lidelser
som den bosniske befolkning blev påført, men ofte var disse stærkt overdrevet eller
skete som følge af den bosniske regerings egne handlinger. Det er ligeledes forbavsende,
at beskrivelsen af de forskellige aktører for de stridende parter ikke er
afgørende forskellig. I følge Michael Rose's opfattelse var den overordnede ledelse
af de stridende parter lige kynisk og i flere tilfælde lige forbryderisk. Der var ingen
forskel. Efter at have læst bogen, kan man have en berettiget tvivl om hvem, der
egentlig beskød markedspladsen i Sarajevo med det medfølgende internationale
pres mod de bosniske serbere.
Det er ligeledes et gennemgående træk i bogen, at Michael Rose nægter at
anerkende den gængse opfattelse af at UNPROFOR i B-H var en fiasko. 11992 anslog
man de civile tab til ca. 130.000, men da UNPROFORblev introduceret i 1993
faldt dette tal til ca. 3.000 dræbte og i 1994 anslog amerikanske kilder at de ca.
3.000 dødsfald i 1994 for det meste bestod af soldater fra begge sider. Michael
Rose hævder formentlig med rette at introduktionen af FN styrker i Bosnien reddede
et meget stort antal civile fra at blive dræbt. Herudover holdt de humanitære
hjælpeorganisationer liv i 2,7 millioner mennesker i konfliktens 3 Vi år ved at levere
omkring 2.000 tons forsyninger hver dag overalt i Bosnien. Michael Rose accepterer
således ikke den internationale propaganda i form af mere eller mindre seriøse
massemedier, der har hævdet, at UNPROFOR forfejlede sit mål med at forsvare
bosniakkeme, idet dette aldrig var UNPROFOR's opgave. Personligt er jeg helt enig
med Michael Rose!: I NORDBAT 2 område var der ca. 371.000 flygtninge. ÅretindenNORDBAT
2 blev introduceret i området var flere mennesker døde af sult, men
efter at NORDBAT 2 begyndte at eskortere forsyningskolonneme var der ingen, der
døde af sult. Det er da et resultat man kan være stolt af. Dette er ligeledes bogens
gennemgående tema. Michael Rose har tilegnet sin bog til alle de, der deltog i
UNPROFOR og bogen er gennemsyret af respekt for de fredsbevarende soldater
og personellet fra de humanitære organisationer, der alle medvirkede til at afhj ælpe
noget, der kunne have udviklet sig til en humanitær katastrofe.
I denne tid, hvor en tilsvarende katastrofe truer befolkningen i Kosovo er bogen
næsten ubetinget læsning for dem, der vil forsøge at forstå de mangeartede forskellige
mekanismer, der præger en humanitær operation.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

Del: