Major Werner Iversen, faggruppe Operationer og Logistik på Forsvarsakademiet, skitserer i nedenstående artikel en række væsentlige problemområder for dansk forsvar, områder, som må analyseres, for at dansk forsvar kan tilpasse sig den radikalt ændrede situation i Europa. Redaktionen forventer, at læserne vil tage udfordringen op i form af debatindlæg om de berørte områder.
Østeuropa ændres fra dag til dag. Fra totalitært mørke synes det at lysne hen mod demokrati og frihed. Det går stærkt, også i forholdet mellem de to Tysklande. Mange mener, at det generelt går for stærkt. Det vil jeg ikke gå ind i en diskussion af. Sovjet undergår forandring - vi er måske vidner til begyndelsen til enden på unionen? Udtræden af unionen er højaktuelle emer, der sætter såvel Gorbatjov som den undrende verden grå hår i hovedet. Hvordan disse spirende selvstændighedskrav harmonerer med Sovjetunionens sikkerhedspolitik og rolle som global supermagt er utydeligt. Men heller ikke dette vil jeg diskutere. Den traditionelle trussel, karakteriseret ved udtrykket »ORANGE«, synes at flimre. Nu ser de fleste »ORANGE« gennem kikkertens anden ende. Ser man isoleret på det militære potentiel, er der næppe tale om reducerede muligheder. Med hensyn til den politiske hensigt er det nok ændret en del. Lille forsvar, hvad nu? Hvor bærer det hen? Jeg vil ikke forsøge at spå om forsvarets fremtid - vi hører jo allerede politiske røster om at spare. Det er næsten, som om vi ser historien gentage sig. - Vi har nu haft to vintre af stor mildhed. Får det os til at afskaffe det, der skal klare en isvinter, f.eks. sneplove, isbrydere, energilagre o.s.v.? Næh, for det kunne jo være, at vinteren 1990-91 blev ulveagtig! Med forsvaret burde billedet kunne overføres - det kunne jo være!? Men nej, sådan er det ikke. Uanset vi er skandinaver, har vi ikke en forsvarsvilje som f.eks. finner, nordmænd og svenskere, desværre. Vi har tradition for at spare forkert og på de forkerte tidspunkter! Heller ikke dette aspekt vil jeg diskutere.
Det jeg vil tage fat på, er den udfordring, der for det professionelle officerskorps ligger i, at »ORANGE« flimrer. I årevis har vi - med rette - fokuseret på »ORANGE« og i meget høj grad indrettet os på at imødegå netop denne trussel. »ORANGE«s organisation - doktrin - teknologi, krigsførelsens kredsløb, har været styrende for vort eget do. I mit sind er der ingen tvivl om, at dette har medført en vanetænkning og planfiksering, der har haft negativ effekt på smidigheden i tanke og gerning. Planfikseringen (»vi har kun én plan«) har påvirket især doktrin og organisation. Jeg finder det sundt, at vi nu forhåbentlig skal vende bøtten og være konstruktive igen. Hvad bliver fremtiden for Enhedskommandoen? Opløsning eller måske snarere en strukturændring til en reduceret kadrebemanding lyder nærliggende. Hvad med Jyske Divisions rolle i Schleswig-Holstein, når de to tyske folk forbrødres? Klaviaturet til divisionens indsættelse rummer basis for udvidelse. Ikke kun een indsættelse bliver mulig, næh, man kan f.eks. pege på opgaver på øerne eller som reserve andetsteds i nærområdets Europa! Hvad med sammenstrikningen af f.eks. de dansk-tyske ressourcer i Østersøen? Ændringer vil komme, det er sikkert, og at det politiske domæne vil være styrende er lige så sikkert. Fortsætter den igangværende danske politik vedrørende vesteuropæisk integration, kan forsvarets rolle heri anskues som bidrag til fælles europæisk suverænitets- og integritetshævdelse. Skulle den nævnte politik ikke få medgang, kan vi stå over for en situation, hvor vi må klare os selv, uden umiddelbart allierede »støttenationer«. Vi vil skulle hævde land-, sø- og luftterritoriets suverænitet i en verden, hvor begreber som f.eks. økonomiske zoner antagelig vil træde tydeligere frem end i dag. Forstærkningsproblematikken vil undergå revision, men jeg vover ikke at pege på i hvilken retning. Skal vi klare os selv, vil bl.a. aktiviteter, der løses i alliancefællesskabet, f.eks. pilotuddannelse, ligeledes skulle laves af os selv. Fra en »let tid«, hvor blikket var rettet gennem den rigtige del af kikkerten mod øst/sydøst, skal vi til at skue kompasset rundt! Det er en udfordring til officerskorpsets intellekt og abstraktionsevne.
Fra trusselorienteret planfiksering, og en dertil temmelig konform doktrin og organisation, skal vi mestre en mere udefineret buket af sikkerhedspolitiske udfordringer. Hvilke krav stiller de ovennævnte teorier (der kan udvikle sig til kendsgerninger) til organisation - doktrin og teknologi? Uden at gå ind i en nøjere analyse heraf, vil jeg pege på tre nøgleord: Ildkraft, mobilitet og fleksibilitet. Et par ord om hvert nøgleord er nok på sin plads. Ildkraft indebærer evnen til med en ajour teknologi at kunne slå en ikke nøjere defineret fjende i tid/rum. Mobilitet omfatter evnen til at kunne flytte våbenplatforme/ systemer/enheder kompasset rundt mhp. at bringe ilden derhen, hvor den skal virke. Fleksibilitet indeholder krav om en balanceret vifte af våben/ enheder, der kan virke i tid og rum, uden at være afgørende afhængig af allierede forstærkninger. Det er indlysende, at helheden skal kunne løse opgaver i fred, spænding og krig. Allianceaspektet vil være relevant, såfremt politisk vilje fortsat er til stede til at komme hinanden til hjælp. Denne vilje vil næppe være til stede, hvis ikke modtageren af hjælpen yder passende selv. Lad os forudsætte, at danskerne fortsat ønsker et potentiale, herunder et militært forsvar, der kan virke suverænitetshævdende og afskrækkende/ krigsforebyggende. I så fald bør dette militære potentiale have en kapacitet, der kan tilføje en fjende sådanne tab, at han nøje må overveje, om den mulige gevinst modsvarer tabene. Altså afskrækkelsen der skal have Basis i troværdighed. Skal forsvaret eventuelt ikke have en konstant afskrækkende struktur må det konstrueres således, at den nødvendige professionalisme og teknologi m.v. er til stede til i givet fald hurtigt at bygge op. Men udfordringen er der. Vi må analysere mulighederne for en ændret model. Balancen mellem doktrin, organisation og teknologi skal undersøges mhp. at opfylde de krav, der vil fremstå efter formulering af et af krigsføringens væsentligste grundprincipper, nemlig målet. Når dette mål for forsvarets opgaver er til rådighed, eventuelt i revideret form, kan vi militære gå i tænkeboks for med åbent sind at skabe et (n}^?) forsvar. Nationen bør i dette regi kunne klare sig selv inden for eget højhedsområde, plus have en evne til, om nødvendigt, at gå udenfor for at tilrive sig initiativet. Det skal bl.a. kunne ske med et slagkraftigt, mobilt og fleksibelt forsvar, sammensat under hensyn til kræfternes samspil og med evne til hurtigt at danne tyngde. Gid politikerne giver os chancen til at tage fat på denne store udfordring.
Werner Iversen.
