Tysklandsproblemerne er vigtigere og farligere end noget andet europæisk problem, skriver oberst W. E. O. Lawaetz i denne artikel, i hvilken obersten gennemgår og kommenterer nogle af de vigtigste områder i det tyske problemkompleks som den vesttyske oprustning, en tysk genforening og et genforenet Tysklands østgrænse.
Tysklandsproblemerne i den psykologiske krig
Danskernes indstilling til Tysklands-problemerne er påvirket af en antigermanisme, som har sin rod i historien. Uffes kamp med sachserne på Ejderøen, Niels Ebbesens med grev Gert og adskillige andre begivenheder i Danmarks gamle historie lærte os, at tyskerne var farlige naboer. Var det ikke til værn mod tyske indfald, dronning Thyra rejste Danevirke? Ind imellem faldt im idlertid perioder, hvor venskabelige følelser overfor vort sydlige nabofolk var dominerende - det gælder f. eks. tiden efter reformationen, som jo netop kom til Danmark fra Tyskland (Luther) - det gælder også sidste halvdel af det 18. århundrede, da vort åndsliv påvirkedes af de store tyske digtere, Goethe, Schiller m. fl. og fremragende tyskere (holstenere) øvede en betydelig og særdeles gavnlig indflydelse i dansk styre. Nutidens antigermanisme har sin rod i treårskrigen, i krigen 1864 og i det hårde tyske tvangsstyre i Sønderjylland, den fik næring i første verdenskrig og kulminerede under anden verdenskrig. Besættelsen og nazismens ugerninger her og i andre lande efterlod hos gennemsnitsdanskere en fjendtlig, tildels hadefuld indstilling overfor alt tysk, som de forløbne 24 år vel har mildnet, men langtfra fjernet. Denne antigermanisme gør sig i høj grad gældende, når folk stilles overfor Tysklands-problemerne - og det er derfor nødvendigt at indlede med det spørgsmål: E r tyskerne så slemme, som folk i almindelighed tror - og hvis der er noget om det, skal vi så opgive dem som håbløse, eller er det m uligt ved rigtig behandling at forbedre dem? E r alle tyskere af naturen fanatiske, krigsgale m ilitarister - eller var det kun den fra Preussen udgåede militarism e og krigsbegejstring, der efter enhedskrigene for 100 år siden for en tid gik også de andre tyskere til hovedet? Der var i hvert fald forskel på preussere og vesttyskere. Før 1870 kunne vesttyskerne ikke med rette betegnes som militarister. Hannoveranere, rhinlændere og sydtyskere var i gamle dage endda mere fredelige end f. eks. både franskmænd og englændere.
»Es ist nicht des Deutschen Grösse ob zu siegen mit dem Schwert ....« ,
således omtrent skrev en tysk digter i en tid, da Tyskland var splittet op i et utal af stater, m ilitæ rt og politisk svagt, omgivet af grådige naboer, der udnyttede dets svaghed til at tage den ene bid af landet efter den anden: Dele af Elsass i 1648, andre dele 1678, Strassburg 1681, Lothringen 1766. I 1801 tog Frankrig hele Tyskland vest for Rhinen - i 1811 var hele den tyske Nordso-kyst + Hamburg, Lauenburg og Lübeck indlemmet i kejserdømmet Frankrig. I 1648 havde Sverrig bemægtiget sig Forpommern, Rügen, Wismar, Bremen og Verden. Det var ikke blide kår, der blev budt befolkningen i Vest- og Sydtyskland af den franske besættelsesmagt i Ludvig X IV ’s, Ludvig X V ’s, revolutionstidens og Napoleons »røverkrige«. Franskmændene har visselig i henved 200 år været »gode« lærermestre for vesttyskerne med hensyn til med vold at fratage andre land og til at udplyndre resten. Men i denne Tysklands svaghedsperiode opvoksede øst for Elben det rige, som skuUe lære også vesttyskerne, hvorledes de skulle frigøre sig for fremmedherredømme. Det var kongeriget Preussen, denne jem hårde m ilitærstat med den flittige, nøjsomme befolkning - og det blev desværre ikke de frihedselskende kræ fter fra frihedskrigen mod Napoleon og heller ikke de revolutionære i 1848, der kom til at skabe og præge det nye enhedsrige. Det blev Bismarck, der måtte skabe det med »jern og blod« - thi overfor de reaktionære tyske fyrster og overfor Frankrigs modstand var der desværre ingen anden vej — også Italiens enhed måtte jo i den samme periode skabes gennem en række krige (1848 - 1859 - 1866). Det var im idlertid en ulykke, at det blev Preussen, der kom til at dominere og præge det nye Tyskland - for havde tyskerne før været mishandlet og undertrykt, så gjorde de nu gengæld med renter. Det er ganske vist ikke rigtigt, når man v il give Tyskland eneskylden for alle dets krige i de sidste 100 år - det passer hverken på 1870 eRer på 1914. Men det passer i uhyggelig grad på 1939, og det er - især gennem de mod jøder og i besatte lande begåede forbrydelser - selvforskyldt, at tyskerne fik en til had grænsende verdensopinion imod sig. Kan tyskerne igen vindes for mentaliteten fra det 18. århundrede, da ånden og ikke sværdet var bannermærket for i hvert fald vesttyskerne?
Det mislykkedes under Weimarstyret. Kan det lykkes nu, og kan vi gennem vor behandling af dem bidrage dertil? Jeg mener »Ja« — men lad mig her citere, hvad en mand med større indsigt end jeg nylig har skrevet. Det drejer sig om en kronik af redaktør Helge Knudsen i Berlingske Tidende den 27.3.1969. I denne meget læseværdige kronik — der har titlen »Det dansk-tyske regnebræt« med tilføjelsen »Vi må acceptere tyskerne« - gøres kort rede for alle vore gamle mellemværender fra besættelsestiden og tilbage til 1864. Ind imellem får vi betragtninger over mellemkrigstidens og efterkrigstidens Tyskland, og så slutter redaktøren således: »Den 1. september er der gået tredive år, siden H itle r startede den anden verdenskrig med sit overfald på Polen. De drenge, der dengang var ti år, og som derfor ikke havde meget begreb skabt om politik , er nu fyrre, og ledende poster venter på dem endnu tidligere end her i landet, fordi så mange af deres fædre og onkler faldt eller blev invalider. Det er påfaldende, hvorledes mænd i 50erne mangler i det tyske parlament. Hvis vi holder dette ny slægtled på en ildtangs afstand, hvis vi diskriminerer det på grund af dets afstamning, og hvis vi lader det føle og fornemme, at vi her i landet ikke kan lide germaner på grund af folkets fortid, gør vi vort bedste for i tysk indenrigspolitik at drive dem ud i isolation. H elt koldsindig dansk interesse synes at tale for, at vi tager imod disse naboer, som vi tager imod jeres jævnaldrende fra andre lande.« Redaktør Helge Knudsens kronik har frem kaldt et indlæg fra en anden Tysklands-ekspert, redaktør Bonde-Henriksen, som i sin kronik »Tyskerne og vi« (Berlingske Tidende 23.4.1969) stærkt advarer mod dansk farisæisme. Han nøjes ikke med at sige »Vi må acceptere tyskerne«, men går direkte til forsvar for sådanne vesttyskere, som, skønt de har været passive eller aktive medlemmer af NSDAP, i dag sidder i fremtrædende stillinger i Vesttyskland - og han nævner her særligt forbundskansler Kiesinger, forsvarsminister Schröder og den tyske diplomat v. Duckwitz. En helt modsat indstilling finder man hos en tredie Tysklands-ekspert, redaktør Adolph Rastén, der foruden indlæg i radio, fjernsyn og presse har skrevet om Tysklands-problemerne i et par bøger, kronikker m. v. De er alle præget af angreb på og mistænkeliggørelse af specielt vesttyskerne, vesttysk p olitik og de mænd, som førte Vesttyskland ind i N A TO og har været afvisende overfor anerkendelse af Østtyskland. Da hr. Rastén i en kronik i Politiken den 30.6.1966 særlig gik ind for anerkendelse af Østtyskland, blev han imødegået af redaktør Henrik V. Ringsted i en kronik »Hadet, de prædiker« (Politiken 20.7.1966).
Tysklandsproblemerne er vigtigere og farligere end noget andet europæisk problem. De bliver i presse, radio og fjernsyn oftest ensidigt og tendentiøst behandlet, idet vigtige kendsgerninger forties. Fortielsen er en af de mest anvendte og allerfarligste af den psykologiske krigsførelses metoder. E n fremstilling kan være bygget op på lutter sandheder og dog gennem de fakta, der forties, blive til løgn. Hvor mange er sig mon egentlig bevidst, at angrebene på »Tyskland« og »tyskerne« - både de fra øst stammende og de her hjemme fabrikerede - alle er rettet mod det (heldigvis endnu) liberale Vesttyskland og ikke mod det kommunistiske Østtyskland? Agitationen mod Vesttyskland er Østlandenes mest benyttede og mest virksomme middel i forsøgene på at så splittelse i N A TO og påvirke stemningen i neutrale lande. Mistænkeliggørelse af vesttysk liberalism e og demokrati, beskyldninger om voksende vesttysk nynazisme, revanchisme og militarism e er det bedste kort, som propagandaen fra Østlandene og venstreorienterede kræ fter i Yestlandene har på hånden i undermineringsarbejdet overfor N A TO og dets forsvar - heri indbefattet Danmarks medlemskab af N A TO og vort eget forsvar. Og det kort bliver sandelig benyttet - thi med Tysklands nazistiske fortid (koncentrationslejrenes rædsler, undertrykkelser og mishandlinger i besatte lande) i erindring er stemningen i Europas frie nationer endnu præget af uvilje, undertiden grænsende til hadefuldhed mod alt tysk. Folk er lydhøre overfor antitysk propaganda og tager rent automatisk parti mod »tyskerne«. I den psykologiske krigsførelse kan vi naturligvis ikke følge den lette og behagelige ve j: at glide med strømmen. Dér må vi skabe os en personlig mening om Tysklandsproblememe, baseret bl. a. på historisk indsigt. T il dette form ål skal der i det følgende gås noget dybere ind på tre af de problemer, som vi oftest kommer ud for, nemlig »Vesttysklands oprustning« - »Tysklands genforening« - og »Det genforenede Tysklands østgrænse«.
Vesttysklands genoprustning
Tyske soldater har man altid kunnet bruge. Allerede det romerske rige tog germaner i sine legioner, da det romerske folk selv degenererede. I reformationstiden og senere var navnet »landsknægt« særligt knyttet til tyske lejetropper, som også Danmark gjorde flittig t brug af i sine krige i det 16. og 17. århundrede. I Ludvig X IV ’s og Ludvig X V ’s krige kæmpede bayerske og sachsiske tropper ofte på fransk side mod kejseren i Wien, og under Napoleon udgjorde Rhinforbundets vesttyske soldater fra 1809 til 1813 en stor procentdel af de franske hære. Også de engelske hære var fra 1700 til 1815, både i Europa og i kolonierne fyld t med vesttyskere - ved Waterloo var der flere vesttyskere end englændere i Wellingtons armé.
Jovist har man kunnet bruge tyske soldater, og især vesttyske. Det gjaldt bare om at få dem med på den rigtige side! Og således kom man også snart til at ræsonnere efter 2. verdenskrig. Da den kolde krig mellem Øst og Vest efter kuppet i Tjekoslovakiet, 1948, og under Berliner-krisen truede med at blive til en varm krig og de vestlige lande sluttede sig sammen i m ilitæ ralliancen N A TO , følte USA, England og Frankrig byrden ved at skulle holde alle de troppestyrker på benene, som var nødvendige for at sikre freden i Europa. Ganske naturligt kom man på den tanke at lade Vesttyskland bære en del af byrden. Hvorfor i alverden skulle englændere, amerikanere og franskmænd alene forsvare Tyskland mellem Elben og Rhinen?
Således begyndte den vesttyske oprustning. Øst for jerntæppet er der sket en tilsvarende oprustning i Østtyskland - og skulle det komme til en ny større krig, v il ligesom så ofte i tiden fra 1618 til 1813 tyske soldater i stort tal være at finde på begge sider - om man så kan få dem til at slås med hinanden, er en anden sag!
Det var det kommunistiske kup i Tjekoslovakiet 1948 og frygten for yderligere kommunistisk fremtrængen i Europa, der fik Vestens frie nationer til at slutte sig sammen i den defensive m ilitæ ralliance NATO . Siden da har der været talt og skrevet meget om afspænding mellem Øst og Vest - og som tiden gik, fortonede frygten for fortsat kommunistisk aggression sig. Rusland og dets satellitstater syntes mere og mere kun at have fredelige hensigter. Warszawa-pagten udlagdes som en defensiv foranstaltning til sikkerhed mod angreb fra N A T O ’s side, især fra det »m ilitaristiske og revanchistiske« Vesttyskland. Fredelig sameksistens mellem Øst og Vest syntes for mange at være indenfor rækkevidde. Selvfølgelig må man håbe, at denne fredelige sameksistens snarest bliver til virkelighed, at jerntæppet flyttes fra Elben til Amur, Mongoliet og Kazakstan. Endnu i 1967 synes f. eks. redaktør Adolph Rastén at have ment, at målet var indenfor rækkevidde - blot NATO-landene ville tage mod fornuft, jfr. hans bog »Tyskland, hvad nu«, hvor han side 251 omtaler det amerikanske folk som »pisket op af antikommunismens hysteri« og påstår, at befolkningen i Vesttyskland befandt sig i en »tilstand af antibolchevistisk delirium .« Den knægtelse af friheden, som siden sommeren 1968 for anden gang er sat i scene i Tjekoslovakiet, burde rive bindet fra øjnene og vise også de godtroende, hvad Vesten og i første omgang Vesttyskland kan have i vente og må frygte, hvis vi forsvarsløst udleverer os til østlandenes forgodtbefindende. Im idlertid synes tendensen i USA, Canada og England at gå i retning af at lette egne byrder ved at trække tropper hjem fra Europas fastland, således at Vesttyskland mere og mere må påtage sig opgaven som vagt for og forsvarer af den frie verden i Europa. Vesttyskland stiller da også i dag den overvejende del af de konventionelle styrker til forsvar af centralregionen. Den stærke sovjetiske opmarch i Bøhmen er en direkte trussel mod Vesttyskland - og det er særdeles karakteristisk, at netop Vesttyskland var det eneste NATO-land, som heraf tog anledning til at styrke sit forsvar. For Danmarks vedkommende ved vi, at forsvaret af den sydlige del af Nordregionen, hvortil vi hører, i allerhøjeste grad hviler på vesttysk indsats. V i kan kun ønske, at de vesttyske styrker (om m uligt med dansk hjælp!) kan holde fjenden stangen i Holsten eller ved Ejderen. Når visse folk i sin tid var så ivrige efter at få Det danske Kommando i Itzehoe hjem kaldt og begrundede det med, at det skulle bruges til forsvar af selve Danmark, så overså de ganske, at landforsvaret af den jydske halvø bedst sker bag Kielerkanalen, ved Ejderen, Slien, Trenen - kort sagt ved Danevirke. Sålænge fronten holder dernede, bliver Nordslesvig og Nørrejylland forskånede for at være krigsskueplads. For øernes vedkommende må vi i høj grad sætte vort håb til den indsats, som den vesttyske sømagt og lu ftmagt kan yde i den vestlige del af Østersøen. Jo mere Vestmagterne trækker deres tropper væk fra Europas fastland, jo mere Danmark forringer sit forsvars effektivitet og moral (1), desto mere må den frie verdens og dermed vor egen sikkerhed baseres på Vesttysklands hær, flåde og luftstyrker. Det er situationen i dag, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Tysklands genforening
Tyskland har aldrig rigtig været en »Nationalstat«, d. v. s. et rige, der omfattede så godt som alle tyskere og næsten kun tyskere. »Das heilige romische R eicli deutscher Nation« var næsten lige så italiensk præget, som det var tysk, og med stærkt slavisk islæt. H eller ikke det af Bism arck i 1871 skabte kejserrige omfattede alle tyskere, thi de tyske østrigere manglede, og i grænseegnene var der dansk, fransk og polsk flertal. Ret beset har Tyskland som »Nationalstat« højst eksisteret en ganske kort tid lige efter indlemmelsen af Østrig i 1938. Ved Tysklands genforening tænkes der i almindelighed kun på en sammenslutning af Vesttyskland og Østtyskland, og der er utvivlsomt i begge stater et stærkt og meget udbredt ønske i befolkningen om snarest igen at samles i eet rige. Man synes im idlertid ganske at overse, at der er et tredie land med en næsten ren tysk befolkning — og det er Østrig. Allerede under frihedskrigen i 1813 spurgte en tysk digter, E. M . Arndt: »Was ist des Deutsclien Vaterland?« Og han besvarede det bl. a. med: »Gewiss, es ist das Oesterreich.« Da i 1918 det habsburgske kejserrige brød sammen og skiltes i nationalstater, havde det været naturligt, om den tyske del, Østrig, var indgået i det øvrige Tyskland, og ønsket herom kom da også o fficielt til orde. (2). Men sejrherrerne forbød det ved freden i St. Germain 1919. Østrig skulle være en selvstændig stat - og da det ville kalde sig »Deutsch-Oesterreich« blev også det forbudt. A t befolkningen dengang ønskede det, kan der ikke være tvivl om. Nationalforsamlingens enstemmige udtalelse af 12.11.1918 viser det. Det blev understreget i 1920 ved folkeafstemninger i T iro l og Salzburg (medens Vorarlberg ønskede tilslutning til Schweiz). Fortsatte afstemninger i de øvrige forbundsstater blev forbudt af Ententen. Men ønskede østrigerne dengang forening med det demokratiske Tyskland, så var det alligevel med vold, H itle r tog landet i 1938, i hvert fald på trods af den østrigske regering. Om stemningen i dag er det ikke så let at udtale sig - men der må regnes med, at en fri folkeafstemning i Østrig ville give flertal for »Anschluss« til det demokratiske Vesttyskland. Dette er dog foreløbig um uliggjort ved traktaten af 15.5.1955, hvorved Østrig til gengæld for fritagelse for fortsat besættelse måtte forpligte sig til streng neutralitet. (3). Modstandere af Tysklands enhed hævder dels, at det i dag ikke kan ske uden en storkrig, dels at tyskerne er et m ilitaristisk og krigsgalt folk, som derfor bør holdes splittet i flere riger - samt at de selv har forskyldt det gennem den tabte krig, som de havde anstiftet. For enhedstanken taler den folkenes selvbestemmelsesret, som vi altid har krævet for de danske sønderjyder, og som i liberale lande er en for alle folk anerkendt rettighed. A t denne selvbestemmelsesret i dag er uigennem førlig for tyskernes vedkommende, er vel rigtigt - men hvad der i dag er umuligt, kan blive m uligt om 10, 25, eller 50 år. Også for sønderjyderne måtte det i tiden efter 1864/1870 og især efter ophævelsen af Prag-fredens paragraf 5 i 1878, stå klart, at der foreløbig ikke var noget håb om, at de skulle få deres ret. Men de opgav ikke, og i 1920 blev det til virkelighed. Man kan ikke fortænke tyskerne i, at de på samme måde fastholder håbet om en genforening i fremtiden. Og hvis vi virkelig ønsker at vinde det tyske folk for demokrati og liberalisme, så må vi indrømme dét de samme rettigheder, som vi tilkender ikke blot alle andre europæiske folk, men også indere, mongoler og negre.
Østtyskland (DDR = Deutsche Demokratische Republik) er en alt andet end demokratisk sovjetisk satellitstat. Lenin skal engang have sagt, at den kommunistiske verdensrevolution skulle gå over Tyskland. »Den tyske revolution er uendeligt vigtigere end den russiske.« Man kan ikke med sikkerhed fastslå, hvorvidt Ruslands planer rakte i 1945, man har heller aldrig kunnet det siden. Går de ud på at udbrede kommunismen over hele Europa, ja over hele verden — eller ønsker Rusland kun ved en kæde af satellitstater langs sin vestgrænse at skaffe sig politisk og militær sikkerhed for iøvrigt at leve i fredelig sameksistens med »den kapitalistiske verden«? Til Stalins mål hørte dog sikkert et kommunistisk herredømme over Centraleuropa, omfattende i hvert fald Tjekoslovakiet og Østtyskland, måske endda mere.
En hjælp ved etablering af kommunistisk styre i den russiske besættelseszone sikrede han sig ved allerede i 1941 at gå i samarbejde med de til Sovjet emigrerede tyske kommunister, som under ledelse af Pieck og Ulbricht agiterede for kommunismen i tyske fangelejre i Rusland. Det var ikke noget ringe antal tyske officerer og soldater, der her blev vundet - og de fik betydning ved oprettelsen af folkepolitiet i den russiske besættelseszone og den senere udvikling af »Nationale Volksarmee«. Mange indtrådte i det 1958 dannede »Arbeitgemeinschaft ehemaliger O ffiziere«, hvis hovedopgave var at fabrikere propagandamateriale mod NATO og oprustningen i Vesttyskland. (4).
Den østtyske hadpropaganda blev af redaktør Henrik V. Ringsted i en kronik (Politiken 28.7.1966) karakteriseret således: »Det er had, der hver dag prædikes, had til Vest-Tyskland, alt hvad vesttysk er, og alle, der er så ulykkelige at bo i Vesttyskland.« Redaktøren sidestiller denne hadpropaganda med den i sin tid for nazipressen karakteristiske. Det er forståeligt, at Vesttyskland ikke v il vide af nogen anden regering end regeringen i Bonn, som kræver eneret til at tale på alle tyskeres vegne (5). Vesttyskerne ser med rette i U lbrich t en »Quisling«, der i 24 år i samarbejde med den russiske besættelsesmagt har knægtet al frihed for 17 m illioner af deres landsmænd. Professor Jaspers, der ellers er stærkt stemt for fredelig sameksistens og vesttysk samarbejde med østlandene, endda under afkald på tyske »retskrav«, har i sin bog »Wohin treibt die Bundesrepublik?«, side 241 betegnet tilstandene i Østtyskland som langt værre end i Polen og Tjekoslovakiet, og han tilfø jer: »In Ostdeutschland ist es wie bei den Nazis, in Polen und der Tschekoslovakei nicht.« (skrevet i 1966). I dag synes det at være ved at blive omtrent lige så galt i Tjekoslovakiet — men befolkningen i Østtyskland har i 24 år måttet lide under det værste tyranni i Europa, uden at der fra dansk side har været rejst tilsvarende protester som dem, der blev foranlediget af omvæltningerne i Tjekoslovakiet og Grækenland. Det vesttyske standpunkt fik i 1955 i den nu ganske vist noget gennemhullede Hallstein-doktrin tilslutning fra alle NATO-lande - og på nimagtskonferencen i 1954 erklærede samtlige NATO-lande, at Tysklands genforening er »et væsentligt mål for deres politik«, ligesom de anerkender forbundsregeringen i Bonn som »eneste legitim e repræsentant for hele det tyske folk.« (6). Også Rusland har principielt udtalt sig for genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Men når således Vest og Øst er enige i princippet, hvad er der da til hinder for den genforening? Det er den gensidige mistænksomhed og deraf følgende uenighed om betingelserne, der stadig har forhindret, at noget af de talrige fra begge sider fremsatte forslag har ført til resultat. Rusland foreslog i 1952, at de to stater skulle forenes til eet rige, som skulle være neutralt og med en hær på 500.000 mand, men krævede samtidig anerkendelse af Oder-Neisse som endelig grænse. Senere har Sovjet fremsat forslag i 1955 og i 1961, sidstnævnte gående ud på almindelig fredsslutning med begge eUer det ene af de to Tysklande. løvrig t har de russiske forslag bevæget sig fra genforening med neutralisering til at overlade det til de to tyske stater selv at arrangere genforeningen og synes at være endt med at tilstræbe en legalisering af status quo, altså bibeholdelse af de to Tysklande.
Andre planer er Eden-planen fra 1954 og Herter-planen fra 1959, der begge forudsætter frie valg og en fredstraktat med det samlede Tyskland. Fra polsk side fremkom Rapacki-planen 1957/58 med fjernelse af alle fremmede tropper fra Tyskland, fra DDR kom Ulbricht-planen af 1960 (variation af Rapacki), ligesom der er planer fra Gomulka, Kennan og Gaitskell. Der har endelig været foreslået en genforening af det demokratiske Vesttyskland med det kommunistiske Østtyskland i en »konføderation«. A t en koexistens mellem to så forskellige politiske, sociale og kulturelle systemer skulle kunne holde, må anses for ganske usandsynligt. (7). Man har bebrejdet Vesttyskland, at det ikke tog imod det russiske tilbud fra 1952, som i flere henseender syntes ret imødekommende. Sovjet beskylder den vesttyske regering for at have um uliggjort genforeningen ved sin indtræden i N A TO og ved oprustningen, en opfattelse, som også Rastén gør sig til talsmand for. (8). Vesttyskland stod i virkeligheden på det tidspunkt overfor valget mellem tilslutning til Vestmagterne ved at indtræde i N A TO eller genforening med Østtyskland på de af russerne tilbudte betingelser, hvilket bl. a. betød et neutralt Tyskland. Valget syntes ikke let — og der var ikke enighed mellem regeringen og oppositionen (socialdemokraterne). Når Adenauer og hans regering valgte tilslutningen til Vestmagterne og dermed gav foreløbigt afkald på genforeningen, var det ud fra den betragtning, at et neutralt Tyskland ville være prisgivet den kommunistiske aggression og risikere før eller senere at blive et bytte for østmagterne. Adenauer valgte at sikre friheden for 52 m illioner vesttyskere frem for en usikker frem tid for 70 m illioner vest- og østtyskere.(9). Det vesttyske standpunkt, der også deltes af Vestmagterne, blev på udenrigsministerkonferencen i Berlin, jan.-febr. 1954, defineret således: F rie valg i hele Tyskland, indkaldelse af en nationalforsamling på grundlag af valgene, udkast til en forfatning og forberedelse af fredsforhandlinger, vedtagelse af forfatningen og dannelse af en regering for hele Tyskland, som skulle være ansvarlig ved fredsforhandlingerne, undertegnelse af og ikrafttræden af fredskontrakten. (10). Dette var i overensstemmelse med Eden-planen, og en gennemførelse deraf i den anførte rækkefølge måtte føre til et genforenet Tyskland, der var demokratisk og følgelig ville blive knyttet til Vestmagterne. Molotov kunne da heller ikke slutte sig til de tre andre udenrigsministre, men svarede med at kræve bl. a. neutralisering af det genforenede Tyskland.
Ruslands hensigter fremgår af en udtalelse af K rustjof i sommeren 1963, der gik ud på, at den bedste vej til Tysklands genforening var »afskaffelse af kapitalismen i Vesttyskland og skabelse af en samlet tysk stat på socialistisk grundlag ... .« (11). Øst for jerntæppet er »socialistisk« jo ensbetydende med »kommunistisk«.
Vestmagterne holder vel fast på det ønskelige i en genforening, men foretrækker øjensynligt et Vesttyskland, knyttet til NATO, for et genforenet Tyskland, der er neutralt. Grunden er formentligt, at en neutralisering af hele Tyskland ville forrykke magtbalancen til fordel for Rusland, hvortil kommer faren for, at et neutralt, afvæbnet Tyskland ville blive et bytte for kommunismen.
løvrigt hævder Vestmagterne, at den unaturlige deling af Tyskland er en konstant kilde til spænding mellem Øst og Vest. Herimod fremhæver Rusland, at Europas sikkerhed bør gå forud for en løsning af Tysklandsproblemet. Disse to standpunkter, der liver for sig synes fuldstændig rigtige, rummer tilsammen en uløselig kon flikt, jfr. Blumenson: »Two Germanies or one«, Military Review 1966, side 37-38. Ingen af de to magtgrupper vil have et forenet Tyskland, der hører til den anden magtgruppe, Vestmagterne heller ikke et neutralt - magtbalancen må ikke ændres. (12). Man er uhjælpelig kørt fast. De kræfter, der arbejder imod genforeningen, er foreløbig de stærkeste. En tysk genforening synes ikke m ulig i overskuelig fremtid. Adolph Rastén, der kaster hele skylden på Vesttyskland og dets allierede, drager af alle de forgæves forsøg den slutning: »Genforeningens postulat hører til de forestillinger og illusioner, som må opgives.« (13). Det er ganske urim eligt at forlange, at tyskerne selv for tid og evighed skulle give afkald på genforeningen, thi selvbestemmelse og national samling er en almindeligt anerkendt menneskerettighed, der må gælde for Loke som for Thor. At kræve et vesttysk afkald på denne soleklare ret ville kun være at give næring til nynazisliske tendenser. Historien viser også, at intet varer evigt. Og Vestmagterne har fuldkommen ret i, at det delte Tyskland er en konstant kilde til spænding mellem Vest og Øst, altså en fare for freden i Europa. Derfor skal vi efter evne støtte det nuværende liberale styre i Vesttyskland, som erkender, at såvel genforening som eventuel grænseændring kun må ske ad forhandlingens vej - og ikke »med jern og blod.«.
Det forenede Tysklands østgrænse
Oder-Neisse problemet.
E r Oder-Neisse en »grænse« eller kun en m idlertidig »demarkationslinie«? De tre tyske provinser øst for Oder-Neisse - Østpreussen, Pommern og Schlesien - havde før 2. verdenskrig i ca. 700 år været dele af et tysk rige og var beboet af en ganske overvejende tysk befolkning (14). I dag er de - bortset fra Konigsbergområdet, som kom til Rusland - under polsk herredømme (officielt: »administreret af den polske stat«) og har en næsten ren polsk befolkning. De hertil knyttede beslutninger blev taget af »de tre store« på konferencerne i Teheran, Yalta og Potsdam, men i praksis gennemført i samarbejde mellem de russiske besættelsesmyndigheder og en polsk kommunistisk frihedskomité (regering) og i en mildest talt ensidig fortolkning. Vi må først se på, hvorfor og hvorledes dette kom i stand, og dernæst på, hvorledes hele problemet tegner sig i dag, næsten et kvart århundrede efter.
Teheran - Yalta - Potsdam.
Teherankonferencen (28.11.-1.12.1943) mellem »de tre store«, Roosevelt, Chu rchill og Stalin, fandt sted på et tidspunkt, da afgørelsen i krigen faktisk var faldet. Roosevelt var ikke indstillet på at diskutere grænser - han var mødt for at drøfte krigens videre førelse. Under diskussionen afslørede han en utrolig uvidenhed om Centraleuropas geografi. Churchill havde sin mening om Polens frem tidige grænser. Men vigtigst var det for ham, at det nye Polen blev et frit land med et demokratisk styre — og til dette form ål var han v illig til at give køb i grænseproblemerne - men kun til en vis grad! Stalins hensigter kendes ikke med sikkerhed. Han var for stor en realist til allerede her at sigte mod kommunismens udbredelse over hele Europa. Hans mål var sandsynligvis begrænset til ved Ruslands vestgrænse at få etableret en kæde af kommunistisk styrede satellitstater og skaffe Rusland en dominerende indflydelse i Centraleuropa. Selv vidste han nøjagtigt, hvad han ville, og han styrede med overlegen sikkerhed mod sit mål og nåede da også tilsidst, som den polske general Anders har udtrykt det, at bringe Øst- og Centraleuropa i Ruslands vold (15). Polen havde efter 1. verdenskrig bemægtiget sig store områder i øst med en overvejende russisk befolkning. Som den retfærdigste russisk-polske grænse havde den engelske statsmand, Lord Curzon udstukket den såkaldte »Curzon-linie«, der i 1919 var blevet anerkendt af stormagterne, og som i 1939 blev demarkationslinie mellem de tyske og russiske tropper i Polen. I Teheran krævede nu Stalin Curzon-linien som frem tidig russisk-polsk grænse, idet han ville holde Polen skadesløs ved at flytte dets vestgrænse frem til Oderen. Chu rchill havde kun tænkt sig at give polakkerne Østpreussen, og Oppeln-distriktet i Øvre Schlesien. Im idlertid gik han nu med til Stalins forslag om Oderen som grænse - men dette gjorde han kun i håbet om at kunne bevare Polen som et demokratisk land. Her forregnede han sig dog, thi Stalin ville have et kommunistisk Polen, og han var den stærkeste. Im idlertid blev den i Teheran trufne aftale om Polens øst- og vestgrænser forkastet af den polske eksilregering i London, som nægtede at anerkende Curzon-linien og med hensyn til vestgrænsen erklærede, at inan ikke ønskede et stort tysk mindretal indenfor landets grænser og derfor ville nøjes med Østpreussen, Oppeln-distriktct og en spids af Pommern. Da man foreslog at fordrive hele den tyske befolkning øst for Oder, svarede eksilregeringen, at heller ikke det ønskede man at gå med til. (16). Efterhånden som de russiske hære trængte frem vest for Curzon-linien, blev områderne sat under administration af lokale polske, kommunistiske myndigheder. Vigtigst var den såkaldte »Lublin-komité«, der hurtigt blev en konkurrent til eksilregeringen - et forsøg på at forlige de to »regeringer« mislykkedes. Den 1.1.1945 proklameredes Lublin-komitéen som Polens regering og anerkendtes straks af Rusland, men ikke af England og USA. Komitéen havde allerede den 28.8.1944 erklæret linien Oder-vestlig Neisse som målet for Polens vestgrænse.
Yalta-konferencen mellem de samme tre store afholdtes den 4.-11.2.1945 i Yalta på Krim . Her kom Lublin-regeringens krav om at skyde grænsen frem til Neisse til diskussion. Nu findes der i Schlesien ikke mindre end 3 floder (foruden en by) med navnet »Neisse« (polsk: »Nysa«), nemlig 1) den 195 km lange »Glatzer Neisse«, der i det sydlige Schlesien fra Sudeteme i vestøstlig retning forbi byen Neisse løber til Oder nord for Oppeln - 2) den kun 37 km lange »Wiltende Neisse« vest for Liegnitz - og 3) den 225 km lange »Lausitzer Neisse« (undertiden kaldt »Gorlitzer Neisse«), der i sydnordlig retning fra Isergebirge i Bøhmen strømmer til Oder syd for Frankfurt. (17). Når der tales om en »øsfZig« og en »vestlig« Neisse som grænseflod, må det nødvendigvis dreje sig om henhv. Glatzer Neisse og Lausitzer Neisse, jfr. bl. a. Deuerlein, side 171 og 176, hvoraf endvidere fremgår, at det areal mellem de to floder, som Lublin-regeringen krævede, omfatter ca. 21.000 kvadratkilometer med en befolkning på 2,7 m illioner mennesker. Rastén er helt i vildrede, når han i »Tyskland, hvad nu«, side 291 påstår, at det kun drejede sig om en 5-8 km bred landstrimmel mellem to »flodarme« af Neisse. E t b lik på et kort kunne have vist ham, at det drejer sig om to forskellige floder af samme navn, men med en indbyrdes afstand varierende mellem ca. 150 og 200 km. Den syge og overanstrengte Roosevelt var kun lid t interesseret i ordningen af Centraleuropa. Han nærede en utrolig tillid til Ruslands fredelige hensigter og syntes at være v illig til at akceptere et af Sovjet domineret Europa. Overfor tyskerne var han blevet mere »blodtørstig«, hvad forevisningen af tyske skændselsgerninger på K rim bestyrkede ham i. Sit oprindelige standpunkt, at kun de virkelig skyldige tyskere skulle straffes, havde han under indflydelse af sin minister Morgenthau ændret til, at alle tyskere var skyldige. Churchill havde omsider erkendt faren, men han kæmpede her og senere forgæves for at gøre Polen til en demokratisk, af Sovjet uafhængig magt. Da Stalin og Molotov på konferencen foreslog Curzon-linien i øst og Oder-vestl. Neisse i vest, var Rooscvelt lige ved at akceptere, men Chu rchill gjorde indvendinger. Han kunne, når det skulle være, gå med til Oder som grænse, hvilket ganske vist ville medføre fordrivelse af 6 m illioner tyskere, men ikke til vestlig Neisse, der ville kræve flytning af ca. 9 m illioner. Roosevelt sluttede nu op bag Churchill, men Stalin og Molotov blev ved deres. Da man ikke kunne blive enig, besluttedes det at udskyde fastsættelsen af Polens vestgrænse til »fredskonferencen«. Den polske eksilregering protesterede, men den havde nu mistet al indflydelse. E t par af dens medlemmer blev i juni 1945 optaget i Warszawaregeringen (tidligere: Lublin-regeringen), men det blev ganske betydningsløst, så meget desto mere som eksilpolakkcrne efterhånden ændrede standpunkt i grænsespørgsmålet, affandt sig med Curzon-linien og gik ind for vesti. Neisse. Sovjet og dets venner var ikke sene til at udnytte tiden mellem Yalta og Potsdam til at skabe fuldbyrdede kendsgerninger i Øst- og Centraleuropa. I Østpreussen, Pommern og Schlesien udslettedes »germaniseringens spor gennem århundreder«. Warszawa-regeringen behandlede i ly af den russiske besættelsesmagt hele området, som om det allerede var en del af Polen. Nogle dele blev form elt indlemmet, lokale polske myndigheder overtog administrationen. Amerikanske protester var forgæves. Både Rusland selv og de nye kommunistiske satellitstater begyndte at »lukke sig af for omverdenen«. I denne periode falder Tysklands inddeling i besættelseszoner (deklaration af 5.6.1945), der sker på grundlag af Tysklands grænser pr. 31.12.1937.
Den tredie konference, Potsdam-konferencen, mellem de tre store afholdtes i dagene 17.7-2.8.1945, altså efter Tysklands, men før Japans sammenbrud. Det var dog ikke de samme tre store. I stedet for den afdøde Roosevelt mødte præsident Truman, og C hu rchill blev under konferencen, 28.7., afløst af Attlee. Truman kunne ikke have det fornødne kendskab til udenrigspolitikken, og han var bundet af aftalerne i Yalta. Men han var klog, realistisk og handlekraftig og optrådte mere håndfast overfor Stalin end sin forgænger. Attlee og Bevan var derimod ikke i stand til at erstatte Chu rchill og Eden. Potsdam-konferencen (også kaldet »Berliner-konferencen«) havde til opgave »at klarlægge de politiske, territoriale og økonomiske spørgsmål og at fremskynde afslutningen af krigen i Det fjerne Østen« (18). Den var således kun tænkt som en forberedelse til senere fredskonferencer. Der blev truffet forskellige beslutninger, som senere sammenfattedes i en protokol. (18a). Nogle problemer blev, inden de kom til diskussion hos de tre store, først drøftet på møder mellem de tre landes udenrigsministre eller stabschefer. Inden man tog fat på grænseproblemet, rejste Chu rchill det spørgsmål: »What is Germany?« Truman foreslog: Tyskland indenfor grænserne af 31.12.1937, d. v. s. Versaillesfredens Tyskland, hvad alle tre store godkendte. (19). Truman påtalte, at polakkerne forud for fredskonferencen indlemmede tyske områder i Polen, og han og Chu rchill protesterede mod, at den polske administration blev udstrakt til den vesti. Neisse, som Truman ønskede rettet til den »østlige Neisse«. (20). Englands principielle standpunkt fremgår af et memorandum fra Foreign O ffice af ju li 1945, i hvilket det hedder, at det længste, man kunne strække sig til, var at give Polen Danzig, Østpreussen syd og vest for Königsberg, Oppeln-distriktet i Øvre Schlesien samt den østlige del af Pommern »and no more.« (21). Chu rchill var im idlertid som nævnt allerede i Teheran gået med til Polen til Oder, men vestlig Neisse afviste han pure (22). løvrigt henviste han til, at man i Yalta havde besluttet, at fastlæggelse af grænserne først skulle ske på en særlig fredskonference. Repræsentanter for Warszawa-regeringen fik foretræde og redegjorde for Polens territoriale krav. (23). Linien Oder—vesti. Neisse begrundede de bl. a. med, at det var den korteste forsvarslinie mod Tyskland. Chu rchill indvendte mod det polske krav, at det ville kræve flytning af 8-9 millioner tyskere, at polakkerne ville få Tysklands fødemidler og brændsel - og iøvrigt fortalte han polakkerne, at det ville være lige så farligt for dem at presse sig for langt mod vest, som da de efter 1. verdenskrig pressede sig for langt mod øst. (24). Skønt hverken Stalin eller polakkerne lod sig rokke i grænsekravene, fik Vestmagterne dog fastsat følgende (som også Stalin og Warszawaregeringen måtte gå med til):
1) Landet øst for Oder-Neisse blev kun overladt Polen til »administration«.
2) Østområdernes endelige skæbne skulle først afgøres i en senere »fredstraktat med Tyskland«. (25).
I praksis har polakkerne im idlertid h id til kunnet skalte og valte uden hensyn til disse bestemmelser. Der er kun få tilfæ lde i historien, hvor en sejrherre har modstået fristelsen til at »tage for meget« — og polakkerne har på det punkt gennem tiderne hverken været bedre eller værre end deres naboer. C hu rchill holdt den 16.8.1945 en tale i underhuset, der var stærkt præget af bekymring for befolkningen i den britiske besættelseszone, som England nu havde ansvaret for. Allerede i Potsdam havde han sagt, at »Polen havde ingen ret til at fremkalde en katastrofe«. V el havde de tre store i Potsdam bestemt, at al folkeflytning skulle foregå »på ordensmæssig og human vis«, men i underhuset sagde Churchill: »Det er ikke udelukket, at der bag det jerntæppe, som nu deler Europa i 2 dele, udspilles en tragedie af uhyre omfang«. Det gjorde der - og polakkernes og tjekkernes hævn ramte skyldige og uskyldige i flæng. Rastén har forsøgt at tage C hu rchill til indtægt for tyskernes uddrivelse ved at citere en udtalelse af ham den 15.12.1944 gående ud på, at »den fuldstændige uddrivelse af tyskerne fra disse område e r .......det mest holdbare og mest tilfredsstillende middel til at skabe en etnografisk retfærdig grænse.« (Rastén side 291). H r. Rastén glemte im idlertid at oplyse, at Chu rchill vel nødtvungent var gået med til uddrivelse af 6 m illioner tyskere øst for Oder, men til det sidste protesterede mod at udstrække det polske område til den vestlige Neisse og dermed tillade uddrivelse af yderligere ca. 3 m illioner. I ovennævnte underhustale udtalte C hu rchill endvidere, »at den Polen tilståede provisoriske vestgrænse .... ikke er noget godt varsel for det frem tidige Europa-kort.« Der blev herved begået en fe jl, som den polske regering havde stærk andel i, idet »den gik langt videre, end hvad nødvendighed og billighed kræver ........... Der findes kun få dyder, som polakkerne ikke er i besiddelse af - og der er kun få fejl, som de nogensinde har undgået.« (26). Polen har gennem grænsedragningen og fordrivelsen af tyskerne uløselig t knyttet sig til Sovjet. »The Polish frontiers exist only by name, and Poland lies quivering in the russian-communist grip!« (27).
Oder-Neisse, 24 år efter Potsdam.
Næsten et kvart århundrede er gået - og tiden kan ændre billedet. Tiden arbejder for erobreren, hvad der oprindelig var uretmæssigt erobret, kan blive retmæssig ejendom. Det kan i løbet af et åremål blive så fast knyttet til erobrernationen, så denne nu med rette beholder det. Eksempler: Skåne, Halland og Bleking længe inden de forløbne godt 300 år siden Brømsebro - Flensborg og Mellemslesvig fra 1864 til 1920 - Elsass og Lothringen i 1871 efter fransk herredømme i henliv. 200 og 100 år. Også italieniseringen af Sydtirol synes desværre efter 50 års italiensk herredømme godt på vej til at forvandle det oprindelige tysk-østrigske flertal til et mindretal. Når denne udvikling er gået så langt hurtigere og mere gennemgribende i de tyske østområder, skyldes det naturligvis den hårdhændede fo rd rivelse af over 8 m illioner tyskere, der i mellem tiden skal være erstattet med 8 m illioner polakker. Denne kendsgerning har da også indvirket på indstillingen både i de vestlige lande og i selve Vesttyskland. USA har ikke o fficielt ændret sit standpunkt: at den endelige fastlæggelse af den tysk-polske grænse i henhold til Potsdam-overenskomsten først kan ske ved en fredsslutning med det genforenede Tyskland. Truman sagde det klart i en radiotale den 9.8.1945 til det amerikanske folk, det blev senere understreget i Tysklands-aftalen af 5.5.1955 og bar været fastholdt både af Kennedy og Nixon. Im idlertid har der i USA’s holdning efterhånden gjort sig en vis passivitet gældende. Man v il gerne slippe uden om vanskelighederne ved f. eks. at overlade det til en efter genforeningen etableret »gesammt-deutsche Regierung« selv at tale sig til rette med Polen. Storbritanniens holdning er også prin cipielt uforandret. England udtalte således den 26.6.1964 sammen med USA og Frankrig i en fælleserklæring, at »den endelige fastsættelse af Tysklands statsgrænser må være forbeholdt en fredsordning for det samlede Tyskland«. Dette standpunkt fastholdes - omend med tilføjelsen: »idet man dog må tage hensyn til de i det pågældende område levende mennesker.« Jaspers siger med en vis ret: »De vestlige allierede begynder langsomt at blive uvillige«. Rusland erkender, at fastsættelsen af Polens vestgrænse formelt skal udskydes til fredskonferencen. Men, siger man, sagens kerne er, at de tre regeringer på Potsdam-konferencen allerede har sagt deres mening om Polens vestgrænse, da de stillede hele det omstridte område under polsk administration og godtog bestemmelsen om tyskernes fordrivelse. Stalin betegnede i 1946 Oder-vestlig Neisse som en definitiv grænse. Således talte også Molotov i sep. 1946, og det blev senere bekræftet af K rustjof i 1964 og af Kosygin og Breznev i 1965. Endelig blev linien Oder-vestl. Neisse »garanteret« i den russisk-polske venskabstraktat af 8.4.1965. løvrigt anerkender Sovjetrusland folkenes selvbestemmelsesret — dog med den tilføjelse, at der kan afviges derfra, når det drejer sig om en »aggressorstat«, der har startet en angrebskrig. Polen begrunder sine grænsekrav bl. a. med bemyndigelsen til at fordrive den tyske befolkning. Fredskonferencen tages der ikke afstand fra, men det hævdes, at fredstraktaten kun bør blive en bekræftelse af det allerede fuldbyrdede. Polen har endvidere, hævdes der, krav på en grænse, som hverken kan trues fra Østpreussen eller fra Schlesien. Rapacki understregede det polske standpunkt ved den 15.2.1965 at udtale, at Polen på intet tidspunkt ville indlade sig på en diskussion af Oder-Neisse-grænsen. Gomulka sagde den 15.4.1965, at det drejer sig om »urgamle« polske områder, der er givet tilbage til Polen og nu er beboet af 8 m illioner polakker, samt at områderne ved disses arbejde af ruinerne er blevet til en »uafståelig« del af polsk hjemstavn og kultur. Det er rigtigt, at Oder-vestl. Neisse engang tidligere har været det polske riges vestgrænse. Men det var på E rik Ejegods tid - og man ville få travlt med grænseflytninger, hvis alle krav, som kunne motiveres med grænser fra år 1100, skulle imødekommes. Vesttyskland har i regeringserklæring af 28.6.1956 fastholdt, »at det tyske rige fortsat består inden for grænserne af 1937«, ligesom der stås fast på »hjemstavnsretten og selvbestemmelsesretten« for de fordrevne eller i u frihed levende mennesker og folkeslag. Standpunktet blev i Adenauers tid klart udtrykt i det af »Presse- und Informationsamt der Bundesregierung« udgivne o fficielle værk »Deutschland Heute«, hvor det i udgaven fra 1961, side 190 var formuleret således: »Forbundsrepublikken Tyskland har den opfattelse, at spørgsmålet om den tyske østgrænse kun kan ordnes i en fredstraktat med den legitimerede »gesamtdeutsche« regering - og at for Tysklands folkeretslige område det tyske riges grænser af 31.12.1937 er bestemmende. Den går ud fra, at spørgsmålet om de tyske østområder h id til ikke har været ordnet ved nogen for Tyskland bindende akt. Den mellem myndighederne i det område, som i 1945 var sovjetisk besættelseszone, og Polen afsluttede grænseoverenskomst af 6.7.1950 anses for ugyldigt, da regimet i det område, som i 1945 blev sovjetisk besættelseszone, ikke har nogen legitim ation til at afgøre spørgsmål, som angår det samlede Tyskland. Vestmagterne betonede i anledning af de nævnte overenskomster af 6.7.1950 samt i en noteveksling af 1952, at på Potsdam-konferencen var den endelige fastlæggelse af de tyske grænser udtrykkelig blevet forbeholdt den kommende fredsslutning. Forbundsregeringens politik gør selvbestemmelsesrettens princip gældende og går ind for hjemstavnsretten. Men samtidig går den dog ud fra, at en løsning af spørgsmålet om de tyske østområder kun kan tænkes ad forhandlingens vej. Den ved sig derved enig med de fordrevne, som i »Charta der deutschen Heimatvertriebenen« af 5.5.1950 har proklameret »afkald på hævn og gengældelse« som sin »grundlov og som uomgængelig forudsætning for skabelsen af et frit og forenet Europa.« Der ses ikke i denne erklæring noget, som med rette kan udlægges som militarism e eller revanchisme. Der er ikke stillet nogen konkrete krav om tilbagegivelse af territorier øst for Oder-Neisse. Dette problem holdes tværtimod åbent og overlades ganske til den i Potsdam lovede fredskonference. Den polske og østtyske propaganda er im idlertid fyld t med påstande om vesttyske krav på østområdeme. Således skrev den polske redaktør Ryszard W ojna i en kronik i K risteligt Dagblad den 21.5.1969, at den vesttyske fremsættelse af territoriale krav var særlig farlig for freden, og han advarede mod den »territoriale erobringslyst, der udtrykkes i Bonns politik.« Han taler om »revisionistiske tyske forsøg overfor Polen« og påstår, at den vesttyske forfatning legaliserer »bestræbelser på at genvinde grænserne fra 1937.« Når redaktør Wojna påstår, at selve den vesttyske forfatning skulle opfordre til genvinding af grænserne fra 1937, så hentyder han form entlig til følgende sætning i forordet til »Grundgesetz fü r die Bundesrepublik Deutschland«: »Das gesamte Deutsche V olk bleibt aufgefordert, in freier Selbstbestimmung die Einheit und Freiheit Deutschlands zu vollenden.« Det er en opfordring til befolkningen, ikke blot i Vesttyskland, men også i Østtyskland (og Østrig!) til med fredelige m idler at virke for Tysklands enhed — hvis man så kan se noget forargeligt i det! (28). Når der i erklæringen af 28.6.1956 står, at det tyske rige fortsat består inden for grænserne af 1937, så er det kun en logisk følge af den beslutning, der blev truffet ved Potsdam-konferencens begyndelse, hvorefter Tysklands statsretslige grænser i 1945 stadig var grænserne af 31.12.1937. Ganske vist var det meningen, at østgrænsen skulle flyttes mod vest, men da denne ikke blev flyttet ved den lejlighed, og da den påtænkte flytning først skal ske på en endnu ikke afholdt fredskonference, så er det med fuld ret, når det i erklæringen hævdes, at »Tysklands folkeretslige område« den dag i dag er bestemt ved dets grænser af 1937. Dette er simpel logik, og der er derfor intet forargeligt i, at de i tyske jernbanevogne anbragte kort viser et tredelt Tyskland bestående af Vesttyskland, Østtyskland og et af Polen administreret område (29). Utvivlsom t findes der tyske »revanchister«, der v il have det hele tilbage, men de udgør kun en så ringe procentdel, så man kan lade dem ude af betragtning. Det er regeringen i Bonn, der ene kan tale på det tyske folks vegne — og den har klart udtalt, at fastlæggelsen af grænsen tilkommer fredskonferencen, og at det skal ske ved fredelig forhandling.
Nogen imødekommenhed er i den sidste tid udvist af udenrigsminister Brandt, der har udtalt sig for en »midlertidig« anerkendelse af Odervestl. Neisse, men kun gældende til fredskonferencen. Vesttyskland står fast på, at gældende aftaler og givne løfter skal overholdes, og giver ikke afkald på fredskonferencen som afgørende myndighed. Fra polsk side har man afvist Willy Brandts tilbud. (30).
Østtyskland slutter naturligvis op bag Rusland og Polen. Ganske vist var der også her i begyndelsen fortalere for, at Oder-Neisse kun var en foreløbig grænse, men fra 1950 har man betegnet den som en »for al evighed fastlagt grænse«, og U lbrich t har sagt: »De vesttyske militaristers og im perialisters drøm om erobring af områder øst for Oder og Neisse har således allerede ved vor vestgrænse fundet en brat ende.« Den 6.7.1950 sluttede Østtyskland med Polen en »grænseoverenskomst«, i hvilken det bl. a. hed: »den faststående og bestående grænse er den uantastelige »fredsog venskabsgrænse.«
Frankrig. De Gaulle, der i 1959 udtalte sig for forening af Tysklands to dele, sagde samtidig, at han ikke ville have »de eksisterende grænser draget i tvivl« - og hans udenrigsminister Debré udtalte samme år: » Til det status quo, som det gælder om at opretholde, liører også respektering af grænsen, og det alle grænser incl. den såkaldte Oder-Neisse linie.« Danmark er lige så lid t som Frankrig medunderskriver af Potsdamkonferencens bestemmelser, er altså ikke garant for disse og ligesom Frankrig frit stillet. Det liar da også gentagne gange været foreslået, at vi ligeledes skulle anerkende Oder—Neisse. Således gik fhv. statsminister J. 0. Krag i fjernsynet den 15.6.1969 ind for en sådan anerkendelse. Såvidt erindres udtalte også statsminister Baunsgaard sig under valgkampagnen i 1967 for en dansk anerkendelse. Han har im idlertid efter iy 2 års regering endnu ikke taget noget skridt i den retning. Skulle man måske under hans besøg i Bonn have givet ham oplysninger, som in d til da var ham ukendt ? Der er im idlertid skred i problemet. Polen har i praksis haft østområdet i et kvart århundrede - og i det skal der nu bo 8 m illioner polakker, men kun 700.000 tyskere. A t give hele området tilbage til Tyskland med bemyndigelse til at fordrive polakkerne ville være at øve samme uret mod disse sidste som den, man i sin tid øvede mod tyskerne. Det fandt udtryk i Labour-regeringens erklæring, og fra tysk side skriver Faust: »Det må tages i betragtning, at Polen i de forløbne 23 år har investeret meget i de tyske østområder og har befolket dem med egen befolkning.« Den vesttyske regering har i ovenciterede erklæring taget klar afstand fra al »hævn og gengældelse« og dermed også fra en voldelig fordrivelse af de i østområderne indvandrede eller dér fødte polakker. Den evangeliske kirke i Tyskland er i et memorandum af 1.10.1965 gået betydeligt videre. Den går her ind for tysk anerkendelse af Oder-Neisse og advarer mod fremsættelse af retskrav på tilbagegivelse af områder, som er blevet »en livsfornødenbed for Polen på grund af dets tab af østområderne.« Herim od indvendes med rette, at det ikke var en livsnødvendighed for Polen at tage så meget som helt til den vestlige Neisse. Im idlertid hedder det videre i kirkens erklæring: »Man rammer vel bedst den historiske kendsgerning, når man i fordrivelsen og landafståelserne ser en erstatning til Polen for egne tab og lidelser.« Der er meget smukt og også sandt i denne tankegang, og det er glædeligt, at den kommer til orde netop i Tyskland. Tyskerne havde en stor gæld til polakkerne, megen uret at bøde for - men Churchill, Eden og Truman havde alligevel ret, da de bebrejdede polakkerne, at de tog for meget. De fordrevne tyskere har form entlig stadig hjemstavnsret til østområderne - men hvor mange er de i dag og ønsker de overhovedet at vende tilbage? E r de mon ikke ganske godt tilfredse med tilværelsen i velfærdsstaten Vesttyskland? Et stort antal af de godt 8 m illioner flygtninge og fordrevne omkom på flugten, mange må være afgået ved døden i de forløbne 24 år - og selv om halvdelen eller noget flere endnu bor i Vesttyskland, hvor mange af dem ønsker virkelig at vende tilbage? Deres tal formindskes år for år — og deres vest for Oder—Neisse fødte børn føler næppe større tilknytning til østområderne - har de forøvrigt hjemstavnsret dér? (31).
Tiden har visselig længe arbejdet stærkt for Oder-Neisse grænsen og gør det i forstærket tempo. H vorfor så ikke anerkende den som »endelig« og da især få Vesttyskland til o fficielt at give den sin uforbeholdne anerkendelse - for det er jo nytteløst, at andre gør det, hvis ikke Vesttyskland selv vil. Fra England og USA skal man ikke vente nogen o fficiel anerkendelse af Oder-Neisse. Det ville være et brud på Potsdam-aftalerne, som de to lande selv har underskrevet og står som garanter for. Vestmagterne v il ikke miste det ry, de har erhvervet for at respektere indgåede traktater og overholde givne løfter. Men kunne man få Vesttyskland til friv illig t at give afkald, så var man ude over vanskelighederne.
Vesttyskland har nu tungtvejende grunde til at stå fast: 1. I Potsdam-overenskomstens bestemmelse om, at grænsen først skal fastlægges på en fredskonference med Tyskland som deltager, har Vesttyskland et kort på hånden, som det ikke kan smide bort uden i hvert fald at få noget i stedet.
Redaktør Henrik V. Ringsted skrev herom i »Hadet, de prædiker« (Politiken 20.5.1966): ».... der er ikke nogen grund til, at tyskerne pludselig midtvands skal opgive et kort, som stormagterne har givet det på hånden. Så megen værdighed må man dog levne en overvunden fjende, at han får lov til at afstå et område, der ifølge Potsdamoverenskomsten stadig tilhører ham, men er sat under m idlertidig administration af en fremmed magt.« Man har lokket med gunstige handelsaftaler med østlandene - men man handler nu ikke sine nationale rettigheder bort for velfærd.
2. Løftet fra Potsdam står for mange tyskere som et tilsvarende retskrav som det, Danmark i Prag-fredens paragraf 5 fik med hensyn til Nordslesvig. Forbundskansler Kiesinger sagde 19.9.1964: »Den gentagne gange krævede anerkendelse af Oder-Neisse linien fra den tyske forbundsrepubliks side ville have form af et afkald og sandsynligvis fremkalde uro i befolkningen. Der ville indtræde det modsatte af, hvad de, der anbefaler anerkendelsen, forudsagde og håbede, nemlig: I stedet for en formindskelse af beskyldningerne fra Østen om angivet revanchisme fra forbundsrepublikkens side ville der opstå en bølge af »højreradikalisme« i forbundsrepublikken.« Det er nynazismens farer, Kiesinger her advarer imod, erindringen om den nazistiske beskyldning mod Weimar-regeringen for svaghed og evneløshed, som for 40 år siden fængede i det tyske folk og i høj grad var vand på nazismens mølle. Derfor, af ovennævnte tungt vejende grunde kan og v il den vesttyske regering ikke uden om fredskonferencen give afkald på østområderne, og derfor står også W illy Brandt fast på kravet om konferencen — og med sit tilbud om en m idlertidig anerkendelse synes han at have strakt sig til den yderste grænse for, hvad en vesttysk regering overhovedet kan tillade sig.
Og så Danmark da! H vorfor i alverden skulle vi blande os op i det grænseproblem og tilm ed tage parti mod vor NATO-allierede, det Vesttyskland, som så åbenlyst gerne v il stå på en god fod med os og med hele Norden. Hvad kan vi have imod den fredskonference, som jo er Vesttysklands eneste grænsekrav, og som er dets soleklare ret. Lad dog denne konference blot blive afholdt, og lad os roligt overlade til den at finde ud af, om der overhovedet skal røres ved Oder-Neisse — og i givet fald hvor meget. Tyskland v il jo ikke kunne tvinge noget igennem, som ikke godkendes af USA og England - og til disse to lande, især England, har Danmark i over hundrede år set hen med sympati og tillid .
Vigtigste benyttede kilder
Blumenson, Martin: >Two Germanies«, M ilitary Review , april 1966. Churchill, IVinston: »The Second W orld War«, London 1948-51. Deuerlein, Ernst (udgiver): »Potsdam 1945, Quellen zur Konferenz der Grossen Drei«, Nördlingen 1963. Faust, Fritz: »Die Oder-Neisse L in ie in heutiger völkerrechtlicher und politischer Sicht«, Wehrwissenschaftliche Rundschau, april 1968. Feis, Herbert: »Between W ar and Peace. T he Potsdam Conference«, Princeton U n iversity Press. 1960. Hubatsch, Walther (»Bearbeiter« og tildels forfatter): »Die Deutsche Frage«, Würzburg 1964. Jaspers, Karl: »Wohin treibt die Bundesrepublik?«, München 1966. Leahy, W illiam D .: »I was there.« New York, 1950. Presse- und Informationsamt der Bundesregierung (udgiver): »Deutschland Heute«, Wiesbaden 1961. Rastén, Adolph: »Tyskland, hvad nu«, København 1967. Reske-Nielsen, Erik : »Verden 1968«, København 1969. Wagner, Wolfgang: »The Genesis of the Oder-Neisse Line«, Stuttgart 1957. Et par andre, lejlighedsvis benyttede værker er nævnt i teksten. Hertil kommer de i teksten og i henvisningerne nævnte kronikker og artikler i danske dagblade og tidsskrifter. Endvidere har været benyttet en i 1960 i NATO-tidsskriftet »Revue Militaire Générale« ført diskussion om Oder-Neisse mellem E . S. Virpsha (juni 1960) og E. H. Jahn og Oskar Lepsius (november 1960). Større litteraturfortegnelser findes hos Deuerlein, Hubatsch (meget omfattende), Rastén og Wagner. Sluttelig bør nævnes artiklen »Psykologisk krigsførelse« i Jydske Telegrafregiments officersblad »Kontakten«, marts 1969, som jeg skylder tak for idéen til denne artikel.
Henvisninger
(1) . Jfr. f.eks.: Generalmajor Kragh : »Moskva er styrket militært«, en anmeldelse af »The Sovjet Threat to Europe« (Berlingske Tidende 5.6.1969) og »Folketinget og forsvaret« (Berlingske T idende 28.5.1969), M a jor Søren Nielsens kron ik »Officererne og forsvaret« (Berlingske Tidende 11.4.1969) samt forfatterens indlæg »Forsvaret på dagsordenen« ( R E F L E X dec. 1968).
(2) . Den tysk-østrigske nationalforsamling vedtog 12.11.1918 enstemmigt bl. a.: »Deutsch-Oesterreich ist ein Bestandteil der Deutschen Republik« (Hubatsch side 200).
(3) . »Die AU iierten und Assoziierten Mächte erklären, dass eine politische oder w irtschaftliche Vereinigung zwischen Oesterreich und Deutschland verboten ist.« (Hubatsch side 200, jfr. også W ickenburg: »Kleine Geschichte Oesterreichs« (Frankfurt og Darmstadt 1958) side 159 og 167-68).
(4) . Vedrørende den kommunistiske agitation blandt tyske krigsfanger i Rusland m. v. henvises t il forfatterens artikel »Fra nationalkomité t il østtysk folkerepublik« (M ilitært T idsskrift, oktober 1964)
(5) . Dette blev på udenrigsministerkonferencen i New Y o rk , 12.-19.9.1950 tiltrådt af U S A ’s, Storbritanniens og Frankrigs m inistre i følgende erklæring: »Indtil Tysklands genforening betragter de tre regeringer »die Regierung der Bundesregierung« som den eneste frie og lovligt konstituerede tyske regering, der følgelig har ret t il i internationale anliggender som repræsentant for det tyske fo lk at tale på Tysklands v e g n e ___« (Hubatsch, side 15).
(6) . Jfr. Rastén, side 245.
(7) . Jfr. Hubatsch, side 203.
(8) . Jfr. Hubatsch side 60 og Rastén side 91.
(9) . Jfr. Hubatsch, side 55, f.n.
(10) . Jfr. Hubatsch, side 17.
(11) . Jfr. Hubatsch, side 26
(12) . E n kort, k lar redegørelse for disse forslag og for årsagerne til, at de strandede, findes i Blumenson: >Two Germanies or one«. E n mere detailleret fremstilling af alle disse forslag, drøftelser og »tovtrækninger« om Tysklands genforening under forskellige former og v ilkår findes i Hubatsch, side 15-27 og 53-64.
(13) . Jfr. Rastén, side 342.
(14) . Jfr. Hubatsch, side 182.
(15) . Jfr. Wagner, side 53.
(16) . Jfr. Wagner side 79 og 84.
(17) . Jfr. Der grosse Brockhaus, udgave 1955.
(18) . Jfr. Deuerlein, side 188
(18a). »Protocol of proceedings« af 1.8.1945, i forkortet form offentliggjort i »Meddelelser om tremagtskonferencen i Berlin« af 2.8.1945. (Deuerlein, side 350-367).
(19) . Jfr. Deuerlein, side 214-15 og Leahy, side 399.
(20) . Spørgsmålet om østlig eller vestlig Neisse blev diskuteret mellem Truman , udenrigsminister Bymes og M o lotov (Deuerlein, side 291-92 og Leahy, side 421).
(21) . Jfr. Feis, side 223-24.
(22) . C h u rch ill sagde senere: »Hverken jeg eller M r. Eden v ille nogensinde have godkendt den vestlige Neisse som grænse.« (Feis, side 233).
(23) . Udførligt begrundet i 16 punkter, jfr. Deuerlein, side 261-63.
(24) . Jfr. Church ill V I , side 573. Hans udtalelse blev senere af Eden gentaget i parlamentet, jfr. Wagner, side 151—52 (Anm . 598).
(25) . Ord lyden af disse bestemmelser er i henhold t il »Meddelelser fra tremagtskonferencen« (Deuerlein, side 364): »Overhovederne for de tre regeringer bekræfter deres opfattelse, at den endelige fastsættelse af Polens vestgrænse skal udsættes t il fredskonferencen.« Endvidere enedes de tre store om, at indtil den endelige fastsættelse af Polens vestgrænse skulle de tidligere tyske østområder øst for Oder - vestlig Neisse stilles under »administration af den polske stat.« Jfr. her også Leahy, side 423.
(26) . Uddrag af Church ills tale af 16.8.1945 findes hos Deuerlein, side 382-84.
(27) . Jfr. C h u rch ill V , side 360.
(28) . Jfr. Hubatsch, side 204
(29) . Disse kort var forøvrigt udfærdiget i overensstemmelse med den britiske m ilitærregerings synspunkter, hvilket fremgår af militærregeringens den 14.4.1949 udgivne »Retningslinier for trykning af landkort«, hvorefter for Tysk land grænserne fra 1937 skulle være bestemmende, ligesom områder under fremmed forvaltning skulle kendetegnes som sådanne. (Hubatsch, side 188).
(30) . Der findes også i Vesttyskland fortalere for at give afkald på alle retskrav - af kristelige eller humanistiske grunde. Udtalelser herom foreligger fra den evangeliske k irke og bl. a. fra professor Jaspers, der i sin bog »Wohin treibt die Bundesrepublik« går ind for, at Vesttyskland skal affinde sig med status quo, både for så v idt angår genforeningen som evt. ændring af østgrænsen. M en han bifalder tilslutningen t il N A T O og det vesttyske konventionelle forsvar, som han (side 224) begrunder således: »Den, der ikke ruster, står i fare for at b live et bytte for andre.« Han ønsker samarbejde med øststaterne, men forkaster anerkendelse af Østtyskland, så længe dette bevarer muren i Ber lin og pigtrådshegnet langs grænsen. Jaspers hævder, at nationale ønsker og rettigheder må vige for europæiske fællesinteresser. Også Hubatsch går, side 38, ind for »Europa-tanken«, som ligeledes general Kragh giver sin tilslutning i kron ikken »Den tabte fred« (Berlingske Tidende, den 28.6.1969). Det må tilføjes, at redaktør Helge Knudsen i en kron ik i Kriste ligt Dagblad den 19/20.7.1969 bar udtalt, at »set fra et dansk synspunkt synes udvik lingen i Vesttyskland at gå i den rigtige retning, nem lig at have kurs mod europæisk afspænding, europæisk forståelse og europæisk samarbejde.«
f31). Fordrivelsen af den tyske befolkning fra østområdeme og dens bosættelse i det senere Vesttyskland var et af de vigtigste diskussionsemner på Potsdam-konferencen og står i så nøje sammenhæng med det i denne artikel behandlede, så det må gøres til genstand for en kort omtale. Bestemmelser for folkeflytningerne er optaget i »Meddelelser fra tremagtskonferencen i Berlin«, afsnit XIII, der omhandler den »ordnede overflytning af dele af den tyske befolkning, som er blevet tilbage i Polen, Tjekoslovakiet og Ungarn,« hvilket, når Rumænien og Jugoslavien medregnes, skal have beløbet sig til ialt 11,8 m illioner mennesker, hvoraf 2,5 m illioner sudetertyskere fra T jekoslovakiet. Im idlertid omfattede denne, »den største folkevandring i historien« ifølge Hubatsch ialt ca. 16,5 m illioner tyskere, nem lig foruden de nævnte 11,8 m illioner yderligere 3,3 m illioner »tilvandrede«, d. v. s. tyskere bosat i den russiske besættelseszone (det nuværende Østtyskland), som flygtede t il Vesttyskland, inden U lbr icht lukkede af med mur og pigtråd. T i l disse ialt ca. 15 m illioner kommer endelig de deporterede. Folkeflytningerne skulle efter bestemmelserne ske på »human og ordnet måde.« Hubatsch fortæ ller noget andet (side 193-95), Leahy ligeså (side 396) - Church ills bekymring for, hvad der foregik bag jerntæppet, var vel begrundet. A f de 16,5 m illioner, der »direkte eller indirekte blev ramt af fordrivelse m. v.«, menes ca. 2 m illioner at være omkommet under flugten eller som deporterede. A f resten kom langt den største del, ca. 12,8 m illioner t il Vesttyskland, hvis befolkningstal derved på få år steg fra ca. 39 m illioner t il ca. 52 m illioner. Denne korte oversigt bygger på oplysninger i »Deutschland Heute«, side 41 og 79, hos Deuerlein, side 265-66 og Hubatsch, side 192-195.
