Panserværn i Hæren - Del 3: Anden Verdenskrig 1940-1945

Dansk 20mm maskinkanon på under stillingsindtagelse i sydkanten af Aabenraa. 9. april 1940.

Den motorcykelbårne 20mm maskinkanon udgjorde grundlaget for den mobile forsvarskamp. Som følge heraf var dette våben da også ansvarlig for at uskadeliggøre størstedelen af de pansrede køretøjer, den tyske hær mistede denne morgen. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Af Rune Holmeå Iversen, krigs- og militærhistoriker, mag.art.

Læs første del af artikelserien her

Læs anden del af artikelserien her

Panserbrydende lyssporprojektiler en iskold aprilmorgen.

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 startede hovedangrebet på Danmark og Norge. Forud for angrebet i Sønderjylland havde tyske specialstyrker bevæget sig over grænsen, infiltreret og besat vital infrastruktur og nedskudt de danske grænsegendarmer, der kunne tænkes at sætte sig til modstand. Klokken 04.15 overskred den tyske hovedstyrke grænsen i Sønderjylland. Samtidig kunne tyske styrker gå i land ved Lillebæltsbroen samt i Nyborg, Korsør, Gedser og København, uden det danske søværn gjorde noget for at forhindre det. Kun ved Lillebæltsbroen forsøgte et dansk fodfolkskompagni, ved hjælp af varselsskud, at afskrække tyskerne, men alle andre steder skete landgangen uhindret. Det eneste sted, hvor søværnets enheder kæmpede 9. april, var ved Esbjerg, hvor et skib i havnen brugte sit antiluftskyts imod overflyvende tyske fly.

Kort: 9. april 1940 i Sønderjylland.

Tyske fremrykkeakser indtegnet i sort. Lokationer hvor danske enheder åbnede, eller kunne have åbnet, ild imod tyske pansrede enheder er indtegnet med sorte cirkler. Danske enheder og posteringer er markeret med hvidt. Tallene på kortet referer til de nedenstående lokalitetsangivelser i tabeller og tekst, der beskriver de taktiske resultater fra morgenens kampe. Copyright Rune H. Iversen 2020.

Ved det tyske angreb trådte den givne danske forholdsordre i kraft, som beskrevet i denne artikelseries anden del. I Sønderjylland begyndte der nu et kapløb, hvor de danske hærenheder forsøgte at nå deres stillinger - i visse tilfælde kun minutter før de fremrykkende tyske styrker. Ved stillingerne ved Korskro og Lundtoftbjerg måtte motorcykelenhederne gå i stilling alene, idet de cyklistenheder, der skulle støtte dem, ikke var nået frem endnu. Imens forberedte enhederne i Haderslev og Sønderborg at forskyde til deres blokeringsstilling syd for Aabenraa.

De første træfninger:

I Sønderjylland imellem kl. ca. 04.50 og kl. 05.30 stødte Marchgruppe A´s forspids på de danske posteringer ved Lundtoftbjerg, Lundtoft og Hokkerup (lokalitet 1, 2 og 3 på oversigtskortet). Samtidig mødte den fremrykkende tyske motoriserede brigade en lignende danske delingspostering i Gårdeby Lokalitet 4). Længst mod vest stødte Marchgruppe B på den danske postering i Abild (lokalitet 5). I alle tilfælde nedkæmpede eller fordrev de tyske enheder den danske modstand. Ved Lundtoftbjerg, Gaardeby og Abild klarede de motoriserede danske styrker at vige nordpå for at videreføre modstanden, men ved Hokkerup og Lundtoft blev de danske enheder fastholdt med ild og nedkæmpet, om end stillingen ved Hokkerup holdt ud i næsten en time. Alle steder hævdede danske enheder at have beskudt tysk panser, om end vi ved fra tyske kilder, at den tyske styrke ved Hokkerup var en flankesikringssstyrke afgivet fra Marchgruppe A´s forspids, der kun bestod af et motoriseret maskingeværkompagni, støttet af en deling panserværnskanoner uden nogen form for pansrede køretøjer.

Indsættelse af danske panserværnsvåben om morgenen den 9. april 1940.

Lokaliteter og taktisk resultat kl. ca. 04.45-06.30:

Numrene ud for hver lokalitet i den venstre kolonne referer til lokaliteter på det ovenstående kort over forløbet af 9. april i Sønderjylland.

I samme tidsrum begyndte de tyske enheder på den sjællandske øgruppe fremrykningen fra deres brohoveder. I København blev Kastellet, hvor Generalkommandoen, den danske hærs overordnede føringsorgan, opholdt sig, stormet. At Generalkommandoen gik tabt i krigens første time, var med til yderligere at forværre de danske muligheder for at organisere et sammenhængende forsvar, idet enhver central styring af de indsatte danske hærenheder midlertidigt var umulig. Tyskerne besatte eller ødelagde også samtlige kommunikationsmidler og centraler, de kom i nærheden af, hvilket yderligere forværrede det danske forsvars mulighed for at koordinere sine enheder.

I Jylland gav chefen for Jyske Division kl. ca. 05.30 ordre til, at alle divisionens enheder skulle søge at indtage en stilling langs med Vejle Å. I sin kommandostation ved Bjergskov modtog chefen for cyklistbataljonen denne ordre og forsøgte at give den videre til sine undergivne enheder. På grund af manglen på radiomateriel måtte dette ske ved hjælp af ordonnans, hvorved mange af de fremskudte enheder enten ikke modtog ordren om at falde tilbage til Vejle Å stillingen, eller først fik den, efter de for længst var blevet forbipasseret og omgået af tyske enheder.

I Sønderborg havde det taget lang tid at få sammendraget de udskrevne motorkøretøjer, som fodfolkskompagnierne skulle bruge til at forskyde til området syd for Aabenraa. Da ordren om at forskyde til Vejle Å stillingen indtraf, og det samtidig var klart, at tyske enheder allerede havde forbipasseret Sønderborg, samt at de øvrige danske enheder i Sønderjylland allerede var i færd med at trække sig nord for Aabenraa, blev de danske enheder i Sønderborg beordret til at forblive i deres stillinger omkring byen. Dette svækkede yderligere de danske styrkers mulighed for at organisere et sammenhængende forsvar, idet enhederne i Sønderborg nu var isoleret fra de øvrige danske enheder i Jylland. Ved modtagelse af ordren om at gå til Vejle opgav enhederne i Haderslev også at besætte optagestillingen ved Aabenraa. Dette berøvede de fremskudte danske enheder syd for Aabenraa den med panserværnsvåben stærkt besatte optagestilling, der skulle støtte deres kamp, og som de i henhold til planen skulle falde tilbage til.

Det tyske gennembrud:

I Sønderjylland fortsatte krigen. Kort efter kl. 06.00 var de indledende kampe imellem tyske og danske styrker overstået. Der indtrådte nu en kort kamppause, imens de tyske enheder reorganiserede og begyndte at rykke frem igen. Efter disse indledende træfninger ser det ud som om, både Marchgruppe A og B havde omgrupperet og ændret deres marchorden. I stedet for at have motoriseret og motorcyklende infanteri forrest i deres forspidser, rapporterede de danske enheder at kampvognsenheder nu kørte forrest.

Overrullet dansk 20mm Maskinkanon M.1938 ved Bjergskov 9. april 1940.

Så længe danske enheder var beskyttet af panserværnsvåben, var de generelt i stand til at løse deres taktiske opgaver. Ved Bjergskov blev de to maskinkanoner, der dækkede vejen mod Aabenraa nedkæmpet af fremrykkende kampvogne, hvilket gjorde at de øvrige danske cyklist- og motorcyklistenheder i området stod forsvarsløse, og derfor måtte overgive sig eller vige ud mod nord. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Efter at have kæmpet sig igennem den danske cyklistdeling ved Lundtoft, fortsatte den tyske Marchgruppe A mod Bjergskov (lokalitet 6), hvor den danske cyklistbataljons reservestyrke, som beordret, var ved at forberede sin forskydning til Vejle Å stillingen. De danske enheder blev fanget midt i deres stillingsskifte, og deres maskinkanoner ser ikke ud til at have haft effekt, hvilket kan skyldes, at den ene maskinkanon forholdsvist hurtigt fik funktionsfejl, og den anden effektivt blev holdt nede med ild. Danske kilder påstår at have nedkæmpet et besætningsmedlem i en åben kampvognsluge med håndvåbenild. De forreste danske delinger blev overrullet. Kun en enkelt cyklistdeling, samt bataljonsstaben, undslap, givetvis fordi de var blevet udrustet med udskrevne motorkøretøjer for at forøge deres mobilitet. De tyske kampvogne fortsatte deres fremrykning mod nord. Ved Aabenraas sydspids (lokalitet 10) mødte de den samme danske motorcykeldeling der havde affyret dagens første skud ved Lundtoftbjerg. Efter en kort ildkamp veg den danske enhed nordpå igen. Resultatet af disse kampe pegede i to retninger. Tabet af størstedelen af styrken ved Lundtoft, samt deres panserværnskanoner, forværrede drastisk den danske hærs mulighed for at fortsætte modstanden i Sønderjylland, imens den korte kamp ved Aabenraa gav håb om, at den ”Tilbagevigende Kamp” måske stadig ville kunne gennemføres med succes.

Tyske Panzerkampfwagen I i Aabenraa 9. april 1940.

Denne maskingeværbevæbnede og let-pansrede kampvogn udgjorde stadig en stor del af den tyske hærs panserstyrker i 1940. Størstedelen af kampvognene i den tyske angrebsstyrke den 9. april 1940 var af denne type. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Længere mod vest stødte dele af den tyske opklaringseskadron, der rykkede frem fra Padborg mod nordvest, på den danske stilling i Bredevad (lokalitet 9) og fik næsten halveret sin forreste panservognsdeling af dansk maskinkanonild. Først efter den danske stilling var blevet flankeret af yderligere panservogne og motoriseret infanteri fra sydøst, overgav den sig efter lidt under en times kamp. Ved Korskro (lokalitet 11), nordvest for Bredevad, var den danske postering, der skulle besætte vejkrydset, blevet forsinket af behovet for konstant at søge flyverskjul. Herudover var de i også i tvivl om, hvorvidt de i stedet skulle prøve at søge imod en alternativ stilling tættere på Bredevad. På grund af dette nåede posteringen ikke i stilling og blev i stedet overrasket af tyske styrker, der rykkede frem fra syd, fra det erobrede Bredevad. De tyske enheder nøjedes med at forbipassere de afskårne danske styrker, som herefter veg ud mod Rødekro, nordøst for deres position. Den motoriserede brigade var nu tæt på at opnå det gennembrud af de danske stillinger, der ville gøre det muligt at begynde enhedens egentlige opgave: Fremstødet mod Aalborg.

Imens de ovenstående kampe stod på, ser andre dele af den tyske opklaringseskadron ud til at have udnyttet de mange ubevogtede landeveje imellem den danske stilling ved Bredevad og det danske fodfolkspionerkompagnis stillinger nordøst for Tønder. Lidt over 06.30 overrumplede de således det danske luftværnsbatteri ved Løgumkloster (lokalitet 8), der var ved at prodse kanonerne på køretøjerne for at foretage den forskydning nordpå, der var blevet beordret 8. april. På grund af de manglende kommunikationsmidler havde den danske enhed ikke modtaget varsel om nogen risiko for et direkte angreb. Uden mulighed for at indsætte sine slagkraftige panserbrydende våben måtte batteriet overgive sig. Dette var et alvorligt slag for den danske hærs mulighed for at forsinke den tyske motoriserede brigade og påføre den tab, idet luftværnsbatteriet for det første var en af de mest slagkraftige panserværnsenheder i Sønderjylland, for det andet lå batteriets stilling i Løgumkloster direkte på den tyske motoriserede brigades primære fremrykkevej.

På den vestlige hovedvej stødte den tyske Marchgruppe B på den næste danske stilling i Sølsted (lokalitet 7). Efter tabet af de forreste kampvogne i den danske panserværnsild begyndte den tyske enhed at udfolde sin fulde kampkraft imod den danske stilling, idet to afsiddede infanterikompagnier forsøgte at fastholde den danske stilling med ild, imens et tredje forsøgte at omgå den. Da tyske nærstøttefly nu også angreb, opgav den danske postering kampen. Efter at have ydet modstand og stoppet den tyske fremrykning i ca. en halv time, gik de danske styrker tilbage til Bredebro. Marchgruppe B var nu også tæt på at opnå gennembrud, idet kun den danske stilling i Bredebro var tilbage på dens fremrykkevej langs den vestlige hovedvej.

Indsættelse af danske panserværnsvåben om morgenen den 9. april 1940.

Lokaliteter og taktisk resultat kl. ca. 06.30-07.15:

Numrene ud for hver lokalitet i den venstre kolonne referer til lokaliteter på det ovenstående kort over forløbet af 9. april i Sønderjylland.

I løbet af morgenen havde de tyske enheder nået deres mål i København, på Sjælland og Fyn samt i Nordjylland, hvor alle operative mål var blevet indtaget ved luft og sølandsætninger. Den danske regering besluttede klokken ca. 006.30 at beordre kampene indstillet, men på grund af de svigtende signalforbindelser kunne denne ordre ikke umiddelbart fremsendes til enhederne i Sønderjylland, der fortsatte kampen.

Slutkamp i Sønderjylland:

Gennembruddet af den danske hærs tynde forsvar nord for grænsen havde gjort, at der var reelt nu kun to danske modstandsområder tilbage i Sønderjylland i form af stillingen i Haderslev på den vestlige hovedvej og stillingen i Bredebro på den østlige. Imellem disse to stillinger var den motoriserede brigade allerede brudt igennem det danske forsvar, og var i fremrykning mod Bredebro for her at rykke ind på den østlige hovedvej. Bag den motoriserede brigade lå en hel række af omgåede danske posteringer og stillinger, der hvis kampene fortsatte ville være blevet nedkæmpet af de bagfrakommende Marchgrupper C og D. Idet disse tyske enheder ikke rådede over pansrede køretøjer, ville de danske panserværnsvåben, der var blevet forbipasseret, reelt have mistet deres taktiske betydning og mulighed for at udøve indflydelse på resultatet af kampen imod det tyske panser, der nu befandt sig længere imod nord.

De omgåede og forbipasserede danske enheder forsøgte derfor at vige tilbage mod nord, og i et enkelt tilfælde imod Sønderborg, efterhånden som de blev klar over deres situation. Det var dog reelt kun de motoriserede enheder, der slap væk. De cyklende og fodmarcherende enheder overgav sig efterhånden, som deres håbløse taktiske situation blev åbenlys eller ordre til at indstille modstanden indtraf. Også de motoriserede enheder overgav sig efterhånden som ordre til at indstille kampen indtraf via ordonnans.

Efter de fremskudte danske styrker i løbet af morgenen havde frigjort og gået tilbage til Haderslev, stod det klart for den danske garnisonskommandant her, at der ikke længere befandt sig nogen danske styrker imellem byen og de fremrykkende tyske enheder. Idet enhederne i Haderslev var fodmarcherende og hestetrukne, og de nødvendige civile køretøjer til at motorisere dem endnu ikke var blevet udskrevet, var mulighederne for at nå Vejle Å-stillingen begrænsede. Så garnisonskommandanten besluttede sig for at blive i byen og kæmpe.

Dansk 37mm Fodfolkskanon M.1937 i sydkanten af Haderslev 9. april 1940

Kanonen var bevidst placeret med langt skudfelt langs den vej de tyske styrker sandsynligvis ville rykke frem ad mod byen. På denne måde blev kanonens rækkevidde og slagkraft udnyttet bedst muligt. Der var dog ikke tid til at forberede hverken skjul eller dækning for kanonen og dens mandskab. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

På grund af de mange indfaldsveje til Haderslev fra syd, var det nødvendigt at sprede de tunge våben som de danske styrker rådede over for at kunne dække dem alle. Dette gjaldt også for panserværnsvåbnene. En enkelt 37mm fodfolkskanon blev holdt i reserve i Haderslev by, imens de resterende fodfolkskanoner og maskinkanoner blev fordelt på de tilbageværende indfaldsveje. Tyngden i panserværnsilden blev dog klart rettet imod den nord-sydgående hovedvej. Her var en 37mm fodfolkskanon placeret i en fremskudt stilling med et langt skudfelt på over 500 meter imod syd, imens to 20mm maskinkanoner var placeret inde i selve Haderslev by, med et noget kortere skudfelt på få hundrede meter. At placere fodfolkskanonen i en sådan fremskudt stilling, hvor den ikke var beskyttet eller nærsikret af foranliggende fodfolksenheder, stred imod gældende dansk doktrin, men illustrerer meget godt hvor improviseret forsvaret af Haderslev var. Det var jo meningen, at enhederne fra Haderslev skulle have kæmpet fra den planlagte optagestilling syd for Aabenraa og ikke i selve Haderslev by.

Det motoriserede artilleribatteri gik i stilling nord for Haderslev med mulighed for at kunne tage hovedvejen under direkte beskydning. Forsvaret af byen blev også forstærket af en motorcykeldeling med to 20mm maskinkanoner, og et maskingevær der gik i stilling i byens nordkant med skudfelt langs hovedvejen. Denne enhed havde allerede været i kamp ved Lundtoftbjerg og Aabenraa tidligere på morgenen. Stillingen ved Haderslev repræsenterede således den største koncentration af panserværnsvåben, den tyske hær stod overfor den 9. april.

Marchgruppe A forsøgte hverken at omgå Haderslev eller at angribe byen fra flere retninger. I stedet foretog den tyske enhed et angreb fra bevægelse langs med den østlige hovedvej, så snart de kom under ild fra den fremskudte danske 37mm fodfolkskanon. Siden kanonen ikke var støttet eller nærsikret af andre danske enheder, var det kun et spørgsmål om tid, før tyskerne fik ildoverlegenhed. Samtlige besætningsmedlemmer på fodfolkskanonen blev dræbt eller såret, men de nåede at nedkæmpe tre tyske kampvogne.

Efter at have ryddet hovedvejen for havarerede kampvogne fortsatte den tyske fremrykning ind i Haderslev med både kampvogne og afsiddet infanteri. Få hundrede meter længere inde i byen lå en ny dansk stilling, bestående af en fodfolksdeling og to 20mm maskinkanoner, bag en vejspærring. Selv om afstanden umiddelbart var under 200 meter, så det ikke ud som om, maskinkanonbeskydningen havde nogen umiddelbar effekt på de tyske kampvogne. Tværtimod var det de danske enheder, der nu gradvist blev holdt nede af tysk ild, idet skytten på den ene danske maskinkanon blev dræbt. Efter kort tids kamp fik den danske garnisonschef overleveret besked om, at kampen skulle indstilles, hvorefter de danske styrker overgav sig. Til trods for at stillingen i Haderslev var blevet improviseret i al hast, og forsvaret af byen på ingen måde var planlagt, lykkedes det alligevel både at forsinke den tyske Marchgruppe A, og påføre den et betydeligt tab af pansrede køretøjer. Dette blev primært gennemført af den enlige 37mm fodfolkskanon, der jo også var en af den danske hærs mest hårdtslående panserværnsvåben.

Tyske kampvogne og motorcyklist på vej mod Haderslev Kaserne. 9. april 1940.

Få sekunder efter dette billede er taget åbner danske enheder på kasernen ild, der får motorcyklisten til at styrte ramt til jorden og den forreste kampvogn til at havarere. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Efter at have ryddet den danske vejspærring fortsatte Marchgruppe A sin fremrykning igennem Haderslev. Men den fodfolksdeling, der nærsikrede kasernen i byen, var endnu ikke blevet underrettet om den danske overgivelse. De åbnede derfor ild på de fremrykkende tyske enheder. Herunder blev der brugt panserbrydende 8mm ammunition affyret fra håndvåben. En af de tyske kampvogne blev bragt til standsning med en sprængt kæde, men det er dog usikkert, om det skyldes den danske panserværnsild eller påkørsel af en kantsten. Kort tid efter nåede budskabet om den danske overgivelse også kasernen, og kampene blev indstillet. De danske enheder nord for kasernen søgte tilbage til Vejle Å-stillingen, hvor de fik besked om kapitulationen.

På den vestlige hovedvej havde de danske styrker fra Abild og Sølsted søgt tilbage til Bredebro, hvor panserværnsvåbnene blev indsat med hovedskudsretning mod syd langs med hovedvejen. Cyklistdelingen nærsikrede maskinkanonerne og sikrede flankerne imod øst og vest. Desværre blev den danske stilling nu angrebet fra vest, idet den tyske motoriserede brigade, med opklaringseskadronens panservogne forrest, rykkede frem fra Løgumkloster. Cyklistdelingen ser ikke ud til at have haft panserbrydende ammunition udleveret, og kunne derfor ikke gøre noget imod panservognene. Med udsigt til at få sin stilling rullet op fra øst til vest besluttede den danske chef på stedet at overgive sig. Før denne beslutning kunne nå at blive kommunikeret ud til alle danske enheder på stedet kom de sydvendte danske stillinger i ildkamp med den fremrykkende Marchgruppe B. Efter kort tid blev ilden dog indstillet, og de danske enheder overgav sig.

Indsættelse af danske panserværnsvåben om morgenen den 9. april 1940.

Lokaliteter og taktisk resultat kl. ca. 07.15-08.00:

Numrene ud for hver lokalitet i den venstre kolonne referer til lokaliteter på det ovenstående kort over forløbet af 9. april i Sønderjylland.

Efter disse kampe var overstået, var krigen forbi for det danske forsvars vedkommende. Kampene havde i Sønderjylland varet lidt over tre timer, fra den indledende ildåbning ved Lundtoftbjerg, og indtil de sidste skud blev affyret i Haderslev og Bredebro. Hvis krigen var fortsat, så den taktiske situation ikke god ud. Resterne af de fremskudte danske styrker i Sønderjylland, der reelt ikke bestod af mere end et reduceret kompagni plus to luftværnsbatterier, var, sammen med enhederne der havde været stationeret i Trekantområdet, ved at besætte Vejle Å-stillingen. Enheder fra Århus og Randers var ligeledes på vej mod Vejle. Der ville således givetvis være gode muligheder for her at stoppe den tyske Marchgruppe A endnu engang. Længere mod vest stod det derimod skidt til. Der er intet, der tyder på, at det gennembrud som tyske Marchgruppe B og den motoriserede brigade havde opnået, var blevet meldt videre fra dansk side. Hvis vi ser bort fra de danske styrker i Viborg, der bestod af fodmarcherende fodfolkskompagnier, var der ikke længere nogen danske styrker i Midt- og Vestjylland, der kunne yde modstand. Selv om størstedelen af en dansk fodfolksbataljon var i Vendsyssel, ville dette næppe heller være tilstrækkeligt til at kaste den luftlandsatte tyske bataljon fra dens landsætningsområder ved Aalborg. De forbipasserede og isolerede danske enheder i Sønderjylland havde kun ringe udsigt for at kunne slå sig igennem til Vejle Å stillingen, og ville sandsynligvis være blevet renset op af de bagfrakommende Marchgrupper C og D, hvis de da ikke valgte at overgive sig frivilligt. Perspektiverne i fortsat dansk modstand må således siges at have været begrænsede.

Den danske hær efter 9. april:

Kort tid efter den danske overgivelse blev den danske regering og de tyske myndigheder i fællesskab enige om den fiktion, at det tyske angreb havde været en fredstidsbesættelse. Dette gav Danmark en udpræget grad af indre selvstyre, og gjorde det muligt for en dansk samlingsregering at fortsætte med at styre landet. Så selv om Danmark var blevet besat, fortsatte den danske hær med at fungere - dog under stigende begrænsninger. Man søgte i denne periode at udlede erfaringer fra de igangværende kampe og forbedre det rådige materiel. Med en europæisk storkrig i gang og landet besat, var det dog svært at få gennemført større anskaffelser af våben og ammunition.

Et problem her var, at det materiel der havde været fuldt ud tilfredsstillende i 1939, overhovedet ikke var det bare et par år senere. De nye eller opgraderede kampvognstyper der nu var i tjeneste, kunne typisk overhovedet ikke gennemskydes af den 20mm maskinkanon, der udgjorde standard-panserværnsvåbnet i den danske hær. Selv 37mm fodfolkskanonen kunne heller længere ikke skyde igennem frontpanseret på størstedelen af de kampvogne, de stridende stormagter nu havde i tjeneste. Det var klart, at nye panserværnskanoner i kaliberstørrelse 50mm-75mm var nødvendige, men det var umuligt at købe nye våben, imens krigen stod på, og en eventuel licensproduktion af moderne panserværnsvåben på Hærens eget arsenal risikerede at blive konfiskeret af tyskerne, der som krigsførende stormagt også havde brug for effektive panserværnsvåben.

Tysk Panzerkampfwagen V Panther i Ungarn, efteråret 1944.

Den danske hærs panserværnsvåben var generelt tidssvarende, da krigen startede, men i løbet af blot få år voksede kampvognenes størrelse, vægt, pansring og bevæbning voldsomt. Panzerkampfwagen V Panther, der i løbet af 1944 gradvist blev den tyske hærs middeltunge standardkampvogn, var således modstandsdygtig overfor både frontal og flankerende beskydning med skyts i 20mm-37mm størrelsen. (Foto, Kriegsberichter Bauer, Deutsches Bundesarchiv)

Fremkomsten af tungere kampvogne med tykkere panser ansporede den danske hær til improviserede løsninger, igen baseret på erfaringerne fra den igangværende storkrig. Man begyndte således fremstillingen af standardiserede panserhåndminer, der indeholdt en sprængladning på op til 4,4 kilo. Dette gjorde ladningen i stand til at ødelægge alle eksisterende kampvogne. Panserhåndminen var dog et rent nærbekæmpelsesvåben, der fysisk skulle placeres på det pansrede køretøj, der skulle ødelægges. Der blev også anskaffet standardiserede brandflasker, der kunne kastes imod motorens luftindsug eller periskoper og åbne luger på pansrede køretøjer. Igen var problemet her, at man først skulle nå ind på kasteafstand for at kunne anvende våbnet.

Man begyndte også at fremstille de panserminer, som Hærens enheder skulle bruge til forsvarskampen. Panserminerne kunne enten standse eller kanalisere pansrede køretøjer og derved skabe forudsætningen for indsættelsen af panserhåndminer og brandflasker. Samtidig blev den igangsatte produktion af panserbrydende ammunition til 75mm feltkanon og 75mm luftværnskanon afsluttet.

Både Hæren og Søværnet kom dog under stigende pres, efterhånden som tyskerne ønskede deres moderne materiel udleveret til brug for deres egen krigsførelse. Hæren måtte udlevere størstedelen af sine moderne 75mm luftværnskanoner, et større antal 20mm maskinkanoner, forskelligt intendanturmateriel samt motorkøretøjer, imens Søværnet måtte overgive sine få moderne torpedobåde.

Efterhånden som krigen gik dårligere for Tyskland, begyndte forholdet imellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt at forværres. Situationen kulminerede den 28. august 1943, hvor den danske samlingsregering ophørte med at fungere. Dagen efter angreb tyske styrker den danske hærs garnisoner og det danske søværns skibe og installationer. Efter kort tids kamp ved flere af Hærens kaserner og lejre blev kampen indstillet, efter det blev klart, at der var tale om en koordineret tysk aktion og ikke blot et forsøg fra danske nazisters side på at erobre våben til et statskup. Søværnet forsøgte at ødelægge det materiel, som de havde tilbage, men idet der her primært var tale om ældre materiel, eller materiel der kun var egnet til brug i de indre danske farvande, havde denne handling primært symbolsk værdi, idet tyskerne jo allerede havde fået overdraget det moderne materiel de havde behov for. Også det meste af Hærens materiel havde ringe værdi for den tyske Værnemagt, og blev derfor overgivet til de danske korps i tysk tjeneste, der brugte det imod den danske civilbefolkning og modstandsbevægelse.

Hvad kampene den 29. august angår, er vi i modsætning til 9. april primært nødt til at læne os op ad de danske øjenvidneberetninger, der enten udkom illegalt under besættelsen eller indgik som en del af det kildemateriale de parlamentariske kommissioner indsamlede efter krigen. Dette skyldes, at de tyske enheder der angreb det danske militær den 29. august 1943 primært bestod af uddannelsesenheder, der opholdt sig i Danmark med henblik på at træne erstatningsmandskab til anvendelse ved fronten. Disse havde for det første ikke nogen fastlagt organisatorisk opbygning og for det andet førte de sjældent krigsdagbog. Efter krigen blev der heller ikke udarbejdet enhedshistorier efter disse enheder. I modsætning til hændelserne den 9. april er det derfor ikke muligt i samme grad at holde danske og tyske kilder op mod hinanden, når det omhandler de nærmere detaljer om kampene den 29. august 1943. Det er derfor vanskeligt både at fastslå præcist, hvorledes de tyske enheder var opbygget, samt hvilken virkning den danske beskydning havde på dem. De pansrede køretøjer der måtte være tildelt disse uddannelsesenheder bestod også typisk af forældede typer, som derfor netop blev brugt til træningsformål. At de tyske køretøjer var af ældre model forøgede selvsagt muligheden for, at de ligeledes forældede danske panserværnsvåben ville have effekt.

Der findes således kun en dokumenteret anvendelse af panserværnsvåben i forbindelse med Hærens opløsning den 29. august 1943. Ved Ballonparken på Amager anvendte tyskerne minimum tre kampvogne som en del af angrebsstyrken, der sandsynligvis bestod af en forstærket infanteribataljon. Den danske styrke i lejren bestod af mandskab svarende til ca. to fodfolkskompagnier samt et uddannelses-kanonkompagni med to styks 20mm maskinkanon og en 37mm fodfolkskanon. De danske enheder havde taget stilling, så de kunne bestryge det pigtrådshegn, der omgav lejren, imens panserværnsvåbnene var indsat til at kunne skyde langs med lejrens hovedgade imod porten, der var det eneste sted, hvor køretøjer kunne komme ind på området uden først at forcere hegnet. Idet man havde haft lidt under tolv timer til at forberede forsvaret, var der gravet knælende skyttehuller for den danske styrkers maskingeværer og panserværnsvåbnene var anbragt således, at de ikke umiddelbart kunne observeres udefra.

Det indledende tyske angreb kl. ca. 03.30 forsøgte at overrumple den danske vagtstyrke ved lejrens indgang, men blev afvist med geværild og kastede håndgranater. Herefter blev der udvekslet spredt håndvåbenild i den næste time, men de tyske enheder var ikke i stand til at erobre de danske stillinger. Kl. ca. 04.30 rykkede en tysk kampvogn igennem porten og ind i lejren. Den blev beskudt med to 20mm maskinkanoner uden synlig effekt. Herefter åbnede en 37mm fodfolkskanon ild, med synlig træfning til følge. Ifølge information som de danske soldater bagefter modtog fra de angribende tyske enheder, blev kampvognens besætning enten dræbt eller såret. Den tyske kampvogn bakkede ud af lejren. Ildkampen varede i ca. en time endnu, men de øvrige tyske pansrede køretøjer spillede ikke nogen rolle heri, muligvis fordi de ville være nødt til at bruge den samme fremrykkevej som den allerede beskadigede kampvogn, og derved ville køre direkte ind i de danske panserværnsvåbens ild. Kl. ca. 05.30 overgav de danske enheder i Ballonparken sig på ordre, idet modstanden var ophørt alle andre steder i København.

Taktisk succes eller spildte kræfter på en håbløs mission?

Den danske hærs panserværn fra 1940 til 1945.

I årene op til 2. Verdenskrigs udbrud havde den danske hær forsøgt at tilpasse sit materiel, organisation og doktrin til at kunne kæmpe så længe og effektivt som muligt imod Tyskland, den sandsynlige modstander. Arbejdet med at færdiggøre denne udvikling var ikke bragt til ende, da det tyske angreb kom.

Som beskrevet i denne artikelseriens første del, havde den danske hær endnu ikke anskaffet alle de panserværnsvåben, der ville være nødvendige for at udruste den mobiliserede krigsstyrke. Heller ikke anskaffelsen af motorkøretøjer eller panservogne var afsluttet endnu. I tilgift var der en udpræget mangel på radiomateriel ved de fleste afdelinger og underafdelinger. Så selv hvis den danske hær havde mobiliseret forud for det tyske angreb og var kommet på plads i stillingerne, ville det nødvendige materiel samt enhederne til at bruge det ikke være til stede.

Den danske doktrin for forsvaret af Jylland den 9. april 1940 hvilede på to søjler. Den første søjle blev udgjort af en ”Tilbagevigende Kamp”, der skulle indledes ved grænsen af Jyske Divisions mobile enheder og videreføres, indtil man havde nået den linje, hvor divisionens fodmarcherende og hestetrukne enheder havde forberedt at stoppe fjenden. Her skulle hovedkampen indledes og fjendens fremrykning stoppes. Den danske hærs doktrin for gennemførelse af forsvarskampen var for så vidt sammenhængende, men hvilede også på at en række betingelser var opfyldt. Materiellet skulle være til stede i kampområdet, sammen med de enheder der skulle bruge det. Herudover skulle omfattende ingeniørmæssige forberedelser gennemføres. Disse betingelser var, i selv i bedste fald, kun opfyldt i meget ringe grad om morgenen den 9. april 1940.

Hvad blev resultatet af den danske hærs anstrengelser? Var der tale om en håbløs kamp uden nævneværdigt resultat imod en overlegen modstander? Eller kan man tværtimod tale om en form for taktisk succes, hvor mobile danske enheder påførte de tyske pansrede enheder betydelige tab, før de frigjorde og gik tilbage til nye stillinger?

Den 9. april tog den danske forsvarskamp primært form af en kamp imod pansrede køretøjer. Denne tendens viste klart vejen ind i fremtiden, både generelt og for den danske hær specifikt. Hvad den præcise effekt af de danske våben var, er vanskeligt at fastslå. Vi har nedskrevne danske beskrivelser af samtlige af de træfninger, hvor panserværnsvåben stod overfor tyske pansrede køretøjer. Der er dog adskillige kildemæssige problemer med disse beskrivelser. Det første er den meget løse terminologi, som de danske soldater anvender. Køretøjer beskrives således som ”panservogne”, ”kampvogne”, ”panserbiler” eller ”tempo-vogne”, uden at skele til om hvorvidt der er tale om hjul- eller bæltekøretøjer. Dette skyldtes givetvis, at der ikke fandt nogen nævneværdig uddannelse sted i materielkending på dette tidspunkt. Indtil slutningen af 1930´erne havde bekæmpelse af pansrede køretøjer jo også blot været en bi-opgave for artilleriet. Der var heller ikke mere end en håndfuld panservogne i den danske hær, og de var ved de to rytterregimenter. Den 9. april ville sandsynligvis have været første gang mange af danske soldater så et pansret køretøj for første gang. Det gør det svært at bruge de danske beretninger til at fastslå, hvilke typer af pansrede køretøjer, der angreb deres stillinger samt i hvilket antal. Det er derfor muligt, at nogle af de pansrede køretøjer danske enheder rapporterede at have nedkæmpet i virkeligheden repræsenterede upansrede hjulkøretøjer.

Ødelagt upansret tysk hjulkøretøj model Kfz. 70 ved Hokkerup 9. april 1940.

De danske beretninger havde generelt vanskeligt ved korrekt at kunne identificere de angribende tyske køretøjer. Dette gør det vanskeligt at bruge disse beretninger som kilder til de tyske styrkers sammensætning og tab. Ved Hokkerup mente danske styrker således at have kæmpet imod panservogne, men fra billeder og sammensætningen af de tyske styrker ved vi, at der ingen panservogne var. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Vi kender også primært til den danske panserværnsilds påståede effekt fra de danske rapporter. Det er således muligt, at effekten af den danske ild kan have været ringere, end de danske beretninger antyder. Dette er især tilfældet for kampene ved lokaliteter som Abild, Sølsted, Lundtoftbjerg og Aabenraa, hvor de danske styrker med succes veg ud fra deres stillinger uden mulighed for senere at inspicere effekten af deres ild. Ved de ovennævnte lokaliteter var der heller ikke civile vidner eller senere fotografier til at illustrere virkningen i målet. Det er således uklart, hvor svært beskadiget de tyske køretøjer er, også selv om de ser ud til at standse og indstille ilden som følge af den danske beskydning. På den anden side er det også muligt, at danske styrker ved forskellige lejligheder kan have undervurderet effekten af panserværnsilden. Dette kan tænkes at være tilfældet ved Gaardeby, Bjergskov og Haderslev, hvor de maskinkanonbevæbnede danske enheder heller ikke har fået lejlighed til at vurdere effekten af deres ild, før de blev overrullet, eller de mål de skød efter forsvandt. Denne usikkerhedsfaktor kan således vride resultatet i både positiv og negativ retning.

En samlet opgørelse af de tyske tab den 9. april 1940 er endnu ikke blevet fundet i det tyske kildemateriale. For at afgøre hvilke køretøjer de danske enheder stod overfor på de omkæmpede lokaliteter, må vi derfor forlade os på, hvilke pansrede køretøjer vi ved var tildelt de respektive tyske enheder, samt hvilke fremrykkeakser de var indsat i. Detaljeringsgraden i de tyske kilder, primært enhedshistorier skrevet efter krigen, er også stærkt vekslende og opgiver ikke altid egne tab detaljeret. Men de giver dog et præcist billede af, hvilken normering de forskellige tyske enheder havde af panserkøretøjer, enten organisatorisk eller tildelt. Dette er især tilfældet ved Hokkerup, hvor vi fra den angribende tyske enheds egen beskrivelse ved, at styrken ikke rådede over pansrede køretøjer, og derfor heller ikke rapporterer at have mistet nogen.

Til en vis grad er det også muligt at bruge samtidige fotografier til at prøve at fastslå effekten af de danske våben. Det er dog kun nogle få lokaliteter, primært fra kampene ved Bredevad, hvor vi har egentlige billeder af nedkæmpede tyske panserkøretøjer. Billeder af intakt tysk panser fra andre lokaliteter giver dog en udmærket ide om, hvilke typer af køretøjer der har opereret på en given fremrykkeakse, og dermed en ide om hvilke køretøjstyper den danske hær stod overfor.

Overslag over det samlede tab af tyske panserkøretøjer den 9. april 1940:

Hvis vi med de ovenfor nævnte forbehold in mente tentativt accepterer tabellens data som gældende, opnåede de danske panserværnsvåben gode resultater imod det tyske panser. Af de næsten hundrede pansrede køretøjer som de tyske enheder rådede over den 9. april 1940, blev ca. 14% slået ud af de forsvarende danske enheder. Især de kampvognsenheder der støttede Marchgruppe A og B i deres angreb ser ud til at være blevet hårdt ramt, idet samtlige tabte tyske kampvogne stammer fra disse enheder. Isoleret set tog det Panzerkompanie, der støttede disse to marchgrupper, således tæt på 50% tab. Den motoriserede tyske brigade, der besad størsteparten af de pansrede køretøjer, mistede derimod kun nogle få panservogne (svarende til ca. 6% af brigadens pansrede styrke) i Bredevad, før brigaden havde gennembrudt det danske forsvar og kunne fortsætte sin fremrykning mod Aalborg - det operative mål.

Antallet af ødelagte kampvogne ser måske voldsomt ud, men de var ikke tykt pansret, og de to marchgrupper de tilhørte rykkede frem langs hovedvejene, hvor de forsvarende danske styrker havde valgt at placere tyngden i panserværnsilden. Dette var især tilfældet for Marchgruppe A, der tog de hårdeste tab langs den østlige hovedvej. Det er også tvivlsomt, om kampvognene blev totalskadet, idet der fra dansk side ikke rapporteres om brand eller andre tegn på irreparabel skade på de køretøjer, der blev stoppet af den danske panserværnsild. Og som nævnt ovenfor kan det diskuteres om, hvorvidt den kampvogn, der blev bragt til standsning foran kasernen i Haderslev, reelt gjorde dette som en konsekvens af dansk ild.

Tysk SDKFZ 222 panservogn ødelagt ved Bredevad 9. april 1940.

Panservognene udgjorde, sammen med motoriseret infanteri, spydspidsen i den tyske motoriserede brigades angreb og var derfor de første til at komme i føling. Ved Bredevad led brigaden sit eneste større tab af pansrede køretøjer, som følge af den danske hærs hastigt etablerede men tyndt bemandede forsvar af de større nord-sydgående veje. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Det er også værd at bemærke, at de tyske tab blev forårsaget af et forholdsvist lille antal danske panserværnsvåben. Groft sagt kan de effektive danske panserværnsvåben underinddeles i to kategorier. Til den første kategori hører de våben, hvis besætninger med succes praktiserede ”Tilbagevigende Kamp”, og derved fik lejlighed til at åbne ild flere gange. Her er der tale om to enheder, hver med to 20mm maskinkanoner. Den første var den deling, der kæmpede i Abild og Sølsted langs den vestlige hovedvej og hævdede at have nedkæmpet tre pansrede køretøjer. Den anden enhed var den deling, der startede krigen med sin ildåbning ved Lundtoftbjerg og som senere kæmpede ved Aabenraa. Denne deling hævdede ligeledes at have nedkæmpet tre pansrede køretøjer.

Til den anden kategori hører de danske enheder, der blev fastholdt i deres stillinger med ild og derfor måtte blive ved deres våben og kæmpe, til de enten var dræbt, såret eller taget til fange. Her er der tale om den enlige danske 20mm maskinkanon i Bredevad, der slog tre panservogne ud, samt den ligeledes enlige 37mm fodfolkskanon i Haderslev, der nedkæmpede tre kampvogne. Tentativt kan vi måske også tælle den enlige tyske kampvogn, der blev standset ved kædesprængning ud for Haderslev Kaserne, efter at være blevet beskudt med panserbrydende håndvåbenammunition, til denne kategori. Det ser ud som om, at det kun var få danske styrker, der anvendte den panserbrydende håndvåbenammunition, som alle enheder ellers organisatorisk skulle råde over som deres basis-panserværnsvåben. Hvorfor dette er tilfældet, er ikke klart, men kan skyldes det forhastede forløb op til indsættelsen den 9. april. Det kan således tænkes, at flere enheder simpelthen ikke har fået deres fulde ammunitionsbeholdning med, eller måske ikke har nået at omfordele den til alle stillinger.

Nærbillede af panservognen på foregående billede.

Pansringen på de tyske panservogne beskyttede mod håndvåbenild, men ikke mod virkningen fra tungere våben. Skudhullerne, hvor danske 20mm maskinkanonprojektiler har gennemtrængt panseret, erkendes tydeligt. Erfaringerne fra felttogene i 1940 førte blandt andet til, at den tyske hærs panservogne fik opgraderet deres frontpanser forud for invasionen af Sovjetunionen i 1941. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

Ved flere lejligheder ser danske 20mm maskinkanoner kun ud til at have haft ringe eller ingen effekt, også selv om de blev affyret på afstande, hvor de burde kunne gå igennem de tyske køretøjers pansring. Dette var tilfældet ved Bjergskov og også under kampene i Haderslev. Dette kan både skyldes funktionsfejl på våbnet som ved Bjergskov, eller at de danske panserværnsskytter var under så effektiv ild, at de havde svært ved at betjene deres våben uden selv at blive dræbt eller såret, som det ser ud til at have været tilfældet ved både Bjergskov og Haderslev. Det er også værd at huske på, at 20mm ikke er en specielt stor kaliber, så selv om projektilet kunne gennemtrænge panseret, skulle den stadig ramme noget vitalt, såsom brændstof, besætning eller ammunition for at have ødelæggende virkning. Det håb, den danske hær havde til 20mm maskinkanonen som sit primære panserværnsvåben, ser derfor kun i noget omfang ud til at have været begrundet. Maskinkanon havde god slagkraft imod de tyske panservogne, imens dens virkning imod egentlige kampvogne ser ud til at have været vekslende til trods for det faktum, at deres panser, på papiret, kun var marginalt tykkere end panservognenes. Maskinkanonerne gav dog alle kampenhederne et langtrækkende basis-panserværnsvåben, hvilket gjorde det muligt at indsætte 37mm fodfolkskanonerne, der hvor kampvognsangreb kunne forventes. Dette skete kun et sted den 9. april, nemlig i Haderslev, hvor den enlige danske fodfolkskanon havde god virkning imod de angribende tyske kampvogne, om end både kanon og besætning gik tabt. Det danske panserværnsmateriel, der var til rådighed, var således generelt tidssvarende, moderne og slagkraftigt, om end det hurtigt skulle vise sig at blive forældet i kraft af den hastige våbenudvikling i løbet af krigen.

Som nævnt var det kun få danske panserværnsvåben, i alt ca. et halvt dusin, der forårsagede hovedparten af de tyske tab af pansrede køretøjer. I længden ville de angribende tyske pansrede enheder ikke have kunnet fortsætte deres fremrykning, hvis man risikerede at skulle betale 2-3 ødelagte pansrede køretøjer, for hver dansk maskinkanon- eller fodfolkskanonstilling man stødte på. Det havde de angribende tyske styrker simpelthen ikke tilstrækkeligt med pansrede køretøjer til. Det er dog værd at bemærke her, at kun ca. halvdelen af de danske panserværnsvåben der havde mulighed for at komme til skud, i alt ca. et dusin, opnåede nogen synlig effekt. Der er således tale om, at et lille antal danske enheder overpræsterede, og dermed kom til at stå for hovedparten af de standsede pansrede tyske køretøjer. Og de panserværnsvåben der for alvor overpræsterede, var de våben i Bredevad og Haderslev, der betingelsesløst fastholdt deres stillinger, indtil de blev overrullet. Derved nedkæmpede ca. halvdelen af de pansrede køretøjer den tyske hær mistede. Begge steder var vilkårene dog favorable. I Bredevad stod den danske 20mm maskinkanon overfor tyske panservogne, der reelt kun var pansret til at modstå håndvåbenild, og i Haderslev var den enlige danske 37mm fodfolkskanon et af de det mest slagkraftige panserværnsvåben, den danske hær rådede over.

Ødelagt dansk 37mm Fodfolkskanon M.1937 i Haderslev 9. april 1940.

Efter at have ødelagt flere tyske kampvogne blev kanonen og hele dens besætning på fem mand nedkæmpet samt overrullet og tyske enheder rykkede imod Haderslevs centrum. Så længe ilden fra de danske panserværnsvåben var effektiv, var det muligt at forsinke eller standse den tyske fremrykning. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet).

De fremskudte danske styrker syd for Haderslev skulle dække et stort antal af mulige fremrykkeakser, hvilket gjorde det svært at danne nogen form for tyngde i forsvaret på grund af de manglende enheder. Dette gjorde også, at de panserværnsvåben der var til rådighed måtte indsættes spredt. Selv i Haderslev, hvor antallet af panserværnsvåben var mere koncentreret, var det stadig nødvendigt at sprede våbnene ud for at kunne dække alle indfaldsveje til byen. Styrken i Sønderjylland kunne således kun dække de større veje samt blokere vejkryds og overgange, så om nogen standsning af den tyske fremrykning igennem en overvældende tyngde i panserværnsilden, kunne der ikke være tale. Man kunne, som man da også havde planlagt, kun forsøge at forsinke og nedslide. Det var derfor også umuligt at opnå sammenhæng i ildens anvendelse, idet de danske stillinger ikke var indenfor gensidig støtteafstand. At opnå flankerende ild, hvilket især ville have kunnet forøge den danske 20mm maskinkanons effektivitet, var derfor vanskeligt.

De få danske stillinger var således forholdsvist nemme at gennembryde eller omgå for tyskerne, hvilket gjorde, at ca. 80% af enhederne i Sønderjylland om morgenen d. 9. april enten blev nedkæmpet, eller isoleret og omgået, og derved ikke længere kunne øve indflydelse på kampene, selv hvis disse var fortsat. Størstedelen af de danske panserværnsvåben i Sønderjylland affyrede derfor aldrig et eneste skud. Antallet af potentielle tyske fremrykkeveje var simpelthen større end antallet af panserværnsvåben til rådighed. Dette problem var dog ikke nogen unik konsekvens af udgangssituationen om morgenen den 9. april. Som allerede konkluderet i første del af denne artikelserie, var antallet af panserværnsvåben, selv i en krigsberedt og mobiliseret dansk hær, knap nok tilstrækkeligt til at dække bredden og dybden i en typisk bataljons-stilling.

Tysk Panzerkampfwagen II i Aabenraa 9. april 1940.

Med sin 20mm maskinkanon og marginalt tykkere panser, var denne førkrigskampvogn en forbedring i forhold til sin forgænger. Det er derfor muligt, at de episoder hvor danske 20mm maskinkanoner ikke havde nogen effekt, kan skyldes at de ikke kunne gennemskyde den bedre pansrede Panzerkampfwagen II. I modsætning til Panzerkampfwagen I, var varianter af denne kampvogn i tjeneste under resten af krigen. (Foto, Th. Christensen, Frihedsmuseet)

I bagklogskabens klare lys kan man erkende, at den danske hær i 1930´erne tog delvist fejl ved at forudsætte, at panserværnskanoner alene ville kunne stoppe et pansret angreb. Men man måtte nu engang træffe sine doktrinære og materielmæssige valg på baggrund af de erfaringer, man havde indhentet, og det økonomiske grundlag der politisk var stillet til rådighed. Den danske hærs vurderinger havde da heller ikke været fuldstændigt fejlagtige, og moderne panserværnskanoner var da også virkningsfulde våben imod pansrede køretøjer under krigen. Hovedproblemet havde snarere vist sig at være, at det reelt var særdeles vanskeligt at stoppe en taktisk koncentration af kampvogne, der kunne udnytte deres pansrede mobilitet til aggressivt at søge eller skabe huller i forsvarerens panserværn. Dette krævede evnen til i tide at kunne modkoncentrere et større antal panserværnsvåben i den sektor, hvor fjendens kampvogne søgte at bryde igennem. Som hændelserne den 9. april 1940 viste, kunne dette være særdeles vanskeligt. Den danske hærs få panserværnskanoner var således reelt ikke i stand til at standse de fremrykkende tyske pansrede enheder, efter disse om morgenen den 9. april var blevet indsat som forreste enheder i samtlige fremrykkeakser.

Erfaringerne fra krigen viste også tydeligt, at den enkelte enheds organisatoriske panserværnsvåben sjældent var tilstrækkeligt til alene at standse et koncentreret kampvognsangreb, hvor op til hundrede kampvogne kunne angribe over en smal frontbredde på kun få kilometer. For at forsvare effektivt imod et sådant angreb, var det nødvendigt med yderlige enheder og panserværnsvåben i stilling bag de forreste forsvarsenheder, grundige ingeniørforberedelser med feltbefæstninger og landminer, samt mobile og gerne pansrede reserver, der enten kunne bagstoppe de foranliggende forsvarende enheder, eller ved modangreb standse den angribende pansrede modstander. Den tyske hærs motorisering og pansring gjorde, at de kunne lægge overvældende tyngde i de områder, de ønskede at gennembryde den 9. april og herefter omgå og forbipassere de enheder, de ikke ønskede at kæmpe imod.

Det var dog ikke kun manglen på panserværnsvåben, der handikappede den danske hærs mulighed for at praktisere et sammenhængende forsvar om morgenen den 9. april. Også manglen på andre typer materiel kom til at have indflydelse på den måde panserværnsvåbnene løste deres opgave på. Hvis den danske hær havde haft flere pansrede køretøjer samt motorkøretøjer generelt, og disse havde været til stede i grænseområdet, ville muligheden for at gennemføre den ”Tilbagevigende Kamp” med succes klart være blevet forbedret. At forestille sig en egentlig pansring af den danske hær på dette tidspunkt er dog nok en anakronisme, selv hvis pengene havde været til rådighed. For det første blev kampvogne doktrinmæssigt regnet for et offensivt våben på dette tidspunkt. Det, at indpasse anvendelsen af kampvogne i forsvarsdoktrinen, var noget som de krigsførende parter kun lærte igennem bitter erfaring i løbet af krigen. Som allerede nævnt i første del af denne artikelserie, havde den danske hær da heller ikke nogen national doktrin for indsættelsen af pansrede køretøjer, så selv hvis man havde købt kampvogne, ville der have været stor risiko for at indkøbe en kampvognstype, der enten ville have været uegnet til formålet, eller hurtigt var blevet forældet.

En anden og mere alvorlig materielbrist, der for alvor ødelagde den danske hærs mulighed for at gennemføre den ”Tilbagevigende Kamp” som tiltænkt, var manglen på radiomateriel. Det var derved umuligt at koordinere samarbejdet imellem de danske enheder og deres tilknyttede panserværnsvåben, efterhånden som den taktiske situation udviklede sig. Denne brist gjorde det forholdsvist nemt for de angribende tyske enheder at udnytte de huller, der blev slået i det danske forsvar til at opnå et hurtigt gennembrud, uden at de danske styrker var i stand til at melde om de tyske styrkers fremrykkeveje og styrke. Dette gjorde det umuligt for chefen for cyklistbataljonen, der havde ansvaret for de fremskudte styrker, at styre den ”Tilbagevigende Kamp”. Reelt kunne han kun føre de styrker, han havde i umiddelbar nærhed af sin kommandostation ved Bjergskov. Som en direkte konsekvens af den manglende kommunikation gik store dele af de danske styrker, og deres tilknyttede panserværnsvåben i Sønderjylland reelt tabt, efterhånden som deres stillinger blev omgået og forbipasseret. Det gjorde også, at luftværnsbatteriet i Løgumkloster blev overrumplet, før det kunne nå skifte stilling eller anvende sine slagkraftige kanoner imod det opdukkende tyske panser.

Hvad indsættelsen af enhederne angik, burde den danske hær givetvis have erkendt den svage besættelse af den vestlige hovedvej og rummet imellem de to hovedveje som et større taktisk problem, end det historisk var tilfældet. Dette var specielt grelt for så vidt angik antallet af panserværnsvåben i denne sektor. Der var dog flere problemer med at besætte dette område stærkere. For det første var det under alle omstændigheder meningen, som beskrevet i denne artikelseries første del, at den vestlige del af den jyske halvø primært skulle dækkes af hindringer, enten skabt af den fodfolkspionerbataljon der skulle dække den vestlige hovedvej eller i form af vandhindringer i Haderslev-Ribe stillingen. For det andet var der simpelthen ikke nok enheder til rådighed, og idet størsteparten af de danske enheder i Sønderjylland var garnisoneret på den østlige del af halvøen, endte denne også med at være stærkest forsvaret. For det tredje manglede store dele af de enheder, der ifølge de gældende planer skulle have dækket dette område også. Heriblandt var størstedelen af en fodfolkspionerbataljon, dele af Jyske Dragonregiment samt Cyklistregimentet, der havde til opgave at være mobil reservestyrke. Uden hindringer og forberedelser havde den ikke-mobiliserede danske hær i Jylland simpelthen ikke styrker nok til at dække hele halvøens bredde. Under alle omstændigheder havde hverken Cyklistregimentet eller Fodfolkspionerkommandoet nået at uddanne tilstrækkeligt med værnepligtige til at bemande deres underordnede enheder i tilfælde af mobilisering, og ville derfor ikke fuldt ud kunne løse deres taktiske opgaver i henhold til gældende doktrin. Både materiellet og de uddannede enheder der skulle betjene det manglede.

I Sønderjylland tillod den danske beredskabsstyrkes størrelse, at den kunne forsøge at gennemføre en tillempet version af den ”Tilbagevigende Kamp”, som doktrinen foreskrev, også selv om antallet af enheder kun var ca. 33% af det planlagte. De fremskudte enheder lykkedes til dels med deres opgave, for så vidt at de angribende tyske styrker blev påført tab og forsinkelser, i nogle tilfælde i næsten op til en time. Af de anslået 13 pansrede køretøjer den tyske hær mistede 9. april 1940 skyldtes tabet af de 9 ilden fra de fremskudte danske enheders 20mm maskinkanoner. Prisen var til gengæld høj, idet størstedelen af den fremskudte danske styrke gik tabt, inklusive deres tilknyttede panserværnsvåben. Enten fordi enhederne blev nedkæmpet i deres stillinger, eller fordi de blev omgået og forbipasseret og derved ikke længere kunne spille nogen rolle i kampene. Kun de motoriserede delinger med 20mm maskinkanon, der kæmpede langs de to hovedveje, var reelt i stand til at praktisere den ”Tilbagevigende Kamp” som tiltænkt i doktrinen.

Hvad kampen i hovedstillingen angik, der skulle standse det tyske angreb fra feltbefæstede stillinger med større hindrearbejder foran, var denne reelt ikke forberedt. Man havde givetvis håbet på, at den ”Tilbagevigende Kamp” ville have kunnet forsinke tyskerne mere, end den historisk gjorde, hvilket ville have tilladt en eller anden form af forberedelse af hovedstillingen. De fremskudte danske enheder manglede derfor det rygstød, som en besat og befæstet kampstilling i linjen Haderslev-Ribe ville kunne have givet dem. I stedet skulle kampen i hovedstillingen afløses af en forstærket bataljon i en optagestilling syd for Aabenraa, imens Jyske Divisions ledelse, på baggrund af hvorledes den ”Tilbagevigende Kamp” forløb, skulle træffe en beslutning om hvor hovedstillingen skulle placeres.

I det omfang man kan tale om en kamp i den tiltænkte hovedstilling den 9. april, fandt denne sted ved et tilfælde i Haderslev, hvor de tilbageværende danske enheder, der, i kraft af deres mangel på motorisering, ikke kunne undslippe mod nord, havde improviseret et forsvar af byen og forsøgte at fastholde denne. Denne kamp kunne ikke gennemføres efter doktrinen for, hvordan dansk fodfolk skulle indsættes i forsvar, og derfor endte de rådige panserværnsvåben med at blive udstykket til at forsvare de forskellige adgangsveje til byen. Dette skyldtes, at de danske styrker i byen reelt blev udgjort af et fodfolkskompagni forstærket med et respektabelt antal tunge våben i form af morterer, affuterede maskingeværer og panserværnsskyts. Selv om tyskerne havde valgt at angribe langs den fremrykkeakse, hvor den forsvarende danske styrke havde placeret tyngden i panserværnsilden, lykkedes det alligevel efter ca. en halv times kamp at komme igennem byen, til dels hjulpet af de danske enheders kapitulation. Givet de ulige styrkeforhold er det dog tvivlsomt, om hvorvidt videre modstand i Haderslev kunne have forsinket den tyske Marchgruppe A´s fremrykning i længere tid.

Til trods for dette var de danske enheder, i kraft af deres ild, i stand til at påføre de tyske enheder forsinkelser og tab ved tre forskellige lejligheder i løbet af kampene i byen. Styrken i Haderslev standsede da også 4 ud af de anslået 13 pansrede køretøjer den tyske hær mistede denne morgen. Disse tyske tab giver en ide om, hvor store tab en dansk styrke der havde forberedt kampen i hovedstillingen grundigere, kunne have forårsaget. Forudsat at kampene var fortsat, ville Vejle Å stillingen givetvis også have kunnet standse den tyske Marchgruppe A´s fremrykning, men ville ikke have haft nogen effekt imod de enheder der allerede var brudt igennem det danske forsvar længere imod vest. At en bedre forberedt kamp i hovedtillingen med større styrker kunne have fastholdt det tyske angreb i længere tid forekommer sikkert, men hvor længe man reelt ville kunne have videreført kampen, er et åbent spørgsmål.

Som beskrevet i denne artikelseries anden del, udgjorde de tyske styrker der angreb Danmark en række heterogene enheder hvad angik materiel og uddannelse, idet de kun kort tid før den 9. april var blevet sammendraget. På selve angrebsdagen løste de dog deres opgaver indenfor den udstukne tidsplan, også selv om danske enheder i Sønderjylland lejlighedsvist forårsagede forsinkelser igennem deres modstand. Generelt var momentet i de tyske forspidsers fremrykning dog så voldsomt, at det alene var nok til at fordrive eller nedkæmpe de danske enheder. Kun Marchgruppe B var nødt til at indsætte sin afsiddede hovedstyrke imod den danske styrke i Sølsted. De pansrede køretøjer sikrede et højt tempo og fremdrift i det tyske angreb i Jylland og gjorde det muligt at hurtigt at gennembryde eller forbipassere og isolere de danske forsvarsstillinger. Ligeledes var det heller ikke nødvendigt for tyskerne at anvende artilleri eller morterbeskydning til at støtte de angribende styrkers indbrud i målet. Kun de få steder hvor effektiv dansk panserværnsild kunne standse de tyske kamp- og panservogne, eller de tyske styrker ikke rådede over pansrede køretøjer, var det nødvendigt for det tyske infanteri at sidde af og angribe til fods. Pansrede køretøjers evne til at gennembryde den danske hærs modstand spillede således en central rolle i, hvor hurtigt den tyske hær kunne løse sine taktiske og operative opgaver i Jylland. Den doktrin, der kort tid senere skulle knuse Vesteuropa på halvanden måned og bringe Værnemagten til Moskvas porte, virkede perfekt i Jylland.

Der var dog også andre faktorer end bare den danske modstand, der spillede ind i de forholdsvist store tab af kampvogne som Marchgruppe A og B havde. Ved flere lejligheder så det ud som, at tyske panser- og kampvogne optrådte taktisk dumdristigt og blev effektivt bekæmpet af et forholdsvist lille antal forsvarende panserværnsvåben. Det så heller ikke ud som om, at de tyske forspidser brugte særlig lang tid på opklaring, og generelt fandt man først de danske stillinger i det øjeblik, man fik kampføling med dem. Dette kan både skyldes, at Værnemagten indledningsvist ikke havde forestillet sig at møde modstand, samt behovet for at bevare det høje tempo i fremrykningen, især hvad den motoriserede brigade angik, der skulle nå Aalborg indenfor senest 24 timer. En anden faktor var de tyske pansrede køretøjers forholdsvist tynde pansring, der reelt kun beskyttede imod håndvåbenild og gjorde et våben som 20mm maskinkanonen virkningsfuld, noget den ikke ville have været imod de tungere tyske kampvognstyper.

Manglen på bromateriel blev heller aldrig et problem for de tyske enheder, idet kombinationen af specialstyrker, luftlandsætninger og fremdriften i den motoriserede fremrykning var tilstrækkelig til at sikre kritisk nøgleinfrastruktur, før danske enheder kunne besætte eller ødelægge den. Den danske modstand kollapsede så hurtigt, at der ikke var tid til at forberede hverken hindringer eller ødelæggelser. Dette til trods for at hele muligheden for at foretage et succesfuldt forsvar af den jyske halvø hvilede på, at hindrearbejde, feltbefæstninger og planlagte ødelæggelser var blevet forberedt. Set fra et dansk synspunkt var dette ikke optimalt, idet en stor del af den danske hærs panserværnskapacitet jo netop hvilede på disse ingeniørskabte hindringers evne til at stoppe og kanalisere angribende pansrede køretøjer.

På intet tidspunkt var de forsvarende danske styrker i stand til at ødelægge samarbejdet imellem de pansrede tyske enheder, og de ikke-pansrede enheder der skulle støtte dem. Dette skyldtes, for det første, at der aldrig kom den nødvendige tyngde i ildens anvendelse fra dansk side. Dette ville jo have forudsat den hovedkamp i en feltbefæstet stilling, der jo var hovedforudsætningen for gennemførelsen af et succesfuldt forsvar. For det andet blev hverken artilleri og morterer anvendt i løbet af kampene fra dansk side, hvilket givetvis skyldtes farten i den tyske fremrykning og den efterfølgende kollaps af dansk modstand.

Set i lyset af ovenstående er det klart, at den danske hær i 1940 ikke var udrustet eller organiseret til at modstå et større pansret angreb af den type, der senere på året skulle erobre Frankrig samt Nederlandene og som i 1941 næsten knækkede Sovjetunionen. Med de finansielle midler den danske stat rådede over, er det også en utopi at tro, at den danske hær kunne have lykkedes, hvor andre fejlede.

Den trussel det danske forsvar stod overfor den 9. april var dog betydeligt mindre end de styrker, der blev brugt imod de øvrige vesteuropæiske lande og Sovjetunionen. Fra dansk side havde man udrustet og organiseret Hæren efter, hvad der havde været muligt at anskaffe indenfor de finansielle rammer, samt taget udgangspunkt i den mest sandsynlige trussel, nemlig at de angribende tyske enheder ikke ville råde over særlig mange pansrede køretøjer. Denne vurdering af truslen viste sig da også at være korrekt, men idet Hæren hverken havde kunnet gennemføre den nødvendige mobilisering eller ingeniørmæssige forberedelse af kampen, var det ikke muligt at standse de tyske enheder om morgenen den 9. april. Det danske forsvar kom reelt for sent i gang med at forberede sig til den kommende krig og forløbet op til og i løbet af 9. april bar klart præg heraf. Man manglede de panserværnsvåben, motorkøretøjer og radiomateriel der ville have muliggjort en effektiv ”Tilbagevigende Kamp” med efterfølgende ubetinget fastholdelse i hovedstillingen.

Ved lidt over et dusin træfninger mødte danske panserværnsvåben tyske panser- og kampvogne om morgenen den 9. april. Hvor det var muligt, forsøgte danske enheder med vekslende effekt at anvende deres panserbrydende våben imod den fremrykkende tyske panser- og kampvogne, ofte med tabet af både panserværnsvåben og besætning til følge. Kun i enkelte tilfælde lykkedes det at vige ud og gå tilbage i tide i henhold til principperne for den planlagte ”Tilbagevigende Kamp”. På det tidspunkt de danske enheder overgav sig, var det reelt kun den tyske Marchgruppe A, som, ved afslutningen af morgenens kampe, var i risiko for at blive blokeret af fornyet dansk modstand. Og selv hvis Marchgruppe A´s kampvogne havde lidt så store tab, at de ikke ville have kunnet fortsætte kampen nord for Haderslev, ville Marchgruppe A stadig have kunnet fortsætte sin fremrykning ved hjælp af sine øvrige motoriserede enheder. Tempoet i fremrykningen ville dog i så tilfælde blive, på grund af behovet for at sidde af de upansrede hjulkøretøjer og kæmpe til fods.

Længere vestpå var både Marchgruppe B, og den motoriserede brigade, brudt igennem de forsvarende danske enheder i Sønderjylland og ville næppe komme til at stå overfor yderligere dansk modstand. Især den motoriserede brigades gennembrud var et problem, idet den i modsætning til Marchgruppe B kun havde lidt et mindre tab af pansrede køretøjer, og derfor stadig havde størstedelen af sin pansrede kampkraft til bage. Det danske forsvar i Jylland løste således ikke sin opgave, nemlig at forsinke og i sidste ende stoppe et tysk angreb, idet den ”Tilbagevigende Kamp” mislykkedes med store tab til følge, og kampen i hovedstillingen aldrig nåede at blive gennemført i sin tiltænkte form. Hærens panserværnsvåben påførte dog de tyske pansrede køretøjer følelige tab. Dette var dog ikke i sig selv nok til at ændre det overordnede taktiske og operative resultat. Hvis man kan tale om en taktisk succes den 9. april, er det nok her den skal findes.

Litteraturliste Del 3 (1940-1945):

Alternburger, A. Lexikon der Wehrmacht. http://www.lexikon-der-wehrmacht.de. (04.01.2020)

Barfod, J.H.P. 1993. Endelig-29. august 1943-som vi oplevede den. Frihedsmuseets Venners Forlagsfond.

BETÆNKNING TIL FOLKETINGET AFGIVET AF DEN AF TINGET UNDER 15.  JUNI  1945 NEDSATTE KOMMISSION. I HENHOLD TIL GRUNDLOVENS§ 45. J.H.SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI KØBENHAVN. Bind I-II-III samt XII.

Christensen, J.O. & Iversen, R.H. 2014. Hæren: 400 års danmarkshistorie. Gads Forlag.

Clemmesen, M.H. 1982. Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940: en studie på langs af planlægningen samt en vurdering af denne planlægnings forhold til den politiske hensigt med forsvaret.

Cramer, H. 1970. Die Panzer-Aufklärungs-Lehrabteilung 1937 – 1940. Philler.

Donnhauser, Anton J. & Drews, W. 1982. Der Weg der 11. Panzerdivision. 1939-1945. Holzmann- Druck-Service.

Hærens taktiske og operative reglementer fra deling til regimentsniveau generelt, herunder Feltreglementerne.

Jahn, Karl F. 1990. Das Maschinengewehr Bataillon (mot.) 14 1938-1945 – Die Geschickte eines Saarbrücker Bataillons der Deutchen Wehrmacht, Selbstverlag des Verfasssers, Deutchland.

Jørgensen, A.R. 1980. 9. april. De spildte muligheders dag. Gyldendal.

Kardel, H. 1953. Die geschichte der 170. Infanterie Division -1939-1945. Verlag Hans-Henning. Podzun Deutschland

Militært Tidsskrift for perioden 1940-1945.

Niehorster, L. World War II Armed Forces. Orders of Battle and Organizations:

Scandinavian Campaign. XXXIst Corps Command, German Army, Unternehmen Weserübung. 9 April 1940. http://www.niehorster.org/011_germany/40-04_scandinavia/corps_31.html (19-06-2019)

GERMAN WORLD WAR II ORGANIZATIONAL SERIES. Volume 2/II. HIGHER HEADQUARTERS — MECHANIZED GHQ UNITS (1.05.1940). 2nd Revised Edition, dated 28.07.2007. http://www.niehorster.org/011_germany/books_gwwii/vol_2-2__28-07-07.pdf (24-10-2020)

Norup, P.M. 1945. Hæren der ikke maatte kæmpe. Den danske Hærs Forhold gennem Nedrustning over 9. April 1940 og 29. August 1943 til Befrielsen. København. Povl Branners Forlag.

Olsen, O. I. 1987. Planlægning af det sjællandske landforsvar 1922–1940. Vedbæk.

Stevns, A. (red.) 1940. 9. April. Skildret I breve fra danske Soldater. 10. oplag. Steen Hasselbalchs Forlag.

Stevns, A. 1943. Vor Hær i Krig og Fred. Bind 1 og 2. Nordiske Landes Bogforlag.

Sørensen, K.Y. 2016. Angrebet -den danske og den tyske fortælling om 9. april i Danmark. 3. udgave.

Arbejdsredskaber til kort og grafik:

- https://maps-for-free.com/ (Hans Braxmeier, mail@braxmeier.de)

- http://www.mapsymbs.com/ (Major Tom Mouat, tommouat@compuserve.com)

Tak til:

- Andreas, Danny, Frederik, Mikkel, Nicolai, Patrick, Sebastian og Thomas.

- Artillerimuseet

- Forsvarets Bibliotek

- Frihedsmuseet

- Krigsmuseet og Jens Ole Christensen.