Panserværn i Hæren - Del 2: 1939-1940

^{Tysk panserkolonne i Polen, september 1939.}

^{Den tyske hærs erfaringer fra felttoget imod Polen understregede potentialet i at anvende pansrede køretøjer til at lede angreb. Disse erfaringer blev omsat i praksis i angrebet imod Danmark og senere på året imod Nederlandene og Frankrig. (Foto, Deutsches Bundesarchiv).}

Af Rune Holmeå Iversen, krigs- og militærhistoriker, mag.art.

Læs første del af artikelserien "Panserværn i Hæren" her.

Da Hærens teoretiske og ufærdige løsninger stod over for krigens rå virkelighed.

Kort efter nederlaget i 1. Verdenskrig, begyndte den stærkt reducerede tyske hær at forberede sig på den næste krig. Hvad doktrin og organisation angik, baserede man disse på de dyrt købte erfaringer fra den netop overståede konflikt. Doktrinært blev der især lagt vægt på mindre infanterienheders selvstændige infiltration og stormangreb i rammen af den overordnede manøvreplan, samt det tætte samarbejde imellem infanteri og artilleri, hvor artilleriet igennem en kort men heftig trommeild skulle skyde infanteriet ind i målet. Organisatorisk blev der lagt væk på decentral føring af de tunge våben, herunder maskingeværer og morterer samt panserværnskanoner og fodfolksskyts, så selv mindre enheder rådede over stor ildkraft og derved i højere grad kunne operere selvstændigt.

Den overordnede taktiske idé med disse doktrinære og organisatoriske tiltag var, at gøre enhederne i stand til hurtigt at rykke frem og opklare imod fjendtlige stillinger. Herefter kunne man enten angribe, eller forsøge at infiltrere rummene imellem disse stillinger, med henblik på at isolere og nedkæmpe dem. Disse opgaver skulle i princippet løses af fodmarcherende og beredne/cyklende enheder støttet af artilleri og ingeniørtropper. Ifølge den tyske doktrin krævede dette hverken motorisering eller pansring af de angribende enheder. I det tyske officerskorps øjne, var det på ingen måde umuligt i at opnå taktisk indbrud og efterfølgende operativt gennembrud alene ved hjælp af de allerede eksisterende våbenarters samarbejde.

Materielmæssigt eksperimenterede den tyske hær med panser- og kampvogne, selv om dette var forbudt ifølge de fredsbestemmelser Tyskland var blevet påtvunget efter 1. Verdenskrig. Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 blev disse bestemmelser brudt åbenlyst, og den tyske hær begyndte nu anskaffelsen af pansrede køretøjer i stort antal. Samtidig begyndte man ved hjælp af hjulkøretøjer og motorcykler i stigende grad at motorisere de infanteri-, artilleri-, ingeniør-, telegraf og trænenheder-, der skulle samarbejde direkte med de pansrede enheder. Dette gjorde, at princippet om de samvirkende våbens kamp, grundstenen i den tyske taktiske doktrin, blev bibeholdt for de pansrede enheder.

De pansrede og motoriserede enheder kunne også problemløst indpasses i den allerede eksisterende doktrin, der som nævnt lagde vægt på mindre enheders selvstændige offensive optræden indenfor rammen af den overordnede plan. Motoriseringen af de tyske enheder, kombineret med tilstedeværelsen af pansrede køretøjer, gjorde det også muligt hurtigt at kunne danne tyngde i enhedernes indsættelse og ildens anvendelse. Den beskyttelse som pansringen gav, gjorde det også muligt, simpelthen rykke forbi fjendtlige stillinger, der ikke var beskyttet af panserminefelter eller rådede over langtrækkende panserværnsvåben. Idet de pansrede og motoriserede enheder også rådede over en større mængde radiomateriel, end de øvrige dele af den tyske hær, var det også nemmere for dem at koordinere deres bevægelse og ild.

Hvad der derimod var doktrinært og organisatorisk omstridt var, hvorledes man opnåede den optimale blanding af de forskellige våbenarter samt hvor selvstændigt de nye pansrede og motoriserede enheder skulle optræde i forhold til den øvrige tyske hær, der på trods af den stigende tilgang af motorkøretøjer stadig for det meste bestod af fodmarcherende og hestetrukne samt beredne/cyklende enheder.

De erfaringer den tyske hær havde uddraget fra den Spanske Borgerkrig 1936-1939 og felttoget i Polen i september 1939, så også ud til at bekræfte det teoretiske grundlag, man havde baseret den eksisterende doktrin og organisation på. I Spanien havde erfaringerne været blandede, men i det polske felttog havde kampvogne, der virkede sammen med motoriserede enheder fra de øvrige våbenarter, været i stand til at gennembryde den polske frontlinje og havde herefter kunnet angribe bagvedliggende artilleri, træn og faglige enheder, samt mobiliseringsenheder der endnu ikke var kampklare. De lette tyske kampvognsmodeller havde dog generelt vist sig mindre taktisk duelige, men med den planlagte forøgelse af de pansrede enheder forud for den planlagte invasion af Vesteuropa i foråret 1940, havde det ikke været muligt at erstatte de eksisterende lette kampvogne med de nyere og ønskede tungere modeller.

Den korte vej til 9. april.

En af de hovederfaringer det tyske søværn, Kriegsmarine, havde draget af 1. Verdenskrig havde været, at man i den næste krig måtte undgå, at Tysklands flådestyrker blev spærret inde i Østersøen. Den mest nærliggende måde at gøre dette på, ville være at besætte flådebaser i Norge, der ville give umiddelbar adgang til Atlanterhavet. Iblandt de tyske værn stod Kriegsmarine dog ret alene med disse ønsker om at åbne en ny front i Skandinavien. Efter kampoperationerne i Polen var overstået i efteråret 1939, men før felttoget imod Vesteuropa kunne påbegyndes i foråret 1940, var det dog potentielt muligt at indsætte dele af den tyske hær og flyvevåben, Luftwaffe, til andre opgaver.

I tilgift vandt idéen om et skandinavisk felttog også Hitlers støtte, idet denne i vinteren 1939-1940 var blevet overbevist om, at Storbritannien planlagde at angribe Skandinavien for derved at åbne en ny front imod Tyskland. Kriegsmarines idé om at opnå baser i Norge fik herved Hitlers støtte, hvilket i den nazistiske førerstat hurtigt transformerede idéen om at erobre Norge fra en løs skitse til en reel operationsplan, der kunne iværksættes så snart vejret tillod det.

For at sikre luftstøtte til denne operation, som gik under navnet Operation Weserübung, var det dog nødvendigt først at erobre flyvepladser i Nordjylland, der ville gøre tyske bombe- og transportfly i stand til at operere længst muligt i norsk luftrum. Til sidst endte hele Danmark med at blive inddraget i den tyske operationsplanlægning.

De tyske enheder der i foråret 1940 fik til opgave at invadere Danmark, svarede faktisk meget godt til den trusselsvurdering, den danske hær havde baseret sin organisation, materielindkøb og doktrin efter. Kernen i det tyske angreb udgjordes af tre fodmarcherende infanteridivisioner. Alle havde de det til fælles, at de var blevet mobiliseret som følge af krigsudbruddet i 1939 og just havde færdiggjort deres opstilling. Sammenlignet med de tyske førkrigs-divisioner, havde alle tre divisioner derfor betydelige mangler i materiel og organisation, især hvad angik artilleri, tunge infanterivåben, panserværn, bromateriel, samt antallet af opklaringsenheder. Store dele af mandskabet havde heller ikke fået mere end højst seks måneders sammenhængende uddannelse, før de skulle i kamp. At så uprøvede og mangelfuldt udrustede enheder blev indsat skyldtes for det første, at den tyske hær ønskede at indsætte deres bedre uddannede, kampafprøvede og veludrustede enheder i det kommende felttog imod Frankrig og Nederlandene, og ikke ønskede dem bundet i noget den tyske hærledelse anså, som en decideret sekundær operationsretning. For det andet, blev nedkæmpelsen af den talmæssigt underlegne danske hær givetvis set som en opgave, disse nyopstillede enheder burde kunne overkomme.

De to dårligst udrustede tyske divisioner, med den korteste uddannelsestid, var udset til at lede angrebet, med en division indsat imod Jylland og en division imod den sjællandske øgruppe. Begge divisioner var blevet forstærket med transportkompagnier samt motoriserede maskingeværbataljoner, hvorved disse fodmarcherende enheder blev tilført en betydelig grad af mobilitet og ildkraft. En marginalt bedre udrustet og uddannet infanteridivision var i reserve i Nordtyskland, klar til om nødvendigt at forstærke angrebsretningen imod Jylland.

Af motoriserede enheder indgik, som nævnt, de maskingeværbataljoner, der var tildelt divisionerne. Disse enheder havde længere tjenestetid bag sig og var også feltvante fra deres indsættelse i sikringsopgaver langs grænsen til Frankrig i efteråret 1939. På grund af deres store antal automatiske våben samt terrængående personvogne, udgjorde disse enheder ideelle forspidser for fodmarcherende enheder. Herudover deltog også en motoriseret brigade med to motoriserede regimenter (110. og 111. Schützenregiment), hver med to motoriserede bataljoner og et motorcyklistkompagni. Denne enhed var også nyopstillet i efteråret 1939 og havde derfor begrænset uddannelsestid bag sig. I den tyske planlægning endte den motoriserede brigade med at blive indsat i angrebet imod Jylland i stedet for Sjælland. Dette reflekterede givetvis den betydning besiddelsen af halvøen, med dens havne og flyvepladser, endte med at indtage i den tyske planlægning.

Til forstærkning af den motoriserede brigade var afgivet en motoriseret infanteribataljon fra Luftwaffe, der selv var forstærket med en opklaringseskadron med panservogne fra den tyske hær. Til sidst var der til angrebet opstillet en sammensat Panserbataljon (Panzer-Abteilung z.b.V. 40) på en stab og tre underafdelinger. To af disse Panzerkompanien var indsat i angrebet imod Jylland, imens det sidste blev sendt til Norge. Alle disse motoriserede og pansrede enheder havde lang tjenestetid bag sig og for kampvognsenhedernes vedkommende også reel kamperfaring fra felttoget i Polen.

^{Tysk Panzerkampfwagen III (i forgrunden) og Panzerkampfwagen IV (i baggrunden)}

^{Den tyske panserbataljon der støttede angrebet imod Danmark og Norge den 9. april 1940 var ikke en stående formation, men var sammensat til lejligheden af elementer fra flere forskellige enheder. Hvis Værnemagten havde bedømt det nødvendigt, kunne den danske hær således også have stået overfor større pansrede køretøjer. Kun de mest slagkraftige danske panserværnsvåben, såsom 37mm Fodfolkskanon M.1937, kunne gennemtrænge frontpanseret på disse tungere kampvogne. (Foto, Kriegsberichter Rascheit, Deutsches Bundesarchiv)}

Yderligere enheder fra det tyske Luftwaffe og Kriegsmarine skulle deltage i angrebet på Danmark. Faldskærmsjægere skulle således sikre Aalborgs vestligste flyveplads samt Storstrømsbroen. Den tyske flåde skulle hjælpe hæren med at sikre de anløbshavne på Fyn og den sjællandske øgruppe, der var en forudsætning for landsætning af hærens enheder. Luftwaffe skulle også stille fly til rådighed for observationsopgaver og nærstøtte til den tyske hær, samt true, og om nødvendigt, terrorbombe danske byer. Ved den jyske grænse skulle specialstyrker besætte vital infrastruktur før danske enheder kunne besætte eller ødelægge den.

Samtidig med disse operationer fandt sted i Danmark, skulle faldskærmsjægere nedkastes og den tyske flåde landsætte hærenheder lidt over et halvt dusin steder i Norge, hvorved hovedstaden Oslo og samtlige større havne ville blive besat. Dette var verdenshistoriens første værnsfælles operation under ledelse af en enhedskommando. Hvis dette risikable strategiske kup lykkedes, ville det med at slag ændre krigens vilkår.

Den tyske styrke der blev sendt imod Danmark den 9. april 1940 kan siges at være typisk for hvorledes Værnemagten var organiseret under krigen: Størstedelen af tropperne bestod af fodmarcherende og hestetrukne, samt ridende/cyklende enheder, med ganske få motorkøretøjer. Angrebets primære offensive slagkraftblev derimod udgjort af et lille antal kampvogne og fuldt motoriserede enheder med høj bevægelighed og stor ildkraft, støttet af luftlandsatte enheder. Det var dog kun panservognene og kampvognene der havde evnen til at bevæge sig under panserbeskyttelse. De infanteri-, artilleri- og ingeniørenheder der skulle støtte dem, var i heldigste fald motoriseret i upansrede hjulkøretøjer og i værste fald fodmarcherende eller udrustet med cykler og heste. Dette skabte muligheden for, at en velforberedt forsvarende styrke ville kunne adskille de angribende pansrede enheder fra de upansrede enheder, der skulle støtte dem.

Angrebsretningen imod Sjælland og Fyn var tildelt en infanteridivision forstærket med en motoriseret maskingeværbataljon. Divisionen skulle gøre landgang i Gedser, Nyborg, Korsør og København og derved hurtigt erobre øerne øst for Lillebælt. Denne enhed var dog ikke tildelt nogen form for pansrede køretøjer, hverken organisatorisk eller som forstærkning.

Både de motoriserede- og ikke motoriserede enheder var formeret i regiments- og bataljonskampgrupper, der rådede over enheder af alle våbenarter og derfor kunne kæmpe selvstændigt. Den forstærkede tyske infanteridivision (170. Infanteriedivision), der var udpeget til at gennemføre angrebet imod Jylland var således opdelt i fire marchgrupper. De to forreste marchgrupper udskilte også en forspids, der tillige var ansvarlig for flankesikring:

Marchgruppe A:

Marchgruppe B:

Marchgruppe C:

Marchgruppe D:

Infanteribataljonerne i Marchgruppe A og C havde også skullet afgive tre infanterikompagnier, samt en fodfolkskanondeling og en cyklende ingeniørdeling til at gennemføre en landsætning i bataljons-styrke ved Lillebæltsbroen, for derved at kunne erobre denne overgang intakt.

Den forstærkede infanteridivision på den jyske halvø havde således, som sin hovedopgave at fremrykke langs to de nordgående hovedveje og lagde til dette formål ca. 2/3 af sin tyngde i angrebsretningen langs Jyllands østkyst og ca. 1/3 i angrebsretningen op langs vestkysten. I løbet af de første 24-timers fremrykning håbede tyskerne, at de motoriserede marchgrupper ville kunne nå på højde med linjen Randers-Ringkøbing, imens de fodmarcherende marchgrupper nåede Haderslev-Ribe linjen.

Imellem disse fire marchgrupper og deres respektive angrebsretninger langs de to hovedveje, blev den forstærkede motoriserede brigade indsat.

11. Schützen Brigade (verstarkt):

Med sine motoriserede enheder, opklaringseskadron samt panserkompagni og motoriserede artilleriafdeling udgjorde brigaden klart den motoriserede og pansrede tyngdeenhed i det tyske angreb. Ved indledningsvist at angribe imellem de to hovedveje forsøgte brigaden at omgå de danske hovedforsvarsstillinger, man forventede ville være til stede her. Fra Rens og Padborg skulle brigaden i stedet søge at udnytte sekundære veje til at støde frem mod Løgumkloster og Bredebro, for derved at komme bagved mulige danske forsvarsstillinger ved grænsen. Herefter skulle brigaden, helst indenfor 24 timer, støde frem mod Aalborg og de luftlandsatte tyske enheder der havde besat byens flyvepladser. På vejen skulle brigaden sende den motoriserede bataljon fra Luftwaffe mod Esbjerg, for at sikre havnen og feltflyvepladsen der. Opklaringseskadron med lette og tunge panservogne skulle, forstærket med motoriseret infanteri, fungere som brigadens forspids og rykke frem foran de to regimentskampgrupper og Abteilung Kluge.

Kort: Tyske enheder og deres fremrykkeakser 9. april 1940.

^{Tyske fremrykkeakser og enheder indtegnet med sort. Copyright Rune H. Iversen 2020}

Hvad forspidsernes marchorden angik, skulle de enheder der rådede over panservogne, altså den motoriserede brigade, sende disse forrest som opklaring. Herefter skulle følge motoriseret og motorcyklende infanteri. Efter infanteriet fulgte kampvogne. Herefter kom hovedstyrken. Det var tyskernes håb, at de motoriserede enheders hurtige fremrykning ville gøre det muligt at paralysere, isolere og nedkæmpe de danske stillinger og enheder enkeltvis, før disse kunne nå at koordinere et sammenhængende forsvar.

At kunne nå Aalborg på under 24 timer forudsatte et højt fremrykketempo uden nævneværdige forsinkelser som følge af dansk modstand eller ødelæggelser. Der var forholdsvist få ingeniørenheder i de tyske angrebsenheder og slet intet bromateriel. Dette skyldtes, at materiellet var båndlagt til det kommende angreb på Nederlandene og Frankrig. Større danske hindringer eller ødelæggelser af f.eks. overgange over vandløb, kunne derfor potentielt forårsage store forsinkelser. I stedet håbede tyskerne på, at voldsomheden og fremdriften i de motoriserede, luftbårne og pansrede styrkers angreb ville gøre det muligt at erobre nøgleterræn og vital infrastruktur før forsvarende danske enheder kunne besætte eller ødelægge det.

Alle de motoriserede og pansrede enheder samt marchgrupper var veludrustet med radiomateriel. Enten fordi de besad det organisatorisk i enhederne, eller fordi de var blevet tildelt ekstra radiomateriel fra divisionens telegrafbataljon. De fodmarcherende enheder og marchgrupper måtte i højere grad forlade sig på ordonnanser, signalpistoler og felttelefonforbindelser.

Alle pansrede køretøjer var indsat i angrebsretningen mod Jylland, givetvis fordi den hurtige besættelse af halvøen, med de vitale flyvepladser i Nordjylland, var af største betydning for de videre operationer imod Norge. Divisionen der var indsat imod Sjælland, var godt nok forstærket med en motoriseret maskingeværbataljon, men rådede ikke over nogen pansrede køretøjer. Denne prioritering var givetvis helt bevidst, idet en hurtig besættelse af Sjælland var velkommen, men ikke som sådan af vital betydning for besættelsen af Norge, det egentlige mål for den tyske aggression.

Den følgende opgørelse viser antallet af pansrede køretøjer i de enheder, den danske hær mødte den 9. april 1940 set i forhold til antallet af øvrige enheder.

Angrebsretning Jylland 9. april 1940 

Antal pansrede køretøjer i forhold til øvrige tyske enheder.

Den 9. april 1940 rådede den tyske hær således over ca. 50 hjulpanservogne, fordelt på en opklaringseskadron med 25 lette og tunge panservogne samt tre delinger, hver med 6-11 lette panservogne. Hertil kom ca. 50 lette kampvogne, der var fordelt på en stab med ca. et dusin pansrede føringskøretøjer og lette kampvogne, samt to underafdelinger hver med lidt over 20 lette kampvogne. Set i forhold til den panserværnskapacitet som et gennemsnitligt dansk fodfolksregiment i løbet af 1940 ville komme til at råde over, var der således ikke noget specielt uoverkommeligt over antallet af angribende pansrede køretøjer i de marchgrupper, der havde ansvaret for at angribe op langs de to nordgående hovedveje. Den motoriserede brigade, med sine ca. 75 kampvogne og hjulpanservogne var en anden sag og det ville givetvis have krævet indsættelsen af størstedelen af de mobiliserede jyske enheders samlede panserværnskapacitet, samt betydelige hindringer, for at standse denne enhed.

Den danske hær i Sønderjylland 9. april 1940:

Efter indledningsvist at have hævet det militære beredskab som følge af krigsudbruddet i 1939, begyndte den danske regering gradvist at slække beredskabet. I løbet af efteråret blev den sikringsstyrke der var blevet indkaldt ved krigsudbruddet gradvist hjemsendt igen.

På grund af krigstruslen var de værnepligtige enheder, der var blevet indkaldt i foråret 1939, ikke blevet hjemsendt. Disse havde således næsten et års tjenestetid bag sig. De øvrige dele af den danske hær var i foråret 1940 bemandet med værnepligtige indkaldt i oktober 1939 og i januar 1940. De havde således været indkaldt i under 6 måneder. Selv om en sikringsstyrke ikke var mobiliseret, var beredskabet ved den danske hær således stadig højere, end det ville have været før september 1939.

I vinteren og det tidlige forår 1940 havde den danske regering ikke truffet foranstaltninger til at hæve beredskabet hos forsvarets enheder. Den almindelige neutralitetsvagt, der havde været i effekt siden efteråret 1939, blev således opretholdt og der var ikke truffet foranstaltninger til længerevarende modstand. Flåden var også fordelt på neutralitetsvagt, kun delvist bemandet og derfor ikke forberedt på at yde modstand. Kun i Sønderjylland havde man opretholdt et højere beredskab, idet det var her man forventede eventuelle neutralitetskrænkelser. På trods af efterretninger om tyske troppesammendragninger i Nordtyskland, foretog hverken Danmark eller Norge yderligere forsvarsmæssige forberedelser i foråret 1940.

For at forøge muligheden for at gennemføre et forsvar af landsdelen, havde Hærens ledelse koncentreret de jysk-fynske uddannelsesenheder der var blevet indkaldt i foråret 1939, og derfor havde længst tjenestetid bag sig, i Sønderjylland. Dette inkluderede bl.a. en af Cyklistregimentets bataljoner, der ellers var garnisoneret i Odense. I bytte havde man så flyttet enheder med kortere tjenestetid bag sig, og som derfor ikke var kampklare, fra Sønderjylland til Fyn. Der er således en vis ironi i, at flere af den danske hærs enheder i Sønderjylland havde længere tjenestetid bag sig, end størstedelen af de tyske styrker der deltog i angrebet. Ved at forskyde dele af Cyklistregimentet fra Fyn til Sønderjylland omgik man også det erkendte problem med, at de fynske enheder var garnisoneret langt fra deres indsatsområde. På den anden side skabte dette også det problem, at enhederne udenfor Sønderjylland ofte havde så kort tjenestetid bag sig, som regel mindre end seks måneder, at de næppe ville være umiddelbart krigsduelige. Alt luftværnsartilleri øst for Storebælt befandt sig også i Syd- og Sønderjylland, for ved ildafgivelse at kunne markere dansk neutralitet overfor overflyvninger fra de krigsførende magter.

Kort: Danske enheders tiltænkte indsættelse 9. april 1940:

^{Tallene på kortet refererer til opgørelsen over danske enheder og panserværnsvåben i Sønderjylland nedenfor. Copyright: Rune H. Iversen 2020.}

I Trekantområdet befandt sig yderligere tre uddannelsesbataljoner- og beredskabs, der ikke var på normeret styrke, samt et kanonkompagni og i Randers-Aarhus området var Jyske Dragonregiment garnisoneret, med to ryttereskadroner, en cykeleskadron og en motorcykeleskadron, der dog alle var uddannelsesenheder langt under normeret styrke. I denne styrke var også en panservognsdeling med to køretøjer. I Viborg og Nordjylland befandt sig dele af et fodfolksregiment og på Fyn var uddannelsesenheder af både Cyklistregimentet og Fodfolkspionerkommandoet. I Østjylland imellem Aarhus og Kolding befandt sig også ni artilleribatterier, heraf seks rekrutbatterier. De jysk-fynske enheders fredstidsplacering gjorde det således svært at reagere imod andet end en fremrykning langs den jyske østkyst.

Iblandt uddannelsesenhederne var et meget stort antal panserværnsenheder, hvilket givetvis skyldtes, at våbnene var nyligt anskaffet og der derfor var et stort behov for hurtigt at få uddannet så mange værnepligtige som muligt til mobiliseringsstyrken. Uddannelsesenhedernes styrke afveg derfor på flere punkter fra enhedernes normerede krigsstyrke.

Både den danske hær og flåde var indsat med en forholdsordre der primært understregede, at man skulle markere de danske territorialgrænser ved en neutralitetskrænkelse og herefter indhente nærmere ordre hos forestående myndighed i. Samtidig blev det dog betonet at man skulle kæmpe ved et direkte angreb på landet eller på egen garnison. For enhederne i Sønderjylland gjaldt også, at de ved et egentligt angreb skulle søge at skabe muligheden for etablering af et sammenhængende forsvar længere mod nord igennem ”Tilbagevigende Kamp”. I tilfælde af et pludseligt angreb, førend den danske hær havde gennemført mobilisering og deployering, havde man således fra starten opgivet muligheden for at føre hovedkampen i Haderslev-Ribe stillingen.

De enheder der var til rådighed for den ”Tilbagevigende Kamp”, var en bataljon fra Cyklistregimentet samt dele af Fodfolkspionerkommandoet, der var garnisoneret i Tønder samt Søgaard og nærmeste omegn. Disse enheder kunne danne en tynd kæde af posteringer af delingsstørrelse, der reelt kun dækkede de større veje og vejknudepunkter. Hver postering bestod typisk af en halv til en hel deling cyklister, kombineret med 1-2 styk 20mm maskinkanoner og maskingeværer på motorcykler. Kun enkelte steder, primært langs de store hovedveje, var det muligt at skabe forsvarsstillinger af kompagnistørrelse. For at skabe en optagestilling for disse fremskudte enheder skulle fodfolksbataljonen samt fodfolkskanonkompagniet og det motoriserede artilleribatteri, fra deres garnisoner i Haderslev og Sønderborg, forskyde til en blokeringsstilling syd for Aabenraa. For at lette forskydningen skulle enhederne delvist motoriseres ved hjælp af udskrevne civile køretøjer. Enhederne fra Tønder skulle koncentrere sig om at forsvare den vestlige hovedvej, imens enhederne fra Søgaard, Haderslev og Sønderborg skulle forsvare den østlige hovedvej samt rummet imellem de to veje. Føreren af de fremskudte styrker var bataljonschefen for cyklistbataljonen, der havde sin kommandostation ved Bjergskov ved den østlige hovedvej, sammen med en enhed af kompagnistørrelse der udgjorde bataljonsreserven.

Den provisoriske danske plan for forsvaret af Sønderjylland gjorde således præcist det som tyskerne forventede, idet man fra dansk side kun havde styrker nok til at prøve at forsvare de to nord-sydgående hovedveje. Alle yderligere fremrykkeveje som tyske enheder kunne tænkes at anvende, var kun posteret med mindre styrker. Ethvert gennembrud af denne tynde danske linje havde potentiale til at udvikle sig til en taktisk krise, idet det kun var i forsvarssektoren langs den østlige hovedvej, at de danske styrker rådede over reserver der ville kunne bagstoppe de forreste danske enheder. Langs den vestlige hovedvej, samt i området imellem de to hovedveje var der ikke yderligere reserver eller hindringer der ville kunne forsinke eller standse et tysk gennembrud.

Størstedelen af de danske enheder i Sønderjylland var således indsat i den tyske Marchgruppe A´s fremrykkeakse. Hvad den tyske Marchgruppe B og den motoriserede brigade angik, der i alt udgjorde over syv motoriserede bataljoner forstærket med panservogne og kampvogne, så forholdene betydeligt værre ud for de forsvarende danske styrker. I disse tyske enheders angrebsakser, kunne den danske hær indsætte en række posteringer i delingsstørrelse fra cyklistbataljonen og afværgekompagniet, samt et enkelt fodfolkspionerkompagni, der i alt rådede over fem 20mm maskinkanoner. Dette imod en tysk styrke der i alt inkluderede lidt over 80 pansrede køretøjer.

Selv om de danske styrker i Sønderjylland rådede over en forholdsvis stor mængde panserværnsvåben, var det stadig vanskeligt at skabe tyngde i våbnenes indsættelse. For at kunne løse deres tiltænkte opgaver som posterings- og blokeringsstyrke, måtte hver stilling jo råde over langtrækkende panserværnsvåben. Det var således igen kun ved stillingerne langs den østlige hovedvej, at det var muligt at skabe dybde og tyngde i panserværnsvåbnenes anvendelse. Og dette ville først ske det øjeblik enhederne fra Haderslev og Sønderborg havde indtaget deres optagestilling syd for Aabenraa.

Det ser ikke ud som om hverken artilleri- eller luftværnsenheder i Sønderjylland havde forberedt sig på at kunne blive indsat imod tysk panser, der måtte være brudt igennem de foranliggende danske enheder. For luftværnsenhederne kan dette skyldes, at de i løbet af 8. april fik ordre til næste dag at opgive deres neutralitetshåndhævelse af det sønderjyske luftrum og i stedet forskyde længere mod nord, hvor de skulle dække vital infrastruktur og mobiliseringsområder i Trekantområdet og nord for Haderslev, i forbindelse med de beredskabsforøgelser der var ved at blive sat i værk. Det motoriserede artilleribatteri i Haderslev skulle primært støtte den fremskudte bataljon syd for Aabenraa med indirekte ild og derefter frigøre sammen med denne bataljon og gå tilbage mod nord. Den var ikke planlagt indsat som et ”bagstop” for en foranliggende fodfolksenhed, der ubetinget søgte at fastholde sin stilling. En anden mulighed kunne være, at den panserbrydende ammunition som kanonerne skulle bruge for at realisere deres fulde potentiale endnu ikke var anskaffet. Kanonerne kunne selvfølgelig anvende almindelig sprængladt brisant-ammunition, men med mindre sandsynlighed for træf og gennemtrængning af et pansret mål. Mod de tyndt pansrede tyske lette kampvogne og panservogne ville selv brisant-ammunitionen dog stadig kunne opnå god effekt.

På Sjælland var størstedelen af beredskabsstyrkens enheder med lang tjenestetid bag sig koncentreret i Faxe-Præstø området, for at imødegå en mulig landgang i Fakse Bugt. De øvrige enheder var i deres fredstidsgarnisoner.

I løbet af den 8. april 1940 beordrede regeringens Hærens og Søværnets enheder sat i alarmberedskab, om end kun enhederne i Sønderjylland havde et klart fokus med deres indsats, nemlig at forsinke de tyske enheder man fra efterretningsmæssige kilder vidste stod umiddelbart syd for grænsen. Til trods for denne alarmtilstand fik enhederne ikke tilladelse til at rykke ud fra de steder de var indkvarteret, idet den danske regering ikke ønskede at eskalere situationen. Søværnets chef undlod bevidst at sætte Søværnets enheder i alarmberedskab, idet han anså modstand imod tyskerne for meningsløs, hvorved øerne øst for Lillebælt lå åbne for invasion. Som en konsekvens heraf var Søværnets sejlende enheder og søforter ofte kun delvist bemandet og ikke forberedt på at yde modstand.

Antallet af panserværnsvåben ved danske enheder i Sønderjylland i april 1940:

Tallene i parenteser ud for stednavnene i tabellen refererer til kortet over danske enheders tiltænkte indsættelse i Sønderjylland ovenfor.

Set i forhold til antallet af angribende køretøjer, forekommer det samlede antal af danske panserværnsvåben i Sønderjylland ikke at være utilstrækkeligt. Det ville trods alt ikke være nødvendigt at ødelægge samtlige angribende pansrede køretøjer, men kun at tilføje dem så store tab, at de måtte indstille angrebet og reorganisere. Hvis man sætter dette tal som en procentsats imellem 25%-33% ville det med andre ord betyde, at de forsvarende danske panserværnsvåben kunne nøjes med at nedkæmpe ca. 24-32 pansrede køretøjer. Dette overser dog det problem, at de danske våben var indsat uden tyngde og derved ikke kunne forventes at opnå samtidig effekt imod de angribende tyske pansrede enheder. Det overser også at luftværnsenhederne var ved at forberede en forskydning mod nord og derfor heller ikke kunne forventes at deltage i den ”Tilbagevigende Kamp”. Det samme gør sig gældende for artilleribatteriet, der ikke ser ud til at være indsat med henblik på at kunne støtte den foranliggende fodfolksbataljon i panserværnskampen, men primært skulle støtte blokeringsstillingen syd for Aabenraa med indirekte ild og frigøre samtidigt med denne. Det var med andre ord tvivlsomt om hvorvidt de danske panserværnsvåben, der måtte være til stede i de områder, hvor tyskerne agtede at lægge tyngden i deres angreb, ville være i stand til at påføre de angribende tyske pansrede enheder så store tab, at de måtte stoppe deres angreb.

Konklusion for perioden 1939-1940:

Det tyske angreb på Danmark var planlagt i næsten perfekt overensstemmelse med den gældende tyske doktrin, der fordrede angreb gennemført i dybden, ideelt set igennem anvendelse af motoriserede og pansrede enheder. De enheder, der skulle udføre angrebet var dog sammensat til lejligheden og havde kun haft kort tid til at træne sammen. I tilgift havde nogle af de angribende enheder også kun en kort uddannelsesperiode bag sig og var langt under deres organisatoriske normering, hvad angår adskillige former for materiel. De panser- og kampvognsmodeller den tyske hær rådede over var heller ikke specielt tykt pansret og derfor sårbare overfor de fleste danske panserværnsvåben. Til trods for dette, var den angribende tyske styrke stadig den fuldt mobiliserede danske hær talmæssigt overlegen og rådede over flere pansrede køretøjer. Overfor den beredskabsstyrke den danske hær kunne mønstre den 9. april 1940, var overlegenheden knusende.

Den danske hær havde den 9. april 1940 kun hævet beredskabet en smule i forhold til normalt fredstidsberedskab. Først og fremmest igennem opstillingen af en beredskabsstyrke til at dække grænsen i Sønderjylland og de kyststrækninger på Østsjælland, der blev anset for invasionstruede. Sekundært ved at beordre Hærens enheder i alarmberedskab den 8. april, dog uden at specificere nogen taktisk opgave for andre enheder, end de i Sønderjylland. Hertil var yderligere bederedskabsforøgelser ved at blive forberedt, men ville ikke kunne nå at træde i effekt før det tyske angreb kom.

Selv om de danske beredskabsenheder i Sønderjylland havde en stor andel af panserværns-uddannelsesenheder, var der reelt hverken enheder eller panserværnsvåben til mere end at afskærme størstedelen af grænsen ved at dække de større veje med posteringer. På denne måde ville det som minimum kunne lade sig gøre at markere dansk neutralitet ved kamp. Kun langs den østlige hovedvej rådede den danske hær over tilstrækkeligt med enheder og panserværnsvåben til at gennemføre en længerevarende kamp med udsigt til succes.

Den danske hærs doktrin for forsvarskampen i april 1940 måtte således tilpasses det materiel og de enheder der var til rådighed. Til trods for de erkendte mangler, forsøgte man stadig at gennemføre den ”Tilbagevigende Kamp” fra grænsen og nordpå, som man havde planlagt til trods for, at antallet af enheder nødvendigt for at gennemføre den ”Tilbagevigende Kamp” og den efterfølgende stationære kamp i hovedstillingen reelt ikke var til stede i Sønderjylland. Ud af de styrker som den danske planlægning forudsatte, var kun ca. 33% af enhederne til den ”Tilbagevigende Kamp” til rådighed. Her manglede det meste af Fodfolkspionerkommandoet, halvdelen af Cyklistregimentet samt hele Jyske Dragonregiment. Til kampen i hovedstillingen var kun ca. 10% af styrkerne til stede i Sønderjylland den 9. april, i form af den fremskudte fodfolksbataljon samt kanonkompagniet. Herudover var der også det problem, at man reelt allerede fra starten havde opgivet at besætte Haderslev-Ribe stillingen og først skulle beslutte sig for hvor den nye hovedstilling skulle forløbe efter det tyske angreb var begyndt. Udfaldet af kampen afhang således af, at den reducerede beredskabsstyrke ville kunne købe tilstrækkeligt med tid ved sin ”Tilbagevigende Kamp” til, at Jyske Divisions ledelse ville kunne nå at få de øvrige enheder i Jylland på plads i en passende hovedstilling længere mod nord.

Litteraturliste Del 2 (1940-1945):

Alternburger, A. Lexikon der Wehrmacht. http://www.lexikon-der-wehrmacht.de. (04.01.2020)

Betænkning til Folketinget afgivet af den af Tinget under 15.  Juni 1945 nedsatte Kommission. I henhold til Grundlovens§ 45. J.H.Schultz A/S  Universitets-Bogtrykkeri København. Bind I-II-III samt XII.

Christensen, J.O. & Iversen, R.H. 2014. Hæren: 400 års danmarkshistorie. Gads Forlag.

Clemmesen, M.H. 1982. Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940: en studie på langs af planlægningen samt en vurdering af denne planlægnings forhold til den politiske hensigt med forsvaret.

Cramer, H. 1970. Die Panzer-Aufklärungs-Lehrabteilung 1937 – 1940. Philler.

Donnhauser, Anton J. & Drews, W. 1982. Der Weg der 11. Panzerdivision. 1939-1945. Holzmann-Druck-Service.

Hærens taktiske og operative reglementer fra deling til regimentsniveau generelt, herunder Feltreglementerne.

Jahn, Karl F. 1990. Das Maschinengewehr Bataillon (mot.) 14 1938-1945 – Die Geschickte eines Saarbrücker Bataillons der Deutchen Wehrmacht, Selbstverlag des Verfasssers, Deutchland.

Jørgensen, A.R. 1980. 9. april. De spildte muligheders dag. Gyldendal.

Kardel, H. 1953. Die geschichte der 170. Infanterie Division -1939-1945. Verlag Hans-Henning. Podzun Deutschland.

Militært Tidsskrift for perioden 1940-1945.

Niehorster, L. World War II Armed Forces. Orders of Battle and Organizations:

Scandinavian Campaign. XXXIst Corps Command, German Army, Unternehmen Weserübung. 9 April 1940. http://www.niehorster.org/011_germany/40-04_scandinavia/corps_31.html (19-06-2019).

GERMAN WORLD WAR II ORGANIZATIONAL SERIES. Volume 2/II. HIGHER HEADQUARTERS — MECHANIZED GHQ UNITS (1.05.1940). 2nd Revised Edition, dated 28.07.2007. http://www.niehorster.org/011_germany/books_gwwii/vol_2-2__28-07-07.pdf (24-10-2020).

Norup, P.M. 1945. Hæren der ikke maatte kæmpe. Den danske Hærs Forhold gennem Nedrustning over 9. April 1940 og 29. August 1943 til Befrielsen. København. Povl Branners Forlag.

Olsen, O. I. 1987. Planlægning af det sjællandske landforsvar 1922–1940. Vedbæk.

Stevns, A. (red.) 1940. 9. April. Skildret I breve fra danske Soldater. 10. oplag. Steen Hasselbalchs Forlag.

Stevns, A. 1943. Vor Hær i Krig og Fred. Bind 1 og 2. Nordiske Landes Bogforlag.

Sørensen, K.Y. 2016. Angrebet -den danske og den tyske fortælling om 9. april i Danmark. 3. udgave.

Arbejdsredskaber til kort og grafik:

- https://maps-for-free.com/ (Hans Braxmeier, mail@braxmeier.de)

- http://www.mapsymbs.com/ (Major Tom Mouat, tommouat@compuserve.com)

Tak til:

- Andreas, Danny, Frederik, Mikkel, Nicolai, Patrick, Sebastian og Thomas.

- Artillerimuseet

- Forsvarets Bibliotek

- Frihedsmuseet

- Krigsmuseet og Jens Ole Christensen.