Hvad er kommando? Hvad er forvaltning? Hvorledes forholder disse to begreber sig til hinanden? Disse spørgsmål er utvivlsomt særligt aktuelle i en tid, hvor en række af forsvarets myndigheder, der traditionelt erkendt som kommandomyndigheder, i stigende grad enten antager karakter af forvaltningsorganer eller pålægges omfattende forvaltningsopgaver. At spørgsmålene også har aktualitet i andre vesteuropæiske hære fremgår bl. a. af en artikel i det franske tidsskrift L’Armée, oktober 1968, hvor generalmajor Cazelles fremsætter en række tankevækkende synspunkter om emnet. I det efterfølgende er fra nævnte artikel anført en række uddrag, der er oversat af kadet O. Koch-Olsen, Hærens Officersskole, klasse Hedemann.
Om begrebernes ordmæssige betydning anfører forfatteren bl. a.: At kommandere, skriver Littré1), det v il sige at påbyde, at en ting bliver gjort. Dette medfører, at den kommanderende over for den udøvende besidder en myndighed, der er blevet ham betroet. Kommandere kommer i virkeligheden af det latinske »mandare«. At den latinske forstavelse »eum« betyder sammen med - altså fælles kommando - eller med bistand af, hvilket jeg foretrækker, betyder kun lid t, det væsentlige er stammen »mandare« - in manus dåre - det v il sige lægge i hånden eller betro. Kommando er en overdragelse af myndighed. Det franske monarki påberåbte sig guddommelig ret, idet myndigheden kom fra Gud. I demokratiet udøves denne i det suveræne folks navn. A t forvalte vil, stadig ifølge Littré, sige at bestyre offentlige eller private sager. For FayolE) betyder det: at organisere, at forudse, at kommandere, at koordinere og at kontrollere; kommando er altså i Fayols øjne kun en side af forvaltningen. Rent etymologisk er den, der forvalter, en, der er hos ministeren, det v il sige tjener hos ham, der er til tjeneste for almenvellet. Der ligger i ordene kommando og forvaltning det samme dobbeltbegreb med overdragelse af myndighed og m idler til at udøve denne. Sin egen opfattelse af begreberne udtrykker forfatteren således: For forsvaret, hvis ultimative opgave er at føre krig, eller mere nøjagtigt at blive egnet til at føre den, er den væsentlige funktion at iværksætte midlerne: alså kommandoføringen, den operative opgave for chefen, der i sin egenskab af administrator skal klargøre disse m idler til deres iværksættelse. Jeg foreslår altså som definition: Forvaltning af væbnede styrker er den samlede virksomhed, der til formål har tilvejebringelse og opretholdelse af styrkerne med henblik på deres anvendelse; hvilket er meget mere end den enkle udførelse af administrative handlinger i ordets sædvanlige betydning og som følge heraf angår alle kommandotrin. Ja, at forvalte v il utvivlsomt sige at anbringe personellet på den plads, det bør have i helheden, hvad enten det drejer sig om chefen, om vagten under våben eller om teknikeren. Det v il også sige at give dette personel, hvad det behøver for at holde sig i live og kæmpe: forsyninger af enhver art, sanitetstjeneste samt vedligeholdelse og nyanskaffelse af materiel - men også at sætte det i stand til bedre at benytte sig af udrusningen, altså instruere det. Det er muligt, at det at betragte instruktionen som en del af forvaltningen støder nogle, der er mere tilbøjelige til at knytte den til operationssiden: »Instruktion er kun reperition af funktioner i enhederne før deres indtræden på krigsskuepladsens scene.« Det forekommer mig im idlertid, at instruktionen, da den er en forberedelse, er en forvaltnings mæssig handling i ordets vide betydning. Denne side af førerens rolle er naturligvis mere eller mindre omfattende alt efter den plads, han indtager i hierarkiet og varieret efter hans enheds opgave. Chefen for en mindre enhed - et kompagni, en eskadron, et batteri - vil især interessere sig for uddannelsen og den bedst mulige placering efter kvalifikationer af det personel, han råder over. Regimentschefer og chefer for større enheder vil dertil føje omsorgen for personellets og materiellets vedligeholdelse, en omsorg, som regionschefen v il komplettere med vedligeholdelse af infrastrukturen (kaserner, øvelsespladser m. m.). I centraladministrationen synes differentieringen tydeligere gennem de forskellige afdelingers virkefelter (personel, uddannelse, forvaltning), som s; aben har ansvaret for at animere og koordinere. Men hvad med de faglige tjenestegrene? v il man spørge mig. Ved at tillade, at De selv ved en diskutabel ekstrapolation i ordet forvaltning indlemmer meget mere, end det er sædvane at lægge deri, bliver der så ikke deri hele dette sammenspil af administrative handlinger, og er det ikke netop de faglige tjenestegrens opgave at sikre denne forvaltning og gennem den hjælpe føringen? Jeg v il på dette sted bringe læseren tilbage til den bemærkelsesværdige artikel, som generalintendant Lou f skrev i La Revue de Défense Nationale, ju li 1967. »Forsvaret,« skriver han deri, »har den store ulykke endnu at slæbe sig afsted med resterne af den hundrede år gamle og uheldbringende skelnen mellem kommandoføring og forvaltning . . . Faktisk er der ikke - eller der burde ikke være - kommandoføring på den ene side og forvaltning på den anden. Der findes kamp- og kampstøttetropper, og der findes faglige tropper.« Disse sidstnævnte er et af føringens hjælpemidler ligesom staben. Forskellen er, at medlemmerne af staben er hos chefen for at hjælpe ham i hans førervirksomhed og kun handler i hans navn, mens cheferne for de faglige tropper inden for rammerne af deres funktionelle kompetence tager beslutninger i deres eget navn. Men som generalintendant Lou f fortsætter: »I hvert fald bør de faglige tropper ikke »administrere« kamp- og kampstøttetropperne.« De har ikke privilegium på forvaltningen. Kommando og forvaltning er altså kun to forskellige men uadskillelige sider af chefens rolle, og efter omstændighederne v il snart den ene, snart den anden dominere. V i har allerede peget på, at forvaltningens udseende varierer med det betragtede trins placering på kommandovejen samt dets specialisering. Men der er en mere mærkbar forskel, nemlig den mellem fred og krig, dette sagt i ord, der med vilje er gjort en smule ensidige, thi ingen er vel uvidende om den mulige gradvise overgang mellem freden og den »varme« krig. Ved at indskrænke sig til denne næsten karikerende skelnen v il man huske, at den første tilstand, fredens, er den, hvor de økonomiske betragtninger er de fremherskende, medens alt i den anden, livor hele nationens eksistens står på spil, bør ofres denne, selv om fremtiden tegner farlig. Med andre ord, og for at bruge en moderne jargon, tandem-parret omkostninger - effektivitet analyseres forskelligt i de to tilfælde. I krigstid er kommandosiden fremherskende: effektiviteten v il gå forud for omkostningerne, thi det vil være nødvendigt at benytte ethvert middel, og man når undertiden til metoder, der er økonomisk på vildspor, for at holde styrkerne i overensstemmelse med målsætningen.
I fredstid drister omkostningerne sig derimod til at gå forud for effektiviteten. Først og fremmest er økonomi målelig (undertiden sandelig med besvær), medens effektivitet i bedste fal der påviselig, thi der v il i vurderingen af den altid forblive et subjektivt element. Ydermere gør prisen sig øjeblikkelig gældende på fordelingen af finansbevillingerne, medens man altid håber, at effektiviteten først v il vise sig på slagmarken i en fjern frem tid . .. eller aldrig. Forpligtelsen til at benytte de offentlige m idler så godt som m uligt fører altså til at lægge stor vægt på den forvaltning, der er pålagt at varetage den bedst mulige fordeling af disse midler og indbefatter et tilsyn hermed.
Om mulighederne for indbyrdes at afstemme kommando- og forvaltningsvirksomhed på en sådan måde, at den samlede virksomhed fremmes mest m uligt samtidig med, at chefer på alle trin udvikler dømmekraft og føler medansvar, siger forfatteren herefter:
Man må nok erkende, at det i praksis er her, skoen trykker. Kontrolvirksomhedens mangfoldighed fører på den ene side til at binde den myndighed, der besidder kommandobemyndigelsen, thi denne er underkastet, hvad man uden overdrivelse kan kalde den permanente mistro til kontrolorganer; på den anden side til at svække den virkelige autoritet, idet kommandovirksomheden v il kunne lammes af det simple afslag på godkendelse fra en embedsmand, hvis kompetence ikke kan være universel, og hvis ansvar kun udøves i finansielle sager. Denne kontrolvirksomhed udøves dels på en præventiv måde, dels efter erfaringen. Nogle finder sidstnævnte fremgangsmåde ineffektiv, idet de som argument bruger »at tabte penge aldrig findes«, og lovpriser en forstærkelse af den præventive kontrol: Den skal bringes på sin rette plads af embedsmænd, der, gjort berettiget til at forlange alle nødvendige oplysninger, skal råde over en suspensiv vetoret over for alle udgiftsengagementer, som de finder uberettigede. Dette veto skal kun kunne hæves efter en beslutning, der er taget af et ministerielt udvalg, ja, endog efter premierministerens kendelse. Den prisværdige bekymring for den gode udnyttelse af de offentlige m idler synes i det foreliggende tilfælde at vække tanken om et maskineri, hvor det ville være ønskeligt at bedømme ydeevnen, før man beslutter sig til at opfinde det. Hvis man ved en sådan fremgangsmåde kan håbe på at undgå nogle diskutable udgifter, til hvad pris betales så denne fortjeneste. T h i selv om man tænker på at fremme afgørelserne ved at anvende forvaltningens moderne midler, synes det vanskeligt at undgå, at disse stadige undersøgelser og krav om oplysninger vil medføre forsinkelser i beslutningsvirksomheden, forsinkelser, der kan have alvorlige økonomiske konsekvenser og føre til en ringe udnyttelse af midlerne. For eksempel v il langsomheden med at afgøre iværksættelsen af en materielanskaffelse føre til, at man endnu i lang tid anvender en forældet materielgenstand, hvis vedligeholdelse, ja endog fornyelse v il blive dyrere og dyrere for ikke at tale om den mindre værdi, de styrker v il have, der er udstyret med pågældende materiel. Langsomheden ved tildeling af en ejendom til en sådan forvaltning v il ved disse forsinkelser føre til forringelse af ejendommen etc. Men lad os indvende, at den præventive kontrol især svækker ansvaret og altså opfordrer kommandoen til at tabe interessen for en forvaltning, den ikke er herre over. Det v il således være at foretrække at forstærke den erfaringsmæssige kontrol - som i øvrigt er den sande kontrol ( = contra rolle), hvor to situationer konfronteres, to tilstande, der indicerer, hvorledes det er, og hvorledes det burde være. Kontrollen pr. erfaring v il være hurtigere. Statsrevisionen giver os et eksempel derpå, idet den meget tid ligere end før undersøger den offentlige forvaltning, og denne acceleration kan sandsynligvis opnås endnu nemmere takket være forvaltningens og informationens moderne midler. Det v il af hensyn til den erfaringsmæssige kontrols effektivitet være nødvendigt, at de konstaterede uregelmæssigheder bliver ledsaget af passende, økonomiske og statuerende sanktioner, der kan føre til udskiftning af kommandoen, ja endog til afskedigelse fra forsvaret. Men for at disse sanktioner kan blive idømt effektivt, er det uundgåeligt at afgrænse ansvaret nøje. Lad os tage et eksempel: i et værksted er nogle redskaber blevet ødelagt, fordi et hejseapparat har ladet dem falde. En undersøgelse viser, at dette apparat er blevet holdt i brug ud over den normale anvendelsestid. Hvem er ansvarlig? Lederen på det værksted hvor det er sket? Den chef der har de ødelagte redskaber på sit regnskab? Den materieltjeneste der har forlænget brugen af dette hejseapparat ud over dets normer? Den general der ikke har givet den faglige tjeneste tilstrækkelige m idler til at forny apparatet? Jeg tør ikke gå længere Den myndighed, der på en gang kommanderer og forvalter, må reelt kunne tage beslutninger inden for sit eget domæne. Det vil sige, at chefen på sit trin bør disponere over sin del af midlerne og være ansvarlig for deres anvendelse. Det vil i mine øjne sandelig ikke sige vende tilbage til det Frankrig før 1789, hvor obersten »ejede« sit regiment, et system som skikken med »paradesoldaterne« dødsdømte. Men jeg mener, at det er nødvendigt at give chefen for større enheder - obersten - et virkeligt ansvar for anvendelsen af de midler, der er bestemt for hans enhed. Det er på den måde, at han til fulde vil kunne beklæde sin stilling som chef. Der findes i øvrigt allerede eksempler på sådanne forhold. Selvstændige budgetter, tillægsbudgetter og handelsregnskaber, der giver direktøren for en virksomhed fuld ansvarlighed over for ejeren, viser den vej, som det vil være ønskeligt, at det franske forsvar v il begive sig ind på. I denne ramme mener jeg, at bestridelsen af chefposter allerede i fredstid v il give en sandfærdig bedømmelse af officererne med hensyn til deres beslutningsevne, deres fantasi og deres realisme, alle egenskaber, som er nødvendige, for at de kan påtage sig krigens ansvar. Det franske forsvar er gået ind i en periode af fred, som det ikke har kendt siden 1939. Man kan kun frygte, at hvis man ikke giver frem tidige chefer lejlighed til i fredstid så vidt muligt at bevise deres evner, så vil man se flere folk uden »historie« end mænd med en stærk personlighed nå til de høje poster. Skal man vente på en Joffre for allerede i de første dage af en krise at kunne afgøre de nødvendige forflytninger? Thi chefer uden »historie« skriver ikke historien.
