Ved mangfoldige lejligheder ser man i disse år begrebet „hvervede soldater“ sat i forbindelse med vort forsvars (hærs) fremtidige ordning. Ikke blot politikere — sågar et helt regeringsparti -— men også højtstående officerer synes at være inde på den tanke, at en fremtidig dansk hærordning fuldtud eller i vid udstrækning må bygge på professionelle soldater.
Tanken er vel også ganske naturlig i betragtning af de stadig mere komplicerede våben m. v., livis betjening kræver specialister med lang uddannelse og stor viden.
Imidlertid må tanken om overgang til nævnte bærsystem for Danmarks vedkommende ved nøjere betragtning nok afføde nogen skepsis, og formålet med nærværende indlæg skulle blot være eventuelt at sætte en nærmere undersøgelse og drøftelse af dette problem i gang. Denne drøftelse vil i vid udstrækning naturligt kun blive rent akademisk, men vore daglige erfaringer med det store udsnit af landets ungdom, som de værnepligtige udgør, vil dog kunne give et fingerpeg i mange retninger, idet man i denne forbindelse vel kan udelukke tanken om udenlandske soldater — en fremmedlegion.
Man vil måske fremføre, at erfaringer fra udlandet må kunne være vejledende ved en eventuel indførelse af foreteelsen „hvervet hær“ her i landet. Af to væsentlige grunde mener jeg, at man bør være meget forsigtig med en sådan betragtning.
For det første findes der jo i øjeblikket intetsteds en hvervet (frivillig), national bær, hvor man kan iagttage en moderne soldats fordringer til livet. At lægge erfaringer bidrørende fra 15 år siden og længere tilbage i tiden til grundlag for sådanne iagttagelser må vist være urealistisk.
For det andet — og ikke mindst — kan indstillingen til forholdet ungdom/forsvaret i al almindelighed efter min mening ikke betragtes med samme øjne, når man vil sammenligne dansk og fremmed ungdom. Hermed være på ingen måde antydet, at danske værnepligtige skulle være ringere soldater end f. eks. engelske eller amerikanske. Deres hele indstilling til soldatervæsenet er blot som følge af gammel sædvane, negativ påvirkning m. v. i nogen grad anderledes.
Hermed er vi formentlig kommet til sagens kerne, nemlig hvorvidt man overhovedet kan fremskaffe tilstrækkeligt og egnet personel til en sådan professionel hær.
Lad mig fremdrage de mest iøjnefaldende af sådanne faktorer, som synes at berettige min afgjorte tvivl om denne mulighed:
1. Dansk ungdoms almindelige ulyst til „militærvæsenet“.
2. Løn- og avancementsforhold.
2. Beskæftigelsesforhold efter hjemsendelse.
4. Uddannelsen og tjenestens længde.
5. Boligforhold.
6. Moral (disciplin, kampvilje).
7. Forhold til civilbefolkningen.
ad 1. For den, der har øjne og ører med sig under den daglige tjeneste med mandskabet, og som iøvrigt beskæftiger sig med ungdomsarbejde i dag, kan der ikke være tvivl om, at „militæret“ ikke er populært hos den mandlige ungdom. Bortset fra et mindre antal tjenstgørende eller hjemsendte værnepligtige, som enten har en særlig velvillig indstilling, eller som har haft særligt gunstige vilkår under tjenesten (afveksling, betroede opgaver o. lign.), er den store masse af vore værnepligtige oanend ikke direkte modstandere af hærens arbejde så dog blot mere eller mindre interesserede deltagere. Lad gå med at der efter de senere års ihærdige arbejde fra mange sider (politikere og pressefolk ikke at forglemme) synes at være visse tegn på en gennemgående større forståelse af hærens væsen, opgaver og muligheder end tidligere, men vi er med hensyn til hærens omdomme dog endnu ikke kommet længere - hånden på hjertet — end at klynge os til enhver positiv civil tale eller artikel som til et halmstrå. Hvor mange af os går ikke til daglig bogstavelig talt med livet i hænderne for, at en eller anden dumrian af en befalingsmand skal forløbe sig og derved stadigvu'k få hovedparten af befolkningen til at generalisere.
Det er jo sagt mange gange, at hæren sådan set ikke ønsker popularitet i første omgang, men blot forståelse. Det er sikkert kloge ord, og der arbejdes som sagt ihærdigt i denne retning, således at resultatet måske ad åre vil gøre skepsis til skamme. En væsentlig hjælp vil det formentlig være, at i en professionel hær må nødvendigvis tre af den almindelige værnepligts mest upopulære anstødssten fjernes, nemlig afbrudt eller udskudt civil uddannelse (virksomhed), selve „pligten“ (forveksles med det af enhver dansker afskyede „tvang“) og den stærkt begrænsede fritid.
ad 2. Ud over foreteelser af ovennævnte art er dansk ungdom i den værnepligtige alder meget på vagt mod „hvem der har ret til at kommandere med een“. Endvidere har den vænnet sig til knallertalderens efter vi gamles mening høje levestandard, d. v. s. den har en høj realløn.
Mon ikke disse to faktorer er medvirkende til den ringe tilgang af personel til vor nuværende, opreklamerede hårde kerne af professionelle soldater. I betragtning af de rimelige vilkår, som vore matlier får tilbudt i dag, er en tilgang på nogle få hundrede af dette nyttige personel altfor ringe — i hvert fald til at danne en hær.
Jeg skal senere vende tilbage til spørgsmålet om tjenestetidens længde og evt. udnævnelse til højere grad, men her blot pege på, at fremskaffelse af et tilstrækkeligt antal hvervede soldater vil være betinget af en ret høj løn og gode muligheder for avancement (med lønstigning og større myndighed over for omgivelserne til følge) ikke mindst begrundet i, at vedkommende hovedsagelig formentlig vil blive (være) familiefædre i lobet af tjenestetiden. Men med højere Ion end de nuværende mathers kommer sammenligningen med andre statsansatte og ikke mindst med soldaternes overordnede, de faste befalingsmænd, med i billedet.
Det hvervede personel kan evt. have samme eller til nød en smule højere løn end de alleryngste faste befalingsmænd, men gra-nsen herfor nås meget hurtigt, hvis man vil sikre sig disse faste befalingsmænd. Til dette må føjes, at en fri løndannelse (med visse højere lønninger til følge) for faste befalingsmænd er umulig, så længe en indrangering i tjenestemændenes rækker finder sted. Det vil vel iovrigt ikke være nødvendigt at anvende mere tid og papir på nærværende spørgsmål, idet dets tilstedeværelse og vanskelige løsning må stå klart for enhver.
ad 3. Såfremt en ung mand i dag og vel iøvrigt til enhver tid skal begynde at tjene til sit daglige brød, vil han naturligvis blandt sine forste overvejelser fremlrække spørgsmålet om, hvilket endeligt resultat vedkommende løbebane vil bringe ham. Jeg ser lier — og iøvrigt i indlæget som helhed —bort fra den del af den mandlige ungdom, som aldrig beskæftiger sig med at tænke så langt, og som næppe er ønskede i omhandlede specialhær.
Hvad kan man her i landet byde en professionel soldat, når tjenesten efter en årrække er forbi? En del vil kunne avancere til faste befalingsmænd, andre vil kunne blive fasle håndværkere eller civilansat under forsvaret. Men hvorledes vil betingelserne være for den store masse? Man kan eksempelvis antage, at der årligt i gennemsnit skal hjemsendes 2500 mand, hvilket måske er lavt sat, men næppe urimeligt.
Politiet, postvæsenet, statsbanerne osv. vil man sige. Disse etaters personel vil vist hurtigt frabede sig sådanne fremmedes besættelse af en række stillinger, som normalt kræver adskillige års tjeneste i etaten, thi man kan næppe byde folk i de hjemsendte soldaters alders- og lønklasse en begyndelsesløn eller en helt underordnet stilling.
Tilbage står at betale soldaterne hjemsendelsespenge af en sådan størrelsesorden, at de kan købe selvstændig virksomhed, opretholde levestandarden i en studieperiode el. lign. En mulig, men kostbar losning.
Endelig kan nævnes, at muligheden for en civil uddannelse i tjenestetiden er til stede. Hvorvidt tiden, økonomien, lærerkræfterne m. v. slår til for så vidt angår en sådan løsning, må være et stort spørgsmål.
ad 4. Det siger sig selv, at hele uddannelsens forløb i en hvervet bær i atomkrigsalderen dels vil være et åbent spørgsmål afhængig af en mængde endnu ikke afklarede faktorer og dels formentlig ville fylde talrige og omfangsrige reglementer m. v. I det følgende skal derfor blot påpeges enkelte personel 1c spørgsmål.
En kommende bær måtte i hovedtrækkene uanset våbnenes art formentlig personelt bestå af:
— Officerer (af alle arter) til ledelsen af uddannelsen, til løsning af føringsopgaver fra et vist trin og til løsning af diverse administrative opgaver.
— Underofficerer til varetagelse af uddannelsen samt til løsning af føringsmæssige og administrative opgaver indtil et vist trin.
— Faste håndværkere og civilt ansat personel formentlig i noget ringere udstrækning end i dag, idet det hvervede mandskab skulle kunne overtage en del af disses opgaver som følge af tjenestetidens længde.
Derimod vil reserveofficerer i nuværende forstand næppe være tilrådelige i en hvervet hær i fredstid. Det professionelle mandskabs og underofficerskorps kendskab til tjenestens forskellige grene vil ligge på et sådant stade, at det vil være vanskeligt for en „almindelig“ reserveofficer at hævde sig. Hvorledes skulle sådanne reserveofficerer iøvrigt få den første uddannelse — jeg ser indtil videre bort fra andre styrker end de hvervede — med mindre de udgik fra den hvervede hærs egne rækker, d. v. s. at der fandtes et tilstrækkeligt antal emner, og at man kunne tilbyde dem nok fordele efter lijemkommanderingen. Noget helt andet er, at man forhåbentlig i en fremtidig hær af omhandlede art kunne undvære reserveofficererne mod til gengæld at have tilstrækkelige faste kadrer.
Selve muligheden for at avancere fra menig til befalingsmand af en vis grad — for den sags skyld til de højeste grader — samt uddannelsen af håndværkerpersonel vil formentlig kunne følge de hidtil kendte veje, evt. vil det være nødvendigt at indføre flere muligheder for degraderinger (lonnen!) og ikke mindst for avancement end nu.
Derimod ville det nok bl. a. af psykologiske grunde af hensyn til tilgangen være nødvendigt at oprette særlige officersskoler med di rokte adgang for civile aspiranter og naturligvis for egnede emner fra de professionelle soldaters rækker, altså det normale britiske system. Denne fremgangsmåde ville unægtelig være en alvorlig ændring af vort demokratiske system, men skulle vel ikke være uigennemførlig, især dersom undervisningen på skolerne var rigtigt lagt an.
Et andet problem i forbindelse med den personelle uddannelse i en dansk, hvervet hær står imidlertid helt anderledes uløseligt for mig, nemlig uddannelsen af de menige i al almindelighed.
Såfremt hæren skulle have virkelig gavn af sine professionelle soldater, måtte de nok som minimum binde sig for mindst en periode af 5 år. Hvorledes skulle man f. eks. igennem 5 lange fredsår kunne holde gejsten, interessen og uddannelsen på toppen hos en fodmand, hvad enten han er menig eller sergent? Selvom han bliver transporteret i pansrede transportmidler, gennem luften eller under havet skal han dog også i en atomkrig (herom synes alle enige) til fulde kunne grave sig ned, bivuakere i al slags vejr, kravle os krvbe o. s. v. Vil vore landsmænd melde sis fri- villigt til et sådant liv? Jeg tillader mig at tvivle om tilstedeværelsen af et tilstra-kkeligt antal.
Måske kunne man for visse personelkategorier af hæren som f. eks. let fodfolk efter et par års forlob nedskære den daglige tjenestetid eller udfylde den på anden vis med vagttjeneste, civil tjenestetidsundervisning o. lign., men bortset fra misundelse fra anden side spiller jo også bl. a. faktorer som psykologi og økonomi en uoverskuelig og uudforsket rolle.
Man vil eventuelt mod ovenstående indvende, at nævnte beskæftigelsesmæssigt vanskeligere stillede personelkategorier jo kunne nøjes med f. eks. 3 års tjenestetid, og med tilstedeværelsen af et PE-'System eller en velordnet form for rekrutcentre kan denne tanke synes umiddelbart tiltrækkende. På den anden side kommer herved bl. a. de under ad 2 og 3 nævnte problemer netop skarpere frem i lyset.
Som afslutning på denne del af indlægget skal spørgsmålet om een eventuel flere fornyelser af tjenestekontrakten bringes på bane. Det vil utvivlsomt være overordentlig ønskeligt, dersom omhandlede professionelle soldater af de mere teknisk betonede tjenestegrene efter forste tjenesteperiodes udløb ville lade sig hverve påny. Alderen ville ikke have større betydning, og under forudsætning af en opfyldelse af de under ad 2 og 3 nævnte fordringer — og helst en ekstra belonning i form af flere „hjemsendelsespenge“ — ville muligheden for sådanne gen-hvervninger vel næppe være helt utænkelige. Anderledes må sagen nok stille sig for de tidligere omtalte vanskeligere tjenestegrene, hvor bl. a. alderen og faktorer som det sociale omdømme m. v. nok naturligt vil begrænse antallet af ansøgninger om fornyet tjeneste — med mindre vedkommende kan overføres til anden tjeneste.
ad 5. Hvorledes skal en moderne, professionel hær underbringes? Uden for enhver tvivl — bl. a. dikteret af økonomiske og praktiske grunde — må enhver hær grupperes om et antal uddannelsesmæssige og administrative centre bestående af bygningskomplekser, øvelsespladser, værksteder m. v. At depoter og andre for den daglige tjeneste ikke strengt nødvendige etablissementer spredes mest muligt vedrører ikke nærværende spørgsmål, idet bevogtning m. v. formentlig kan varetages af andet end hærens egentlige mandskab.
Lige så sikkert er det, at man ikke nuomstunder kan oprette et Jomsborg. Moderne ungdom vil tilsyneladende giftes tidligt, og boliger må skaffes til veje. Af rent menneskelige og økonomiske grunde kan en samlet familiebebyggelse for soldaterne na'ppe tænkes, og erhvervelse af civile boliger i større målestok må vel forekomme utænkelig langt ud i fremtiden.
Også blandt de ugifte soldater vil der sikkert kun være meget få, som ikke ønsker en civil bolig, et fristed i byen, hvorfor ovennævnte boligproblem også vil være aktuelt for dette personels vedkommende.
Yderligere er spørgsmålet, om der ikke under alle omstændigheder må etableres underbringelsesmuligheder på de tidligere nævnte centre af vagt- og beredskabsmæssige grunde bortset fra, at rekrutterne vel — måske en noget gammeldags tankegang — næppe kan „slippes løs“ med det samme. En uddybning af disse tanker er imidlertid formålsløs, før nærmere kendskab til omhandlede hærs organisation, beredskabssystem m. v. er til stede.
Hele dette problem med boligfremskaffelse kan måske synes mindre væsentlig ved første øjekast, men i realiteten kan dets løsning komme til at betvde meget for tilgangen til de hvervedes rækker.
ad 6. En drøftelse af de professionelle soldaters moral eller mangel på en sådan må vel iflg. sagens natur blive meget akademisk, og i dette tilfælde kan man måske tillade sig at skele til det fortidige udland, og iøvrigt lade spørgsmålet stå åbent.
Måske trænger mine historiske kundskaber til opfriskning, men det forekommer mig, at selvom f. eks. 30-årskri- gens lejetropper var til salg for den højestbydende eller mest tillidsvækkende feltherre, så kæmpede soldaterne dog næsten altid tappert og pligtopfyldende. Det samme gælder tilsyneladende senere tiders hvervede enheder af britisk, schweizisk, fransk og amerikansk nationalitet for ikke at tale om vore egne. Nu har tapperheden vel ikke altid haft sin begrundelse i pligtfølelse — æresfølelse om man vil — alene, men også i høj grad i trusel om straf, og hermed dukker et område op, livor de hvervede soldaters forhold bør underkastes nøje overvejelser. Man kan nok ikke undgå, at en hel del af mandskabet i en professionel, dansk hær vil være „hårde negle“ enten inden tjenestens begyndelse (folk som ikke kan finde andet og bedre arbejde) eller vil blive det under flere års tjeneste. Det siger formodentlig sig selv, at disse folk ikke kan styres ved hjælp af værnepligtsbærens mere lemfældige metoder, men så må helt nye midler som bøder, degraderinger o. lign. overvejes og udarbejdes.
ad 7. Endelig som afslutning på disse personelle overvejelser må man ikke glemme en psykologisk faktor, som måske ville blive den allerværste anstødssten ved en hvervet hær, nemlig soldaternes almindelige omdømme i civilbefolkningen. Vil betegnelser som „professionelle slagtere“ o. lign. mon ikke være afskrækkende for unge, som evt. kunne tænke på hvervning.
Et formålstjenligt oplysningsarbejde blandt civilbefolkningen, soldaternes disciplin og et energisk forsøg på at lade dem opsuge i den øvrige befolkning gennem deltagelse i dennes fritidsbeskæftigelser m. v. vil — bortset fra at soldaterne med familier ville have større økonomisk betydning for det pågældende civile samfund end de nuværende — evt. efterhånden ændre en sådan indstilling. Imidlertid er dette skønne ønsker, som i givet fald bør underkastes grundige overvejelser.
I det foregående er omtalt en række personelle spørgsmål, som enten rejser en afgørende tvivl om mulighederne for at oprette en hvervet bær herhjemme, eller som påpeger en del ikke umiddelbart løste problemer i forbindelse hermed.
Også andre end egentlige problemer vil naturligt opstå ved en så radikal ændring af den bestående forsvarsordning, og jeg skal her blot fremdrage visse organisatoriske forhold. Hvor stor skal en dansk, hvervet hær være, vil man straks spørge, og ingen kan ve! give et blot nogenlunde fyldestgørende svar i dag. Det er givet, at hæren skal kunne løse sine opgaver, d. v. s. have en vis størrelse, men vil økonomien i forbindelse med højere lønninger m. v. tillade dette?
Og en hvervet hær består ikke af udødelige eller usårlige soldater. Vil man kunne pålægge de i forhold til landets øvrige ungdom ret fåtallige, hjemsendte professionelle soldater tjenestepligt som reserve for hæren i givet ifald. Man måtte da give dem økonomisk erstatning både for rådighedspligt og for genindkaldelser til opfriskningskurser — men penge er trods alt ikke altafgørende. Ovenstående overvejelser leder imidlertid hen på den tanke, at den professionelle hær fortrinsvis skal være et skjold, landets knyttede næve, medens vi iøvrigt må have andre mere lokaltbeto- nede styrker, som så enten kan være værnepligtige eller halvt professionelle d. v. s. have andet arbejde ved siden af. For imidlertid at kunne gøre fyldest i en moderne atomkrig må sådanne styrker (overvågning, bevogtning, bindende kamp o. s. v.) formentlig have en uddannelse, som i omfang og grundighed, antal og arter af våben osv. afgjort ikke kan tilgodeses af f. eks. den nugældende lijem- mevæmsordning.
Lokalforsvarsstyrkerne skal enkadreres, instrueres og trænes. Kan den hvervede hær afse personel hertil?
Sandsynligvis har man fra mere autoritativ side i dette land gjort sig visse overvejelser, og formentlig også mere dybtgående og omfattende overvejelser end disse, nærværende emne vedrørende. Formålet med ovenstående linier skulle, som tidligere nævnt, hovedsagelig være at forsøge at lokke sådanne tanker og overvejelser frem, som den militære sikkerhed tillader. Det forekommer mig for nemt enten at køre løs på planerne om en hvervet hær på et for løst grundlag eller — endnu nemmere — straks at forkaste muligheden som utopi, når en sådan hærordning unægtelig ville indebære mange fordele.
O. Møller.
