Den nærmeste bakke 1000 m fremme syntes blot at være en for nylig mejet mark, bag hvilken Østersøen lå, men i kikkerten kunne jeg dog se mindst 3 støttepunkter opbygget ved hjælp af sandsække. Imedens jeg betragtede dem, afgaves der fra dem maskingeværbyger; jeg kunne se små støvskyer blive hvirvlet op. Danskerne, der i spredt orden rykkede frem mod stillingen, afgav uregelmæssig ild.
»Mine forreste grupper er nu i kontakt med fjenden,« sagde majoren. »Vi har tvunget ham til at røbe stillingen og vil nu angribe med et forstærket kompagni. Støttedelingen vil gå i stilling dels bag knolden til venstre, dels bag lunden til højre. Vore morterer og rekylfri kanoner støtter angrebet. Vi er på vej om 3 minutter«.
Landbrug.
I det klare solskin sås blåt vand og grønne marker. Det østlige Danmark består af øer, og den svenske kyst er ikke langt borte. Vi befandt os på et militært område, hvor øvelser ofte afholdtes, men de økonomiske danskere benyttede alligevel arealet til bjergning af hø og endog til græsning for køer.
Stilheden blev brudt af de 81 mm morterers dumpe nedslag, og øjeblikkelig åbnede også 60 mm morterer og de støttende maskingeværer ilden, hvorimod de 106 mm dysekanoner kun skød med løst, da man ikke i det tæt befolkede område ville risikere rikochetter.
Infanteriet rykkede springvis frem med 2 geværdelinger forrest og 1 deling tæt efter. De enkelte grupper benyttede deres lette maskingeværer. I de 2 forreste delinger afgav 6 maskingeværer ild. Støttende hinanden rykkede først geværskytterne, derpå maskingeværerne frem, indtil det afgørende angreb og indbrud fandt sted, hvorved nogle godt gennem- hullede »fjender« (skiver) toges til fange. Men i moderne krig må man altid regne med modangreb. Hurtigt trak kompagnichefen sine støtte- våben frem og indrettede bakken til forsvar.
Det danske infanteri havde demonstreret sin taktiske effektivitet i terrænet med vægten lagt på anvendelsen af håndskydevåben og infanteri- støttevåben. Herunder vistes disciplin, kunnen og prompte udførelse af ordrer. Samtidig røbedes noget af danskernes særlige rolle inden for NATOs forsvar af den frie verden.
Danske infanterikompagnier og -bataljoner trænes ikke op til primært at kæmpe som bittesmå led i en uhyre NATO-hær bestående af mange divisioner over for en endnu større fjendestyrke på en front af hundreder af kilometers længde.
Nej, de bar en særlig opgave.
NATOs oprindelige »skjold og sværd«-idé består for de vesteuropæiske nationers og den amerikanske 7. hærs vedkommende i at udgøre skjoldet. De amerikanske luft- og raketstyrker er sværdet mod fjendtlig aggression.
En tilstrækkelig stor amerikansk landstyrke i Danmark ville være uønsket politisk set og ville svække den amerikanske 7. hær. Danskerne har selv overtaget forsvaret af deres land og af NATO-anlæggene i det. NATO er særdeles heldig i dette område, når man betragter det terræn, som en fremrykning fra øst støder på, og når man betragter den danske hærs sammensætning, effektivitet og mod. Kombinationen af land og hav i det østlige Danmark betyder, at infanteri af god kvalitet, men forholdsvis let bevæbnet, er af afgørende betydning. Den danske bær tilgodeser netop disse krav. Den er rede til forsvar mod ethvert angreb, ikke på et eller andet tidspunkt i næste uge, men før denne artikel er læst færdig.
Hurtig, skjult bevægelse.
Danskerne kender deres terræn, deres egen våbendygtighed, og hvad en fjende må foretage sig for at sejre. De kan på deres øer foretage hurtige og usete bevægelser. Det forstærkede kompagni, som tog bakken, er et grundelement i deres planer. Men lad os kikke lidt på landet Danmark, før vi mere detaljeret går i gang med kompagniets organisation og bevæbning.
Dette det sydligste af de 4 skandinaviske lande er et kongerige med et parlament på 179 medlemmer. Intet land i Europa bar en så veludviklet offentlig forsorg. Yderliggående socialistisk tænkning er sjælden, og det kommunistiske parti er næppe i stand til at få mere end 5 parlamentsmedlemmer. Danmark er velhavende. Økonomien er sund. Danskerne synes om deres form for socialiseret kapitalisme og ønsker ikke radikale ændringer.
Danskerne støtter NATO så meget som muligt. Men der er færre end 5 millioner danskere i landet, hvis størrelse kun er en fjerdedel af staten New Yorks eller staten North Carolinas.
De 6 danske hri gadegrupper, som hører under NATO, hører derved under det nordeuropæiske hovedkvarter i Oslo og ikke under det centrale europæiske hovedkvarter i Stuttgart. De 6 grupper svarer omtrent til 3 af den anden verdenskrigs divisioner og hestår af 25 (/o fast personel og 75 °/o værnepligtigt personel med 12—16 måneders tjeneste. Norge og Danmark skal — evt. støttet af et neutralt Sverige — bevogte Europas nordlige flanke med amerikansk, canadisk og engelsk hjælp.
En dansk brigadegruppe hestår af 3 infanteribataljoner, en middeltung kampvognsbataljon, en let artilleriafdeling samt ingeniør- og forsyningstropper. Infanteribataljoneme vil som følge af terrænet føre brigadegruppens indledende kamp, hvilket vil ske udelukkende med de såkaldte konventionelle våben. En dansk infanteribataljon består af et stabskompagni, et tungt kompagni og 3 lette kompagnier. Det tunge kompagni har
8 stk. 7,62 mm maskingevær i tung trefod, således at ilden kan lægges præcist og om ønsket uden direkte sigte, 6 stk. 106 mm dysekanon og
9 stk. 81 mm mortér. Dette kompagni kan opdeles i 3 dele, hver til støtte af et let kompagni. Danskerne mener dog, at de tunge morterer normalt skal forblive samlede, idet nyttevirkningen da er størst.
Det lette kompagni består af en delingstrop, en mortérdeling på 36 mand og 3 delinger å 29 mand, ialt i kompagniet 123 mand. Delingstrop og mortérdeling har 3 stk. 60 mm mortér, 2 stk. 89 mm raketstyr, 2 stk. 12,7 mm maskingevær og 5 lette (Madsen) maskingeværer med trefødder. En deling består af 3 grupper å 8 mand og en delingstrop på 5 mand. Delingstroppen har et 89 mm raketstyr. Gruppen har 1 let maskingevær, 5 geværer og 2 maskinpistoler.
Danske håndskydevåben.
Danskerne mistede alle deres våben under den anden verdenskrig, i hvilken de næsten straks blev fuldstændig afvæbnede. Den danske modstandsbevægelse, der til tider var stedvis aktiv, blev stort set forsynet udefra. Da de tyske tropper trak sig tilbage, fik danskerne engelske og amerikanske våben. Da den ny hær kom i gang, antog danskerne den amerikanske 7,62 mm patron til gevær og maskingevær. De besluttede også at bruge den 9 mm parabellum patron i alle pistoler og maskinpistoler. I dag benyttes kun disse 2 patroner.
Den danske hær benytter nu Garandgcværet. Danskerne synes om dette våben og ser ikke nogen grund til at udskifte det. I hver gruppe er mindst én mand udrustet med en geværgranatstol, hvormed der kan affyres panserbrydende geværgranater. Danskerne foretrak med hensyn til lette maskingeværer deres gamle Madsen i stedet for den amerikanske Brow- ning Automatic Rifle, men de ændrede Madsen til den 7,62 mm patron og kaldte derpå maskingeværet model 48. Maskingeværet vejer ca. 10,5 kg og skyder fra åben bundstykkcstilling. Det har ikke omstiller for enkeltskud, men en dygtig skytte kan godt skyde 1 skud ad gangen. Kadencen er 450 skud pr. minut. Det bar hurtig pibeskiftning, og der er ikke noget lukkeafstandsproblem. Stangmagasinet rummer 25 eller 40 patroner og påsættes fra oven. Soldaterne synes at sætte pris på den nsædvanlige Madsenkolbc. De 5 ekstra Madsen maskingeværer i hvert kompagni har temmelig komplicerede trefødder, der specielt er påregnet anvendt i forsvaret.
På maskinpistolområdet er danskerne ikke interesserede i 11,4 mm kaliber. Den dansk fremstillede model af Hovea maskinpistolen er i kaliberet 9 mm. Den er enkel, præcis og effektiv både til byger og til enkelt- skud. Den vejer med opladet magasin 4,2 kg, har en kadence på 550 s/min. og er kun 53 cm lang, når skulderbøjlen er drejet ind.
Mange maskinpistoler.
Men den virkelige maskinpistolhistorie knytter sig ikke til våbnet, men til dets brug. I Vesteuropa i dag bar kun den danske bær maskinpistoler organisatorisk i gruppen, 2 i hver. I hvert infanterikompagni er der ialt 42 maskinpistoler, hvilket er en betydelig højere procentdel end i nogen anden NATO-hær. Den danske teori synes at være, at kampen i almindeligt dansk terræn fortrinsvis vil blive ført på kort afstand, og at den vil blive kortvarig, men voldsom. Maskinpistoler kommer bedst til deres ret under sådanne omstændigheder. M/49 er mere kompakt, lidt lettere og rummer mange flere patroner (36 mod 8) end Garandgeværet. Pistol- patronen er naturligvis meget lettere end geværpatronen. Maskinpistoler er særlig populære i danske øvelser med køretøjer og både.
Danskerne valgte den schweiziske pistol SIG. Den er et førsteklasses våben. Der findes 5,6 mm indstikningssalt, så man kan få billig indendørs øvelse om vinteren.
Danskerne er gode soldater med begge ben på jorden. De ved, at de næppe vil få kostbare og komplicerede våben. Men de ved også, at deres egen opgave skal løses. De er bsluttede på at løse den så godt, som det er menneskeligt muligt.
Danske soldater bærer på uniformen udmærkelsestcgn for dygtig skydning med håndskydevåben. Der er tegn for såvel gevær og maskingevær som for pistol og maskinpistol. Lejlighed til at tage disse tegn — som findes i 3 grader — gives dog kun én gang om året.
Øvelse, med, håndskydevåben.
Fra den dag en ung soldat ankommer til infanteriets rekrutskole, hører ban stadig om håndskydevåben. Hans første lektioner drejer sig om skydc- teori, om sigtning, om indstilling af sigtemidler o. lign., men samtidig lærer lian at adskille og samle Garandgeværet, Madsen-maskingeværct og Hovca-maskinpistolcn. Danskernes intelligens, viden og mekaniske dygtighed er stor takket være de gode skoler og danskernes gode anlæg for at lære. Den første skydning finder normalt sted på en afstand af 20 m og foretages med et ældre gevær, der er omdannet til 5,6 mm instruktionsgevær. Når man går over til 7,62 mm, svarer uddannelsen i bøj grad til den, der benyttes i USA. Skiverne er af den europa'iske type, og der lægges vægt på præcisionsskydning fra standardstillinger. Danskerne mener, at deres tid og begrænsede ammunitionsmængde benyttes bedst til indøvelse af et solidt grundlag. »Man må krybe, før man kan gå« fortalte en major i Livgarden mig. Når rekrutten behersker geværet, uddannes ban yderligere enten med det lette maskingevær eller med maskinpistolen. Uddannelsen med det lette maskingevær følger et bestemt skema, er grundig, tager lang tid og fører hyppigt til betydelig dygtighed allerede i det første soldaterår. Det er de bedste mænd, der udtages. De øvrige gennemgår et kortere maskingeværkursus. Efter et amerikansk synspunkt er antal afgivne skud på såvel et maskingeva-r- som et maskinpistolkursus beskedent.
Øvelse i pistolskydning tillægges ikke stor vægt i det danske infanteri. Kun de faste befalingsmænd — samt de 5 r/( af reserveofficererne, som er til stadig tjeneste — øves i pistolskydning. Disse befalingsmænd morer sig undertiden med at arrangere små konkurrencer på pistol.
Nogle af rekrutterne i andre våbenarter end infanteriet lærer at skyde med pistol, men hensigten er blot at give dem nogen praktisk øvelse, ikke at uddanne konkurrenceskytter.
Dansk ildteori.
I uddannelsen lægger danskerne vægt på den enkelte skyttes dygtighed. Det kommer derfor som noget af en overraskelse, at de i taktisk henseende afgjort lægger vægten på fladeild i stedet for sigtet ild. Dette kan måske delvis tilskrives deres udrustning. Deres Garandgeværer har nu været i brug i et antal år, og små skavanker har gjort en del af geværerne mindre nøjagtige. En anden årsag til fladeilden er måske den store værdi, som de tillægger deres Madsen-maskingevær. Et våben, der afgiver bygeild, er naturligvis nødvendigt for afgivelse af fladeild. Øvelsesskydningen med Madsen-maskingeværet foregår mod skiver af terræntypen. I den afsluttende skydning får hver skytte tildelt 2 terrænskiver. En sådan skive er inddelt i 3 vandrette felter og samtidig i 3 lodrette felter. Skytten afgiver 40 skud, nemlig 4 magasiner, hvert opladet med 10 skud, på 200 m afstand. Hvert magasin deles i 2 byger. Jeg så en soldat med mindre end 16 måneders tjeneste, som placerede alle 40 skud i den midterste vandrette stribe, og i hvert af stribens 3 felter var der mindst 4 træffere. En sådan træfning med ligegyldigt hvilket maskingevær er enestående.
En anden årsag til danskernes ønske om fladeild består i, at 25 °/c af hver infanterigruppe er bevæbnet med maskinpistoler, og disse er egnede til formålet.
Civil skydefærdighed.
Danskerne synes at mene — ligesom andre europæiske nationer — at hvis en ny krig kommer, vil der blive mere kamp mellem civile og fjendens soldater end i det sidste århundrede. De bestræber sig derfor på at tilvejebringe dygtighed i brug af våben for hele befolkningens vedkommende.
Til konkurrencebrug har danskerne omdannet det tyske Mausergevær M/'98 til den svenske 6,5 mm rillepatron og forsynet det med danske sigte- midler. Det omdannede gevær er ikke elegant at se på, men det kan skyde præcist. Danskerne drager fordel af geværremmen, ligesom vi gør, ved konkurrenceskydning. Undertiden monteres en sigtekikkert på geværet.
Den danske hærs værdi, og særlig infanteriets værdi, er stor. Danskerne er jordbundne, energiske, dygtige. Hvis der skulle blive krig, vil de komme ud for et job, som de er egnede til at løse. De vil håndtere deres enkle, robuste våben med dygtighed og tillid i deres eget land.
