Af Premierløjtnant E. F. Raabye.
(Sluttet).
Osowiez
ligger ved Bobr omgivet a f Sumpe, der i en Bredde af 15— 20 km strækker sig omtrent helt oppe fra Grodno til Sammenløbet medNarew, i en Længde a f godt 80 km.
Gennem disse Sumpe fører kun een Vej, der er brugelig fo r større Troppestyrker. Den gaar langs Jernbanen gennem Osowiez. Byen blev derfor befæstet i 1885, og Anlægene blev senere udvidet, saa at de ved Krigens Udbrud omfattede 1 Fo rt paa vestre, 3 paa østre Bred foruden nogle aabne Batterier og Fodfolksværker. Forterne danner ikke nogen lukket Ring, men ligger i Hovedsagen i en Linie tværs paa Banens Retning med en A fstand fra det nordligste til det sydligste a f 6 km. Deres mærkelige Beliggenhed skyldes den Omstændighed, at Fæstningen er en Spærrebefæstning i et Pas og derfor ikke kan omklamres. H vis Sumpene frøs til, hvad der let kunde ske i en streng Vinter, vilde Fæstningen være mindre heldigt stillet, da den paa Grund af manglende Rum bag Forterne næppe kunde staa foi et omfattende Angreb.
Til Held for Russerne indtraf en saadan Vin ter ikke i 1914— 15. Da Tyskerne beskød Fæstningen i Marts 1915 med de allersværeste Kalibre, var de derfor henvist til samme smalle Angrebsfront som i Oktober 1914. Hensigten med Beskydningen har utvivlsom t været at aabne Passet, selv om Tyskerne som oftest søger at stille andre Formaal i Forgrunden, f. Eks. Demonstration. Oberst Immanuel indrømmer et Sted i sin Bog, at en Forcering var Maalet, og anfører, at det var den bagved liggende Jernbane Warschau— Wilna, der lokkede. Om Angrebet i Oktober udtaler han blot, at Terrænvanskelighederne var saa store, at man ikke kunde opnaa noget gunstigt Resultat. A t Forsvaret fra russisk Side er blevet betragtet som en Vaabendaad, fremgaar af, at Zaren i November rejste til Osowiez og takkede Besætningen. Om Angrebet i Marts siger Oberst Immanuel: »Atter begyndte Beskydningen; men Fæstningen, der var godt gemt i Sumpen, saa at man ikke kunde naa frem til Stormangreb, holdt sig endogsaa, efter at Murværk og Beton var ødelagt a f det svære A rtille ri. Jordværkerne viste sig modstandsdygtige, maaske fordi det stadig viste sig umuligt at faa Angrebsartilleriet ind paa nært Hold paa Grund a f Sumpene.« Det er altsaa de særlige Terrænforhold, der har givet Osowiez dens store passive Modstandskraft, og man kan derfor ikke tage dette Eksempel til Indtægt for Fortfæstninger i Almindelighed. Den tyske Generalstab siger desværre intet om de mislykkede Angreb.
Under det russiske Fæstningssystems store Fallit i Sommeren 1915 blev Osowiez ikke forsvaret. Da Lomza var prisgivet den 10. August, maatte Osowiez lide samme Skæbne, da den nu kunde angribes i Ryggen. Russerne gik derfor i Gang med Fæstningens Rømning, og den 23. August fandt Tyskerne den forladt. Nogen Tid efter fandt de tre svære Kanoner gemt i Sumpen.
Njemenlinien.
Kowno er Fæstningssystemets nordlige Flø j fæstning. Den spærrer Jernbanen og Landevejen til W ilna og har stoi' Betydning som Brohoved ved et Sammenløb a f flere Floder. Men hertil kommer, at den i nyeste Tid blev anvendt som Stabelplads for en Belej ringspai’k og en Mængde andet Krigsmateriel. Den var i den Anledning udstyret med en talrig og moderne Skytsudrustning og skal af Russerne selv have været anset for den bedst udstyrede Fæstning. Men var Materiellet godt, saa var Fæstningen i sit Anlæg uheldig. Den havde ingen Enceinte, men kun paa venstre Njemenbred en tilbagetrukken Fodfolksstilling, der skulde gøre Gavn som Sikkerhedsenceinte. F o rtlinien talte 8 Forter, der dog ikke var i Stand til at sikre Broerne mod Beskydning. Fæstningens Form var meget uregelmæssig, idet det længst fremskudte Fort laa 8 km, det.nærmeste kun 3 km fra Broerne. Fæstningens Omkreds beløb sig kun til lid t over 30 km. Der er en Særegenhed ved denne Fæstning, som man ikke finder hos de øvrige: Som Følge a f den store Betydning, man tillagde den, havde man allerede i Fredstid udbygget Fortmellemrummene med Fodfolksværker, Skyttegrave, Batteristandpladser og »bombesikre« Am munitions- og Opholdsrum. Forterrænet var skovrigt og gennemskaaret a f mange Vandløb, som begunstigede en Stillingskamp. Den tyske Generalstab oplyser, at Fæstningen efter Krigens Udbrud blev forstærket med ikke mindre end 5 frem skudte Stillinger, a f hvilke den forreste laa ved Vestranden af de store Skove, ca. 30 km fra Fæstningen. Fra Udgangen a f Marts til Begyndelsen a f August maatte Tyskerne tilkæmpe sig de fremskudte Stillinger. Den 10. August stod de omsider foran selve Fæstningens Vestfront. Angrebet paa denne tilfald t General Litzmann med et Korps a f Eichhorns Armé. Den 14. August begyndte Artilleriforberedelsen, og Natten mellem den 17. og 18. stormede Tyskerne to Forter, hvorefter Russerne opgav Fæstningen, og Resterne a f Besætningen trak sig tilbage mod Øst efterladende 20000 Fanger og 1301 Stkr. Skyts i Tyskernes Hænder. Det ser mærkeligt ud, at Russerne efter at have ydet haardnakket Modstand i Forterrænet Maaneder igennem opgiver selve Fæstningen efter 4 Dages Beskydning. En foreløbig Forklaring finder man i den Kendsgerning, at Kownos Guvernør, General Gregoriew, blev stillet for en K rigsret og idømt 15 Maaneders strengt Fængsel og Embeds Fortabelse fo r at have undladt at træ ffe de nødvendige Foranstaltninger til Fæstningens Forsvar og for at have forladt Fæstningen under Kampen og overladt Besætningen til sin Skæbne. De nærmere Omstændigheder er det forbeholdt Frem tiden at faa opklaret; men saa meget ved man altsaa, at det ikke var Overledelsens Hensigt, at Kowno skulde opgives næsten uden Kamp. Den var jo ogsaa et Led i den saa højt skattede tilbagetrukne Linie.
Kownos Fald var ensbetydende med, at Njemenlinien maatte opgives. Olita og Grodno var nemlig Enkeltbrohoveder, som var aabne mod Øst og derfor maatte falde, naar Floden var overskredet. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa disse to Pladsers Besættelse, da den intet frembyder a f særlig Interesse. Begge blev rømmet i Tide for Tropper og Materiel; ved Grodno fandt Bagtropskampe Sted, Olita blev besat a f Tyskerne uden Kamp.
Brest-Litowsk
ligger ved Bug. Den bestod a f et Citadel omgivet a f en 6 km lang Enceinte. Foran denne laa en Kreds a f 10 Forter, hvoraf 7 var bygget i 1871, 3 i 1886. Deres A fstand fra Enceinten var kun 4— 5 km, og de var derfor ude af Stand til at sikre Broerne over Floden mod Beskydning med mellemsvært Skyts.
I Overensstemmelse med den Anskuelse, at Hovedmodstandslinien burde lægges i Linien Njemen— BrestLitow sk— den wolhynske Fæstningstrekant, blev der i 1912 planlagt Anlæget a f en ydre Fortrække 8— 10 km fra Enceinten; men ved Krigens LTdbrud havde man kun paabegyndt tre a f disse Forter. De blev hurtigst muligt provisorisk befæstet, men kom paa Grund a f deres halvfærdige Tilstand og isolerede Beliggenhed ikke til at betyde nogen Styrkelse a f Forsvaret. Omegnen var enkelte Steder sumpet, navnlig i Sektoren fra Syd over Øst til Nordvest, andre Steder skovbevokset. E fte r Weichsel- og Narewliniernes Fald var BrestLitow sk et Punkt a f stor Betydning ikke blot som Brohoved og Knudepunkt for Færdselsaarer. men ogsaa som Dækning fo r det Pas, der førte østpaa gennem de udstrakte Rokitnosumpe. Da de tyske, østrigske og ungarske Hære trængte frem fra Nord, Vest og Syd, blev dette Pas den eneste Tilbagetogslinie for store russiske Troppemasser.
Russerne gjorde stærk Modstand i Fæstningens Fo rterræn og udførte kraftige Modangreb for at vinde Tid til Tilbagetoget, der blev gennemført med en Planmæssighed, som vidner om, at Hærens Moral ikke var brudt. Fæstningen blev rømmet for alt Materiel — selv Pigtraaden var fjernet fra Pælene — inden den blev besat af Centralmagterne i Dagene den 24.— 26. August efter nogle betydningsløse Bagtropskampe i Fortlinien. Byen, der havde 70000 Indbyggere, brændte paa alle Kanter.
Den wolhynske Fæstningstrekant
skulde tjene som Opmarchrum fo r Styrker til Angreb paa Østgalizien. Allerede i Fredstid havde den en Garnison paa 1 Armékorps og 1 Rytterdivison. L u z k ligger ved Floden Styr og er Knudepunkt for flere Hovedlandeveje. Paa Højderne vest fo r Floden lig ger 5 smaa Forter, som tilsammen danner et Brohoved. Østfronten er ubefæstet. Dubno er meget ubetydelig. Den om fatter kun to smaa Forter sydvest for Jernbanebroen over Floden Ikwa. Ovennævnte Befæstninger er anlagt i 1896. R o w n o, som er en Del stærkere end de to andre, skal jeg ikke komme ind paa, da den ikke blev angrebet, fordi den russiske Tilbagegang standsede vest fo r Fæstningen. Angrebet paa Luzk blev udført a f Arméen Puhallo. Da Fæstningen var aaben mod Øst, maatte den opgives, efter at Østrigerne den 30. August havde forceret Styr nord for Luzk. Alt Skyts var i Tide trukket bort af Russerne. Dubno blev rømmet uden Kamp og besat a f Ø strigerne den 8. September. Ved at sætte store Forstæ rkninger ind fra Kiew lykkedes det endelig Russerne at dæmme op fo r Invasionen. Ogsaa en Hær, der var under Samling ved Odessa med Gallipoli som Maal, menes at være sat ind paa Fronten i Wolhynien.
Af det foregaaende fremgaar, at der ikke i noget Tilfælde har været Tale om Fæstningskampe i sædvanlig Forstand. De fleste Fæstninger blev rømmet uden, eller saa godt som uden Kamp. Det mislykkede Fosøg paa et Forsvar a f Nowogeorgijewsk synes frem kaldt ved uheldige Omstændigheder og imod Overkommandoens Plan, og ved Kowno blev der udvist Forsømmelighed fra Ledelsens Side. Hvad er da Aarsagen til, at Fæstningerne blev fo rladt? Tyskernes Paastand om, at den maa søges i almindelig Opløsning af Hæren, modsiges a f det i det store og hele velordnede Tilbagetog under de vanskeligste Fo rhold og af Fæstningernes planmæssige Rømning. At Forternes Beton og Panser ikke kunde modstaa det svære tyske Artilleri, er tilstræ kkelig bevist; men dette Forhold motiverer ikke en Opgivelse af Fæstning'erne paa saa fremskredet et Stadium af Krigen, idet en Æ ndring a f Fæstningernes Karakter i Lighed med, hvad der fandt Sted ved Verdun, i hvert Fald delvis synes at være foregaaet. De fleste mener, at Aarsagen maa søges i Ammunitionsmangel. O fficiel Bekræftelse herpaa mangler endnu; men Rygterne er saa talrige og vedholdende, at de faar Sandsynlighedens Præg. Uofficielle Beretninger om, at Ammunitionen i Brest-Litow sk ikke passede i Skytset, vilde lyde utroligt, hvis Fænomenet ikke var kendt fra Port A rthu r Eskadren i 1904 (Krydseren »Diana«),
Til den formodede Ammunitionsmangel kommer, at Fæstningerne sandsynligvis under den forudgaaende, lange S tillingskrig har maattet afgive en Del a f deres Materiel og Specialister til Stillingerne. I den Fart, hvormed Katastrofen kom over Russerne, har der da ikke været Tid til at reorganisere et virksom t Forsvar. Taktiske Forhold talte ogsaa for Opgivelse a f Fæstningerne. Tyskerne gør vel gældende, at det var urigtigt at opgive dem uden Kamp; men Resultatet vilde blot være blevet, at man havde udskudt Centralmagternes Trium f, men sam tidig gjort den større, idet den var blevet smykket med Beretninger om talrige Fanger og mange Kanoner. Da Linierne blev omgaaet mod Syd, tabte de deres Eksistensberettigelse. Felthæren var da nødsaget til at gaa tilbage, og de russiske Fæstninger var i endnu højere Grad end Fæstninger i Almindelighed knyttet til Felthæren som Støttepunkter og ikke egnet til at klare sig paa egen Haand. Tydeligst gælder dette for de Brohoveder, som var aabne i Ryggen; men ogsaa de lukkede Fæstningers ringe Rum bag Fortrækken viser i samme Retning. Kun moralske Grunde talte for at forsvare Fæ stningerne; men saadanne Grunde lod S torfyrst Nikolaus sig ikke lede af.
(Sluttet.)
