Danmarks Krigshistorie

Anmeldt af Poul Grooss

Udgivet af Gads Forlag den 21. november 2008. Bind 1 er skrevet af Kurt Villads Jensen, Knud V. Jespersen og Gunner Lind. Bind 2 er skrevet af Ole L. Frantzen, Michael H. Clemmesen og Thomas Wegener Friis. Knud V. Jespersen og Ole L. Frantzen har virket som hovedredaktører på værket. Ialt 874 sider illustreret. Pris kr. 599.

 

Foto: Gadsforlag.dk

De seks forfattere, som alle hører til blandt vore bedste historikere, har i et opgør med den tidligere radikale historiefortolkning, som i det meste af det 20. århundrede prægede universiteterne, skrevet et fremragende værk om de krige, som har haft betydning for Danmarks udvikling. Der er tale om et værk, som dels kan læses i sammenhæng og dels kan bruges som opslagsværk. Værket dækker også udviklingen i de lange perioder, for eksempel 1720 til 1801 og 1864 til 1940, hvor landet ikke deltog i egentlige krige.

I forordet gør forfatterne op med det radikale historiesyn, som blandt andet medførte, at det ikke var særlig fremmende for karrieren for unge historikere i lange perioder i det 20. århundrede at beskæftige sig med krig, statens voldsmonopol etc. I det afsluttende kapitel runder forfatterne af med følgende synspunkt: ”Krigens såvel som fredens gerninger er nødvendige elementer i en dækkende samlet forståelse af det moderne Danmark og de historiske forudsætninger derfor”.

”Danmarks Krigshistorie” formidler et overblik over udviklingen, og læseren bliver sat ind i kongemagtens relation til de militære styrker, landets økonomiske muligheder, militære doktriner og den tekniske udvikling. Det har været vigtigt for forfatterne netop at formidle overblikket. De enkelte slag til søs og på land har kun fået en kortere beskrivelse, men der er gjort meget ud af at beskrive omstændighederne omkring de enkelte krige. Igennem hele værket fremgår, at Danmark egentlig rådede over tre ”værn”, nemlig den mobile hærstyrke, flåden samt ”fæstningerne”.

I bind 1 starter læseren med at blive introduceret til vikingetiden, til vikingeskibet, som man kunne kalde et af datidens højteknologiske produkter og omkring vikingeperiodens afslutning til ledingssystemet, som kunne bringe landet på krigsfod. Læseren delagtiggøres i blandt andet skibsbygningen, hvor vikingeskibet var et velfungerende skib til offensiv krigsførelse, hvor afløseren, koggen, var et langsomt og dårligt manøvrerende skib, som til gengæld kunne medføre en stor last. Den indledende periode er selvfølgelig behæftet med en lang række usikkerheder omkring kilderne, men fra 1500-tallet er der noget mere konkret viden om udviklingen.

Det er lykkedes for forfatterne at beskrive sammenhængen mellem befolkningen, nationalstaten, grænserne, skatteudskrivningerne og ”værnepligten”. Ligeledes bringes læseren ind i datidens doktriner og våbenbrug, og man kan følge overgangen fra adelens ”voldsmonopol” til statens eller kongemagtens ”voldsmonopol”. Herunder kan læseren følge med i krige, ”som er selvfinansierende ved plyndring”. I 1612 når Christian IV frem til to konklusioner: For det første kan en fuldstændig erobring af Sverige ikke lade sig gøre, og for det andet er en stærk og veludrustet dansk flåde en forudsætning for Danmarks sikkerhed og for landets evne til at hævde sin stilling i østersøområdet.

I den følgende beskrivelse får nogle af vore konger også en smule oprejsning. Christian IV var måske ikke en særlig dygtig hærfører, men når man bliver præsenteret for hans muligheder under de givne forhold, så var det ikke så ringe endda, men han manglede noget af det held, som også er nødvendigt, når man er i krig.

I en tid med afsløring af store svindelsager, så er det måske også på sin plads at gøre opmærksom på, at det ikke er noget nyt. En meget stor del af flådens midler gik omkring 1655 i private lommer, specielt i rigshovmester Corfitz Ulfeldts meget store lommer. Der er gjort en hel del ud af at beskrive Danmark som sømagt, problemerne omkring ”dominium maris baltici” (herredømmet over Østersøen) og specielt den nye situation efter tabet af de østlige provinser, hvor Øresund lige pludselig blev den nye grænse. Tidligere havde det været ”et dansk stræde”. Ligeledes har forfatterne også brugt mange kræfter på at beskrive de store sømagter. Således udviste England og Nederlandene store anstrengelser for at støtte den svage part i strædeproblematikken, så deres egne merkantile interesser kunne nyde fremme.

                             Tilsvarende er det interessant læsning at følge Danmarks mange bestræbelser for senere at genvinde de tabte områder i Skåne, Halland og Blekinge. To gange var områderne sådan set generobret, men heldet og de udenrigspolitiske omstændigheder medførte, at de forblev under Sverige.

I 1600- og 1700-tallet fremstår Sverige som en magt med en veludbygget hær med dygtige hærførere. Danmark har til gengæld udviklet sig til en sømagt med en stor flåde med velkonstruerede skibe, veludviklede baser og fremragende søofficerer: Danskeren Niels Juel og nordmændene Henrik Bielke og Cort Adeler.

Efter Den store nordiske Krig, som ikke medfører tilbageerobring af de tabte provinser i øst, kommer en lang fredsperiode, hvor flåden og handelsflåden oplever en markant fremgang under den såkaldte ”florissante periode”. Her er tale om en national dansk-norsk flåde, hvor man taler dansk og norsk. Hæren gennemgår en ændring fra at være ”tysk” til at være dansk. Samtidig blev en fransk officer, general Claude de Saint-Germain, i 1761 sat til at reformere hæren. Handelsflåden tjente styrtende med penge i denne periode. Flåden beskyttede handlen og fik ros for det, men hæren fik måske ikke den opmærksomhed og de midler, som udviklingen senere under Englandskrigene lagde op til. I 1807 måtte amtmand Stemann i Sorø skrive til Hans Kongelige Højhed Kronprinsen: ”Gud give Deres Kongelige Højhed kunne sende os nogle duelige officerer”.

I bind 2 kan man blandt andet læse en analyse af perioden 1814 til 1870, som begyndte og sluttede med et nederlag. Efter 1814 skiftede Danmarks strategiske situation. Hidtil havde tyngdepunktet ligget omkring Øresund, hvor flåden og hæren sikrede hovedstaden, som var politisk, økonomisk og militært centrum. Desuden sikrede flåden forbindelsen til Norge. Efter tabet af Norge indgik Jylland og Fyn i kontinentets problemer, medens den sjællandske øgruppe indgik i den baltiske sikkerhedssfære.

Under de slesvigske krige fremstod den danske selvtillid, nationalfølelsen og ambitionsniveauet måske lidt i overkanten af, hvad de militære og økonomiske ressourcer kunne bære. General de Mezas situation i 1864 er ganske godt beskrevet. Han var blevet sat på en umulig opgave, og der forelå ikke en felttogsplan. Herefter følger langsomt en erkendelse af, at Danmark måske ikke behøver at trække en kommende krig i langdrag, såfremt der ikke er nogen fremmede stater, som har i sinde at rykke til undsætning. Det fører videre til beskrivelsen af hele problematikken omkring Københavns befæstning og derpå den teknologiske udvikling, som medfører voldsomme ændringer for såvel hær som flåde. Med til hele fæstningssagen hører de udenrigspolitiske relationer til Tyskland, Frankrig og Rusland.

Efter Den første Verdenskrig, som det lykkedes Danmark at holde sig ude af, beskrives de ulykkelige forsvarsordninger fra henholdsvis 1922 og 1932, som medførte, at Danmark stod totalt uforberedt på de senere hændelser. Det tjener forfatterne til ros, at såvel den politiske som den militære baggrund er vel beskrevet.

I forbindelse med krigsudbruddet bliver der gjort en del ud af handelsflådens forhold, såvel for ”udeflåden” som for ”hjemmeflåden”. Både de handelsskibe som blev ude i allieret eller neutral tjeneste eller de skibe, som forblev i de tyskbesatte områder, led store menneskelige og materielle tab. Herefter beskrives selve udviklingen omkring besættelsen og værnenes forhold frem til den 29. august 1943.

Den sidste del af bogen beskriver udviklingen fra befrielsen i 1945 frem til 2008. Her er tale om en særdeles god beskrivelse af tiden lige efter krigen, hvor Danmark ledte efter alliancepartnere. Da forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund bryder sammen, bliver Danmark et af de stiftende medlemmer af Atlantpagten. Herefter beskrives Den kolde Krig med alle dens skiftende forhold gennem 1950’erne og helt frem til murens fald i 1989 og det efterfølgende sammenbrud af såvel Sovjetunionen som Warszawapagten. Også her er det lykkedes for forfatteren at bevare overblikket og ikke at fortabe sig i detaljer. I forbindelse med Gorbatjovs overtagelse af det vaklende sovjetimperium har forfatteren (Thomas Wegener Friis) en fin pointe. Gorbatjov måtte gøre noget drastisk for at rette op på forholdene, men som forfatteren skriver: ”Hvad Gorbatjov ikke havde regnet med, var, at hans behandling endte med at slå patienten ihjel!”

Forfatteren fortsætter så med en udmærket analyse af Danmarks internationale engagement fra 1990 til 2000, og herefter følger så udviklingen med den 11. september 2001, Den anden Golfkrig og udviklingen i Afghanistan frem til 2008. Danmarks krigsdeltagelse fra de indledende aktioner på Balkan og til den egentlig krigsførelse i Afghanistan sættes ind i en helhed, hvor såvel den politiske beslutningsproces som de militære problemer gives en fyldestgørende beskrivelse.

Der er i mere end en forstand tale om en flot bog. Den er skrevet i et let læseligt sprog og forsynet med gode og relevante kort og illustrationer. Udgivelsen er sikret via støtte fra Augustinusfonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Helen og Ejnar Bjørnows Fond. I forordet forklares krigshistoriens vilkår i Danmark. I afslutningen foretager forfatterne en opsummering af krigshistoriens lange linier. Herudover er bogen forsynet med litteraturoversigter for hvert bind, oversigter over de væsentligste krigsbegivenheder samt et personregister. Der skal lyde et ”well done” til såvel Gads Forlag som forfatterne.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Del: