Log ind

Ultimativt lederskab

#

Forfatter: Lars Møller

Titel: Ultimativt lederskab. Elitesoldatens vej til stærke teams.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.

År udgivet: 2020.

Sider: 312 sider.

Vejl. pris: 249,95 kr.

Anmelder: Svend Winther.

Rating: 3.

Forfatteren Lars Møller udgav i 2009 bogen ”Jæger 200 – med hjertet som indsats ”. Bogen er en personlig beretning om et kvart århundrede som jægersoldat og efterfølgende som leder i en række forskellige roller i samme enhed. Forfatterens efterfølgende bog ”Tænk som en kriger” (anmeldt her på krigsvidenskab.dk) adskilte sig fra den første, ved at være en opskrift for personlig mental udvikling, baseret i vid udstrækning på metodeapparatet som anvendes i Jægerkorpset, men også med relevans uden for denne enhed.

I den her tredje bog med titlen: ”Ultimativt lederskab” arbejder forfatteren stort set ud fra samme kontekst - den militære eliteenhed - og overordnet med de samme temaer - ledelse og samarbejde. Hvis man ser bort fra den særegne kontekst, den militære eliteenhed, er kernen i argumentationen, på linje med  ledelsesteoretikerne generelt: Stærkt samarbejde i teams skabes gennem et stærkt lederskab.

I bogen behandles den særegne samarbejdskultur i Jægerkorpset, og det lederskab som skaber den, og sammenhængen mellem de to elementer. Samarbejdskulturen er karakteriseret ved, at arbejdet for den enkelte, opleves overordnet som mere meningsfuldt. Her oplever den enkelte, at man mestrer sine kompetencer, at man har bedre muligheder for personlig og faglig videreudvikling i den ønskede retning og at man bliver tildelt en højere grad af selvstændighed til selv at finde ud af, hvordan opgaven skal løses. Og endelig, at man i højere grad har oplevelsen af, at man er sammen om at løse opgaven. Påstandene er underbygget med praktiske militære eksempler, som forfatteren ofte selv har oplevet.

Derefter drejer argumentationen sig om det  særlige lederskab i kulturen. Her er hovedingredienserne bl.a. den skabte korpsånd, helhedstænkning, lederens vilje og flid, mod og udholdenhed. Yderligere er ingredienserne, at lederen har udviklet sig hen over skalaen i en 4-trins model fra overvejende positionsorienteret ledelsesstil til mere og mere i retning af en udviklingsorienteret ledelsesstil med endnu mere fokus på lederen og på menneskeaspektet i den soldat, man skal lede. I bogen efterfølges de personlige erfaringer typisk med observationer om hvordan tilstanden er i den civile verden,  og hvad udfordringerne er her, og hvad der kan og bør gøres. Argumentationen er typisk støttet af referencer til bl.a. de kendte erhvervsledere som for eksempel den kendte erhvervsmand Jack Welch fra General Electric og til ledelsesguruen Stephen R. Covey og andre. Derefter nævnes ret ofte eksempler fra forfatterens eget konsulentarbejde.

Bogen er på 310 sider, og man kommer langt omkring gennem læsningen. Bogen opleves som velskrevet, men resultatet kunne være opnået med en betydeligt kortere version. Der hvor bogen er særlig interessant og har sin styrke og troværdighed, er de steder hvor erfaringer og synspunkter i anbefalingerne bygges på forfatterens egne erfaringer. Her bør dog nævnes  kapitel 8. ”At udvikle sit team”, som udmærket er baseret på en af forfatteren tilpasset version af  ledelseskonsulent Patrick Lencionis model om teamudvikling. Hertil bruges et militært og ganske spændende og meget dramatisk og detaljeret beskrevet  eksempel på teamudvikling og opbygning af gensidighed og tillid mellem teamets medlemmer med problematiseringer og anbefalinger til den civile verden. Under læsningen viser det sig dog, skuffende, at det militære eksempel ikke er en personlig oplevelse for forfatteren. Derimod er det en historie som bliver fortalt til forfatteren af en militær bekendt fra en  amerikansk enhed, som forfatteren tidligere har været i kontakt med. Med den righoldige mængde personlige militære erfaringer, som forfatteren refererer ofte til i bogen, og som er en væsentlig styrke, så kunne man have ønsket sig også en personlig erfaring her i stedet for.