Signal-Taktik: Tanker i en elektron-tid

Den moderne krigsførelse har inden for den sidste korte år­ række rejst stadigt større krav om elektroniske signalmidler på alle trin, og disse krav har endda langt fra nået deres maksimum i dag, tværtimod — atomkrigsførelsens truende realitet fordrer spredning og bevægelighed med deraf følgende øgede krav til sig­ naltjenesten som aldrig før.

Under disse kravs indflydelse vil al taktisk føring være en umulighed, såfremt signaltjenesten ikke formår at følge trop med kravene, hvilket bliver vanskeligere og vanskeligere, eftersom rum­ met omkring os fyldes op med elektroniske impulser — en op­ fyldning, der på store dele af frekvensområderne allerede i dag har nået bristepunktet. Varslingstjenestens radarapparatur, flyvevåbnets GCI-apparatur, fjernstyringsapparatur for raketter og andre nyere objekter m. m. samt apparatur til diverse modforholdsregler mod fjendens tilsvarende tjenester kæmper i dag side om side med land- og søstyrkers operative og faglige radionet og radio-relæ en stadigt vanskeligere kamp for overhovedet at kunne få plads i æteren, en kamp, der i tilfælde af krig utvivlsomt vil medføre, at en væsentlig del af de indledende operationer i overvældende grad vil være retningsgivende for den efterfølgende kamps ende­ lige udfald ud fra det faktum, at kun den, der behersker de elek­ troniske signalmuligheder, evner at føre en koordineret kamp.

Vi må se i øjnene, at vi i dag ikke blot befinder os i atom­ krigsførelsens, men i måske endnu højere grad på tærskelen til den elektroniske krigsførelses epoke.

Det kan volde — og volder i realiteten stort besvær at erkende og akceptere dette forhold, ihvorvel dets konsekvenser allerede i et stykke tid har gjort sig gældende og har skabt ubehagelighe­ der i form af svigtende forbindelser m. m. Den eksplosive udvik­ ling af kravene, der konstant truer med at løbe fuldstændigt fra den tilsvarende udbygning af den elektroniske signaltjeneste, har vist sig at have store muligheder for at sætte sig yderst ubehage­ lige spor i forsvaret — til tider rene vildspor. Signalproblemerne er i dag så påtrængende og løses så ufuldkomment, at de nødven­ digvis må skabe „neuroser“ i systemet til skade for den udvikling og indarbejdning, der er bydende nødvendig, hvis vi vil gøre os håb om overhovedet at følge med.

En af disse „neuroser“ manifesterer sig i dag som en trang hos en del af vore taktikere til at lade signaltjenestens problemer ligge uopdyrkede hen, hvilket giver sig synligt udslag i operations- befalingerne, hvor pkt. 5 ofte kun består af ordene: „Signalbefa- ling vil senere tilgå“ — hvilket ofte i kampens hede „glemmes“ igen.

Grunden til denne ulyst kan søges i forskellige forhold.

Først er der den taktiske fører, der i — måske nok menneske­ligt forståelig — irritation over at føle sig indsnøret i „telefon­tråde og teknisk djævelskab“, der føles hæmmende, og som i mange tilfælde viser sig m indre ydedygtigt, når der endelig er brug for det, bander alle „elektrikere“ langt væk og i desperation beder om en ordonnans og en spillemand — det ved man da, hvad er.

Denne type står som komponent for de førere, der i deres indstilling til taktikkens signaltekniske problemer vel principielt erkender den udviklede signaltjenestes nødvendighed og proble­ mernes størrelse, men som for længst har ophørt at tage personlig del i deres løsning ud fra en almindelig følelse af irritation over at være bundet af faktorer, man ikke behersker, men som kan med­ føre katastrofale situationer, hvis de ikke skænkes den rette op­ mærksomhed. De giver udtryk for deres— trods alt moderne — ind­ stilling ved, når talen falder på signalproblemer, at nikke betyd­ ningsfuldt og udtale, at „signaltjenesten sandelig er langt vigtigere end man sådan tror“, hvorved kejseren har fået, hvad hans er, og dermed basta.

En anden type af førere er den, der har forset sig på den almindelige opfattelse, at et problem altid lader sig løse, blot det er af rent teknisk karakter. Føreren har i sin stab en signalofficer, der må formodes at besidde den fornødne indsigt til at kunne tæmme signaltjenestens tekniske apparatur, altså, hr. signalofficer — løs problemerne — thafs your business.

Principielt er der for så vidt ikke noget forkert i dette syns­ punkt. Blot må man erindre sig, at tekniske problemers løsning altid kræver tid og penge — og er problemerne store og indvik­ lede, kræver de selvsagt megen tid og mange penge — vel nok de to elementer, der er relativt størst mangel på i et forsvar — det danske ikke undtaget — og krav om deres tilgodeseelse vil uvæ­ gerligt møde bitter modstand fra henholdsvis operativ og politisk side.

Vi møder altså i dag fra forskellig side en tendens til at kaste signaltjenesten fra sig og overlade den til teknikerne — en bestræ­ belse, der yderligere har fundet støtte i en række forslag, der i de sidste år har set dagens lys, gående ud på helt at udskille signal­ tjenesten fra de tre værn og samle den i en enhed for sig selv — ud fra den vderst rationelle betragtning, at denne tjeneste efter­ hånden er blevet så speciel og omfattende, at den bør behandles som et selvstændigt hele og ikke som en mere eller mindre påagtet detaille i et større spil.

Vurderet på længere sigt ud fra en helhedsbetragtning vil en sådan seperatisme imidlertid næppe vise sig hensigtsmæssig. Tvært­ imod vil den givetvis komme til at modarbejde honoreringen af kravet om effektiv signalstøtte til de kæmpende enheder. Signal­ tjenesten griber i dag ind på så godt som alle områder, og dens virksomhed er så snævert forbundet med samtlige kampfunktio­ ner, at en flok fremmede „elektrikere“, der for tilfældet tilknyttes en enhed for med større eller mindre bravonr at løse dens signal- kommunikationsproblemer, aldrig vil opnå den intime kontakt med enhedens enkelte led, som netop signaltjenestens gennemfø­ relse kræver.

Tværtimod bor bestræbelserne gå ud på størst mulig fraterni- sering mellem taktikere og teknikere med gensidigt udbytte for øje.

Det må ikke glemmes, at foreren såvel ifølge tjenestebestem­ melserne som ifølge sagens natur har ansvaret — også for signal­ tjenesten. — I den forstand, at det. må være ham og ingen anden, der bestemmer, hvilke af de alt for mange signalkrav, der skal søges honoreret af de alt for mangelfulde signalenheder. Dette kan kun opnås gennem førerens personlige indsigt i signaltjenesten og gennem et forbilledligt samarbejde med signalofficeren, der på sin side må være fuldt kvalificeret til at rådgive og ikke mindst forstå føreren og dennes taktiske tankegang.

Lige over for denne problemstilling må man erkende nødven­ digheden af en revision af den taktiske førers uddannelse. Taktik vil i fremtiden i ringere grad blive et spørgsmål om førerens evne til at vurdere fjendens og egne styrkers rent våbenmæssige styrke i den enkelte situation, end hans evne til at vurdere de mere eller mindre indskrænkede muligheder for tilfredsstillelse af signaltje­ nestens krav, som det taktiske potentiel byder på, for derigennem at nå frem til den kampmæssigt set bedste føringsmæssigt mulige løsning.

Det er derfor ikke umuligt, at man i en ikke for fjern fremtid vil se telegrafofficerer, ikke blot som en af stabens tekniske råd­ givere, men som stabschef — eller endog som troppeførere.

Dette synspunkt må dog nødvendigvis ledsages af erkendelsen af, at denne troppeførende telegrafofficer ikke blot skal være tek­ niker, men tillige taktiker, et krav, der iøvrigt allerede i dag uaf­ viseligt bør stilles til de telegrafofficerer, der skal beklæde stillin­ ger som DSO ,KSO etc. En taktisk set uskolet tekniker, der véd alt om strømstyrker og spændingsforhold, men ikke formår at gen­ nemføre en taktisk vurdering, har ikke plads i en stab, men må indskrænke sin virksomhed til den rent tekniske side af signalen­ hedernes indsættelse — altså til et detailarbejde under den taktiske signalofficers ledelse.

Det er under alle omstændigheder bydende nødvendigt, at der finder en frugtbringende inklination sted mellem taktikeren og sig­ nalteknikeren, hvad enten dette nu nemmest og billigst sker gen­ nem taktisk skoling af signalteknikeren eller signalteknisk skoling af taktikeren — eller måske en kom bination af disse to m uligheder med rimelig tilgodeseelse af personlige kvalifikationer under ud­ vælgelsen af den enkelte.

Dette må bl. a. snarest medføre en opdeling af telegrafofficers­ uddannelsen, hvorefter der på et ret tidligt tidspunkt (f. eks. efter 5— 6 års tjeneste efter afgang fra officersskolen) skelnes m ellem signalteknikere og signaltaktikere, hvoraf de sidste sammen med de taktikere, der vil og formår at sætte sig ind i de signaltekniske problemers losning gennem fælles uddannelse på forsvarsakademiet må finde deres faste pladser i de højere stabe til overtagelse af den taktiske signalofficerstjeneste, der i dag drives som bibeskæftigelse af telegraftroppernes regiments- og bataillonschefer, medens den te­ legrafofficer,der har forskrevet sig til tekniske målestørrelsser og Ohms udvidede lov og som ikke interesserer sig for den artistisk be­ tonede løsning af taktiske problemer, må sige farvel til den egentli­ ge førings cikrler for at hellige sig den rent tekniske side af spørgsmå­ let (heri dog naturligvis indbefattet telegraftroppernes rent prak­ tiske indsættelse).

Sideløbende med denne opdeling i signaltaktikere og signal- teknikere må der ved generalstabsuddannelsen lægges den aller­ største vægt på de taktiske bevægelsers stadigt større afhængighed af de grænser, som signaltjenestens muligheder afstikker.

Svigter den rette fremsynethed på dette punkt, vil den taktiske fører en skønne dag se sig berøvet sin napoleonshat som følge af manglende mulighed for at bringe sine planer og befalinger til underforernes kundskab og hermed til udførelse, og forsvaret vil hermed være reduceret til et antal ukontrollerede væbnede hobe uden koordineret styrke og handlekraft.

F. Schiøtte.