Som et bidrag til en diskussion om regionsforsvarets forhold og muligheder har jeg ment det ønskeligt at fremsætte et par personlige betragtninger, ikke mindst da det for hjemmeværnets videre udvikling kan synes nødvendigt noget nøjere at afstikke den ramme, indenfor hvilken denne særlige gren af forsvaret skal finde sin blivende plads.

1. Indledning.

Opdelingen mellem felthær og regionsforsvar er een af reak­ tionerne overfor udviklingen fra den 2. verdenskrigs udbrud og indtil nu.

Før denne periodes begyndelse havde i et par århundreder de krigsførende magters landmilitære kontaktflade stort set alene været felthæren. Man kunne normalt regne med at have, om ikke en reel front så dog et nogenlunde roligt bagland, i hvilket man kunne påregne at producere og leve et i større eller mindre grad normalt liv. Hertil kom som en ikke ubetydelig faktor ved be­ dømmelsen af baglandets militære værdi, at produktionen var ukompliceret og kommunikationsnettet primitivt, hvorfor de stra­tegiske og taktiske mål m indre var produktions- og administra­tionsapparatet end nøje definerede nøglepositioner: Hovedstæder, fæstninger, gennemsejlingsfarvande m. v.

Går man tilbage til 1600-tallets 1. halvdel vil det bemærkes, at man havde etableret en organisation, der på slående vis min­ der om det regionsforsvar, hvortil man nu atter har vendt sig for at sikre bagland og civilbefolkning. Der fandtes en kvartals­ inddeling, en sondring mellem linie- og lokalforsvarsenheder (lan­ deværn) og hertil en til hjemmeværnet ret nøje svarende land­ storm, som kan tages som et særdeles livagtigt billede af det nu eksisterende. Hvor nu regionstelegrafkompagniet etablerer forbin­delserne, anvendtes på den tid bavnelinier til signalafgivelse, og kirkeklokker var erstatning for sirener og radiovogne.

Den lange fredsperiode i 1700-tallet og under Frederik 6. var vel imidlertid en medvirkende årsag til dette systems for­ fald, endda man gennem åringer — ja, århundreder — bekendte sig til det jydske flankestillingsprincip, hvorved muliggjordes en almindelig fjendtlig infiltration i det jydske bagland, hvorimod øerne, takket være det danske søherredømme, ikke var nær så udsat.

I vore dage er endmere, selvom man ved felthæren søger at skabe en nogenlunde sammenhængende kontaktflade, et landm ili­ tært sikret bagland ingenlunde tilstede. Jo nærmere man er sin angriber, og jo mindre rum man har at forsvare sig i, desto mere sårbart er baglandet. Derfor er spørgsmålet i allerhøjeste grad aktuelt for Danmark.

Fjenden har, hvis vi ser bort fra gennembruddet gennem felthæren, tre hovedveje at følge mod baglandet:

— Søværts, hvorved bemærkes, at landgangsfartøjer nu kan kom­ me ind næsten overalt, også hvor det tidligere regnedes for umuligt,

— luftværts, enten han landsætter store regulære styrker med operative opgaver eller indskrænker sig til mindre overfalds­ kommandoer, sabotørgrupper m. v. til erobring af vitale objekter (nøglepunkter),

— indefra, ved femtekolonne og „den trojanske hest“.

Hertil kommer, at den øvrige tekniske udvikling — store byer, industriel koncentration, elektrificerede jernbaner m. v. -— gør samfundet mere og mere sårbart, de opståede skader vanske­ ligere at hele. Hjemmefrontens tilstand — fjendens muligheder for ved luftbombardementer, fjernvåben og kemiske kampmidler at bringe felthærens basisområde til sammenbrud — alt dette taler for, at felthæren gennem et regionsforsvar stedse sikrer sit bagland.

Inden der herefter gås over til nærmere at betragte regions­ forsvarets kamp, må det, for med forord at bryde trætte, ind­ skydes, at regionsforsvaret er en bevogtning — ikke noget bevæ­ geligt, offensivt betonet forsvar, da et sådant har til forudsæt­ ning, at det kan opsøge, udmanøvrere og slå sin modstander. Dette kan kun en felthær i konventionel forstand.

Regionsforsvaret derimod er lokalt, statisk betonet forsvar, d. v. s. et net, hvis enkelte „knuder“ må forblive på plads for ikke' at kompromittere de tildelte objekters sikkerhed. Denne statiske tilstand indebærer, at regionsforsvaret passivt må lade fjenden vælge sine tyngderetninger.

Der er ikke for regionsforsvaret noget mindre „ærefuldt“ heri — den bevogtning, som er regionsforsvarets inderste væsen, er nemlig nødvendig for med felthæren at kunne føre den egent­ lige kamp.

Samtidig har regionsforsvaret, hvor dets grundstamme er et hjemmeværn, udpræget karakter af et stadigt og allestedsnærvæ­rende kupforsvar, der kan konstatere og melde om fjendtlige kupaktioner overalt på territoriet samt etablere den første væb­nede kontakt, indtil felthæren (dækningsstyrker og senere de mo­ biliserede enheder) kommer til stede.

Det giver sig selv, at den ovenfor fremdragne problemstil­ ling, der vil være velkendt fra „Instruktion for regionsforsvaret“, nøder til en særlig stillingtagen til regionsforsvarets taktik.

Medens man i mange år har arbejdet med kampen i divi­ sionsramme (F. R. IB), er regionsforsvarets taktiske problemer relativt uopdyrkede -- ikke hvad angår gruppens og delingens op­ træden, men med hensyn til selve rammen, hvori disse små leds kamp skal finde sted.

En debat herom bør i så fald lægges op med spørgsmålet: „Har regionsforsvaret særlige taktiske regler?“

Dette må besvares efter en forsøgsvis analyse af den stillede opgave og af de rådige midler.

2. Karakteren.

Ved arbejdet med regionsforsvarets problemer må det ube­ tinget holdes for øje, at det drejer sig om territorialt forsvar, hvis princip kan udtrykkes med regel nr. 1:

„Regionsforsvaret er territorialt forsvar, d. v. s. at det kom­ manderes i områder og objekter (punkter) fremfor i enheder.“

Regionschefen skal tænke, planlægge og kommandere i kom­mandantskabs-, lokalforsvars-, flyvestations- og depotområder samt i hjemmeværnsdistrikter og -afsnit; derimod bør han ikke over­ føre felthærens tankesæt og „tænke“ i troppechefer, d. v. s. f. eks. chefer for lokalforsvarsbatailloner og -kompagnier, hjemmeværns­ regionsleder o. s. v.

3. Opgave.

Regionsforsvaret er som alt nævnt oprettet alene til løsning af en stedbunden opgave (en bevogtning), dets kamp må derfor logisk være et udpræget forsvar.

Det, der af feltreglement I B, pkt. 120, siges herom — nem­ lig, at forsvarets styrke hviler på de fordele, terrainet byder det, og på det forspring, det har over for angrebet med hensyn til at forberede kampen i det valgte terrain, endvidere at forsvaret navnlig virker ved ilden — gælder især regionsforsvarets meget objektbundne kamp.

Feltreglementet taler, for så vidt angår defensive kampfor­ mer, om „rent forsvar“, hvor man vil bringe det fjendtlige an­ greb til at bryde sammen i det valgte forsvarsterrain, og i „ud­vigende kamp“ .

Vdvigende kamp vil ikke forekomme, thi såfremt felthæren, selv engageret i en udvigende kamp, passerer styrken af regions­ forsvaret, vil disse normalt blive ført bag felthæren.

Heller ikke hvis fjenden ved gennembrud, flankerende an­greb eller lignende „skærer sig“ ind til et af regionsforsvaret sikret objekt, vil der blive tale om udvigende kamp; i så fald må objektet ødelægges, såfremt dette indgår i den stillede opgave, hvorpå den pågældende regionsforsvarssiyrke — alt efter objek­tets betydning — enten må „se faire tuer ouil est“ eller (sekun­dært) snarest må afbryde egentlig kontakt med fjenden for at søge tilbage.

Når jeg så kategorisk afviser den udvigende kamp, er årsa­ gen, at regionsforsvarets styrker ikke har hverken den ildkraft og bevægelighed eller endnu, hvad man er tilbøjelig til at overse, den uddannelse, som er fornøden for — uden den forberedte stillings fordele — at gennemføre denne den vanskeligste af alle kampformer.

Hvor forholdene derfor udvikler sig derhen, at regionsfor­ svarets styrker kan forudses at ville møde den udvigende kamps vilkår, bør de, hellere end at engageres heri, føres tilbage til varetagelse af lokalt betonede opgaver bag felthæren eller overgå til ren guerillakrig.

Således skulle vi få regel nr. 2:

„Regionsforsvaret bør udelukkende basere sig på at kunne føre det rene forsvar.

4. Udførelse.

4. 1. Det rene forsvar kan, når det ses i større sammenhæng, f. eks. indenfor regionen som helhed, nok få en vis karakter af elasticitet, men kun derved, at man beslutter sig til at opgive visse objekter og lade de derved frigjorte enheder indsætte om andre nøglepunkter, enten selvstændigt eller i samvirke med (til forstærkning) af andre.

Derimod kan det ikke være rigtigt, når det under krigsspil eller lignende sker, at een og anden opgaveløser udskiller dele af lokalforsvarsenheder som mobile regionsreserver; man ser end­ og hjemmeværnsstyrker dirigeret hid og did til offensiv indsæt­telse i større led; ja, man har hørt helt barokke idéer fremsat: Bataillonsvis indsættelse af hjemmeværnet. Bataillonsvis — uden tungt kompagni og uden at de pågældende styrker har fået ud­ dannelse i kompagni-endsige bataillonskamp!

Sådan mobil indsættelse forekommer mig i det hele dels at stride mod selve regionsforsvarets principper, dels at kunne sam­ menlignes med en båd, hvis passagerer i en kritisk situation sam­ let løber fra side til side, til fartøjet kæntrer.

Regionsforsvaret skal bevogte og forsvare baglandet, men det kan ikke i klassisk forstand operere på de indre linier.

Denne argumentation synes mig derfor at føre til en regel nr. 3:

„Regionsforsvarets karakter af et sikkerhedsnet bør ikke svæk­ kes gennem tyngdepunktsskifter udført ved flytning af hjemme­ værn eller andre områdebundne styrker, medmindre disse allige­ vel ingen opgave har.“

At denne grundsætning ikke giver anledning til passivitet, er der taget højde for i f. eks. direktivet til hjemmeværnet, der bl. a. siger, at „dette ved den enkelte kamphandling ikke ude­ lukker dristig opklaring og lokale modstød“.

4.2. Et sundt instinkt siger imidlertid enhver initiativrig fører, at han ikke bør stå stille og overlade fjenden alt initiati­ vet. Det behøver han heller ikke — hjemmeværnets kamppatrouiller kan, rigtigt og dristigt anvendt, give fjenden i fremmed land (og ved nattetid) nok at bestille.

Men især vil trangen til at manøvrere være levende hos den fører, der med en lokalforsvarsstyrke — med hjemmeværn om sig — skal forsvare et begrænset terrainområde som f. eks. en o.

Hvorledes skal han her løse sin opgave for at udnytte regions­ forsvarets styrke, henholdsvis dække over dets svaghed?

To hovedsynspunkter anlægges:

— At forsvaret ikke bør medføre nogen egentlig manøvre. Begrundelsen herfor må være, dels at den pågældende styrke ved at manøvrere opgiver en række væsentlige fordele (ubetinget valg af terrain, stedkendskab, ildplan, forberedte spærringer), dels at fjenden må formodes forlods at have tilvejebragt fornøden over­ legenhed i angrebet og let vil kunne tvinge en f. eks. manøvreren­ de lokalforsvarsbataillon ind i et terrain, der begunstiger angri­ beren mere end forsvareren. Dette synspunkt kunne derfor tale for, at lokalforsvarsstyrken ved at indrette sig til et vel forbe­ redt forsvar i et for områdets besiddelse vitalt terrainafsnit ville tvinge fjenden til angreb.

— At kampen — skønt rent forsvar — bør føres bevægeligt, hvilket kan begrundes ud fra sunde principper. Forudsætninger­ ne for en sådan løsning må imidlertid være, at lokalforsvarsstyrken dels må kunne føres smidigt (hvilket med enkadreringsmulig- hederne in mente nok er noget teoretisk), dels at den har for­ nødne køretøjer (cykler). Så svag regionsforsvarets ildstøtte er, vil det uheldigste sikkert være, at fjenden ved afledemanøvrer bringer det ud af balance og engagerer dets styrker i sekundære opgaver, hvorfra de ikke kan løsgøre sig, når hovedaktionen sæt­ tes ind andetsteds. For en lokalforsvarsbataillon i denne situation vil det, om den vælger den manøvrebetonede løsning, være af­ gørende, at den om sig har et tæt efterretningsnet af hjemme­ værnsposter, og at bataillonschefen kan vælge rigtigt, når de før­ ste indbrud i hans ansvarsområde sker. Har han valgt galt, har han valgt definitivt. Støtte udefra vil næppe, om overhovedet, kunne sættes ind til løsgørelse af hans styrker.

Om en regionschef i sine planer for forsvaret af et sådant terrainområde vil vælge den ene eller den anden af de to oven­ for skitserede løsninger, må til en vis grad afhænge af hans tem­ perament og hans tillid til den pågældende underfører, men han må primært — med det formål at fastholde vitalt terrain — holde sig den statiske løsning for øje.

T il udførelse af den m obile løsning bør han i hvert fald søge at sikre sig mere ildstøtte, end lokalforsvarets styrker ellers har, og han bør ved øvelser have sikret sig, at bataillonen over­ hovedet er i stand til at angribe og føre udvigende kamp. Har han ikke denne sikkerhed, vil det efter min mening ikke svare regning at indlade sig på mobil kamp — det vil i bedste fald blive en skuffelse og kan blive en katastrofe.

4. 3. Betragter vi dernæst regionsforsvarets sikkerhedsnet iøvrigt, ses det at være knyttet i grovere og finere knuder.

De grove knuder er vel lokalforsvarsbataillonerne. De bør som regel opstilles til forsvar af følgende type større objekter:

• —  Et begrænset terrainområde,

• —  en flyveplads,

• —  en vigtig bro og

— en by (havn) eller et vitalt kommunikationscentrum.

Hvor en lokalforsvarsbataillon er sat ind til forsvar af et så­dant objekt, vil i sig selv valget af terrain være meget begrænset.

Gruppe- og delingsførere kan vælge stillinger til deres våben, men bataillonschefen har, for så vidt angår bataillonen som hel­ hed, ikke meget spillerum.

Denne bundethed ses umiddelbart at ville forekomme ved en bro og en flyveplads. Der kan ikke være tale om at flytte sig ret langt fra objektet — ikke når man så alvorligt, som erfarin­ gerne maner til, tager i betragtning, at fjenden ved taktisk infil­ tration vil søge „at sive igennem“ til objektet, signalmidlerne, forsyningerne og de — om natten delvis lammede — tunge våben.

Til gengæld må det anbefales at vælge sig en ydre ring, i hvilken man har sine styrker om dagen, hvor observationsfor­ holdene er gode, og en indre ring, der dag og nat er organiseret som en objektnærsikring, og til hvilken man i øvrigt efter mør­kefald trækker den ydre ring tilbage for at skabe et fintmasket net mod nattens infiltration, den komme fra fjendens regulære tropper eller hans agenter m. v.

4. 4. Noget mere valgfrit stiller sig forsvaret af et begrænset terrainområde, som det allerede er omtalt i pkt. 4. 2., og af en by.

Ved valg af „terrain“ i en by må man anvende samme raison­ nement som i et begrænset terrainområde, d. v. s. man må gøre sig klart, bvad fjenden vil opnå ved erobring af byen.

Han kan have eet eller begge af to formål:

— Åbne og anvende vejnettet gennem byen,

— udnytte byens anlæg (industri m. v.) og befolkning.

Ved at indrette byen til forsvar vil forsvareren derfor enten:

—- Hindre fjenden i at komme videre, før byen er renset, —-forsinke fjenden ved at tvinge ham til at søge udenom byen.

Hvadenten fjenden agter at tilkæmpe sig herredømmet over byens gennemgående vejnet eller over dens tekniske anlæg, må forsvarsstyrken anbringe sig således, at de afgørende knudepunk­ ter beherskes, d. v. s. enten om „det gadekryds, der samler flest vigtige veje“, eller om byens centrale objekt (havn, særlig vig­tig industri og lignende). I nærheden af disse knudepunkter ind­ rettes derpå støttepunkter til „kamp i byer og om huse“.

Forsvarer man ikke bedst en by ved at lægge sig uden for den? Følgende eksempelvise forhold taler for at blive inde i den:

• —  Man kan isoleres, hvad enten man ligger i eller udenfor byen,

• —  stedkendskabet har større vægt ved kamp i en by,

• —  en by i ruiner begunstiger forsvareren mere end angriberen,

• —- fjendens observation har ringere virkemuligheder,

• -— hjemmeværnet kan bedre udfolde sine særlige evner,

— regionsforsvarets svaghed i tunge ildstøtte lader sig bedre udjævne.

Jeg vil heraf (jfr. også diskussionen om forsvar af et be­ grænset terrainområde) prøve at opstille „Regel nr. 4“ :

„Regionsforsvarets styrker må fortrinsvis og på forhånd sætte sig fast i et terrain, som fjenden senere nødvendigvis må skaffe sig herredømmet over.“

I tilslutning hertil kan „Regel nr. 5“ uddrages, nemlig:

„Regionsforsvaret må, hvor ildstøtten er svag, lægge vægten på observation, ildplan, spærringer og indøvelse.“

4.5. Lad mig i denne forbindelse bemærke, at de mobilise­rede lokalforsvarsstyrker ikke kan forventes at have helt samme stedkendskab som de hjemmeværnsstyrker, der er bofaste om lokalforsvarets objekter. Lokalforsvaret er derfor i en akut situa­ tions noget uoverskuelige første faser ret afhængigt af det hjem­ meværn, der i forvejen er mødt på pletten.

Lokalforsvaret — og for den sags skyld også felthæren — må opsøge hjemmeværnets folk og udnytte deres stedkendskab. Men da et improviseret samarbejde ikke giver det fulde udbytte, må enhver chef af lokalforsvaret i fredstid nøje instrueres om sin opgave og snarest derefter sættes eller sætte sig i forbindelse med de ledere (chefer) af hjemmeværnet, med hvilke han skal samarbejde, eller over hvis styrker han i henhold til sin opgave skal have kom m ando (operativ ledelse).

Den kontakt må holdes vedlige under krigsspil, instruktions­ øvelser og personligt samvær og må fornyes ved chefsskifter.

Det lyder besværligt, men det er afgørende vigtigt, hvis vi ikke skal bygge slotte på sand.

Det er fristende at uddrage den konklusion, at samarbejdet mellem regionsforsvarets mobiliseringsenheder og hjemmeværnet er så vigtigt for regionsforsvarets sammenhæng, at man bør op­ stille en særlig „Regel nr. 6“, der i så fald skulle lyde:

„Regionen må om muligt undgå at anvise opgaver, der mere eller mindre bygger på et improviseret samarbejde mellem mo­ biliseringsenheder og hjemmeværn.“

5. Midler.

Dette vil blive en opremsning af allerede velkendte „skyde­ skoleprincipper“.

Således som regionsforsvaret er udrustet — uden kampvogne og normalt også uden artilleri — bliver de automatiske våben hovedvåbnet.

5. 1. Maskingeværerne må, henset til deres fåtallighed, for­ trinsvis anvendes fremme. Ved tilbagetrækning til den indre ring
kan der efter mørkefald udspares nogen ildkraft til flankerende opgaver, f. eks. til faste spærreskydninger, og da primært mod det senere omtalte tilintetgørelsesområde.

5. 2. Mortererne er af betydning ved udløsning af forberedte skydninger mod områder, hvortil fjenden samler efter af maskin­ geværerne at være drevet bort fra hovedadgangsvejene eller fra andre terrainafsnit, hvor fladbanevåben kan nå ham.

I jo højere grad lokalforsvarsstyrkerne mangler artilleri eller mulighed for støtte heraf, desto mere vil en økonomisk og alsidig anvendelse af mortererne være af betydning.

Hvor bevægelser inden for lokalforsvarsområdet gennemføres ved dagslys — f. eks. ved tilbagetrækning, udtynding, forstærk­ ning eller tyngdepunktsforlægning, vil mortererne have vigtige opgaver ved røgudlægning.

5.3. Panserværnsvåbnene omfatter normalt kun det i alle enheder organisk indgående panserværn.

Dannelse af panserværnstyngdepunkter er derfor i reglen kun mulig i forbindelse med tilintetgørelsesområdet. Ild mod til- intetgørelsesområdet må altid være anvist, om dagen evt. som alternativ, om natten som primær (helst eneste) opgave.

6. Objektforsvarets organisation.

6.1. Den indtil nu anvendte argumentation taler for, at opgaven må løses gennem styrkens gruppering.

Løsningen må være et vel dybdegrupperet støttepunktsforsvar.

Antallet af støttepunkter bør begrænses mest muligt (2—4), idet observationsforholdene og mulighederne for frit skud er be­ stemmende herfor. Jo bedre observation, desto friere skud, desto færre støttepunkter.

Der bør normalt ikke udspares mandskab til en mobil hoved­ reserve, idet hovedsynspunktet må være, at støttepunkterne, når hensyn tages til den ret svage, tunge ildstøtte, ikke bør udtyndes.

6. 2. Støttepunkterne etableres på grundlag af en til mindste enkelthed planlagt, rekognosceret og gennemprøvet ild- og spær­ replan. Det er, med muligheden for fjendtlig infiltration in mente, en hovedregel, som kun i yderste nødsfald bør fraviges, at intet våben og ingen mand (bortset naturligvis fra observations­ ringens poster og patrouiller) anbringes udenfor et støttepunkt.

6. 3. Det indre forsvar (den indre ring) kaldes „objektnær- sikringen“ og bar til opgave snævert om objektet at forsvare dettes vigtigste installationer. Det skal kunne dække adgangsvejene til objektet med en kraftig ild og skabe ildsammenhæng mellem det ydre forsvars enkelte støttepunkter.

6.4. Det ydre forsvars (den ydre rings) støttepunkter gruppe­res på de steder, hvor observationsforholdene er bedst, og hvorfra adgangene til objektet på størst mulig afstand kan beherskes og spærres.

Hvis terrainet (forsvarets dybde) tillader mindre bevægelser, kan evt. transportmidler (cykler) være rede til hurtig forskydning til løsning af andre opgaver.

Det tilstræbes at give hvert støttepunkt een væsentlig skud­ opgave og et mindre (2— 3) antal biskudopgaver, i hvilke ild mod tilintetgørelsesområdet altid skal indgå.

6. 5. Observationskæder. Direkte imder den pågældende chef og i tilknytning til det ydre forsvar udstilles en observationskæde af poster og patrouiller, overvejende fra de til objektet knyttede, stedkendte hjemmeværnsenheder.

De løser følgende opgaver:

— Melde om fjenden,
— alarmere det ydre forsvar og chefen direkte,
— efter nærmere instruks åbne ild mod fjenden og derpå, lige­ledes efter chefens nærmere bestemmelse, enten gradvis indgå i støttepunkterne (når observationsopgaverne ikke længere kan løses tilfredsstillende) eller under afgivelse af ild trække bort fra objektet i en sådan retning, at lokalforsvarets virke­ lige placering længst m uligt slores.

6. 6. Tilintetgørelsesområder. Ved alt forsvar af objekter, eta­ bleres de tidligere omtalte tilintetgørelsesområder, normalt eet, højst to. Jo færre sådanne områder, desto stærkere ildvirkning.

Tilintetgørelsesområdet udvælges bedst således, at fjenden for at nå det indre forsvar

— både skal have nedkæmpet den overvejende del af den ydre forsvars støttepunkter

— og skal have passeret tilintetgørelsesom rådet.

Ved hensigtsmæssig anbringelse af støttepunkter og spærrin­ger skal fjenden søges ledet ind mod tilintetgørelsesområdet, der om m uligt vælges som bagskråningsstilling.

Normalt træder tilintetgørelsesområdet — for at trække flest mulige fjender derind og for at tilvejebringe størst mulig ildvirkning — først i funktion på den pågældende chefs ordre og først efter et varsel til fornødent målskifte for tunge våben.

Af pkt. 5 kan man søge opstillet en „Regel nr. 7“ : „Objektforsvaret tilrettelægges som et støttepunktsforsvar be­stående af observationskæde, ydre forsvar og objektnærsikring.

Grupperingen af støttepunkter kombineres så vidt gørligt med skabelse af tilintetgørelsesområde(r).“

Den kritiske tid er natten, hvor faren for infiltration er størst, især hvis kampføling er opnået eller nært forestående.

Man kan derfor efter mørkets frembrud enten forstærke po­ ster og patrouiller, så fjendens mulighed for at sive igennem observationskæden forringes mærkbart, eller -— hvad jeg ville fore­ trække — trække observationen tilbage til den ydre ring.

Det må i hvert fald forudses, at fjenden vil kunne infiltrere med ikke ubetydelige styrker, hvis der er større slip end 50 m m ellem posterne om natten.

Det må sikkert opstilles som en særlig „Regel nr. 8“, at „natten er objektforsvarets kritiske tid, hvor alle forholdsregler må træffes for at undgå fjendtlig infiltration.“

Kampens førelse.

E r først rammen sat, d. v. s. objektets forsvar eksempelvis tilrettelagt som ovenfor skitseret, vil kampen ledes og forløbe efter de normale regler, om hvilke det vil være overflødigt at føre diskussion, med mindre man ønsker dem ændret.

Dog skal sluttelig en vigtig regel opstilles, i alt væsentligt en version af det franske „Se defendre c’est se faire tuer ou on est“ .

„Regel nr. 9“: „Intet støttepunkt eller anden stilling må opgives, uden at ordre herom foreligger, ligesom styrker, der under kampen er blevet spredt og er uden forbindelse med den enhed, de tilhører, snarest skal søge til de fastlagte samlepunkter eller etablere sig til ringforsvar i egnede stillinger.“

K. E. Gabel-Jørgensen.