Af Kaptajn A. V. Hensch.
(Fortsat).
ØVELSE NR. 3
Formaal: At indøve hurtigst mulig Afstemning til ny Frekvens af Stationerne i Net paa 3 Stationer. Styrke: F. Eks. 9 Radiostationer. Taktisk Grundlag: Intet. Øvelsesgrundlag:
a) Kl. 0800 etableres 3 monofrekvente Net å 3 Radiostationer, Bølgetype A 3.
Net Nr. 1. Fællesfrekvens 5200 kHz. Station Nr. 1 Lederstation, Kaldesignal KL, Standplads Kasernen. Station Nr. 2. Kaldesignal KB, Standplads Lille Plads. Station Nr. 3. Kaldesignal KC, Standplads Store Plads.
Net Nr. 2. Fællesfrekvens 5400 kHz. Station Nr. 4 Lederstation, Kaldesignal MA. Standplads Kasernen. Station Nr. 5. Kaldesignal MB, Standplads Anlægget. Station Nr. 6. Kaldesignal MC, Standplads Havnen.
Net Nr. 3. Fællesfrekvens 5600 kHz. Station Nr. 7 Lederstation. Kaldesignal NA, Standplads Kasernen. Station Nr. 8. Kaldesignal NB, Standplads Kirken. Station Nr. 9. Kaldesignal NC. Standplads Møllen.
b) Stationerne etableres og gøres driftsklare til Kl. 0800. Paa dette Tidspunkt kalder de tre Lederstationer hver sit Nets øvrige Stationer og afstemmer dem paa reglementeret Maade. Saa snart et Net er færdigafstemt, afgiver Lederstationen mundtlig Melding til Øvelseslederen, modtager Ordre om ny Frekvens for Nettet, afstemmer Nettet til denne Frekvens, melder til Øvelseslederen o. s. v.
c) Øvelseslederens Opholdssted: ......................
Bemærkning: Øvelseslederen kan i en Kontrolmodtager følge væsentlige Dele af Tjenesten, men der maa dog i hvert Fald paa hver Lederstation være en Befalingsmand, der overvaager Arbejdet og kontrollerer, at Afstemningen er helt i Orden, inden der afgives Melding. Er Øvelsen en afsluttende Prøve efter en Række Øvelser af denne Art, udloves der Nattegn til det Net, cter først faar gennemprøvet 30 Frekvensamdringer. Naar en Lederstation har gennemført 10 Frekvensændringer, beordres den til at skifte Standplads med en af de to andre Stationer i Nettet, der derefter er Lederstation o. s. v.
ØVELSE NR. 4—5.
Som Øvelse Nr. 3, men med 4 henholdsvis 5 Stationer i Nettene.
ØVELSE NR. 6.
Støjsenderens Betydning belyses ved denne Øvelse. Raades dei ikke over særlige Støjsendere, udsendes en Radiostation som Støjsender med den Opgave at genere igangværende Trafik mest muligt. Dette gøres da ved, at Stationen stiller sin Modtager ind paa den Trafik, den vil forstyrre, afstemmer sin Sender efter Modtageren og sender derefter pr. Telefon eller Telegrafi. Ved jævnlig Aflytning kontrolleres Virkningen, og har de korresponderende Stationer skiftet Frekvens, ændrer Støjstationen ogsaa sin. Virkningen belyses bedst ved to Øvelser, en Hel- eller Halvdagsøvelse — uden Støjstation, og een ganske Magen til den første, men med Støjstation. En Sammenligning mellem de ekspederede Ordantal er et Maal for Virkningen.
2. Øvelser ledede af Regimentet.
ØVELSE NR. 7.
For maal: At belære Chefer, Adjutanter m. fl. i Radiotjenestens Anvendelsesvilkaar og Ydeevne samt oplære Radiopersonellet i den feltmæssige Tjenestegang. Styrke: Det fornødne Antal Officerer som Chefer, Adjutanter m. v. ved de i Øvelsen opstillede Led, hvis Styrke i øvrigt er supponeret, samt 4 Forbindelsesdelinger à 4 Radiostationer. Bemærkninger: Øvelsen tænkes gennemført ved et Fodfolksregiment, hvis Sammensætning her er rent skematisk, men som naturligvis i Praksis erstattes med den faktiske Organisation for den Enhed, der afholder Øvelsen. Denne er i øvrigt en Mellemting mellem et Krigsspil og en feltmæssig Øvelse, idet alle Tropper undtagen Radiotropper er supponerede, men i Modsætning til Krigsspillet gennemføres Øvelsen i Marken, idet Cheferne for de supponerede Led besætter de faktiske Kommandostationer, hvor de udarbejder deres Meldinger og Befalinger, som befordres mellem Leddene af Radiotropperne. Forfatteren beder om Overbærenhed med den taktiske Side af Sagen, der kun skal illustrere Formen for saadanne Øvelser, hvorfor der ikke er søgt sagkyndig, taktisk Bistand eller gjort noget Forsøg paa at opstille „sandsynlige“ Situationer. Dette maa blive Regimentets egen Sag, naar det tilrettelægger Øvelsen, der derefter naturligvis kan faa lige .saa stor taktisk belærende Betydning som ethvert andet Krigsspil, samtidig med at den giver Belæring om Meddelelsestjenesten, som det „rene“ Krigsspil, uden feltmæssige Kommunikationer, aldrig kan give.
A. øvelsesgrundlag.
1) Fjenden harmed kombinerede Styrker foretaget Landgang paa Nordsjællands Kyst mellem Espergærde og Gilleleje Dags Morgen. Fremskudte Smaastyrker er meldt at staa i Linien Nivaa—Nøddebo. Fjenden er overlegen i Luften. 2) Rød 1. Division bestaaende ....... er Dags Formiddag under Fremrykning fra Mølleaalinien mod Nord for at angribe og slaa Fjenden. 1. Regiment rykker frem over Farum—Lillerød mod Fredensborg. 2. Regiment rykker frem over Hørsholm .......... ?. Regiment følger bag 1. Regiment.
1. Opklaringskommando fremsendt over Usserød opklarer mod Hillerød—Tikøb—Espergærde.
Dags Formiddag Kl. 0900 er Situationen saaledes: 1. Regiments forreste Dele i Lillerød—Blovstrød. 2. Regiments forreste Dele i og om’ Hørsholm. 2. Regiment i Nørreskov—Gandløse Ore. 1. Opklaringskommando naaet ..............................
2) Meddelelsestjenesten er udbygget paa Grundag af Divisionens Bestemmelser for samme i Divisionsbefaling Nr. ... Punkt ..., der bl. a. fastslaar, at der er fordelt Frekvensomraader og Kaldesignalgrupper til Regimenter m. fl., ved hvilken Fordeling /. Regiment har faaet Fre.kvensomr andet 0200—5300 kHz. og Kaldesignal AA—-RØ.
4) 1. Regiments øvelsesmæssige Sammensætning er:
a) 1. Regiment: Chef med Adjutant og Skriver. 1. Regiments Forbindelsesdeling: Fører og 4 Radiohold.
b) 1. Regiments Skytskompagni: Chef og Næstkommanderende.
c) 1. Bataillon: Chef med Adjutant og Skriver. 1. Bataillons Forbindelsesdeling : Fører og 4 Radiohold. 3 Kompagnier : Chef og Næstkommanderende. 1 supponeret Kompagni.
d) 2. og 3. Bataillon: Som 1. Bataillon.
5) Ved Øvelsens Begyndelse den / Kl. 0800 paaregnes Fremrykningen standset indtil Kl. 0900, og Grupperingen ■ er saaledes
1. Division: Kommandostation Holte Hotel.
1. Regiment: Kommandostation Bregnerne Kro. 1. Regiments Forbindelsesdeling: Bregnerød Kro.
1. Bataillons Kommandostation og Forbindelsesdeling: Smedie 1000 m. S. f. Lillerød.
2. Bataillons Kommandostation og Fctfbindelsesdeling : Luserød.
2. Bataillons Konmmandostation og Forbindelsesdeling: Kildegaard 800 m 0. f. Vassingerød.
6) Kl. 0800 modtager 1., 2. og 3. Bataillon fra 1. Regiment med følgende Befaling for Meddelelsestjenesten:
1) Kl. 0900 etableres Radioforbindelse med Batailloneme ved Regimentets Foranstaltning. m) Der tildeles Batailloneme Frekvensomraader og Kaldesignaler saaledes :
1. Bataillon: 5200—5215 kHz. AK—AR.
2. Bataillon: 5215—5230 kHz. AS—AY.
3. Bataillon: 5230—5245 kHz. AZ—BE.
7) Øvelsens Fase /: Kl. 0800 paabegyndes følgende Arbej der:
a) 1. Regiment udarbejder Ordre til 1. Regiments Forbindelsesdeling om Etablering af det i Punkt 6, 1., nævnte Net.
b) Føreren for 1. Regiments Forbindelsesdeling modtager denne Ordre og udarbejder paa dette Grundlag Befalingen til Nettets Etablering.
c) Nettet etableres og skal være i Orden Kl. 0900.
d) 1., 2. og d. Bataillon udarbejder Ordre hver til sin Forbindelsesdeling om Etablering af de i Punkt 6, m., nævnte Net.
e) Førerne for Bataillonernes Forbindelsesdelinger modtager disse Ordrer og udarbejder paa dette Grundlag Befalinger for Nettets Etablering.
f) Bataillonsnettene etableres og skal være i Orden Kl. 0900, se nedenfor.
g) Bataillonerne rekognoscerer for Kompagniernes Placering. Kompagnierne besætter Kommandostationerne senest Kl. 0845, hvorefter Bataillonsnettene kan etableres, jfr. f.
h) Alle ovennævnte og alle senere udarbejdede Befalinger og Meldinger renskrives, og Tidspunktet for Underskrifterne paaføres. Alle modtagne Befalinger og Meldinger opbevares, og Modtagelsestidspunktet paaføres.
B. Øvelsens Forløb.
Øvelsens Fase 1 er, som den er tilrettelagt ovenfor, en ,,fredsmæssig“ Etablering af Radiotjenesten inden for Regimentet, idet den i Grundlaget givne taktiske Situation faktisk først indtræder Kl. 0900. Under senere Øvelser, i Princippet tilrettelagt paa tilsvarende Maade, bør Nettene etableres „krigsmæssigt“, altsaa medens den taktiske Situation ruller videre. Øvelsens Fase 2 kan f. Eks. bestaa i, at 1. Regiment Kl. 0900 beordrer Fremrykningen fortsat til et nærmere angivet Maal. Dette gennemføres ovelsesmæssigt enten ved Hjælp af nogle Kampdommere, der afleverer mundtlige eller skriftlige Situationsmeldinger til de forskellige Chefer, der da skal disponere, melde og befale paa de derved givne Grundlag, eller saadanne Meldinger kan, inden Øvelsen, udleveres til de paagældende i lukket Kuvert med Angivelse af det Klokkeslet, paa hvilket Kuverten skal aabnes. Øvelsens Fase 3 kan være et fra Divisionen beordret Skifte af Frekvenser og Kaldesignaler til Imødegaaelse af fjendtlig Radioopklaringstjeneste. Et saadant Skifte betyder, at alle Regimentets Net skal brydes og etableres paany og medfører altsaa saavel befalingssom radiotekniske Foranstaltninger. Øvelsens Fase h kan være Sammenstød med fjendtlige Kræfter, krævende Udarbejdelse og Ekspedition af Meldinger og Befalinger.
C. Bemærkninger.
I Øvelsen er med Vilje ikke opstillet nogen fjendtlig Radiotjeneste, da Øvelsen er den første i Rækken. Den næste Øvelse kan afholdes paa et ganske analogt Grundlag, suppleret med nogle som Fjender udsendte Radiostationer. Der er heller ikke i Øvelse Nr. 7 opstillet fjendtlig Lyttetjeneste eller regnet med Tab ved Beskydning o. s. v. Disse Forhold afbildes i senere Øvelser, hvorved der faas et godt Sammenligningsgrundlag. At inddrage alle de foran omtalte krigsmæssige Faktorer i en Øvelse, hvori der kun indgaar Radiotropper, vil dog hurtigt umuliggøre dens Gennemførelse; dette kan kun gøres, naar alle Meddelelsesmidler medtages i Øvelsen, saaledes at svigtende Radioforbindelser kan erstattes med andre, om end mindre effektive Meddelelsesmidler, saasom Blinksignal-, Flagsignal-, Ordonnans-, Brevdue- og lignende Forbindelser. Øvelse Nr. 7 er saaledes at betragte som en praktisk Parallel til Afsnit IIIs teoretiske Betragtninger over Radioforbindelsernes Kapacitet, idet Øvelsens Mission er at belære Brugerne af Radiotjenesten — Chefer, Adjutanter m. fl. — om, hvor meget eller hvor lidt denne Gren af Meddelelsestjenesten under de allergunstigste Foi'hold kan yde.
ØVELSE NR. 8.
Denne Øvelse kan f. Eks. gennemføres paa nøjagtigt samme Grundlag som Øvelse Nr. 7, dog at de deltagende Officerer ikke besætter samme Kommandoposter i begge Øvelser, samt med den Tilføjelse, at der opstilles Ly ttestationer, der for Overledelsen aflytter al Trafik i 1. Regiments Radionet. Den aflyttede Korrespondance benyttes af Øvelsesledelsen til Gunst for Fjenden, idet de i Øvelse Nr. 7’s Fase 2 omtalte Situationsmeldinger affattes i Overensstemmelse hermed. Herved vil Øvelsesforløbet utvivlsomt ændres overordentlig, idet Befalinger udsendt i klart Sprog vil blive udnyttet af Fjenden, medens Befalinger, der af forsigtigere Chefer kryptograferes, vil medføre store Forsinkelser i Operationerne.
Bemærkning. Hvor indlysende dette lyder i Teorien, er det dog et Faktum, at der ved praktiske, feltmæssige Øvelser hidtil næsten aldrig er taget Hensyn til dette Forhold, idet man har afvist Forslag om Kryptografering eller anden Anvendelse af hemmeligt Sprog med de Bemærkninger, at det varer for længe, eller at det kan vore Folk ikke finde ud af. Hemmeligholdelsesforanstaltninger er mere eller mindre anset for en videnskabelig Hobby, som Telegraftropperne faar Lov at more sig med, men som praktiske Folk gør vel i ikke at tage for alvorligt. For at denne Øvelse Nr. 8 ikke skal blive betragtet under samme Synsvinkel, skal dens Betydning dokumenteres her med en Henvisning til blot et enkelt Tilfælde fra Krigshistorien, skønt en saadan egentlig hører hjemme under den senere Omtale af de tertiære Meddelelsesmidler. Eksemplet er hentet fra Østfronten 1914. Citaterne fra Rudolf van Wehrt: Tannenberg. Wie Hindenburg die Russen schlug“, Verlag Ullstein A. G., Berlin 1934. Under Omtale af Begivenhederne den 24. August hedder det (Side 124) : ,,I dette Øjeblik hører General v. Scholtz den sagte Summen og rytmiske Snurren fra Felttelefonen, som staar paa hans Kommandostation, et Par Meter tilbage, besat af Telefonister. Generalen vender sig om. Han ser, hvorledes der opstaar en vis Bevægelse i den lille Gruppe af Telefoniste}-, og snart holder han i Haanden et Stykke Papir, paa hvilket Telefonisten har nedskrevet en Radiodepeche, som egen Radiostation netop har hentet ud af Æteren. Men denne Radiodepeche er slet ikke stilet til det 20. tyske Korps, den er slet ikke bestemt for nogen tysk Modtagers Spoler, men er en Radiodepeche, som Føreren for det 13. russiske Korps har sendt til sin Arméfører, General Samsonow — naturligvis uchiffreret, i klart russisk Sprog. Depechen er netop blevet oversat, og af den kan General v. Scholtz slutte, at General Kliiew, der fører det 13. russiske Korps, allerede er i Byen Kurken i hans højre Flanke .......“ Det er utvivlsomt, at dette Telegram reddede General v. Scholtz’s Korps fra en krank Skæbne, og at det derved indirekte havde betydelig Indflydelse paa Slagets Slutfase, Tannenberg. Under Skildringen af Begivenhederne den 25. August hedder det (Side 132): „I en Lade paa en Høj i Nærheden af den lille By Ostrolenka, hvor General Samsonow fremdeles har sit Stabskvarter. Det er alleiæde lyst. Ved Siden af Laden holder en Lastmotorvogn og en Personautomobil ....... Paa Ladens Tag er monteret en Bjælke, og fra denne hænger en Antenne over til Lastmotorvognen, fra hvis Tag en høj Jernstang rager i Vejret som Mast for Antennens anden Ende. I Laden improviserede Borde, et Virvar af Traade, Apparater, og en Officer med Hovedtelefon paa nedskriver, under Mandskabets dybe Tavshed, en Radiodepeche; ... Officereren er træt. Dag og Nat modtager han Radiodepecher, som han nu, Gudskelov, ogsaa kan tyde. I Begyndelsen var det helt forrykt, han modtog lutter mærkelige Ord, som intet fornuftigt Menneske kunde faa Mening i, indtil han endelig forstod, at det var chiffrerede Depecher. Saa blev han vred og telegraferede syv Gange tilbage, at man godt kunde skaane ham for disse chiffrerede Depecher, for han havde overhovedet ingen Nøgle til at dechiffrere dem med. Den Depeche, som Officeren nu er færdig med at modtage, er ikke til ham eller til hans Armé, men en Radiodepeche, som Genera] Rennenkampf, Føreren af Njemen-Arméen, sender til sin Foresatte, General Shilinski. Nu, Klokken 5 om Morgenen, angiver General Rennenkampf sine Troppers Marchmaal for den næste Dag, den 26. August. Han meddeler, at hans Tropper den næste Dag skal naa Linien Gerdauen— Wehlau. Officeren nedskriver omhyggeligt den aflyttede Depeche. Han vinker en Kosak til sig. Manden fløjter paa sin Hest og galopperer ind til Byen for at aflevere Depechen til Arméledelsen ....... (Side 134): Officeren ser ned ad Højen og bemærker med Ubehag, at Kosakken, som han sendte ind i Byen, kommer tilbage. Han rejser sig, thi han ser allerede paa Afstand, at Manden i højre Haand svinger et Stykke Papir. Nu maa han atter ind i Laden og „laveRadiodepecher“. Rytteren, der snart efter træder ind, lægger paa Officerens Bord en Armébefaling til Korpsene. Armébefalingen lyder saaledes: „Anden Armé gaar den 25. August frem i Linien Allenstein-— Osterode, Korpsenes Hovedstyrke besætter: XIII Korps Linien Gimmendorf—Kurken, XV Korps Nadrau—Paulsgut, XXIII Korps Michalken—Gross-Gardienen, I Korps forbliver i Egnen om Usdau.“ Officeren lader sit Apparat summe, han lægger Fingeren paa Morsenøglen, han sender og sender, Apparatet summer og summer Teksten ud i Æteren. Og saa gaar Officeren atter ud, Oppasseren kommer med ny Te, tænder Officerens Cigaret, og Officeren ryger. Og han har ingen som helst Forestilling om, hvad han lige har anstiftet, og hans Fantasi er ikke stor nok til, at han kan forestille sig, at Afsendelsen af dette uchiffrede Telegram kunde betyde noget for „Modstanderen“. Paa Side 137 f. skildres, hvorledes Generalmajor Ludendorff modtager denne Armebefaling, som Tyskerne naturligvis har opsnappet. Han korer i Bil hen ad Landevejen, fulgt af en Generalstabsofficer, Oberstløjtnant Hoffmann, i en anden Vogn. En tysk Ritmester søger at standse Generalens Vogn, men forgæves; men han faar standset Oberstløjtnanten, giver ham den opsnappede Depeche. Oberstløjtnanten lader sin Chauffør køre til, indhenter den forreste Vogn, men alle Standsningssignaler er forgæves. Og det hedder videre: „Og saa, i et Vejsving, kører Oberstløjtnant Hoffmanns Chauffør helt ind i Vejsiden, skyder frem, og pludselig drejer de to Officerer i den forreste Vogn sig forbavset om, thi ved Siden af dem kører Oberstløjtnant Hoffmanns Vogn, og Oberstløjtnanten gestikulerer og raaber og har et Stykke Papir i Haanden. Generalmajor Ludendorff rækker Haanden ud, Oberstløjtnant Hoffmann giver ham Papiret, og saa kører de to Vogne atter bag hinanden. Generalmajor Ludendorff aabner Depechen og ser, at Premierløjtnant v. Richthofen har opfanget et Radiotelegram, der paa afgørende Maade er egnet til at understøtte Føringen af den 8. Armé. — Afgørelsen hed Tannenberg!“ Der findes i det hele taget næppe et mere belærende Eksempel paa, hvordan Meddelelsestjeneste ikke skal være, end det af Russerne ved Tannenberg givne. Men graa er al Teori, faa vil lære af andres Erfaringer — maatte dette lille Træk fra Tannenberg i hvert Fald kunne motivere Øvelse Nr. 8, saa kan man jo selv dømme — efter Øvelsen.
V. HOVEDPRINCIPPER FOR UDDANNELSEN AF MILITÆRT RADIOPERSONEL.
Enhver, der med Opmærksomhed har læst de foregaaende Afsnit, vil antagelig have erkendt, at en dybtgaaende, faglig Uddannelse er nødvendig, hvis det militære Radiopersonel skal kunne gøre Fyldest. Det vil sikkert ligeledes erkendes, at den almindelige Befalingsmandsuddannelse ikke giver — og ikke kan give — det for den fornødne Lærervirksomhed nødvendige Grundlag, men at dygtige Specialister maa tilrettelægge og lede denne Uddannelse. Tilrettelæggelsen af Uddannelsen kan følge to Hovedretningslinier, der i det følgende skal betegnes „Centraluddannelse“ henholdsvis „Lokaluddannelse“.
a. CentraluddanneIse.
Centraluddannelsens Princip er, at alt, hvad Hæren skal bruge af Radioekspedienter i alle Vaaben, indkaldes til en for større Hærdele eller for hele Hæren fælles Uddannelsesskole, enten straks ved det første Møde i H;eren eller efter en første Uddannelse ved Afdelingerne. Her modtager Mandskabet under militære Former den fuldstændige faglige Uddannelse som Radioekspedienter, den vaabenmæssige Uddannelse i Brugen af egne Afdelingers Radiomateriel og den grundlæggende, feltmæssige i Afsnit IV b omtalte Uddannelse. Efter endt Uddannelse afgaar Mandskabet til de respektive Afdelinger, indgaar i deres Meddelelsesformationer, hvor de fuldender deres Uddannelse for helt at leve sig ind i de Vilkaar for Meddelelsestjenesten, hvorunder de skal arbejde. Centraluddannelsen kan gennemføres under mange Former, fra den mest centraliserede, hvor Personellet indkaldes til og forbliver i Nummer ved Meddelelsesvaabnet i hele deres militære Tilværelse og — ligesom Lægepersonel, Mekanikere o. s. v. — efter endt Uddannelse befales til Tjeneste ved Vaabnene. Det nødvendige Befalingsmandspersonale udtages inden for Styrkens Rammer af den Formation af Meddelelsestropperne, hvor de er hjemmehørende — naturligvis med skyldig Hensyntagen til de Udtalelser, som Tjenesten ved Afdelingerne foranlediger, og ved Mobilisering møder Mandskabet ved Afdelingerne ifølge de af Meddelelsestropperne udstedte Mødebefalinger. Den paagældende Specialformation af Meddelelsesvaabnet bestaar ogsaa i Krig og varetager Uddannelse og Erstatning af alle Hærafdelingers Radiopersonel. Det andet Grænsetilfælde af Centraluddannelse kendetegnes ved, at Mandskabet indkaldes til Mode ved Hærens forskellige Afdelinger, der efter afsluttet første Uddannelse sender de egnede til en Radioskole, som giver Uddannelse i den rent — civilt — faglige Radiotjeneste, og hvorfra Mandskabet atter afgaar til Afdelingerne, hvem den militærtfaglige LTddannelse da paahviler.
Centraluddamielsen er det eneste Princip, der med Sikkerhed kan indpode hele Hærens Radiopersonel den Aand af Enhed, saavel i Radiotjenestens Organisation som dens Gennemførelse, uden hvilken denne Tjeneste — paa Grund af dens foran beskrevne, tekniske Karakter, jfr. Afsnit II e, 1.—3. Stk. — utvivlsomt vil bryde sammen. En mere eller mindre vidtgaaende Decentralisation af Uddannelsen vil uundgaaeligt medføre en til Fordel for eget Vaaben ensidig Bedømmelse, hvis Følger i Krig kan blive katastrofale. Har Hærorganisatoren een Gang besluttet sig til Centraluddannelsen, bør han utvivlsomt gennemføre den til Bunds, en af svækket Udformning kan ikke berettiget motiveres, naar blot man sikrer, at de paagældende Specialformationer i Meddelelsesvaabnet raader over Befalingsmænd, der er Specialister i de enkelte Vaabens Radiotjeneste. Uddannelsen af saadanne Specialister til alle Stabe og Forbindelsesdelinger er under alle Omstændigheder en Nødvendighed — 2 å 3 Aars Tjeneste ved Meddelelsesvaabnets nævnte Specialformationer vil være den bedst tænkelige Afslutning paa saadanne Specialisters Uddannelse og sikre Kontakten mellem det saaledes uddannede Radiopersonel og de Afdelinger og Vaaben, ved hvilke de skal forrette Tjenesten.
b. Lokaluddannelse.
Lokaluddannelsens Princip er, at Hærens forskellige Vaaben og Afdelinger selv uddanner Personellet. Ulemperne ved dette Princip er skitseret ovenfor; til Fordel for Princippet anføres ofte, at man kun paa denne Maade kan opnaa den intime Kontakt mellem Afdelingen og dens Meddelelsestropper, hvilket dog ikke er rigtigt, jfr. de ovenfor anførte Veje. Af langt større Betydning er det Forhold, at Lokaluddannelsen paa bedst tænkelig Maade placerer Ansvaret for Afdelingernes Meddelelsestjeneste der, hvor dette Ansvar maa og skal ligge, nemlig hos Afdelingerne selv. Ved at Afdelingerne har det hele og fulde Ansvar for egne Meddelelsesstyrkers Uddannelse, tvinges de til et grundigt Studium af Meddelelsestjenesten og til altid at tage denne med i takiske Overvejelser. Saafremt man ud fra en saadan Betragtning vælger Lokaluddannelsen, maa det ikke glemmes, at man derved paalægger Afdelingerne jævnsides med Vaabenuddannelsen at gennemføre en Specialistuddannelse i en ny Disciplin, der ikke paa nogen Maade kan kædes ind i Vaabenuddannelsen, men — følgende sine egne Love — maa gennemføres adskilt fra denne. Først de færdiguddannede Radiotropper kan indgaa som Led i Afdelingernes egne Øvelser. Denne Spaltning af Afdelingernes Uddannelse er meget uheldig, i hvert Fald for Meddelelsestjenesten. Dette skyldes, at de Styrker, der skal uddannes i Radiotjeneste, bliver saa smaa, at der sjældent bliver taget tilbørligt Hensyn til dem, og at mangen Befalingsmand føler sig tilsidesat ved at faa Kommandoen over saadanne Speciaistyrker og dermed for kortere eller længere Tid bliver fjernet fra de Kanoner, Heste, Flyvemaskiner o. s. v., som maatte være hans Speciale og Interesse. Meddelelsestjenesten kommer herved i Miskredit og vanrøgtes, og der opnaas lige det stik modsatte af, hvad der ovenfor er betegnet som Lokaluddannelsens eneste berettigede Motivering. Ogsaa Radiopersonellets Kvalitet bliver erfaringsmæssigt let for ringe, naar dette Uddannelsesprincip følges. Det er vel ikke tilgiveligt, men dog forstaaeligt, om en væsentlig Del af Radiopersonellet udpeges til denne Tjeneste — efter afsluttet første Uddannelse sammen med Afdelingernes øvrige Styrke — mindre paa Grund af faktiske Anlæg for Radiotjenesten end paa Grund af manglende Anlæg for Vaabnets Tjeneste. Den lille Meddelelsesformation, under Kommando af en ung Befalingsmand, hvis svage Indvendinger let fejes til Side, bliver meget let en Opsamletrop, hvor alle de, som andre helst vil være fri for, men ikke kan faa kasserede, før eller senere havner. At vælge et Uddannelsesprincip, der indebærer saadanne, for Meddelelsestjenesten og dermed for hele Hæren faretruende Muligheder, synes risikabelt. Og Princippet har dertil endnu flere Ulemper, thi en systematisk Uddannelse kræver special uddannede Radiolærere ved alle Afdelinger. En saadan Uddannelse kan i hvert Fald ikke blive af kortere Varighed end en Ridelærers eller Gymnastiklærers Uddannelse, og Afdelinger af alle Vaaben maa da enten for stedse afse et relativt ringe Antal Officerer og Officianter — nemlig hvis disse i al deres Tjenestetid anvendes udelukkende ved Radiotjenesten — eller se disse Befalingsmandsgruppers almindelige Uddannelse forlænget med mindst et Aars Uddannelse som Radiolærer, — nemlig hvis Tjenesten ved Radiouddannelsen skal være en Slags Omgangstjeneste, hvilket vil kræves, hvis de paagældende Befalingsmænd ikke skal blive distancerede af deres mere heldige Kolleger, som maatte undgaa at komme til Radiotjenesten. Hvad Radiolærerspørgsmaalet angaar er Konsekvensen af Lokaluddannelsen altsaa enten, at Radiotjenesten stadig maa være Prøveklud for nye, uerfarne Lærere, fordi disse stadig maa ombyttes af Hensyn til deres øvrige Tjeneste, eller at nogle enkelte Befalingsmænd ved alle Afdelinger for stedse afses til Radiotjenesten. Den førstnævnte Konsekvens umuliggør en udbytterig Uddannelse; al Lærergerning kræver Erfaring, og Radiotjenesten danner i denne Henseende ingen Undtagelse, tværtimod. Den sidstnævnte Konsekvens er en Utopi; det er meningsløst først at uddanne en fast Befalingsmand som Specialist i Fodfolkets, Rytteriets eller Artilleriets Tjeneste og derefter uddanne ham som Specialist i Radiotjeneste for aldrig mere at udnytte hans første Speciale. Med andre Ord: han bør være Befalingsmand af Meddelelsesvaabnet og som saadan beordres til Tjeneste ved Afdelingerne. Dette er da — efter Forfatterens Mening — den eneste forsvarlige Form for Lokaluddannelse: Radiopersonellet samles, f. Eks. regimentsvis, inden for de enkelte Vaaben, i Kompagnier, der henhører under Regimenterne, men hvis faste Befalingsmænd for Hovedpartens Vedkommende — Chef, Næstkommanderende og et Par Officianter — er tilkommanderede fra Meddelelsesvaabnet. Men fra denne Løsning til Centraluddannelsen er Springet saa kort, at det synes meningsløst ikke at vælge denne Uddannelsesform i Stedet.
C. BLINK- OG FLAGSIGNALTJENESTE.
I. Indledning. 1 Kapitel B er detailleret behandlet Radiotjenestens Fordele og Mangler. Hvad enten Læseren deler Forfatterens Syn paa Detaillerne eller ej, vil han dog næppe betegne Radioforbindelserne som udpræget paalidelige. Det Spørgsmaal melder sig da: Hvormed skal vi erstatte Felthærens Radioforbindelser, hvis eller — som Forfatteren vil foretrække at udtrykke det — naar de svigter? Det søgte Erstatningsmateriel skal aabenbart i saa høj Grad som muligt besidde de Kendetegn, for hvis Skyld Radiomateriellet anvendes i Hæren. Det skal med andre Ord være et primært Meddelelsesmiddel, altsaa — jfr. Kapitel A. 2. — kunne gøre det muligt direkte at oversende en Depeche Ord for Ord eller Bogstav for Bogstav; og det skal være et Meddelelsesmiddel, der kan anvendes uden Hensyn til Forbindelseszonens Passabilitet eller Impassabilitet. Af tekniske Meddelelsesmidler opfylder alene Blink- og Flagsignalforbindelser disse Krav; som Nødhjælp kan anvendes Ordonnanser i Flyvemaskine, Meldingsfiskning og -nedkastning, Brevduer og Meldehunde. Blink- og Flagsignalmateriellet har i en Aarrække været særdeles upopulært; Indvendingerne imod det er især den ringe Kapacitet, Afhængigheden af de atmosfæriske Forhold og den nødvendige, omhyggelige Uddannelse, der dikteres af, at disse Forbindelser kun kan gennemføres pr. Telegrafi. I det følgende skal det vises, at Blink- og Flagsignalmidlerne kun hvad Sendehastighed, Rækkevidde og Afhængigheden af de atmosfæriske og terrainmæssige Forhold angaar staar tilbage for Radiostationerne. Det skal indrømmes, at Manglerne her er alvorlige nok — men dette berettiger dog ikke til at kassere dem, for det staar fast, at alene disse Midler kan danne, en Reserve for Radioforbindelserne, en Reserve, hvis Nødvendighed turde være grundigt belyst i det foregaaende Kapitel. Til Gengæld rummer Blink- og Flagsignalmateriellet ogsaa Fordele i Sammenligning med Radiomateriellet, nemlig deres indbyrdes Uafhængighed, Umuligheden af tilsigtede Forstyrrelser og den store Sikkerhed mod „Aflytning“, som kan opnaas, hvorved Anvendelsen af hemmelig Skrift bliver langt mindre bydende end i Radiotjenesten, samt endelig Materiellets Prisbillighed og den Lethed, hvormed saadant Materiel kan improviseres. Disse Fordele har dog været ganske utilstrækkelige til at frelse Signalforbindelsernes Renommé. Der synes kun at være een Forklaring herpaa: Lægmandens grænseløse Forventninger til tekniske Nyskabelser — in casu Radio — med deraf følgende Despekt for de tilvante Grejer, hvis Fordele er blevet en Selvfølge, og hvis Mangler — i Modsætning til det modernes — er velkendt. Nærværende Kapitels Maal er om muligt at genoprette dette Signalforbindelsernes Renommé, ikke for Materiellets eller Traditionernes, men for den kæmpende Hærs Skyld.
II. Det tekniske Grundlag.
Blink- og Flagsignalmidlerne er optiske Meddelelsesmidler, idet Lysstraaler er Bærere af Forbindelsen mellem Sender og Modtager. Dette begrænser disse Midlers Ydeevne i Forhold til Radiomateriellets, thi selv om Radiobølger og Lysbølger er af ganske samme Art, nemlig elektromagnetiske Straaler, er Forskellighederne i Udbredelsesevnen og -vilkaarene, der allerede spores mellem lange og korte Radiobølger, som bekendt overordentlig store mellem Lys- og Radiobølger. Først og fremmest maa der være Øjenforbindelse mellem to optiske Stationer, der skal kunne korrespondere indbyrdes, hvilket — især i fladt Terrain — begrænser Anvendeligheden. Dernæst er Forbindelsen meget følsom over for atmosfæriske Forstyrrelser; Røg og Taage afbryder den, og Luftens Varmebevægelser kan virke meget generende paa en Blinkforbindelse. Endelig er Sendehastigheden — Speeden — betydeligt mindre end ved Radioforbindelserne. For Flagforbindelse er dette umiddelbart indlysende, for Blinkforbindelsen er det et Spørgsmaal dels om Senderens Evne til at afgive hurtigt paa hinanden følgende, korte Lysimpulser, dels om de Forvrængninger, de udsendte Lyssignaler lider paa deres Vej gennem Atmosfæren og endelig om Modtagerens — almindeligvis Øjets i — Evne til at opfatte hurtige Lysimpulser. En Blinksignallanterne kan enten arbejde med konstant brændende Lys, idet Impulserne gives ved Hjælp af en Blænde)', der styres af Sendenøglen, eller Lysstrømmen kan sluttes og afbrydes ved Hjælp af Nøglen. I første Tilfælde sætter den bevægelige Blænders Masse en højere Grænse for Speeden. Tandet Tilfælde er det afgørende, at Glødelampens Glødetraad skal være strømførende en vis Tid, før den bliver saa varm, at den lyser op. Dette Emne er udførligt behandlet i et Indlæg af Kaptajn W. Reindel i Tidsskrift for Ingeniørofficerer, Aargang 1942, Nr. 6, Side 169: „Erfaringer og Iagttagelser vedrørende Signaluddannelsen“, hvortil den interesserede Læser henvises. Blinksignalstationen er mere end et natligt Supplement til Flagsignalstationen. Dens udprægede Retningsvirkning reducerer den ved Flagsignalstationen betydelige Fare for uretmæssig Aflæsning i overordentlig Grad, hvilket betyder, at Brugen af hemmeligt Sprog ofte er nødvendigt. Endvidere kan en Blinksignalstation lettere anbringes i nødvendig Højde i Træer og paa lignende vanskeligt tilgængelige Steder end Flagsignalstationen, der kræver en solid Standplads for Flagmanden. Endelig maa det erindres, at de tekniske Vilkaar gør det let at camouflere Blinksignalstationen, medens Flagsignalstationen er saare vanskelig at skjule, samt at der med passende Lysenergi til Raadighed kan opnaas Forbindelse over langt større Afstand med Blink — end med Flagsignalmidler. Det er derfor naturligt at betragte Blinksignalstationen som det vigtigste optiske, primære Meddelelsesmiddel, medens Flagsignalmateriellet er Reserve for Lysmateriellet. Blinksignalstationens Sender omfatter en Lanterne med Glødelampe. Ved Hjælp af Lanternespejlet kastes Lyset ud i et Parallelstraalebundt; en absolut Parallellisering er dog naturligvis ikke opnaaelig, saaledes at der allerede af denne Grund bliver en vis Reduktion i Lysintensiteten med voksende Afstand. Frembringes Lysimpulserne ved, at Lampen tændes og slukkes, indskydes Sendenøglen i en af Forbindelsesledningerne mellem Lampen og Energikilden, der ved Feltstationer i Almindelighed er et Akkumulatorbatteri. Lanternen kan anbringes paa et Stativ og bør have Finindstillingsmidler saavel for Side- som for Højderetningen, ligesom den bør kunne anbringes paa en Krog, der kan indskrues i Træer eller Tømmer. Om Energikildernes Antal og Anvendelse gælder lignende Betragtninger, som er fremsat i Kapitel B. 1. e. om Akkumulatorer. Til Modtagning af Blink- og Flagsignaler bør der raades over et Kikkertmateriel omfattende Kikkert og Stativ for denne. Materiellet er, i Modsætning til Radiomateriellet, af teknisk enkel Alt, derfor prisbilligt og i mekanisk Henseende langt mere robust, og det kan meget let erstattes af improviseret Materiel. 1 Almindelighed kan Blinksignalmateriellet kun anvendes til Telegrafi. Det er vel praktisk muligt at modulere en Lysstraale i Takt med Talesvingninger og saaledes opnaa en Lystelefonforbindelse, men dels bliver Sender og Modtager i saa Fald lige saa komplicerede som en Radiostation, og dels opstaar der en Mængde Støj ved Transmissionen. Lystelefoni finder derfor kun sjældent Anvendelse i Felten, idet den kun ved sin Forstyrrelsesfrihed udmærker sig frem for en Radiostationsforbindelse, men i øvrigt har de ovennævnte, ved de optiske Midler klæbede Mangler.
(Fortsættes).
