IV.
Luftværnets Hjælpeorganer.
Almindelige Bemærkninger.
Hjælpeorganerne skal løse følgende to Hovedopgaver:
1. De skal bestemme Flyvemaskinens øjeblikkelige Plads i Rummet.
2. De skal angive Retningen og Skytsets Data til det Punkt i Rummet, Træffepunktet, som Skytset skal rettes mod, for at Flyvemaskinen kan blive truffet.
Den førstnævnte Opgave løses ved, at Maalets Sidevinkel, Højdevinkel og Luftafstand (Flyvehøjde) stadig udmaales. Som Regel forstaar man ved Sidevinklen Vinklen mellem Nordretningen fra Skytset og Retningen fra Skytset til M aalet, m aalt i Omløbsretningen med U ret. Højdevinklen er Vinklen mellem Retningen til M aalet og Mundingshorisonten, medens Luftafstanden er Afstanden til Maalet, m aalt paa Sigtelinjen fra Kanonen til Maalet. Den Maade, hvorpaa Sidevinkel og Højdevinkel faas, kan være forskellig. Ved svært Luftværnsskyts anvendes hertil enten en Korrektør, med hvilken man med Sigtekikkerter følger M aalet i Side og Højde, eller en A fstandsm aaler fast sammenbygget med Korrektøren. Ved let og middelsvært Luftværnsskyts indlægges Side- og Højdevinkel som Regel ved, at der sigtes direkte paa Maalet. Luftafstanden bestemmes altid ved Hjælp af en Afstandsm aaler. For om N atten at kunne følge M aalet anvendes L ytteapparater og Lyskastere. Den i Pkt. 2 nævnte Opgave løses ved svært Luftværnsskyts ved Hjælp af en Korrektør, ved let og middelsvært Skyts som Regel ved Hjælp af særlige Luftværnssigtemidler.
1. A fsnit. Afstandsmaalingsinstrumenter. N aar man med begge Øjne betragter en Genstand, dannes der en Vinkel mellem de to Synslinjer. Konvergensvinklen, hvis Størrelse aftager med Genstandens Afstand. Paa korte Afstande muliggør den varierende Anstrengelse a f de Muskler, der drejer Øjnene, en A fstandsbedømmelse, der er desto sikrere, jo kortere Afstanden er. Betragter man med begge Øjne to Genstande, P og Q (se Fig. 23), der ligger i om trent samme Retning, viser E rfaringen, at Evnen til Bedømmelse af Afstandsforskelle mellem to nærliggende Punkter ved Syn med begge Øjne ophører, naar /\ a bliver 10” eller mindre. Erfaringen viser dog, at Øvelse kan bevirke, at mindre Vinkler kan skelnes. Hvis Øjeafstanden forøges, forøger man samtidig Vinklen A /\ og dermed det rumlige Syn, ligesom Grænsen for det rumlige Syn flyttes lige saa mange Gange længere ud, som Øjeafstanden gøres større. Indfører man tillige en Forstørrelse F, vil alle Synsvinkler blive forstørret F Gange, hvorfor Øjets Synsstyrke og Evne til Rum opfattelse altsaa vil blive forøget lige saa mange Gange, som Kikkerten forstørrer. Princippet i Afstandsm aalingen er baseret paa en Trekantsbestem melse, se Fig. 24, idet den søgte Afstand D findes som Siden i en re tvinklet Trekant (der er her og i det følgende regnet med, at Genstanden ligger lige ud for det ene Øje, idet de i det følgende omtalte Afstands-
BILLEDE HER
m aaleapparater alle drejer, indtil Lysstraalen fra Genstanden kommer ind vinkelret paa Basis i det ene Objektiv), i hvilken den ene Side, Basis B, er kendt, og Vinklen a bestemmes ved Maaling. Der anvendes hertil to i Princippet forskellige Konstruktioner, nemlig Koincidens- og Inverttelem etre samt Stereotelemetre. Koincidens- og Inverttelem etre er i deres Princip en Dobbeltkikkert med kun eet fælles Okular, hvori der dannes to Halvbilleder af M aalet, dannet a f hver sin Kikkerthalvdel. Fig. 25 viser Straalegangen. v danner nederste, h øverste Billedhalvdel.
BILLEDE HER
Lysstraaler, der kommer ind vinkelret paa Instrum entets optiske Akse, vil danne Billeder oven over hinanden, men kommer Straalerne fra et Punkt i endelig A fstand, vil som vist paa Fig. 25 Billederne fra de to Objektiver blive forskudt i Forhold til hinanden og dannes i henholdsvis A x og A2. Hvis man mellem h Objektiv og Linsen I indskyder et Prism e, kan man ved a t forskyde Prism et i Instrum entets Længderetning ændre Straalegangen saaledes, at Billederne Aj og A„ bringes til at falde i hinandens Forlængelse, til a t koincidere, saa der dannes e t Helbillede. Da der til hver A fstand a f M aalet kun svarer een bestemt Stilling a f Prism et, vil man, ved at sætte den Tromle, hvormed M aaleprismet bevæges, i Forbindelse med en A fstandsskala, kunne aflæse den til en bestem t Stilling a f M aaleprism et svarende Afstand. Fig. 26 viser Billeddannelsen i et Koincidenstelemeter, idet Billede a viser øverste Halvbillede forskudt til højre, medens det i b er b rag t til at koincidere med nederste Halvbillede.
BILLEDE HER
I Inverttelem etret dannes der et Helbillede i hvert af Okularets to Halvdele, og det øverste Billede er omvendt, medens det nederste er opretstaaende, se Fig. 27, hvor Billede a viser øverste Billede forskudt til højre, medens Billede b viser de to Billeder lige over hinanden ved udført Maaling. Koincidenstelemetret har den Fordel frem for Inverttelem etret, at d e t giver et stort Billede a f Maalet, og at hele Synsfeltet kan udnyttes, medens man ved Inverttelem etret kun kan benytte det halve. Skønt hvert enkelt af de to Instrum enter benyttes til M aaling mod Luftm aal, er dog ingen af dem særlig egnet dertil, idet det er vanskeligt a t følge et hurtigtgaaende Maal med dem, ligesom det er vanskeligt at kontrollere, naar de to Billeder korresponderer, fordi en Flyvemaskine savner lodrette Linier, som kan benyttes til Maalingen. Der anvendes derfor nu praktisk ta lt overalt Stereotelemetre til M aaling mod Luftm aal. Stereotelem etret kan opfattes som en dobbelt Prism ekikkert med stor Objektivafstand og deraf følgende stor Plastik. I Objektivets og Okularets fælles Brændplan (Billedplanet) er indskudt to Glasplader (M ærkeplader) med et indgraveret Mærke, Maalemærket, se Fig. 28. Glaspladernes og Mærkernes Anbringelse maa være absolut ens, og de to Mærker vil da i Observatørens Bevidsthed opfattes som eet Billede, der synes at ligge i det Rumbillede, der ses i Synsfeltet. Tænker man sig Glaspladen til højre forskydelig, f. Eks. i en Stilling, hvor Maalemærket befinder sig i I„ vil Mærket synes uendelig fjernt. Forskydes Mærket til Stillingen II, vil det synes beliggende i Afstanden d, og en yderligere Forskydning af Mærket til venstre vil bevirke, at man synes, det kommer nærmere, og omvendt, hvis det forskydes til højre.
BILLEDE HER
Princippet med a t forskyde Maalemærket benyttes ikke paa Grund a f konstruktive Vanskeligheder, men i Stereotelem etre med fast Maalemærke, der navnlig benyttes til M aaling af korte Afstande, altsaa ved let og middelsvært Skyts, hvor man kun ønsker en Opgivelse af, om M aalet ligger foran eller bag et Maalemærke, benyttes en lignende Frem gangsm aade, men med fast Anbringelse af Mærkepladerne. Ved Stereotelemetre med fa st Maalemærke er Mærkepladerne forsynet med en Række Mærker med forskellig indbyrdes A fstand (Fig. 29). M ærkerne vil i Observatørens Bevidsthed smelte sammen parvis til 4 Maalemærker, x y z u. Ved Mærkerne paa Glaspladen, der som Regel er anbragt zigzagformigt over hinanden, er paa Glaspladen indgraveret den tilsvarende A fstand, og som Regel med et Interval paa 100 m, f. Eks. fra 600—3000 m.
BILLEDE HER
Disse Instrum enter h ar almindeligvis Basis fra 0,6 til ca. 1,5 m og bæres ofte af Maaleren fastspæ ndt i et særligt A pparat. Det virker særlig hurtigt, fordi Maalingen ikke er forbundet med Betjening a f nogen Maaletromle. Paa Grund a f Anbringelsesmaaden giver de kun Afstanden til M aalet, men hverken Side- eller Højdevinkel, hvilket ej heller er nødvendigt ved det lette og middelsvære Skyts, der skyder med direkte Sigte. Stereotelemetret med bevægeligt Maalemærke er konstrueret som Stereotelem etret med fast Maalemærke, men der er her som ved Koincidenstelemetrejt indskudt et M aaleprisme i Forbindelse med en Maaletromle ved højre Objektiv. Mærkerne er graveret paa de faste Glasplader med en indbyrdes Afstand lig Øjeafstanden, der derfor maa være nøjagtig kendt, saa at Maalemærket vil synes uendelig fjernt. Ved en passende Bevægelse af M aaleprism et afbpjes de Straaler, der kommer fra M aalet, saaledes at de forløber, som om de kom fra et uendelig fjern t Maal, og dette vil i Synsfeltet se ud, som om Maalemærket herved blev indstillet paa Maalet. M aalemærket er saaledes i Virkeligheden fast, medens det er Billedet af M aalet, der ad optisk Vej bevæges ud til Maalemærket. Men for Observatøren tager Bevægelsen sig ud, som om Maalemærket bevæges hen til Maalet. Stereotelemetre med bevægeligt Maalemærke anvendes ved svært Luftværnsskyts. Basis er som Regel 3—4 m, og Stereotelem etret er da anbragt paa en særlig Fod, i hvilket Tilfælde det kun benyttes til a t angive Afstanden til M aalet, medens Side- og Højdevinkel gives til Skytset ved Hjælp af en Korrektør el. lign. Den af Stereotelem etret m aalte A fstand eller — hvad der undertiden er mere praktisk — den til Afstanden svarende Flyvehøjde, der almindeligvis varierer mindre end Afstanden, overføres da ved direkte Kommando til Korrektøren. For at kunne indlægge Korrektioner er det Mærke, hvorefter Afstanden aflæses, delt ved Hjælp af flere forskelligt farvede Pile, der f. Eks. giver den m aalte Afstand (Flyvehøjde) og denne + % 2, 4 og 6%.
Undertiden anvendes Stereotelem etret fast sammenbygget med Korrektøren og saaledes indrettet, at den m aalte A fstand (Flyvehøjde) automatisk indlægges i Korrektøren igennem Maaletromlens Bevægelse. Stereotelemetrets K ikkerter anvendes da til Følgningen af M aalet i Side og Højde, saaledes at Stereotelem etret i dette Tilfælde løser alle de tre Opgaver, nemlig a t bestemme M aalets øjeblikkelige Afstand, dets Sideog Højdevinkel. Hvorvidt man bør foretrække Stereotelem eter og K orrektør sammenbygget eller ikke, er nærm est et Uddannelsesspøgsmaal. Er Maaleren veluddannet, er det utvivlsomt en Fordel, a t Stereotelem etret er sammenbygget med Korrektøren, idet der ikke spildes Tid med den kommandomæssige Overføring af den maalte Afstand, og selv den mindste Afstandsændring vil blive indført, medens man ved den kommandomæssige Overføring maa nøjes med a t kommandere Æ ndringen med visse Intervaller. Men er Maaleren m indre vel uddannet, saa at hans Maaling er usikker og svingende, vil dette ved Systemet: fast sammenbygget Stereotelemeter og Korrektør, give Anledning til Overføring fra Korrektøren til Kanonen af stæ rkt svingende Skuddata, hvilket ofte vil kunne undgaas ved den kommandomæssige Overføring, idet Aflæseren her kan udjævne alt for stærke Udsving i M aaleresultaterne. Maalefejlen. M aalenøjagtigheden afhæ nger af den Nøjagtighed, hvormed Parallaksvinklen n kan bestemmes, jfr. Fig 23. Selv med det bedste og fineste Instrum ent vil det ikke være muligt fra Gang til Ganga t maale den samme Vinkel til det samme Maal, og det viser sig, at Fejlen /\ a ved alle de nævnte Instrum enter norm alt kan bringes ned til 10” og ved systematisk Træning ofte noget længere ned. Idet Maalefejlen vokser med K vadratet paa Afstanden og aftager proportionalt med Basis og Forstørrelse, faas
BILLEDE HER
Den Fejl kaldes den teoretiske Fejl eller M indstefejlen. Den vil kpn kunne opnaas under gunstige Maaleforhold. U nder normale M aalevilkaar vil M aalefejlen ved fast opstillede Instrum enter være ca. 3, ved In stru m enter, der bæres, ca. 4 Gange Mindstefejlen. De i den danske Hær benyttede Stereotelemetre, nemlig 4 m Stereotelemeter M 1938, Basis 4 m, Forstørrelse 19 Gange, og 1 m Stereotelem eter, Basis 1 m, Forstørrelse 8 Gange, h a r de i nedenstaaende Tabel 24 og 25 angivne Mindstefejl.
BILLEDE HER
Maalefejlens Indflydelse. M aalingerne af de øjeblikkelige Side- og Højdevinkler samt af Afstanden til M aalet danner Grundlaget for Forudbestemmelsen af Maalets Plads i Træffeøjeblikket (Træ ffepunktet). Betydningen af rigtig Følgning af M aalet i Side og Højde samt af Afstandsm aaling frem gaar af Fig. 30.
BILLEDE HER
Lad os antage, at en Flyver bevæger sig konstant i 1200 m Højde med jævn Hastighed 100 m pr. Sek. paa retlinjet Kurs, at Flyvetiden til Træffepunktet er 15 Sek., sam t at Strækningen 0—0 = 100 m tjen er til Bestemmelse af Træffepunktet. Rigtig Følgning af M aalet i Side og Højde i Forbindelse med rigtig Afstandsm aaling vilde da føre til Bestemmelse af det rigtige Træffepunkt, T. Lad os antage, a t Stereotelem etret ved Flyverens Indtræden i Linjen 0—0 fejlagtig udmaaler Flyvehøjden 1175 m, men ved hans Passage ud a f 0—0 Linjen 1200 m, hvorved der altsaa paa Strækningen 100 m h ar fundet en Flyvehøjdeforøgelse Sted paa 25 m, medens Side -og Højdestilling følger rigtigt. Skuddata til Træffepunktet vil i dette Tilfælde blive udregnet til et Punkt T |, beliggende 375 m lodret over det rigtige Træffepunkt T. E r Maalingen af Flyvehøjden og Højdestillingen rigtig gennem Strækningen 0—0, medens Sidefølgningen er nogle Ts bagefter Maalet, f. Eks. svarende til 20 m Flyvevej, vil dette føre til Bestemmelse af et Træffepunkt T2, beliggende i Maalets Kurs, men 300 m bagefter M aalet. E r Maalingen af Flyvehøjden og Sidestillingen rigtigt, medens Højdestillingen er blevet nogle faa Ts for stor, f. Eks. svarende til 10 m, vil dette medføre Bestemmelse af et Træffepunkt T4, beliggende i det vandrette Plan gennem Flyverens Kurs 150 m til Siden fo r T. Tænker man sig alle de tre Fejl samtidig, fa a r man Træffepunktet T4 300 m bag, 300 m over og 120 m til Siden for det rigtige Træffepunkt. Eksemplet illustrerer Betydningen af rigtig Følgning og rigtig Maaling og viser, at selv smaa U nøjagtigheder kan give meget betydelige Udslag i Træffepunktets Beliggenhed, saa store Udslag, at Træfningssandsynligheden, jfr. den forudgaaende Artikel, nedsættes overmaade stærkt. En nøjere Undersøgelse af Side -og Højdefølgningen er foretaget i denne Artikels 2. Afsnit. Her skal kun gives en nærm ere Redegørelse for Afstandsm aalingens Indflydelse. N aar der anvendes Stereotelemter, som ikke er sammenbygget med Korrektøren, vil det almindeligvis være saaledes, a t Flyvehøjden og ikke L uftafstanden indlægges i Korrektøren, idet Flyvehøjden norm alt varierer langt mindre end Luftafstanden, hvorfor man ved Kommandooverføringen lettere kan følge med, n aar Flyvehøjden benyttes som Indgangsværdi. Im idlertid er der Grænser for, med hvor smaa Intervaller Højden kan opgives, og almindeligvis indlægges Højden ikke i Korrektøren med mindre Intervaller end hele 25 m eller hele 50 m. Selv med den nøjagtigste M aaling maa man derfor være forberedt paa en M aalefejl i Flyvehøjdens Bedømmelse paa + % Interval, saaledes a t der, hvis Højden indlægges med 25 m Interval, vil fremkomme Fejl paa +% 12 m og med 50 m Interval paa +% 25 m. Disse Fejl er imidlertid ikke noget Udtryk for Fejlen i Afstandsbedømmelsen, hvilket tydeligt frem gaar af Fig. 31.
BILLEDE HER
Lad Linjerne AB og CD forestille to K urser med et Interval paa 50 m, KE og K F Sigtelinjer til en Flyver. Det vil da a f Figuren umiddelbart frem gaa, at en Forandring i den indlagte Højde i det ene Tilfælde vil medføre en Flytning af Sprængpunktet paa Stykket EG, men i det andet Tilfælde et Stykke FI. Jo spidsere Vinklen 9 er, desto længere vil det Stykke af Sigtelinjen være, som ligger mellem de to vandrette Linjer. Da Indlæggelse af en Flyvehøjde i Korrektøren vil bevirke, at Sprængpunktet falder i Sigtelinjens Skæring med den paagældende Flyvehøjde, vil Afstanden mellem to Skæringspunkter paa samme Sigtelinje ikke være Intervallet mellem Flyvehøjderne, men dette In terv al: sin 9 . Ved Korrektioner, hvor Højden benyttes som Indgangsværdi, er der derfor som Regel fastsat en nedre Grænse for, hvor lille 9 maa være, og ved Vickers K orrektør (M 1932 og 1938) er denne nedre Grænse 180 Ts., hvilket om trent svarer til, at Afstandsforskellen bliver 6 Gange saa stor som Højdeforskellen mellem to indlagte Højder. Da der som ovenfor nævnt altid maa regnes med en Højdefejl paa V'i Interval, maa der paaregnes M aalefejl, der for A fstandens Vedkommende er indtil 6 Gange saa store, og altsaa ved 25 m Interval kan beløbe sig til 75 m og ved 50 m Interval til 150 m. Disse Intervalfejl paa 75— 150 m er uundgaaelige, selv med den bedste Maaling og ganske uafhængige af Maalingens Kvalitet, saaledes a t der i Praksis maa regnes med en Fejl, som kan blive lig Summen a f Intervalfejlen og den normale M aalefejl paa den paagældende A fstand, jfr. Side 233.
Som nævnt under Omtalen af Stereotelem etret kan der indlægges K orrektioner paa den m aalte A fstand (Flyvehøjde) for derved under Skydning a t bringe M iddeltræffepunktet til a t falde nær Maalet. Skydeinstruktionen foreskriver Korrektioner paa 4 og 2 % af Flyvehøjden. Lad os antage, at Flyveren bevæger sig paa en absolut vandret Kurs, a t Maaleren m aaler med en vist konstant, ensidig Fejl, men a t den tilfældige M aalefejl ikke er større end tidligere anført (Side 233), og at der ikke indlægges Korrektioner under Skydningen. Man vil da faa det paa Fig. 32 viste Billede af Sprængpunkterne og Maalets Plads, idet 1—I og 2—II o. s. v. angiver tilsammenhørende Positioner for henholdsvis Sprængpunkter og Maal. Det anførte Eksempel viser en Skydning, der ligger for kort.
BILLEDE HER
Figuren viser, at det er muligt ved Korrektion at bringe Middeltræ ffepunktet til næsten at falde i Maalet, naar blot Maalingen er paalidelig, d. v. s. at den stadig er behæftet med samme Fejl. E r Maaleren ikke i Stand til a t udnytte Stereotelemeterets N øjagtighed bedst muligt, enten paa Grund af manglende Uddannelse eller af andre A arsager, bliver den sandsynlige M aalefejl p^a Afstanden større, og Afstandsbestemmelsen kan blive saa svingende, a t Maalingen er ganske upaalidelig. E r saaledes den sandsynlige M aalefejl stor i Forhold til Korrektionerne paa Højden, kan Billedet blive som vist i Fig. 34. Det ses her, at Korrektionerne i Tilfælde af upaalidelig M aaling bliver ganske tilfældig virkende, og a t det beror paa Tilfældigheder, om man overhovedet faar anbragt Sprængpunkterne i Nærheden af Maalet. Der er hidtil regnet med det Tilfælde, at Flyveren bevæger sig i absolut konstant Højde. Dette er en Flyver im idlertid overhovedet ikke i Stand til, og han vil —• for at undgaa Ilden — tværtimod bestræbe sig for stadig at ændre Flyvehøjde. Herved vanskeliggøres Opgaven yderligere, idet Indlægningen af ny Flyvehøjde i Korrektøren tager Tid, ligesom Maalingen vanskeliggøres ved stadige Højdevariationer.
BILLED HER
Det vil af det foranstaaende ses, a t med Stereotelemeterets Evne til at maale nøjagtigt eller med en konstant Fejl staar og falder L uftværnsskydningens Effektivitet. Man kan som nævnt ved en Forøgelse af Stereotelem etrets Basis og Forstørrelse hidføre en større M aalenøjagtighed, men der er praktiske Grænser, som vanskeligt kan overskrides. Dels vokser Stereotelemeterets Vægt og Haandterlighed stæ rkt med voksende Basis, medens Synsfelt og Klarhed bliver fo r ringe ved en alt for stor Forstørrelse. For bevægelige Luftvæ rnsbatterier vil man derfor næppe kunne anvende Instrum enter med mere end 4—5 m Basis eller med en Forstørrelse ud over ca. 25 Gange. Endvidere er der ogsaa Grænser for, hvor stor M aalenøjagtighed det lønner sig at kræve. Selv med den nøjagtigste Indstilling a f Skytset vil der fremkomme en Skudspredning i Længden, som vokser med Skudafstanden. Da en Højdekorrektion, jfr. Fig. 31, virker som Længdekorrektion : sin til Højdevinklen, vil paa samme Flyvehøjde den Længdekorrektion, man indfører, ligeledes vokse med Skudafstanden og vokse om trent proportionalt med Længdespredningen. Styrken af en Kæde afhænger af Styrken af det svageste Led, og det nytter kun lidet at indføre særdeles fine M aaleinstrum enter, hvis Skytsets Længdespredning er stor, eller a t formindske Skytsets Længdespredning, hvis M aalets Plads ikke kan bestemmes med rimelig N øjagtighed. M an bør derfor i Virkeligheden formulere Kravet om Stereotelem etrets Nøjagtighed som en Funktion a f Skytsets Læn g de spredning. Regner man en procentvis Fordeling af Skuddene i Længden ud fra M iddeltræffepunktet til begge Sider paa 25—16—7 og 2 %, vil en Fejlbestemmelse paa Højden paa:
BILLEDE HER
Hvis man norm alt vil kræve f. Eks. at kunne paaregne Afstanden m aalt saa nøjagtigt, at man, n aar Korrektioner paa Grundlag a f Fiktivindskydning indlægges, skal kunne paaregne en Skudfordeling om Maalet liggende mellem 75 % lange, 25 % korte og 75 % korte, 25 % lange Skud, men vil tolerere en Fordeling mellem 90 % lange, 10 % korte og 90 % korte, 10 % lange, kan K ravet til Stereotelem etrets Nøjagtighed form uleres saaledes: 1. at man bør kræve en sandsynlig M aalefejl = Kanonens r.^ og 2. at man ikke bør tolerere M aaleinstrum enter, hvis sandsynlige Fejl overskrider 2 Gange Kanonens r ,. Da Stereotelem etrets M aalefejl vokser stærkere med Afstanden end Kanonens r^, kan man ved Sammenligning mellem disse to Størrelser ligefrem bestemme den Grænse, inden for hvilken et Stereotelemeter er anvendeligt paa rationel Maade, idet man har:
— et godt M aaleinstrum ent inden for den Grænse, hvor Stereotelemetrets Maalefejl er mindre eller lig med Kanonens r, paa den paagældende Afstand,
— et anvendeligt M aaleinstrum ent inden for den Grænse, hvor Stereotelem etrets M aalefejl er mindre eller lig med 2 Gange Kanonens Tj paa den paagældende Afstand,
— et ikke rationelt anvendeligt M aaleinstrum ent inden for Omraader, hvor Stereotelem etrets Maalefejl er større end 2 Gange Kanonens rj paa den paagældende Afstand. Det er derfor Forudsætningen, a t man har en M aaler til Disposition, som er i Stand til a t betjene Stereotelem etret saa godt, at man tør regne med de for dette Instrum ent opgivne sandsynlige Maalefejl.
J. Gerstoft.
