Log ind

Forfremmelsesbedømmelser - Forfremmelsesraad?

#

Er det et Tilfælde, at Ekspeditionen af Dueligheds- og Forfremmelsesbedømmelsers Hovedmængde indledes første Dag i „Slagtemaaned“, minder det unægteligt om en Tanke, der, inden for Hæren, i mange Kredse paa ny rejser Diskussioner om Spørgsmaal som Forfremmelsesraad og Forfremmelsesbedømmelsers Værdi som Grundlag for en gyldig Vurdering, der i bedste Fald bliver skæv, fordi den udelukkende er anvendt Etik „von oben“. Da Problemet angaar alle Befalingsmænd og erfaringsmæssigt beskæftiger et Flertal, kan det vel næppe ligge uden for et videnskabeligt, militært Tidsskrifts Rammer at søge det belyst — især ikke, da det i sine Virkninger langt fra at være abstrakt er skæbnebestemmende konkret. Alle, der i rimeligt Omfang har beskæftiget sig med fortrolige Vurderinger af Befalingsmænds Indsats og Egnethed, som de nu engang finder Udtryk i de standardiserede Dokumenters Tekst og Skema, har — maaske endog jævnligt — oplevet, at samme Person inden for praktisk talt samme Tidsrum karakteriseres ved to diametralt modsatte eller flere stærkt varierende Bedømmelser fra to eller flere Chefer, medens Chefen, som skal give Bedømmelsen den første, udførlige Form og ikke sjældent er uden personligt Kendskab til den paagældende, maa sammenskrive sin Dom af Indlæg i Sagen, der lader formode, at den drejer sig om et Dobbeltvæsen af ren Stevensonsk Fantasi: „Doctor Jekyll — Mr. Hyde“.

Det vil, i sin primitive Uhygge, sige, at den — eller de — paagældende under een Chef var blevet hædrede som Mardokaj, under en anden Chef blevet hængt saa højt som Haman, fordi der skønnedes vidt forskelligt. De foresatte kan være af samme høje, etiske Standard, men ser blot Tilværelsen gennem hver sit Temperament. Alene dette er lidet egnet til at grundfæste Troen paa Metodens Fortræffelighed. Der vil naturligvis under en Bedømmelses Vandring mod Tinderne blive taget Standpunkt til dens Domfældelser i første Instans, og de kan derved maaske ændres noget. Det ligger dog i Sagens Natur, at den udførlige Begrundelse fra en Chef med umiddelbart Kendskab til den omskrevne Person faar størst Vægt. Vurderingernes Pyramide kommer til at hvile paa Spidsen. Det er elementær Filosofi, at „den moralske Bedømmelses eller Vurderings tilsyneladende objektive eller saglige Karakter rimeligvis beror paa en ved Tilvænning frembragt Illusion“. Da nu Tilvænning og deraf frembragte Illusioner er højst variable for talrige bedømmende Individer, maa det erkendes, at Dommen, der fældes, egentlig kun bliver Udtryk for om den givne Chefs Illusioner harmonerer med hans subjektive Indtryk af de Præstationer, undergivne Befalingsmænd skønnes at yde. Men dette betyder jo, at en Seddel, der gav Nitte i København, meget vel kan gælde til Wandsbeck, at der spilles Lotteri om Skæbner, og at man paa det personlige Skøns gyngende Grund i Praksis oprejser Enkeltindividets Diktatur. Selv om Individets Skøn tiltrædes paa Bedømmelsens Vej opefter, og selv om man forudsætter, at Instanserne kender den bedømte nogenlunde, bliver en eventuel Enstemmighed i og for sig intet Kriterion paa, at Skønnet var rigtigt; thi, som allerede Leibniz bemærkede: „le succes ne démontré pas la vérité de l’hypothèse“. Der kan højst blive Tale om en Række „successive Approximationer “. Idealet, der alene kan berettige den nuværende Metode, maa forudsætte, at bedømmende Chefer er i Besiddelse af omfattende Livskundskab, meget høj Kultur og en Ædelhed som Sir Galahads samt, at disse Idealvæsener efter nøjeste Overvejelse tror fanatisk, de har skønnet rigtigt — hvilket er haarde Konditioner. Men selv i saa Fald eksisterer stadigt den generelle, erfaringsmæssige Regel, at Troen ikke er nogen Garanti for Sandheden af det, der troes. Idealet er nu — ifølge sin Definition — den sjældne Undtagelse. Hærens Embedsmænd, som andre Etaters, maa være et Konglomerat paa godt og ondt og, som Pottemagerens Kar, skabte til Æ re eller Vanære, men alle skrøbelige. Intet udelukker Sandsynligheden for, at en Befalingsmand som sine foresatte kan opleve hele Skalaen fra den elskede og højagtede Chef til den selvretfærdige og utaalelige Petitmaitre, fra ridderligt Storsyn til Strugglerens Myopi. Saadan er Livet og Menneskene nu engang beskafne i som uden for Hæren. Det er ved flere Lejligheder bevist, at Officererne repræsenterer et Gennemsnit af Befolkningen — følgeligt med et Gennemsnit af Folkets gode og slette Egenskaber ujævnt fordelt paa de enkelte. Dette er saare betydningsfuldt for Diskussionen om Forfremmelsesbedømmelsers Sandhedsværdi, fordi det afgørende i dem er —- og maa være — Udstedernes subjektive Skøn, der end ikke behøver Postulatets Dokumentation. Skønnet vejer nogenlunde lige tungt, enten det er formuleret „sub specie ætemi“, eller Synspunktet har været Smaalighedens Baggaard. Den skønnendes faglige Fermhed, professionelle Viden eller martialsk fuldkomne Form har ikke meget at skaffe med Karakter, sand Menneskekundskab eller virkelig Storhed — ikke mere end ovnlakerede Regnemaskiner med Einstein eller en Voksfigur hos Madame Tussaud med Napoleon den Store. Jo mere den ædle og den uædle bestræber sig for at fremstille Sagen efter bedste Overbevisning, des sikrere naar de til mere og mere kontrære Resultater ved Vurderingen af identiske Hændelser og Indtryk. Den Sikkerhed, som teoretisk ligger i, at en Række højere Chefer gennem Behandling af fremsendte Bedømmelser skulde kunne ændre dem, til de i sidste Instans gav et afklaret og fuldgyldigt Billede af de bedømte, turde være overmaade problematisk.

Det vil normalt være umuligt for højere Instanser at kende de enkelte Embedsmænd saa godt, at Dommen ved første Instans ændres synderligt. De maa forudsætte, at det Indtryk, den nærmest foresatte Chef har faaet, opbygget som det bliver paa konstante Iagttagelser, er rigtigst, selv om det skulde stride mod de paagældendes egen Opfattelse, og selv om de — overensstemmende med Relativitetslæren — erkender, at det kun drejer sig om „subjektive Fænomener“. Det vil derfor ikke være dem muligt at gaa videre end til en begrænset Modifikation — en Hemning, om man vil —, som bliver aftagende, jo oftere det grundlæggende Skøn bliver gentagende. Det er jo en af de hyppigst forekommende, falske Slutninger, at en Tings Sandhedskvalitet øges ved Gentagelser — et Fænomen, der til det yderste bliver udnyttet i moderne Propaganda. En rationel Kildekritik, der maaske revolutionerede Helhedsindtrykket, lader sig ikke vel gennemføre, og det er ingenlunde givet, at den første dømmende Myndighed har erindret Professor Erslev primære Krav, at „se paa sit eget Jeg som Fejlkilde“. Som antydet bygger nu hele Forfremmelsesproblemet og Vurderingen af Hærens Befalingsmænd paa Forudsætningen, at hver enkelts nærmest foresatte Chef er ufejlbarlig, naar han taler „ex cathedra“, idet man overlader ham, praktisk suverænt, at rose eller dadle, ophøje eller fornedre. Spørgsmaalet er da, om dette er fair play. Eftersom intet ugunstigt skal meddeles den bedømte, hvis han ikke menes at kunne rette bogførte Fejl, kan man — som Tankeeksperiment — meget vel forestille sig, at han i største Fortrolighed aflivedes — sub rosa. For saa vidt er han altsaa retsløs og værgeløs. Selv om han, med Henhold til Tjenestereglementet, faar meddelt, at han efter sin Chefs Skøn for Eksempel har været en daarlig Fører, har ladet det skorte paa Disciplin, Orden og Interesse, eller hvad der iøvrigt kan diskvalificere, og selv om han, for at gaa til det ekstreme Tilfælde, føler sig aldeles sikker paa, at Anklagerne er ubegrundede, ubevislige og reelt ellerrelativt groft uretfærdige, kan han føle, som han vil. Han er stadig værgeløs og retsløs.

Der kræves ingen faktisk Dokumentation af hans Chef, intet konkret Bevis for fremsatte Paastande, men kun et subjektivt Skøn i Almindelighed. En haardt angrebet Tjenestemand i andre Etater vil formentlig have Chancen for en uvildig Klarlægning af Sagen ved et Tjenestemandsforhør. I Hæren lader det sig ikke gøre, uanset om den dømte i Forvisning om at have gjort sit bedste skulde føle sig forfulgt, hvilket turde være en Kilde til bittert Misnøje og Fornemmelsen af at være Gavetræl — altid Helot aldrig Hoplit. Det er — ogsaa for Chefer — ugørligt at undvige Paavirkning af ofte uforklarlige, som Regel ubevidste, Sympatier og Antipatier. Derfor ses heller intet til Hinder for, at den uretsindigt diskvalificerende Bedømmelse kan faa sit Modstykke i en for altruistisk bestemt Lovprisning. Naturligvis rummer ogsaa dette en vis Fare. Der kan tillægges de implicerede væsentligt større Værd og mere fremragende Egenskaber end faktisk — og især relativt — berettiget. I sin Konsekvens kan det bringe Tjenestemænd frem til større Opgavers Løsning og mere krævende Stillinger, end de kan magte.

Imidlertid har en saadan Optimisme fra den bedømmende Chefs Side, selv i grelleste Tilfælde, de positive Virkninger, at den skaber Glæde og Arbejdsmod, Selvtillid og Taknemlighed, hvor den modsatte, langt farligere Indstilling fremkalder Lede, Skuffelse, Mismod og Tvivl. Af to Fejlgreb vil det utvivlsomt gavne Helheden bedst at vælge den overdrevne Anerkendelse, fordi den virker som Incitament, den overdrevne Kritik derimod som Irritament. I begge Tilfælde handles dog mod Hærens sande Interesser.

Om det anførte hersker der i vide Kredse principiel Enighed. Spørgsmaalet bliver, om man til de enkeltes og Helhedens Gavn kan finde Vej til Vilkaarlighedens Begrænsning. At man før eller senere maa gaa ind for den ofte fremsatte og vel begrundede Tanke om et Forfremmelsesraad synes rimeligt og sandsynligt; men det løser kun en ringe Del af det uhyre alvorlige Problem. Hvis nemlig en Befalingsmand, som staar for Tur til Udnævnelse, gennem mange Aar er blevet enten rost til Overmaal eller kritiseret og diskvalificeret paa Grund af en Chefs Egenart og Indstilling, vil Forfremmelsesraadet, hvori den paagældendes Ligemænd og jævnaldrende, der kender ham bedst, er Nævninger, „good men and true“, vanskeligt kunne faa Indflydelse ud over Grænsetilfældene, som vel er de mindst interessante og mindst vigtige. Vil man søge Sagens Kerne, handle rationelt til Retfærdighedens Vel — og dermed til Hærens Vel — bør den „største Fortrolighed“, hvormed Forfremmelsesbedømmelser og lignende Udfærdigelser paa alle Trin skal behandles, ikke gælde Personen, der skrives om. Der er noget utiltalende og upædagogisk i, at han enten intet ved om, hvordan han skriftligt dømmes, eller at han, i værste Fald, kun faar Oplysning om hvilke paastaaede og rettelige Fejl han skønnes at have. Uanset Metodens Motivering, som sikkert er formelt glimrende, har den en eksotisk Duft af Camarilla og G. P. U.. Den lam, eftersom Handlingen er henlagt til en ufuldkommen Jord blandt skrøbelige Mennesker, byde fristende Chancer for Vilkaarlighed og grove Fejlvurderinger, som Nedskrivning og Gentagelse — dette sidste allerede nævnt — giver et falsk Skær over kvalificeret Sandhed.

Allein ein Pergament, beschrieben und beprågt,

Ist ein Gespenst vor dem sich alle scheuen“.

Hvis den paagældende efter at være fuldt underrettet om Dommen, der er fældet over ham, finder, at den i væsentlig Grad er misvisende og i Strid med Kendsgerninger, vilde det da ikke være gavnligt, om han — erindrende at ugrundet Klage gør strafskyldig — kunde indanke sin Sag for en kollegial Æresret, der nemmest lod sig sammensætte nogenlunde som et F orf remmelsesraad ? Over for et saadant Forum, hvis Forhandlinger og Decisioner blev holdt fortrolige, kunde han da faa Adgang til at forsvare sit Standpunkt og fortælle Historien, som han opfatter den. „Audiatur et altera pars“, er ingen daarlig Regel. Han burde i alvorlige Tilfælde kunne kræve Sandhedsbevis, en virkelig Dokumentation, for fremsatte, diskvalificerende Udtalelser om ham. En saadan Æ resret — Navnet er jo ligegyldigt — kunde eksempelvis udfærdige en Betænkning i Sagen, hvorpaa Betænkningen skulde fremsendes ad samme Vej og til samme Instanser som Forfremmelsesbedømmelsen. Det er omstændeligt, og maaske er der mere farbare Veje i de faa Tilfælde, da Problemet bliver aktuelt; men man bør vel erindre, at det drejer sig om livsvigtige Sager, over for hvilke Spørgsmaal om Besvær bliver ringe. Maaske var det en Løsning, at Krigsministeriet hvert Aar, naar Forfremmelsesbedømmelserne forelaa i endelig Form, sendte hver Befalingsmand en kort Redegørelse for, hvorledes han i det hele bedømtes, derunder Ministeriets Opfattelse af, hvorvidt han havde Chancer for en Forfremmelse eller ej. Allerede dette vilde afværge megen Bitterhed og overrumplende Skuffelse. For hvert Aar staar det, i hvert Fald undertegnede, mere og mere klart, at den nugældende Praksis trænger til Revision. Menneskeskæbner er for kostbare til at afgøres af noget saa luftigt som et subjektivt Skøn. Et Flertal vil sikkert indrømme, at man skal have oplevet saadanne Skøns rent forbløffende Variationer for at tro, de er mulige, og Variationerne repræsenterer for saa vidt gunstige Tilfælde, som deres Ofre dog ikke helt paa Naade og Unaade har været udleveret den ene Part til Aflivning -— „social Likvidation“ er vist den moderne Eufemisme — men har faaet tilstaaet baade Aktor og Defensor. „Og“, siger Eriks Lov, „de ere ej alle Tyve, som Tyvsnavn vorder given.“

Arne Stevns.