*) Montgomery of Alamein: Erindringer I — II, Gyldendal 1958.
Samtidig med, at feltmarskal Montgomery afslutter sit virke som næstkommanderende for NATOs væbnede styrker — som britisk feltmarskal afskediges han ikke, da en feltmarskal betragtes som aktiv officer til sin død — udsender han i disse dage sine erindringer, to tykke bind, som kan være visse på at blive studeret indgående langt uden for de fagmilitæres kreds. Mont- gomery er jo vores Monty, den hærfører, hvis navn snævrere end noget andet er forbundet med befrielsen i 1945 og med de britiske hæres bedrifter krigen igennem, ikke mindst vendepunktet ved El Alamein.
Det må dog straks siges, at dette erindringsværk ikke har nogen sensationel karakter, når visse enkelte oplysninger fraregnes. I sine to bøger „From Alamein to the River Sangro“ og „Normandy to the Baltic“ har Montgomery indgående beskrevet, de afgørende felttog, han ledede, og hans fortrinlige stabschef, de Guingand, har i „Operation Victory“ skildret meget væsentlige sider af de samme emner. Den militære læser, der er fortrolig med de nævnte tre bøger, vil i de nu foreliggende erindringer kun finde mindre væsentlige tilføjelser til referatet og analysen af operationerne, men til gengæld have stort udbytte af at studere Montgomerys betragtninger om den højere føring, stabstjenesten, spændingen mellem øst og vest — og navnlig om ham selv og hans udvikling og modning til feltherre. Som han skriver i indledningen: „Denne bogs tilblivelse skyldes ikke nogen personlig tilbøjelighed til at optræde som forfatter eller noget ønske om at skaffe forfatteren yderligere offentlighed om sit navn. Jeg skriver den, fordi jeg mange gange er blevet opfordret dertil, og fordi man har antydet, at disse erindringer er påkrævede. Min hensigt er til fremtidige slægtled at videregive de indtryk, jeg selv har samlet igennem et liv, der har været fyldt med interessante hændelser, og samtidig at gøre rede for de principper, som jeg har anset det for min pligt at tænke og handle efter“.
Om sin barndom — han var søn af en præst og havde mange søskende — fortæller Montgomery, at den ikke kan betegnes som lykkelig. Forholdet til moderen var langtfra godt, og prygl synes at have været daglig kost for selv rene bagateller, omend den unge Bernard synes at have været „vanskeligere“ end sine brødre og søstre. Han skriver i hvert fald, at han „var familiens uartige dreng, den opsætsige, og det resulterede i, at jeg tidligt lærte at klare mig gennem gode og onde tider“. Moderen skræmte ham, men da han blev voksen, veg frygten for respekt — „en umådelig og stadig voksende ærbødighed for hendes prægtige karakter. Og det gik også op for mig, at mine vanskeligheder i barndommen mest skyldtes fejl hos mig selv“.
Montgomerys fader, der en overgang var biskop på Tasmanien, synes at have været noget domineret af moderen, men sønnen elskede ham højt og nævner ham, sin hustru og sin egen søn David som de tre mest betydningsfulde mennesker i sit liv.
I skolen efter hjemkomsten fra Tasmanien viste Montgomery sig at være en hård hals, der kæmpede sig frem til posten som leder af både rugby- og cricketholdet. Den teoretiske del af skolegangen var det derimod lidt småt med, og det blev tilkendegivet ham, at han måtte være flittigere, hvis han ville gore sig håb om at komme ind på Sandhurst. Han tog sig voldsomt i nakken, bestod adgangsprøven til Sandhurst og indtrådte på officersskolen som nittenårig. Her udnævntes han til underkorporal som følge af sit gode forhold, men mener selv, at forfremmelsen må være steget ham til hovedet. Han blev i hvert fald snart degraderet på grund af deltagelse i, vist endda anstiftelse af forskellige optøjer på officersskolen. Denne modgang plus en fortjent bebrejdelse for dovenskab fik ham til at træffe en fast beslutning om at forbedre sig, og han forlod skolen med en smuk eksamen. Af økonomiske grunde var han nødsaget til at søge et regiment i oversøisk tjeneste og mødte da i december 1908 som sekondløjtnant i Pesha- war ved den indiske nordvestgrænse, enogtyve år gammel, og forblev i Indien til 1913. Denne periode synes ikke at have været af særlig interesse, ud over at Montgomery følte hele sin karriere stå på spil, da han efter at have gennemgået et kursus i muldyrpasning ikke var i stand til ved eksamen at svare rigtigt på spørgsmålet om, hvor mange gange muldyret gøder i døgnet.
Som premierløjtnant i det britiske ekspeditionskorps i Nord- frankrig i 1914 blev Montgomery hårdt såret og kom først tilbage til fronten i 1916 og virkede i den resterende del af krigen som stabschef ved brigade og division. Hans kritik af den hensynsløse offensivtaktik på vestfronten falder ret nøje sammen med, hvad både Churchill, Liddell Hart, Fuller og Lloyd George har skrevet, og ved krigens slutning var han opfyldt af tvivl på hærens ledere. Man aner — skønt Montgomery ikke skriver det lige ud — at indtrykket af de utilstrækkelige høje foresatte havde bevirket en krise hos ham. Ud af denne krise fødtes en beslutning: „Jeg må nu have sagt tilstraUkeligt til at gøre det klart, at det ved den første verdenskrigs slutning var gået op for mig, at krigskunsten kræver et livslangt studium, og at kun meget få officerer var klar over dette. På dette tidspunkt af mit liv traf jeg beslutning om helt at vie mig mit arbejde, mestre dets detailler og skyde alt andet til side“. Han gør det imidlertid samtidig klart, at denne lians opfattelse langt fra deltes af alle. En række af verdenskrig l’s generaler blev siddende i mellemkrigsårene på de højeste poster i hæren, med det resultat, at „hæren gik ind i den anden verdenskrig i 1939 med en organisation og en udrustning, der var beundringsværdig egnet til at udkæmpe den første verdenskrig, og med de helt forkerte folk i spidsen“. Det er naturligt her at citere et par linier i en senere sammenhæng: „Min egen anskuelse nu, efter at jeg har været gennem to verdenskrige, er, at der må luges alvorligt ud i de høje grader, så at de dygtige yngre officerer, der er dukket op i løbet af krigsårene, kan blive forfremmet. Dette skete ikke efter den første verdenskrig; derimod var jeg i stand til at sørge for, at det skete efter den anden“.
Montgomery gennemgik stabsskolen lige efter krigen og kom efter nogle års stabstjeneste tilbage til skolen som lærer. Årene derefter, d.v.s. begyndelsen af trediverne, „må jeg gå hastigt hen over, for de ikke kan siges at være af væsentlig interesse i denne erindringsbog. Som min karakter var, mødte jeg naturligvis ofte vanskeligheder, ikke mindst fordi jeg havde for skik højlydt at udtale, hvad jeg tænkte“. I årene 1927-37 falder hans korte ægteskab, der er beskrevet meget følsomt og samtidig åbenhjertigt. Hustruens død fortæller lian om på en måde, som må gøre dybt indtryk på enhver.
1930’erne var geledtjenestens år for Montgomery, og ved krigens begyndelse var han chef for en division. Han skildrer den britiske hærs overkommando og dens ledende folk i denne fase, og ingen af dem skåner han. General Gort „var det ideale eksempel på den bedste type geledofficer; lian vidste alt, hvad der var at vide, om den menige soldat^ hans uniform og støvler, og om den mere begrænsede taktik på kamppladsen. .. Særlig intelligent var han ikke, og han bekymrede sig ikke om forsyningstjenesten; med hele sin sjæl gik lian op i kampen og især i de aktioner, der udførtes af kamppatrouiller i Ingenmandsland“. Krigsminister Hore-Belisha citeres for sin udtalelse om, at det britiske ekspeditionskorps til Frankrig var udrustet „på den bedst tænkelige måde, der ikke kan overgås. Vor hær er så godt udrustet som nogen tilsvarende hær, om ikke bedre“, medens Montgomery som antydet mente, at den samme hær i september 1939 var „i et og alt uegnet til at udkæmpe en større krig på det europæiske fastland“. I Hore-Belislias erklæring til parlamentet er der mere end eet ufrivilligt ekko af krigsminister Leboeufs berømte garanti: „Der mangler ikke en gamacheknap“!
Efter en kort beskrivelse af sin deltagelse i felttoget i Frankrig og rømningen af Dunkirk — som Montgomery utvetydigt betegner som „et knusende nederlag“ — skildrer han sit virke som divisions- og korpschef i England indtil udnævnelsen til chef for den 8. armé i august 1942. Han er meget kritisk over for de dengang rådende operative doktriner for forsvaret af England og udtaler sig også skarpt om Dieppeaktionen, der efter hans mening forkludredes af, at alt for mange myndigheder var impliceret og ingen enkeltperson ansvarlig fra først til sidst.
Det var meningen, at Montgomery skulle have ført 1. britiske armé under landgangen i Nordafrika, men den 8. august kom ordren til at overtage 8. armé i Ægypten i stedet for general Gott, der var omkommet lige forinden. Inden Montgomery går over til at skildre denne fase af sit liv, anstil ler han en række betragtninger om leadership, sådan som lian ønsker begrebet forstået. Der er meget heraf, man kunne fristes til at citere, men vi må her nøjes med korte uddrag, f. eks. vedrørende problemet om underforernes selvstændighed:
„Jeg har kendt militære chefer, der mente, at når først deres plan var lagt og ordrerne udstedt, behøvede de ikke at tage sig yderligere af begivenhedernes udvikling, lige bortset fra den indflydelse, de kunne have på slaget ved hjælp af deres reserver. Dette er en fundamental misforståelse. Det moderne slag kan meget hurtigt gå skævt. For at opnå et gunstigt resultat må en chef fra første færd sikre sig et fast greb om sit militære apparat; kun derved vil hans styrker kunne opretholde ligevægten og sammenhængen og udfolde det størst mulige kamppotentiel. Dette faste greb er dog ikke ensbetydende med ustandselige indblandinger i de underordnedes initiativ; tværtimod er det i sidste instans dette, der vinder slaget. Det faste greb er derimod nødvendigt for at forhindre, at hovedhensigten undermineres og modvirkes af de enkelte underordnede chefers personlige ideer på afgørende tidspunkter under slaget. Operationerne må forløbe inden for et forudbestemt handlingsmønster. Sker dette ikke, bliver resultatet et kompromis mellem forskellige underordnedes opfattelse af, hvordan operationerne bør udvikle sig, eller også vil dette ske som et resultat af situationer, der skabes af undergivnes enkeltaktioner, på en måde, som ikke passer ind i hovedplanen. En tredie mulighed er endelig, at initiativet går over på fjendens hænder. Hovedplanen må naturligvis aldrig være så stiv, at den øverstkommanderende ikke kan tilpasse den til den skiftende taktiske situation, men det kan ikke tillades nogen anden at ændre den efter forgodtbefindende — allermindst naturligvis fjenden“.
Montgomery understreger, at en højere fører selv bør skrive sin første operationsordre eller sine direktiver, og ikke overlade til sin stab at gøre det. „Derefter kan så staben og underførerne tage fat på det mere detaillerede arbejde, der er baseret på chefens egne skrevne ord. Fejl og misforståelser indskrænkes derved til et mindstemål. Dette har været min metode siden den tid, da jeg kommanderede en bataillon“.
Og et velkendt faktum, der dog aldrig kan gentages for tit: „På slagmarken ligger føringens kunst i forståelsen af, at der ikke findes to situationer, der er ens. Hver enkelt må behandles som et fuldstændigt nyt problem, der kræver et fuldstændig nyt svar“.
Om forholdet til de undergivne: „Hvis den måde, hvorpå man nærmer sig den menneskelige faktor, er kold og upersonlig, når man intet. Men kan man vinde sine folks tillid og tro, så at de føler, at deres hjerteanliggender er sikre i ens hænder, er man i besiddelse af et uvurderligt våben, og de største resultater kommer da inden for mulighedens grænser“.
Og et par ord, der ganske vist gælder den britiske soldat, men som nok også skal have gyldighed for den danske: „Der er dem, der mener, at moralen let opretholdes, når den britiske soldat er omgivet af klubber, kantiner o.s.v. Jeg er ikke enig heri. Min erfaring med soldater er, at alt det bedste kommer frem i dem, når det forlanges af dem, at de skal affinde sig med hårde vilkår. Soldater, der befinder sig i en afkrog af ørkenen, vil beklage sig mindre over kedsomhed, når de skal sørge for sig selv, end de, der er omgivet af alskens komfort... Når den engelske soldat ledes rigtigt, yder han sit bedste, hvis man stiller krav til ham, og ikke ved at pylre om ham. Mennesket lever ikke af brød alene“.
8. armés felttog tør forudsættes bekendt fra andre kilder, men Montgomery er i sine erfaringer væsentligt mere outspoken vedrørende personlige forhold, end han var i sine tidligere bøger. Han er meget hård i sin kritik af Auchinleck, omend han ikke konkretiserer sin modvilje ud over at bebrejde A. hans passive holdning i den operative situation ved Montgomerys ankomst. De to mænds samtale under „overtagelsesforretningen“ synes da også at være forløbet i stor kølighed, og Montgomery trak sig tilbage „så hurtigt det var mig muligt uden at være uhøflig“. Derimod er Montgomerys beundring for Alexander ganske uforbeholden: „Jeg kunne ikke have gjort tjeneste under nogen bedre chef; vi var i bund og grund forskellige, men jeg kunne lide ham og respekterede ham som menneske“. Måske vil Montgomery finde det lidt ilde anbragt, at man jævnfører hans forhold til Alexander med Ludendorffs til Hindenburg, men man kan ganske simpelt ikke lade være med at tænke på Ludendorffs karakteristik af sit forhold til den gamle feltmarskal, når man nu læser, hvad Montgomery siger: „Jeg holdt altid Alexander fuldtud underrettet; han kom aldrig med detaillerede kommentarer til mine planer og foreslog aldrig egne planer; han stolede uforbeholdent på mig og min stab. Når det først stod ham klart, hvad vi ønskede, støttede han os i største omfang og nægtede os aldrig opfyldelsen af noget ønske; uden hans rundhåndede og aldrig svigtende støtte ville vi aldrig have kunnet klare vores del af jobbet. Han var, set med mine øjne, den bedst tænkelige øverstbefalende, vi kunne have i Det mellemste Østen. Han stolede på mig“.
Må det være tilladt at henlede opmærksomheden på slaget ved Alam Halfa i dagene 31. august til 6. september 1942, Rommels sidste egentlige offensive operation ved El Alamein stillingen og Montgomerys første aktion som arméfører. Denne operation rummer en rigdom af operativt og taktisk erfaringsmateriale, men overses undertiden til fordel for det store Alamein-slag. Den tyske pansergeneral von Mellenthin har med rette betegnet Alam Halfa som „vendepunktet i ørkenkrigen og det første af en lang række nederlag på alle fronter, der foregreb Tysklands endelige sammenbrud“. Ligesom i „From Alamein to the River Sangro“ fremhæver Montgomery her, hvorfor han ikke angreb Rommel straks efter Alem Halfa, men lod ham i fred, for at der kunne skabes forudsætninger for en væsentlig større sejr på et senere tidspunkt, da styrkeforholdet havde bedret sig endnu væsentligere til briternes fordel.
Sin ledelse af operationerne fra El Alamein til Østersøen skildrer Montgomery ifølge sagens natur på væsentlige punkter som i sine andre bøger, men lader i erindringerne sin person og de mere personlige forhold træde tydeligere frem. Det fremgår meget klart af erindringsværket, at koalitionskrigens problemer visselig ikke er blevet mindre end tidligere i historien. En overgenerals virke består ingenlunde af føring og kommando alene; væsentlige dele af hans psykiske ressourcer bindes af tovtrækkerier med den højeste administration i eget land, med vanskelige drøftelser med lederne på andre krigsskuepladser, og navnlig når disse ledere tilhører en anden nation. Endvidere går megen tid tabt med at skulle høre på og læse om råd fra folk, der ikke er blevet bedt om råd. Dette har øjensynlig været Montgomery en kilde til megen ærgrelse: „Endelig må jeg omtale det utal af gode råd, jeg fik fra alle mulige om, hvordan jeg skulle føre felttoget og udkæmpe slagene, hvad jeg derefter burde foretage mig, og så videre“. Og i et brev til chefen for imperiets generalstab i november 1942 skrev han tilsvarende: „Noget af det interessanteste ved den højere føring er efter min mening den måde, på hvilken andre søger at rokke ens tillid til, hvad man foretager sig, ved at antyde, at ens plan ikke duer, og at man i stedet burde gøre dette eller hint. Hvis jeg havde rettet mig efter alle de forslag, der blev stillet mig, ville jeg stadig opholde mig i området om Alamein“.
Det må udtrykkelig nævnes, at det ikke var sin stabschef, de Guingand, Montgomery her tænkte på. Om de G. skriver Montgomery, at han var „en fremragende stabschef. Hans frodige hjerne vrimlede med ideer, og han gav aldrig op for nogen vanskelighed i noget problem . . . Han var altid villig til at påtage sig et ansvar, og jeg gav ham fuld bemyndigelse. Kunne han ikke få fat i mig, traf han selv afgørende beslutninger, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig foranlediget til at gribe ind eller kritisere. Jeg havde den mest fuldstændige tillid til ham; han syntes instinktivt at vide, hvad jeg ville gøre i enhver given situation, og han havde altid ret“ — i sandhed en laurbærkrans til en chief of staff!
Det vil naturligvis være umuligt her blot så meget som at resumere de store felttog i Afrika, Sicilien, Italien og Vesteuropa. Lad det blot være sagt, at fremstillingen er overmåde klar og særdeles lærerig for den, der vil danne sig indtryk af, hvordan en moderne feltherre tænker, hvilke problemer lian må tumle med, og med hvilke midler han må virke for deres løsning i forholdet til både undergivne, ligestillede og foresatte. Naturligvis benytter Montgomery lejligheden til skarpe replikker mod kritikere, der har anstillet fejlagtige vurderinger af ham og hans dispositioner, og ud af nogle af Montgomerys betragtninger kan man slutte sig til hans stærke selvtillid — en egenskab, der har gjort ham upopulær i visse kredse. Ikke uden selvfølelse skriver Montgomery, at han altid liar lagt vægt på at sige helt klart, hvad han mener, og at det sine steder har givet ham ry for at være en „besværlig person“. Måske er han også, i sin iver efter at være høflig, sine steder kommet langt bort fra fortidens fyndige form. Det hedder jo ikke længere: „Dette projekt er brandumuligt!“ men „det må trods projektets mange værdifulde sider i øjeblikket anses for overvejende betænkeligt at inddrage det i dets helhed i de stedfindende overvejelser“. Lad ej de departementale krummelurer finde vej til den taktiske befaling!
Et særligt interessant kapitel af erindringerne er Montgome- rys forhold til Eisenhower, der jo i flere faser var hans direkte foresatte. Montgomery har i fuld udstrækning gjort brug af den ret og pligt, en hoj fører, og da navnlig den øverste chef for en hel nations hærstyrker, har til at komme med forslag og indvendinger, og Eisenhower (og navnlig nogle af hans generaler) har tydeligt nok ved flere lejligheder fået brug for adrenalin i denne anledning, men på den anden side er det øjensynligt, at Montgomery var 100 procent loyal, når Eisenhower havde truffet den endelige bestemmelse, uagtet der langt fra altid var opnået enighed. Ud af dette ingenlunde friktionsløse samarbejde voksede en stor gensidig respekt og hengivenhed, der efterhånden blev til et dybt og for den vestlige verden overmåde betydningsfuldt venskab.
Om operationerne i Vesteuropa efter Normandiet bruger Montgomery meget skarpe ord, som der er grund til at citere, fordi det her drejer sig om spørgsmål af vidtrækkende principiel betydning:
„D en ulykkelige og tragiske historie vedrørende begivenhederne efter det heldigt gennemførte slag i Normandiet kan samles i een fundamental kritik, nemlig følgende: hvad beslutningen så end var, blev den ikke gennemført. I Normandiet var vor strategi for slaget på landjorden og planen til strategiens gennemførelse enkel og klar; de enkelte dele var naglet godt sammen. Operationen fik aldrig lov til at gå op i sømmene, og den gennemførtes med held. Efter Normandiet gik sømmene derimod op. Der forelå ingen plan, og vi bevægede os frem i usammenhængende rvk.
Det rigtige eller forkerte i den bestemmelse, der blev truffet, er naturligvis åbent for diskussion. Men hvad der ikke kan diskuteres er, at når en bestemt strategi, den være sig rigtig eller forkert, blev besluttet, blev den ikke gennemført med fasthed. Vi stødte ikke frem mod Rhinen på en bred front; vi stødte frem mod Rhinen på flere fronter, der ikke var koordinerede“.
Og som Montgomery var skuffet over udviklingen efter Normandiet, var ban også „bittert skuffet efter Arnhem“. Han sammenfatter sit synspunkt med et citat fra Chester Wilniot:
„Det var højst uheldigt, at den allierede overkommandos to væsentligste svagheder — den britiske forsigtighed, når det gjaldt tab, og den amerikanske uvilje mod at koncentrere — begge skulle øve deres vderst skadelige indflydelse på denne operation, der skulle og kunne have været det afgørende slag i felttoget mod vest.. Dette var ikke tidspunktet til at regne med omkostningerne eller til at tage hensyn til rivaliserende militære chefers prestige. Det afgørende var intet mindre end chancen for at erobre Ruhr og hurtigt gøre ende på krigen, med alt hvad dette betød for Europas fremtid“. Og Montgomery slutter dette kapitel med at sige:
„Hvis operationen fra første færd var blevet rimeligt støttet og havde fået de luftstyrker, styrker på landjorden og forsyninger stillet til rådighed, der var nødvendige til opgaven, ville den efter min opfattelse, der naturligvis ikke er upartisk, være lykkedes trods mine fejlgreb, det ugunstige vejr og den omstændighed, at 2. S.S. panserkorps befandt sig i Arnhem-området. Uden i mindste måde at angre er jeg stadig tilhænger af operation „Market Garden“.
Et kort kapitel vedrørende den sidste fase af krigen i Europa er af overordentlig stor interesse. Der siges heri forskelligt, som ikke er blevet sagt så tydeligt før, og det må være tilladt at citere konklusionen af betragtningerne:
„Amerikanerne kunne ikke forstå, at det var af ringe betydning at vinde krigen strategisk, hvis vi tabte den politisk; på grund af dette ejendommelige synspunkt led vi afbræk fra VE- dag og fremefter og lider stadig under det. Krig er et politisk instrument; når det først er blevet klart, at man vil sejre, må politiske overvejelser have afgørende indflydelse på krigsførelsens videre forløb. Mig stod det allerede i efteråret 1944 klart, at den måde, man gik frem på, ville få eftervirkninger langt på den anden side af krigsafslutningen, men del forekom mig dengang også, at vi var på vej til at forkludre det. Hvad jeg tror, at vi gjorde
Der er nu ikke meget mere at sige, som ikke allerede er blevet fortalt af andre. Da vi havde lagt Rhinen bag os, stødte vi kraftigt, frem mod Østersøen. Mit mål var at nå frem i rette tid til at kunne skabe en stærk front mod russiske forsøg på at nå op i Danmark og således beherske porten til Østersøen. For at fremskynde fremstødets tempo, opererede divisioner i stor dybde ad smalle fremrykningslinier; fjendtlige modstandsområder blev omgået af panserspidser og senere angrebet i flanken eller bagfra af andre tropper, der fulgte efter.
Efterhånden som vi stødte frem østpå, blev premierministeren og Eisenhower begge urolige for, at jeg måske ikke ville være i stand til at afvise russernes forsøg på at nå op i Slesvig-Holsten og derefter besætte Danmark. De sendte mig begge to signaler herom. Jeg blev vist noget irriteret, og mine svar har muligvis røbet det! 27. april svarede jeg Eisenhower, at det stod mig aldeles klart, hvad der burde gøres, men at ban dog burde forstå, at efter at han havde fjernet 9. amerikanske armé fra min kommando (hvad ban havde gjort den 3. april) var operationstempoet på den nordlige fløj blevet langsommere. Det endte dog med, at vi nåede frem før russerne. Vi nåede Østersøen ved Wismar og Lybæk den 2. maj og afspærrede således den jydske halvø med omkring 6 timers forspring for russerne“.
Et yderst interessant og koncentreret afsnit handler om Mont- gomerys virksomhed som øverstkommanderende for den britiske besættelseshær og som medlem af kontrolrådet, og herunder om friktionen med russerne — indtil Montgomerys overtagelse af posten som chef for imperiets generalstab i juni 1946. Om sit virke i denne funktion skriver Montgomery levende og interessant, både om sine rejser til de forskellige dele af det britiske imperium og om sit arbejde for en modernisering af hæren — og ikke mindst om sin andel i det forberedende arbejde, der, da den verdenspolitiske situation modnedes dertil, blev til Atlantpagtorganisationen.
Et af de mest fascinerende kapitler i erindringsværkets sidste del handler om Montgomerys syn på NATO. Om begyndelsesfasen af organisationens virksomhed skriver ban:
„Eftertrykket blev lagt på økonomisk genrejsning. Man forstod ikke, at økonomisk styrke uden militær styrke er nytteløs; begge er lige påkrævet, såvel som en rimelig ligevægt mellem de to. Militær styrke er nødvendig, for at der kan stilles magt bag ens politik; magt er livsvigtig, når man har med den kommunistiske blok at gøre. Jeg opdagede hurtigt, hvor vanskeligt det var at opnå økonomisk sammensmeltning og opbygge militær styrke, før de politiske forbindelser inden for den pågældende gruppe af nationer var blevet klart defineret og man var nået til enighed om dem. Det var én ting, at et vist antal udenrigsministre sad rundt om et bord og underskrev en traktat, med påfølgende frokoster og middage, hvor man forsikrede hinanden om sit venskab og sin enhed. Men det var noget ganske andet at få regeringer til at gore en alvorlig indsats, hvilket ministrene også hurtigt opdagede, så snart de vendte hjem til deres respektive lande.
Der bestod meget stærke nationale følelser inden for de kontinentale europæiske nationer; man måtte bo der selv, sådan som jeg gjorde, for at forstå det. Alle disse lande havde været besat af tyskerne, og alle deres væbnede styrker var blevet opløst. Da krigen endte, måtte de begynde forfra på opbygningen af deres styrker. I mange tilfælde havde de højere officerer tilbragt krigsårene enten i London eller i tyske fangelejre. Der herskede en frygtelig mangel på viden om den form for organisation, der var nødvendig til oprettelsen af styrker, som kan kæmpe i en moderne krig. Kun få af generalerne havde oplevet en moderne krig“.
Dette kapitel behandler også Montgomerys meget tidlige erkendelse af, at Vesttyskland måtte deltage i forsvaret af Vesteuropa, hvis NATO i det lange løb skulle have nogen mening. Det bringer et par skarpe portrætter af general Gruenther, som Montgomery i høj grad beundrer, og general Ridgway, som efter Montgomerys mening var en fortrinlig hærfører men mindre egnet til at være leder af en stor international stab. Om general Norstad har Montgomery kun lovord.
Samme kapitel indeholder en kort og klar analyse af, hvorfor den vestlige verden skal og må bruge atomvåben, hvis den bliver angrebet. Montgomery er overbevist om, at nisserne ikke vil „angribe os, så længe vi forbliver stærke og bevarer evnen til at reagere omgående med vore atomvåben“. Det kan være nyttigt at læse Montgomerys uforbeholdne mening om dette spørgsmål i en tid, hvor problemet ofte tilsløres eller forflygtiges. Han formulerer det et andet sted sådan „... det må anses for usandsynligt at Rusland i overskuelig fremtid vil påføre Vestalliancen krig, forudsat at vi opretholder de afskrækkende våben og den afskrækkende strategi, vi nu har skabt“.
Men, siger Montgomery, de samlede midler til at afskrække en fjende fra angreb, må også omfatte en urokkelig vilje til at modstå angreb med alle de midler, der står til vor disposition, selv om disse midler skulle føre til atomangreb på Vestens byer.
Til disse udtalelser føjer Montgomery en række betragtninger om, på hvilken måde Vestens forsvar bør være organiseret, og går ind for en forenkling, der samtidig vil bevirke en nedsættelse af udgifterne.
Og bogen slutter med en hyldest til Montgomerys foresatte, Winston Churchill, og til den britiske soldat, der var det instrument, med hvilket Montgomery vandt sine sejre: „Jeg bærer mange indtryk med mig ind i min livsaften. Men det, der er mig dyrebart frem for noget, er billedet af den britiske soldat: støt og sejg i modgang, god og mild i sejr — den mand, som nationen atter og atter i modgangens time har haft at takke for sin tryghed og sin ære“.
Og hermed være da Montgomerys erindringer varmt anbefalet til studium. Hans betydning for den vestlige verden har været så stor, at man i erindringerne på forhånd måtte vente sig noget såre vigtigt fra hans bånd, og man skuffes ikke. Efter halvtreds års soldatergerning taler både feltherren og mennesket til læsere verden over. De vil ikke blive skuffet.
Mogens Boisen.
