Af Niels Jørgen Haagerup.
Der v il efter begivenhederne i Czekoslovakiet være en tendens til at gå ud fra, at sikkerhedspolitiske synspunkter og vurderinger fra tiden før 21. august nu er blevet forældede og v il blive taget op til revision. Det er nok en forhastet dom. Selvom den skæbnesvangre sovjetiske beslutning om at invadere Czekoslovakiet sammen med sine fire lydstater i Østeuropa nok vil trække visse politiske og militære virkninger med sig i Vesten, v il en række af de fundamentale problem stillinger være uændret. N A TO har fået en saltvandsindsprøjtning og opløsningstendenserne i alliancen er blevet bragt til en i hvert fald m idlertidig standsning. Men det er på den anden side tvivlsomt, om man samtidig kan tale om en »styrkelse« af N A TO - og en »sejr« for N A TO er der selvsagt langtfra tale om. En række modstandere af N A TO har resigneret in d til videre, mens andre frejdigt fastholder, at tiden nu mere end nogensinde er inde til at bryde med »blokpolitikken« - som om en dansk udmeldelse af N A TO i sig selv kunne fremkalde en magtpolitisk ændring i Europa med opløsningen af de bestående alliancesystemer til følge. På det militæ re område v il der i Atlantpagtlandene under eet være et mindre kraftigt pres for omgående militæ re nedskæringer, og senator Mansfields tilbagekaldelse af sit forslag om en meget betydelig beskæring af de amerikanske styrker i Europa er således en direkte følge af begivenhederne i Czekoslovakiet. Om der sker en direkte m ilitæ r styrkelse er straks mindre givet og må naturligvis også være afhængig af den vurdering, som må anlægges på følgerne for magtbalancen i Europa af betydelige sovjetiske styrkers deployering længere mod Vest end hid til. I den danske debat v il agitationen for udmeldelse af N A TO uundgåeligt miste noget af pusten, og efteråret og vinteren v il snarere blive præget af en debat om forsvarets frem tidige organisation og struktur, styrkemål og budget, end af de bredere sikkerhedspolitiske problemer. Det skyldes dog ikke alene Czekoslovakiet, men den bebudede fremlæggelse i Folketinget her i efteråret af forslaget til en ny forsvarsordning. Denne forsvarsdebat, som allerede er i gang, v il im idlertid også kunne have visse sikkerhedspolitiske konsekvenser. Det er umuligt at ignorere den indenrigspolitiske situations betydning for vor sikkerhedspolitik. Det bærer udviklingen ikke mindst siden folketingsvalget i januar og den efterfølgende dannelse af den borgerlige trekantregering tydeligt vidnesbyrd om.
Den brede enigheds betydning
Udenrigspolitiske spørgsmål spillede en ringe rolle i valgkampen forud for januar-valget. Der var den sædvanlige agitation mod N A TO og forsvaret fra yderste venstre flø j, men valget var udskrevet på de økonomiske spørgsmål, og de udenrigs- og forsvarspolitiske oplæg, som partierne præsenterede vælgerne for, blev kun i stærkt begrænset omfang inddraget i valgkampen.* ) Den prin cipielle enighed om de udenrigspolitiske spørgsmål mellem de tre store partier og i de fleste væsentlige spørgsmål mellem disse partier og Det radikale Venstre var fremgået af den udenrigspolitiske debat i F o lketinget i november i fjor. Den socialdemokratiske regerings udenrigsminister (Hans Tabor) sagde i sit svar til ordførerne efter at have konstateret den brede tilslutning regeringens udenrigspolitik havde fået: »Jeg finder det helt afgørende, at der fortsat kan konstateres en sådan bred enighed i tinget om Danmarks udenrigspolitik. Det indebærer, at der ikke i udlandet kan opstå den mindste tvivl om Danmarks udenrigspolitiske linie , hvilket selvsagt er af helt afgørende betydning ikke alene i forholdet til vore allierede, men i relation til udlandet i almindelighed.« Den brede enighed skulle også ses på baggrund af, at forsøg på at danne en flertalsregering af socialdemokrater og Socialistisk Folkeparti efter valget i november 1966, da de to partier fik flertal, var strandet på forsvarsspørgsmålet. SFs krav om progressive nedskæringer i forsvarsbudgettet kunne ikke accepteres af Socialdemokratiet. Der var derfor ganske god grund til ikke at lade de udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål indtage en fremtrædende rolle i valgkampen. Im idlertid viste det sig, at især de radikales krav om militæ re besparelser på in d til 200 m ili. kr. og det ikke helt afklarede radikale syn på NATO - politikken kom til at spille en vigtig rolle under de politiske drøftelser efter folketingsvalget i år. Valgets mest bemærkelsesværdige resultat var det radikale Venstres fordobling af mandattallet - fra 13 til 27 - og da Socialdemokratiets og SFs flertal gik tabt, var et regeringsskifte en naturlig følge. Det radikale Venstre kom til at spille en helt central rolle i regeringsforhandlingerne efter valget. Det var ikke nyt for partiet at tage et medansvar for en udenrigs- og forsvarspolitik, der byggede på medlemsskabet af NATO . Dette skridt havde partiet allerede taget i 1957, da det gik ind i en trekantregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet og dermed havde brudt med den linie, som var partiets i 1949, da alle daværende radikale folketingsmedlemmer stemte mod dansk tilslutning til A tlantpagten. Men i modsætning til trekantregeringen i 1957 og den socialdemokratisk-radikale regering i 1960 var de radikale nu ikke længere blot en udpræget juniorpartner, men en ligeberettiget partner, som ifølge valgresultatet stod meget stærkt i forhold til Venstre og Det konservative Folkeparti uanset at de to partier med henholdsvis 37 og 34 mandater hver for sig var større end det radikale Venstre. Men partiets centrale placering fremgik af, at det fik statsministerposten, som overtoges af en af valgkampens mest omtalte forgrundsfigurer Hilm ar Baunsgaard, der ifølge samtidshistorikeren Tage Kaarsted næsten blev kåret ved valget.
Danmark og Atlantpagtens artikel 13
De radikale særstandpunkter i udenrigs- og forsvarspolitikken spillede efter alt at dømme ikke nogen nævneværdig rolle for partiets store stemmefremgang - uviljen mod S-SF samarbejdet førte mange stemmer over til de radikale, og Baunsgaard trak utvivlsomt personligt ikke helt få stemmer - men udenrigs- og forsvarspolitikken kom i centrum under de tre borgerlige partiers regeringsforhandlinger. Resultatet blev, at regeringens programerklæring den 6. februar havde et meget fyldigt afsnit om udenrigspolitikken, og at erklæringen var mere præget af det radikale Venstres valgoplæg end nogen tidligere regeringserklæring efter krigen. Det blev således fastslået i programerklæringen, at »Danmarks udenrigspolitik fortsat bygger på medlemsskab af N A TO i overensstemmelse med den gældende traktat, herunder dens opsigelsesbestemmelse«. Med denne lid t særprægede form ulering fastslog den danske regering, at den ikke ønskede indført en ny uopsigelighedsperiode for Atlantpagten efter 1969, da artikel 13 åbner mulighed for hvert medlemslands opsigelse af medlemsskabet med et års varsel. Der forelå ikke noget udenrigspolitisk behov for at tage stilling til en eventuel ny uopsigeligliedsperiode, og det er da heller ikke blevet modsagt, når det er hævdet, at denne stillingtagen skyldtes et radikalt ønske. Danmark er, såvidt vides, dermed blevet det første land, som har taget klar stilling imod en ny uopsigelighedsperiode for Atlantpagten. Betydningen heraf er måske ikke så stor, når man erindrer sig den franske stilling. Det må anses for lidet sandsynligt, at Frankrig ville acceptere en ny uopsigelighedsperiode - i hvert fald et Frankrig under de Gaulle - men de vesttyske bekymringer over de sikkerhedspolitiske aspekter af ikke-sprednings-aftalen har dog i den tyske debat ført til forslag om, at tysk sikkerhed garanteres af USA enten ved en forlænget uopsigelighed af Atlantpagten eller en tosidet amerikansk garanti. Udfra et dansk synspunkt ville en særlig amerikansk garanti til Tyskland udenfor N A TO form entlig ikke være form ålstjenlig, da der heri kunne ligge en svækkelse af den vestlige alliance. Det er tvivlsomt, om den danske regering har været opmærksom på dette perspektiv. løvrig t har professor E rlin g B jøl flere gange været inde på hensigtsmæssigheden af en ny uopsigelighedsperiode, dels i forbindelse med en samtidig anerkendelse af det østtyske regime og af Oder-Neisse grænsen, dels som et passende vestligt svar af politisk karakter på invasionen af Czekoslovakiet*) — Det må anses for tvivlsomt, om den czekiske krise kan foranledige den danske regering - og det v il i denne forbindelse især sige det radikale Venstre - til at ændre standpunkt i dette spørgsmål.
Den sikkerhedspolitiske undersøgelse
Efter omtalen af N A TO bebudede programerklæringen en sikkerhedspolitisk undersøgelse med disse ord: »På grundlag af de forskydninger i de internationale forhold, der har fundet sted siden traktatens indgåelse, er det regeringens hensigt at gennemføre en samlet undersøgelse og vurdering af dansk sikkerhedspolitik under fuld hensyntagen til samtlige foreliggende forudsætninger«. Undersøgelsen var også en radikal idé, der dog ikke stødte på modstand fra de to øvrige partiers side. Den nye regerings nedrustningsminister Helveg Petersen - hvis udnævnelse til denne post foruden til posten som kultur- og ulandsminister var en del af regeringspartiernes aftale - havde stærkt ivret for en sådan undersøgelse. Utvivlsom t er det fra flere sider i de to andre borgerlige partier og måske selv fra kredse i det radikale Venstre blevet erkendt, at en sådan undersøgelse kunne lette spørgsmålet om den radikale holdning til den fremtidige sikkerhedspolitik. Hvis undersøgelsen godtgjorde, at der in d til videre ikke var noget egentligt alternativ til medlemsskab af Atlantpagten, ville grundlaget for den fortsatte agitation i en del af det radikale parti for dansk udtræden af N A TO blive føleligt svækket. Undersøgelsen er siden kommet i gang. På regeringsplan er rim eligt nok inddraget udenrigsminister Poul Hartling, forsvarsminister E rik NinnHansen og nedrustningsminister K. Helveg Petersen, der samtidig repræsenterer de tre regeringspartier. Undersøgelsen foregår i udenrigsministerielt regi, hvilket i praksis betyder, at udenrigsministeren er udvalgets førstemand. Det særligt sagkyndige udvalg ledes af ambassadør Gunnar Seidenfaden. I udvalgets kommissorium, der offentliggjordes den 19. juni, hed det, at »undersøgelsen og vurderingen bør omfatte Danmarks forhold til N A TO og andre mulige sikkerhedspolitiske alternativer, herunder et eventuelt nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde. Der foretages en vurdering af FNs muligheder som fredsbevarende organ, herunder med hensyn til de konflikter, der kan berøre Danmarks sikkerhed, og Danmarks sikkerhedspolitik sættes i relation til de europæiske samarbejdsmuligheder.« Undersøgelsens brede sigte fremgår af det afsnit i kommissoriet, der siger, at udviklingslandenes politiske og økonomiske udvikling samt Danmarks forhold til disse lande skulle inddrages i undersøgelsen. Endvidere blev det sagt, at »hensyn bør tages til løsninger, der muliggør en aktiv dansk indsats til afspænding og til løsning af nedrustnings- og konfliktforskning. Det bør herunder undersøges, hvorledes unge gennem indsats i u-landene kan fremme afspændingen«. Den radikale påvirkning af kommissoriet er endnu mere umiskendelig end i regeringens programerklæring. Den direkte henvisning til muligheden af et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde sker endog efter det norske stortings vedtagelse af at fortsætte NATO-medlemsskabet efter 1969 og den klare svenske opfattelse, at spørgsmålet om nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde er uden aktualitet for Sverige - i den nuværende situation. Det sagkyndige udvalgs sammensætning viste også det brede sigte. Heri var hade inddraget tjenestemænd fra udenrigsministeriet og en fra forsvarsministeriet - samt en enkelt officer - foruden en konfliktforsker og en naturvidenskabelig professor med tilknytning til konfliktforskningen. En første rapport forventes fra udvalget til næste sommer.
Ikke en ny sikkerhedspolitik
Ordene om NATO og især om Atlantpagtens artikel 13 og det sagkyndige sikkerhedspolitiske udvalgs kommissorium betegnede dog ikke noget brud med den hidtidige sikkerhedspolitik, selvom ordvalget var et andet end tidligere. Bevarelsen af den hidtidige hovedlinie fremgik af programerklæringens ord om Tysklandspolitikken. Her hed det, at en samlet europæisk sikkerhedsordning måtte imødekomme »alle europæiske landes ønske om sikkerhed og indbefatte en løsning af Tysklandsspørgsmålet, der anerkender det tyske folks ønske om selvbestemmelse og genforening«. H eri er ingen tegn på en forestående dansk anerkendelse af det østtyske regime, som der havde været røster fremme om fra radikal side forud for valget. En senere folketingsdebat herom bekræftede, at regeringen ikke gik nye veje i denne sag. Endelig fastslog regeringen, at den gik ind for »afholdelse af en konference om Europas sikkerhed, når grundige forberedelser har vist, at den kan forventes at ville føre til nyttige resultater. En sådan konference hør foruden øst- og vesteuropæiske lande også omfatte USA og Canada.« Dermed var i realiteten taget et større forbehold overfor en sådan sikkerhedskonference end der udtrykkeligt var taget, da tanken herom første gang blev bragt op af den danske regering umiddelbart forud for og under NATOrådsmødet i Bruxelles i foråret 1966. Daværende udenrigsminister Per Hækkerups omtale af en sådan konference vakte dengang en del international opmærksomhed, form entlig også mere end det var tilsigtet fra dansk side. Der lå ikke nogen sindrig plan bag den danske tilkendegivelse, kun et ønske om i forlængelse al andre danske synspunkter at give udtryk for en positiv og åben holdning overfor østlandene. Begrebet en europæisk sikkerhedskonference har også siden spillet en vis rolle i debatten og er på det nærmeste fra radikalt hold blevet fremstillet som et alternativ til Atlantpagten, men der har aldrig været givet nogen præciseret argumentation for, under hvilke specifikke forudsætninger en sådan konference skulle holdes, og hvad den kunne ventes at resultere i - udover et from t håb om en »løsning af Tysklandsspørgsmålet«. Men det er jo unægtelig et såre omfattende spørgsmål!
Afgørelse udskudt til 1971-72
Tilsyneladende er der med den forventede fremlæggelse af en rapport fra det sagkyndige sikkerhedspolitiske udvalg til næste sommer lagt op til, at en principafgørelse om fortsat dansk medlemsskab af N A TO subsidiært en dansk udmeldelse af alliancen skal træffes engang i 1969. Rent faktisk forholder det sig lid t anderledes. Som artikel 13 er udformet, løber Atlantpagten videre på ubestemt tid efter 1969, men fra det år med den forskel, at den kan opsiges af livert medlemsland med et års varsel. Der skal altså ikke tages stilling til, om medlemsskabet skal »forlænges«, men om, hvorvidt man ønsker at benytte sig af opsigelsesmuliglieden eller ej. I politisk forstand kan man dog godt tale om, at der skal tages stilling til fortsat medlemsskab.
Det radikale landsmøde i maj i år viste im idlertid, at en afgørelse i realiteten er udskudt til 1971-72 eller det tidspunkt, da det nuværende folketings periode alligevel er ved at udløbe. På landsmødet vedtog man en resolution, hvori det hed, at fortsat dansk medlemsskab må være betinget af NATO s evne til at fremme afspændingspolitikken og af, at samtlige NATO-lande efterlever FN s menneskerettigheds-erklæring. Befolkningen bør, hedder det, senest i folketingsåret 1971-72 efter grundig debat have mulighed for ved et folketingsvalg eller en vejledende folkeafstemning at tage stilling til Danmarks medlemsskab af NATO.«*)
En vejledende folkeafstemning (en bindende folkeafstemning om spørgsmålet er i den givne situation udelukket) er, skønt der nu også er socialdemokratiske røster til fordel for den, lidet sandsynlig. Der vil bl.a. være store formuleringsvanskeligheder i affattelsen af spørgsmålet til vælgerne. Et folketingsvalg om et enkelt spørgsmål, det være sig nok så vigtigt, kan ikke organiseres, da andre spørgsmål ikke kan udelukkes fra valgkampen.
Det er iøvrigt altid fra NATO-modstandernes side, at forslag om folkeafstemning om NATO bringes frem, skønt de regelmæssige opinionsundersøgelser, som det danske Gallup-institut bar foretaget siden 1949, viser, at der altid bar været væsentligt flere tilhængere end modstandere af NATO . Im idlertid liar der i tiden op til den czekiske krises kulm ination været et mærkbart fald i tilslutningen til NATO , hvad der fremgik af en G allupundersøgelse i juni i år, som viste, at kun 39 pct. gik ind for dansk medlemsskab, 20 pct. gik imod, mens 41 svarede »ved ikke«. De tilsvarende tal i oktober 1967 var 47, 14 og 39 og i januar 1967 42, 14 og 44.*) En vurdering af samtlige undersøgelsers tal viser en ret nøje sammenhæng mellem den internationale situation og NATO-tilslutningen i Danmark. Tilslutningen bar altid været højst i krisetider, som tilfældet var efter den ungarske krise (56 pct. for NATO ) og lavest i afspændingsperiodcr som i 1960, da der kun var 37 pct. for, iøvrigt det laveste tal i bele den undersøgte periode. Det er endvidere karakteristisk, at der har været mindst udsving i antallet af modstandere, som siden 1956 har ligget mellem 10 og 20 pct., og størst udsving i antallet af »ved ikke« svar, der i 1960 var så højt som 52 pct. Det kunne derfor forudses, at befolkningens indstilling til NATO ville ændre sig efter begivenhederne i Czekoslovakiet. Ifølge Gallups opgørelse i Berlingske Tidende den 15. september voksede tilslutningen til dansk NATO-medlemsskab fra 39 °/o i juni til 54 °/o i august-september. Modstanden faldt fra 20 til 16 °/c. I Aktuelt rapporterede en Observa-undersøgelse endog 63 % tilslutning til NATO og som Gallupundersøgelsen 16 % modstandere. Det mest interessante i tallene er, at 65 °/o af de adspurgte radikale vælgere gik ind for NATO mod 49 °Jc socialdemokrater. Det er dermed fastslået, at med fordoblingen af det radikale vælgerkorps ved valget i januar er anti-NATO fløjen blevet en meget mindre del af partiet end tidligere. Det v il frem tidig være absurd, om dansk sikkerhedspolitik afgørende skal influeres af den minoritet (iflg. Gallup 12 %, iflg. Observa 15 °fo) i det radikale parti, som er modstandere af dansk NATO-medlemskab.
NATO som afspændingsinstrument
Resolutionen på det radikale Venstres landsmøde lagde vægt på NATOs rolle som afspændingsinstrument. Det er i overensstemmelse med den politik, som også var Danmarks før regeringsskiftet. Danmark var meget aktiv under udarbejdelsen af den såkaldte Harmel-rapport om alliancens fremtidige opgaver, men den indenrigspolitiske nødvendighed af at frem stille NATO som et aktivt afspændingsinstrument på bekostning af det forsvarsmæssige samarbejde bar dog nok ledt til større forventninger til alliancens aktive rolle på dette felt, end der har været reel basis for - også forud for begivenhederne i Czekoslovakiet.
Betydningen blev også fremhævet af statsminister Hilmar Baunsgaard, der på et spørgsmål fra en journalist i august i år om hvorvidt vi skulle melde os ud af samarbejdet i N A TO svarede: »Vi skal have belyst NATO-politikken og have klargjort, hvad den kommer til at stå for i den næste periode. Hvis NATO udover sin forsvarsmæssige opgave også får et politisk form ål og derigennem kan bidrage til afspændingen i verden, så synes jeg, det v il være det tåbeligst mulige tidspunkt at melde sig ud.« I samme samtale sagde statsministeren, at mens man muligvis kan acceptere magtbalancen som en garanti for freden, kan man ikke godtage de betingelser, hvorunder den opretholdes - et svar der var frem kaldt af et spørgsmål om krisen i Czekoslovakiet (forud for besættelsen af landet.)*) Statsministerens udtalelse indebærer vel at mærke ingen underkendelse af alliancens forsvarsmæssige opgaver og er i sin accept af magtbalancens betydning udtryk for en realistisk holdning, der ikke i princippet afviger fra den, som indtages af de to øvrige regeringspartier. Det bekræfter påny, at vanskelighederne om den frem tidige sikkerhedspolitik snarere v il være at finde i det radikale Venstre selv end i det egentlige samarbejde mellem regeringspartierne. Det v il være lige så forkert at gå ud fra, at medlemmerne af det radikale Venstres hovedbestyrelse og folketingsgruppe er enige om sikkerhedspolitikken som at undervurdere styrken i agitationen mod den nuværende politik. Måske er det rim eligt ganske kort at nævne nedstyrtningen af den amerikanske brintbombemaskine ud for Thule i januar og de urigtige forlydender senere på året om amerikanske forsøg med bakteriologiske og kemiske våben på Grønland. De kan have påvirket opinionen i negativ retning overfor USA og N A TO og sammen med harmen over militæ rjuntaen i Grækenland og demonstrationerne mod USAs Vietnam politik have været med til at fremkalde nedgangen i NATO-tilslutningen. Den forsigtighed, hvormed regeringen vurderer alle spørgsmål i relation til Grønland, kom frem, da den afviste at lade forudsete amerikanske raketeksperimenter af civil karakter finde sted fra Grønland i år.
Forsvarspolitikken atter kastebold?
Men mon ikke den nedadgående NATO-tilslutning, som konstateredes i juni, også hang sammen med den opblussende forsvarsdebat og den stærkere vægt på det nordiske samarbejde, som regeringens politik med stærk socialdemokratisk støtte var udtryk for som følge af vor fortsatte udelukkelse fra Fællesmarkedet? Det skal i bedømmelsen af den danske sikkerhedspolitik ikke ignoreres, at den ændrede politiske situation lia r gjort forsvarspolitikken til noget af en kastebold, og at socialdemokraterne i deres nye rolle som oppositionsparti med udgangspunkt i regeringspartiernes eengangsbesparelse på forsvarsbudgettet 1968-69 på 125 m iil. kr. reelt omend ikke form elt har opsagt forsvarsforliget. Det vil ikke være hensigtsmæssigt på dette tidspunkt at gå ind i en nøjere drøftelse af den aktuelle forsvarsdebat, for de udenrigspolitiske begivenheder og regeringens endnu ikke kendte forslag til en ny forsvarsordning kan tænkes at drage socialdemokraterne ind i et bredt forsvarspolitisk samarbejde påny. Derved ville linien fra det historisk vigtige forsvarsforlig i 1960 — og dets bekræftelse så sent som i 1966 - kunne bevares. Men muligheden af en ændring på dette punkt kan i det mindste ikke udelukkes, mens disse lin ie r skrives, og socialdemokratiske forsøg på at splitte regeringspartierne og tilnærme sig de radikale via forsvarspolitikken kan meget vel tænkes at få indvirkning på den danske sikkerhedspolitik. Som allerede nævnt i indledningen kan der henvises til flere eksempler på forbindelsen mellem forskellige indenrigspolitiske situationer og landets sikkerhedspolitik. Det gjaldt således holdningen til stationeringsspørgsmålet 1952-53, som blev afgjort under omstændigheder, der tyder på en vis forbindelse med det regeringsskifte, der fandt sted i 1953. Det gælder vor atom politik, som der nu er prin cipiel enighed om fra de politiske partiers side, men som der endnu ved forsvarsforligets indgåelse i 1960 var uenighed om, eftersom Venstre og Konservative støttede forsvarsstyrelsens syn i spørgsmålet om taktiske atomvåben - placering af alomladninger — på dansk jord allerede i fredstid. Det gælder forsåvidt også spørgsmålet om udformningen af begrebet »Nordisk balance«, der er nært knyttet til vor atom politik, skønt det ikke skal bestrides, at man fra dansk side har formået at høste visse udenrigspolitiske fordele af at kunne henvise til både den stabilitet og de særlige sikkerhedspolitiske vilkår, som råder i Norden. Det bar været daværende udenrigsminister Per Hækkerups fortjeneste, uanset de svagheder der iøvrigt måtte knytte sig til begrebet »Nordisk balance«.*)
Indenrigspolitik og sikkerhedspolitik
Sammenhængen mellem den svingende indenrigspolitiske situation og vor sikkerhedspolitik, der af indlysende grunde har behov for betydelig kontinuitet, opfattes hyppigt som noget odiøst og er med til at skabe en stærkt kritisk indstilling især i officerskredse, men i øvrigt også blandt mange civile forsvarsinteresserede overfor politikerne og »det politiske spil«. Jeg føler ingen trang til at undskylde de svingninger i holdningen til forsvaret og udenrigspolitikken, der påviseligt er rent taktiske og simpelthen opportunistiske. Sådanne svingninger er forekommet, også blandt førende politikere, og v il forekomme igen. Men sagt i en bredere sammenhæng må der nødvendigvis bestå en sammenhæng mellem vurderingen af vore store indenrigspolitiske problemer og formuleringen af vor sikkerhedspolitik og specielt dennes forsvarspolitiske del. Det ideelle er naturligvis en sikkerhedspolitik, der formuleres udfra en kølig analyse (hvis det begreb kan objektivt defineres) af den internationale situation og dennes im plikationer for Danmark og dansk udenrigs og forsvarspolitik. Men vurderingen afhænger af, hvem der foretager den. 1 så 1 tenseende er et nøje studium af regeringens programerklæring den 6. februar i år lærerig - og endnu mere lærerigt ville det antagelig være, om man havde haft adgang til at kende de nøjagtige omstændigheder bag dens tilblivelse. Men den hovedvægt, der af den nye regering er lagt på den økonomiske politik og den som det syntes relativt gunstige europæiske situation in d til august i år har gjort tilkendegivelserne om vor sikkerhedspolitik lid t mere vage og mere præget af radikale ønsker end man tidligere har set. Som påvist ligger der ikke heri noget virkeligt brud med den hidtidige politik, hvad der form entlig v il blive tydeligere efter begivenhederne i Czekoslovakiet, forsåvidt som kravet om en omgående revision af vor sikkerhedspolitiks grundlag nu er blevet svækket. Men den nye indenrigspolitiske situation efter januar-valget er fremdeles en faktor, som v il øve en vigtig omend endnu uvis indflydelse på den frem tidige sikkerhedspolitik. Den kommende tids forsvarsdebat kan give større klarhed på spørgsmålet om hvor meget og hvordan.
N. J. Haagerup
