Zinkdrengene. Beretninger fra krigen i Afghanistan

Forfatter: Svetlana Aleksijevitj

Anmelder: Niels Bo Poulsen

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Diverse: 2016. 384 sider. Ingen illustrationer. Pris 299,95 DKK

 

Anmeldelse
Dette års nobelpristager i litteratur, hviderussiske Svetlana Aleksijevitj, udgav i 1991 bogen Tsinkovie maltjiki – en samling af interviews med og betragtninger om sovjetiske soldater i Afghanistankrigen. Titlen ”Zinkdrengene” hentyder til de zinkkister, som de dræbte sovjetiske soldater i Afghanistan sendtes hjem i, og dermed er stemningen slået an. Der dvæles nemlig særligt ved de forstemmende og blodige aspekter af krigen. Bogen, som hun reviderede i 2012, er nu - kyndigt oversat af Jan Hansen-  tilgængelig på dansk. Når det gælder en mindre kendt forfatter, som får en spektakulær pris som Nobelprisen, hænder det ofte at forlagene hasteoversætter et eller flere andre værker for at udnytte den pludseligt opståede kendiseffekt, og det er ikke altid de bedste bøger, som på denne måde publiceres. Men det er ikke tilfældet her – der er tale om en stor læseoplevelse, som varmt kan anbefales.  

Bogen baserer sig på en række samtaler med veteraner fra Afghanistankrigen; både mandlige soldater og kvindeligt hjælpepersonel. Også deres familie får ordet, idet en stor del af interviewene vedrører mødre til faldne. Desuden indeholder bogen dagbogsfragmenter fra forfatterens besøg i Afghanistan i 1988 og en række dokumenter relateret til den retssag som førtes mod forfatteren ved en hviderussisk domstol i 1992-1993 – anklagen var at Zinkdrengene havde et indhold, der var ærekrænkende over for de udsendte soldater og deres pårørende.

Der er stedvist nærmest tale om en form for stream of consciousness prosa, snarere end faglitteratur, men bogen er skrevet med et særdeles effektfuldt drive og stor evne til at fastholde læseren. De enkelte interviews flettes fint ind i hinanden, og de giver et uhyggeligt billede af den sovjetiske krigsindsats. Korruption, embedsmisbrug, drukkenskab og narkotikamisbrug, samt soldatermishandlinger, krigsforbrydelser og voldsomme fysiske og psykiske mén: Disse stikord kan klæbes på næsten alle samtalerne. Interviewene er foretaget i de seneste perestroika-år, og det farver dem også ganske markant. Der er en grundstemning af håbløshed og orienteringsløshed over dem, som man næppe ville finde, hvis de var foretaget i dag. Det er desværre svært for alvor at bruge interviewene faktuelt. De interviewede er alle anonymiserede, der er næsten ingen kontekstoplysninger, og man fornemmer, at forfatteren har redigeret sit materiale, så de groteske og forbryderiske aspekter af krigen fremtræder krystalklart.  

Der er således ikke tale om en holistisk fortælling om Sovjetunionens krig i Afghanistan, men først og fremmest en beretning om bristede illusioner og et dysfunktionelt samfund på sit sidste, terminale stade. Svetlana Aleksijevitjs samtalepartnere kom ind i krigen på meget forskellig vis – nogle meldte sig frivilligt, andre blev tvunget dertil. Men fælles for dem alle er, at de mødte en virkelighed, som var langt fra, hvad den sovjetiske propaganda forkyndte: Den enorme sovjetiske militærmaskine formåede ikke at bespise sine soldater med meget mere end fordærvet kød og rådne fisk. De som havde forbindelser fik deres sønner undtaget fra krigstjeneste. Både sovjetsoldaterne og de afghanske mudjahedinere begik forfærdende overgreb på modstanderne. De helt grønne soldater blev af ”bedstefædrene” (de soldater, som var ved at være færdige med deres værnepligt) berøvet alt af værdi, når de ankom til Afghanistan. Og når soldaterne returnerede til fædrelandet, kom de tilbage til arbejdsløshed og et samfund, som ikke interesserede sig for krigen eller fordømte dem for at være forbrydere.  Alt dette er naturligvis kendt stof for de fleste, som interesserer sig for Afghanistankrigen, men de mange konkrete eksempler og de mange nuancer som bogen – trods sin overvældende afstandtagen fra krigen – rummer, føjer en hel del forståelse til. Der er derfor rettelig tale om stor humanistisk kunst: Uden at fordømme enkeltindivider formår Svetlana Aleksijevitj at give dem mæle og lade dem fortæller om de mange dilemmaer, problemer og smertefulde tab, som krigen voldte dem.

Bogen kan af samme årsag læses på flere niveauer. Den beskriver det døende sovjetsystems dysfunktionelle og kontraproduktive krigsførelse, men mere abstrakt er den også en beretning om problemstillinger som kan genkendes fra andre krige, herunder soldatens oplevelse af fremmedgørelse ved hjemkomsten.

Når dette fremragende værk kun gives fem og ikke seks bånd skyldes det først og fremmest, at dens dokumentariske værdi ikke helt står mål med dens kunstneriske kvalitet. Dertil kommer, at bogens sidste del, som omhandler den retssag, som gennemførtes mod Aleksijevitj i Minsk i 1993 for æreskrænkende udsagn, er dækket gennem en række avisartikler og småkommentarer og fremstår stærkt rodet. Fremfor at forfatteren hev diverse avisudklip frem af skufferne kunne denne del have været styrket ved et egentligt efterord om bogens modtagelse i den post-sovjetiske offentlighed og om det skiftende syn på Afghanistankrigen fra 90’erne og til i dag. Dette er bogens eneste svage del, men den trækker desværre noget fra i et ellers fortrinligt værk. 

 

Del: