Wrong turn. America's deadly embrace of counter-insurgency

Anmeldt af Niels Klingenberg Vistisen, cand.mag, historiker.

Wrong Turn. America's Deadly Embrace of Counterinsurgency, Gian Gentile, Perseus Distribution Services, 2013, 188,82 på saxo.com

Foto: www.nyjournalofbooks.com/

Oberst Gian Gentile er et kendt navn når det kommer til Counter-insurgency (COIN - oprørsbekæmpelse), og man læser ham som man læser David Kilcullen, Galula og andre kendte navne. Han har skrevet faglige artikler om COIN, men nu har han skrevet en bog, som på et overordnet og strategisk plan ser på COIN, og hvordan hele narrativet omkring oprørsbekæmpelse har udviklet sig i USA siden Vietnamkrigen. Bogen er vel nærmest en debatbog, men fordi den har så overordnet et perspektiv bør den helt klart læses af alle, som deltager i debatten om f.eks. den danske indsats i Afghanistan, eller som gør sig tanker om, hvordan næste krig skal udkæmpes.

Bogens største styrke, er det helikopterperspektiv på hele COIN-begrebet, og hvordan det passer ind i en anden, politisk, ramme. Gentile har bevæget sig fra at diskutere, fagligt, om COIN virker ude i landsbyen, til at se på hvordan hele narrativet omkring COIN har udviklet sig, både samlet over tid, siden 1960'erne, men også indenfor hver enkelt krig. For at få rigtig fat i perspektivet begynder han med at analysere, hvordan de britiske erfaringer fra Malaya (1948-1960) lagde grundlaget for den amerikanske forståelse for oprørsbekæmpelse. Det er allerede i Malaya at ”den bedre general” og COIN-narrativet fødes. En positiv udvikling i kampene kædes nemlig sammen med tiltrædelsen af en ny general, som får æren for at ”omdanne” hæren til at lave rigtig oprørsbekæmpelse, selvom der ikke er tale om en egentlig revolutionær udvikling, eller afgørende skift i hverken taktik eller operativ plan. Derimod er der tale om en naturlig udvikling af taktik og operationer som allerede var iværksat af forgængeren. Sådan opstår narrativet om ”den bedre general” som overtager kommandoen, øjeblikkeligt befaler nye COIN taktikker, og at krigen dermed vendes og vindes. Ifølge Gentile gentager dette scenarie sig for amerikanerne både i Vietnam, Irak og Afghanistan. I Vietnam tilskrives den vendte krigslykke (i hvert fald taktisk) General Abrams, som efterfulgte general Westmoreland. I Irak var det general Petraeus som vendte krigen under ”the surge” i 2007, og samme Petraeus vendte også krigen i Afghanistan i 2010.

Gentile er oberst og professor i militærhistorie ved West Point, og var selv bataljonschef i Irak i 2006-2007, så han ved hvad han taler om. Bogen er velstruktureret, og han fremfører sine argumenter ved eksempler, som er godt underbygget med noter og henvisninger. Det er en lidt langtrukken og omstændelig proces, som kunne være skrevet lidt renere, men det betyder ikke så meget når bogen ikke er længere, og pointerne står tydeligt frem. I sit noteapparat bemærker Gentile at det var lettere at finde materiale fra Malaya og Vietnam, hvor der var ordnede arkiver og korrespondancer, end fra Irak og Afghanistan, hvor det hele var elektronisk, og hvor han måtte støve CD'er med information op, uden at have et ordenligt arkiv at gå til. Gentile bruger generalernes, og politikernes, egne vurderinger, bøger og udsagn, til at bevise, at det stort set er italesættelse og iscenesættelse når det hævdes at en ”bedre general” kom ind  i krigen og vendte krigslykken ved at omforme hæren til at lave bedre COIN. Det er med andre ord rent spin. Han viser at den amerikanske hær nok udviklede sig, både i hele krigens længde, men også at hver enhed udviklede sig under sin udsendelse, og at der ikke på noget tidspunkt var et afgørende skifte. I Afghanistan viser han at den amerikanske hær faktisk bedrev god taktisk oprørsbekæmpelse i krigens første år, lang tid før general Petraeus overtog kommandoen, og fik æren for at have vendt krigslykken.

Gentile citerer militærhistorikeren Sir Michael Howard for at sige at det er militærhistoriens pligt at kaste lys over ting, som ikke passer ind i myterne. Det er nødvendigt, for at bevare militærets effektivitet i fremtiden. Når COIN har fået mytisk status, sammen med dets generaler, i bl.a. det amerikanske militær, er det derfor ikke befordrende for udviklingen i forhold til fremtidige krige. Gentiles argumentation er samlet set overbevisende og det er vanskeligt ikke at forholde sig kritisk til den succes som COIN ellers er tilskrevet i Irak og Afghanistan. Deraf må naturligt følge et kritisk blik på COIN-biblen, manual FM 3-24 ”Counter-insurgency”.

Bogen er hurtigt læst. Men god læsning. Det er også bør-læsning, som et andet perspektiv på hvad oprørsbekæmpelse egentlig er, når det ikke er pigeskoler og vejsidebomber i Helmand. Den bør læses af både Carsten Jensen, Søren Pind, Jacob Svendsen og Forsvarschefen og eleven på Forsvarsakademiet. Den kan kun gøre os klogere. Og så skal den læses igen, når vi næste gang skal lave oprørsbekæmpelse.

Del: