Why Don’t We Leam From History?

Spørgsmålet stilles af major S. Lyngaae Jørgensen, Teknikerliniens Befalingsmandsskole, der i det følgende argumenterer for behovet for et mere end »kapitulationsforsvaret« Sjælland.
 
»History repeats itself.« Mahan.
 
»Why Don’t We Learn From History?« Liddell Hart.
 

 

Enhver rutineret skakspiller ved af (bitter) erfaring, hvor farligt det er at negligere sin kongestilling. Det medfører alt for ofte, at modstanderen - ved et hurtigt angreb - får ændret situationen afgørende til sin fordel.
Vi har i vor historie gentagne gange forsømt at sikre vor »kongestilling«, og vi har ved flere lejligheder måttet betale prisen herfor:
 
  • I 1658 gik Karl den 10. Gustav over isen til Sjælland og truede hovedstaden. Kongen, Frederik den Tredie, turde i første omgang ikke tage kampen op og sendte underhandlere til Svenskekongen. Roskildefre- den samme år kom til at koste os Skåne, Halland og Blekinge samt Bohus Len.
  • Krigen med England 1807-14 efter Københavns bombardement og overgivelse 1807 kostede os Norge ved Kielerfreden i 1814.
  • I 1864 var det ikke opgivelsen af Dannevirkestillingen og preussernes erobring af Als, der fik Statsrådet til at indlede fredsforhandlinger - det var truslen mod Sjælland.1} 
  • Den 9. april 1940 om morgenen truede den tyske gesandt, Renthe-Fink, med luftbombardement af København, såfremt de tyske krav ikke snarest blev imødekommet. Det blev de.
 
Disse historiske begivenheder burde have lært os ikke at lade Sjælland med hovedstaden ligge slet forsvaret hen. Ikke desto mindre er det den situation, vi kommer til at befinde os i, hvis regeringen får gennemført sin nul-løsning. Om konsekvenserne heraf for Sjællands vedkommende har forsvarschefen selv udtalt:
 
»Vi ved, at fjenden på Sjælland samtidig kan landsætte 6000 mand ind over strandene og 7000 mand fra luften. Når vi går ud fra, at der med nulløsningen kun vil være en brigade tilbage på Sjælland, så vil det blive en vanskelig opgave at modsætte sig et sådant angreb, og forsvaret vil ikke kunne holde længe. Efter vore skøn i hvert fald ikke længe nok til, at forstærkninger kan nå frem.«2}
 
Og videre:
 
»Men må man f. eks. nedskære forsvaret af Sjælland med en brigade, reelt en trediedel af øens forsvar, som det indgår i 0-løsningen, betyder det, at der nærmest kun kan præsteres et symbolsk forsvar af øen.«3}
 
Hærens stående styrke på Sjælland, Lolland, Falster og Møn kommer hermed ned på under 2.000 mand (i samme område er der ca. 4.000 politibetjente). Dette er slet og ret det, man tidligere benævnte et »kapitulationsforsvar«.
 
Et kapitulationsforsvar er et »forsvar«, der kun har til opgave at afvise mindre, tilfældige krænkelser af sø-, land- og luftterritoriet. I det øjeblik, man erkender sig udsat for et egentligt, villet angreb af blot nogen styrke, indstilles kampen og våbnene nedlæges under protest. Modstanden, der ydes, er kun kortvarig og af symbolsk art.
 
Det er et velkendt og anerkendt princip, at når midlerne bliver små, så må man prioritere, og jo mindre midlerne bliver, desto hårdere må man prioritere. Man bør imidlertid medtage alle aspekter i sine overvejelser, inden man prioriterer.
Hovedargumentet for at prioritere Jylland fremfor Sjælland synes at være, at Jylland (Den cimbriske Halvø = Sønderjylland (Slesvig) og Nørrejylland) har vi altid en chance for at forsvare - sammen med vesttyskerne og de NATO-styrker, der kommer os til hjælp - medens Sjælland uvægerligt vil falde, før eller siden, hvis fjenden først har erobret Halvøen.4}
At denne militære vurdering er rigtig, vil jeg ikke bestride; jeg vil dog tilføje, at vi i så fald befinder os midt i 3. verdenskrig.
 
»All this is but a sheep in a lion’s mouth expect the breed and disposition of the people be stout and warlike.« Francis Bacon.
 
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt udelukkende at tænke militært, vi må også foretage politiske vurderinger og prøve at foruddiskontere de forsvars- politiske konsekvenser i videst muligt omfang. Og her er det jeg hævder, at vi på længere sigt tilføjer forsvarssagen ubodelig skade, hvis hjemmeværnet øst for Storebælt føler sig svigtet af den »professionelle« del af forsvaret (i denne forbindelse er det tilstrækkeligt, såfremt denne del af hjemmeværnet blot føler sig svigtet - så er skaden allerede sket).
Hvis hjemmeværnet (og forsvarsbrødrene og soldaterforeningerne) skal være »hæren bag Hæren« og udgøre »et synligt udtryk for forsvarsviljen i befolkningen«, så nytter det ikke, at det professionelle forsvar lader en så væsentlig del af hjemmeværnet i stikken,;som hjemmeværnet øst for Storebælt udgør. Vi må stå last og brast med hjemmeværnet, hvis hjemmeværnet skal stå last og brast med os, ellers er vi selv med til at nedbryde forsvarsviljen i hjemmeværnet og dermed i befolkningen. Hvis hjemmeværnsfolkene øst for Storebælt mister modet, så hjemmeværnet i denne landsdel stagnerer eller det, der er værre, så bliver det ikke kun hjemmeværnets bevillinger og styrkemål, der bliver reduceret ved næste forsvarsforlig igen (1985?). Det vil også komme til at ramme den professionelle del af forsvaret, fordi radikal håbløshed vil brede sig i befolkningen, og dermed vil der ikke længere være politisk dækning for de »store« forsvarsudgifter. Vi vil komme ind i en ond cirkel.
Dette kan dokumenteres. I den holdningsmåling blandt hjemmeværnsfolk, som sociologen, dr. Erik Høgh, forestod i 1975, indgik følgende spørgsmål: »Hvad kunne få dig til at forlade hjemmeværnet?«5} Svarene angivet i % fremgår af nedenstående skema. Konkrete grunde til afgang.
 
 
Det fremgår heraf med al ønskelig tydelighed, at såfremt politikerne svækker forsvaret, vil ikke mindre end 22,6% af hjemmeværnsfolkene tage deres stilling op til overvejelse. Det er langt den vægtigste grund til afgang bortset fra de naturlige hensyn til erhvervsarbejde og familie.
Denne undersøgelse kan Poul Søgaard sikkert huske, for han var »den kommitterede for hjemmeværnet« på det pågældende tidspunkt og en af initiativtagerne til undersøgelsen.
Hjemmeværnsfolkene har lagt mærke til vore halvtomme kaserner, der om natten og i weekend’erne ligger øde hen, nu hvor polakker, østtyskere og russere plasker husvant til søs ved de danske strande. De har også bemærket, at vore kompagnier i stående styrke til daglig udgøres af halvtreds mand. I Jylland er hjemmeværnsfolkene endnu ved godt mod; de ved, at en angriber skal gennem Holsten og Sydslesvig først, og at vore allierede forholdsvis let kan sende forstærkninger til Jylland. På Sjælland derimod spørger hjemmeværnsfolkene allerede nu, om vi kan holde i tilfælde af krig. Der kan således opstilles to modeller for den fremtidige udvikling:
 
 
Vi må derfor tænke på virkningerne i hjemmeværnet, før vi prioriterer. Og af hensyn til hjemmeværnet og forsvarsviljen i befolkningen kan vi ikke reducere hærens stående styrke på Sjælland.
Vi må også tænke på politikerne, som forståeligt nok langtfra alle har den saglige indsigt i militære forhold, som var ønskelig - de må ikke bringes i en situation, som er vanskelig for dem at overskue. Og det vil netop være den situation, vore politikere vil komme til at befinde sig i, siddende i en slet forsvaret hovedstad på en slet forsvaret og tæt befolket ø.
Hvis man her bliver udsat for pression, vil det være nærliggende at søge en forhandlingsløsning fremfor at indlede udsigtsløse militære operationer med heraf følgende alvorlige kamphandlinger i det tæt befolkede hovedstadsområde. Tanker af denne art vil ikke være fremmede for de Radikale eller for visse dele af Socialdemokratiet.
Af hensyn til vore politikere er det derfor også nødvendigt med et troværdigt forsvar af Sjælland. Der må også tages hensyn til vore allieredes reaktioner i ovennævnte situation - eller såfremt egentlig, organiseret modstand er nedkæmpet efter ganske kort tid, og der tilbage kun er enkelte desperate hjemmeværnsfolk, der endnu sætter sig til modværge. Hvordan vil den engelske eller amerikanske offentlighed reagere?
 
»Ud fra mit kendskab til vore russiske venner og allierede under krigen, er jeg overbevist om, at der er intet, de beundrer mere end styrke, og intet de har mindre respekt for end militær svaghed.« Churchill.
Tale i Fulton (USA) den 5. marts 1946.
 
I fredstid har forsvaret som sit vigtigste formål at forebygge krig. Men et kun »kapitulationsforsvaret« Sjælland virker ikke krigsforebyggende - i en spændt situation indbyder det tværtimod til et kupagtigt angreb.
Sovjetunionen ville med besiddelsen af Sjælland have forbedret sin udgangsposition betragteligt. I en spændt situation, hvor en konflikt syntes umiddelbart forestående, kunne russerne ræsonnere som så, at nu, hvor det kunne komme til et væbnet sammenstød hvert øjeblik, kunne de ligeså godt tage Sjælland, medens det endnu var muligt uden større besvær. Når Sjælland har været »kapitulationsforsvaret« i nogen tid, vil betragtninger af ovennævnte art indgå i den sovjetiske militære tænkning og derefter i krigsplanerne.
Et »kapitulationsforsvaret« Sjælland (eller Danmark) vil således ikke virke krigsforebyggende - som de Radikale og SF forestiller sig - det vil tværtimod virke eskalerende. Og det skulle vi jo netop undgå.
 
»De quoi s’agit-il?« Foch.
 
Det drejer sig derfor, i første omgang, slet ikke om at forsvare Halvøen (fordi Sjælland alligevel vil falde, før eller senere, hvis Jylland først bliver besat); så er 3. verdenskrig nemlig allerede i gang. Det drejer sig derimod om:
 
  • at bidrage til fredens opretholdelse ved at undlade at friste Sovjetunionen til militære eventyr i vort område, hvilket et kun »kapitula- tionsforsvaret« Sjælland uvægerligt vil indbyde til.
  • at handle i overensstemmelse med vore (dyrekøbte) historiske erfaringer.
  • at stå last og brast med hjemmeværnet i den mest udsatte landsdel og dermed opbygge forsvarsviljen i befolkningen.
  • at undgå at bringe vore politikere i en situation, hvor de vil have vanskeligt ved at modstå pression.
  • at afgive klare og entydige signaler til vore allierede om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forsvare, hvad der er vort; og at vi ikke agter at opgive at forsvare dele af landet på forhånd. Så har vore allierede nemlig lyst til at komme os til hjælp.
Dette gøres bedst gennem et troværdigt forsvar af Sjælland. Vi kan derfor ikke reducere hærens stående styrke på Sjælland, således som der er lagt op til. Vi burde tværtimod øge den.
 
»Why Don’t We Learn From History?
 
NOTER
1) Major M. H. Clemmesen: Landsdelenes relative betydning. I. Militært tidsskrift, maj/juni 1980, p. 233.
2 ) Forsvarschefen, general Knud Jørgensen, som refereret i Berlingske Tidende søndag den 2. marts 1980, 1. del, p. 2.
3 )Do. mandag-den 28. juli 1980, 1. del, p. 2.
4) Major M. H. Clemmesen: Landsdelenes relative betydning. II. Militært tidsskrift, juli/august/september 1980, p. 272. Dette fremgår ligeledes af Forsvarskommandoens skrivelse LTP 121.60 - 23500 af 12 SEP 1980, Spørgsmål og svar vedrørende Forsvarskommandoens planlægning, pkt. 4.8.
5 )P. A. Heegaard-Poulsen: Hjemmeværnet. Serien: Forsvaret i samfundet. Forsvarskommandoen 1978, p. 54.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_nov-dec.pdf

Litteraturliste

Del: