Warszawapagten

En række artikler i den østlige presse inden for de seneste måneder har beskæftiget sig med Warszawapagtens struktur. Artiklerne har været genspejlet i den vestlige presse og er blevet udlagt på forskellig vis. Resultatet af en analyse af problemet er emnet for den følgende artikel.

1. Baggrunden for pagtens oprettelse

Warszawapagten blev oprettet i maj måned 1955 med Sovjetunionen, Polen, Østtyskland, Czekoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Albanien som medlemmer.
Medlemslandene er i dag de samme som ved pagtens oprettelse, idet dog Albanien, hvis diplomatiske forbindelse med Moskva blev afbrudt i 1961, udtrådte af pagten i 1968.
Officielt var grunden til Warszawapagtens oprettelse, dels at Vestmagterne i 1954 forkastede et sovjetisk forslag om et europæisk sikkerhedssystem, der indebar en permanent neutralisering og deling af Tyskland, dels at Vestmagterne forhandlede om Vesttysklands optagelse i den vestlige forsvarsalliance (Paris-aftaleme i 1954). Den officielle begrundelse for pagtens oprettelse har dog næppe været den eneste.
På det pågældende tidspunkt var den økonomiske og militære udvikling i satellitlandene stagneret som følge af Stalins terrorregime. De nye sovjetiske magthavere har sikkert erkendt de muligheder, der lå i en fornuftig - d.v.s. sovjetisk kontrolleret - udvikling af disse landes potentiel, bl. a. på det militære område. En modernisering af satellitlandenes militære styrker ville på længere sigt kunne understøtte den sovjetiske militære strategi, der allerede på dette tidspunkt var baseret på, at Sovjetunionen i tilfælde af konflikt skulle kunne virke overraskende og offensivt mod Vesteuropa. En styrkemæssig konventionel overlegenhed ville kompensere for Vestmagternes erhvervede overlegenhed på det atomare område - en overlegenhed, som de sovjetiske ledere sikkert har erkendt ville blive af lang varighed.

De sovjetiske ledere har ligeledes givetvis på det pågældende tidspunkt erkendt behovet for en politisk organisation, hvori Sovjetunionen kunne tilvejebringe støtte for sin politik, og gennem hvilken man kunne formidle direktiver til de allierede (satellitlandene). Man har formentlig samtidig ment, at disse lande på baggrund af en vis medindflydelse i en alliance ville øge deres militære indsats, således at resultatet på længere sigt ville blive en væsentlig forøgelse af det samlede militære potentiel.
Det bør i denne forbindelse anføres, at Sovjetunionen allerede før oprettelsen af Warszawapagten havde bilaterale militære aftaler med alle de senere pagtlande. Det på disse aftaler baserede bilaterale samvirke var dog i midten af 1950’erne sovjetisk domineret i en sådan grad, at disse aftaler ikke var egnede som grundlag for en forøgelse af landenes militære indsats.

2. Traktatens indhold

Nedenfor skal fremhæves visse dele af traktatens indhold, specielt for så vidt som dette har interesse ved en vurdering af Warszawapagtens faktiske organisation og virke.
I artikel 1 erklærer deltagerlandene, at de i overensstemmelse med De Forenede Nationers charter vil afstå fra trussel om magtanvendelse eller magtanvendelse i løsningen af internationale uoverensstemmelser.
Artikel 2 er en erklæring om vilje til deltagelse i internationale foranstaltninger til bevarelse af freden, herunder medvirken til nedrustning.
I artikel 3 fremhæves deltagerlandenes pligt til at rådføre sig med hinanden i alle vigtige internationale anliggender af fælles interesse.
Traktatens artikel 4 begrænser pagtens geografiske gyldighedsområde til Europa, ligesom den pålægger de enkelte medlemslande at yde de øvrige medlemmer støtte i tilfælde af angreb.
Artikel 5 anfører, at landene skal etablere en Forenet Overkommando for de af landenes væbnede styrker, der ifølge særlig overenskomst skal afgives til pagten. Det fremhæves, at Den Forenede Overkommando skal virke efter i fællesskab vedtagne principper. Landene forpligter sig ydermere til at træffe andre fælles foranstaltninger til styrkelse af forsvarskapaciteten.
I artikel 6 fastslås det, at der skal etableres En Politisk Rådgivende Komité med henblik på afholdelse af konsultationer og løsning af problemer affødt af traktaten. Det fastslås, at hvert land skal være repræsen- eret i komiteen med et regeringsmedlem, og at komiteen kan oprette støttefunktioner i fornødent omfang.
Pagtens artikel 11 forudsiger opløsning af pagten, dersom det lykkes at skabe et europæisk sikkerhedssystem. Fra Warszawapagtlandenes side sammenlignes traktaten hyppigt med den nordatlantiske traktat, der også til en vis grad synes at have tjent som model. Sammenligningen af de to pagter danner grundlag for en sovjetisk anvendelse af Warszawapagten i international politik samt som propagandaobjekt.
Sovjetunionen har erklæret, at eftersom pagten blev oprettet som modstykke til NATO, vil den også blive opløst, dersom NATO opløses. Det skal i denne forbindelse anføres, at en opløsning af Warszawapagten nu eller i fremtiden næppe vil ændre det magtpotentiel, der er til Sovjetunionens rådighed, idet de oven for nævnte bilaterale aftaler mellem Sovjetunionen og de enkelte lande stadig består, og det må formodes, at satellitlandenes styrker, der i dag er af tidssvarende standard, også uden Warszawapagten vil blive moderniseret kontinuerligt i overensstemmelse med den militære udvikling.

3. Warszawapagtens struktur indtil 1969

Selv om Warszawapagten fra medlemslandenes side i udstrakt grad anvendes i såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk og propagandamæs- sigt øjemed, gør man sig de største anstrengelser for at hemmeligholde alle detaljer om organisationen. Ved studiet af en lang række udtalelser, der i årenes løb har været fremsat ikke mindst af satellitlandenes politiske og militære ledere, har det dog været muligt at danne sig et nogenlunde billede af pagtens organisation og virke, herunder de enkelte landes mulighed for at øve indflydelse.
I overensstemmelse med traktatens artikel 6 oprettede man straks Den Politiske Rådgivende Komité, der fungerer som pagtens øverste politiske organ. Visse oplysninger antyder, at komiteen skulle afholde møder to gange årligt for konsultation. Imidlertid har mødehyppigheden været væsentlig mindre. I de første femten år synes der således kun at have været afholdt en halv snes møder. Fra adskillige af satellitlandene har der da også været fremført mere eller mindre vel tilsløret utilfredshed over Sovjetunionens dominans i pagten, og det ligger nær at antage, at Sovjetunionen alene har truffet beslutning om, hvornår indkaldelse af komiteen skulle finde sted. Krisen omkring Czekoslovakiet i 1968 synes at have afsløret komiteens underordnede betydning, idet der ikke i komiteen afholdtes møder forud for besættelsen.

Ifølge traktatens artikel 6 skal hvert medlemsland være repræsenteret i komiteen med en regeringsrepræsentant. Ved de fleste af de afholdte møder har landene dog sendt flere delegerede - således i visse tilfælde deres 1. partisekretær, premierminister, udenrigsminister og forsvarsminister.
Emnerne, der har været behandlet på de enkelte møder, og de opnåede resultater har aldrig været offentliggjort. Man har indskrænket sig til udsendelse af communiqueer om, at møde havde været afholdt, og at der var opnået enighed i alle væsentlige spørgsmål.
I 1956 blev der oprettet et sekretariat under Den Politiske Rådgivende Komité. Sekretariatets opgaver har ikke kunnet erkendes, men det har formentlig været en form for eksekutivt organ for komiteen. Bemærkelsesværdigt er det, at den første chef for sekretariatet blev den sovjetiske general Antonov, der samtidig var stabschef ved Warszawapagten. Den nuværende chef kendes ikke.
Udover Den Politiske Rådgivende Komité og Sekretariat har man etableret en Permanent Kommission, der skal fremsætte forslag med relation til landenes fælles udenrigspolitik. Der foreligger til dato ingen oplysninger om kommissionens virksomhed, og den har næppe haft nogen større betydning.
I det militære regie oprettede man i 1955 Den Forenede Overkommando. Samtlige pagtlande bidrog til oprettelsen. Den første chef for Warszawapagtens væbnede styrker var den sovjetiske marskal J. S. Konev. Stillingen har hele tiden været på sovjetiske hænder og beklædes i dag af marskal I. I. Jakubovskiy, som samtidig er 1. stedfortræder for Sovjetunionens forsvarsminister. Han besidder således en dobbeltstilling, hvorved beslutninger, der træffes i det sovjetiske forsvarsministerium, automatisk kan reflekteres i Den Forenede Overkommando.

Stillingen som stabschef i Den Forenede Overkommando har også stedse været beklædt med en sovjetisk officer. I dag indehaves den af armégeneral S. M. Shtemenko, der samtidig er stedfortræder for stabschefen i den sovjetiske generalstab. Der er her tale om yderligere en dobbeltstilling, som medvirker til sikring af den sovjetiske indflydelse i pagten.
Den sovjetiske indflydelse og kontrol tilsikres endvidere derved, at Sovjetunionen i samtlige satellitlandes forsvarsministerier er repræsenteret ved højtstående officerer.
Oplysningerne om Den Forenede Overkommandos sammensætning og virke er sparsomme. Den synes dog at være af forholdsvis begrænset størrelse, og den har næppe på noget tidspunkt kunnet og kan næppe heller i dag løse operative opgaver og slet ikke egentlige føringsmæssige opgaver. Dens primære opgave er formentlig koordination af de enkelte landes militære styrkers organisation og uddannelse.

I Den Forenede Overkommando findes kun et begrænset antal officerer fra satellitlandene, der tilsyneladende som helhed har lavere grader end de i kommandoen tjenstgørende sovjetiske officerer. Alt tyder på, at de udelukkende tjener som forbindelsesled mellem kommandoen og de nationale forsvarsministerier.
Indtil 1969 var forsvarsministrene fra satellitlandene stedfortrædere for chefen for Warszawapagtens væbnede styrker. Rent umiddelbart kan dette forhold synes at understrege samarbejdet og de enkelte satellitlandes medindflydelse. I virkeligheden har denne været stærkt begrænset, idet stedfortrædermyndigheden for hver enkelt forsvarsminister kun har været gældende, for så vidt angår det pågældende lands egne styrker og endda kun så længe, disse opholder sig inden for den pågældende nations geografiske område. Virksomheden som stedfortrædere for en rent militær chef placerede endvidere satellitlandenes forsvarsministre på et lavere niveau end den sovjetiske forsvarsministers, med hvem de vel rettelig burde være ligestillede. Også her ses den sovjetiske dominans tydeligt.
Sluttelig skal det i omtalen af pagtens struktur anføres, at der ikke på noget tidspunkt har været oprettet fælles kommandomyndigheder (allierede stabe) under Den Forenede Overkommando.

4. De militære styrkers udvikling indtil 1969

Rent umiddelbart stiller man sig selv spørgsmålet: Er det inden for rammerne af Warszawapagten lykkedes Sovjetunionen at udvikle satellitlandenes styrker i en sådan grad, at de har øget pagtens eller rettere Sovjetunionens militære potentiel over for Vesteuropa. Svaret herpå må blive et klart ja!
Ved pagtens oprettelse var satellitlandenes styrker udrustede med udslidte sovjetiske våben, og uddannelsesstandarden var lav. Sovjetunionen har i høj grad måttet betvivle disse styrkers evne til effektivt at gennemføre selv begrænsede militære operationer.
Oprettelsen af Warszawapagten satte imidlertid udviklingen i gang. Man har gennemført omfattende standardiseringforanstaltninger, og resultatet er, at styrkernes organisation og udrustning principielt er ens i alle landene. Mindre forskelligheder synes dog at blive tolereret. Uddannelsen er blevet standardiseret, og øvelsesvirksomheden gennemføres efter direktiver fra Den Forenede Overkommando. Et stort antal officerer fra satellitlandene gennemgår kurser i Sovjetunionen.

I de første år efter pagtens oprettelse var fremskridtene tilsyneladende begrænsede, men i den første halvdel af 1960’eme tog udviklingen fart. Således var tilgangen af nyere materieltyper til satellitstyrkeme kendelig i denne periode. I samme tidsrum må uddannelsesstandarden være blevet højnet væsentligt, thi fra omkring 1965 begynder satellitlandene at deltage i omfattende fællesøvelser med større troppekontingenter. Udviklingen er nået så vidt, at ledelsen af visse øvelser har været tillagt forsvarsministre fra satellitlandene, således for eksempel den østtyske forsvarsminister under øvelse »Oktoberstorm« i 1965 i Østtyskland og den czekoslovakiske forsvarsminister under øvelse »Moldau« i 1966 i Czekoslovakiet.
Fra omkring midten af 1960’erne har man måttet regne med, at satellitlandenes styrker har været af en standard, der i alt væsentligt tilsvarer den moderne krigs krav.

5. Strukturændringer i 1969

Den ovenfor beskrevne udvikling fører til den slutning, at Sovjetunionen med basis i Warszawapagten har formået at forøge det militære potentiel i Østeuropa i væsentlig grad. Sovjetunionen sidder dog tilbage med i det mindste et væsentligt problem, nemlig disse styrkers pålidelighed over for Sovjetunionen. I forholdet til Vesteuropa har der dog hidtil ikke været grund til at betvivle pagtsammenholdet. At der derimod forekommer interne problemer bl. a. på det militærpolitiske område lader sig ikke skjule. Tydeligst ses dette vel nok i dag i Rumæniens holdning til samarbejdet. De militærpolitiske problemer er dog ikke af ny dato. En række mere eller mindre godt tilslørede udtalelser fra visse satellitlandes ledere viser, at disse lande lige siden pagtens oprettelse har været utilfredse med den sovjetiske dominans. Utilfredsheden har været stigende i takt med moderniseringen af landenes militære styrker, og i 1969 lykkedes det for første gang satellitlandene at få gennemført visse ændringer i pagtens struktur. Ændringerne blev bekendtgjort efter, at Den Politiske Rådgivende Komité havde holdt møde den 26. marts 1969 i Budapest.

Ændringerne omfattede oprettelse af en forsvarsministerkomité og et militærråd.
Forsvarsministerkomiteen mødtes første gang i december 1969 i Moskva. Den består tilsyneladende af deltagerlandenes forsvarsministre samt chefen for Warszawapagtens væbnede styrker og stabschefen ved Warszawapagten. Oprettelsen har primært medført, at satellitlandenes forsvarsministre nu - i det mindste nominelt, rangerer på linie med den sovjetiske forsvarsminister. Sovjetunionen har dog også i dette nye organ sikret sig en dominerende stilling, idet Sovjetunionen tilsyneladende er det eneste land, der har mere end en repræsentant i komiteen.
Forsvarsministerkomiteens opgaver kendes ikke, idet pagtlandene traditionen tro ikke gav detailler om mødet i det communique, der bekendtgjorde, at mødet var afsluttet. Det må formodes, at komiteen skal drøfte og til en vis grad fastlægge retningslinier for pagtens strategiske og operative planlægning. Inden for visse grænser kan der således være givet satellitlandene noget større indflydelse, men der er næppe tvivl om, at Sovjetunionen vil gennemtrumfe egne synspunkter, dersom dette skønnes hensigtsmæssigt. Man må regne med, at det forhold, at satellitlandenes forsvarsministre har fået en ændret placering i systemet, har medført, at de samtidig er blevet løst fra stillingerne som stedfortrædere for chefen for Warszawapagten. Det vil være logisk at antage, at disse stillinger er overtaget af de respektive landes generalstabschefer.
Også militærrådet mødtes første gang i december 1969 i Moskva. Dets sammensætning blev imidlertid ikke røbet i meddelelserne om mødet. Indtil sammensætningen måtte afsløre sig, vil de være rimeligt at antage, at det er opbygget i lighed med de allerede kendte sovjetiske militærråd. I Sovjetunionen findes sådanne råd ved alle højere kommandomyndigheder. De er normalt sammensat af chefen for den pågældende myndighed (formand) og en række af hans stedfortrædere, og de virker som en slags kollektive føringsorganer, der både støtter og kontrollerer den pågældende chef.

Har Warszawapagtens militærråd en analog opbygning, vil det altså have chefen for Warszawapagten som formand og derudover omfatte pagtens stabschef, der også er sovjetisk officer, samt chefens øvrige stedfortrædere - altså formentlig satellitlandenes generalstabschefer. Der er således grund til at antage, at Sovjetunionen også i dette organ har en større repræsentation end de øvrige lande. Ikke desto mindre kan det ikke udelukkes, at oprettelsen af militærrådet har forøget satellitlandenes mulighed for at påvirke samarbejdet, dog kun inden for grænser, der fastlægges af Sovjetunionen.
 

6. Konklusion

Pagtens oprindelige struktur gav Sovjetunionen en absolut dominerende position politisk såvel som militært.
Den politiske struktur er ikke ændret siden oprettelsen. Den Rådgivende Politiske Komités virksomhed ses heller ikke at være ændret. Den mødes uregelmæssigt, og det må formodes, at Sovjetunionen fortsat i væsentlig grad bestemmer omfang og art af komiteens arbejde.
Militærpolitisk er der strukturelt sket en ændring gennem oprettelsen af Forsvarsministerkomiteen, hvilket kan have forøget satellitlandenes indflydelse på den strategiske og operative planlægning.
På det rent militære område kan satellitlandenes indflydelse, specielt på uddannelses- og øvelsesaktiviteten, ligeledes være blevet noget større som følge af oprettelsen af militærrådet.
Pagtens struktur tilsikrer fortsat Sovjetunionen en absolut dominerende stilling såvel politisk som militært.

Den rent militære organisation er i alt væsentligt begrænset til Den Forenede Overkommando, hvis størrelse udelukker, at den kan være pålagt væsentlige operative - eller føringsopgaver. Der findes fortsat ikke Warszawapagt-kommandomyndigheder under Den Forenede Overkommando. Resultatet heraf er, at den operative planlægning gennemføres i den sovjetiske generalstab, der ligeledes må påregnes at skulle føre pagtens styrker i krig primært via sovjetiske kommandomyndigheder i felten. Den Forenede Overkommandos virksomhed må da forudses begrænset til forbindelse mellem den sovjetiske generalstab og satellitlandenes forsvarsministerier.
Warszawapagten har været og er fortsat et instrument, der gør det muligt for Sovjetunionen i fredstid at kontrollere og i krig at anvende satellitlandenes styrker i overensstemmelse med Sovjetunionens planer. Pagten har reelt medført en væsentlig forøgelse af Sovjetunionens rådige militære potentiel, idet det siden pagtens oprettelse er lykkedes at udvikle alle medlemslandenes styrker, så de som helhed tilsvarer den moderne krigs krav. **
 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: