Vurdering af samarbejdsordningen

Dansk Militærpsykologisk Selskab afholdt den 15. april 1970 foredragsaften med en vurdering af samarbejdsordningen som emne.
I to foredrag, holdt af cand. polit. S. Borup-Nielsen, MPT, og oberst T. Hansen, chef for Dronningens Livregiment, blev der forsøgt gjort status og foretaget en vurdering af udviklingsmulighederne på det eksisterende grundlag samt foretaget en kritisk vurdering af dette grundlag.
Nedenstående gengives - noget bearbejdet - manuskriptet til oberstens indlæg.

Før I/J 1968:

Grundlaget for den eksisterende samarbejdsordning har historisk udviklet sig således: Den 8. december 1964 nedsatte Forsvarsministeren det udvalg, der skulle undersøge »... befalingsmandsuddannelsen og de med arbejdsklimaet i forsvaret forbundne problemer«.
I udvalgets kommissorium fastsættes bl.a.: »... Det vil endvidere være udvalgets opgave at overveje sådanne foranstaltninger, som vil kunne virke fremmende for et tilfredsstillende arbejdsklima for det militære personel, samt afgive forslag i overensstemmelse hermed« ... Hermed blev det omfattende arbejde sat i gang, der foreløbigt har afkastet 6 Del-betænkninger.
I maj 1966 kom 2. Del-betænkning om »Samarbejdsregler inden for forsvaret«, der mundede ud i »Forslag til lov om samarbejdets regler inden for forsvaret«. Med denne 2. Del-betænkning fik forsvarets personel det første samlede indblik i de tanker, man gjorde sig om en ændring/udbygning af den indtil da gældende talsmandsordning.
Den 17. februar 1967 fremsatte Forsvarsministeren i Folketinget dette forslag til lov i alt væsentligt som af klimaudvalget foreslået. Den 7. juni 1967 vedtoges loven - noget ændret i forhold til forslaget. Det bestemtes, at ikrafttrædelsen var 1. januar 1968. Med kundgørelse af 27. november 1967 (B. 26/67) udsendtes lovens ordlyd, og i tilslutning hertil

- Vejledende bemærkninger vedrørende loven og
- Supplerende bestemmelser vedrørende loven.

Dette blev yderligere udbygget med skrivelser fra Hærkommandoen samtidigt med, at emnet blev belyst og drøftet ved orienteringsmøder på »Roligheden« og Frederiksberg Slot.
Sammenfattende er det berettiget at sige, at dette emne var »lagt frem« til de brugende myndigheder så grundigt og i så god tid, at ingen (chefer) kunne være i tvivl om, hvad han skulle gøre. I en sammenfattende oversigt er den tidsmæssige udvikling altså følgende:

08 DEC 1964: FMN nedsætter »klima-udvalget«.
MAJ 1966: »Klima-udvalget« udsender 2. Del-betænkning.
17 FEB 1967: FMN fremsætter forslag til lov om samarbejdsordningen i Folketinget.
07 JUN 1967: Loven vedtages i Folketinget.
01 JAN 1968: Lov om samarbejdsordning i kraft.
03 MAR 1969: KFF B. 3/1969 (om bemyndigelse til at udvide udvalg med repræsentanter for andre personelgrupper end de menige).

Således tegner grundlaget sig for »samarbejdsordningen« - belyst i relevante tidsterminer, og jeg fandt det derfor vel motiveret i nytårsparolen til alle regimentets befalingsmænd den 5. januar 1968 herom at berette:

»Loven om samarbejdsregler i forsvaret er nu i kraft fra 1. januar. Hvad der skal sættes i gang i den anledning, er i hovedsagen beordret. Takket være, at regimentet, siden udkastet til loven blev rund- sendt, i det væsentlige har arbejdet med systemet, regner jeg ikke med særlige vanskeligheder på dette område.
Det skal fremhæves, at der er forskelle mellem loven, som den nu skal føres ud i livet, og det vi hidtil har praktiseret. Alle, der forretter tjeneste ved underafdelinger, må nødvendigvis sætte sig ind heri. Øvrige må skaffe sig fornødent kendskab hertil. Loven med tilhørende bemærkninger er udformet således, at der overlades meget lidt til fortolkning.
Det er mit ufravigelige ønske, at vi efterlever loven på ånd og bogstav. Jeg ønsker ikke sager, der kan begrundes i manglende efterlevelse af forskrifterne.

Samarbejdsordningens start.

Min grundindstilling for indkøringen af ordningen var således: Da der var tale om en lov, vedtaget som andre love i Folketinget, og altså ikke blot en »tjenstlig bestemmelse« eller »anvisning«, fulgte vi i egentligste forstand lovens ord og de i supplementer hertil givne retningslinier (f.eks. om opbygningen af lokalt talsmandskursus).

Følgende bør kort omtales:

a. Loven forlanger udvalg ved underafdeling og regiment, men andre udvalg kan etableres. Ved Dronningens Livregiment har begge afdelinger (DKS og RKS) oprettet udvalg, der holder møde med samme frekvens som kontaktudvalget. Disse afdelingsudvalg er »blandede«, d.v.s. heri indgår en repræsentant for hver befalingsmandskategori inden for afdelingen.

b. Regimentet har ikke oprettet et samarbejdsudvalg, altså et fælles udvalg for alle personelkategorier.

Det skal her erindres, at § 15 i loven er sålydende: »Efter møde i talsmands- eller kontaktudvalg afholder formanden møde med repræsentanter for det under ham tjenstgørende militære personel, som ikke har været repræsenteret i udvalget med henblik på drøftelse af det i udvalget passerede ...«
Jeg havde meget svært ved at se, hvilke emner, der kunne debatteres med lige stor interesse i et forum, der bestod af A-officerer, B-officerer, sergenter, menige, konstabler, civile fra kaserne, kostforplejning, kantine m. v.
Da de nævnte personelkategorier alle var repræsenteret i et eller andet udvalg, der specielt behandlede de pågældendes særlige interesser, forelagde jeg personelrepræsentanterne, om ikke disse følte sig fuldt ud orienteret ved et referat i første møde efter et kontaktudvalgsmøde hos regimentschefen og i øvrigt med adgang til de lovbestemte referater efter hvert møde, hvori menige deltog. Alle erklærede sig enige heri.

Medvirkende til denne beslutning var yderligere den opfattelse, at ved ethvert møde, hvor chefen »præsiderer«, er øvrige omkring bordet repræsentanter for en - større eller mindre - gruppe. Hvis »systemet« derfor skulle virke korrekt, måtte disse repræsentanter mødes med deres gruppe inden mødet hos regimentschefen og påny igen efter for at meddele videre, hvad der skete.
Denne »proces« ville blive så tidskrævende, at det var svært at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg synes at have grundlag for at udtale, at erfaringerne har vist, at nævnte synspunkter var rigtige. På grund af øvelses- og anden aktivitet har det ved adskillige lejligheder vist sig, at de lovbestemte møder kun har kunnet indpasses i arbejdsugen med største besvær.
Sammenfattende kan det siges, at et af de lovbestemte mødereferater synes fyldestgørende som informationskilde til alle, der har interesse i at følge, hvad der har været til behandling i talsmands- og/eller kontaktudvalg.

Hvor mange møder en regimentschef leder, fremgår af følgende oversigt:

For at antyde den »administration«, der ligger heri, kan anføres, at alle kategorier af de nævnte møder karakteriseres ved - Forberedelse, d.v.s. dagsorden udarbejdes, materialer, der skal anvendes under mødet, fremskaffes, tidligere mødereferater gennemgås med henblik på evt. »follow-up« etc.

- Indkaldelsen, d.v.s. dagsordenen udsendes, særlige specialister tilsiges (regnskabsfører, kasernemester, kostforplejningsofficer m.fl.).

- Referat, d.v.s., der skal være kvalificeret skrivekapacitet til stede under mødet, idet den påkrævede underskrift på mødereferatet af hver mødedeltager nødvendiggør, at der refereres korrekt.

- Sagsbehandling, d.v.s. ikke alle emner lader sig »afgøre« under mødet, men udtages til nærmere undersøgelse eller overvejelse. Dette skal ses i sammenhæng dermed, at loven fastsætter tidsbegrænsning for besvarelser af rejste spørgsmål.

Jeg skal afstå fra at omsætte den »administration«, som den skitserede mødeaktivitet afkaster, i tidsfaktorer, men blot antyde, at de »skriverier«, der affødes heraf, i kendelig grad har forøget belastningen på en i forvejen begrænset skrivekapacitet.

2 års virke.

For at få et overblik over hvilke emner, der har været til »debat«, og hvilken tyngde de enkelte emner har haft, er udarbejdet nedenstående oversigt:

Det fremgår af den første oversigt, at ud af det antal talsmandsudvalgs- møder, der skulle have været afholdt inden for den behandlede 2-årige periode, er ca. 16 % »faldet væk«. Dette skyldes udelukkende den tidligere omtalte vanskelighed med at få de lovbestemte frekvenser overholdt. - Der må en yderligere iagttagelsesperiode til for at bedømme, om den iagttagne procent er »høj«, »normal« eller »lav«.
Selv om det har været forbundet med nogen vanskelighed at »anbringe« de debatterede emner i fælles emnegrupper, skal det dog ikke overses, at »uddannelse« har en ret høj procent, hvilket af svækker en udbredt opfattelse, at det overvejende er »de små ting«, der drøftes i udvalgsmøderne. På baggrund af samarbejdsordningens virke ved regimentet i 2 år skal følgende enkeltforhold kort kommenteres:

  • Ved samarbejdsordningens start var der en vis frygt for at løbe ind i »stofnød«. Denne frygt har vist sig ubegrundet. Dog har emner ofte været »gengangere«, idet nyindkaldte ofte har bragt spørgsmål til debat, som netop er behandlet med det hjemsendte hold.
  • Da samarbejdsordningen var til drøftelse i »udkast«, næredes mange steder en frygt for, at »provokatører« skulle blive indvalgt, med de konsekvenser dette havde, når en talsmand ikke kunne »afsættes«. Mit regiment har aldrig haft denne type i talsmandsgrupperne - tværtimod, som oftest har der været udvalgt yderst positivt indstillede og samarbejdsvillige menige.
  • Ved indførelsen af ordningen nærede mange betænkeligheder ved evt. at skulle drøfte besværinger over befalingsmænd i møder, hvor disse ikke var til stede. Vi har haft flere tilfælde af denne art ved regimentet, men altid fremført i en urban tone, således at de omtalte forhold umiddelbart kunne reguleres uden komplikationer.
  • Ved regimentets interne inspektioner har der altid været »eksamineret« i samarbejdsordningens opbygning. Til trods for grundig instruktion herom viser de stedfundne eksaminationer et ringe kendskab til (interesse for?) ordningens »mekanik« - bortset fra de valgte talsmænd. Sammenholdt med civile tillidsmandsorganisationer er dette nok ikke så afskrækkende. Den enkelte véd, hvem der er hans »tillidsmand«, og dermed hvor han skal henvende sig - men tillidsmandens »relationer« opefter bekymrer han sig mindre om.
  • Aktivering af valggrupper synes fortsat at være et meget vanskeligt emne.
  • Lovens formål - som udtrykt i § 1 - synes rigtigt, men vejen til at nå målet er lang - måske meget lang - og at nærme sig målet vil kræve største tålmodighed hos det personel, der skal arbejde med og efter loven.
  • Regimentet har forsøgt sig med »blandede« kontaktudvalgsmøder, d.v.s. hvor både menige og sergentgruppen var »omkring bordet«. Erfaringen hermed er ikke god, dels fordi antal deltagere blev for mange (ca. 18- 20), dels fordi antal emner, der interesserer alle tilstedeværende (bortset fra chefens indledende orientering), er yderst begrænsede på regiments- niveau. Til gengæld synes blandede møder helt naturlige på underafdelingsniveau og er nu i hovedsagen en regel ved alle sådanne.

Talsmandskurser.

I 1968 og 1969 er gennemført i alt 5 kurser (ca. 125 elever) (lokalt tals- mandskursus). Bortset fra den statistiske bekræftelse/vurdering af disse kursers medvirken til gennemførelse af samarbejdsordningen er det regimentets indtryk, at uddannelsen virker inspirerende for talsmændene og giver dem gode og nødvendige forudsætninger for deres arbejde, samt gør dem positive og aktive over for samarbejdsordningen. Regimentets under afdelingschefer udtaler samstemmende, at arbejdet i diverse udvalg gennemføres lettere og mere gnidningsløst med talsmænd, der har gennemgået uddannelsen.
Vi har - efter gentagne ønsker fra de menige - udvidet timeantallet fra de foreslåede 15 timer til ca. 20 timer.

Centralt talsmandskursus.

Samtlige deltagere har efter endt kursus ytret stor tilfredshed med denne specielle uddannelse og føler, at den gør dem bedre rustet til at løse de tjenstlige problemer.

Som et værdifuldt træk anføres den mulighed, de her får for at udveksle synspunkter og problemer med talsmænd fra andre tjenestesteder. Det anføres generelt, at alle talsmænd burde have denne specielle uddannelse.

Vurderinger.

På baggrund af disse bemærkninger og beskrivelser af samarbejdsordningens forløb efter at have været i kraft i 2 år vil jeg udtale:

Kontaktudvalg.

Det har taget betydelig tid at få klargjort for talsmændene hvilke emner, der egentlig bør gøres til genstand for diskussion og afgørelse i kontaktudvalget. Det er tvivlsomt, om dette spørgsmål finder sin helt tilfredsstillende løsning med den hyppige udskiftning af medlemmerne.

Talsmandsudvalg.

En lang række af den daglige tjenestes store og små problemer har fundet deres løsning på disse møder, men spørgsmål om friheder og lettelser af forskellig art har en fremtrædende plads i diskussionen.

Der er megen forskel på møder afholdt i rekrutperioden og i menigtiden. Kompagnichefernes initiativer til drøftelser i rekrutperioden synes større end senere, hvor de meniges aktive indleven i selve uddannelsen efterlyses, idet de menige oftest nu kun er interesserede i friheder og lettelser i tjenesten.

Opfyldelse af lovens § 1.

Samarbejdsordningen er ubestrideligt medvirkende til at inddrage de forskellige personelgrupper i et indbyrdes samarbejde. Det synes, som tals- mandsudvalget hæmmes af den omstændighed, at ikke alle personelgrupper, specielt de unge og yngre befalingsmænd, deltager i udvalgenes møder. Begge parter - befalingsmænd og menige - kan nævne eksempler på, at befalingsmænd ikke bliver tilstrækkeligt og ikke tilstrækkeligt hurtigt er blevet orienteret om resultater, opnået på talsmandsudvalgsmøderne, med deraf følgende risiko for misforståelser og episoder. Generelt er udvalgenes arbejde absolut medvirkende til opfyldelse af lovens § 1.

Det kræver yderligere erfaring, smidighed og også en god portion fasthed at få de »små« problemer reduceret i antal og få de »større linier« yderligere ind i udvalgsdrøftelseme.

Valggrupperne.

Sammenfattende må nok siges, at værdien af disse møder i høj grad afhænger af den enkelte talsmands evne til at aktivere valggruppen i samarbejdet, fordi det enkelte medlems interesse for at yde en personlig indsats sikkert ikke er helt så stor, som man kunne have håbet, da ordningen blev indført. Visse områder har sikkert den helt store interesse, f. eks. friheder og lettelser af enhver art, medens en aktiv stillingtagen til f. eks. uddannelsesproblemer kun sker hos enkelte menige medlemmer, hvis overhovedet hos andre end talsmændene, der føler et vist ansvar og som konstant bliver foreholdt, at mandskabets medvirken til forbedrelse af uddannelsen er en betydningsfuld side af samarbejdet.

Konklusion.

  • Vi har utvivlsomt fået en god lov. Den opstiller et mål og anviser en vej til at nå dette.
  • Målet - at gøre alle til ansvarlige medarbejdere - er ikke nået endnu. Måske et spørgsmål, om det kan nås, men derfor behøver loven ikke at være forkert.
  • Det tager tid at vænne soldaten til at arbejde og tænke ud over »de små ting«. Som kontaktudvalgsmedlem når han måske 4—6 møder. Dette forhold bliver mere og mere kompliceret, jo kortere tjenestetiden bliver, idet kontinuiteten i et målbevidst arbejde brydes for ofte.
  • Jeg tror ikke, man endnu skal ændre lovens tekst - ej heller administrativt (som f. eks. bestem, om »blandede« kontaktudvalgsmøder). Der bliver behov herfor (smidigere mødefrekvens etc., SG ind i talsmandsud- valg o. a.), men det kan nok vente et par år.
  • Formændene for respektive udvalg er nøgleelementerne til opfyldelse af lovens § 1. Alle bestræbelser må udfoldes for at bibringe disse kendskab, evner og vilje til at nærme sig målet.
  • Loven skønnes indtil videre at være påkrævet. Når samfundet engang er »omstillet«, således at samarbejde er noget helt naturligt mellem arbejdsgiver og arbejdstager, kan spørgsmålet melde sig, om det er nødvendigt i forsvaret at have en LOV herom - eller om det blot behøver at indgå i de (mange) øvrige tjenestebestemmelser, vi udfører alt andet arbejde efter.

Til slut: Selv om det ofte kræver tålmodighed at lytte til og behandle »de små ting«, hører kontaktudvalgsmøderne (af flere grunde) til de arbejdstimer, jeg nødigst ville undvære.

T. Hansen

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.