Videregående officersuddannelse: del 2 – værnsfælles uddannelse og delvis professionel renæssance

Del 1 beskrev essensen i officerserhvervet, de internationale rødder til udviklingen af videregående officersuddannelser og udviklingen heraf i Danmark fra 1890erne til omkring 1960. Del 2 beskriver udviklingen fra etableringen af de værnsfælles stabskurser i 1960erne indtil omkring år 2000.

 

 

Foto: Det andet Stabskursus for Søværnet (1968-69)

 

 

”The military profession is unique among disciplines in that the ends of training and education it pursues are directed to endeavors which may never arise during one’s active career, or it may even be the case that the concepts and methods one has spent a career mastering are found wanting at the time of reckoning. Yet, the education officers remain vital because the consequences of failure in war are indeed so great.”[1]

Joseph Moretz, 2014

 

1. Reorganiseringen

Kilderne til reorganiseringen
Der var mange kilder til den professionelt på mange områder positive udvikling af det danske officerskorps videregående uddannelser i Den Kolde Krigs sidste 15-20 år:

For det første var det amerikanske dogmatiske pres for at bevare en kernevåbenbaseret forsvarsplanlægning forsvundet i årene før (presset er beskrevet i dette essays del 1 LINK).

For det andet blev USA's indflydelse nu opvejet af den stadig større tyske indflydelse i Alliancen. Dette var i høj grad tilfældet i Danmark, hvor hæren skulle fungere i et tæt integreret samarbejde med tyske hærstyrker i Holsten og søværnet samarbejdede både taktisk og logistisk med Forbundsmarinen i den sydlige Østersø og danske farvande.

For det tredje blev alle dele af Vestens militære styrker stærkt positivt inspireret af den professionelle renæssance, der ramte alle dele af de amerikanske væbnede styrker, da de i 1970’erne fysisk og mentalt frigjorde sig fra ydmygelsen i Vietnam. Udviklingen indebar blandt andet, at amerikanerne prioriterede det direkte forsvar af de primære allierede i Europa og Østasien. Den førte snart til et pres på alle de europæiske alliancemedlemmer i retning af at også de skulle forstærke de konventionelle styrkers evne til at forsvare Vesteuropa. Man skulle frigøre sig fra afhængighed af tidlig kernevåbenanvendelse. I det projekt blev USA’s primære samarbejdspartner Forbundsrepublikken Tyskland, og der var i midten af 1970’erne ikke længere forskel på hvad disse to allierede ønskede at Danmark skulle gøre med hensyn til sin hærs anvendelse.   

For det fjerde kom Forsvarets udvikling i de år snart under kontrol af professionelt markante personligheder med motivation fra opbygningstiden efter Besættelsen. Det drejede sig om hærofficererne Otto Katharus Lind, Hieronymus Thomassøn (H.T.) Havning, Holger Dencker og Jørgen Lyng, søofficererne Sven Eigil Thiede og den yngre Hans Garde samt for flyvevåbnets vedkommende blandt andre Ole Fogh.

Ønsket om værnsfælles uddannelse
Udviklingen i hele efterkrigstiden havde været drevet af et klart politisk ønske om et tættere samarbejde mellem hær, søværn og flyvevåben. Motivet var nok først og fremmest at få størst mulig effekt for pengene. Det var et pres der bidrog til at udfordre og udvikle værnene. Politikernes ønske blev delt af mange af værnenes officerer, og man havde derfor tidligt opnået en stadig mere integreret ledelsesorganisation. I 1950 havde landet fået sin første fælles Forsvarschef, admiral Erhard Qvistgaard, samt en Forsvarsstab med ansvar for efterretningstjeneste og forsvarsforberedelserne på overordnet plan. Samtidig fik Forsvaret et antal fælles forvaltnings- og støttemyndigheder, herunder Forsvarsakademiet. Allerede ved akademiets etablering i 1951 havde et udvikling af værnenes evne til samarbejde været et af formålene, idet ”man har anset det for hensigtsmæssigt ikke alene af økonomiske grunde, men også fordi det vil være af betydning, at officerer fra de tre værn på dette trin af uddannelsen gennem personlig kontakt lærer de forskellige værns vilkår at kende, hvorved et bedre samarbejde i fælles stabe muliggøres”. [2] Læg mærke til, at formålet ud over at opnå kendskab til de øvrige værns kapaciteter og muligheder i kamp var gensidig uddannelse og netværksdannelse med henblik på mere effektivt stabsarbejde.

Værnenes forskellige behov
At Forsvarets videregående uddannelser skulle forberede officererne bedre til værnsfælles stabs- og chefsvirksomhed var og er kun logisk.  Men de grundlæggende forskellige måder værnene opererer og deres officerer anvendtes, betød at værnene havde forskellige behov og traditioner.

Hærofficererne skulle videreuddannes til at løse analyse- og ledelsesopgaver i taktiske stabe på forskellige niveauer. Det var opgaver, der blev stadigt mere komplekse igennem en karriere, og hvor forvaltningstunge opgaver dengang for en generelt anvendt karriereofficer først kom ret sent i tjenesteforløbet. Situationen var anderledes i begge de andre værn.

Specielt i Flyvevåbnet anvendtes allerede den unge officer i det centrale operative planlægnings-, kontrol- og forvaltningsarbejde umiddelbart efter at have været systemoperatør som pilot eller i en raketeskadrille. Straks derefter ændrede tjenesten sig, når man skiftede til teknisk-logistiske managementopgaver. For Flyvevåbnet indebar officerernes videreuddannelse forberedelse til stabsarbejde samt orientering om den nye ramme og uddannelse i stabsprocedurer under støtte af veldefinerede operationer over og fra dansk territorium. For Søværnets taktiske officerer skabte myndigheds- og ansvarskoncentrationen hos krigsskibets chef og nødvendigheden af hurtige beslutninger i både fred og krig behov, der afveg fra hærens, og for søværnets tekniske officerskorps var behovet nogenlunde som for Flyvevåbnets officerer.

Udviklingen af Hærens generalstabskursus
Også Hærens generalstabskursus blev udviklet væsentligt i løbet af 1960’erne. I begyndelsen af juli 1959 tog chefen for Hærstabens Operationsafdeling, oberstløjtnant Otto Blixenkrone-Møller, over for Forsvarsministeriet initiativ til at forlænge kurset fra 12 til 18 måneder.  Det er for forståelsen af forløbet væsentligt at notere sig, at den viljestærke oberstløjtnant, der kom til at dominere hæren i årtiet, ikke selv var generalstabsuddannet. Som geodæt var han naturvidenskabeligt uddannet. [3]

Forlængelsen af kurset ville dels kunne give tid til at indføre fag som nationaløkonomi og driftsøkonomi, dels kunne man reducere det forcerede tempo fremkaldt af det meget hjemmearbejde til et plan ”hvor selvstændig tænkning og personlig vurdering bør komme i første række”. Troen på, at reduceret arbejdspres under uddannelsen fører til selvstændig tænkning var desværre naiv. I en senere periode blev arbejdspresset dramatisk reduceret uden denne eller andre positive virkninger.  Den frigjorte tid blev brugt til alt anden end selvstændige kritiske overvejelser eller professionel fordybelse.

 

Oberstløjtnant Otto Blixenkrone-Møller (Foto: Modstandsdatabasen, Nationalmuseet).

Midt i samme måned, juli 1959, kunne kommandoen meddele Forsvarsakademiet, at man havde foreslået ministeriet, at det 12-måneders kursus, der skulle starte samme efterår, blev aflyst, og man i stedet udarbejdede et kursus på 18 måneder, der skulle gennemføres første gang 1960-61. Det justerede kursus formål var jævnfør den kursusplan, som Forsvarsakademiet sendte til ministeriet i april 1960, at ”meddele eleverne en teoretisk uddannelse, der kan danne grundlaget for deres videre uddannelse i stabsstillinger og den højere administration”. Det skulle udvide deres horisont og selvstændighed gennem diskussioner og udarbejdelse af større kursusopgaver. Hovedvægten skulle lægges ”på praktisk tilegnelse af stoffet ved opgaver”. Under hovedfaget taktik blev ”krigsspil” ganske vist nævnt, men som et af flere emner, ikke som undervisningsmetode. Kursus omfattede obligatorisk undervisning i både fransk og engelsk med 90 timer til hvert sprog.

Presset for mere forvaltningsundervising
Forsvarsministeriet godkendte kursusplanen, men bad akademiet om at overveje, hvorvidt kursus ud over generel indføring i administration i fremtiden også skulle dække emner som ”statens forvaltning og administration i almindelighed” og søge inspiration fra den videregående uddannelse af intendantofficererne (forsvarets specialister i økonomiforvaltning). Grunden til, at man ikke ønskede den ekstra undervisning indført straks var, at man fandt de uhensigtsmæssigt at hæve det ugentlige timetal over 25 timer. De to efterfølgende kurser blev reduceret fra 18 til godt 15 måneder, hvilket bl.a. kun kunne ske ved at øge den ugentlige undervisningstid med ca. 5 timer.

I 1965-66 var kursets formål defineret som i 1960-61, ordet ”krigsspil” helt forsvundet, også som emne i taktikundervisningen.  Oberst Blixenkrone-Møller, der nu var Chef for Hærstaben, godkendte kursusplanen, men mente, at undervisningen i engelsk og fransk kunne falde bort.  Det blev imidlertid i forbindelse med det efterfølgende kursus, at Blixenkrone-Møller meldte klart, hvad generalstabskursus efter hans opfattelse burde udvikle sig til. Forsvarsministeriet havde delegeret budgetplanlægningen til værnskommandoerne, og der forventedes yderligere delegering. Derfor fandt obersten, at uddannelsen på generalstabskursus i forvaltningslære og administration blev intensiveret. Man skulle kopiere den ”hensigtsmæssige helhed” fra planen for Stabskursus for Intendanturofficerer, ”der bedre end den nuværende uddannelse skønnes at kunne dække stabsofficerernes behov”. Uddannelsen på Generalstabskursus skulle fordeles med 60 % på ”strategi, taktik og faglig tjeneste” og 40 % til ”forvaltning”. 

Blixenkrones indstilling var forståelig. Muligheden af krig i Europa forekom fjern midt i 1960erne nogle år efter Berlin- og Cubakriserne, hvor Den Kolde Krig var blevet varm i Sydøstasien. De primære udfordringer han som værnsstabschef kæmpede med efter de allierede våbenhjælps ophør, var at Forsvarsministeriet opgav selv at lede udviklingen af Forsvaret inden for det politiske forsvarsforligs økonomiske rammer, og havde overladt ansvaret til de tre værn.

Starten af søværnets og Flyvevåbnets kurser
Det første skridt mod at gennemføre en fælles uddannelse af værnenes officerer i overensstemmelse med hensigten bag oprettelsen af Forsvarsakademiet var kommet i slutningen af 1960erne. Det skulle ske med skyldig respekt for værnenes forskellige forventninger.

Forsvarschefen havde i 1963 etableret en ”Arbejdsgruppe til undersøgelse af danske officerers videregående videnskabelige uddannelse”. Man skulle ”forbedre vilkårene for samarbejdet værnene imellem samt … opnå en tidssvarende kvalitet af officerernes uddannelse”.  I januar 1967 konstaterede Forsvarschefen, at det under arbejdet var naturligt at ”undersøge muligheden af en værnsfælles stabsskole”. Der havde været enighed som at oprette en sådan skole i princippet, men det var ikke muligt at gennemføre i praksis ”før personelsituationen bedredes”.  Der eksisterede så muligheden for at gennemføre ”3 indbyrdes koordinerede, og parallelt løbende, stabskurser på Forsvarsakademiet, et for hvert værn”. Det var en løsning, som briterne havde ønsket gennemført allerede efter 1. Verdenskrig, da Royal Navy havde besluttet at oprette et etårigt stabskursus og ville placere den som nabo til hærens stabsskole i Camberley. Ideen var strandet pga. manglende penge til nybyggeri, og man måtte nøjes med fælles øvelser.[4]

Heller ikke det kunne der blive enighed om i Danmark i 1964, men  Søværnet ønskede at etablere sit stabskursus på Forsvarsakademiet, og da akademiet havde givet tilsagn om at huse det havde Forsvarsministeriet godkendt dets oprettelse i september 1966.  Fire måneder senere anbefalede Forsvarschefen, at man gennemførte en ny analyse af området. Han konstaterede samtidig, at mulighederne for at gennemføre uddannelsen med den nye ansvarsfordeling med forsvarets økonomiske planlægning og drift delegeret fra ministeriet til  værnene måtte ligge hos dem. Dette var efter hans opfattelse også logisk, fordi der måtte være sammenhæng mellem officerens grundlæggende og videregående uddannelse.[5]

Forsvarschefen, general Kurt Rudolph Ramberg fra Flyvevåbnet, der havde startet sin karriere som marineflyver, havde som nævnt i august 1966 støttet Søværnets forslag til ministeriet om at oprette at stabskursus fra efteråret 1967. Værnet ville stille lærerkræfterne til rådighed og Forsvarsakademiet ville medvirke ved tilrettelæggelse og gennemførelse. Ramberg så et sådant ”midlertidigt stabskursus” som et ”skridt videre” mod en koordinering af uddannelsen af værnenes stabsofficerer. 

Kurset indledtes som besluttet i efteråret 1967 og fortsatte til sommeren næste år. En betydelig del af det 7½ måned lange kursus omfattede orienteringsrejser til udlandet samt gennemgang af udenlandske kurser (i amfibisk krigsførelse samt afvendelse af ”Special Weapons”, dvs. kernevåben), men som på hærens generalstabskursus skulle eleverne udarbejde en hovedopgave, hvis emner blev foreslået af Søværnskommandoen.

 

Det andet Stabskursus for Søværnet (1968-69). Chefen for de to første kurser var kommandør Erik Viggo Jørgensen, der sidder første række til højre for akademichefen Rosenløv. Jørgensen var i vinteren 1943 flygtet til England og gjort tjeneste i den engelske flåde i resten af krigen. Han havde efter kursus på NATO Defense College fra august 1964 gjort tjeneste ved Forsvarsakademiet.

(Foto: Rosenløvs samling)

Uddannelsen havde dog også en applikatorisk del, og Søværnskommandoen  indskærpede allerede før første kursus over for Forsvarsakademiet, at den engelske metode for operativ situationsbedømmelse, ”Appreciation of the Situation” skulle anvendes som den primære i stedet for den amerikanske, nok en naturlig konsekvens af kursuslederens baggrund i Royal Navy.[6] Et tilsvarende stabskursus for søværnet blev gennemført i 1968-69, mens tredje kursus i 1969-70 kunne samordnes med Flyvevåbnets første kursus.[7]

Det forhold, at Søværnet og Hæren fra 1967 gennemførte parallelle stabskurser, begge med hovedopgaver, fik straks Forsvarsstaben til øjne mulighederne for at integrere besvarelsen af et hovedopgaver, men hovedlæreren på generalstabskursus, oberstløjtnant H.T. Havning, måtte afvise muligheden. Forløbet af hærkurset betød, at hovedopgaverne på det kommende kursus skulle afleveres vinteren 1969-70 senest marts 1970, medens hovedopgaverne på det parallelle, kortere kursus for Søværnets officerer ikke kunne aflevere omkring maj. En elev skulle have forudsætninger fra undervisningen før arbejdet med hovedopgaven, og det var i generalstabskursus efter et lille år, på søværnets kortere kursus efter ca. et halvt år.[8]

Værnenes forskellige mål for den videregående officersuddannelse
Ingen i forsvarets og værnenes ledelser  syntes at have erkendt, at der eksisterede en fundamental forskel mellem den måde, som Hæren og Søværnet så på formålet med stabsuddannelse. Hærens generalstabskursus var ligesom det tyske kursus, der i sin tid havde været inspirationen, rettet mod at udvikle officerer, der selvstændigt (som ”Führergehilfe”) kunne bidrage til organisationens opgave- og situationsanalyse, beslutningsproces samt implementering. Kurset skulle for de bedste være en forberedelse til deltagelse i udvikling af policy og var derfor også rettet mod senere chefsvirke. Hærens kursus var i sin essens et elite-generalistkursus.

Søværnets opfattelse af en stabsofficer inspireret af den britiske opfattelse. Briternes opfattelse var, at stabsuddannelsen skulle koncentrere sig om stabsofficerens praktiske, systematiske, procedurebaserede håndværk.  Stabsuddannelse skulle forberede officeren i specialistvirksomheden som stabsofficer. Udviklingen af evnen til konceptuel, kritisk, helhedstænkning hos de bedste kommandørkaptajner, kommandører og unge kontreadmiraler skete senere under det kortere, fire måneders  ”Senior Officer’s War Course”, dvs. et elitekursus på hvad der senere blev betegnet som niveau 3.[9]

I modsætning til hæren og flyvevåbnet havde koncentrationen af søværnets officerskorps i København fortsat efter 2. Verdenskrig og derigennem også netværks- og meningsdannelsen i Søløjtnantsselskabet. Mens hæren i sit Generalstabskursus fortsatte med at finde og udvikle sin elite, havde Søværnet valgt at sende de få officerer, der skønnedes egnede til admiralsudnævnelse, til U.S. Naval War College i Newport, Rhode Island.  Valget er logisk, da man med sit britiskinspirerede udgangspunkt ikke kunne opfatte stabskurset som en forberedelse af eleverne til deltagelse i policyprocessen i andet end en støttefunktion. Denne mulighed for eliteuddannelse og international netværksdannelse fortsatte søværnet med at udnytte efter de nationale uddannelsesændringer, der blev gennemført fra midten af 1960’erne.

Søværnets og Flyvevåbnets kurser fra 1968
Som allerede nævnt fulgte etableringen af et Stabskursus for Flyvevåbnet to år efter kurset for søofficerer, men allerede i sommeren 1968, lige efter afslutningen af Søværnets første kursus, var planlægningen blevet indledt.  I november dette år fulgte værnets direktiv for kursus, der kort fastlagde, at formålet var ”at give officerer af FLV en videregående uddannelse for at gøre dem mere kvalificerede til ledende tjeneste, bl.a. i FLV stabe og i nationale og internationale fællesstabe”.  Undervisningens omfattede også ”praktiske øvelser”, hvor ”fællesøvelser” skulle søges koordineret med hærens og søværnets kurser. Der skulle ikke gennemføres prøver eller eksamen, og emnet hovedopgave nævnes ikke i direktivet. Dog skulle arbejdspresset i 2-3 uger af kursets 7½ måned øges så meget, at eleverne kunne vise deres evne til at arbejde under pres.

Også dette kursus blev placeret i rammen af Forsvarsakademiet på Østerbrogades Kaserne, og alle stabskurser blev nu finansieret inden for rammen af værnenes driftsbudgetter. Det nye kursus gav i øvrigt Flyvevåbnet muligheden for at stille en uddannelsesramme til rådighed for Prins Henrik og således knytte ham nærmere til det danske officerskorps.[10]

 

Fra første Stabskursus for Flyvevåbnet. Kursuslederen oberstløjtnant V.K.H. Eggers ses yderst til højre ved siden af Rosenløv. (Foto: Rosenløvs samling)

Mere forvaltning for alle officererSamtidig med starten af de to ”blå” værns stabskurser var der blevet bedre tid til at justere Hærens generalstabskursus indhold, fordi det kommende kursus igen som i begyndelsen af årtiet var kommet op på 18 måneder: Fra november 1966 til udgangen af april 1968. Men i den uddannelsesplan, som Forsvarsministeriet godkendte i oktober 1966, var vægtningen af forvaltning og administration på under halvdelen af det niveau, som Blixenkrone-Møller som nævnt tidligere så som relevant. Både kursets formål og de centrale dele af beskrivelsen af de enkelte fag var som 1965-66-kursets.[11] Indtil videre forblev balancen som den havde været igennem årtier mellem på den ene side uddybningen af elevens professionelle indsigt med fokus på operationer og taktik og på den anden forberedelsen til de presserende forvaltningsledelsesopgaver, som mange stabsofficerer nu blev præsenteret for.

Behovet for flere management- og forvaltningsuddannede officerer blev således ikke løst ved en ændring af generalstabskursus, hvilket jo også kun ville løse problemet for ét af de tre værns vedkommende.  I begyndelsen af 1970’erne, dvs. etablering af Forsvarskommandoen, blev Stabskursus for Intendanturofficerer derfor afløst af et nyt Stabskursus i Forvaltning, der til forskel fra forgængeren også optog officerer fra de tre værn.[12]

Etableringen af de fælles videregående uddannelsestrin
Hærens Generalstabskursus havde som beskrevet i løbet af efterkrigstiden udviklet sig fra et 12 måneders til et 18 måneders til et 15 måneders og igen til et 18 måneders kursus. Fra 1967 henholdsvis 1969 blev der endvidere årligt gennemført 7½ måneders kurser for Søværnets og Flyvevåbnets officerer på Forsvarsakademiet, fordi det ikke var muligt at få de tre værn til at enes om et kompromis, der kunne give et fælles kursus. Det forudsatte den etablering af en fælles forvaltningsmæssig ledelse af værnene, der fandt sted ved etableringen af Forsvarskommandoen i 1970.

Konsolideringen af den nye fælles forvaltning kom netop til at ske under ledelse af den af gode grunde forvaltningsfokuserede Otto Blixenkrone-Møller, der fra slutningen af 1972 til foråret 1977 var Forsvarschef efter general Ramberg.  Direktivet for reorganiseringen af Forsvarsakademiet og for den nye kursusstruktur, der blev implementeret fra begyndelsen af 1977, forelå i sommeren 1974.

Herefter var der etableret to nye kurser på hver ¾ års længde af indholdet af det gamle generalstabskursus. De officerer fra hæren, der tidligere kunne have været udtaget til Generalstabskursus (i begyndelsen ca. 10), startede på et ”Føringskursus II”, der formelt set kun beskæftigede sig med hærtaktik- og organisation med vægt på divisions- og armékorpsniveauerne. Det tidligere ”Taktiske Kursus”, en generel, obligatorisk efteruddannelse for hærofficerer, der fokuserede på brigadetaktik, blev nu benævnt ”Føringskursus I”.

Efter gennemgang af ”Føringskursus II” fortsatte eleverne fra 1977 herfra på ”Stabskursus II”, der var en værnsfælles uddannelse med maksimalt 37 elever.[13] Det nye kursus indeholdt dels andre elever fra hæren, der efter stabskurset skulle fortsætte på et videregående management og forvaltningskursus, der sammen med stabskurset afløste den tidligere stabsuddannelse for intendanturofficerer, eller videregående teknisk eller pædagogisk uddannelse.

De søværns- og flyverofficerer, der tidligere ville være sendt på værnets stabskursus på Forsvarsakademiet, gennemgik herefter kun Stabskursus II. Men også de officerer fra de to værn, der skulle fortsætte på forvaltnings- eller andet efterfølgende kursus, gennemgik stabskursus som de elever fra hæren, der ikke var startet på Føringskursus II.

Stabskurset blev givet nummeret II, fordi der nu også blev etableret et værnsfælles ”Stabskursus I”, som alle officerer fra de tre værn skulle gennemgå som forberedelse til mere rutinemæssige stillinger i værnsfælles stabe.

 

Den succesrige imperiebygger Mogens Rosenløv (t.h.) ved sin afskedsreception som akademichef i efteråret 1979. Han hilser på sin efterfølger som strategilærer i 1960’erne, Helge Kroon - her oberstløjtnant - og på Inspektøren for Hæren, generalmajor Harald Boysen. (Fotos: Rosenløvs samling)

I løbet af 1970’erne fik man så endeligt skabt rammerne for den fælles videregående uddannelse af de tre værns officerer, som man havde ønsket siden etableringen af Forsvarsakademiet i 1951. Chefen for Forsvarsakademiet, Mogens Rosenløv, der allerede i 1950’erne som strategilærer på generalstabskurset havde været knyttet til forløbet, havde succesrigt arbejdet på, at samle alle de nye kurser på sin skole. Ikke alene det nye fælles Stabskursus-II, der skulle forberede egnede officerer på tværs af værnene til mere krævende stabstjeneste, men også det kortere Stabskursus-I, som alle officerer skulle gennemgå, blev placeret på akademiet. Det samme var tilfældet med Føringskursus II og de forskellige efterfølgende emnemæssigt målrettede kurser på videregående uddannelsesniveau II, hvor Stabskursus i Forvaltning var det væsentligste. For næsten alle elementerne på dette niveau II gjaldt dog, at de var sammensat af moduler fra tidligere kurser som et løst sammensat kludetæppe.

2. Uddannelsernes indhold

Kernevåbnenes virkning på den operative uddannelse
En anden udvikling af væsentlig betydning for den videregående uddannelses indhold fandt sted parallelt med reorganiseringen af kurserne. Som nævnt overfor ønskede begge Danmarks primære NATO-partnere i begyndelsen af 1970erne, USA og Tyskland, at landet reducerede Forsvarets afhængighed af kernevåbenbrug. En revision af den kernevåbenafhængige - og derfor (som beskrevet i dette essays Del 1) professionsundergravende doktrin for ”bevægelig” forsvarskamp måtte ske i hærens Taktiske Studiegruppe. Studiegruppen var blevet etableret i sommeren 1968 af den daværende hærstabschef, oberst A.C.B. Vegger, for at udvikle og implementere værnets taktiske doktrin,[14] dvs. den kernevåbenafhængige forsvarskamp. Studiegruppen kom nu til at komme danne ramme for den nødvendige, men vanskelige, revision af doktrinen.

Allerede fra Havnings overtagelse af ledelsen af generalstabskursus i 1968 var diskussionen præget af skepsis over for muligheden af anvendelsen af kernevåben på kamppladsen. Denne skepsis blev næret af samtidige amerikanske studier, der understregede virkningerne på kampområdets civilbefolkning.[15] Det afgørende blev dog, at den tyske hær i 1974 udgav en ny udgave af sit taktiske grundreglement, ”Heeresdienstvorschrift 100/100 Führung im Gefecht”. I juni 1974 kunne revisionsarbejdet i Taktisk Studiegruppe indledes for alvor.

 

Oberstløjtnant H.T. Havning som den sidste markante kursusleder af flere af de sidste generalstabskurser. (Foto: Rosenløvs samling)

Hovedkraften bag revisionen blev oberstløjtnant H.T. Havning, der stadig var leder af Generalstabskursus, og den kompromistekst, der blev udgivet i 1977, indeholdt en ny ”stedbunden forsvarskamp” som et alternativ til den bevægelige form, der dog blev bevaret som en mulighed.[16] Det var logisk, for NATO beholdt muligheden for at anvende taktiske kernevåben på kamppladsen som et element i sin strategi for ”Fleksibelt svar” og den tidligere eneste doktrins ”far”, Harald Boysen, var som Hærinspektør helt indtil 1987 fortsat ansvarlig for hærens doktrin og uddannelser.  Kurset gennemførte derfor stadig undervisning i anvendelsen af taktiske kernevåben på kamppladsen, men som elev på oberstløjtnant Jørgen Lyngs Føringskursus II i 1978 blev man ikke i tvivl om, hvordan kursuslederen så på muligheden. Selv i 1980’erne fortsatte man at undervise i procedurer og planlægning af anvendelse af taktiske kernevåben, fordi NATOs strategi forudså muligheden, men anvendelsen var ikke længere forudset tæt integreret med enhedernes anvendelse i forsvarskampen.

Nogle år senere betød efterfølgende ændringer af officersuddannelserne, at Føringskursus II ændrede navn til ”Operativ Føringsuddannelse” og ”Stabskursus I” blev nedlagt som for kostbart. Senere igen blev det management og forvaltningskursus, der som nævnt for mange elevers vedkommende fulgte efter stabskursus, nedlagt og stabskurset udvidet til ét år. Det skulle sikre tid  til det ellers tabte uddannelsesindhold, der nu blev givet til alle.

Det applikatoriske element nedtones
Føringskursus II og efterfølgeren Operativ Føringsuddannelse fortsattes den undervisning med vægt på applikation gennem opgaveløsning individuelt og i ad hoc etablerede taktiske stabe, som havde præget uddannelsen siden Kühnels reformer i 1890'erne. Kun det pædagogisk afgørende middel, det frie krigsspil til afprøvning af planer og idéer, var som nævnt forsvundet i 1950erne. I 1990erne indførtes ganske vist spil mod en krigsspilcomputer, men en sådan kan kun ”dømme” i de traditionelle kampscenarier, som programmet er designet til, og den kunne ikke spille virkningen af overraskelse eller de forskellige typer friktion, der adskiller virkelighedens krigsførelse fra teoriens.

 

 

Oberstløjtnant Jørgen Lyngs første Føringskursus II i 1989, der var det andet kursus af denne type. Lyng, der sidder nr. 2 fra højre på første række, accelererede udviklingen af den ikke-kernevåbenafhængige forsvarskamp. Artikelforfatteren er nummer tre fra venstre i anden række. (Forsvarsakademiet)

Jeg bedømmer 1990ernes ukritiske anvendelse af spilcomputere til andet end støtte til kampdømning som skadelig for hærens officerskorps professionelle udvikling, fordi den fastholdt kursets diskurs i anakronistiske scenarier i stedet for også – som en traditionel krigsspilsramme – at kunne inspirere indsigt i nye udfordringer som oprørsbekæmpelse.  Det var ikke kun et dansk problem. Under et officielt besøg på det tyske Führungsakademie, vistnok i 2002, konstaterede jeg, at akademiets ”Generalstabslehrgang” med computerstøtte stadig øvede rene Koldkrigsoperationer for armékorps. 

Fra doktrin som støttekorset til doktrin som spændetrøje
Et problem, der var startet med integrationen af kernevåben i den taktiske doktrin, men fortsatte derefter, var, at applikatoriske øvelser i en betydelig grad blev reduceret til træning i applikation af doktrinen snarere end øvelse i anvendelse af enhederne efter deres faktiske bevæbning, kadrekvalitet og uddannelse. Det var åbenbart den varige virkning af Boysens uddannelse. Det svarer til, at et fodboldhold kun forberedes til at implementere den foretrukne opstilling, spillestil og taktik, uden fuldt ud at forstå, at modstanderen har en selvstændig vilje og egne muligheder, der betyder, at en lige kamp kun bliver vundet gennem evnen til en improvisation der tager hensyn til hver spillers styrke og svagheder. Doktrinfokuseret taktikundervisning leder til forsøg på ukritisk anvendelse af reglements vejledning og undergraver evnen til effektiv tilpasning til det operative problems faktiske indledende og senere udfordringer. En sådan taktikundervisning udnytter typisk krigshistoriske eksempler til at illustrere den ønskede optræden snarere end til at skabe indsigt i kampens mulige karakter og de krav, der følger heraf.

Indholdet af ”Stabskursus II
Det Stabskursus II, der efter reformen gennemførtes første gang i 1977-78, indeholdt tre elementer:

 

Forfatterens Stabskursus 1978-79 ved kursusafslutningen. På første række ses fra venstre kursuslederen, oberstløjtnant Kaj Vilhelm Nielsen, og hans hjælper i Faggruppe Strategi, orlogskaptajn Hans Garde. (Rosenløvs samling)

For det første det kursus i ”Strategi”, som havde indgået i Generalstabskurset. Denne uddannelse var indledningsvis blevet udviklet af Mogens Rosenløv i 1950’erne og havde siden afløseren Helge Kroons periode fra midten af 1960’erne været gennemført af Kaj Vilhelm Nielsen, der som major havde været først taktiklærer og så krigshistorielærer på Hærens Officerskursus. Oberstløjtnant Nielsen blev kursusleder på det nye kursus i det første årti. Strategidelen omfattede på det tidspunkt et orienterende kursus i videnskabsteori, en grundig indføring i beslutnings-, krisestyrings- og kernevåbenstrategiske teorier og strategier, en generel orientering om NATOs situation og problemer samt om den aktuelle situation i Sovjetunionen, USA, Storbritannien, Forbundsrepublikken Tyskland samt Sverige og Norge.

Nielsen var leder på kursusrejserne, der gik til henholdsvis Sydsverige, Oslo og Nordnorge, Bonn, NATO-hovedkvarteret, SHAPE samt London og Paris.  Grundbogen i strategi var stadig den oprindelige udgave af ”Makers of Modern Strategy”, som Rosenløv havde bygget centrale dele af sin undervisning på. Kursets ”applikatoriske” dele var begrænset til udarbejdelsen af et ”strategisk landestudie[17] og en hovedopgave, der dog ikke nødvendigvis behandlede et emne fra strategiundervisningen.

Den anden del af Stabskursus II var uddannelsen i værnsfælles operationer og indføring i grundlæggende stabsmetodik. Undervisningen i operationer var i denne første periode af rent orienterende, dvs. ikke applikatorisk karakter. Den var præget af, at faggruppen blev ledet af kommandørkaptajn F.S. Thostrup, der siden 1972 havde været leder af Stabskursus for Søværnet og videreførte traditionen herfra.  Man kan sige at den begrænsede ambition med den operative uddannelse var en logisk konsekvens af Søværnets syn på stabsofficeren som støttende sagsbehandler snarere end som direkte involveret og ansvarlig ”Führergehilfe”.

Det samme gjaldt for kursets tredje del, der gav en grundig orientering om civil – offentlig og privat – management-, ledelses-, organisations- og forvaltningsteori og praksis med det udtalte formål, at ”få mere forsvar for pengene”. Lederen var den dygtige intendanturofficer, daværende oberstløjtnant O.B.M. Jensen, der ud over Faggruppe Forvaltning også var kursusleder for det efterfølgende Stabskursus i Forvaltning.[18]

Sammenhængen i uddannelserne
Udviklingen af uddannelserne skete i 1970erne fortsat i alt væsentligt i en intern proces på Forsvarsakademiet, som det var sket siden Krags direktiv til Vegger i 1955. Man justerede selv eksisterende uddannelser uden inspiration eller substansmæssig vejledning fra direktiver fra den/de ansvarlige foresatte myndigheder. Disse godkendte uden synlig interesse eller væsentlige bemærkninger uddannelsesplanerne, der i hovedsagen bestod af justerede moduler fra tidligere kurser. Derefter anvendte man de forhåndenværende lærerkræfter til at gøre det, de plejede. Kun udpegningen af lederen af Generalstabskurset og det efterfølgende kortere kursus for hærofficerer forblev højt prioriteret for hæren.

Det er betegnende for den manglende interesse for den nødvendige substans og metode i den videregående uddannelse af officerer, at dette emne overhovedet ikke berøres i det relevante afsnit i Forsvarskommandoens i øvrigt altdækkende 50-års jubilæumsværk.[19] Man var kommet meget langt væk fra den tid, hvor Helmuth von Moltke den Ældre personligt var formel mentor og bedømmer af de få generalstabsofficersaspiranter, der efter at have gennemført kursus blev prøvet under tjeneste i den Store Generalstab i Berlin.[20]

Holdningen i Forsvarets ledelse syntes fra 1970erne igennem 1980’erne at være, at man skulle have en videregående ”videnskabelig” uddannelse, men ud over ønsket om, at denne også med mindst lige så høj prioritet forberedte officerer bedst muligt som forvaltningsledere, var man fra ledelses side ret uinteresseret i den professionelle substans. Man tog det åbenbart for givet, at professionens kerneviden ville overleve og udvikles i officerskorpset uden at nogen behøvede at interessere sig for den. Man ignorerede, at de personer, der havde udviklet uddannelsen fra 1890ernes Kühnel over Nils Berg, Rosenløv, Kroon, KajVilhelm Nielsen, Hans Garde Lyng og John E. Andersen ikke kun havde beskæftiget med deres profession inden for 37 timers arbejdstid når på kursus. For alle var den kritiske interesse for professionen et livstidsprojekt – som det er for alle dybdeprofessionelle i militære forsvar som i andre professioner.

Den indledningsvis skitserede positive professionelle udvikling især i USA fra 1970erne kom ikke til at få væsentlig indflydelse på de danske militære uddannelser.  Da freden stadig forekom sikret af kernevåben og da disse våben ville gøre traditionel militær professionalisme irrelevant for småstatsstyrker, hvis krigen alligevel kom, havde man stadig stigende fokus på forvaltningen af de eksisterende strukturer, herunder forvaltningen af de løbende reduktioner der fulgte med udfasningen af våbenhjælpsmateriellet og den stadig reducerede mulighed for at belaste de værnepligtige. 

3. Uddannelsen 1989-2002: Integration og justering efter 10 års erfaring

Rødderne til 1989-93 reformerne og deres virkninger
Følgende forhold bidrog til den reorganisering af uddannelsen på Stabskursus, der fandt sted fra begyndelsen af 1989 til 1994:

For det første fik kursus ved nytår 1989 en bemanding af den værnsfælles operative uddannelse, hvor alle, også lederen,[21] selv havde været elever på kurset og oplevet dets forskellige svagheder: Den rent orienterende karakter af undervisningen i operationer, den gode, men i stigende grad amilitært rettede undervisning i management- og forvaltning, samt den manglende integration af de tre faggruppers undervisning.

For det andet skulle uddannelsen i værnsfælles operationer reformeres, idet rammen herefter skulle være analyse og planlægning af værnsfælles indsats på ”operativt niveau” snarere end det rent taktiske samvirke mellem enheder fra de tre værn.

For det tredje blev det klart, at Den Kolde Krig var under afslutning, og at det betød, at eleverne skulle forberedes til at forstå, analysere og planlægge operationer uden for den eksisterende ramme i Enhedskommandoen samt NATOs Nordregion og Centralregion.

For det fjerde måtte eleverne forberedes til den nye opgaveramme for også danske militære styrker, der i begyndelsen af 1991 blev illustreret med Golfkrigen og derefter snart de internationale operationer i Somalia og Ex-Jugoslavien. Dette skulle ikke alene ske i den operative undervisning, men også i strategiundervisningen.

For det femte berøvede et direktiv fra Forsvarets ledelse om at øge elevantallet fra maximalt 37 til maximalt 54 de tre faggrupper deres beskyttende eremitkrebssneglehuse, så kursusledelsen fik mulighed for at fokusere og integrere al uddannelsesvirksomhed, så kursus af eleverne kunne opfattes som en helhed snarere end - som tidligere – et ukoordineret kludetæppe af bidrag.

For det sjette blev det samlede system for videregående officersuddannelser bedømt som uholdbart resursekrævende, og de tre værn havde forskellige opfattelser af, hvornår i tjenesteforløbet deres officerer skulle gennemgå Stabskursus I. Resultatet blev, at dette kursus nu blev nedlagt uden, at man kunne nå til enighed om en kort og billigere generel orienterende uddannelse af de officerer, der ikke blev optaget på et uddannelsesniveau II-kursus.[22]

Refokuseringen af kurset blev den naturlige første opgave for lærergruppen i månederne efter forfatteren i vinteren 1991havde overtaget ledelsen af kursus og ansvaret for strategiundervisningen. Skiftet skete, da den daværende kursusleder, oberstløjtnant John E. Andersen, der havde afløst K.V. Nielsen i august 1987, ved sin udnævnelse til oberst forlod Forsvarsakademiet.

Fra netværksdannelse i eliten til bureaukratisk afstempling
Forøgelsen af elevantallet var blevet mulig ved flytningen af Forsvarsakademiet fra Østerbrogades Kaserne til Svanemøllens Kaserne. Denne forøgelse var ganske vist sagligt set uønskelig og grundlæggende skadelig for niveauet og resultatet, fordi antallet af elever herefter i markant højere grad end tidligere blev større end talentmassen. Beslutningen var typisk for den rene produktionsholdning, der fra dette tidspunkt i stigende grad prægede officersforvaltningens beslutninger. Forøgelsen havde dog samtidig den fordel for en proaktiv kursusledelse, at den kunne udnyttes til grundlæggende reformer, fordi en fortsættelse af al undervisning i plenum nu ikke længere var pædagogisk forsvarlig, hvis formålet med kursus skulle være mere end rent orienterende.

Det meget store elevtal var pædagogisk undergravende, fordi det for kursets kvalitet er afgørende, at et klart flertal af eleverne er ”meget egnede” eller som minimum ”egnede” og samtidig motiverede til at gennemgå kurset. I det nye kursusformat var en meget stor del af uddannelsen henlagt i grupperne, ”syndikaterne”. Her skulle  de med en tilknyttet lærer som katalysator dele erfaringer på tværs af værn og tjenestegrene og udvikle hinandens forståelse gennem diskussion på grundlag af pensum.

Forsvarsakademiet som "produktionsvirksomhed"
I årene indtil og med 1992-93, hvor grænsen havde været 37 elever, var det kursusledernes skøn, at i bedste fald var ca. 25 var meget egnede eller egnede til at gennemføre kursus, dvs. 2/3, og den bedste håndfuld af disse dominerede normalt kurset.[23] Nu blev det normen efter forfatterens skøn fra ledelsen af kurset 1993-94 og senere fra undervisning på kurser fra 2005 til 2007, at i bedste fald kun halvdelen af de maksimalt 54 var egnede og motiverede. Bedømmelsen af potentielle elevers praktiske tjeneste som unge officerer gav kun et utilstrækkeligt grundlag for udtagelsen til kurset, og den tidligere prøvetid som ”læredreng”-sagsbehandler i en større stab var blevet afskaffet et godt årti tidligere.  Det er uklart for forfatteren, om Danmark nogensinde har anvendt en forudsætnings- og egnethedsadgangsprøve til kursus, som det var normalt i stormagterne på det tidspunkt, hvor Kühnel bragte uddannelsen til Danmark.

Det centrale problem var dog som nævnt, at forvaltningen fra 1990erne helt blev styret af, at der skulle ”produceres” et større antal stabsofficerer, end talentmassen gjorde realistisk. Man forlod derved forståelsen af, at man videreuddannede de intellektuelt bedste officerer, der samtidig havde høj arbejdsevne og potentiale til videreudvikling for at katalysere organisationens fornyelses- og tilpasningsevne, uanset hvad fremtiden måtte bringe. Tilmed var udnævnelsen til major og orlogskaptajn og senere højere grader nu blevet gjort betinget af gennemgangen af netop dette kursus, hvor forvaltningen derefter forventede at alle gennemførte kurset uanset faktisk egnethed og indsats, hvilket forgiftede motivation og nedsatte læringen for alle. Forøgelsen af elevantallet havde nemlig demotiverende virkning på de egnede, da det blev de ikke egnede og kun marginalt motiverede, der ikke forberedte sig ved læsning af pensum, som ofte prægede arbejdet i syndikaterne.

Når man dengang og senere rejste problemet over for de ansvarlige forvaltningsmyndigheder, fik man det svar, at selv de dummeste og mindst motiverede ville få noget ud af undervisningen. Det var ubekvemt at forstå, at et afgørende element i al videregående officersuddannelse er og skal være den gensidige påvirkning i et netværk af årgangens elite. Indsigten i kammeraternes styrke og svagheder, er afgørende for effektivt samarbejde under en operations pres. Men med forøgelsen af elevantallet blev dette reelt umuligt at sikre, og syndikatdiskussionerne blev ofte præget af manglende interesse og forberedelse blandt eleverne.

I begyndelsen af 1980erne var uddannelseskravene ved adgangen til officersuddannelsen blevet justeret nedad ved gennemførelse af enhedsofficersordningen. Dette forhold og den lavere prioritering af uddannelsen i andre sprog end engelsk var endnu ikke mærkbar ti år senere, men kunne kun forværre mulighederne for at give en effektiv uddannelse i de efterfølgende år. Men allerede med forøgelse af elevantallet betydeligt ud over antallet af kvalificerede kandidater til stabskurset ophørte det med at være et krævende tilbud om professionel videreudvikling til de bedste. Det var nu blevet den eneste vej til udnævnelse og tog derfor karakter af en ren fagforeningssikret afstempling gennem tilstedeværelse forud for forfremmelse til major/orlogskaptajn. Man kan sige, at Forsvarsakademiet blev førende inden for de danske videregående uddannelser ved allerede for mere end tyve år siden at sænke adgangs- og læringskravene. Der var intet tilbage af den forståelse af behovet for at udvikle et militært professionelt ledernetværk, der havde drevet Kühnels indsats.

4. Applikationspædagogik i den værnsfælles ramme

Ved forfatterens start som hovedlærer i operationer på Stabskursus II i 1989 blev det første skridt med kursuslederen John E. Andersen accept at reorganisere pædagogikken i retning af, hvad man havde gjort i hæren siden starten af Kühnels undervisning. Gennem foredrag og ikke mindst gennem gensidig, erfaringsbaseret undervisning blev eleverne herefter givet en generel viden om muligheder og begrænsninger ved forskellige typer militære enheder fra de tre værn. Indføringen omfattede viden om fra specialoperationsstyrker over pansrede brigader, undervandsbåde, miner og defensiv og offensiv anvendelse af kampfly til amerikanske hangarskibsgruppers muligheder. Derefter blev eleverne først i grupper og derefter individuelt, under tidspres, over en nat, sat til at gennemføre en operativ analyse af et problem for at nå til et forslag til løsning. Analysemetoden blev udviklet under indtryk af hærens ”operative overvejelser” og den af de ”blå værn” anvendte britiske fremgangsmåde for taktisk analyse man som nævnt i sin tid havde indført til anvendelse på Stabskursus for Søofficerer. Der inddroges også inspiration fra andre lande, herunder Sverige, der klart forstod, at der kunne være tredjeparter, der hverken var egen side eller modstanderen. Indledningsvis blev metoden udviklet i stor detalje, så den var specielt designet til analyser i rammen af forsvaret af Enhedskommandoen og NATOs Nordregion.[24]

Metoden var krævende, fordi man i modsætning til den tilsvarende uddannelse i det i princippet ”militærvidenskabeligt” baserede system i Østeuropa ikke fik støtte af normbøger, hvor man ved opslag kunne få støtte til at fastlægge styrke- og materielbehov ved en given type operation.  Det, der nu skete var reelt, at kurset skiftede til at forberede eleverne til igen at kunne virke som aktive og ansvarlige ”Führergehilfe” også i ”joint” operativt regi. Det var derfor helt bevidst, at undervisningen fokuserede på at lære eleverne at forstå forskellige enhedstypers muligheder og begrænsninger, ikke at applikere en doktrin. En sådan fandtes lykkeligvis ikke fandtes endnu, hvorfor eleverne selv måtte forstå, hvorledes en given enhedstype bedst kunne indsættes. En senere leder af operationsundervisningen, Lars Møller, udviklede dog en værnsfælles operativ doktrin, der kunne give en mere tryg ramme for undervisningen.

Da de tidligere snævre geografiske og scenariemæssige rammer og opgaver med Den Kolde Krigs afslutning blev utidssvarende, afløste den daværende fungerende leder af Faggruppe Værnsfælles Operationer, orlogskaptajn Nils Wang, den operative analysemodel med en langt kortere og mere generelt brugbar tekst. Med de nye opgaver fik undervisningen i internationale retsregler og deres integration i den operative planlægning en stadigt mere central rolle i analysearbejdet.[25]

Forsøget på at få civile ombord
Fordelene ved denne engagement- og arbejdskrævende undervisningsmetode viste sig at være, at de bedst begavede af eleverne med ikke-operativ baggrund kunne opnå en god grundlæggende viden om, hvilke opgaver forskellige typer af militære enheder kunne og ikke kunne udføre i varierende typer af missioner. Det betød også, som en bieffekt, at kurset nu blev velegnet til at give civile akademikere i Forsvaret grundig generel indføring i professionel militær analyse. Kurset forsøgte da også at opfordre civile akademikere i Forsvarsministerium og Forsvarets Efterretningstjeneste til at søge kurset. Der var flere interesserede akademikere, men det var en for stor revolution i Danmark for de civile AC-organisationer at acceptere, at militær professionel indsigt kunne være relevante for deres forsvarsansatte medlemmer, så de blokerede tiltaget. Dette var sådan set forventeligt da stadig flere blandt officererne ligeledes så civile kompetencer som mere relevante både for dem selv og Forsvaret end det at tilegne sig uddybet militær indsigt.

Krigsspils glemte potentiale
Den fremgangsmåde, som indførtes på Stabskursus II fra omkring 1990, genoptog desværre ikke alle dele af den ”applikatoriske metode”. Løsninger blev kun kommenteret og diskuteret, ikke testet i krigsspil. Det skyldtes nok først og fremmest, at ingen af de involverede var opmærksom på muligheden og potentialet af krigsspillet, fordi vi ikke selv have prøvet det. At dette ikke skete, var reelt en tragedie, fordi spillet som fremgangsmåde er både en billig, ekstrem fleksibel og engagerende pædagogisk fremgangsmåde.[26] Efter, at de to eller flere partier i spillet har udarbejdet deres planer og givet deres ordrer eller direktiver, udvikler spilledelsen situationen på situationsbordet, hvor de underlagte myndigheders enheder fra modstandere og evt. tredjeparter naturligt kreativt indarbejder al deres viden. Deltagerne beriger diskussionen med oplysninger om friktionselementer, manglende uddannelse, materielsvagheder, kulturelle problemer og uklarheder i ordrer og direktiver. Folk i et spil er normalt først og fremmest loyale over for den rolle, de spiller. Både eleverne om situationsbordet og det ene eller de to aktørniveauer, som de melder til, får en direkte illustration af planernes eventuelle svagheder og af behovet for stadig at tilpasse anvendelsen af resurserne.  Spilledelsen behøver ikke at udarbejde en detaljeret drejebog. Den skal kun have gjort sig klart, hvilke mulige faser og mulige problemer, der skal spilles.  Doktriner og teorier kan testes, herunder også problemer i fredsstøtteoperationer, oprørskrig eller den reelt oprørskrigslignede ”hybrid”-krigsfase af en interstatslig konflikt.

Det er ikke kun væbnet konflikt, der kan ”krigsspilles”, man kan også uddanne sig selv i problemer i samarbejdet med allierede, NGO’er, Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Det er faktisk traditionel krig mellem store konventionelle styrker, der er vanskeligst at spille, fordi troværdig ”kampdømning” her kan være afhængig af computerstøtte. I andre konflikter er det først og fremmest ”designeren”/spillederens fantasi samt professionelle indsigt og autoritet, der bestemmer om man kan realisere hele spillets pædagogiske potentiale.

5. Forsvarsforvaltningens plads i uddannelserne

Det professionelle grundlag for forsvarsforvaltere
Stabskursets uddannelse i generel operativ analyse for alle officerer, der skulle videreuddannes, brød med den opfattelse, at man som officer kunne klare sig med alene teknisk eller forvaltningsmæssig specialisering og forsat have adgang til udnævnelse til chefsniveauerne. Stabsuddannelsen var i sin natur det endelige farvel til den specialisering, der karakteriserer den unge officers tjeneste. Uanset, at en stadig større del af officererne på chefsniveauerne fik og får managementtunge lederstillinger, betød og betyder det ikke, at organisationen bør og kan leve godt med, at cheferne beslutter og leder uden en altid opdateret professionel forståelse. Det er naturligvis centralt, at de forstår, hvad en militær struktur har som grundlæggende opgave og hvad den kan og ikke kan gøre i en given situation med en given sammensætning. Hvis chefsniveauerne ikke har forståelse for dette krav til deres virksomhed, vil de påvirke organisationen centrifugalt, således at den hurtigt taber professionelt fokus. Der sker hurtigt det samme, som ville ske, hvis en planets tyngdekraft forsvandt: Alt på overfladen ville forsvinde ud i tomheden.

Hvis en officer på oberst-kommandørniveauet eller højere ikke ”kan” den militære side af sit arbejde, så også denne viden vejleder forvaltningen, kan man jo lige så godt ansætte en civil forvalter i chefsstillingen – hvilket med stor sikkerhed vil accelerere organisationens tab af fokus. Derefter bliver det ikke længere ”mest forsvar for pengene”, kun ”mest for pengene”, dvs. "optimering" uden retningssans, fordi det kræver ajourført professionel indsigt at bedømme, hvordan forsvarseffektivitet opnås.

Materielforvaltning
Lad os først se på materielforvaltningen. For det første er det indlysende, at udgifterne til anskaffelse og driften af materiel ikke kan adskilles fra resurseanvendelse til det anvendende og vedligeholdende personels uddannelse og anvendelse samt etableringen og driften af støttende faciliteter. Det vil sige, at der må ske en styring på grundlag af en helhedsforståelse og et helhedsansvar, der må have et militært professionelt grundlag. Det er ligeledes indlysende, at anskaffelse og drift af materiel skal ske ud fra en dybdeforståelse af behovet for god totaløkonomi i både anskaffelse, drift, vedligeholdelse, reservedele, ekstra materiel, lagerudgifter m.m., der nøje svarer til sund praksis i en god civil organisation. Men det forhold, at en militær organisation har en anden opgave, gør, at det er nødvendigt til en vis grad at afvige fra denne sunde civile praksis med hensyn til antallet af erstatningseksemplarer, prioritering af robusthed, lagre af reservekomponenter, begrænsninger med hensyn til at kunne standardisere til civile standarder og muligheden for at kunne udlicitere vedligeholdelsestjenesten. Alt afhænger af realistiske sikkerhedspolitiske forudsætninger angående situationen og af den pågældende militære organisations prioriterede opgaver.

Det er afgørende forskel på to grundlæggende forskellige sikkerhedspolitiske situationer: For det første en situation med højt indsatsberedskab for hele eller dele af organisationen eller en igangværende operation. I denne situation er rådigheden over mere end et fuldt sæt af robust standardiseret materiel, rigelige reservedelslagre og en forsvarsintern materielvedligeholdelsesorganisation for pågældende dele afgørende vigtig. For det andet en længere forventet fredssituation, hvor et tæt samarbejde med industriens udvikling er central, hvor standardisering og antalsmæssig robusthed er mindre væsentligt end, at de militære enheder får praktisk erfaring med nye materieltypers muligheder, krav og svagheder for at opdatere deres professionalisme til ny teknologi.[27] Desværre tyder de senere års interne erfaringer og åbne ”skandaler” med dansk Forsvars materielanskaffelser, at cheferne på trods af militær baggrund og grad ikke i tilstrækkelig grad har taget udgangspunkt i professionel indsigt, og derfor i letsindig pris- eller teknologibegejstring har kopieret DSBs IC4-erfaring. Det absurde i den nuværende situation er, at man med den besluttede afprofessionalisering af materielstyrelsen, der i 2014 overførtes fra Forsvarschefens formelt professionelle til Departementchefens helt aprofessionelle ansvar, har kørt endnu længere ned i den anti-professionelle grøft, der skabte problemerne.

 

 

Militær management og forvaltning har ikke samme formål og logik som civil: Stranden i Normandiet 6. juni 1944 (www.wired.com)

Personelforvaltning
En leder af en central del af en militær organisations personelforvaltning skal selvfølgelig lade sig inspirere af nye eksterne ideer for, hvordan organisationen bedre kan anvende og udvikle sine menneskelige resurser. Det er også nødvendigt, at lederen kan anvende det sprog og de begreber, som man anvender i personelforvaltningen i civile organisationer og virksomheder. Men for, at han eller hun ikke dermed bidrager til at undergrave organisationens effektivitet, skal denne generelle viden og disse kompetencer kombineres med en dybdeforståelse for, hvilke særlige professionelle militære krav der må stilles. Organisationens karakter stiller særlige krav til bl.a. personellets tjeneste- og karriereforløb, rutine, robusthed, samarbejdning af besætninger og enheder samt reservepersonel. Opfyldelsen af disse krav er grundlaget for en militær organisations effektivitet under en sjældent forudseelig operativ indsættelse. Lederen skal ud over en sådan generel indsigt i den militære organisation og de affødte krav også forstå den forventede operative ramme og den doktrin, der vejleder organisationen i dens løbende aktiviteter.

Brobyggende professionel indsigt
Lederne af al militær forvaltning skal ud over generel viden og rationalisme på deres felt også forstå og acceptere de særlige krav til robusthed og reserver, der skal styre kravene til kombinationen af general rationel og speciel professionel resursestyring inden for deres felt.

Det er dog som allerede nævnt væsentligt at notere sig, at velbegavede folk med andet end officersbaggrund og -uddannelse kunne tilegne sig den generelle professionelle indsigt gennem kurset (eller mange års konstant interesse for den militære profession), hvis de i modsætning til Forsvarets jurister, økonomer og statskundskabsfolk valgte at gennemføre en videregående militærprofessionel uddannelse, dvs. stabskurset som skruet sammen i begyndelsen af 1990’erne. Et eksempel på det første er den senere generallæge Erik Darre, der efter reformen gennemførte kurset som den bedste på sit hold. Et eksempel på det andet er en tidligere generallæge, Svend Trier, som forfatteren under sin virksomhed som ung major og referent ved Forsvarsstabens månedlige generalsmøder i 1980-81 oplevede som den eneste af de tilstedeværende officerer, der altid søgte at påvirke mødets beslutninger med professionelle militære synspunkter.  Det er heller ikke ualmindeligt at opleve reserveofficerer med en civil akademisk uddannelse, der opnår og opretholder en høj grad af generel militær indsigt. De opnår netop som Trier denne gennem den mangeårige interesse for militære spørgsmål, herunder militærhistorie, der desværre nu ofte ses som irrelevant blandt fastansatte officerer.

6. Udviklingen af strategi-undervisningen

Officerer som militære analytikere eller politologiske teoretikere
Afslutningen af Den Kolde Krig betød også, at undervisningen i Faggruppe Statskundskab og Strategi måtte udvikles, så man kunne give en strategisk ramme for de nye operative analytiske opgaver. Det kunne ikke kun klares ved den justering af orienteringen om den internationale situation, som stadig fandt sted. Eleverne udarbejdede stadig strategiske område- eller landestudier, et arbejde der med rette meget let kunne blive – og blive opfattet som - en formalistisk øvelse uden analytisk substans. Derfor anvendte man nu forfatterne til studierne som ”specialistrådgivere” i de strategiske/operative opgaver. Det var opgaver, hvor kurset analyserede mulige internationale fredsoperationer i Kaukasus og Nordafrika for at kunne identificere risici, muligheder og styrkebehov. Eleverne forventedes at kunne bedrage med at give en opgaverelevant analyse af opfattelser og sandsynlige politiske og militære beslutninger under den analyse af hver af de relevante aktører. Til at støtte disse nye applikatoriske elementer i uddannelsen blev der udviklet analysevejledninger, der skulle kunne skabe grundlaget for en efterfølgende analyse af de behov, muligheder og risici.[28] Desværre blev denne anvendelse nogle få år senere undergravet af Faggruppe Operationers overgang til kunstige scenarier, hvor risikoløs politisk korrekthed afløste forberedelsen til virkelighedens kompleksitet.[29] Sådanne dåsescenarier kunne kun anvendes til indføring i doktriner og procedurer.

Kursusledelsen nåede desværre ikke at udvikle stabskursets uddannelse i strategi mod en form, der ville give indsigt i vilkårene for strategiudvikling ved at fokusere på problemer i samspillet mellem de politiske beslutningstagere og deres militære rådgivere. Der blev derfor aldrig gennemført en fuldt udviklet undervisning på dette område. En sådan undervisning kunne for det første have sikret, at eleverne opnåede en forståelse for den ansvarlige politikers naturlige tilbageholdenhed med hensyn at binde sig til beslutninger i fremtidige ubehagelige hypotetiske situationer, som de håbede og satsede på aldrig ville opstå. I en sådan fuldt udviklet strategiundervisning ville de bedste elever ud over generel viden og forståelse samt en vis applikatorisk rutine også blive forberedte på at virke bedst muligt i den dialog mellem det politisk ønskelige og militært mulige, der er det centrale element i formulering og udvikling af strategi. En sådan forberedelse ville indebære, at eleverne opnåede kritisk forståelse for både politikernes og sagkundskabens forhold i beslutningsdialogen. Ud over en teoretisk indføring i politikerens naturlige tilbageholdenhed ville en sådan undervisning kræve gennemførelse af situationsspil. 

Bidrag fra bl.a. Robert Jervis, Ken Booth, Graham Allison og Ernest R. May blev dog inddraget i undervisningen for at øge forståelsen for, hvorledes beslutningstagere opfatter deres situation og beslutter. Men som nævnt blev uddannelsen ikke færdigudviklet.[30] Der blev dog indledt en første indføring i det politisk-militære samspil under strategi- og styrkeudvikling. Det skete ved et foredrag i de rationalitetsundergravende elementer, man kunne forvente ville påvirke beslutninger under styrkeudvikling, herunder bidragene fra de nævnte forfattere.

Forfatteren bidrog med dette kursuselement som gæsteforelæsning på stabskursus indtil omkring 2006, hvor kritiske elever i tilbagemeldinger protesterede over, at indholdet var fornærmende da det i foredraget blev påstået, at deres og Forsvarets analyser og anbefalinger naturligt blev påvirket af andet end logik. Snarere end evt. at justere formen, valget kursusledelsen at fjerne indholdet. Dette var et eksempel på en anti-professionel anvendelse af umiddelbare elevtilbagemeldinger som grundlag for indholdsprioriteringer som vil blive taget op i dette essays afsluttende, tredje del.

7. Pædagogisk metode og sammenhæng

Kravet om at uddanne omkring 30 procent flere elever førte som allerede nævnt til en reorganisering af stabskurset i 1991. Uddannelsen blev herefter efter udenlandsk model i stor udstrækning decentraliseret til de fast etablerede grupper, ”syndikater”, hvortil der fast var knyttet et fakultetsmedlem fra en af de tre faggrupper. Denne lærer skulle diskret inspirere og om nødvendigt målrette syndikatets arbejde. For at skabe tid til syndikatarbejdet skulle 40 procent af forelæsningerne skæres væk. Under dette arbejde blev det klart, at de tre af Forsvarsakademiets faggrupper, der delte uddannelsen mellem sig (Værnsfælles Operationer, Statskundskab og Strategi samt Management og Forvaltning) i meget betydelig grad havde planlagt og gennemført deres del af kursus uden hensyn til, hvad der skete i de to andre faggrupper. Dette betød for det første, at undervisning, der logisk set burde gennemføres, var endt ”mellem stolene”, men først og fremmest var der en meget betydelig og helt overflødig overlapning mellem faggruppernes eksterne forelæsninger. 

Fra og med det gennemreformerede kursus, der startede i efteråret 1993, indledtes undervisningen med, at hver faggruppe gennemførte et ”grundkursus”, der for strategi og operationer bl.a. omfattede grundbegreber, indsigt i enhedstypers karakteristika og central grundlæggende teori. Derefter var undervisningen opdelt i integrerede ”temaer”, hvor en af faggrupperne planlagde og ledte undervisningen, men hvor alle tre faggrupper bidrog med relevant undervisning. Ved at sikre at f.eks. Faggruppe Management og Forvaltning underviste i samspil med kollegaerne fra Strategi og Operationer, sikrede man at dennes undervisning ikke kun kom til at omfatte nyeste managementmode og hvilke forvaltningsidéer Forsvaret burde hente fra den private sektor og civile offentlige forvaltning. Disse ideer måtte på grund af temarammen tilpasses militære styrkers særlige opgaver og vilkår. Materielanskaffelser skulle ikke alene planlægges ud fra totale livstids-omkostninger. Grundlæggende systemkrav skulle afspejle den militært nødvendige robusthed og enkelthed, beholdninger af ammunition og reservedele skulle afspejle et realistisk forventeligt behov, og det samme skulle reparations- og vedligeholdelsessystemet. Dette integrerede fokus var ikke simpelt at opnå, for netop i disse år begyndte forvaltningsmoden at fokusere på kun at styre på grundlag af målbart in- og output, hvor outputmål skulle være kemisk renset for militær indsigt, så de blev forståelige for Finansministeriets embedsmænd og andre aprofessionelle.

De sidste stopklodser mod DeMARS'ificering
I princippet fortsatte stabskursus nogenlunde uændret igennem 1990erne med et sundt mix mellem militære fagligheder og civil inspiration på trods af, at Forsvaret i general Christian Hvidts tid som Forsvarschef fra 1996 til 2002 i stigende grad fokuserede på at fremstå som en med DeMARS-systemet computerstyret moderne offentlig produktionsvirksomhed, der ikke på væsentlige områder afveg fra andre "produktionsvirksomheder". Organisationen skulle blot være en offentlig, men privatlignende, virksomhed, der ikke længere tænkte på, hvad den i sin essens skulle kunne og hvordan den erfaringsmæssigt skulle gøre sådan noget. At uddannelsen forsatte på nogenlunde samme gode spor indtil omkring 2005 skyldes daværende oberstløjtnant Lars R. Møllers markante stil og dynamik som chef for Faggruppe Operationer samt kommandørkaptajn Jens Claus ”Korsør” Hansen indsats som den sidste leder af Faggruppe Statskundskab og Strategi med en professionel militær baggrund.

I essayets Del 3 gennemgås udviklingen i de danske videregående officersuddannelse fra årtusindskiftet til 2015.




[1]Joseph Moretz, “Thinking Wisely, Planning Boldly.” The Higher Education and Training of Royal Navy Officers, 1919-39, (Solihull, West Midlands 2014), Introduction, p. 25.

[2] I bemærkningerne til Forsvarsloven af 1951, Citeret i 1980 i oberstløjtnant Gerstofts ”Den Kongelige Militaire Høiskole – Forsvarsakademiet. Oprettelse og Organisation gennem tiderne.”, Rigsarkivet. Forsvarsakademiet. 150 års jubilæum, Pk V10.

[3] http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Forsvar_og_politi/General/Otto_Blixenkrone-M%C3%B8ller (20-6-2015).  Ikke-generalstabsofficerer har i deres delvis oppositionelle holdning til de for ofte ukritisk doktrintænkende kolleger bidraget væsentligt til hærens udvikling i 20. århundrede. Man kan nævne geodæten Louis Carl Frederik Lütken og militærhistorikeren August Tuxens forskellige, selvstændige indsats i begyndelsen af århundredet og geodæten Nils Bergs indsats i 1960’erne.

[4] Joseph Moretz, “Thinking Wisely, Planning Boldly.”, kapitlerne 3 og 5.

[5] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-3, Forsvarschefen, Til Tjenestebrug, H.310/0. 397 af 24-1-1967 ”Danske officerers videregående videnskabelige uddannelse” til Forsvarsministeriet o.a.

[6] Den britiske metode for ”Naval Appreciation” var solidt gennemprøvet. Den var i første omgang blevet fastlagt i Naval War Manual i 1921, Se Joseph Moretz, ”Thinking Wisely, Planning Boldly.” p. 182.

[7] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-5, Søværnskommandoen, Nr.: Ø.1/503.1/3357 af 26-6-1967 til Forsvarsakademiet, Forsvarsministeriet og Hærkommandoen, ”Rådighedsbeløb til Stabskursus for officerer af Søværnet 1967/68”; Pk. A-3, Forsvarschefen, H.31/0.4270 af 12-8-1966 til Forsvarsministeriet o.a., ”Oprettelse af et midlertidigt stabskursus for Søværnet ved Forsvarsakademiet”;Søværnskommandoen, K.3/182.1/2238 af 26-4-1967 til Forsvarsakademiet, ”Kursusplan for ”Stabskursus for officerer af Søværnet”; K.3./182.3/4715 af 4-10-1968 til Forsvarsakademiet ”Forslag til emner for hovedopgaver på Stabskursus for officerer af Søværnet br. 2 1968/69”; Stabskursus for Søværnet, Kursus nr. 3 – 1969/70 af 26-6-1970 ”Rapport vedr. Stabskursus for Søværnet 1969/79”.

[8] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-3, Forsvarschefen, H.31/PPO./4030 af 15-10-1968 til Forsvarsakademiet og Hærkommandoen ”Udarbejdelse af øvelsesarbejder på generalstabskursus 1968/70”;  Oberstløjtnant H.T. Havning notat af 24-10-1968 ”Vedlægges FCH skr. H.31/PPO 4030 af 15-10-1918”.

[9] I Joseph Moretz, ”Thinking Wisely, Planning Boldly.” p. 149 understreges, at det i det britiske  system - herunder ikke mindst i Royal Navy - først er War College-kursusniveauet, der fokuserer på deltagelsen på policy-niveauet. Det var derfor logisk, at uddannelsen i ”stabstjeneste” of ”stabsmetodik” på Forsvarsakademiet blev gennemført af en kommandørkaptajn.  

[10] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-3, Flyverkommandoen, PU 280.03.02.09/4852 af 23-7-1968 til Forsvarsakademiet og Forsvarsministeriet ”Oprettelse af Stabskursus for Flyverofficerer”; PU 280.03.16/7679 af 22-11-1968 til Forsvarsakademiet, Forsvarsakademiet og Forsvarschefen, ”Oprettelse af Flyvevåbnets Stabskursus”; ”Direktiv for Flyvevåbnets Stabskursus”; PU 280.03.16/1337 (?) af 23-7-1969 til Forsvarsakademiet, ”Stabskursus for Flyvevåbnet”; EB 181.11/1082 af 2-10-1969 til Hærkommandoen og Forsvarsakademiet, ”Oprettelse af Stabskursus for flyvevåbnet ved Forsvarsakademiet; H.M. Kongens Adjudantstab, nr. 146 af 10-10-1969 til Forsvarsakademiet o.a., ”Videregående militær orientering af H.K.H. Prins Henrik”;

 [11] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-3, Hærkommandoen, O 280.11/4510 af ? -7-1959 til Forsvarsministeriet og Forsvarsakademiet, ”Varighed af generalstabskursus”; Hærkommandoen, O 280.11/8822 af 16-7-1959 til Forsvarsakademiet, ”Varighed af generalstabskursus”; Forsvarsakademiet 184.21-229 af 20-4-1960 til Forsvarsministeriet, ”Undervisningsplan for generalstabskursus 1960/61”; Forsvarsministeriet, Til tjenestebrug, 1.kt.284.11-3 af 5-5-1960 til Forsvarsakademiet; Forsvarsministeriet, 1.kt. 284.11-3 af 15-12-1964 til Forsvarsakademiet og Hærkommandoen, med ”Undervisningsplan for generalstabskursus 1965/66”; Hærkommando O 280.11/14487 af 2-12-1964 til Forsvarsakademiet, ”Undervisningsplan for generalstabskursus 1965-66”; Hærkommando O 280.11/6536 af 8?-6-1966 til Forsvarsakademiet og Forsvarsministeriet, ”Undervisningsplan for generalstabskursus 1966-68”; Forsvarsministeriet 1.kt.284.11-9 af 19-10-1966 til Forsvarsministeriet og Hærkommandoen, ”Undervisningsplan for Generalstabskursus 1966/68”.

[12] Stykket er på telefoninterviews med pensioneret oberst i intendanturkorpset, Ole Bjørn M. Jensen, den 21. og 22. juni 2015.

[13] Beskrivelsen af kursernes udvikling baseres på erindringer fra egen gennemgang af Føringskursus II i 1978 og Stabskursus II i 1978-79 samt faggruppeleder og senere kursusleder for Stabskursus II i årene 1989 til 1994.

[14] Rigsarkivet, Forsvarsakademiet, A. Sagsarkiv, Pk. A-5, Hærkommandoen, O 308.750/5159 af 29-5-1968 til hærens kommandomyndigheder samt Forsvarsakademiet og Hjemmeværnet, ”Nedsættelse af en taktisk studiegruppe”.

[15] Oplyst af generalløjtnant Kjeld G.H. Hillingsø som bemærkning til en tidligere version af artiklen.

[16] Jf. Generalmajor H.T. Havning. ”Foredrag på FAK 27 FEB 1990. Baggrunden for den nuværende doktrin for forsvarskampen, som den er beskrevet i FR I, men vægt på stedbundent forsvar.”

[17] For en senere version af studiet: http://www.clemmesen.org/articles/FAKVEJSAM_1991-93.pdf, Den strategiske landestudie, SEP 1993.

[18] Ud over egne erindringer er stykket bygget på telefoninterviews med pensioneret oberst i intendanturkorpset, Ole Bjørn M. Jensen, den 21. og 22. juni 2015.

[19] Ved forenede kræfter, pp, 158-162.

[20] Uformelt var der dog rester tilbage. I hæren benævnte man de officerer ”Væggelus”, der havde været tæt knyttet til general A.C.B. Vegger, og officerer, der havde centrale roller under general Jørgen Lyngs lange periode i Forsvarets ledelse, blev kaldt ”Lyngtoppe”.

[21] I disse år var den daværende oberstløjtnant Ove Høegh-Guldberg Hoff, der var leder af Føringskursus II, samtidig leder af Faggruppe Operationer. Da forfatteren var yngre i tjenesten end han, gennemførtes uddannelsen i værnsfælles operationer på Stabskursus II indledningsvis på grundlag af Hoffs direktiver.

[22] Forfatteren var Forsvarsakademiets repræsentant i den gruppe, der skulle udarbejde planen for seks ugers kursus.

[23] John E. Andersens og egne observationer fra kurserne før forøgelsen.

[24] http://www.clemmesen.org/articles/FAKVEJSAM_1991-93.pdf, Vejledning i analyse på operativt niveau, SEP 1991.

[25] Ibid., Den Operative Analysemodel. Analysens Faser, AUG 1993.

[26] Metoden blev senere anvendt på Baltic Defence College, både i forbindelse med stabskursus dér og ved seminarer med chefsniveauet fra de tre landes centrale stabe.

[27] Royal Navy’s udvikling i en sådan periode er forbilledligt analyseret i John F. Beeler, British Naval Policy in the Gladstone-Disraeli Era 1866-1880, (Stanford 1997).

For en tilsvarende situation for det amerikanske hærflyvevåben i mellemkrigstiden se bl.a. Robert Frank Futrell, Ideas, Concepts, Doctrine: Basic Thinking in the United States Air Force 1907-1960 - Volume One, Early Days, World War II, Nuclear Weapons, Missiles, Space, Strategic Implications, (Maxwell Air Force Base, 1989);Jeffery S. Underwood, The Wings of Democracy. The Influence of Air Power on the Roosevelt Administration, 1933-1941, College Station, Texas 1991; og vedrørende uddannelses- og doktrinudviklingen: Robert T. Finney, History of the Air Corps Tactical School, 1920-1940, Washington (D.C) 1992.

[28] Ibid., Den strategiske stabsstudie, SEP 1993; Den strategiske landestudie, SEP 1993; Den strategiske aktøranalyse, NOV 1992; Den strategiske problemanalyse, NOV 1992.

[29] Jf. korrespondance med Nicolai Møller 5-7-2015 om hans oplevelse på stabskursus 2005-06.

[30] Af disse forfattere først og fremmest Robert Jervis, Perception and Misperception in International Politics. (Harvard U.P. 1976); Ken Booth, Strategy and Etnocentrism, (London 1979); Graham T. Allison, Essence of Decision. Explaining the Cuban Missile Crisis, (London 1971); Ernest R. May,Knowing One’s Enemies. (Princeton U.P. 1986)  

 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.