Vi er ikke skabte til højhed og blæst

“Danmark skal ikke isoleres, men spille en aktiv rolle i Europas fortsatte
udvikling. ” DUP I gengivelse fra regeringsmemorandumet “Danmark i Europa
“(1992).
Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst.
(Dansk husmandssang, ” Langt højere bjerge ” ...)

Foto: Forsvaret.dk

Forår og sommer har bugnet af rapporter om EU, ØMU og Euro, Føderation osv. Fra
alle sider bestormes vælgere med fakta og argumenter, som hjælp til den beslutningsproces
der skal føre til det rette resultat den 28 september. Dansk Udenrigspolitisk
Instituts rapport blev den 8 maj overgivet til Folketingets Europaudvalg som svar på
en anmodning fra Folketinget om at ” redegøre for udviklingen i EU siden 1992 på de
politiske områder, der er omfattet af de danske forbehold.”. I det følgende ses DUPIs
udredning som baggrund for sommerens debat frem til folkeafstemningen den 28
september.
Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at udgivelsen ville falde sammen med kampagnen
til folkeafstemningen. Det er nu sket og DUPI-rapporten er fulgt op af andre
rapporter, der belyser sider og konsekvenser af ja eller nej til den fælles valuta.
Konklusionen fra DUPI-rapporten er enkel: De fire danske forbehold fungerer
ikke længere.
Fungerer, dvs efter hensigten hos de danske politikere der formulerede de danske
EU-forbehold i 1992 efter den folkeafstemning, der førte til et andet resultat end den
burde efter den politiske og administrative elites opfattelse.
Folkets nej i 1992 kunne ikke tages for gode varer og derfor måtte man sikre et ja
ved at opstille fire forbehold, der skulle få danskerne til at komme på rigtige tanker.
Det var jo ikke meningen, at vælgerne skulle bruge folkeafstemningen til at stemme
forkert. Afstemningen i 1993 sikrede et flertal for Maastricht-traktaten.
Forløbet var en alvorlig lærestreg for danskerne : det viste en stor afstand mellem
vælgere og deres folkevalgte på Tinge ; denne afstand blev yderligere dimensioneret,
ved at mange vælgere måtte føle, at de ikke kunne stole på deres politikere, eller at
deres politikere ikke ville sige alt hvad de vidste om det europæiske projekt og tankerne
omkring det.
Man måtte forstå 92-resultatet som udtryk for en betragtelig afstand mellem Aholdet
, det Bruxellesk - tænkende administrative og politiske eliteburokrati og Bholdet
hr og fru Larsen postnummer 1864 Osnok, Danmark, Verden.
DUPI konstaterer, at unionsborgerskabsforbeholdet beroede på frygt for udvikling
i retning af et “overstatsborgerskab”, hvor landene ikke længere kunne bestemme,
hvem der skulle være nationale statsborgere, samt at det var et symbolsk ladet udtryk
for unionsbestræbelserne. Et forhold der også var og er gældende i de andre medlemslande.
Edinburgh-præciseringens ord om at unionsborgerskab ikke træder i stedet
for, men er supplement til det nationale statsborgerskab blev da også skrevet ind i
traktaten i 1996. DUPI tvivler på det reelle indhold af forbeholdet i dag, det er blevet
genstandsløst som DUPI formulerer det. Derimod rummer den manglende formelle
opgivelse af forbeholdet risiko for, at der på et tidspunkt kan komme debat om det
fortsat har indhold. DUPI foruddiskonterer her den diskussion, der nu er igang i forbindelse
med udviklingen af grundrettighedscharteret i EU.
EU er i dag ved at udvikle et charter for borgernes grundlæggende rettigheder,
såsom ret til arbejde, social tryghed, sundhed, uddannelse - rettigheder som råd, parlament
og kommission skal respektere. Denne udvikling vil også kunne opfattes som
udtryk for, at EU og dets institutioner i stigende grad påtager sig opgaver og forpligtelser
som bør høre staten til alene, dvs at EU udvikler unionsborgerskabet. Folkebevægelsen
for indførelse af EU-nummerplader på biler i Danmark har endnu ikke startet
sin kampagne; det symbolsk ladede udtryk for unionen i form af det gule stjernebillede
på blå baggrund, med et lille DK i midten ville nok også være en provokation, der
kunne gøre Nej èt større den 28 september. DUPIs påpegning af at en ubekvem debatsituation
er på vej, synes at holde stik. Dette selvom virkeligheden er, at alle EU-landene
har de samme forbehold som Danmark på dette område.
Forsvarsforbeholdet dækkede over frygten for en overstatslig Europahær, med
ansvar for territorialforsvar og for intervention til fordel for europæiske interesser uden
for Europa. Mere konkret var den traditionelle bekymring for at en stærkere europæisk
forsvarsdimension ville kunne svække NATO-samarbejdet og evt. kunne underminere
det amerikanske engagement i Europa. Efter Kosovo har de store mangler i EU-landenes
egne handlemuligheder ført til erkendelse af, at man i højere grad selv påtager sig
et sikkerhedspolitisk ansvar i eget nærområde. Et forventet tættere samarbejde mellem
EU og NATO vil kunne skabe problemer for et Danmark, der risikerer marginalisering
, fordi man ikke med forbeholdet i funktion vil kunne videreføre den aktive militarisering
af forsvars- og sikkerhedspolitikken, der har skabt indflydelse gennem de sidste
ti år.
DUPI konstaterer, at Danmark ikke vil kunne deltage i europæisk krisestyring og
fremhæver otte eksempler på at forbeholdet på forsvarsområdet har ført til manglende
dansk handling -og dermed manglende indflydelse inden for beslutninger i den blødere
ende af krisestyringsskalaen.
DUPI konkluderer, at Danmark mister indflydelse i de igangværende forhandlinger
om forsvarsdimensionen i EU, at Danmark også må formodes at miste gennemslagskraft
på andre områder inden for den fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik, og at der
består en modsætning mellem forsvarsforbeholdet på den ene side og på den anden side
de danske bestræbelser på at sikre, at EU' s forsvarsdimension knyttes stærkt til NATO
og åbnes over for de europæiske NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU og over
for EU's partnerlande i Central-og Østeuropa. Europahæren er som konstruktion manet
i jorden i dag, og Danmarks tradition for at deltage i krisestyring kan ikke videre
føres, hvis forbeholdet fastholdes. EUs krisestyringspolitik ser DUPI som element i
EU's mere overordnede stabiliseringspolitik, hvor udvidelsen spiller en afgørende
rolle. Danmark risikerer således at miste den indflydelse på europæisk krisestyring man
har opbygget, hvis forbeholdet fastholdes . Perspektivet for de fremtidige transatlantiske
relationer berøres kun i mindre grad af DUPI.
På området for retlige og indre anliggender gik politikernes bekymring i 1992
især på frygten for et EURO-FBI med ret til at operere på tværs af grænserne. Danmark
deltager imidlertid i dag fuldt ud i EUs politisamarbejde, mens forbeholdet har konsekvens
på det civilretlige område og arbejdet med at udvikle en fælles udlændingepolitik.
DUPI s gennemgang efterlader indtrykket af en næsten grotesk situation, hvor man
ønskede forbehold over for et overstatsligt politikorps men er endt med at Danmark har
sat sig selv uden for bl.a. i udlændingepolitikken. Folketinget må i dag kopiere beslutninger
andre lande har truffet på områder som flygtningestrømme m. v.. DUPF s analyse
af dette forbehold er fascinerende, skræmmende læsning som eksempel på en hastig
beslutningsproces og dens konsekvenser.
Den økonomiske og monetære union- her har det danske forbehold ikke fået
konsekvenser før 1 januar 1999, ved ikrafttræden af 3.fase af ØMUen. Konsekvensen
er, at Danmark ikke er med i det der i dag kaldes EURO-11 samarbejdet. Den danske
nationalbankdirektør er ikke med ved bordet, når der træffes pengepolitiske beslutninger
i EU. DUPIs gennemgang af konsekvenserne af at stå udenfor og den valgte danske
linie viser, at Danmark vil være tæt bundet til at føre en stabilitetsorienteret penge-og
valutapolitik ved at knytte kronen til euroen. DUPIs konklusion lægger ikke overraskende
op til, at det udover en økonomisk dimension nok så meget er de politiske
muligheder for indflydelse og deltagelse der er afgørende i spørgsmålet om dette
forbehold.
DUPIs gennemgang af forbeholdene viser for nogle områders vedkommende, at
forbeholdene har fået direkte utilsigtede virkninger. Dette gælder forbeholdene over
for forsvar og retlige anliggender, hvor ønskerne om at undgå en overstatslig Europahær
og et overstatsligt politisamarbejde har medført, at Danmark står uden for samarbejde
på krisestyring, udlændingepolitik og civilretlige anliggender. Angående ØMUen
konkluderer DUPI, at såvel den 3.fase som globaliseringen viser risici ved at stå uden
for den fælles valuta og krav til den samlede danske økonomiske politik, som er tydeligere
end i 1992. DUPI konkluderer, at forbeholdene ,som vælgerne blev bedt om at
stemme for, ikke længere er gyldige. Udviklingen viser, at økonomien, forsvaret og
retlige anliggender bliver stadigt vigtigere samarbejdsområder i Europa. Danmark
køres ud på sidesporet som B-medlem, som skinnebussen, der fremover kan bringe
passagerer der ønsker det frem til banegården, men ikke tvinge dem til at skifte tog til
Euroland.
Elementer i debatten 1993-1996-1998
Som DUPI anfører dækkede formuleringen af de fire forbehold i 1992 over to ganske
forskellige opfattelser af karakter og rækkevidde: den ene opfattelse bl.a. på borgerligt
politisk hold var, at forbeholdene skulle give pusterum til iagttagelse af udviklingen på
de fire områder og genovervejelse af situationen; den anden opfattelse hos SF og nejbevægelserne
så forbeholdene som blivende vilkår for dansk deltagelse i det europæiske
samarbejde eller ihvertfald som tema uden for diskussion i en overskuelig horisont.
 

To dagsordener: Europæisk og dansk EU-debat
Sammenligningen mellem udviklingen i Europa og den danske EU-debat siden 1993
viser en påfaldende lighed med tidligere forløb i udviklingen af det europæiske fællesskab.
Som minimum og meget generelt kan man tale om to dagsordener: En EUBruxellesk
dimensioneret syd for grænsen og en dansk om udvalgte Europa- emner.
Dette blev også tilfældet denne gang. I de fleste EU-lande var der enighed om, at
regeringskonferencen 1996 drejede sig om effektivisering af samarbejdet i udenrigs-og
sikkerhedspolitikken samt om retlige og indre anliggender, samt en drøftelse af hvordan
EU skulle komme tættere på borgerne - var det unionsborgerskabsdiskussionen?
Under alle omstændigheder var det tæt på, ja alt for tæt på de danske forbehold;
derfor måtte den danske debat op til regeringskonferencen dreje sig om noget helt
andet, nemlig danske mærkesager såsom miljø, beskæftigelse, åbenhed og udvidelse.
Disse to dagsordener for regeringskonferencen 1996, EU-Bruxelles og den danske EUvirkelighed
- og derudover den interne danske debat om hvorvidt de fire forbehold ville
komme under pres før, under eller efter regeringskonferencen- førte til, at afstanden
mellem Danmark og EUropa blev endnu større, at Danmark førte sin helt egen debat.
Et forhold der varede ved, indtil regeringen i slutningen af 1998 mente, at ØMUen
kunne komme til folkeafstemning, en konsekvens af at finanskrisen i august september
98 havde sat den danske krone under pres. Den internationale virkelighed havde overhalet
et af forbeholdene.
Den danske virkelighed var fortsat centreret om hvorvidt forbeholdene blev respekteret,
f.eks. om deltagelse af danske militære eksperter var muligt, eller om en
officer i civilt kunne gå an - forhold det kan være svære for udlandet at forholde sig
til . Det andet hovedtema har været mere eller mindre union, dvs om den løbende
europæiske proces ville unionisere eller ej. ” Mere union” er pr.definition negativt
opfattet og er derfor også af skiftende regeringer blevet afvist.
 

Den manglende Europa-debat
DUPI-rapporten bringer således et billede af et Danmark, hvor den EU-ropæiske debat
ikke drejer sig om Europa, men om - Danmark og danskernes opfattelse af sig selv.
Når problemer er dukket op har det været og er fortsat bekvemt at kategorisere disse
som EU-oprindelige problemer, som primært skal holdes ude fra landets grænser.
DUPI -rapporten lægger ikke skjul på, at forbeholdene, der blev indført som elementer
i en langsigtet dansk europapolitik, på afgørende punkter er blevet overhalet af udviklingen
i Europa. Denne udvikling har kun spillet en mindre rolle i den danske debat,
der som sagt drejer sig om Danmark-og ikke Europa. DUPI-rapporten konkluderer, at
vigtige skridt er gået tabt, når det drejer sig om at formidle og forholde sig til det der
burde være debattens genstand, hele den europæiske omstillingsproces under indtryk
af globalisering, ophør af den kolde krig, samlingen af Europa. Der findes ingen gevin
ster hverken udadtil eller indadtil, når man ikke vil åbne for debatten. DUPI-rapporten
vil således ikke fortænke danske borgere i at de under disse omstændigheder kan have
følt sig bekræftet i at unionen var et farligt fænomen, og forbeholdene en nødvendig
beskyttelse herimod.
 

Vælgernes skepsis over for den stendøde union
Frygten for unionen, for den europæiske forbundssstat er tungtvejende blandt vælgerne
i puslinglandet. Det er, som det er fremgået af sommerens debatter, ikke den store
interesse befolkningen viser for de økonomiske aspekter. De to rapporter fra Rådet for
Europæisk Politik anbefaler et ja, men har svært ved at finde argumenter for de store
økonomiske fordele. Det er de politiske usikkerhedsmomenter der er forbundet med
hele det europæiske projekt som befolkningen viser skepsis over for.
En skepsis fra vælgere,der ikke bør undervurderes. Fru og hr Jensen i 1864 Osnok
Danmark husker udmærket, at daværende statsminister Poul Schluter erklærede unionen
for stendød i 1980-erne og at statsminister Poul Nyrup Rasmussen så sent som ved
det seneste folketingsvalg gentagne gange understregede, at der ikke bliver pillet ved
de danske forbehold i denne regerings levetid. Poul Nyrup Rasmussen har nu forsøgt
at åbne for diskussionen om den politiske udvikling, mens Anders Fogh Rasmussen
forsøger at lukke ved at sige nej til mere union. Her er der behov for at gå ind og
forklare hvad der menes med “union”, i Tyskland, Frankrig, England, Italien, Spanien
... og i Danmark; er det en statsopbygning efter nøje fastlagt plan eller er der tale om
en betegnelse for den proces der er igang . Det er nødvendigt at bevæge sig, at tillade
også den kritiske debat om den europæiske udvikling, om union-en .
 

Østrig-sagen
Sommerens læserbrevsdebat efterlader ingen tvivl om både videbegær og engagement
hos læserne af de ellers traditionelle agurketidende. Skarpest står Østrig-sagen , der
bortset fra regeringstrofaste læsere karakteriseres som noget af en svipser: Med hele
Østrigsaktionen er tilhængerne kommet til at skyde sig selv i foden: den er jo resultat
af en føderal tankegang og aktionen kan ikke undgå at komme til at præge afstemningen
til skade for et ja. Men formålet har måske været at bremse integrationen i EU!.
Østrig blev medlem af EU i 1995 og tilslutningen i befolkningen er steget fra 30 til ca
60 % i dag. De østrigske erfaringer med stormagtsvælde er ikke opmuntrende og
Østrigs (fortsat) manglende opgør med nazi-tiden er et stort problem. Hr. Haider også.
Men når ledere fra EU-landene bryder international ret og idømmer Østrig en straf
uden at høre på landet, så sender EU et signal om stormagtsvælde, om mangel på
forståelse for befolkningens opfattelse, om elitens arrogance, om en føderal tankegang,
der - ja hvis folkets røst skal tælles med i “Folkets Europa”(præsident Chirac i Berlin
i sommer) ja så må det vel også demonstreres i praksis.
Vælgerne ved også, at Frankrig frem til topmødet i Nice til december kommer til
at præge det igangværende halvår. Regeringskonferencen skal jo diskutere forsvarsdimensionen
. Det hører man ikke så meget om i Danmark endnu. Hvor står Danmark ?
Skal vi med, vil dette føre til en svækkelse af den balanceskabende sikkerhedspolitik
Danmark har kunnet leve højt på i løbet af den kolde krig, men tydeligst især under det
sidste ti år med den meget aktive danske politik inden for hele det forsvars-og sikkerhedspolitiske
felt? Hvad sker der så med den atlantiske dimension ?
Der er stort behov for at danske politikere tør tænke højt og komme ud med budskaber,
der kan forstås. Hvad vil tilhængerne med EU-samarbejdet? Det efterlyser
mange danske avislæsere i denne sommer.
 

Føderation-pro og mindre pro...
Blandt de pro-føderale stemmer karakteriseres EU som en proces, hvis mål er en form
for føderation. I dag er der en form for regering i EU med ministerråd, centralforvaltning
og fælles domstol og parlament. Fra 2002 fælles mønt og fælles udenrigs-og
sikkerhedspolitik og et fungerende indre marked. Ca. 75 % af den danske lovgivning
foregår allerede i dag i EU-regi. Hvornår kommer den fælles skattepolitik, der er
nødvendig for at sikre fordeling af velfærd og udligning af økonomiske forskelle?
Udvidelsen mod Øst kræver også omfordeling af goder, både til Central- og østeuropa
og til de nuværende sydeuropæiske EU-lande.
Andre danske vælgere ønsker tydeligvis ikke en føderation. Selvom de fleste
politikere på tilhængernes side heller ikke går ind for en forbundsstat er billedet i dag
, at vælgere let får indtryk af at integrationen fortsætter og at slutresultatet bliver en
politisk union.
Danske politikere bør også tænke højt og huske, at deres forgængere i 1972 kategorisk
afviste, at det daværende EF- medlemsskab havde andet end rent økonomiske
konsekvenser. Frygten for at sige, at der også - og hele tiden havde været et andet og
mere omfattende sikkerhedspolitisk mål- har lige siden afslutningen på krigen ( 2
verdenskrig) ført danske politikere ud i den ene fortielse efter den anden. Eller har der
hele tiden været tale om reelle danske synspunkter, der blot var anderledes end de
dominerende europæiske staters? Sammenligner vi os med vore nordiske naboer i
Sverige og Finland ser vi der en stærk , især i Finland ufortøvet politik for at komme
videre i EU. For Finlands vedkommende fordi vinduet til den europæiske mulighed er
åbent- efter mere end 45 års umulighed.
Sverige fordi landet også ser EU som den økonomiske, handelsmæssige og politiske
mulighed for at være med i den europæiske beslutningsproces, fordi alliancefrihed
og neutralitet ikke længere giver mening, dvs indflydelse . De europæiske lande syd
for grænsen,Tyskland, BENELUX, Frankrig og Italien siger j a ,fordi disse lande oplevede
krigen og dens ødelæggelser og fra starten betragter den europæiske fællesskabsproces
som det vigtigste instrument til at holde krigen væk fra Europa.
 

Pragmatisk positiv og skeptisk
Den pragmatisk positive linies tilhængere ser EU som et samarbejde, der består i at
etablere regler for afklaring af uenigheder mellem landene for at sikre imod uhæmmet
nationalfølelse. I denne sammenhæng er ØMU og Euro udtryk for teknisk kompliceret,
pragmatisk samarbejde. En mere følelsesmæssig opfattelse ser ØMU og Euro i en
udvikling, hvor landenes selvstændighed og identitet kan bevares samtidig med at
fælles interesseområder som økonomi, socialpolitik, kulturpolitik og udenrigspolitik
styrkes. Skridtet er ikke langt til opfattelsen af EU-samarbejdet som en nødvendighed,
fordi det har været fredsskabende i en lang periode, er medvirkende til at skabe stabilitet
i Østeuropa og er det modsatte af globalisering og kan virke imod denne. Der er
behov for fællesskabet til løsning af bestemte problemer, mens andre forhold overlades
til landene selv . Der er behov for at sikre den lille nationalstat medindflydelse på en
udvikling, der sjældent bestemmes alene af rent lokale forhold. Der er en række praktiske
fordele ved euroen såsom at 12-13 lande går sammen om een fælles valuta med
positive konsekvenser for handel, transport, turisme, opsparing, investeringer, indkøb
og rente. Holder man sig uden for en af verdens største valutaer så vil man miste politisk
indflydelse.
Den pragmatisk ,skeptiske linies fortalere ser EU medlemskabet som tryghed og
sikkerhed ved at være med i et større fællesskab , at præge den europæiske udvikling
og at spare vekselgebyr, både i erhvervslivet og i privat regi. Samtidig lægger denne
linie vægt på at diskussionen -og beslutningen om udviklingen af velfærdspolitikkendvs
i sidste ende også skattepolitikken -bør foregå i det enkelte land, dvs i Folketinget
som bør være stedet, hvor den danske velfærdsmodel bestemmes. Videre -og endnu
mere tæt på sagens kerne er om etableringen af en møntunion ikke må medføre en
politisk union. Hvis ja, så er der lige et lille problem : at det strider imod dansk demokratiopfattelse
at overlade stor magt til institutioner, der ikke er underlagt parlamentarisk
kontrol og ikke skal stå til regnskab over for vælgere med regelmæssige mellemrum.
Altså den grundlæggende demokratimodel, politisk deltagelse, som vi i disse år
bruger megen energi på at forklare vore naboer i Central-og østeuropa og Rusland om
velsignelserne af - denne model synes udsat for et voksende pres. Disse lande har jo
bevæget sig væk fra den udemokratiske socialistiske planøkonomis velsignelser...
Billedet kan se således ud: et EU- burokrati af embedsmænd , der præget af sydeuropæisk
kultur( dvs uigennemsigtighed, med stærke træk af nepotisme) træffer beslutninger
som vælgerne ingen mulighed har for at se, kontrollere eller konsekvensberegne
. Flere eksempler gives i debatten på EUs demokratiske underskud, og den pragmatiske
skeptiker efterlyser naturligt nok politisk vilje til at tage netop denne side af EU op: det
er jo ikke spor mærkeligt, at danske vælgere reagerer således fordi det er resultatet af
socialiseringsprocessen i Danmark, i familie, børnehave , skole og videre uddannelse
der nu konfronteres med en virkelighed hvor demokrati ikke er folkestyre og hvor
ingen står til ansvar over for befolkningen, når der træffes beslutninger.
EU- debattens skeptiske pragmatikere kræver på dette grundlag om ikke skolepengene
tilbage, så dog politisk opmærksomhed og handling. Både fordi man i bund og
grund synes at EU-samarbejdet på mange områder er fornuftigt og fremtidsrettet, men
også fordi man føler, at forcering af planer om så vidtgående tilknytning og fællesskab
mellem forskellige folkeslag rummer stor risiko for at fremkalde, ikke forståelse og
bedre samarbejde, men mistro, mistillid og konflikt. Det modsatte af hvad integrationen
hidtil har skabt. Argumenterne er her at forstærket, centraliseret, udemokratisk integration
vil medføre en overanstrengelse af de hidtidige politiske loyaliteter til skade for
integrationspolitikkens genstand, som i sidste instans bliver til folkenes velbefindende.
Resultatet kan derved blive, at det ikke bliver fællesskabsfølelse, baseret på den følelsesmæssigt
og erfaringsmæssigt grundfæstede solidaritet der uden et mermål af tvang
holder folk sammen. Som det fremgår af de her gengivne meninger er debatten i fuld
gang med meninger og synspunkter, af langt mere principiel karakter om hele det
europæiske projekt, samarbejde og integration. DUPI-rapporten kan varmt anbefales,
som faktuel baggrund og opslagsværk, som et fornemt analyse arbejde og som nødvendigt
grundlag for den debat -der er igang i Danmark: hvad vil vi? skal puslinglandet
igen hygge sig i smug i det nordlige Europa, som appendix til det tyske rige, Bundesland
nr 16 Nordland, deltager i formuleringen af fremtidens Europa med udnyttelse
af erfaringerne fra den kolde krig og ikke mindst de sidste ti år, der viser værdien af
at kunne balancere mellem europæiske og atlantiske dimensioner i formuleringen af
sikkerhedspolitikkens vilkår og indhold eller vil Danmark noget helt andet ?

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: