Vesttysklands syn på NATO’s udvikling og problemer

Et kommenteret sammendrag

»Wehrkunde« nr 2 / 1975 indeholder en artikel af Parlamentarischer Staatssekretår beim Bundesminister der Verteidigung, Karl-Wilhelm Berkhan: »Entwicklung und Probleme des Nordatlantischen Bundnisses«. Denne artikel er en gengivelse af et indlæg, som Berkhan gav på den »XII. Internationale Begegnung der Wehrkunde« den 1. og 2. februar 1975 i Miinchen. På grund af forfatterens stilling i det vesttyske forsvarsministerium må de synspunkter, der fremkommer i artiklen, vurderes at være Vesttysklands officielle holdning til NATO og specielt til de krav, som fremtiden stiller til alliancens medlemslande.
 
Berkhan beskriver NATO’s udvikling fra dannelsen i 1949, hvor man måtte koncentrere sig om det militære samarbejde:
- opbygningen af de vesteuropæiske landes militære styrker, der kun langpomt var ved at overvinde følgerne af den 2. Verdenskrig,
- opbygning af en organisation,
- udvikling af en strategi,
- udarbejdelse af en militær koncept, der hverken virkede truende eller provokerende, men dog skulle gøre enhver potentiel angriber risikoen klar, frem til Harmelrapportens vedtagelse i 1967.
 
Denne vedtagelse betyder, at alliancens sikkerhed ikke alene skal sikres gennem et militært forsvar, men også gennem afspænding. Berkhan peger på to store risikomomenter ved dette »historische Schritt«:
a. At medlemslandene p.g.a. den tilsyneladende afspænding forsømmer deres militære forsvar: Forhandlinger alene retfærdiggør ikke en forsømmelse af alliancelandes forsvarsanstrengelser. Berkhan ser med andre ord den samme risiko som CHH, generalmajor A. C. B. Vegger advarer imod i »Hæren 1974«: »Skal styrkereduktioner og afspændingsbestræbelser have en chance for at føre til et reelt resultat, kan det ikke nytte, at den ene part i disse forhandlinger tager forskud på det, der skal forhandles om.«
b. Den anden risiko - der synes næsten identisk med den første - er, at det muligvis vil mislykkes at overbevise befolkningen om, at forsvar og afspænding har en gensidig afhængighed, og optimist er han ikke: »Wiinsche werden fiir Realitåten, Illusionen fiir Tatsachen ge- halten, nicht nur von Idealisten und Phantasten, sondem leider auch manchmal von Politikern, die tieferen Einblick in die Zusammen- hånge haben sollen.«
 
Berkhan kommer derefter ind på nogle problemer, som vil få stor indflydelse på alliancen:
(1) Faren for det industrielle og økonomiske grundlag.
(2) Foranstaltninger med stor betydning for alliancen.
(3) Spændingen i Middelhavsområdet.
(4) Havretsproblememe.
 
M.h.t. »Faren for det industrielle og økonomiske grundlag« citeres forbundskansler Helmuth Smith for følgende: »... dass alle Bemiihungen um Sicherheit ins Leere gehen, wenn die freie Welt nicht in der Lage sein wird, ihre wirtschaftlichen Probleme zu meistem.«
For at afværge de økonomiske farer, der truer almenvellet i de enkelte medlemslande - fortsætter Berkhan - forsøger disse lande at løse deres indenrigspolitiske problemer på bekostning af deres bidrag til alliancen, og på denne måde besværliggøres de fælles anstrengelser, der gøres for at bevare styrkebalancen mellem NATO og WAPA. 
 
Disse lande bliver dog støttet i det sovjetiske styres talerør: »Die Prawda rat bereits der westlichen Welt, sie konne nur durch massive Kürzungen ihrer Militårausgaben ihr Währungssystem stabilisieren und Inflation und Arbeitslosigkeiten wirksam bekåmpfen.« Berkhan understreger, at dette problem ikke eksisterer i Tyskland, men slutter med at sige, at vi alle har levet over evne, og at der kun er én vej frem: »unsere Anspriiche wesentlich zurückschrauben müssen.«
 
Forudsætter man - og næppe uden grund - at Berkhan her bl.a. peger på Danmark, må man stille sig det spørgsmål, om det i det hele taget er politisk muligt at tilføre det militære forsvar de hidtidige eller yderligere ressourcer, hvis dette medføre en nedgang, stagnation elle blot en formindskelse af stigningstakten i den danske befolknings levefod. Hertil bør for Danmarks og andre mindre vestlige demokratier tilføjes, at det simpelthen synes at være en naturlov, at forsvarsbudgetterne er omvendt proportionalt med den forløbne tid siden sidste krig. Denne naturlov er - set med fortidens øjne uheldigvis og set med nutidens og fremtidens øjne heldigvis — ikke gældende i Vesttyskland - og desværre heller ikke gældende i de østeuropæiske lande. Denne naturlov må forudses at blive et væsentligt politisk og rent praktisk problem for NATO policy i afspændingsbestræbelserne og kan føre til politisk uenighed landene imellem, hvilket før eller siden vil have en opløsning af alliancen til følge.
 
M.h.t. »Foranstaltninger med stor betydning for alliancen« anfører Berkhan, at vi gennem mange år har talt om rationalisering, standardisering og specialisering for derigennem at opnå maximal udnyttelse af de til rådighed værende midler, men at vi ikke er nået mange skridt videre. Der er kun at håbe, at nøden vil lære medlemslandene:
- at give afkald på overdrevne nationale militære krav,
- at bremse de nationale teknikeres ærgerrighed,
- at tilpasse den nationale rustningsindustri almenvellets interesser.
 
Berkhan erklærer, at Vesttyskland er rede til at gå i spidsen ad denne vej og ser det ligeledes som et godt tegn, at USA - for anden gang i alliancens historie - har besluttet sig til at indføre et europæisk våbensystem i sit forsvar, men glemmer vel nok at tage i regning, at dersom det danske LO siger til en dansk regering, at købet af svenske fly fremfor f.eks. amerikanske betyder arbejde til yderligere 600 arbejdsløse, er den danske regering i en position, der umuliggør dansk medvirken i NATO’s standardiseringsbestræbelser. En sådan politisk situation bliver næppe forstået i Vesttyskland og vil formentlig før eller siden føre til politisk uenighed landene imellem, hvilket som naturlig konsekvens vil have en opløsning af alliancen til følge.
 
M.h.t. »Havretsproblemer« omtaler Berkhan den kommende havrets- konference i Geneve og NATO’s afhængighed af den frie gennemsejlings- ret f.eks. ved Gibraltar og peger på det uheldige i, at alliancens medlemslande ikke forud for konferencen har udarbejdet en fælles plan. Årsagen til den manglende plan må ses i lyset af de enkelte medlemslandes ønske om at pleje særinteresser p.gr.a. forskellig geografisk beliggenhed. Denne manglende plan kan - fortsætter Berkhan - betyde, at de ekstreme krav fra den tredie verdens lande kan medføre en radikal ændring i den politiske magtstruktur. Det vil næppe heller på dette område være muligt for en dansk regering at træffe aftaler med de øvrige NATO-lande om en fælles holdning på den kommende konference - en holdning, der ville tilgodese NATO’s søstridskræfters gennemsejlingsbehov, hvis denne holdning samtidig udelukkede forhandlingsmulighederne om f.eks. Færøernes fiskerigrænse.
 
Konklusionen fra tysk side er:
- at den kriseagtige udvikling inden for industrien i de forskellige medlemslande stiller alliancen på en hård prøve,
- at kun ved at handle solidarisk kan alliancen bestå denne prøve - enegang gør det hele mere risikabelt,
- at politisk vilje til samarbejde bliver af altafgørende betydning, dersom alliancen skal klare fremtidens krav.
 
Hvad er den danske holdning til den her beskrevne fremtid? Hvilke afgørelser vil de danske politikere træffe i ønsket om at bevare alliancen som et middel mod krigen?
 
Er det, domprovst Jørgen Bøgh skriver i Hans Edvard Tegler’s bog »Hvad er der galt i Danmark? « side 145, rigtigt:
 
»Mon ikke den kendsgerning, som dybest former vore folkelige afgørelser, er det paradoks, at dette land på tværs af historisk fornuft eksisterer - ja, at det har været en af de mest stabile statsdannelser i verden.«
 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: