Ven eller fjende på kamppladsen ?

Major J. C. I. Mogensen ved Kronens Artilleriregiment analyserer her problemet om identifikation på kamppladsen og nogle af de tekniske hjælpemidler der anvendes hertil.
 
Indledning.
Lige så længe som mennesker på jorden har bekæmpet hinanden med voldelige midler, har der eksisteret et behov for at kunne skelne mellem ven og fjende på en kampplads.
I tidligere tiders krige var problemet ikke så overvældende stort, bl.a. fordi kamppladsens område var skarpt afgrænset mellem de kæmpende parter, der blev anvendt let genkendelige uniformer eller andre kendetegn, og almindeligvis blev kun dagtimerne benyttet til egentlige kamphandlinger og endelig var kampens bevægelighed set med nutidens øjne særdeles begrænset.
Fejltagelser, som har medført, at eget personel og materiel er blevet ødelagt af egne våben, har naturligvis altid forekommet og sådanne fejltagelser har ofte været tragiske og demoraliserende, men sjældent med katastrofale konsekvenser til følge, bl.a. fordi ødelagt personel og materiel normalt ikke har udgjort en afgørende kamp vær di. Våbenvirkningen har tillige været forholdsvis beskeden, således at en fejlagtig ødelæggelse som oftest har været begrænset.
Fejltagelser har altid været søgt undgået, og de metoder, der har været anvendt til dette formål, indtil perioden omkring 2. verdenskrig, har i det væsentlige været simple tegn, visuelle og hørlige signaler, særlige affnærkninger m.v. Det var specielt mod patruljer og opklaringsenheder, der var behov for at kunne udføre genkendelse, på grund af disse enheder stort set var de eneste, som bevægede sig uden for egne styrkers egentlige operationsområde. 
Der er fra 2. verdenskrig mangfoldige eksempler på anvendelse af forskellige former for genkendelsmetoder. Specielt amerikanske soldater udviste stor opfindsomhed i brugen af bl.a. kendeord, f.eks. i form af spørgsmål om de seneste sportspræstationer i USA m.v.
I årene efter 2. verdenskrig er vilkårene for krigsførelse imidlertid ændret så betydeligt, at fejltagelser omkring genkendelse af ven og fjende ikke uden videre kan henregnes under en mere eller mindre acceptabel risikofaktor eller som krigens nødvendige pris, dels fordi en langt større del af det personel, som optræder på kamppladsen vil være i stand til at udføre fejltagelser med væsentlige konsekvenser og dels fordi selv små feljtagelser kan medføre katastrofale virkninger, hvad angår ødelæggelse af eget kampafgørende materiel.
 
Dette forhold hænger først og fremmest sammen med følgende faktorer:
- moderne våbensystemer tilsræbes at kunne nedkæmpe mål på den kortest mulige tid efter at målet er opdaget. Den tid, der således kan/skal anvendes til beslutningsproces før våbenafgivelse, vil derfor være meget begrænset,
- våbenvirkning vil kunne udføres på længere og længere afstande, med en samtidig forbedret virkning. De afstande direkte skydende våben efterhånden kan afgive effektiv våbenvirkning på, vil ofte være udenfor grænsen af sikker visuel observation og sigtning,
- kamphandlinger vil lige så ofte blive udført om natten eller i usigtbart vejr som under dagslysbetingelser (måske vil fremtidens kamphandlinger endog blive foretrukket udført i mørketimerne). Mulighederne for visuel genkendelse af ven eller fjende vil hermed blive væsentligt forringet eller næsten umuliggjort,
- vigtige måls karakteristika, herunder form, kontrast, farve, støjniveau m.v., vil blive udvisket. Hertil kommer også disse måls muligheder for større bevægelighed og større våbenvirkning og dermed større operationsafstande. Et aspekt i denne forbindelse, som næppe bør negligeres, er det forhold, at de gunstigste silhuetter, for f.eks. kampvogne, ikke vil afvige væsentligt fra brugerland til brugerland, og når dertil kommer, at østligt og vestligt produceret krigsmateriel ikke nødvendigvis i alle tilfælde kun vil optræde enten ved modstanderens enheder eller ved egne og allierede enheder, understreger det kun nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med at kunne skelne mellem ven og fjende,
- det vil være vanskeligt éntydigt at definere eget operationsområde hvor kun egne eller allierede enheder vil være til stede, på grund af den betydelige udvikling af bevægeligheden, hvilket betyder, at situationen kan ændre sig i løbet af ganske kort tid fra såvel søen som luften, vil være medvirkende til at øge vanskelighederne i denne forbindelse,
- muligt allieret samarbejde under krigsforhold vil i mangfoldige tilfælde kunne forværre mulighederne for at skelne mellem ven og fjende.
 
Metoder til genkendelse.
Der er to grundlæggende metoder, som kan anvendes til at skelne ven fra fjende:
 
a Genkendelse af fjende.
Den metode hvor det definitivt kan afgøres, at et objekt (personel, materiel m.v.) er fjende. Ved udelukkelsesmetode, kan det herefter fastsættes at alle andre objekter er venner eller neutrale.
Denne metode vil naturligvis altid være den foretrukne, men det vil på den anden side være urimeligt at forvente, at fjenden under alle omstændigheder frivilligt vil tilkendegive at han er fjende.
Som metoder på genkendelse af fjenden kan nævnes:
- sikker visuel genkendelse ved anvendelse af f.eks. flykending, panserkending, særlige sikre kendetegn ved materiel eller personel eller på grundlag af objektets fjendtlige handlinger,
- sikker auditiv genkendelse af karakteristiske lyde som f.eks. motorstøj, våbenlarm, sprog m.v.,
- sikker elektronisk genkendelse gennem anvendelse af specielle elektroniske genkendelsessystemer. Dette område er i dag praktisk talt uudforsket, men tages fantasien til hjælp og der iøvrigt er tiistækkelige økonomiske midler til rådighed, er der næsten ingen grænser for de metoder, som kunne tænkes realiseret gennem genkendelse af karakteristiske elektronmagnetiske udstrålinger (radio- og radarbølger, lyd, varme, lys m.v.) eller andre former for karakteristika (form, størrelse, farve, lugt, anvendte materialer m.v.). Indsamlede oplysninger kunne være oplagrede i computersystemer og gennem elektronisk databehandling blive sammenlignet med aktuelle modtagne oplysninger fra specielle sensorer.
 
b Genkendelse af ven.
Den metode hvor det definitivt kan afgøres, at et objekt (personel, materiel m.v.) er ven. Ved udelukkelsesmetode, kan det herefter fastsættes, at alle andre objekter er fjender eller neutrale.
Denne metode er den normalt anvendte til at skelne mellem ven og fjende, men samtidig den metode, som nødvendigvis må give anledning til de fleste fejltagelser. 
 
Som eksempler på metoder til genkendelse af ven kan nævnes:
- sikker visuel genkendelse af egne eller allierede enheder gennem anvendelse af aftalte kendetegn med f.eks. lys, røg, pyrotekniske midler, afmærkning, maling m.v. eller andre former for sikker genkendelse af eget materiel (flykending, panserkending o.s.v.) samt et venligsindet adfærdsmønster,
- kommando-, kontrol- og koordineringsforanstaltninger,
- sikker auditiv genkendelse gennem anvendelse af særlige aftalte lydsignaler med f.eks. sirene, horn, fløjte, råb, kendeord, skydning m.v.,
- sikker elektronisk genkendelse gennem anvendelse af specielle elektroniske genkendelsessystemer.
 
Det sidstnævnte område må umiddelbart påkalde den største interesse, idet det er på dette felt, der igennem forskning og udvikling udfoldes de største bestræbelser på at finde frem til egnede systemer, som kan skelne ven fra fjende.
 
Terminologi i forbindelse med genkendelse af ven eller fjende.
Der er tre begreber, som er væsentlige i forbindelse med genkendelse af ven eller fjende, disse er:
 
DETECTION,
     RECOGNITION,
         IDENTIFIKATION.
 
NATO Glossary AAP-6(N) angiver definitioner for begrebene således:
DETECTION: In imagery interpretation, the discovering of the existence of an object but without recognition of the object.
RECOGNITION: The determination by any means of the friendly or enemy character or the individuality of another, or of objects such as aircraft, ships, or tanks, or of phenomena such as communications-electronics patterns.
IDENTIFICATION: 1) The indication by any act or means of your own friendly character or individuality. 2) In imagery interpretation, the discrimination between objects within a particular type or class.
For fuldstændighedens skyld, skal definitationen for IMAGERY INTERPRETATION også anføres: IMAGERY INTERPRETATION: 1) The process of location, recognition, identification and description of objects and terrain represented on imagery. 2) The extracion of information from photographs or other recorded images. I forbindelse med begrebene detection, recognition og identification, kan der angives en detection range, en recognition range og en identification range. For nemheds skyld, anvendes i det efterfølgende en fordanskning af disse begreber således: detektionsafstand, klassifikationsafstand og identifikationsafstand.
Der skal gives en kort og populær forklaring på disse afstandes betydning, dels i relation til hærens virkefelter og dels i dels relation til ovennævnte definitioner for detection, recognition og identification.
Detektionsafstanden: er den afstand hvor tilstedeværelsen af et objekt erkendes. Indikationer på tilstedeværelsen af objektet kan være støvskyer, bevægelse, reflektioner, lyd m.v. Der kan intet siges om typen af objektet eller om dette er ven eller fjende.
Klassifikationsafstanden: er den afstand hvor arten af objektet kan klassificeres, d.v.s. at det er afgjort at objektet f.eks. er en kampvogn (bæltekøretøj), et hjulkøretøj, panserværnsvåben, personel (eventuel med angivelse af antal) m.v., men det kan ikke afgøres om objektet er ven eller fjende. Identifikationsafstanden: er den afstand hvor det med sikkerhed er afgjort om et objekt er ven eller fjende. Der er i de fleste tilfælde også foretaget en eksakt typebestemmelse åf objektet (f.eks. T.54 kampvogn eller Leopard kampvogn m.v.).
Det er ønskeligt at detektionsafstanden, klassifikationsafstanden og identifikationsafstanden er så langt væk fra FEBA som muligt, og at afstandenes indbyrdes forskel i rum og hermed indirekte også i tid er så lille som muligt. Det er ikke muligt at fastsætte bestemte grænser for detektionsafstande, klassifikationsafstande og identifikationsafstande, idet disse bl.a. vil være afhængig af objektets art og størelse, af bevægelseshastighed, bevægelsesretning, belysnings- og vejrforhold, terræn og de anvendte observations- og sigtemidler. Men hvad der imidlertid kan overvejes nærmere er afstandenes indbyrdes sammenhæng i relation til effektiv skudafstand og acceptabel risikofaktor i forbindelse med genkendelse af ven eller fjende.
Anskues problemerne eksempelvis ud fra et panserværnsvåbensystem i en forsvarssituation (og det er vel et af de områder, som umiddelbart må påkalde den største interesse indenfor felthærens virkeområde) kan det fastslås, at identifikationsafstanden under alle forhold bør være sammenfaldende med eller længere end våbensystemets effektive skudafstand. Hvis den effektive skudafstand under visse omstændigheder f.eks. i mørke, er længere end identifikationsafstanden, må det konstateres, at våbensystemets kapacitet ikke kan udnyttes fuldt ud.
Hvad angår detektionsafstanden, bør afstanden mellem denne og klassifikationsafstanden (identifikationsafstanden) være af en sådan størelsesorden, at der kan tilvejebringes et nødvendigt varsel ved våbensystemet til f.eks. beredskabsforøgelse, klargøring af våbnet og eventuelt til indsættelse af specielt udstyr, som hurtigt kan tilvejebringe klassifikation og identifikation af objektet.
Alt i alt må det nok konstateres, at detektionsafstanden ikke er den mest kritiske faktor med hensyn til at opnå den bedste og hurtigste våbenvirkning mod et mål, men nok snarere et spørgsmål om at kunne spare på personellets kræfter i forbindelse med højt beredskab, oberservation og overvågning.
Langt mere kritisk er klassifikationsafstanden og identifikationsafstanden. Ideelt set bør klassifikationsafstanden være så meget længere end identifikationsafstanden, at den tid objektet skal bruge til at bevæge sig fra klassifikationsafstanden til identifikationsafstanden, er netop tiistækkelig til at identifikation kan gennemføres. Identifikationsafstanden bør være sammenfaldende med et våbens effektive skudafstand.
Hvis identifikationsafstanden er kortere end våbensystemets effektive skudafstand er der tre muligheder at tage stilling til:
- at acceptere en risiko for at ødelægge egne objekter,
- at acceptere at våbensystemets kapacitet ikke kan udnyttes fuldt ud,
- at søge identifikationsafstanden forbedret gennem udnyttelse af flere og bedre muligheder for identifikation (genkendelse af ven eller fjende).
 
Identification Friend or Foe (IFF).
I det efterfølgende skal kun behandles mulihederne for at forbedre identifikationsafstanden (klassifikationsafstanden).
Almindeligvis forbindes »Identification Friend or Foe« (IFF) med de midler, som eksisterer og har eksisteret i mange år, til at gennemføre identifikation af fly såvel fra andre fly som fra jorden. Dette emne skal imidlertid ikke behandles i nærværende sammenhæng, men kun muligheder for identifikation på kamppladsen på jorden skal nærmere omtales.
 
Battlefield Identification Friend or Foe (BIFF).
Ideelt bør nøjagtig det samme identifikationsudstyr kunne anvendes overalt indenfor NATO-alliancen, uanset om det drejer sig om at identificere et kampfly, helikopter, kampvogn eller mindre patrulje. Dette ideal tangerer imidlertid det umulige bl.a. af økonomiske og af teknologiske grunde. Det er derfor i dag også en almindelig opfattelse, at kamppladsen på jorden, hvad angår identifikation, mere eller mindre må betragtes som et afgrænset område med visse »interface« problemer i form af f.eks. mindre fly og helikoptere, luftværnsvåbensystemer m.v.
For de objekter, som detekteres på kamppladsen kan prioriteringen for den rækkefølge objekterne ønskes identificeret (BIFF) eksempelvis være således:
 
- objekter detekteret af direkte skydende panserværnsvåbensystemer,
- objekter detekteret af jordovervågningsradarer,
- bæltekøretøjer detekteret af kamphelikoptere, forward air controller (FAC), artilleriobservatører og af observationshelikoptere,
- bæltekøretøjer detekteret af fly,
- fly, herunder specielt helikoptere observeret fra jorden gennem våben- sigte,
- andre objekter detekteret gennem observation fra jorden ved brug af simple optiske observationsmidler (kikkerter, mørkekampudstyr m.v.).
 
I ovennævnte prioritering er også taget hensyn til hvor eventuelle identifi- kationsmidler kan monteres, føres og betjenes, samt hvor informationer om identifikation af et objekt bedst kan udnyttes.
Om alle ovennævnte identifikationsopgaver kan/skal løses er nok først og fremmest et spørgsmål om økonomiske resourcer.
 
Krav til BIFF-udstyr.
De krav, som kan opstilles for et BIFF-udstyr kan bl.a. være:
 
- betjening af BIFF-udstyr må ikke forsinke eller komplicere betjeningen af det våbensystem eller det overvågningsudstyr BIFF-udstyret anvendes ved,
- uanset om BIFF-udstyret anvendes ved et våbensystem, ved overvågningsudstyr, i en helikopter eller lign., skal alle anvendelsesformer uden vanskelighed kunne arbejde sammen,
- såfremt BIFF-udstyret anvendes ved et fjernbetjent våbensystem eller overvågningsudstyr, skal BIFF-udstyret kunne fjernbetjenes på samme afstande,
- en modstander må ikke kunne erkende, at BIFF-udstyr anvendes,
- sandsynligheden for at en modstander kan stedfæste BIFF-udstyr skal være minimal,
- sandsynligheden for, at der under brugen af BIFF-udstyr kompromitteres andre af egne objekter skal være minimal,
- identifikation skal kunne udføres under alle vejr- og belysningsforhold,
- sandsynligheden for, at identificere et andet objekt, end det der ønskes identificeret skal være minimal, 138
- BIFF-udstyret skal være modstandsdygtigt overfor elektronisk krigsførelse,
- falder BIFF-udstyret i fjendens hænder, må anvendte koder ikke kunne brydes eller udstyret må ikke kunne udnyttes af fjenden til f.eks. vildledning af egne styrker,
- BIFF-udstyret skal uden restriktioner kunne anvendes under fredstids- uddannelse,
- BIFF-udstyret skal under brugen automatisk kunne udføre identifikation uden at det er nødvendigt at udføre efterfølgende manuelle behandlingsprocesser,
- sandsynligheden for fejlidentifikationer skal være 0 %,
- BIFF-udstyret skal være mindst mulig i størrelse og vægt. Det er ønskeligt, at udstyret kan føres i en lomme. Udstyret skal kræve mindst mulig strømforsyning. Betjeningen af udstyret skal være simpel og ikke kræve specialuddannelse,
- BIFF-udstyrets anskaffelsespris skal være lav,
- betjeningen af BIFF-udstyret skal kunne udføres af allerede eksisterende personelstyrke og uden at andre pålagte kampfunktioner kompromitteres.
 
BIFF-udstyr.
Med udgangspunkt i ovennævnte eksempelvise krav til BIFF-udstyr, er det vel klart, at det ikke er en let sag at fremstille BIFF-udstyr.
Så vidt vides er der endnu ikke færdigudviklet egnet BIFF-udstyr i vestlige lande, til trods for, at der allerede har været forsket og udviklet på området i adskillige år.
Af de BIFF-projekter, som for tiden er under udvikling skal nævnes:
 
SIRIUS (Système d’Interrogation de Reconnaissance et d’Identification des Unités au Sol) - (fransk projekt).
SINTAC(Système Intégré d’Identification de Navigation, de Contröle du Trafic d’Anticollision et des Communications) - (fransk projekt).
CAPRIS (Combat Active and Passive Radar and Identifications System) - (tysk projekt).
NDS (The Netted Data System) - (engelsk projekt).
SEEK-BUS (A High-capacity Time-division, Multiple-access Information Distribution System) - (amerikansk projekt).
IFF Mark XII ( modifikation og videreudvikling af IFF Mark X/SIF) - (amerikansk projekt). 
 
Det vil ikke her være muligt at give en nøjere beskrivelse af ovennævnte systemers principper, men det skal blot nævnes, at næsten alle systemerne dækker både IFF og BIFF funktioner. Systemerne er næsten alle integreret med en eller flere af funktionerne navigation, overvågning og kommunikation, således at der i forbindelse med udførelse af navigation, overvågning (radar, LASER, elektro-optisk udstyr m.v.) og kommunikation (digitale transmissionsformer), sideløbende kan udføres automatisk identifikation.
Alle systemerne er baseret på genkendelse af en ven, og systemerne tilfredsstiller hovedparten af de krav, som er anført ovenfor, måske med undtagelse af krav om prisbillighed.
 
Afslutning.
Den igangværende forskning og udvikling på området bør naturligvis følges nøje. Det er imidlertid særdeles vigtigt at identifikationsproblematikken, som bliver stedse mere og mere alvorlig, ikke negligeres indtil BIFF-udstyr som ovenfor beskrevet er indført ved hærens enheder.
Til sammenligning skal det anføres, at der i gældende WP-doktriner, til trods for store bevægelseshastigheder under fremrykning, foreskrives anvendelse af meget simple metoder til identifikation på kamppladsen, som f.eks. anvendelse af armbind, afmærkning af køretøjer, aftalte lyd- og lyssignaler, og under fremrykning meget snæver og stadig kontakt mellem kampvogne, pansrede mandskabsvogne og afsiddet interfanteri m.v.
Sådanne simple identifikationsmetoder har langt fra udspillet deres rolle, tværtimod bør alle kræfter fortsat lægges i grundige eksercermæssige indøvelser af sådanne former for identifikation.
Det bør i undervisning og træning lægges meget stor vægt på indlæring i genkendelse af såvel eget og allieret materiel som WP-landenes materiel gennem anvendelse af forskelligt undervisningsmateriale som billeder, modeller, plancher, film, lysbilleder m.v. Sådant undervisningsmateriel bør være til rådighed ved alle uddannelsesenheder og skoler.
Selv om koordination med andre enheder i brugen af simple identifikationsmetoder er meget vigtig, bør det ikke afholde enheder på underafdelings- og bataljonsniveau om nødvendigt at anvende lokale og selvkonstruerede identifikationsmetoder og indøve disse under enhver given lejlighed, specielt under indøvelse i mørkekamp.
Der er næppe nogen tvivl om, at identifikationsproblemerne først og fremmest er alvorlige ved panserværnsvåbensystemer og specielt i mørke og usigtbart vejr. Det har ingen mening at tale om et panserværnsvåbensystems effektive skudafstand, hvis den identifikationsafstand, som kan tilvejebringes, er kortere.
Til slut skal det anføres, at reglementariske bestemmelser for genkendelse og identifikation fremgår af ACP 150 (FTR) - (Instruks for genkendelse og identifikation).
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_106_aargang_jul-aug.pdf

Litteraturliste

Del: