Ved NATO’S 50 års jubilæum

Foto: Forsvaret.dk

Det var som ung søløjtnant II og artilleriofficer i den i Storebælt stationerede minelægger
LINDORMEN, at jeg i 1949 hørte og læste om dansk undertegnelse af Den
nordatlantiske Traktat. Jeg mener at kunne huske, at min første reaktion dengang
var glæde over, at vi omsider var blevet fuldgyldig allieret med U.S.A. og Storbritannien
samt de andre vestlige lande, hvis indsats viunder den 2. verdenskrig havde
fulgt med beundring. Endelig ville vi kunne være os selv bekendt! Min generation
havde i vore gymnasieår oplevet den ydmygende danske samaibejds- og eftergivenhedspolitik.
Vi havde den29. august 1943, hvor minklasse var søkadetlærlinge, set
muhghedeme opstå for en anstændig dansk optræden; men selv modstandsindsatsen
i den barske periode fra efteråret 1943 til maj 1945 førte aldrig til fuld anerkendelse
af Danmark som en allieret nation. Omsidervar vi i 1949 blevet optaget i det gode
selskab. Der var tale om en fundamental, ja revolutionerende ændring af dansk sikkerheds-
og forsvarspolitik.
Medlemsskabet af NATO lovede også godt for dansk forsvars fremtid.
Forsvaret fik virkelig mening og så også ud til at skulle få indhold. Dels måtte vi
antage, at vort bidrag til det fælles forsvar ville blive forpligtende, dels bød
alliancemedlemsskabet mulighed for en betydelig våbenhjælp. Selv mærkede jeg
det sidste, da jeg i 1951 sammen med en gruppe officerer og kvartermestre blev
sendt til USA - som passagerer ad søvejen - for at blive uddannet i betjening og
vedligeholdelse af det 40 mm og 20 mm luftværnsskyts, der i begyndelsen af
1950eme i stort tal leveredes som amerikansk våbenhjælp til flåden og kystbefæstningen.
I de følgende år modtog Søværnet ligesom de andre to værn betydelige
mængder af materiel, for Søværnets vedkommende først og fremmest i form af
skibe. Våbenhjælpen fortsatte til ind i 1960erne og kulminerede med det danskamerikanske
cost sharing program, som for en årrække bragte flåden op på et
rimeligt niveau i forhold til opgaverne og vore allieredes forventninger. Efter
indgåelsen af Den nordatlantiske Traktat i 1949 iværksattes endvidere NATOs
fællesfinancierede infrastrukturprogrammer, hvor store anlægsopgaver løstes i
fællesskab. For Søværnets vedkommende byggedes på deimemådebl.a. flådestationerne
Korsør og Frederikshavn.
Også på det træningsmæssige og uddannelsesmæssige område bød alliancedeltagelsen
på nye muligheder. Fælles taktiske procedurer udvikledes hurtigt - vor
grundbogblev ATP-1, der oprindelig i høj grad mindede om den britiske "Conduct
of the Fleet". Omfattende øvelser gennemførtes dels i form af vidtspændende ma
nøvrer med strategisk sigte, dels i form af våbentræning. Jeg oplevede således i
1952 at deltage i en stort anlagt flådeøvelse i Kanalen og Nordsøen, hvor vi i kystjagerne
HUITFELDT og WILLEMOES prøvede at operere under britisk kommando
og stifte bekendtskab med sådanne for os nye foreteelser som overføring af forsyninger
mellem to skibe under gang (under way replenishment). Og i dansk farvand
så vi i øvelse MAINBRACE U.S. Marines foretage en større landsætning over
stranden ved Skagen. HUITFELDTs indsats ved den lejlighed bestod i at holde
uvedkommende trafik væk fra øvelsesområdet, bl.a. svenske fiskere, som troede,
at den 3. verdenskrig var brudt ud!
Heldigvis havde Søværnet fra de første år efter befrielsen sørget for at sende
officerer til uddannelse på den britiske flådes specialskoler. Selv gennemgik jeg
eksempelvis i 1950 Long Gunnery Course på HMS EXCELLENT. Der er for mig
ingen tvivl om, at den viden og inspiration, vi den gang modtog fra den britiske
flåde, hjalp os godt i gang i alliancesammenhæng. Glemmes må heller ikke de
søofficerer m.fl., deri 1945 kom hjem med krigserfaringer fra tjeneste i den britiske
flåde, samt den hjælp og rådgivning, vi her i landet, ikke mindst på signalområdet,
modtog fra udlånt britisk flådepersonel. Vort store forbillede i disse år var the Royal
Navy, og i NATO kommandosystemet var den danske flåde underlagt Chefen for
Nordregionens flådestyrker, COMNAVNORTH, der altid var en britisk admiral.
Med Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i Den nordatlantiske Traktat i
foråret 1955 og den derefter følgende opbygning af en tysk flåde, opstod en ny
situation. I tilfælde af en væbnet konflikt skulle såvel danske som tyske flådestyrker
deltage i forsvaret af den vestlige Østersø og de tilstødende danske farvande.
Allerede i eftersommeren 1955 gennemførtes ved et møde i Holsten de første
dansk-tyske flådesamtaler, hvori bl.a den senere chef for Søværnet og viceadmiral,
Sven Thostrup, deltog. Der var helt klart behov for samarbejde omfattende såvel
planlægningsmæssig koordination som evne til taktisk samvirke. De tyske styrker,
der nu opbyggedes, hørte imidlertid under NATOs Centralregion, medens vore i
krig som nævnt ville være underlagt Nordregionen. Som et indledende skridt til
løsning af dette noget spegede organisationsproblem etableredes i 1957 en
planlægningsgruppe i Holtenau ved Kiel med den britiske chef for de allierede
flådestyrker i den nordlige del af Centraleuropa, Admiral Townsend (COMNAVNORCENT),
som formand. Han blev i denne egenskab underlagt såvel Nordsom
Centralregionen og fik til sin rådighed en stab af amerikanske, britiske, danske,
franske og tyske søofficerer. 1 1959 blev det for at skabe enhed i kommandoføringen
bestemt, at COMNAVNORCENT under større øvelser og i en krigssituation
skulle fungere som chef for de danske og tyske flådestyrker. I juli 1961 blev denne
post overtaget af den tyske admiral Wagner. På det tidspunkt var der et veletableret
samarbejde på kommando- og stabsniveau, idet chefen for den danske Kystflåde -
fra 1961 for Søværnets operative Kommando - med stabsofficerer jævnligt deltog
i koordinations- og stabsmøder i Holtenau. Jeg selv oplevede en række af disse
møder, hvor grundlaget for et effektivt samarbejde blev lagt. For mange danske
officerer var det på det tidspunkt ikke den letteste sag i verden at mødes med
tyskere i uniform. Fra første færd viste vore lyske kolleger imidlertid en betydelig
grad af takt og accepterede uden ophævelser, at ikke blot den militære kommunikation,
men også almindelige samtaler foregik på engelsk. Og så hjalp det naturligvis,
at man lærte hinanden at kende personligt. Under min tjeneste i Kystflådens stab og
ved Søværnets operative Kommando, blev jeg som den første dansker udstukket
som forbindelsesofficer til Flag Officer Germany (oprindelig Befehlshaber
Seestreitkräfte Ostsee, senere Befehlshaber der Flotte). Under større øvelser befandt
jeg mig som eneste dansker i hovedkvarteret i Glücksburg, hvor jeg alligevel ikke
følte mig helt fremmed, for her traf jeg bekendte fra Holtenaumødeme.
Overvejelserne om den fremtidige kommandostruktur i vort område berørte naturligvis
også Hæren og Flyvevåbnet, og tanken om oprettelsen af en NATOenhedskommando
for den sydlige del af NATOs Nordregion tog efterhånden form
med oprettelsen i 1962 af Allied Command Baltic Approaches også benævnt
BALTAP med underlagte væmsspecifikke kommandoer. Flådekommandoen flyttede
fra Holtenau til Karup og blev til COMNAVBALTAP.
Også i øvelsessammenhæng groede samarbejdet i disse år. Det blev praksis, at
der i forårsmånederne eller forsommeren gennemførtes øvelser, hvor enheder af
samme type gennemførte en serie taktiske øvelser og våbenøvelser i norske og
dansk-tyske farvande, medens det operative samvirke i bredere sammenhæng indøvedes
under efterårets flådeøvelser, hvor Flag Officer Germany og Flag Officer
Denmark (Søværnets operative Kommando) deltog med fuld styrke. Ikke mindst
under typeøvelseme blev der god lejlighed til at stifte bekendtskab med kolleger fra
vore to náboflåder, den norske og den tyske. Jeg selv oplevede dette både som
skibschefi 1963-1965 ogca. 10 år senere somcheffor Torpedobådseskadren 1973-
1977. For os var BOLD GAME øvelserne dengang årsprogrammets højdepunkt.
I 1968 blev jeg som kommandørkaptajn tilkommanderet Headquarters
AFNORTH på Kolsås i Norge, hvor jeg i fire år kom til at gøre tjeneste i Plans
Division i en sektion, der beskæftigede sig med Contingency Plans South
(BALTAP). Vi var tre mand. Mine kolleger var en tysk oberstløjtnant (branch
chief) og en britisk commander. Og vi var alle underlagt en amerikansk divisionschef,
hvis nærmeste foresatte var en tysk admiral. Det var en fascinerende opgave
at arbejde i dette internationale miljø, og det foregik i en interessant periode, idet
NATO netop i 1967 havde antaget the Strategy of Direct Defence and Flexible
Response, der afløste den hidtil rådende strategi, som var baseret på "massive
retaliation". Nye planer for en langt mere nuanceret indsats end tidligere skulle
udarbejdes, og dermed kom der rigtig gang i planlægningen for og indøvelsen af
eksterne hær- og flyforstærkningers indsættelse i bl.a. Danmark. I slutningen af
denne norske periode kom jeg til at lære endnu et NATO hovedkvarter at kende,
idet jeg blev udpeget som forbindelsesofficer til Headquarters AFCENT i Brünsum
i Holland.
Jeg blev chef for Søværnets operative Kommando i 1980 og kom da til at ople
ve NATO-samarbejdet på operativt chefsniveau. Formelt kan man naturligvis
opdele SOK virksomhed i på den ene side de nationale fredstidsfunktioner og på
den anden side NATO øvelses- og krigsopgaveme; men sådan var og er det ikke i
praksis. Skal det hele kunne fungere effektivt i en kritisk situation, må rutine være
skabt i fredstid. Derfor anvender danske flådestyrker også i det daglige f. eks.
NATO signalprocedurer og taktiske doktriner, og der er løbende og god kontakt til
NATO hovedkvartererne og til allierede partnere. Og på dette område havde jeg
igen meget positive erfaringer specielt med hensyn til det tysk-danske flådesamarbejde.
Mit opposite number i Tyskland, Flag Officer Germany, var viceadmiral
Günter From som ved min tiltrædelse sendte mig et signal medbl.a. følgende tekst:
"I assure you that you will always find me ready for close cooperation and cordial
patnership". Og det kom jeg i de følgende tre år i høj grad til at opleve. Trods langt
større styrker og på visse områder langt mere avanceret udstyr, behandlede vor
tyske naboer os altid som ligemænd. På det operative område havde vi et overordentligt
godt og snævert samarbejde,, som bl.a. fremmedes af de gode personlige
relationer.
Jeg har allerede været inde på NATO-øvelsesvirksomheden. Fra mine år i
Århus skal jeg imidlertid fremhæve de to stående NATO-flådestyrker. Vi deltog
den gang periodevis i STANAVFORLANT med en fregat og under tiden også en
undervandsbåd og i STANAVFORCHAN med minestrygere. Allerede i de år
stillede vi til tider også en minelægger til rådighed som kommandoskib for
minestrygerstyrken, og vi leverede officerer til styrkernes stabe. Deter hævet over
enhver tvivl, at det for de deltagende enheder og enkeltpersoner var inspirerende og
i høj grad lærerigt. Her stilledes samme krav til alle uanset nationalitet, og her blev
indsatsen virkelig målt med den internationale, maritime målestok, som vore
besætninger fint levede op til. Disse styrker optrådte jævnligt i vore farvande og
deltog i vore øvelser, hvor vi havde stor glæde af deres tilstedeværelse. Næst efter
farvandsovervågning var deltagelse i de stående NATO-styrker og i NATO-øvelser,
der bød på samarbejde med tyske og andre allierede flådestyrker, den højest
prioriterede virksomhed i SOK årsprogrammer.
Den gang - ligesom senere - føltevi militære chefer et stort ansvar for vore styrkers
militære troværdighed. Uanset hvordan man drager sammenligningen mellem
de forskellige landes økonomiske indsats på forsvarsområdet, er det enkensgeming,
at Danmark aldrig har brilleret. Mankan måle forsvarsbudgetterne i relation tilbruttonationalproduktet,
man kan sammenligne materielinvesteringsbudgetteme eller
man kan simpelthen tælle styrkerne. Ofte har vi fra alliancen mødt kritik på dette
område. Derudover har Danmark i årenes løb på en række områder haft betydelige
politisk motiverede forbehold. I betragtning heraf måtte det ligge de militære chefer
særligt stærkt på sinde, at vore styrker udadtil demonstrerede militær troværdighed,
d.v.s. overbevisende professionalisme.
11985 blev jeg som forsvarschef helt bogstaveligt talt fra første færd involveret
i NATO-samarbejdet på højt niveau. På min tiltrædelsesdag på denne post mødtes
jeg i Bruxelles med de andre medlemmer af Militærkomiteen og de tre Major
NATO Commanders og blev her introduceret til det vigtige arbejde, der udøves af
alliancens øverste, militære myndighed. Jeg ved nok, at nogle taler om et tungt
bureaukrati på dette plan. Takket være de permanente militære repræsentanters daglige
samvirke og forsvarschefernes jævnlige møder er der imidlertid på det højeste,
militære niveau etableret et netværk baseret på nære personlige relationer og godt
kendskab til hinanden, som i høj grad muliggør effektiv handling. Jeg mener da
også i al beskedenhed, at det fra dansk side lykkedes os at gøre vore synspunkter
gældende og øve indflydelse på beslutningerne. Dette samarbejde og den gensidige
forståelse udbyggedes yderligere ved udveksling af besøg i medlemslandene. Jeg
kunne eksempelvis i 1987 byde formanden for Militærkomiteen, den tyske general
Altenburg velkommen til Bomholm, og i 1988 oplevede jeg i Pentagons hjerte, the
Tank, at blive bedt om at orientere the Joint Chiefs of Staff om dansk forsvars situation.
Vigtigt var naturligvis samarbejdet med NATO-kommandoeme i Europa.
Grønlands og Færøernes militære placering i NATO-kommandoorganisationen
medførte imidlertid også et behov for god forbindelse til Atlanterhavskommandoën
iNorfolk, Virginia. Chefenhervaridetmesteafminforsvarschefsperiode Admiral
Lee Baggett USN, med hvem jeg fik meget god kontakt. Bl.a. drog vi sammen
Grønland rundt. Også på denne måde gjorde vi fra dansk forsvars side, hvad vi
kunne for at skabe militær troværdighed.
Som forsvarschef ledsagede jeg ved NATO-ministermødeme forsvarsministeren
og ambassadøren, der var Danmarks faste repræsentant i Det nordatlantiske
Råd. Det kunne de første 2 Vi år frem til foråret 1988 være en nok så trist oplevelse,
idet vi fra dansk side ofte markerede os ved forbehold og fodnoter. Heldigvis er
NATO en organisation af demokratier, der kan tåle afvigende meninger; men man
kan overspille denne rolle i en sådan grad, at reaktionenbliver tordnende ligegyldighed.
Og falder et enkelt medlemsland fra væsentlige, fælles beslutninger, kan disse
jo svækkes alvorligt. Folketingsbeslutningen i april 1988 omrestriküve bestemmelser
for allierede flådebesøg var ved at bringe os i en meget ubehagelig og vanskelig
position i forhold til vore allierede. Heldigvis lykkedes det efter et valg regeringen
at nå frem til en for alle parter acceptabel løsning. Udviklingen i verdenen omkring
os i slutningen af 1980erne viste i øvrigt, at NATO var på den rette vej. De danske
anfægtelser i forbindelse med dobbeltbeslutningen om mellemdistancemissileme
forstummede i december 1987 med den såkaldte INF-aftale mellem US A og USSR,
og ved årsskiftet 1988/89 indledtes forhandlingerne i Wien mellem NATO- og
Warszawapagtlandene om balanceret reduktion af de konventionelle styrker. I
NATO-sammenhæng var en spændende proces sat i gang, og i Danmark genskabtes
ved en folketingsbeslutning i sommeren 1989 den brede sikkerhedspolitiske enighed
på væsentlige områder. Mine erindringer om denne del af NATO-virksomheden
i det sidste IVi år af min tjenestetid er derfor anderledes positive.
Der kan efter min oveibevisning ikke være skygge af tvivl om Alliancens historisk
enestående succes som krigs- og konfliktforebyggende instrument. Vor Rege-
ring og vort Folketing traf i 1949 den rigtige beslutning, og det bør vi i dag være
taknemmelige for. Vi har levet beskyttet af atomvåbenparaplyen og af alliancens
samlede konventionelle styrker, som også vi har bidraget til. Verdenssituationen i
1999 er - heldigvis - vidt forskellig fra situationen i 1949; men menneskeheden har
nok ikke ændret sig så voldsomt. Spændingsforhold og konflikter, der påvirker vort
område, kan genopstå meget hurtigere, end vi kan genopbygge et nedbrudt forsvar.
Lad os derfor håbe, at Danmark i dette jubilæumsår, må finde en løsning på sit
forsvarsproblem, der både er politisk og militært troværdig og dermed også
imødekommer vore allieredes berettigede forventninger.
 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.