Varsling af fly i lav højde - nogle betragtninger

Med en radar i 20 meters højde kan man detektere et fly, der flyver i 50 meters højde, i en afstand af 30 km, hvis der ingen terrænhindringer findes, og man iøvrigt kan eliminere overfladereflektioneme. At problemerne i forbindelse med varsling af fly i lav højde imidlertid er mere komplicerede end som så, fremgår af følgende artikel af major Johs. la Cour, Forsvarskommandoen.
 

Hvis man ønsker at se, hvad der skjuler sig bag et plankeværk, må man ulejlige sig så højt op, at man kan se op over og ned bag ved det - og kan man ikke få sine radarer anbragt på bjergtoppe, så kan man putte dem i flyvemaskiner! 
Således er filosofien bag den luftbårne radarvarsling, og der er nok ingen tvivl om, at luftbåret radar, i hvert fald teoretisk, er den ideelle løsning på varslingsproblemet.
I de følgende betragtninger vedrørende lavvarsling vil luftbåret radar dog ikke blive udførligt behandlet, idet: 

- en pålidelig radar, som effektivt kan detektere lavtflyvende luftfartøjer over landområder, hvor de flyvende mål skal udskilles fra en kompakt masse af statiske overfladeekkoer eller fra objekter, der bevæger sig på overfladen, ikke vil kunne forventes færdigudviklet og operativt anvendelig foreløbig.

- radaren på grund af dens uundgåelig komplicerede konstruktion vil blive meget kostbar både i anskaffelse, vedligeholdelse og drift. Når hertil kommer udgifterne til luftfartøjerne, må det befrygtes, at intet europæisk land alene vil kunne få råd til et luftbåret varslingssystem. Selv et evt. NATO-projekt ville næppe heller kunne få midler til at sikre dækning af alle områder - og da slet ikke med kontinuerlig drift i fredstid.

- antallet af mål, der observeres fra et luftbåret varslingssystem, vil blive meget stort, og en betragtelig del af disse mål vil også blive observeret og varslet af det konventionelle, jordbaserede system. Såfremt den luftbårne radar skal føde sine oplysninger til behandling i det jordbaserede system, må kapaciteten i dette system alene på grund af opgaven med at filtrere oplysningerne sættes betydeligt i vejret ved indkøb af ekstra hukommelse, datamater etc. En sådan udbygning vil gøre projektet yderligere kostbart og vil næppe heller være realisabelt med det første. 

Ovenstående problemer kan i øvrigt meget let føre én til den betragtning, at luftbåret varsling kun har sin berettigelse, hvis man konsekvent opgav alle jordbaserede varslingsradarer og udelukkende baserede sig på luftbårne sensorer, hvormed man jo ville opnå at få den hidtil savnede lavdækning som en bonuseffekt!

II.

Varsling af fly i lav højde kan deles op i to separate problemområder (hvilket ikke vil sige, at disse ikke kan løses samtidigt og på samme vis):

- dækning af adgangsvejene (detektering, alarmering),
- dækning af eget territorium (målfølgning, allokering og kamp).

Adgangsvejene
Når man diskuterer lawarsling er der ét spørgsmål, der altid giver anledning til heftig debat, nemlig: Hvor langt ind over fjendens område skal man kunne se? eller, hvis man er omgivet af hav (internationalt farvand): 
Hvor langt ud fra eget territorium er det nødvendigt at have dækning? Det er rigtigt, at det eksisterende varslingssystems dækning ind over fjendtligt territorium på grund af jordkrumningen f.eks. ikke omfatter mål under 20.000 fod på en afstand af 200 sømil. Men vil det sige, at man skal betragte alt under den nuværende dækning som et område, hvorfra varsling om lavangreb skal indhentes? 
Man må vel indrømme, at når talen er om lavangreb, så tænkes der på de taktiske fly, som kommer strygende hen over trætoppene her og nu, med det formål at opnå det uvarslede eller for sent varslede angreb.
Et forsøg på at komplettere dækningen af fjendens luftrum under den nuværende dækning og ud til maksimal afstand ville selvfølgelig også medføre, at varslingen kunne omfatte den potentielle lave anflyvning, men ville også - afhængig af afstanden - inkludere samtlige flyvende objekter under 20.000 fod, blandt hvilke man så måtte finde de mål, som kunne tænkes at udgøre den direkte angrebstrussel. En sådan evaluering ville foruden radarbilledet også kræve en krystalkugle. 
At vælge at anse den totale lufttrafik over fjendeland som en potentiel angrebstrussel med henblik på at opnå maksimal varslings- og reaktionstid, ville ikke alene overskride varslingssystemets kapacitet, men også resultere i konstant kampberedskab ved jagerfly eller overflade- våben, hvilket resultat kunne opnås billigere ved udstedelse af stående ordre herom.
Nytten af at kunne se hver eneste kubikmeter af fjendens luftrum og vurdere den observerede aktivitet med henblik på en efterretningsmæssig udnyttelse skal ikke anfægtes, men anses for at være uden for denne artikels formål. 
Det må forventes, at lavangreb enten indsættes fra baser nær ved vort territorium eller at de angribende fly først overgår til lavflyvning umiddelbart før indfyvning i vort luftrum. Begrundelsen for denne antagelse ligger hovedsagelig i de taktiske flys begrænsninger med hensyn til

- aktionsradius i lav højde (der begrænser indtrængningsdybden),
- manglen på avanceret navigations- og angrebsudstyr (der gør lavflyvning vanskelig og krævende (udmattende) for piloterne).

Indførelse af terrænfølgende radarnavigationsudstyr i de taktiske fly, som må forventes i de kommende år, vil næppe indebære lavere flyvehøjde under missioner, men vil derimod muliggøre lavangreb om natten og i usigtbart vejr, hvorved truslen i sig selv ikke ændres, men bliver stadig. 
Indflyvning i vort luftrum kan også tænkes at ske i mellem eller stor højde med påfølgende overgang til lavflyvning på et senere tidspunkt, hvorved aktionsradius kan øges. Denne taktik må dog være betinget af, at angriberen råder over tilstrækkelige styrker til at kunne mætte vort kontrol- og varslingssystem, idet en begrænset og spredt indflyvning i disse højder vil være dødsdømt og - selv under anvendelse af jamning - særdeles risikabel. 
Ovennævnte betragtninger fører til den anskuelse, at distancen, der skal flyves i lav højde, vil blive søgt holdt på et minimum, og at en indledende anflyvning i lav højde over modpartens eget område generelt vil være spild af gode kræfter og brændstof og kun tjene til at begrænse aktionsradius yderligere.
Hvis man dertil lægger det forhold, at observeret lavtgående trafik i fjendens område kun vanskeligt kan vurderes som en umiddelbar lav- angrebstrussel før kort forinden indtrængen i vort område, kan følgende vurdering anlægges: 
Nødvendigheden af at søge efter lavtflyvende mål dybt inde i fjendens område er set fra et taktisk luftforsvarssynspunkt ikke reel, og der er i denne forbindelse ikke grund til at kræve, at et lavvarslingssystem skal kunne give en sådan langtrækkende lavdækning af fjendtligt territorium. 
Ved lavangreb med anflyvning fra søen er varslingsproblemet lidt ændret. Det er således lettere for angriberen at navigere og at flyve lavt over vand end over land, men spørgsmålet om aktionsradius er dog en faktor, som stadig hviler tungt på fjendens skuldre. 
På den anden side er det også nemmere for forsvareren at vurdere, hvorvidt den observerede, lave trafik må betragtes som et angreb rettet imod ham, ligesom etablering af radarlavdækning udover søen er mindre problematisk end over land, hvor alene terrænforholdene nødvendiggør et større antal radarer opstillet, hvis huller i dækningen skal undgås. Endvidere kan man idag - med allerede udviklet radarudstyr - med hæderligt resultat anvende luftbåret radar for etablering af varsling over søen.
Vurdering af behovet for varsling af den lave anflyvning fra søen kan med god rimelighed foretages på grundlag af de klassiske regler om »Minimum Line of Early Warning« og »Last Line of Intercept/Kill« anvendt i relation til egne luftforsvarsvåben og til det objekt eller målområde, der skal forsvares.

Eget område
Når en fjende først er erkendt som anflyvende vort territorium i lav højde, opstår spørgsmålet: - hvor stor dækning kræves over eget område for at sikre rationel målallokering til vore våben og for at gennemføre den nødvendige ild« ledelse/kontrol af disse? 
Det er klart, at en totaldækning af ens hele område fra overfladen og op vil sikre maksimal effektivitet, og hvis - og det er et alvorligt hvis - man kan magte indsamling, behandling og fordeling af den voldsomme informationsmængde, der indløber fra de utallige sensorer (være sig radarer, infrarød teknik eller visuelle observationsposter etc.), som en komplet områdedækning vil kræve.
Tager man som eksempel NATO-Europa under et, vil en sådan radardækning næppe være realisabel foreløbig, idet produktion, opstilling og integrering af de nødvendige tusinder af radarer tager mange år, for slet ikke at tale om de store omkostninger forbundet hermed, og som i sig selv ville virke forsinkende på projektets gennemførelse. 
Visuel områdedækning pr. en organisation af luftmeldeposter, som den kendes i Danmark, er - omend billig og anvendelig - næppe gennemførlig i mange andre områder, idet forsvarsorganisatoriske, topografiske forhold eller ringe befolkningstæthed skaber vanskeligheder. 
Man må se i øjnene, at man på en eller anden måde må søge at reducere sine krav til lavdækningen, f.eks.:

1. Findes der områder, hvor man kan tillade, at fjendtlige fly bevæger sig uobserveret?
2. Er der områder, hvor terrænforhold m.m. tvinger de fjendtlige fly til at undlade lavflyvning? Hvis det er tilfældet, er luftrummet i den mulige flyvehøjde da allerede dækket af det konventionelle varslingssystem?
3. Er truslen retningsbestemt, eller kan angreb forventes fra alle sider?

Ovennævnte spørgsmål må analyseres, besvares og konklusioner drages. Betragtningerne i denne henseende kan f.eks. tænkes at forløbe således: 

ad 1. Spørgsmålet har næppe relevans i »tætte« områder, som f.eks. Centraleuropa, men bør stilles for områder, som i forhold til størrelsen kun rummer enkelte eller ingen (vitale?) mål for fjendtlige luftangreb. Luftforsvaret kan her etableres som punktforsvar af de enkelte mål, oftest med jord-til-luftvåben, og lavvarslingsdækningen indskrænket til det tilstrækkelige for optimal indsættelse af våbnene. Beredskabet ved sådanne punktforsvar vil være afhængig af, hvorvidt der er etableret et lavvarslingssystem til overvågning af adgangsvejene. 
I et sådant område vil jagerforsvar i lav højde være uhensigtsmæssigt og uøkonomisk på grund af dermed forbundne krav til varslingsdækning. 
Hvis området tillige er mangelfuldt dækket med hensyn til overvågning i mellem og stor højde, er her en situation, hvor luftbåret varsling måske ville have sin berettigelse som en økonomisk forsvarlig løsning, der tillader jagerforsvar i alle højder,

ad 2. Med dette spørgsmål er tænkt på kuperede - vel især bjergrige - landområder, hvor fordelene ved - med nutidens flyvehastigheder - at benytte smalle dale og kløfter som anflyvnings- og angrebs- ruter næppe vil være attraktive. Alternativet er kun at flyve over terrænhindringeme, hvorved forsvarerens muligheder for at etablere varsling lettes væsentligt, hvis der ikke allerede er tilstrækkelig dækning i disse højder, 

ad 3. Man må her opstille sine krav til dækning udfra modpartens muligheder for under lavflyvning at angribe de mulige mål i eget område. Er truslen retningsbestemt, er regnestykket simplere, end hvis vi må kalkulere med indflyvning fra flere eller alle sider. Medtages i vurderingerne må også, hvorvidt vi kan opnå reaktionsvarsel fra naboområders lavvarslingssystemer eller ej. 
 

Chancerne for at truslen ændrer retning som følge af forandringer i udgangssituationen må også vurderes med henblik på afgørelse af, i hvilket omfang lavvarslingssystemet bør være mobilt, d.v.s. hurtigt kunne deployeres og retableres til dækning af hidtil ikke dækkede områder.
 
III.
 
Der er ikke noget at sige til, at varslingen af fly i lav højde længe har været og stadig er et i praksis uløst problem. Danmark er i denne henseende lykkeligere stillet end de fleste andre lande, idet vi ikke alene har holdt vort frivillige luftmeldekorps intakt, men også udbygget det og forbedret dets effektivitet gennem nye og hurtigere procedurer for meldingsafgivelse og udplotning af varslingsbilledet. Danmark er endvidere topografisk set et ideelt land for etablering af visuel varsling, men selv vort næsten professionelle luftmeldekorps har sine begrænsninger: Det kan ikke detektere og varsle med den krævede kvalitet (identifikation!) og kontinuitet om natten eller i usigtbart vejr.
Da den lave trussel som bekendt er på vej til at blive around-the- clock i al slags vejr, må en løsning på lawarslingsproblemet snarest findes, vedtages og implementeres. Hermed være ikke sagt, at en sådan løsning i Danmark ikke kunne baseres på Luftmeldekorpsets gamle, prøvede organisation, suppleret med en særlig dækning af adgangsvejene til vort område.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_jul-aug_1.pdf

 

 

Litteraturliste

Del: