Værnsbalancen - en vurdering

Major C. Hvidt, eskadrille 727, argumenterer her for, at flyvevåbnet bør være den dimensionerende faktor i en kommende forsvarsordning.
 

Indledning.

Der har tidligere her i bladet været en del diskussion om Flyvevåbnets struktur, herunder specielt flys effektivitet i forhold til raketters. Jeg mindes imidlertid ikke, at der har været en tilsvarende debat vedrørende den interne balance i hele forsvaret; den såkaldte værnsbalance, der indtil nu vel nærmest har været at betragte som en hellig ko. I forbindelse med den kommende forsvarsordning har forsvarsministeren imidlertid givet klart udtryk for, at værnsbalancen ikke må betragtes som statisk, og at der følgelig meget vel kan blive tale om ændringer i den nuværende vægtning værnene imellem.
I dette indlæg vil jeg foretage en vurdring af forsvarets situation op gennem firserne, idet jeg erkender, at visse tankerækker ikke kan uddybes nærmere i en uklassificeret publikation, samt at visse områder overhovedet ikke kan diskuteres som følge af sikkerhedsbestemmelserne. Det er imidlertid min opfattelse, at det er muligt at vurdere de grundlæggende faktorer, som spiller afgørende ind, når balancen mellem værnene - herunder Hjemmeværnet - skal fastsættes.

Forudsætninger.

Det forudsættes, at Danmark fortsat er medlem af NATO, og at den danske regering fastholder kravet om, at der ikke i fredstid permanent kan stationeres fremmede styrker.

Diskussion.

Når dansk forsvars indsats i samarbejde med øvrige NATO-styrker skal vurderes, er modtagelse af eksterne forstærkninger af afgørende betydning.
Nationens beståen er direkte afhængig af, at disse forstærkninger kan modtages og bringes i anvendelse fra danske flyvestationer og øvrige danske baseområder.
Såfremt varslingstiden før en konflikt eller en egentlig krig er tilstrækkelig lang - og at NATO-systemet reagerer på et sådant varsel - vil de eksterne forstærkninger være på plads og operationsklare inden krigsudbrud. I dette tilfælde vil sammensætningen af dansk forsvar hovedsagelig skulle tilgodese fredstids- og spændingsperiodeopgaverne, for derefter i krig at virke som supplement til forstærkningerne samt de øvrige stående NATO-styrker i BALTAP-området. Da det imidlertid vil være en katastrofal fejltaglse at basere dansk sikkerheds- og forsvarspolitik på en forudsætning om, at den danske regering og øvrige NATO-regeringer altid vil have et tilstrækkeligt sikkert varsel til at kunne få hele NATO-apparatet aktiveret - og dermed kunne bringe forstærkningerne frem og gøre dem operationsklare inden et eventuelt krigsudbrud - vil det som følge af denne fundamentale svaghed kun have teoretisk interesse nærmere at vurdere værnsbalancen ud fra denne forudsætning.
For at dansk forsvar overhovedet skal have nogen troværdighed, må det derfor bygges op under den forudsætning, at der i visse situationer kan blive tale om, at danske styrker alene eller i samarbejde med øvrige stående BALTAP-styrker - ihvertfald i et par døgn - skal imødegå et eventuelt pludseligt angreb, samtidig med at danske operationsbaser og øvrige modtagefaciliteter skal kunne holdes åbne i en sådan grad, at det vil være muligt at modtage de eksterne forstærkninger, der er en forudsætning for det danske forsvars indsats.
Med den potentielle trussel in mente vil dansk forsvar kun kunne gøre sig håb om en effektiv indsats, såfremt fjenden ikke vil kunne tiltvinge sig luft- overlegenhed, idet det ville være utopisk at tro eller håbe, at vi ville have nogen form for intakte modtagefaciliteter og operationsbaser efter et par døgn med fjendtlig luftoverlegenhed. At nægte fjenden luftoverlegenhed er stort set udelukkende en flyvevåben-opgave, idet flyvevåbnet er det eneste værn, der besidder de egenskaber, der skal til for at reducere fjendens luftpotentiel i nævneværdig grad. (De andre værns luftforsvar er i hovedsagen beregnet til selvforsvar.) Det er således af afgørende betydning for alle værns operationer (altså også flyvevåbnet selv), at flyvevåbnet vil være i stand til at forhindre, at fjenden opnår luftoverlegenhed. Flyvevåbnet må derfor nødvendigvis være en dimensionerende faktor i en kommende forsvarsordning, idet der skal være et vist minimum til at imødegå den rådende trussel.
I forbindelse med forsvarets indsats i en situation, hvor varslet ikke har givet mulighed for at bringe forstærkningerne på plads, er det yderst vigtigt at bemærke, at Flyvevåbnet er det eneste værn, der kan få samtlige enheder kampklare indenfor nogle få timer.
Flyvevåbnets sammensætning har været diskuteret tidligere, og der er ingen tvivl om, at Flyvevåbnet kun kan løse sine opgaver effektivt ved at have en blanding af fly og raketter, herunder nærluftforsvarsraketsystemer. Med tanke på truslen og den altafgørende betydning det vil have for nationens overlevelse, at vore operationsbaser og modtagefaciliteter kan holdes intakte, må det imidlertid betvivles, om flyvevåbnet er tilstrækkeligt slagkraftigt selv efter udskiftning af F-104 med F-16, udskiftning af NIKE med f. eks. Improved HAW K og indførsel af raketluftforsvarssystemer på hovedbaserne. Den økonomiske situation vil muligvis få visse planlæggere til at skære, hvor der er flest penge at hente. Flyvevåbnet vil ved en sådan manøvre være et yndet objekt, idet specielt prisen for flyvevåbnets våbensystemer stiger voldsomt som følge af teknologifaktoren. En sådan fremgangsmåde vil imidlertid være til ubodelig skade for hele forsvaret, idet flyvevåbnet derved ikke bliver den dimensionerende faktor, som dette værn bør være. Et dansk flyvevåben, der ikke får de nødvendige udskiftninger og forbedringer og som eventuelt reduceres numerisk, vil være vejen mod en ny 9. april. Personligt mener jeg, at det vil være nødvendigt at forøge flyvevåbnets styrkemål både med kampfly og luftforsvarsraketsystemer.

I denne forbindelse vil det være yderst interessant at se, hvilke resultater effektvurderingerne - i den såkaldte fase 3 af oplægget til ny forsvarsordning - vil medføre af ændringer. Med mit kendskab til betydningen af »air power« i de seneste aktuelle konflikter (læs Mellemøsten), samt gængse operationsanalytiske studier og effektvurderinger, er der ingen tvivl om, at Flyvevåbnet nødvendigvis må være den dimensionerende faktor, også selv om dette sker på Flærens og Søværnets bekostning (f. eks. kampvogne, kamphelikoptere, U-både og store orlogsmænd). Denne vurdering støttes i øvrigt af værnsstrukturerne i både USA, England, Frankrig, Vesttyskland, Israel og Sverige.

Konklusion.

Det er politikernes opgave at sikre, at forsvaret får sådanne midler, at befolkningen kan garanteres en rimelig grad af sikkerhed. Uden et stærkt Flyvevåben vil forudsætningerne om modtagelse af forstærkninger ikke kunne holde, og Danmark vil i realiteten blive blotlagt. Hovedparten af udgifterne til
Hæren og Søværnet ville være fejlinvesteringer og garantien om sikkerhed for befolkningen ville være et fata morgana. Uden et Flyvevåben, der kan sikre egne operationsbaser og øvrige modtagefaciliteter i et antal døgn, vil dansk forsvar være en illusion.

C. Hvidt.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon 1979_11-12.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.