Værnevilje og kampeffektivitet.

Formålet med nærværende artikel er at belyse, hvordan soldaten i et defensivt opstillet militært system vil opleve de kampvilkår, som soldaten i den klassiske militære struktur møder dem under operationerne i felten, og som de er beskrevet i det følgende. Dette er blevet særligt aktuelt siden indgåelsen af aftalen om de konventionelle våben i Europa (CFE - Conventional Forces in Europe), der blandt andet bygger på defensive strategier som middel i en europæisk afspændingspro- ces. Hvad enten det drejer sig om større slag mellem hære eller mindre træfninger mellem små enheder, eller det tilfælde, hvor to enkelte kombattanter fra hver sin side møder hinanden, er det den part, der har de bedste våben, og som bruger dem bedst, der går af med sejren.
Hvis det må være sagt som det helt fundamentale og afgørende for alle kamphandlinger, vil jeg dernæst gerne udpege krigen på landjorden som det helt centrale element i de overvejelser nærværende redegørelse anstiller vedrørende kampeffektivitet. Det er der flere grunde til: Som en af de første den, at vi nu engang bor på landjorden. Dernæst, at forsvaret af Danmark ved et dybdegrupperet, spredt opstillet, stationært og defensivt forsvar skal foregå på og fra land, uanset om fjenden kommer fra søen, bevæger sig i luften eller angriber over land. En tredje er, at vi forlængst har udspillet rollen som stormagt. Den fjerde, at Danmark ikke nødvendigvis har andre luftstrategiske og lufttaktiske opgaver end dem, der knytter sig til forsvaret af territoriet.
Intet lands eller andet lokalområdes forsvar har hidtil i historien været udøvet efter principperne for et defensivt forsvar. Vi kan derfor ikke lære noget om soldatens kampevne fra krigshistorien eller andre erfaringer og undersøgelser vedrørende defensivt forsvar under krig. Vi er således henvist til vor forestillingsevne og fantasi og den viden, vi har om den traditionelle krigs vilkår. Samme viden vil naturligvis også være relevant og kunne udnyttes ved en vurdering af kampmiljøets belastning og indflydelse på soldaten i det defensive system. Det gælder for både den traditionelle kampforms offensive som defensive aspekter.
Som allerførst nævnt er det den enkelte soldats effektive, fysiske, funktionelle anvendelse af sine våben i kamp med en fjende indenfor effektiv skudafstand, som tæller: Behovet for bedst mulig ildafgivelse, flere skud pr. mand, større træfsikkerhed og mest mulig virkning på målet. Det var i erkendelse heraf, at amerikanerne under anden verdenskrig foretog systematiske og metodiske undersøgelser på krigsskuepladserne i stillehavsområdet og Europa, bl.a. i form af masseinterviews (1) umiddelbart efter de forskellige kamphandlingers afslutning.
Som de kort refereres i det følgende, kan disse undersøgelser i dag virke næsten lige så overraskende på den, der er uden krigserfaring, som de dengang virkede på garvede frontkæmpere, officerer og befalingsmænd ved de enheder, kompagnier, delinger og grupper, hvor undersøgelserne fandt sted.
Resultatet for veltrænede og kampvante tropper viste, at kun hver fjerde (2) mand benyttede sit våben et eller flere gange under engagement med fjenden. Tre ud af hver fire soldater havde været passive og ikke benyttet våbnene overhovedet. De var alle forblevet på deres pladser og havde således som de aktive skytter udstået faren, men de havde intet foretaget sig og ikke løsnet et skud. Det gjaldt situationer under fremmarch og bevægelse såvel som under kamp ved stilstand og fra faste stillinger.
De kamphandlinger (3), undersøgelserne havde omfattet, var repræsentative ved at være lokale afgørende aktioner for de større sammenhængende operationer, indeholdende momenter af respektive kompagniers succes og fremgang, eller nedkæmpelse og tilbagegang som følge af fjendens pres og ildafgivelse. Tidsrammen omfattede den enkelte afsluttede operation eller aktion fra begyndelse til ende.
Om forholdene ved et regiment, som havde ligget i forsvar, hedder det således: (4) De aktive skytter optrådte almindeligvis blandt små grupper, som understøttede hinanden. De inaktive skytter forblev inaktive både ved direkte angreb og når deres stillinger blev omgået eller løbet over ende. Selvom de så fjenden og dermed målene klart og tydeligt, brugte de alligevel ikke deres våben. De aktive og kæmpende soldater derimod brugte ofte adskillige våben - løb det ene tørt eller blev det funktionsudygtigt, skaffede eller tog de sig et andet.
Den måske ret så forbavsende iagttagelse, at kun hver fjerde af de kæmpende brugte deres våben i træfninger - og det var det absolutte maximum - gjaldt uanset om kampen varede een, to eller tre dage. En operations forlængelse i tid øgede ikke antallet af aktive våbenbrugere væsentligt (5). Det skal her bemærkes, at det lave antal virksomme kombattanter stilles endnu mere i relief på baggrund af, at som aktivt kæmpende regnes den, der i blot een aktion havde benyttet sit våben een enkelt gang.
Heller ikke terrænet, den taktiske situation, kampmåden defensiv eller offensiv, medførte nogen særlig ændring af de aktivt kæmpendes antal (6). Et antal, der i øvrigt konstateredes bemærkelsesværdigt ensartet fra kompagni til kompagni.
Gik man dernæst successivt fra den ene situation til den anden, kunne det fastslås, at de, der kæmpede ved at bruge deres våben, gik igen træftiing efter træfning. Til deres fortjeneste kom yderligere, at aktive skytter også altid var dem, der tog initiativet til bevægelse og fremdrift for at øge våbenvirkningen eller udmanøvrere og fordrive fjenden (7).
En forklaring på hvorfor nogle soldater - langt de færreste - benyttede deres våben, og hvorfor andre - langt de fleste - ikke gjorde, samt forslag til passende og effektive forholdsregler og foranstaltninger overfor fænomenet, er naturligvis af lige stor betydning for begge kampformer, defensiv som offensiv. En sådan forklaring og anvisning har man imidlertid indirekte i den forskning, som ganske særligt U.S.A. tog op under Anden Verdenskrig, senere stærkt intensiveret, og som nu udøves af alle nationer med militære styrker af nogen betydning. Det ligger dog langt udenfor rammerne for denne redegørelse i detaljer at gå ind på de mere specifikke forskningsresultater. Stærkt forenklet skal dog følgende refereres:
Soldaten er, hvad hjem, skole, religion og samfundets moralkodex og idealer har gjort ham til. Han kommer fra en civihsation, hvor aggression, og det at tage liv, er forbudt og uacceptabeU. Frygten for at dræbe er blevet større end frygten for at blive dræbt. Og da dette er et følelsesmæssigt handicap, ikke et intellektuelt, kan det heller ikke umiddelbart fordrives med ræsonnementet: "Slå ihjel eller bliv selv slået ihjel" (8).
Soldaten, der trykker sig, kan dog ofte ved sin gruppeførers eller en kammerats direkte påbud og overvågning bringes til at bruge våbnet, og han vil i så fald fortsætte med at benytte det i træfning efter træfning. Undertiden kunne en passiv skytte også "omskoles", ved at få tildeh et større og mere slagkraftigt våben. Ganske specielt effektivt var det som regel at overføre ikke-våbenbrugeren til et be- tjeningshold ved en kanon eller tilsvarende våbensystem (9).
Til belysning af nogle andre, men enkle og ukomplicerede faktorer i et taktisk psykologisk samspil mellem enkeltmand og gruppe, kan følgende billede - brugt overfor soldaterne til illustration af initiativets, handlingens, sammenhængens og sammenholdets betydning - måske anvendes:
Lad fire soldater (10), hver med et eller flere våben, være i stilling overfor fjenden i fire separate granathuller, uafhængige og uafvidende om hinandens eksistens. De fire er ikke kampvante, derfor også inaktive, og ingen af dem gør noget forsøg på nærrekognoscering til nogen af siderne, bagud eller fremad efter hjælp, som kunne styrke den enkeltes stilling, hvis fjenden skulle angribe. Området med den lille gruppe har kun - psykologisk betragtet - en moralsk styrke svarende til een mand!
Stillet overfor en pludselig belastning er den faktiske funktionelle og taktiske styrke sandsynligvis ikke større og stærkere end den psykisk moralske, så længe de fire forbliver i uvished om hinandens nærhed. Alle som een vil de i en sådan situation være mest tilbøjelige til at opgive stillingen, fordi de tror, at de ikke har støtte eller hjælp fra nogen side. Blot en enkelt fjendthg skyttes aktion imod "gruppens" område vil mest sandsynligt føre til, at de fire soldater falder tilbage, - siver. Hver af dem vil tro, at den fjendtlige skytte kun er den første, og at der vil følge mange flere fjender efter.
Hvis een af kombattanterne derimod tager initiativet - bare dette at rekognoscere med stemmen efter mulige andres tilstedeværelse - bliver de alle fire omgående klar over, hvor hver især befinder sig, samt hvilke våben, man disponerer over. Den lille ubetydelige plet i terrænet ændrer nu markant og afgørende karakter. Fra en situation med et nærmest uforsvaret område er der skabt en ny og helt anden situation med et terræn og en stilling, som lynhurtigt kan sikres både i flanke og ryg og som til befæstelse har adskillige våben. Det er indlysende, at den hidtidige betydningsløse plet på slagmarken har fået mere end firedoblet sin taktisk styrke. Væksten i den nu etablerede gruppes psykiske og moralske styrke unddrager sig naturligvis beregning, men at den vil bidrage væsentligt til den samlede kampeffektivitet er dog hævet over enhver tvivl.
Den ubetinget nødvendige fysiske funktionelle sammenhæng mellem de kæmpende på landjorden, som den her er forsøgt illustreret, har en mindst lige så vigtig parallel i det menneskelige og sociale samspil, som det udfolder sig på det gruppeorganisatoriske såvel som gruppepsykologiske plan. Det er formodentligt i et sådant perspektiv, vi skal søge årsagen til, at den enkelte aktive eller inaktive våbenbærer holder ud. Ikke blot under den givne afgrænsede kamphandling, men at han gennem måneder og år er i stand til at modstå krigens voldsomme belastninger.
 
Nogle af disse menneskelige og sociale sammenhænge kan efterfølgende refererede begivenheder fra kampene i Belgien og Frankrig i 1944 måske give et indtryk af: Ved tyskernes offensiv i Ardenneme i nov./jan. 1944-45 blev de allieredes front under offensivens indledende faser løbet over ende. Mange enheder blev nedkæmpet og omringet, og fra disse desorganiserede og halvopløste (her amerikanske) afdelinger strømmede soldaterne enkeltvis eller i smågrupper tilbage gennem baglandet.
Efter opsamling og en kort rekreation forblev størstedelen af disse forsprængte stadig uvillige til at lade sig ny optage i frontenheder. Et mindretal lod sig dog indkorporere i en fremmed enhed, men så snart deres ny enhed kom under alvorligt fjendtligt pres, forlod den nyoptagne hurtigt sin stilling, søgte bagud efter dækning et eller andet sted bag kamplinien. Dette fænomen gjaldt dog kun enkeltpersoner. Små grupper fra løsrevne delinger eller andre små sammensvejsede hold, der var blevet tvunget tilbage fra deres egne stillinger, eller skilt fra moderenheden, men som det var lykkedes at holde sammen under retræten, opførte sig helt anderledes. Efter optagelse og indsættelse i en fremmed enhed kæmpede de lige så effektivt og godt som enhedens egne soldater (11).
 
Om grunden til denne helt afgørende forskel i adfærd mellem gruppe og enkeltmand siges det blandt andet: Soldaterne fra smågrupperne kæmpede stadigvæk sammen med gamle venner, og skønt de var tilknyttet en ny enhed, var der her det samme krav om at gøre front og hver udføre sin del af det fælles forsvar. For enkeltkæmperen, den isolerede, som var kommet væk fra sin underafdeling, gælder det derimod, at han fulgte en uimodståelig selvopholdelsesdrift i retning af at unddrage sig faren i samme øjeblik, han var skilt fra det kompagni af mænd han kendte, og som kendte ham.
Enkeltvis betragtet synes soldaten ikke villig til at risikere fare og påtage sig ansvar for andre end de, han føler sig i social sammenhæng med og har en fælles integritet med. Gælder det den egenthge kamp, kan man trække en cirkel, som alene omslutter de personer, det miljø, han tror influerer hans øjeblikkelige skæbne og situation. Dette alene synes at afgøre, om han skal kæmpe videre eller give op! Menneskets integritet, dets behov for den selvrespekt, der alene måles ved graden af den respekt og hengivenhed, der udvises af venner og kammerater, er ofte udslagsgivende. På det tidspunkt, hvor soldaten nærmer sig grænsen for sin fysiske og psykiske ydeevne, er den overordnede kampmotivation, det vil sige fædrelandsfølelse og kulturelle værdinormer, for længst trådt i baggrunden.
En krig i klassisk og konventionel forstand indebærer normalt, at parterne vekselvis angriber eller forsvarer sig, dvs. benytter sig af hhv. offensiv og defensiv krigsførelse. Den afgøres altid på landjorden, helt præcist på slagmarken. Den vindes af enkeltkæmpere - infanterister om man vil - med deres hånd- og nærkampvåben. Og i sidste fase under forhold, hvor hverken panser eller plade kan yde dem den ringeste dækning eller beskyttelse. Sådan var det under Anden Verdenskrig i Nordfrankrig og Belgien, på det Karelske Næs, samt andre steder i Europa og Asien. Og sådan kan det blive igen under en eventuel fremtidig krig.
Men som vi netop har oplevet det i Golfen, kan en nutidig og fremtidig krig også udkæmpes under ekstremt ulige forhold, så helt forskellige fra de mere ordinære og konventionelle krigsforløb.
Det gælder i de tilfælde - og formentlig kun i dem - hvor den ene parts totale krigspotentiale så uendelig langt overgår modstanderens, både hvad angår det understøttende civile samfunds ressourcer, som størrelsen og slagkraften af det mih- tære apparatur og den enkelte kombattants kampmoral. At uddrage mønstergyldige regler og principper for krigsførelse under sådanne betingelser vil selvsagt være meningsløst.
Hvis vi skal sammenligne soldatens kampvilkår på slagmarken, under angreb ved krigsførelse i traditionel forstand, med de kampvilkår, vi kan forestille os under stationært defensivt forsvar, må vi igen tage historien til hjælp. Benytte undersøgelser og enkeltpersoners redegørelser til at illustrere soldatens gennemlevelse af slagmarken under angreb:
Slagmarken er iskold (12). Det ensomste sted, mænd kan dele med hinanden. At den indbyder den uerfarne soldat til en død, han ikke har bedt om, er ikke det værste - for i et vist omfang kan det almindelige menneske godt påtage sig livsfarhge opgaver. Men som noget af det mest hjerteskærende, synes slagmarken også tom! Intet menneske bevæger sig omkring og ingen aktivitet spores. Overalt er der en dyb stilhed, som føles mere uheldsvanger end lyden af de enkelte spredte skud. Så snart enheden når indenfor rækkevidde af fjendens håndvåben, bliver den beskudt. Overgangen til det øjeblik kommer fuldstændigt bag på soldaten. Han havde forventet at se en form for aktivitet, men så intet - der var ikke noget at se, og skuddene kom bare et eller andet sted fra. Det ved han med sikkerhed, for lyden er ikke til at tage fejl af. Han er nu mindre sikker på end før, at hans egen gruppes nærhed kan styrke ham i krisen (13).
Under den tiltagende beskydning spredes mændene, falder ned og mister til dels hinanden af syne. Hvor er målene? Hvordan skal man engagere en fjende, som ikke synes at være til stede? Hvor længe vil det vare, inden fjenderne foran kommer til syne, så soldaten kan anvende den taktik, han har lært under uddannelse og træning?
 
Fjendens ild forstærkes nu yderligere. Kommer tættere på. Mændene spredes endnu mere fra hinanden, og hver især søger nærmeste dækning og beskyttelse. Nogle enkelte affyrer deres våben. Andre gør ingenting. Nogle undlader at handle, fordi de er forvirrede over, hvad de skal gøre, og fordi deres befalingsmænd ikke fortæller dem det. Atter andre er fuldstændigt modløse og kan hverken tænke eller bevæge sig i noget fornuftigt forhold til situationen (14).
Denne reaktion på den fjendtlige beskydning medfører yderligere adskillelse mellem kompagniets elementer, hvilket igen forstærker følelsen af isolation og usikkerhed hos de enkelte individer. De yngre befalingsmænd er ligeså rystede som de menige. Den helt uventede oplevelse har gjort dem mindre tillidsfulde, og de tøver med at udstede netop de ordrer, som kunne have fået de mere handlekraftige til at reagere. De manglende ordrer bidrager nu yderligere til demoraliseringen og immobiliteten. Bevidstheden om, at befalingsmændene er bange, gør mandskabet endnu mere bange. Bare een eneste klar kommandostemme ville hæve sig nu, og alle ville lyde. Det ville de mere psykisk robuste, og de svagere ville begynde at fatte mod, fordi der skete noget. Men klare kommmandostemmer er meget sjældne på slagmarken. Så soldaterne venter, gør ingenting, og passiviteten tærer yderligere på deres beslutsomhed (15).
 
Foranstående beskrivelse gælder endda kun soldatens reaktion ved fjendtlig håndvåbenild på slagmarken under angreb. Det behøver vel næppe særlig bevisførelse, at yderligere konfrontation med de mere slagkraftige våben som fly, kampvogne, artilleri, kemiske midler m.m. vil føje endnu mere til hans tilstand af rædsel og chok. Retfærdigvis må det også tilføjes, at jo hyppigere han deltager i angreb, des bedre bliver han i stand til at kontrollere nerverne og koncentrere sig om de virkelige faremomenter og sin egen aktivitet, ildafgivelse, bevægelse, samarbejde med sine medkombattanter o.s.v. Han bliver dog ikke mere hårdhudet eller skødesløs overfor faren og slet ikke mere ivrig efter at møde den.
Angrebet adskiller sig fra forsvaret bl.a. ved, at de kæmpende nødvendigvis må bevæge sig i terrænet over større eller mindre afstande. Det giver blottelser overfor fjenden og medfører afbrydelser af den personelle og taktiske sammenhæng mellem angriberne i det øjeblik, de må søge skjul og dækning på jorden imod den fjendthge beskydning. Men afbrydelse af den taktiske sammenhæng bevirker omgående, at angrebet mister sin kraft og går i stå.
 
De stedse tilbagevendende tilbageslag, med disse uundgåeHge afbrydelser og stop, fik amerikanerne til under 2. Verdenskrig at undersøge fænomenet metodisk, under kampene i stillehavsområdet. Her fastslog de officielle rapporter fra under søgelser ved mere end elleve kompagnier, at det tog mellem ti og tyve minutter (16), før end førere af mindre taktiske enheder (gruppe og deling) tog initiativet til at genoprette forbindelse og kontrol efter afbrydelse som følge af fjendens ild.
De omstændigheder under hvilke et angreb går i opløsning kan beskrives således: "Når fremrykkende infanteri pludselig bliver taget under ild og falder ned på en sådan måde, at skytterne ikke kan se hinanden, bliver den moralske opløsning i det øjeblik fuldstændig. Al organisatorisk sammenhæng fordufter temporært. Hvad der var en enhed bliver til spredte enkeltpersoner. Dette er uundgåeligt hver gang. Mænd, der går fremad på højde med hinanden, har også hinanden indenfor synsvidde, og de føler sig derfor forenet. Men kommer de uventet under ild og falder ned, har de ikke længere kendskab til hinandens position til højre og venstre, fordi de ikke tilstrækkeligt nøje har indprentet sig dette, efterhånden som de bevægede sig fremad. I virkeligheden er det slet ikke muligt for dem at gøre dette, hvis de skal være opmærksomme overfor den fare, som ligger foran dem. Så længe de går oprejst, føles de andres nærværelse. Når de falder ned, er denne fornemmelse tabt. Delingsførerne er ikke længere klar over deres gruppes placering. Gruppeførere har kun en sikker forvisning om deres egen position.
Før kompagniet eller gruppen igen kan blive en enhed under fremrykning, der er i stand til at angribe fjenden, skal enheden reorganiseres. Der skal oprettes forbindelse mellem de enkelte fraktioner.
 
Enheden vil imidlertid aldrig blive i stand til at bevæge sig så stærkt eller villigt fremad igen, hvis den een gang er blevet standset. Heller ikke selvom standsningen ikke forårsagede tab. Efter en 3-4 sådanne frugtesløse forsinkelser og ophold bliver soldaterne mere moralsk end fysisk udkørte. Al fart og drivkraft er gået tabt, og det ville måske være bedre, om angrebet blev afblæst for den dag (17).
I andre analyser af defensive strategier, især Anders Boserup og Robert Neild’s The Foundations of Defensive Defence, hvor bl.a. forsvarets overordnede formål og opgaver, dets struktur og bestanddele, behandles, fremhæves territorialenhedernes særlige betydning for hele det defensive forsvars strategi og taktiske sammenhæng. Disse enheder udgør langt hovedparten af styrkerne og har i samarbejde med lokalenhedeme (hjemmeværnet) til opgave at forhindre optrævling af systemets (netforsvarets) øvrige bestanddele.
 
Sammenlignet med den konventionelle hærstruktur bliver territorialenhedeme på den måde det defensive forsvars infanteri. Ikke i form af ensartede enheder som grupper, delinger, kompagnier o.s.v., men organiseret i grupper, som er sammensat alt afhængig af operationsområdets størrelse, dets geografiske forhold, samt fjendens formodede aktivitet og adfærd det givne sted.
I det foregående har jeg forsøgt at illustrere vilkårene på slagmarken specielt under angreb. Med dette som sammenligning skal dernæst forsøges aftegnet et billede af det kampmiljø, som soldaten i en defensiv opstilling vil møde indenfor hans - i forhold til den konventionelle kampzone - stærkt begrænsede operationsområde.
Et defensivt system er som regel stationært, og de enkelte gruppers operations- områder derfor af begrænset størrelse på nogle få kvadratkilometer, almindeligvis een til tre, inderfor hvilke hoved og skiftestillinger indrettes eller forberedes allerede i fredstid. Stillingernes placering, armering, indretning, og forsyning med udstyr og materiel, vil være dikteret af taktiske og tekniske hensyn, hvad angår skjul, dækning samt anlæg og standplads for diverse våben.
Foruden at yde skjul og dækning overfor en angriber vil forsvareren også være beskyttet imod vejrliget. Gruppens behov for kontakt med naboled, kommandomyndighed m.m., er der taget højde for ved etablering/installering af det nødvendige kommunikationsudstyr. Nær ved, eller i selve stillingsanlæggene, er der oplagt forplejning, ammunition, udstyr og reservemateriel af forskeUig slags, svarende til det beregnede forbrug i en vis tid (30 dages normalforbrug er en hyppigt anvendt planlægningsfaktor i forsvaret).
I respektive gruppers lokale operationsområder vil der ligeledes, hvor behov vil kunne forudses for udførelse af hindringer, spærringer eller andre foranstaltninger, være udlagt redskaber og udstyr.
Alle har et indgående og præcist lokalkendskab og kender de forskellige naturlige som bebyggelsesmæssige terrænforekomsters taktiske betydning i eventuelle kampsituationer. De er uddannet på stedet. Nogle af dem - stampersonellet - har her deres dagligdag, mens hele gruppen bliver trænet og samarbejdet i operationsområdet under de tilbagevendende indkaldelser for afprøvning af beredskabet og vedligeholdelse af den manuelle funktionelle færdighed i anvendelse af våben og udstyr.
Til uddannelsen hører en nøje indøvelse af modforholdsregler overfor de aktioner, en fjende i området kan tænkes at iværksætte af modforholdsregler, som i bogstaveligste forstand kan katalogiseres. Og som måske vil omfatte en snes forskellige aktioner fra gruppen, samlet eller enkeltvis, i form af skudopgaver, udløsning af hindringer og spærringer, varetagelse af kommunikations og meldetjeneste, o.s.v.
 
Men det netop ovenfor anførte om grappen gælder også dens nabogrupper, 4-5 km længere mod syd eller nord, øst eller vest. Alle fem grupper er samarbejdede ved fælles uddannelse og beredskabsøvelser i fredstid. De kender hinanden godt og ved så meget om hinandens opgaver, at de fuldt ud forstår naboens, og dermed deres fælles afhængighed af gensidig hjælp og støtte, forpligtelse og ansvar.
Operationsområdet for soldaten i en defensiv opstilling er hverken iskold eller hjerteskærende tom, sammenlignet med den konventionelle slagmark. Den ser ud, som hans hjemegn altid har set ud! Og den vil, indtil fjenden viser sig, være præget af den virksomhed og aktivitet, mennesker der på egnen nu engang plejer at være optaget af.
Soldatens effektivitet under kamp afhænger af hans modstandskraft og den belastning, kampmiljøet udsætter ham for. Belastningen har Clausewitz kaldt friktionen, der kort kan opsummeres således (18):
 
"Faren er uløseligt forbundet med kampen. Den er det element, alle kamphandlinger må bevæge sig i. De fysiske anstrengelser og lidelser. Tilfældighederne; Fremfor alt, fordi kampen føres af individer, hvis handlinger ikke kan forudsiges med matematisk sikkerhed, bliver der altid et spillerum for det uforudsigelige tilbage. Uvisheden: En stor del af efterretningerne er indbyrdes modstridende, en endnu større del er urigtige, og størstedelen er behæftet med en ikke ringe usikkerhed. Der handles derfor i en tåge af uvished".
En sådan beskrivelse af friktionen, miljøet, eller belastningen, om man vil, gør det let forståeligt, at faren skaber frygt, de fysiske anstrengelser træthed og udmattelse, tilfældighederne forvirring, og uvisheden usikkerhed!
Belastningen kan ligeledes defineres som den påvirkning, fjenden og hans våben, terrænet og vejrforholdene, samt egen opgave, udsætter soldaten for.
Et menneskes og en soldats modstandskraft udgøres af hele dets fysiske og åndelige kapacitet, der igen er sammensat af viden og færdighed, fysisk styrke og udholdenhed, samt psykisk styrke og udholdenhed.
Det siger sig selv, at kan man enten øge den menneskelige kapacitet, eller reducere de påvirkninger, den enkelte udsættes for, vil dette indebære en stor mulighed for livsudfoldelse - for soldaten bevirke øget kampkraft, kampeffektivitet.
Hvad belastningen for fjenden angår, så reducerer et stationært, defensivt militært forsvarssystem hans kampeffektivitet, især hans våbenvirkning, mens belastningenfor egne styrker lettes ved at gøre det unødvendigt at færdes i terrænet og derved tillige undgå vejrligets indflydelse på kampeffektiviteten.
Drejer det sig om visse kvalifikationer hos soldaten i henholdsvis den konventionelle og den defensive organisation, må kravene nærmest vurderes som hinanden jævnbyrdige. Det gælder viden og færdighed, samt fysisk styrke og udholdenhed, idet dog anvendelsen af færdigheden har trangere vilkår under konventionelle forhold.
StiUer man i øvrigt det konventionelle militære system overfor et alternativt defensivt system, springer den store forskel i udnyttelsen af det personelle kamppotentiale straks i øjnene.
I konventionel opstilling dræner den mere og mere avancerede teknologi og dens voksende logistik personel-ressourcerne, så der af hver 10 soldater kun bliver een umiddelbart kæmpende tilbage. Under defensivt forsvar med styrkerne spredt og opstillet i små grupper, fra tomandshold og opefter, vil stort set alle deltage i kamp med direkte våbenvirkning imod fjenden.
 
Hvis vi efterfølgende, med reference til det foregående, skal forsøge at gøre os nogle forestillinger om begreberne kampvilje og kampeffektivitet, vil jeg vende tilbage til billedet beskrevet foran med de fire soldater, der - uafvidende om hinandens tilstedeværelse - var anbragt i ingenmandsland, og erindre om den markante vækstforøgelse i taktisk slagkraft og psykisk styrke, som fandt sted ved gruppedannelsen. Mellem firemandsgruppen fra før, og til kampgruppen nu, er der imidlertid en fundamental forskel, nemlig den, at gruppedannelsen ikke har fundet sted lige inden styrken skal i kamp, men derimod er resultatet af en igennem år indøvet, respekteret og accepteret proces, ja næsten en del af et samfunds- mønster.
De relationer mellem gruppens enkelte medlemmer, som er karakteristiske for primærgruppen, og som af krigserfaringer og undersøgelser er fremhævet som drivkraften bag soldaten i kampmiljøet, er allerede udviklet i fredstid. Den motivation, der ligger i at det, der skal forsvares, hjemstavnen, i bogstaveligste forstand ligger for øjnene og fødderne af soldaterne, må ligeledes kunne tillægges stor betydning.
Fænomenet med de passive skytter, så almindeUgt forekommende blandt konventionelle styrker, vil ikke kunne overleve i grupper under det defensive system. Overskueligheden, de forud beregnede og indøvede opgavers fordeling på hver enkelt, vil omgående afsløre den, der trykker sig, og på grund af gruppens stærke sociale kontrol, vil der omgående udløses bestræbelser for at få problemet under kontrol.
Selvom den sociale kontrol er et stærkt pressionsmiddel overfor den enkelte, hvor det drejer sig om at udføre de opgaver, der angår det samlede ansvar og den fælles sikkerhed, kunne man måske godt forestille sig, at gruppen ville unddrage sig visse opgaver for at undgå en fælles fare - f.ex. i særlige situationer afholde sig fra at beskyde fjenden, for at undgå opdagelse og påkalde sig hans modforholdsregler.
Heller ikke i et sådant tilfælde vil gruppen imidlertid kunne påregne at undgå re- pressaher. Nævnte passivitet kunne vel tænkes at forblive uobserveret af foresatte i visse tilfælde, men vil næsten uundgåehgt blive opdaget af nabogrupper. Dels fordi man kender hinandens opgaver, dels fordi en gruppes svigten uvilkårligt vil medføre øget pres og aktivitet fra fjendens side overfor netop nabogrupper som forsvarets øvrige bestanddele.
 
Desertering fra en gruppe kan vel også tænkes, hvis belastningen bliver tilstrækkelig stor. Det vil dog ikke kunne forblive skjult: Desertøren vil altid kunne påregne repressalier før eller senere. Han vil heller ikke kunne benytte den fremgangsmåde, som desertører fra konventionelle styrker ofte anvender: Under tilbagetog, uorden eller forvirring at søge væk fra gruppefæller og egne enheder og forblive skjult, indtil man - fjernt fra kammerater og enhed - risikofrit kan dukke op igen Og overgive sig.
Vi ved, at angst og frygt er den konventionelle soldats største problem. Vi ved også, at aktivitet reducerer angst, og at den aktivitet, der fjerner årsagen til angsten, også fjerner selve angsten. Vil dette problem nu blive større eller mindre for ham, der kæmper under det stationære forsvar, og hvilke betingelser kan han forudses i øvrigt at have, for at overvinde og kontrollere sin angst?
I terrænet, fuldstændigt skjult og foreløbigt uopdaget, fylder gruppens udbyggede og beskyttede stilling kun lidet. Den yder i påkommende tilfælde størst mulig beskyttelse overfor fjendens våbenvirkning, samt bedst mulig standplads for egen ildafgivelse.
Men netop fordi gruppen således vil kunne afpasse sin indsættelse af våben, med meget høj sandsynlighed for direkte og iagttagelig ødelæggelse af fjendtlige mål til følge, forekommer den omstændighed at være et af de bedst tænkelige midler til at kontrollere og komme nævnte angst til livs.
 
Som særligt psykisk belastende vil jeg fremhæve den situation, hvor gruppen må se sig løbet over ende, forbipasseret, med fjendtlig aktivitet overalt omkring sig, og med territorium og tilhørende civilsamfund under fuldstændig fjendtlig dominans.
Herimod må ikke desto mindre bevidstheden om, at kamphandlingerne har forskånet civilbefolkningen for de store tab en konventionel kampzone formentlig havde forårsaget, kunne udgøre en psykologisk modvægt.
I den forbindelse kan anføres, at de civile tab i kampzonernes tætbebyggede områder under konventionelle forhold kan forventes at nærme sig 95 % af de samlede tabstal.
Det er uundgåeligt, at våbenteknologiens udvikling med den løbende forøgelse af slagkraften kræver større og større spredning af styrkerne. Men større spredning skaber behov for mere initiativ, handlekraft og selvstændig optræden - fremfor alt det sidste - af mindre og mindre enheder, helt ned til enkeltmand.
På een måde giver teknologien således soldaten værdien og betydningen af hans egen personlige indsats, herunder udøvelse af moralske egenskaber, personligt mod, opofrelse, menneskelig værdigheds- og integritetsopfattelse m.m., tilbage i ny skikkelse. Nemlig den værdi og betydning af egen indsats, som blev frataget ham, først da hans våbenvirkning blev lagt ham udenfor rækkeafstand, dernæst ved riffelkuglens opdukken på slagmarken. En helt chokerende nyskabelse, der ganske vist indledningsvis skabte længere afstand til fjenden, men desværre også til hans sidemand, en udvikling, der nu til sidst er fuldstændiggjort ved mængde- og masseødelæggelsesvåbnenes fremkomst.
 
Den her skildrede våbenteknologiske udvikling synes helt specielt det defensive forsvar at passe som hånd i handske til! Men bemeldte udvikling skaber et nyt problem, stiller en ny udfordring: Kontrol, ledelse, føring af styrkerne, om man vil, bliver mere og mere kompliceret og uoverskuelig som følge af spredningen, hvilket igen tenderer imod een eller anden form for, grad, og omfang af, autonomi under operationerne.
Set fra ethvert politisk, samfundsmæssigt, militærstrategisk, og fra et vist niveau militærtaktisk synspunkt, er det autonome føringskoncept så helt og aldeles uacceptabelt.
For de militærstrategiske og taktiske forholds vedkommende kan en defensiv strategi derimod nøjes med at gøre en dyd af nødvendigheden, eller henvise til, at autonomi netop er et aspekt af ideologien bag defensivt forsvar.
Som slutbemærkninger på det føringsmæssige kontroldilemma skal anføres, at mens den militære sagkundskabs kritik overfor en defensiv strategi vel mere retter sig imod effektivitet og pålidelighed: Kan det udrette noget? Vil de små enheder, grupper og enkeltmand i det hele taget kæmpe?, så retter politisk almen bekymring sig ikke uventet imod det samfunds-, stats- og folkeretlige spørgsmål, om det er forsvarligt med delegering af så megen magt og dødsens alvorlige beføjelser: Hvordan sikrer vi os, at magtanvendelsen afpasses efter nødvendighed, og får vi i det hele taget det defensive forsvar til at "holde op igen" ?
 
Da soldaten engang i sidste århundrede, for at beskytte sig imod den mere og mere ødelæggende våbenvirkning, fandt på den yderst fornuftige idé at kaste sig ned på jorden, blev han mødt med en ikke ringe hån fra sine samtidige! Man frygtede et disciplinens forfald, og et føringskaos. Ideen syntes generelt uigennemførlig, og desuden uheroisk og krysteragtig!
Set fra den adelige militære førerelites side, var modstanden ikke uberettiget. Den nye kampform undergravede yderligere det adelige kavaleris særstilling, og dermed også adelens samfundsmæssige position.
Det historiske eksempel skal tjene til dels at trække en parallel mellem riffelkuglens revolutionerende virkning på slagmarken og den defensive strategis given afkald på den offensive kampform, dels gøre opmærksom på den gensidige påvirkning og indflydelse samfund og militær imellem. En gensidig afhængighed, som forstærkes i takt med samfundets politiske, kulturelle og økonomiske udvikling.
Staten og samfundet identificerer og symboliserer sig blandt sine institutioner og organer mest ved forsvaret, fordi det nu engang står for statens integritet og nationale uafhængighed. Ligeledes identificerer forsvaret sig med samfundet og staten.
 
Skal en defensiv strategi derfor have nogen chance i Danmark, skal den politisk, kulturelt og økonomisk accepteres af samfundet, hvilket blandt andet indebærer, at en ændret forsvarsstruktur lader sig indpasse i den nuværende og fremtidige samfundsstruktur.
 
 
Litteratur
Horst Afheldt: Vertedigung und Frieden, Hanser Verlag, München 1976.
Horst Afheldt: Defensive Verteidigung, Rowohlt RoRoRo Aktuel, Hamburg 1983.
Anders Boserup & Robert Neild: The Foundations of Defensive Defence, MacMillan 1990.
Filosofisk-ideologisk baggrundsmateriale i første række.
Forsvarskommandoen: Ledelse og uddannelse FKOPUB PP. 180-3, 2. udg., maj 1983 .
S.L.A. Marshall, Colonel AUS: Men against Fire, The Infantry Journal, Washington & William Morrow & Co, N.Y. 1947.1 bogen har forfatteren i sin egenskab af leder af omfattende historiske og sociologiske undersøgelser blandt amerikanske soldater ved fronterne i Stillehavsområdet og Europa under 2. Verdenskrig resumeret sine undersøgelser og konklusioner.
Carl Friedrich v. Weizäcker: Die Praxis der defensiven Verteidigung. Især artiklen vedrørende "Sociale Voraussetzungen und Konsequenzen einer Netzverteidigung der Bundesrepublik.
 
 
Noter
1) Men against Fire, s. 53, stk. 4.
2) Ibid. s. 50, stk. 2.
3) Ibid. s. 54, stk. 
3.
4) Ibid. s. 56, stk. 1.
5) Ibid. s. 57, stk. 1-2.
6) Ibid. s. 57, stk. 3.
7) Ibid. s. 59, stk. 3.
8) Ibid. s. 78, stk. 1. 
9) Ibid. s. 75, stk. 4.
10) Ibid. s. 125.
11) Ibid. s. 151, stk. 1-2.
12) Ibid. s. 44, stk. 1-3.
13) Ibid. s. 47, stk. 1-3.
14) Ibid. s. 48, stk. 1.
15) Ibid. s. 48, stk. 2, s. 49, stk. 1.
16) Ibid. s. 130, stk. 2.
17) Ibid. s. 131, stk. 2.
18) Ledelse og uddannelse s. 24.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del:

Emneord