V-1 og V-2: Hitlers gengældelsesvåben

Syv dage efter de allieredes invasion i Normandiet sendte Hitler et nyt våben mod London. Dette våben blev kendt som V-1. Den 8. september 1944 introducerede man V-2. Det første våben var et førerløst fly, det andet verdens første operative ballistiske missil. Historien om Hitlers gengældelsesvåben var i al væsentlighed en konflikt mellem tysk forskning og våbenindustri på den ene side og britisk efterretningstjeneste og RAF på den anden side. Dette er kort fortalt historien om udviklingen af de to våbensystemer, og hvorledes de blev bekæmpet. Selv om projekterne og indsatsen mod dem stod på i årevis, er det interessant at følge, at mange af de skelsættende begivenheder hos de to modstandere ofte konvergerer mod de samme datoer. Under udvikling af våbensystemerne har tyskerne benyttet andre betegnelser end V-1 og V-2, hvilket fremgår af teksten.

Foto: Signal Corps Photographs of American Military Activity - This boy's dead, burning body shows damage done by a V-2 on a main intersection in Antwerp, on a main supply line to Holland.

Indledning
For at kunne beskrive udviklingen af Hitlers gengældelsesvåben og den britiske bekæmpelse af dem, er det nødvendigt at springe i tid og sted. Historien tager egentlig sin begyndelse omkring afslutningen af Den første Verdenskrig, men måske kunne det være nyttigt lige at bruge starten på Den anden Verdenskrig som udgangspunkt. Krigen begyndte den 1. september 1939 med Hitlers indmarch i Polen. Hitler tog den vestlige del af Polen, og Stalin fulgte op med at tage den østlige del.

Den 19. september 1939 holdt Hitler en tale med skjulte hentydninger til briterne, som burde søge fred nu, hvor Hitler havde slået Polen på 18 dage. Man havde, sagde Hitler ”våben, der var ukendte og med hvilke vi ikke selv kan angribes!” Den britiske premierminister Chamberlain beordrede efterretningstjenesten til at undersøge karakteren af dette våben. Man vidste ikke, om det drejede sig om gas, bakteriologisk krigsførelse eller noget helt tredje. En finaflytning af udsendelsen gav den nøjagtige tyske tekst: ”Es könnte sehr schnell der Augenblick kommen, da wir eine Waffe zur Anwendung bringen, in der wir nicht angegriffen werden können!”

Nogle uger senere sendte en anonym tysk videnskabsmand og antifascist et brev til den britiske marineattaché i Oslo, Captain, senere Rear Admiral Hector Boyes, RN, hvor han tilbød at rapportere om visse tekniske ”frembringelser”. Han ville fremsende sit materiale, hvis man ændrede indledningen til BBCs udsendelser til Tyskland til sætningen ”Hullo, hier ist London”. Det fik BBC så besked på. Den 4. november fandt portneren på den britiske ambassade i Oslo en pakke i sneen på et ubenyttet dørtrin inde på ambassadens område - og det var et held, at den blev fundet inden der kom mere sne - for så ville den være gået til i løbet af vinteren. ”Oslo-rapporten” som pakken kom til at hedde, rummede et væld af tekniske oplysninger - ialt 7 sider tekst og noget udstyr. Det var forfattet på et perfekt tysk.

Hvem var ophavsmand til denne pakke? En enkelt videnskabsmand ville formentlig ikke kunne have skaffet sig så forskelligartede oplysninger fra så mange projekter. I de første mange år efter krigen har kilden været ukendt. Nu formoder man, at kilden var ”Schwarze Kapelle”, et antal anti-nazistiske officerer, som stod chefen for den tyske efterretningstjeneste, Admiral Canaris, nær.

Oslo-rapporten taler om et ”radiostyret raketsvæveplan” (HS 293) med hemmelig produktionsbetegnelse Fz 21, en 80 cm radiostyret raketgranat (som volder styringsproblemer) til Maginot-linien, 2 slags radar (senere kendt som ”Freya” og ”Würtzburg”) og langtrækkende raketter. Rapporten nævner Peenemünde, og det er den første melding briterne modtager om dette sted. Herefter modtager briterne ikke yderligere efterretninger i 2 år! Dette var briternes første kryptiske introduktion til problemerne med V-1 og V-2, og de indeholdt meget få facts. Den 29-årige professor R.V.Jones var 8 dage inden Hitlers tale blevet udnævnt til teknisk efterretningsrådgiver i Royal Air Force. Jones kom meget hurtigt til at arbejde med ”Oslo-rapporten”, og han blev en af nøglepersonerne på britisk side i bekæmpelsen af de nye tyske våben.

Peenemünde og de første raketter
Tilbage til Tyskland i 1914. En ung mand ved navn Walter Dornberger blev student i sommeren 1914 og gik direkte ind i et artilleriregiment i forbindelse med udbruddet af Den første Verdenskrig. Han blev taget som krigsfange i krigens sidste år. Senere blev han kaptajn i hæren og læste herunder til ingeniør i Berlin på et treårs kursus. Han bestod med udmærkelse og blev i 1929 ansat i en nyoprettet stilling af generalmajor Carl Becker, som gerne ville have undersøgt de praktiske anvendelsesmuligheder for raketter i hæren. Under Den første Verdenskrig beskød den tyske hær Paris med svært artilleri. Frankrig fik derfor indføjet i Versaillestraktaten, at Tyskland havde forbud mod at anskaffe langtrækkende artilleri. Den tyske generalstab mente omkring 1929, at man måske med fordel kunne udvikle raketter, som kunne udføre tilsvarende former for bombardement. Udviklingen af raketter eller missiler, blev således påbegyndt, inden Hitler kom til magten. I denne artikel betegnes de tyske våben som raketter.

Den 1. august 1932 ansatte Walther Dornberger en 20 år gammel ingeniør, doktor phil. Werner von Braun, på sit ballistik-kontor i Berlin, som hans tjenested af hemmeligholdelsesårsager benævntes. Von Braun producerede kort efter sit ”Aggregat nr. 1” eller ”A-1”, som havde et tryk (på engelsk: ”Trust”) på 150 kilo. Han og nogle andre teknikere arbejdede først på en lille forsøgsraketbane ved Reinickendorf, senere ved Kummersdorf West nær Berlin.

I oktober 1933 fik Hitler en demonstration, men han fattede ingen interesse. Den senere hærchef, feltmarskal von Brauschitz, sørgede dog for, at der stadig blev anvist midler til projektet. Werner von Braun udviklede derefter en ny motor med et tryk på 1 ton, som blev monteret på en ny raket, ”A-2”, som blev testet fra øen Borkum i december 1934. Den var gyrostabiliseret og nåede en højde af 2.300 meter.

Werner von Braun stammede selv fra Pommeren. Peenemünde var hans bedstefars jagtområde, som han selv kendte fra barnsben af. Peenemünde ligger på øen Usedom, syd for Rügens østkyst. Han var interesseret i et ordentligt forsøgsområde – eller en skydebane, hvor man kunne operere uset for uinviterede observatører. Kummersdorf ved Berlin kunne ikke benyttes som skydebane for langtrækkende raketter. Fra Peenemünde var der 100 km til den nærmeste by Stettin, og man kunne etablere en skydebane ved at opstille telemetriske stationer langs kysten (den nuværende polske kystlinie). Efter at have studeret området grundigt anbefalede Werner von Braun, at man anskaffede området ved Peenemünde. Det blev købt/eksproprieret ved en samlet anskaffelse af hæren og Luftwaffe i april 1936 for 2 millioner Reichmark (ca. 4 millioner danske kroner på den tid) - og hegnet ind med et kraftigt hegn - barrikaderet mod nysgerrige!

Luftwaffes ingeniører byggede her en flyveplads, laboratorier, en prøvestand for raketter og endvidere beboelse langs den østvendte kyst og sandstrand. Det samlede område var på 25 kvadratkilometer. Der blev bygget en fabrik, som kunne producere flydende ilt, og det militære område fik sit eget kæmpestore kraftværk, som specielt var nødvendigt for iltproduktionen. Hele området fik sin egen jernbane. Området blev delt i to forsøgsetablissementer med et til flyvevåbnet og et til hæren. Werk West var Luftwaffenerprobungsstelle” og Werk Ost var hærens ”Waffenerprobungsstelle” eller ”Heeresversuchstelle Peenemünde“. Der arbejdede op til 10.000 fra Organisation Todt (”bygningstjenesten”) på at gøre anlæggene hurtigt færdige. De samlede anlægsarbejder nåede op på over en halv milliard Reichmark, det vil sige mere end 1 milliard danske kroner i samtidens beløb.

Werner von Braun så tingene i et meget langt perspektiv, og han udtalte den 18. januar 1939, at ”A-2” kun var en interimløsning. Hans næste model, ”A-3” blev udstyret med en motor, som forbrændte 75 % ætylalkohol i flydende ilt. Den ydede 1,5 tons tryk. Allerede i 1937 havde Werner von Braun i et memorandum til forsvarsministeriet oplyst, at hans nye militære raket ville blive designet på de allerede nu indhøstede erfaringer: Den ville blive på 14 meter i stedet for de nuværende 6,75 meter, med et tryk på 20 tons, et krigshoved (”Payload/nyttelast”) på 1 ton HE (High Explosives) og en rækning på ca. 250 km. Der var altså kun tale om en raket på tegnebrættet, og i von Brauns regnskab var det ”Aggregat nr. 4” eller ”A-4”. Selve raketten ville få en totalvægt på 13 tons, og den skulle bruge flydende brændstof. Den er identisk med V-2-raketten, som blev den senere betegnelse.

Der var forskel på at udvikle raketter på tegnebrættet og producere dem. Det gik ikke så godt med forsøgsskydningerne. Der var problemer med ”A-3”, som blev affyret første gang den 4. december 1937 fra Greifswalder Oie, en af de små øer nær Peenemünde. Mange af de senere raketter forulykkede under start. Selv om man introducerede nogle små ror af molybdæn i selve raketudstødet, så lykkedes det ikke at beskytte raketterne mod sidevind under affyringen. De var meget ustabile i startfasen, hvor de havde ganske ringe fart. Derfor måtte man lægge ”A-4” på hylden i et stykke tid - og man blev nødt til at introducere testmissilet ”A-5” i programmet.

Peenemünde moderniseredes løbende, og blandt andet fik man en vindtunnel med en diameter på 40 cm, hvor man kunne skabe vindhastigheder over Mach 4, altså over fire gange lydens hastighed. Feltmarskal von Brauschitz ville gerne have undersøgt mulighederne for masseproduktion af A-4. Derfor oprettede man en ”pilot-fabrik” for A-4 som kunne producere A-4 i mindre antal, men som også skulle tilvejebringe nødvendige tal og erfaringer for en masseproduktion af A-4, som von Brauschitz gerne ville have klar fra september 1941. Her er tale om beslutninger truffet i 1937. I 1939 blev denne dato for kravet om masseproduktion rykket frem til maj 1941. På dette tidspunkt var A-4-rakettens træffesandsynlighed kraftigt overvurderet, og raketten var stadig kun på tegnebrættet: Med en rækkevidde på ca. 275 km regnede man med at nøjagtigheden i længden ville være 1.000 meter og i siden 500 meter.

Generalmajor Carl Becker var stadig chef for hærens materielanskaffelser. Han var lidt mere forsigtig, og da han meldte sig hos hærchefen, general Halder den 26. september 1939, talte han om udvikling af A-4 inden for 3 - 4 år. Den 23. november 1939 intervenerede Hitler og skar projektets tildeling af stål ned til det halve. Efter sin hurtige sejr i Polen konkluderede han, at der ikke ville blive brug for raketter i denne krig. Peenemünde var herefter slet ikke med i fordelingen af de kostbare ressourcer i de kommende måneder. Efter et år skete der dog noget. Slaget om England gik ikke som Hitler forventede, og han pustede atter liv i projektet i november 1940, og nu fik materielleverancerne markeringen SS, det vil sige ”Sehr Schnell” (meget hurtigt).

Peenemünde havde et ambitiøst budgetforslag for 1942, men det blev halveret fra 50,4 millioner Reichmark til 25, 2 millioner Reichmark, hvilket svarer til 47 millioner danske kroner - et fantastisk årsbudget for en ”eksperimentalstation”. Krigsøkonomien begyndte at stramme. Det var svært at bedømme, om man virkelig havde brug for A-4-raketten, som var blevet designet i 1937, men man besluttede sig for at indlede testaffyringer i februar 1942 og starte masseproduktion to måneder senere, men mangel på (egnet) arbejdskraft medførte forsinkelser.

På det tidspunkt kunne man sende bemandede bombefly ind over fjenden, ganske vist med betydelige tab blandt fly og besætninger. Hvorfor skulle man så benytte en raket, som var utrolig dyr i anskaffelse, og som krævede meget specielle former for brændstof? Det kunne virke absurd i militære kredse, men man skal huske, at A-4-projektet var hærens projekt, og det var udtænkt af artillerister, som i 1915 havde forsøgt at bombardere Paris med langtrækkende artilleri. Her havde hæren en ekspertise, som kunne medføre resultater, som Luftwaffe havde svært ved at opvise. Projektet nød atter fremme efter at Lübeck var blevet udsat for et ganske alvorligt bombeangreb i februar 1942. Hitler ville gerne gengælde det på en eller anden måde, men han var stadig skeptisk over for A-4. I marts havde Hitler møde med sin rustningsminister Albert Speer, og de aftalte, at Dornberger, der nu var blevet generalmajor, skulle udarbejde en vurdering af de industrielle investeringer, der krævedes for at producere tilstrækkeligt brintoverilte til en produktion af 3.000 A-4 raketter pr. måned! Hvis man ikke kunne tilvejebringe en sådan produktion ville den tyske marine i stedet få anvist de rådige ressourcer.

Den 18. marts 1942 eksploderede en A-4 motor monteret i en raket under en test på prøvestanden. Luftwaffe vejrede morgenluft og ville gerne høre lidt om hærens projekt på nabogrunden, men det blev afslået. Speer fortsatte med at dykke ned i forsyningsproblemerne. Dornberger var dog i tvivl om de høje krav til masseproduktion kunne realiseres. Selv om Hitler og Speer sagde nej til at tildele så mange ressourcer, så ville Speer stadig gerne have foretaget beregningerne: Hvad ville logistikken til 3.000 raketter om måneden egentlig betyde for den tyske krigsindustri og krigsøkonomi? Hitlers oprindelige tanke, da han gik ind for projektet, var at lave en pludselig offensiv mod briterne og affyre 5.000 A-4-raketter i et masseangreb. Dornberger havde sagt lige ud til ham, at det kunne der ikke blive tale om. Det var ikke brintoverilten, der var problemet. Sådan en offensiv ville kræve 75.000 tons flydende ilt. Projektet kunne kun tilvejebringe 26.000 tons om året. Flydende ilt var vanskeligt at opbevare. Andre ressourcer til raketproduktionen var lettere at tilvejebringe.

Den 14. maj 1942 havde Werner von Braun og hans teknikere den næste raket klar. Motoren blev testet, og dagen efter kom en enlig rekognosceringsmaskine fra RAF forbi og filmede ”de heftige konstruktionsarbejder” i området. Teknikerne arbejde i en måned med den, og 13. juni kl. 11.52 startede nedtællingen. De udenlandske arbejdere blev sendt inden døre ”for deres egen sikkerheds skyld”. Raketten kom godt fra start, men efter 90 sek. eksploderede motoren. På det tidspunkt var den kommet op i 5.300 meters højde og havde gennembrudt lydmuren, men sekunder senere faldt den i havet, 1.500 meter fra Peenmündes kyst. Affyringen af Werner von Brauns anden A-4-raket var mislykkedes.

Hitler var stadig skeptisk - især hvad angår træffesandsynligheden, og han var nu mere optaget af andre projekter: ”Fritz-X”, en fjernstyret bombe mod skibsmål, den lille raketdrevne luftforsvarsjager ”Messerschmidt ME 163”, som i øvrigt blev testet på Peenemünde flyvestation, og den første operative jetjager, ”Messerschmidt ME 262A STURMVOGEL”.

Det skabte travlhed på hærens base ved Peenemünde. Basen var truet af lukning, hvis der ikke blev skabt resultater i en fart. Tredje forsøgsskud fandt sted den 18. august 1942: Raketten nåede Mach 2, radiosignalet udeblev efter 4 sek., og den eksploderede 14 sek. før den skulle være brændt ud, men den nåede en højde af 11.500 meter. Stabens 27 dygtigste teknikere skulle finde fejlen - og ud fra de rådige data kunne de analysere sig frem til den: Da motoren stoppede, mistede raketten acceleration og herved rev de delvis fyldte brændstoftanke sig løs og forårsagede en eksplosion. Werner von Braun var ikke rystet. Han gik ufortrødent tilbage til tegnebordet med ønsker og krav om endnu større perfektionisme.

Herefter kom Werner von Brauns tekniske gennembrud, som vel egentlig kan betegnes som starten på den moderne rumfart: Den 3. oktober 1942 kl. 15.58 sendte man den 4. raket af sted: Den forlod prøvestand VII og drønede op og ud - og landede 190 km borte, kun ca. 3,5 km fra målet.  Den havde været oppe i en højde af 84,5 km og opnået en hastighed på Mach 5. Det hele tog 296 sekunder eller knap 5 minutter. Fra fiasko var projektet nu lige pludselig blevet en succes. En af teknikerne havde på missilets agterpart malet en ung kvinde siddende overskrævs på Månen. Werner von Brauns egen kommentar midt i jubelen var: ”Det eneste problem er, at raketten er landet på den forkerte planet”.

Generalmajor Dornbergers tanker var nu rettet meget præcist mod de militære specifikationer, som hærens materielstab havde fastlagt, medens Werner von Brauns tanker syntes at være et helt andet sted. Tidspunktet var ikke velegnet til at foreslå ressourcer afsat til rumforskning. A-4-raketten var ikke bygget til rumforskning, men til transport af sprængstof

To uger senere troppede Albert Speer atter op i førerhovedkvarteret og foreslog, at man producerede to versioner af A-4-raketten: En version med en rækning på knap 300 km og en med en rækning på ca. 160 km med et tilsvarende større sprænghoved. Hitler var med på ideen, men han insisterede på, at det kun havde interesse, hvis man kunne starte en offensiv med 5.000 raketaffyringer på kort tid. Først da Hitler så filmoptagelsen af raketaffyringen, kom der gang i sagerne, men det var 9 måneder efter, den havde fundet sted. Den 9. juli 1943 beordrede Hitler Peenemünde op på førstepladsen blandt materielprojekter, og fra dette tidspunkt havde man stort set rådighed over ubegrænsede midler.

Parallelt med udviklingen af A-4 fik Werner von Braun også ansvaret for at udvikle en styret antiluftskytsraket (det første moderne ”Surface-to-Air Missile System”). Første prøveskud fandt sted fra Peenemünde i begyndelsen af 1943.

I mellemtiden - i november 1942 - var kraftværket blevet færdigt, og jernbanenettet blevet elektrificeret, og der skulle nu gå regelmæssige S-tog rundt i området med S-Bahn i Berlin som forbillede. Hele området var nu spærret af fra omverdenen. Fra 1943 tog SS sig af bevogtningen. Der blev indrettet to KZ-arbejdslejre i Peenemünde, og desuden var der tvangsarbejdere fra Polen, Rusland, Tjekkoslovakiet, Belgien, Italien, Luxemburg, Holland og Frankrig. Senere kom der også krigsfanger fra Frankrig og Sovjetunionen.

Der skulle produceres 250 A-4-raketter om måneden - senere 300, og i december 1943 steg kravet til 900 pr. måned. Ganske urealistiske krav - specielt da teknikerne stadig ikke var færdige med at udvikle raketten, hvilket medførte, at der løbende kom modifikationer. Det var en kompliceret raket med 20.000 komponenter. Der var dog et praktisk problem: Man kan ikke masseproducere en raket, som ikke er færdigudviklet!

Tyskerne er kendt for at være gode teknikere og for at være grundige.
Under Den anden Verdenskrig blev de også kendt for deres ganske enestående mangel på at lave enkle organisationer, der virkede. Kompetencestridigheder er et mildt ord for, hvad der nu skete med de forskellige projekter og deres ledelse. Nogle syntes, at med den interesse som Hitler og Speer nu havde lagt for dagen, så måtte ansvaret for A-4-produktionen op på et højere niveau, nemlig ministerniveau under Reichsluftfartministerium. Herfra indsatte man en formand for den særlige A-4-komité. Han kunne på en gang karakteriseres som både effektiv, hensynsløs, klodset, stupid og frastødende. Det var direktør Gerhard Degenkolb, som havde fået Hitlers bevågenhed, da han overtog ansvaret for krigsproduktionen af lokomotiver. Der var tale om en mand, der satte gang i sagerne omkring sig - uanset menneskelige og andre omkostninger. Her startede så en periode, hvor følgende myndigheder sloges om A-4-projektet: Reichsluftfahrtministerium, SS, SD (Sicherheitsdienst) og Gestapo plus selvfølgelig hæren, som jo stadig var ”projektansvarlig myndighed”.

Dornberger inviterede i maj 1943 Gauleiter Fritz Saukel til at overvære en A-4-affyring. Han blev meget imponeret, men havde egentlig mest interesse i masseproduktion af luftforsvarsraketsystemet Wasserfall (en 8 meter lang raket). Saukel var betydningsfuld, fordi han fordelte personelressourcer i hele Det tredje Rige. Efter hans besøg fik Dornberger alt det personel, han skulle bruge.

Den 26.maj 1943 blev ministre, værnschefer og øvrige militære topfolk inviteret til en demonstrationsskydning. Den første A-4 gik som en drøm og nåede 250 km ud med et nedslag 5 km fra målet. Den anden eksploderede i luften. Ved samme lejlighed demonstrerede Luftwaffe sine nye ”flyvende bomber” (den senere V-1), men begge styrtede ned i forbindelse med affyringen. Mere om dem i de følgende afsnit. Fra den militære ledelses side var der nu enighed om, at de to våbensystemer ikke skulle konkurrere mod hinanden, men anvendes i samme kampagne og komplementere hinanden.

Himler kom som den næste på VIP-besøg den 29. juni 1943. Den første affyring gik kun godt i nogle sekunder. Så vendte raketten rundt og ramte startbanen på nabobasen hos Luftwaffe og satte ild til tre parkerede fly. Det lykkedes for Dornberger og von Braun i løbet af 50 minutter at få hentet en ny raket, få den klargjort og affyret. Det gik helt som det skulle. Det var produktionsnummer nr. 40 siden projektets start. Det imponerede Himler. Blandt staben spredtes den første joke om gengældelsesvåben. Luftwaffe havde nemlig kort forinden ramt hærens base i Peenemünde med et af dets nye våben.

Panikken begyndte nu at brede sig i Dornbergers lejr. Luftwaffes konkurrerende projekt skred hurtigt frem, selv om man havde gennemlevet en periode på 6 uger i løbet af sommeren 1943 med mange ulykker. Fra et økonomisk og teknologisk synspunkt var dette våben meget billigere og mere simpelt.

Til gengæld var produktionen af A-4-raketterne var ikke længere så sårbar. Der forelå kopier af alt. Produktionen blev spredt over mange steder i Tyskland, og den rykkede nu langsomt under jorden. De forskellige myndigheder begyndte til gengæld nu at skændes om de dalende ressourcer. Et firma, der lavede selve raketskroget til Luftwaffes nyeste luftværnsmissil Rheintochter, blev udskrevet til kun at producere for A-4-programmet. Da Luftwaffes to raketprojekter, Rheintochter og Wasserfall, langsomt blev nedprioriteret, fik Werner von Braun i stilhed overført de 1.500 ingeniører og teknikere fra disse to projekter til A-4-projektet.

Udslettelsen af Hamburg den 25. juli 1943 gjorde Hitler rasende, og han krævede herefter en endnu større produktion af A-4. Speer fik i princippet en blankocheck af Hitler dagen efter Hamborgs tilintetgørelse.

Luftwaffes flyvende bomber: Udviklingen af ”V -1”
Parallelt med udviklingen i Werk Ost skete der en udvikling i et hemmeligt projekt på Luftwaffes base i Werk West: Under dæknavnet ”Kirschkern” (kirsebærsten) udviklede man Fi 103, en relativ billig flyvende bombe, som uden pilot kunne ramme et mål på 250 km afstand med et sprænghoved på ca. 1 ton. Flyet bar også dæknavnet FZL 76, som skulle indikere, at der var tale om en måldrone med betegnelsen Flakzielgerät 76. Luftwaffe havde med nogen undren og stigende jalousi set, hvorledes hærens projekt pludselig nød fremme og fik tildelt ressourcer. Selve A-4-affyringerne kunne ses milevidt – også fra nabobasen. De kunne ikke holdes skjult. Hvorfor skulle det så lige pludselig være hæren, som bombede London fra luften? Blandt de mange ideer om våbnets indsættelse var der en, der gik ud på at laste ubåde med flyvende bomber. De skulle så affyre dem nær den amerikanske kyst og lade dem flyve mod New York.

Baggrunden for Fi 103 eller Kirschkern-projektet fremgår af det følgende. Firmaet Argus havde udviklet en puls-jetmotor, som brugte lav-oktant brændstof. Flyfabrikken Fiesler i Kassel havde designet selve flyet, og den 19. juni 1942 gav chefen for Luftwaffe, luftmarskal Milch, grønt lys for projektet. Dornberger bad Werner von Braun om at spionere lidt og holde ham orienteret om projektet. Werner von Braun oplyste de tekniske detaljer i en 7 sider lang rapport en uge senere: Motoren ydede et tryk på 300 kg. Flyet blev affyret fra en 75 meter lang rampe. Det var udstyret med en tre-aksial gyro og et magnetkompas. Det fløj med en konstant hastighed på ca. 750 km/t i højder mellem 200 og 2.000 meters højde. Aerodynamiske forsøg ville begynde den 10. november 1942 i Peenemünde. Den store trussel for A-4-folkene var den lave pris på Luftwaffes flyvende bombe – og at den var velegnet for masseproduktion på grund af sin forholdsvis enkle konstruktion. Werner von Braun regnede dog hurtigt ud, at selv om de to våbensystemer havde nærlig samme bombelast, så havde missilet den fordel, at det kom bragende lodret ned med fire gange lydens hastighed. Dette ville i høj grad bidrage til at forøge skaderne i målområdet.

I december fløj direktør Gerhard Fiesler over Peenemünde og droppede ved en testflyvning den første ”flyvende bombe” fra et fly. Juleaften blev den første affyret fra en rampe og fløj uden problemer de 3.000 meter, der var planlagt. Den indledende succes satte skub i projektet. Tre dage inde i det nye år mødtes toppen af Luftwaffe for at diskutere den krigsmæssige anvendelse. Chefen for Luftwaffe ville bygge 8 store bunkers ved Kanalkysten. De skulle være så tykke, at de kunne modstå alle bomber fra luften, og så skulle man herfra sende en sværm af førerløse bombefly mod London. Chefen for luftforsvaret, generalløjtnant von Axthelm, ville i stedet opføre 100 mobile affyringsramper langs Kanalkysten. Fra sommeren 1943 skred Fi 103–projektet hurtigt frem, men man var forfulgt af mange nedstyrtninger og andre uheld.

Dagen efter Hamburgs udslettelse mødte selveste hr. Messerschmidt op hos Hitler og forklarede, at en månedlig produktion på 80.000 – 100.000 flyvende bomber ikke var urealistisk. Man forventede dog ikke, at mere end halvdelen ville nå frem til målområdet. Den 17. august 1943 slog Speer fast, at selv om A-4 havde høj prioritet, så måtte det ikke gå ud over Luftwaffes højtprioriterede projekter.

Efter Hitlers indledende triumfer i Den anden Verdenskrig begyndte krigsøkonomien snart at stramme til, og de efterfølgende priseksempler angiver med meget stor tydelighed de store økonomiske og produktionsmæssige forskelle, som anvendelsen af de to våbensystemer førte med sig. Produktionsomkostningerne er udarbejdet af briterne efter krigen i samarbejde med krigsfanger og internerede tyskere fra projekterne.

Priser:    De angivne priser er angivet i Reichmark, britiske pund og danske kroner, med den værdi de havde omkring krigens afslutning.

V-1: £125 = 1.330 Reichmark = 2.500 kr. pr. stk.

Af de britiske sammenligninger fremgår, at for prisen for 1 Lancaster Bomber, uddannelse af besætningen samt indkøb af 1 bombelast kunne Hitler få 300 stk. V-1.

V-2: £12.000 = 119.600 Reichmark = 240.000 kr. pr. stk.

Med til prissammenligningerne hører også, at V-2 var et højteknologisk produkt og dermed også brugte særlige materialer og metaller, som blev vanskeligere at fremskaffe mod krigens afslutning.

Operation Hydra (Peenemünde) og Whitebait (Berlin)
I løbet af sommeren 1943 var ledelsen i Peenemünde klar over, at man kunne risikere at blive udsat for luftangreb. Alle tegninger, værktøjssæt m.v. blev beordret duplikeret, så man ikke ville miste alt ved et angreb. Problemet for RAF var den lange afstand til målet: Man skulle kunne nå frem og tilbage i mørke, og det skulle helst være fuldmåne med et skydække over 1.500 fod (ca. 500 meter). Disse betingelser var opfyldt den 17. august 1943. Det vidste man i Bomber Command, hvor man iværksatte ”Operation Hydra”: Bombningen af Peenemünde. Ude i eskadrillerne fik man først besked samme formiddag. Alt var nøje tilrettelagt forinden.

Chefen for Bomber Command, den legendariske ”Bomber Harris”, Air Chief Marshal Arthur T. Harris, RAF, havde selv deltaget i den detaljerede planlægning. Målet med operationen var at dræbe så mange tyske videnskabsmænd som muligt – det vil sige bombe deres boliger - og ødelægge to værkstedsområder. Det første tog sig af produktion og vedligeholdelse. Det andet var en udviklingsafdeling. Prøvestand VII var ikke udpeget som mål. Hvorledes gør man bedst det? Og hvorledes reducerer man sine egne tab bedst muligt? Vildledning var et af svarene. I juli og august 1943 havde Harris sørget for, at der næsten hver nat blev foretaget angreb på Berlin af en lille styrke på ca. 7 – 8 Mosquito-fly. De fløj ind over Danmark eller Nordtyskland, passerede ”tilfældigvis” Peenemünde, hvor der hver nat så blev blæst luftalarm, og så gik man mod Berlin, hvor der blev kastet en mindre bombelast. Mosquitoerne fløj højt og hurtigt. Hermed var de ikke lige så udsatte for tab, som de tunge bombefly. Til gengæld havde de andre og mere tungtvejende problemer: I ”Operation Whitebait”, som blev gennemført samme nat som ”Operation Hydra”, skulle de lokke hele det tyske luftforsvar ud – flere hundrede jagerfly – og målet var deres egen styrke på 8 Mosquito-fly!

Teknikken bag bombningen var ny. Der var udnævnt en ”Master Bomber”, og han havde to stedfortræder, hvis han skulle få forfald. Mater Bomberen blev orienteret om sin nye titel dagen før. Angrebet gik ud på, at Master Bomberen identificerede målet og holdt sig i målområdet under hele operationen. Der var sat en større styrke af til ”Marking”, dvs. markering af målet. Det gjorde man med faldskærmsblus i forskellige farver. Der var 97 ”Pathfinder”-fly, som skulle tage sig af markeringen. Af dem havde 22 den nye H2S-radar ombord, som var velegnet til navigation i kystområder. Bombningen blev foretaget af yderligere 433 Stirling, Halifax og Lancaster bombefly.

Master Bomber var den kun 29-årige Group Captain (oberst) John Searby, RAF. Han skulle i 45 minutter kredse øst for målet og lede angrebet kl. 00.15. Der var afsat to minutter til marking af første mål: Videnskabsmændenes boliger. Herpå fulgte bombning i 10 min. af dette mål fra 00.17 til 00.27. Så var der sat 4 minutter af til marking af det andet mål fra 00.27 til 00.31, som herefter blev angrebet. Den sidste angrebsbølge gik uafhængigt mod det tredie mål.

Vildledningen (”Operation Whitebait”) bestod af 8 Mosquito-fly fra 139. Squadron, som skulle angribe Berlin 23.00 GMT, det vil sige midnat i Berlin. 75 minutter senere fulgte hovedangrebet på Peenemünde. Mosquitoerne fløj lavt over varslingskæden. De gik lidt højere efter at have passeret den danske kyst klokken 22.00 GMT og kastede så chaff (”Window” eller radarreflekterende materiale) for at vildlede de tyske radar. De medbragte en reduceret bombelast, som de kunne kaste over Berlin.

Ved RAF-briefingen af de mange flybesætninger blev det oplyst, at tyskerne var ved at udvikle tekniske hjælpemidler til deres luftforsvar – til deres natjagere. Hvis man ikke gik ind og ødelagde det i aften, så skulle man af sted igen næste aften og næste aften, indtil opgaven var løst.

Hovedstyrken skulle forlade den britiske kyst (”Coasting out”) ved Cromer. Tysk radioopklaring havde knækket en forholdsvis simpel RAF-kode og nogle telegrammer, som indikerede, at der ville komme en meget stor styrke denne aften, og at den ville passere ud og hjem via Cromer (ca. 170 km nordøst for London, i East Anglia), og at nattens mål derfor antageligt måtte ligge i Nordtyskland.

Den tyske luftforsvarsorganisation var beredt til kamp. Samme dag havde amerikanerne angrebet Schweinfurt for at ødelægge en kuglelejefabrik, men de havde haft voldsomme tab. For det tyske luftforsvar forestod der efter dette slag en natkamp. Man ville øve en ny ”vildsvineteknik” udarbejdet af Major Hajo Herrmann, som selv var leder af den dertilhørende ”vildsvine-organisation”, som gik ud på at lede dagjagere ind mod de britiske bombefly. De skulle klare sig i lyset fra luftforsvarets projektører, måneskin, brændende byer – og alt hvad der forbedrede lysforholdene. Hermed fik man mangedoblet jagerindsatsen.

Klokken 22.25 gik luftalarmen i Peenemünde. De tyske jagere, som jagtede Mosquitoerne, kom for sent. Det var jagere fra Jagel i Slesvig. Der blev ”scramblet” (beordret i luften) jagere fra Belgien, Holland, hele Tyskland og Danmark, i alt over 200 fly, fordi hovedstaden var truet. Så kom det op på jagerfrekvensen, at målet var Bremen, derpå Wilhelmshaven og så Kiel. Klokken 22.42 gik luftalarmen i Berlin, og med Hamburg i frisk erindring tre uger tidligere måtte man regne med et kæmpeangreb – en katastrofe. På dette tidspunkt faldt General Kammhubers kommunikation i hovedkvarteret ud, formentlig på grund af tilstedeværelsen af to mand fra modstandsbevægelsen. Han var chef for 12. Flyverkorps og ansvarlig for luftforsvarslinien gennem Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Danmark.

Klokken 22.56 var Moskitoerne over Berlin i månelys. Projektører blev tændt, luftforsvaret åbnede ild, og 4 millioner borgere blev sendt i beskyttelsesrummene. Der blev kastet Pathfinder flares, og bomberne begyndte at falde. Klokken 23.07 fik luftforsvaret ordre til at holde deres ild til mål under 7.000 meter. Alle major Herrmanns fly blev beordret ind over Berlin – i højder over 7.000 meter. Klokken 23.35 kunne englænderne høre med på en af frekvenserne: ”Alle natjagere til Berlin”. Flyene fra Kastrup (Messerschmidt ME-110) blev beordret i luften klokken 23.57 - og til at vente over et luftfyr på Falster for så at blive sat ind mod bombeflyene på deres hjemvej.

I Peenemünde var stemningen høj. Generalmajor Dornberger og Werner von Braun var i en dybsindig diskussion med testpiloten Hanna Reitsch, som havde Hitlers bevågenhed, og hun var i øvrigt testpilot på en pilotudgave af den flyvende bombe.

Nogle af ”markerne” kunne ikke få radarekko fra den lille ø Ruden, som lå lige i indflyvningen, og de droppede derfor deres flares ca. 3 km for langt sydpå. Det blev rettet af Master Bomber Searby. Første bølge bestod af 227 fly. To tredjedele gik efter det rigtige mål, medens resten ramte Trassenheide-lejren tre km længere sydpå. Anden bølge bestod af 113 Lancasters.

På det tidspunkt hang der 158 tyske natjagere over Berlin, 200 km længere sydpå – og 55 dagjagere var på vej. Herrmann så flares over Peenemünde, men da havde han, ligesom resten af jagerstyrken, kun brændstof til 15 minutter tilbage. Styrken fra Kastrup blev kaldt ind, og de blev noteret for mange nedskydninger.

Angrebsstyrken bestod af bombefly af typerne Stirling, Halifax og Lancaster. De kastede 1.593 tons sprængbomber og 281 tons brandbomber over den nordlige spids af øen Usedom. Kraftværket og Luftwaffes installationer blev ikke berørt. Baraklejren i Trassenheide blev ramt: 731 blev dræbt, heraf over 600 KZ-fanger - heraf nogle luxemburgere, som havde haft held til at udsmugle detaljer om raketproduktionen til englænderne.

A-4-samlehallen og Werner von Brauns kontorer blev ødelagt, men produktionen kunne snart genoptages. Forsøgene ved Peenemünde fortsatte ufortrødent - om end med forsinkelse - og serieproduktionen af A-4 blev forlagt til Nordhausen i Harzen, hvor man indrettede en mine til kombineret KZ-lejr og raketfabrik ”Mittelwerk”. Desuden blev der produceret A-4 i Wiener Neustadt og i Zeppelin-fabrikken ved Friederichshafen ved Bodensøen. Den sidstnævnte fabrik blev ødelagt ved et RAF-angreb den 22. juni 1943, fordi briterne havde konstateret, at man der producerede Würzburg radar. At man også producerede A-4-raketter der, vidste briterne ikke på det tidspunkt.

Tidsmæssigt begynder alle handlingerne på begge sider at finde ”et fælles brændpunkt” – i første omgang ca. 1. august 1943. Hitler ville gerne starte sin kampagne mod London den 1. august 1943. Det blev så udsat til 1. september 1943. Englænderne ville gerne bombe Peenemünde så hurtigt som muligt efter den 22. juni, men måtte på grund af lysforhold udsætte det til ca. 1. august eller første fuldmåne derefter. Det resulterede i det første angreb den 17. august 1943, som er beskrevet ovenfor.

Tyske planer for angreb med V-1 og V-2
Fi 103 blev nu benævnt som ”Vergeltungswaffe 1” (gengældelsesvåben nr. 1) eller V-1 og A-4-raketten blev herefter betegnet V-2. Der var tysk uenighed om våbenindsatsen: Skulle kampagnerne koordineres, så de flyvende bomber og raketterne kunne sættes ind samtidigt, eller skulle angrebene påbegyndes, når det første system var operativt? Skulle affyringerne ske fra mobile anlæg eller fra kraftige bunkeranlæg? Luftwaffes chef, luftmarskal Milch, foretrak 8 store bunkers, medens generalløjtnant von Axthelm foretrak 100 mobile ramper. Göring måtte afgøre det, og det blev et kompromis med fire bunkers og 100 mobile ramper.

Tilsvarende ville Dornberger benytte mobile A-4-ramper. Det var våbensystemets force, at det var mobilt, men projektet løb ham gradvist af hænde i takt med, at våbensystemet blev operativt. Der var mange, der gerne ville overtage det – herunder Himler og hans SS-korps. De ville affyre våbnet fra en kæmpebunker 1,5 km vest for Watten (nær Cap Griz Nez), 20 km fra Kanalkysten mellem Calais og Dunkerque. I maj 1943 befalede man, at denne kæmpebunker skulle være klar 1. november 1943. Den skulle kunne rumme 108 A-4 missiler, forsyninger til 3 dage, have eget kraftværk og egen iltfabrik.

Luftangrebet i august mod Peenemünde blev fulgt op af tre mindre angreb 1. oktober, 24. oktober og 2. november 1943. Angrebene mod Peenemünde kunne i øvrigt følges fra Danmark. Herefter forlagde tyskerne forsøgsskydningerne til Blizna og Tuchel i Polen. Blitzna var oprindelig en artillerilejr og skydeområde for den polske hær - etableret i 1930’erne. Det område overtog SS som ”Heidelager”. Ca. 10 km derfra oprettede man i 1943 en ny skydebane for A-4. Blizna ligger ca. 200 km syd for Warszawa, nær jernbanen mellem Krakow og Lvov/Lemberg.

Den 18. juli 1944 kom der igen bombefly over Peenemünde, men denne gang et dagangreb udført af amerikanerne. 2.000 mennesker blev dræbt. 4. august 1944 kom et fornyet angreb, som medførte betydelige materielle skader. Der foregik forsøg med raketter indtil 31. januar 1945, hvor området blev evakueret. Russerne indtog basen 4. maj 1945. Her fandt de blandt andet samlehallen i Peenemünde, som var dimensioneret til 32 meter høje raketter, det vil sige, at man kunne samle og klargøre A-9/A-10, som skulle kunne ramme New York. Det var en totrinsraket med A-4 som andet trin og med vinger til den lange nedfart, men projektet kom aldrig i produktion. Werner von Braun, generalmajor Dornberger og en del af top-teknikerne fra staben drog først sydpå til fabrikken i Nordhausen-Bleicherode og derefter videre sydpå til Alperne, hvor de overgav sig til amerikanerne. På grund af deres know-how blev de transporteret til USA og senere tilbudt arbejde, først i forbindelse med missilkapløbet mellem øst og vest, siden med NASAs rumprogrammer. Andre fra A-4-projektet kom i sovjetisk varetægt og deltog i den tilsvarende sovjetiske missiludvikling.

Britiske efterretninger og den danske modstandsbevægelse
Mellem december 1942 og marts 1943 modtog briterne tre rapporter fra Danmark: De stammede fra en dansk kemiingeniør, som under rejse i Tyskland havde opsnappet informationer. På en restaurant i Berlin havde han overhørt brudstykker af en samtale blandt nogle officerer. De omtalte affyringer af store raketter nær Swinemünde i perioden fra den 30. november til den 2. december 1942. De skulle have ca. 200 km rækning og medføre 5 tons sprængstof. En anden agentrapport udpeger Peenemünde som stedet.

I løbet af foråret 1943 kom der sikre efterretninger fra polske teknikere om forsøg med raketvåben ved Peenemünde. Den britiske efterretningstjeneste var stærkt interesseret i oplysninger om aktiviteter på den tyske Østersøkyst, og man var klar over, at Bornholm formentlig var lige så god at indhente oplysninger fra. Derfor bad briterne den 15. juni 1943 de to danske militære efterretningsorganisationer om at sende en af deres bedste mænd til øen for at observere og rapportere. Man var specielt interesseret i testaktiviteter, antenner, både, der opsamlede ting i afspærrede farvandsområder etc. Det var dog tydeligt, at man havde svært ved at adskille tyske ubådsøvelser og de to forskellige raket- og bombe-projekter. Tyske styrker på Bornholm blev også holdt i uvidenhed. Den 18. juli 1943 nedskød tysk antiluftskyts i Svaneke en ukendt flyvemaskine. Eftersøgningen efter flyet blev stoppet efter ordre fra ”Suchleitung Swinemünde”. (Afstanden fra Peenemünde til Dueodde er ca. 115 km eller 62 sømil).

Den 22. august 1943 - altså en uge inden de voldsomme begivenheder i Danmark 29.august 1943 - skete miraklet, som efterretningstjenesterne kunne have håbet på. Politiet i Rønne fik oplyst ca. kl. 13.00, at der var faldet noget der ligner en flyvemaskine ned på en roemark ved Bodilsker, ca. 6 km sydvest for Nexø. Det var en tidlig udgave af en V-1. En lokal politiassistent tilkaldte chefen for Marinedistriktet, kaptajnløjtnant Christian W. T. Hasager Christiansen, så han kunne tage med ud og kigge få objektet. Danske myndigheder skulle underrette tyskerne om sådanne begivenheder, men det gjorde de først det øjeblik, de gik ud af døren. Hermed fik de 10 minutters forspring og kunne fotografere, hvad de så. Da tyskerne ankom, spurgte de Hasager Christiansen, om han havde fotograferet, og det benægtede han. Hasager Christiansen var tekniker og udarbejdede en rapport til Marineministeriet om hændelsen. Den detaljerede rapport vedlagt fotografierne udarbejdedes i mindst 5 eksemplarer til fremsendelse med kurer. Professor R. V. Jones modtog 3 sæt via forskellige kanaler. Han konstaterede tørt, at nogen måtte have været fast besluttede på, at oplysningerne skulle nå frem til briterne.

Kaptajn Volmer Gyth fra hærens E-sektion afleverede en af de fem kopier af Hasager Christiansens rapport til styrmand Benny West fra Helsingør/Helsingborg-overfarten. Han blev taget af tyskerne og underkastet voldsomme forhør, men han røbede ikke forbindelsen til hærens E-sektion. Med fotografierne i hånden kunne den tyske sikkerhedstjeneste afhøre Hasager Christiansen. Han blev overført til København og underkastet voldsom tortur og vågnede efter 6 dage op i en tysk celle på Frederiksberg Hospital. En måned senere blev han befriet af en gruppe frihedskæmpere fra søværnet og arbejdede herefter i efterretningstjenestens kontor i Stockholm. Han modtog senere ”Distinguished Service Cross” af briterne for sin indsats. Hermed bidrog Danmark med afgørende brikker i et stort puslespil - og det var formentlig den vigtigste enkeltbegivenhed, som blev rapporteret af de danske efterretningstjenester under krigen. Som et kuriosum til historien om de tyske gengældelsesvåben hører også, at et medlem af modstands­bevægel­sen fra søværnet, søkadet Hans Knabe, blev taget af GESTAPO i 1944 med lister over tyske skibsbevægelser i danske farvande. Han blev sendt på slavearbejde i et af raketproduktionsanlæggene i Tyskland, men kom hjem i live i 1945.

Tidsmæssigt ligger begivenheden med V-1-flyet på Bornholm den 22. august altså lidt over 4 døgn senere end ”Operation Hydra”, bombningen af Peenemünde - hvor det gik mest ud over den tyske hærs A-4/V-2-produktion og ikke Luftwaffes tilsvarende installationer.

Den britiske efterretningstjeneste reaktioner
Briterne fik kun langsomt kendskab til de tyske projekter, og med de dråbevise informationer og de mange uklarheder var de svære at skelne fra hinanden. Fra den 9. februar 1943 pålagde Army Intelligence sine fototydere at se efter byggeri på Kanalkysten – inden for ca. 200 km fra London - som evt. kunne anvendes til bombardement af London. Der var meget stor usikkerhed om våbensystemerne, og man vidste ikke præcist, hvad man skulle kigge efter.

Den 22. marts 1943 fik man et gennembrud. To tyske generaler, som blev taget som krigsfanger i Nordafrika, blev holdt isoleret i 4 måneder og blev så anbragt i samme celle. Det er et af efterretningstjenestens ældste trick. Cellen var spækket med fintfølende mikrofoner. I løbet af samtalen mellem de to fortæller general von Thoma med meget dæmpet stemme, at han undrer sig over, at angrebet på London endnu ikke begyndt. Han har selv overværet raketaffyringer i Peenemünde. Afhøringer af andre krigsfanger giver ikke noget. Der er ingen med erfaringer fra Peenemünde.  

Da professor R. V. Jones ikke kunne få de oplysninger, han gerne ville have, så kom ingeniøren op i ham. Så må man regne baglæns. Hans ræsonnement var: Hvis tyskerne vil ”tracke” (spore) disse raketter i deres bane, så vil det være deres tekniske elite, der skal gøre det. Ingen andre kan. Derfor pålagde han efterretningstjenesterne at holde øje med 14. og 15. kompagni af Luftwaffes eksperimentale signalregiment. Efter 6 måneders venten gav det pote. Dele af enhederne blev sporet til Rügen, til Dueodde og til Svaneke, og enhederne havde netop modtaget den nyeste version af Würzburg-radaren.

Churchills svigersøn, Duncan Sandys, var i mellemtiden blevet sat i spidsen for en kommission, der skulle indsamle oplysninger om truslen fra de ukendte våben, træffe forholdsregler mod dem og herunder altså også reducere civile tab, evakuere London, foretage modangreb på de rigtige tider og steder etc. Det var en blanding af et politisk og et militært job, som bragte ham i berøring med videnskabsmænd, efterretningstjenester, den øverste militære ledelse og ikke mindst premierministeren personligt. Et væsentligt problem for briterne var, at deres videnskabsmænd ikke selv var i stand til at konstruere en raket, som kunne løfte noget i retning af de nævnte spræng­stofmængder over så lange afstande – og de kunne ikke få beregningerne til at passe. Derfor konkluderede de, fordi naturlovene gjaldt for begge parter, at så kunne tyskerne heller ikke. De kunne ikke forestille sig de forskellige tekniske gennembrud, som Werner von Braun og hans team havde opnået.

Sandys ledte også efter stedet, hvor udviklingen foregik. Han benytter også metoden med at regne baglæns, og af det sluttede han: Tyskernes ukendte våbensystemer må udvikles på et øde sted, det må være ved kysten af hensyn til affyringerne, det må være langt fra en by – og det må være ved Østersøkysten.

På det tidspunkt havde der været nogle antydninger i retning mod Peenemünde, og der blev beordret fotorekognoscering over området. Man konstaterede aktivitet på Usedoms nordspids, især arbejde med uddybningsmaskiner. Der gik dog temmelig lang tid før, man fandt ud af, at det man troede var en uddybningsmaskine, var en affyringsrampe til den flyvende bombe.

Fra modstandsbevægelsen i Frankrig modtog man meldinger om et kæmpeanlæg i Watten, som var ved at blive lavet. Hullet var 80 meter dybt, og her blev der bygget et stort betonanlæg.

Professor R. V. Jones bad også alle andre om at holde øje med noget, som havde relation til Peenemünde. En dag fik han et af de knækkede kodetelegrammer i hånden af en dygtig efterretningsmedarbejder, som gik op i detaljer. Det var et temmelig ligegyldigt telegram om fordeling af benzinrationer til Luftwaffes myndigheder, men det, som medarbejderen har fundet ud af, har noget med tysk grundighed at gøre: Alle Luftwaffes myndigheder var opført i prioritetsorden. Luftwaffes forsøgsanstalt i Rechlin stod som nr. 1 – og det ukendte Peenemünde var anført som nr. 2! Her var et gennembrud i argumentationen for at kigge på Peenemünde – og ødelægge anlæggene. Samme konklusion nåede Sandys frem til den 18. juni 1943: Han anbefalede premierministeren bombning så hurtigt som muligt. Der blev nu foretaget mange affyringer fra Peenemünde, og det tyske luftforsvar blev udbygget. Der er nu 30 antiluftskytsstillinger i området. For ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed fra tyskerne reducerede man luftrekognosceringen over Peenemünde til et minimum.

Tekniske data og andre relevante tal og oplysninger
V-1 eller Fi-103 eller FZG 76
Træffesandsynlighed: 7 km
(Det betyder, at 50 % vil falde inden for 7 km af sigtepunktet).
I perioden fra den 13. juni til den 6. september 1944 blev der affyret 8.617 stk. V-1. Heraf nåede 2.340 frem og eksploderede i målområdet. Hovedmålet var London, men enkelte andre byer, så som Norwich og Southhampton med koncentrationer af skibe til Normandiet, var i perioder udpeget som mål.

Motor:                         Ventilreaktor (ramjet eller puls-jetmotor).
Længde:                       8,30 m
Vingefang:                     5,75 m
Højde:                          1,50 m
Vægt:                           3,5 tons
Sprænghoved:              Ca. 1 ton trotyl
Hastighed:                    Ca. 600 km/t.
Brændstof:                   820 liter ætylalkohol
Flyvehøjde:                  Ca. 900 meter.
Max. rækkevidde:        Ca. 300 km.

V-1 blev affyret fra en rampe med katapult drevet af brintoverilte eller et sprængstof eller båret frem af et to-motorers let bombefly af typen Heinkel HE-111.

Skaderne medførte følgende britiske tab: 6.000 dræbte, 15.000 sårede.

V-2 eller A-4
Højde:                                  14,03 meter
Tykkelse af missilkrop:          1,651 meter
Bredde ved finner:                3,564 meter
Vægt:                                  
Uden påfyldte væsker:         4.539 kg,
Med væsker                       12.700 kg.
Brændstofmængder:             4.900 kg flydende ilt ved minus 183 gr. Celsius.
Hastighed:                           Over Mach 5. (5.400 km/t).
Max. højde:                         Ca. 83 - 93 km.
Max. rækning:                      321 - 362 km (200 - 225 miles).
Brændstof:                           75 % ætylalkohol og 25 % vand samt flydende ilt.
Forbrug:                              130 kg brændstof/sek. via 1224 dyser.
Krigshoved:                         738 kg Amatol Fp60/40.
Udstødstemperatur:              2.800 grader Celsius ved start.

Antal testaffyringer fra Peenemünde: I alt 282 A-4 missiler.

Styresystem: Ballistisk missil med ”Guidance” via tre gyroskoper, som sendte signaler til styrefinnerne, holder kroppen lodret i startfasen etc. Når raketmotoren er brændt ud, falder raketten ballistisk - uden styring.

Da A-4-raketten brugte flydende brændstof, var det let at transportere. Det havde letvægtstanke og kunne påfyldes brændstof i felten. Et lille hold teknikere kunne klargøre tre raketter, det vil sige påfylde, sigte og affyre dem på under to timer. De kunne affyres fra de medbragte køretøjer.

Det tekniske gennembrud for tyskerne, i forhold til andre, var turbopumperne til brændstoffet, så det ikke skulle være under tryk samt grafitrorene, som var anbragt i udstødningen. Disse ror sørgede for at styre raketten i startfasen, hvor den havde ringe fart. Fordelen ved grafitrorene var, at de kunne tåle de høje temperaturer og påvirke rakettens balance i kraft af de store luftmængder, som motorforbrændingen sendte forbi rorene. De to turbopumper blev drevet af en dampturbine. Dampturbinen på 5.000 omdrejninger/minut (580 HK) brugte 129 kg brintoverilte (80 %) og en blanding af to tredjedele natriumpermanganat (15,8 kg) og en tredjedel vand.

Raketmotorens ydelse: 24,947 tons tryk ved start og 72,574 tons tryk når den maksimale hastighed blev opnået. Motoren brændte typisk i 60 sekunder ind til en hastighed på 1.341 m/sek. blev opnået = 4.828 km/timen. Når motoren brændte ud, faldt missilet uden styring. Motoren satte ud i 35 km højde, og herefter fortsatte missilet opad til den maksimale højde (97 km var rekorden) blev nået. Her vendte det og faldt ballistisk og ramte jorden med en hastighed mellem 3.240 og 3.600 km/timen. De seneste raketter fik mere ”Guidance” via en ”Leitstrahlstellung” (radio).

Der blev produceret i alt 10.000 stk. A-4/V-2-raketter. Der blev affyret 3.325 A-4-raketter mod fjendtlige mål:

Ca. 1.000 mod London og Norwich. Ca. 500 nåede frem til London.

Desuden blev der affyret ca. 2.000 A-4-raketter mod mål på kontinentet.

V-2-mål på kontinentet:   Antwerpen

·         Bruxelles

·         Liege

·         Lille

·         Paris

·         Maastricht

·         Broen ved Remagen (over Rhinen)

·         Luxembourg

Under V-2-angrebene mistede ialt 15.386 mennesker livet. Under bombeangrebene rettet mod A-4/V-2-produktionen mistede ca. 20.000 KZ-fanger, tvangsarbejdere og andre livet.

Afslutning: V-1 og V-2-kampagnerne og deres afslutning
Da den allierede invasion fandt sted i Normandiet den 6. juni 1944 blev det magtpåliggende for Hitler at demonstrere, at Tyskland ikke var slået.

Hitler lagde vægt på gengældelse, og han ville udslette London som hævn for angreb på de tyske byer, især Hamburg. Den 13. juni kom det første angreb, og den første V-1-kampagne varede i ca. 3 måneder. V-1-bomberne blev dels sendt af sted fra ramper nær kanalkysten, dels ført frem til kanalområdet af bombefly af typen Heinkel HE-111. Herefter var A-4/V-2-raketten klar til operativ indsættelse. Den blev affyret første gang den 8. september 1944, og målet var atter Londons centrum.

V-1 kunne bekæmpes med antiluftskyts og hurtige jagerfly. Til gengæld var der ingen våben at sætte ind mod en A-4-raket, når først den var affyret. Her kom professor R. V. Jones atter på banen. Han vidste, at tyskerne gerne ville rapportere nedslagene for at korrigere måldata. Han vidste også, at de britiske sikkerhedsmyndigheder havde godt fat i den tyske spionageorganisation i Storbritannien, hvor de tilfangetagne agenter fik tilbud om at samarbejde eller blive hængt. De styrede agenter blev så sat til at rapportere hjem. Jones havde regnet ud, at hvis man blandede de til rådighed værende data lidt, så kunne man flytte tyngdepunktet i træfningen fra det centrale London og nogle km ud i yderkvartererne, således at det fortrinsvis var rækkehuse og ikke højhuse, som blev ramt. Måden han gjorde det på, var at finde tidspunktet for et nedslag, der var for langt og stedet for et nedslag, der var for kort. Hermed blev tyskerne vildledt til at reducere banelængden.

De allierede blev nødt til at afse op til 40 % af bombestyrken til at jage V-1 og V-2 stillinger i Frankrig, Belgien og Holland. Tyskerne havde mistet luftherredømmet, og de kunne dårligt transportere sig i dagslys, og der var mangel på brændstof. Tysklands sammenbrud stod klart, men tyskerne rådede stadig over betragtelige mængder af materiel, men de opererede under meget vanskelige forhold. V-1 truslen varede i 3 måneder. V-2 truslen døde ud efter et par måneder, og den sidste V-2/A-4 raket blev affyret i marts 1945, men tabene, som det fremgår af afsnit 8, havde været ganske betydelige.

Da russerne erobrede Blizna, ville englænderne gerne se basen. Det var samme dag, som den første V-2-raket blev affyret mod London. Stalin gav langt om længe grønt lys, men efter flere ugers forsinkelse nåede den engelske delegation frem til V-2-skydebanen, men da havde russerne fjernet hver en møtrik.

Tøjhusmuseet har et flot eksemplar af en V-1, som hænger oppe under loftet  lige efter indgangen. Det var et eksemplar, som faldt af et fly (Heinkel HE-111) over Sønderjylland i 1944. Det svævede ned og landede på en mark, hvor den pågældende landmand dyngede det lidt til med halm og lod det ligge til besættelsens afslutning. Der er nogle enkelte buler underneden, hvor det ramte marken, men bomben eller flyet - hvad man nu vil kalde det - er i fin form.

Peenemünde er nu åbnet for offentligheden, og det er muligt at se nogle af de originale bygninger og anlæg, blandt andet basens kraftværk.

Werner von Braun er formentlig det eneste menneske, der både har fået diplom og anerkendelse af Adolf Hitler og efterfølgende tillige fået det samme af den amerikanske præsident. Han var en nøgleperson i opbygningen af den amerikanske missilteknologi, og den amerikanske satiriker Tom Lehrer begrundede på følgende måde, hvorfor amerikanerne var overlegne i forhold til russerne: ”That is because our Germans are better than their Germans”.

Af kommandør Poul Grooss, Institut for Militærhistorie ved Forsvarsakademiet.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

 

Literaturliste

”V 2”, Walter Dornberger, London 1958.

”The Mare’s Nest”, David Irving.

(Ordspil: ”The mare’s nest” = ”Det var en skrøne”).

”The Secret War”, Brian Johnson.

“For FLAGET og FLÅDEN”, om marinens personel og dets virke 1943 - 45, udgivet af Søværnet 1995.

”Most Secret War”, Proffessor R. V. Jones.

“Ligaen - Den danske militære efterretningstjeneste 1940 - 1945 Bind 1 og 2”, Hans Christian Bjerg, Gyldendal 1985.

”Die deutschen Waffen und Geheimwaffen des 2. Weltkrieges und ihre Weiterentwicklung“, 2. Auflage, Rudolf Lusar 1958.

„Manden der reddede“ London, George Martelli, Hasselbalch 1960.

“German Secret Weapons”, Purnell’s History of the World Wars Special.

Litteraturliste

Del: