USA’s rolle i Sydkaukasus og Centralasien – før og efter 11. september

Indledning
USA har efter angrebene på USA 11. september 2001 øget sin tilstedeværelse i og støtte til Centralasien[1] og Sydkaukasus[2]. Dette er gjort på flere fronter, militær indsats i Afghanistan, oprettelse af baser i flere centralasiatiske stater samt fordobling af den økonomiske bistand til samme og ikke mindst ophævelse af Section 907 of the Freedom Support Act mod Azerbaijan i Sydkaukasus[3].
Har USA fået øjnene op for en glemt region[4], har krigen mod terror ændret USA’s globale interesser eller har terrorangrebene 11. september blot givet USA nye rammer inden for hvilke den sidste supermagt kan øve sin indflydelse? Er den nye samlede indsats mod terror blot en fordel for USA, eller har kampen mod terror givet andre nationer muligheder i regionen som kan modvirke USA’s interesser?
I det følgende søges det at besvare disse spørgsmål. USA har siden Sovjetunionens sammenbrud ikke formuleret en officiel samlet strategi for sin indsats i Centralasien og Sydkaukasus. Derfor forklares USA’s interesser dels ud fra andre officielt formulerede interesser, dels ud fra de interesser USA forventes at have fra et teoretisk udgangspunkt[5].

Foto: Forsvaret.dk

Kaukasus og Centralasien i historien

Som genvejen til Indien og Fjernøsten var Kaukasus og Centralasien af stor strategisk betydning allerede for 200 år siden, hvor regionen blev skueplads for det der blev kendt som ”The Great Game” – kampen mellem Zar-Rusland, Persien, Ottomanerne og det britiske imperium om indflydelse og magt i Centralasien og Mellemøsten. Denne magtkamp blev senere i det 19. århundrede i Kaukasus afløst af kampen om olieressourcerne, da den teknologiske udvikling muliggjorde kommerciel udnyttelse af disse ressourcer. Blandt de tidlige interessenter kan blandt andre nævnes Rockefeller. 

Under begge verdenskrige var oliefelterne i Kaukasus væsentlige militære mål for såvel de allierede som aksemagterne, men under ingen af krigene lykkedes det Tyskland at erobre dem og “[t]he Germans ran out of oil in their quest for oil”[6]. Den kolde krig bragte for en tid en ende på rivaliseringen i Kaukasus og Centralasien. Sovjetunionen mod nord og Iran mod syd var de eneste aktører i området omkring det Kaspiske Hav. Olieressourcerne var ikke et stridsemne i sig selv eftersom både Iran og Sovjetunionen havde rigelige ressourcer, ligesom opdelingen af Det Kaspiske Hav ikke gav anledning til væsentlige konflikter. Det faktum at Sovjetunionen grænsede direkte op til nogle af vestens vigtigste olieressourcer gav naturligvis Iran en særlig plads i indledningsvist Storbritanniens og senere USA’s udenrigspolitiske interessesfære, men Kaukasus var det ikke muligt at involvere sig i.

Sovjetunionen investerede store ressourcer i såvel den civile som militære udvikling af Centralasien. En stor militær opbygning skulle sikre Sovjetunionens ”bløde bug” mod fjender fra syd og øst, og medvirke til at styrke Sovjetunionens særlige interessesfære i den ”ikke-sovjetiske” del af Centralasien og Mellemøsten.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skabt ikke blot en række nye suveræne stater i bl.a. Sydkaukasus og Centralasien, det åbnede også regionen for eksterne interesser, indflydelse og investeringer. Efter at have været ude af regionen siden første verdenskrig kunne USA komme tilbage, og den teknologiske udvikling havde blot gjort olie- og gaseventyret endnu større. Men USA var ikke den eneste stat med interesser i regionen – Rusland, Kina og EU var også kommet med i det nye ”Great Game”.

Før 11. september

I årene 1991-1994 var USA’s politik over for det tidligere Sovjetunionen præget af manglen på en overordnet strategi for hvilken politik, der skulle føres over for resterne af den tidligere modpol. USA’s indsats var primært rettet mod indkapsling af Ruslands nukleare og kemiske kapabiliteter i de løsrevne republikker og rettet mod at undgå en destabilisering af Rusland, der kunne medføre spredning af masseødelæggelsesvåben, intern uro og tilbagevenden til gamle styreformer og således true den internationale stabilitet og nye verdensorden.

Fra midten af 1994 blev USA’s Ruslandspolitik mere nuanceret. Der blev formuleret selvstændige interesser for Centralasien og Sydkaukasus. Disse officielle mål var bl.a. at udnytte olien i regionen til at opnå flere forsyningskilder og fortsætte inddæmningen af Iran[7]. Ydermere understregedes behovet for at støtte økonomisk og politisk uafhængighed, suverænitet og demokratisk udvikling af staterne i Sydkaukasus[8]. En væsentlig del af denne udvikling var opnåelse af fred i Abkhasien, Nagorno-Karabakh og Tjetjenien. Freden skulle dog nås uden direkte amerikansk deltagelse på jorden, men gerne gennem forhandlingsfora som Minskgruppen, hvor USA sad med ved bordet.

Afslutningsvis var det et væsentligt amerikansk mål i regionen at styrke Tyrkiets position. Et demokratisk, stabilt, vestligt orienteret Tyrkiet ansås for at være vigtigt for USA’s indflydelse i Mellemøsten, Den Persiske Golf og de tidligere sovjetrepublikker. Ikke alene udgjorde Tyrkiet en interessant rollemodel for de nye republikker som sekulariseret muslimsk samfund, Tyrkiet udgjorde også et betydningsfuldt fysisk udgangspunkt for USA’s økonomiske og militære interesser i Sydkaukasus.

Inden for energiområdet støttede USA opførelsen af en rørledning fra Baku i Azerbaijan over Georgiens hovedstad Tbilisi til Cheyhan ved den tyrkiske middelhavskyst, man var dybt engageret i udvikling af Kasakhstans olie- og gasudvinding, man deltog i et rørledningsprojekt nord om Det Kaspiske Hav gennem Rusland og man støttede udviklingen af en rørledning under Det Kaspiske Hav for at forbinde Centralasiens olie- og gasressourcer med Baku i Azerbaijan uden at skulle være afhængig af russiske rørledninger. Endvidere undersøgtes muligheden for at forbinde Centralasiens ressourcer med Det Indiske Ocean via en rørledning gennem Afghanistan og Pakistan. I flere republikker indgik amerikanske olieselskaber i multinationale udvindingsforetagender. Oftest med russisk deltagelse, men aldrig med iransk deltagelse. Man gik endog så lang som til at få Iran ekskluderet af AIOC – Azerbaijan International Operating Company – efter forudgående accept af iransk deltagelse - mod til gengæld at sikre sig russisk deltagelse og dermed regional støtte. USA inviterede en række lande i regionen med i diverse militære samarbejdsfora i rammen af NATO og Partnerskab for fred. Ydermere støttede USA aktivt Georgien med militær rådgiverbistand.

Hvorfor førte USA denne politik?

USA udviklede gradvist et sæt klart formulerede interesser for Sydkaukasus og Centralasien, men hvorfor? Olien og gassen i regionen havde som sådan ingen interesse for USA. Når olieudvindingen for alvor kommer i gang, hvilket ikke er realistisk før år 2010, udgør eksempelvis de kaspiske olieressourcer blot ca. 3% af verdensforbruget[9]. Disse mængder er ikke tiltænkt direkte som eksport til det amerikanske marked. Mens USA på visse områder modarbejdede Rusland på det udenrigspolitiske område, samarbejdede man delvist om olieudvindingen, inddrog dem i udvindingsprojekter og modsatte sig ikke aktivt at Rusland til dels ville have mulighed for at monopoliserede olieeksporten i en periode.

USA’s handlemåde er naturligvis et sammenfald af mange forskellige faktorer, og USA’s regering kan ikke nødvendigvis tages til indtægt for diverse olieselskabers handlinger. Man kan ydermere overveje om USA’s udenrigsministerium koordinerer sin indsats med USA’s forsvarsministerium, og således fortsat betvivle at USA har en ”Grand strategy” for sin indsats i regionen. Der må dog være nogen grundlæggende interesser der er styrende for USA’s ageren i regionen, og med udgangspunkt i de teorier der danner grundlag for specialet ”USA’s interesser i Sydkaukasus”[10], gives en kort redegørelse for hvilke overordnede mål USA havde, og fortsat har, som unipol i regionen, og hvorfor olie- og gaspolitikken spillede en så central rolle i disse.

USA’s interesser

USA har som unipol et sæt snævert definerede interesser, bl.a. at fastholde sin unipolære status, balancere ressourceforbrug internt og eksternt, hindre spredning af masseødelæggelsesvåben, fastholde sit power edge, reagere på modalliancer, opbygge regionale alliancer og minimere andre staters free riding[11].

Den væsentligste interesse er fastholdelsen af den unipolære status. For USA medførte dette efter Sovjetunionens sammenbrud at man først og fremmest måtte arbejde for at:

-          Den tidligere bipolære modstander ikke genopstod i skikkelse af Rusland, eller at en anden stat opnåede tilsvarende magt.

-          USA ikke mistede det internationale lederskab som følge af over-stretch eller internt forfald.

Disse interesser medførte en række over- og underordnede målsætninger og afledte politikker som er skitseret i figur 1.

Figur 1 – Mål og midler i Centralasien og Kaukasus[12]

 

Et stabilt Rusland og forsyningssikkerhed af energiressourcer kan betegnes som to hovedmål, hvor stabiliseringen af Rusland i hele perioden kan placeres inden for et kontinuum, hvor Rusland på den ene side ikke måtte disintegrere i en grad der kunne medføre spredning af masseødelæggelsesvåben, og på den anden side ikke ville give Rusland mulighed for at blive så stærk at det kunne danne særlige indflydelsessfærer i de tidligere sovjetrepublikker. Denne dobbeltpolitik blev et fremherskende element i USA’s politik over for Rusland.

Forsyningssikkerhed var og er en væsentlig målsætning for USA. For at sikre olieforsyningerne til den vestlige verden og USA fra primært Den Persiske Golf ønskedes det at Iran ikke opnåede en position som hegemon i den Persiske Golf efter Iraks nederlag i golfkrigen i 1991. Dette mål udvidedes til også at omfatte begrænsninger i Irans indflydelse i Centralasien og Kaukasus. I 1993 indførtes dual containment som udvidede inddæmningen af Iran til også at omfatte Irak, da begge stater nu ansås for at true USA’s uhindrede adgang til olie fra Den Persiske Golf.

For at forfølge sine interesser og opretholde sin unipolære status kunne USA følgelig anvende to midler i Kaukasus og Centralasien – den dobbeltrettede politik i forhold til Rusland og inddæmningen af Iran. Disse midler bliver selvstændige mål, der skal nås med nye midler (eller sub-midler) – handelsrestriktioner over for Iran, en politik der sikrer flere rørledninger ud af området for at omgå Iran, delvist omgå Rusland, men også delvist giver Rusland en olieindtægt, og selvstændighed for de nye republikker.

Disse submidler skal så atter nås med nye sub-submidler: De konkrete valg af rørledninger, eksempelvis Baku-Tbilisi-Cheyhan eller den foreslåede pipeline gennem Afghanistan til Pakistan og USA’s konkrete politik overfor republikkerne – fremme af økonomisk selvstændighed, suverænitet, stabilitet og demokratisering.

Multiple outlets og den konkrete rørledningspolitik kan ses som midler der ikke blot genererer nye midler, men også er midler for andre mål på sit eget niveau, og således understøtter andre regionale målsætninger på samme niveau (de horisontale pile). Derfor er multiple outlets og de konkrete valg af rørledninger så kraftfulde og centrale virkemidler.

Efter 11. september 2001

Når Charles William Maynes i seneste nummer af Foreign Affairs skriver at: “Prior to September 11th, 2001, the Central Asian states of the former Soviet Union -- Kazakhstan, Kyrgyzstan, Tajikistan, Turkmenistan, and Uzbekistan -- might as well have been on the other side of the moon as far as U.S. policy was concerned[13] er det noget hårdt sat op. Til sammenligning var USA dog langt synligere i Sydkaukasus, bl.a. med militær rådgiverbistand til især Georgien allerede før 11. september. På energiområdet var man som ovenfor anført ganske involveret i Centralasien bl.a. gennem udvinding og pipelinebyggeri i Kasakhstan, et kuldsejlet pipelineprojekt under Det Kaspiske Hav fra Turkmenistan til Azerbaijan og feasabilitystudier for fremtidige rørledninger på kryds og tværs i Centralasien.

Ikke desto mindre fyldte især Centralasien meget lidt i den amerikanske politiske bevidsthed[14]. Kun få embedsmænd havde kendskab til og erfaring med regionen, færre talte sprogene.[15] Ingen havde regnet med at USA så pludseligt skulle finde sig selv dybt involveret i en af de fjerneste afkroge af verden, der tidligere havde været totalt domineret af Rusland, og selv efter selvstændigheden i vid udstrækning havde overtaget alle fortidens synder – kleptokrati[16], despoti, nepotisme og faldefærdig økonomi.

Mindre end 14 dage efter angrebene på USA åbnede Kasakhstan sit luftrum for USA. Usbekistan åbnede en flybase og på nuværende tidspunkt er der ca. 1500 amerikanske soldater i Usbekistan, 3000 i Kirgisistan og et ukendt antal i Tadjikistan. USA øgede sine regionale bevillinger fra 250 mio. USD om året til 580 mio. og øgede sin diplomatiske tilstedeværelse gennem udsendelse af højtrangerende diplomater og besøg af centrale medlemmer af Kongressen[17]. Lidt længere væk, men af stor betydning for USA’s indflydelse i Sydkaukasus, ophævede man, trods armenske protester, i januar 2002 Section 907 of the Freedom Support Act der begrænser amerikansk hjælp, inklusiv humanitær hjælp, til Azerbaijan.

Hvad er målet med den intensiverede tilstedeværelse?

Efter at have ført en politik der gradvist involverede USA mere og mere i Centralasien og Sydkaukasus, uden at USA dog ønskede at blande sig direkte i konflikter, har USA skiftet kurs mod et massivt amerikansk forsøg på at gøre sin indflydelse gældende i regionen.

Har amerikanske interesser ændret sig fundamentalt? Ja – og nej. Ja fordi USA med 11. september har fået terrorismen ind på livet i en skala som man ikke tidligere har haft. Nej fordi USA’s grundlæggende interesser ikke er ændrede – det gælder stadig forsyningssikkerhed og et stabilt Rusland. Men man har fået en ny mulighed for at opbygge regionale alliancer. Republikkerne i regionen har fået et godt påskud for at invitere USA inden for og hjælpe med at bekæmpe et regionalt problem, Afghanistan og islamisering, samt få hjælp til at modbalancere Rusland som ellers har domineret regionen. Ydermere har USA fået mulighed for at komme Kina i forkøbet i Centralasien. Kina fokuserer pt. på Hong Kong, Taiwan og Stillehavet, men Kasakhstan er en ikke ubetydelig del af Kinas vestlige interessesfære, hvor politiske, religiøse og økonomiske modsætninger mødes. Ydermere har angrebet og den efterfølgende kamp mod terror givet USA et større udenrigspolitisk spillerum i forhold til omverden, som har gjort det lettere at intervenere i andre stater.

Som det fremgik oven for udgjorde olien og dens eksportveje kernen i magtpolitikken i regionen. Rusland dominerede eksporten i Centralasien fysisk og økonomisk og staterne politisk og militært. USA har efter 11. september delvist fået legitimeret det man ikke har evnet og prioriteret i mange år - at opnå direkte politisk indflydelse samt militær tilstedeværelse. Det er blevet muligt for USA at give støtte såvel politisk og økonomisk som militært, og det er blevet legitimt for de nye republikker at modtage denne støtte, hvilket er med til at forklare at mange af dem usædvanligt hurtigt åbnede deres døre for USA. Rusland, der indledningsvist ikke ville acceptere en international amerikansk ledet styrke i Centralasien, ombestemte sig hurtigt, og støttede den efterfølgende[18] – og hvad var alternativet?

Som den stat der træffer de afgørende valg omkring valg af eksportveje bliver USA i sin egen optik den stat der i den sidste ende bestemmer hvem der skal opnå økonomisk selvstændighed, suverænitet, stabilitet og i den sidste ende demokrati (Rækkefølgen er ikke tilfældig). Efter først at have opnået en dominerende position i Sydkaukasus gennem samarbejdet med Azerbaijan og Georgien kunne denne position styrkes ved også at opnå regionale alliancer i Centralasien, hvorfra energitilstrømningen til blandt andet Kina og øvrige Asien kan kontrolleres.

Hvad betyder det regionalt?

Styrkelsen af Azerbaijan med ophævelsen af Section 907 of the Freedom Support Act forskød magtbalancen i Sydkaukasus. I lighed med mange andre lande i området lider Azerbaijan under forretningsmæssig udnyttelse, korruption, dårlig administration og etniske konflikter. Et svækket Azerbaijan hindrede anlæggelsen af rørledningen Baku – Cheyhan. Derfor har USA siden beslutningen om at anlægge Baku – Cheyhan rørledningen ønsket at styrke Azerbaijan, blandt andet gennem ophævelsen af Section 907. Det har blot ikke været muligt for USA tidligere som følge af pres fra Armenien og dets støtter. Nu er det legitimt i kampen mod terror[19]. Støtten vil være af stor betydning for landets videre udvikling og økonomiske reform. Et styrket Azerbaijan betyder et svækket Armenien på kort sigt, og en ny forhandlingssituation om Nagorno-Karabakh på længere sigt, og dermed en ny magtbalance i Sydkaukasus.

For Georgien er betydningen af det nye amerikanske fokus lidt mere dobbelttydigt. USA havde også før 11. september militære rådgivere i Georgien til at hjælpe med uddannelse af den nye Georgiske hær, og i manges øjne var Georgien USA’s demokratiske øjesten i regionen[20]. Nu skifter fokus væk fra Georgien mod Azerbaijan, Georgien mødes med et pres om at bekæmpe tjetjenske terrorister i Pankisidalen på grænsen til Rusland som et led i Ruslands kamp mod terror, og tilstedeværelse af russiske soldater i Abkhasien er ikke længere et fokusområde for amerikanerne i deres sydkaukasuspolitik.

Den påtænkte stabilisering af Afghanistan åbner nye veje for olie- og gaseksport til de vigtige markeder i Pakistan og Indien. Ikke alene kan det styrke Afghanistan at blive olietransportør, det kan også åbne en attraktiv Nord – Syd forbindelse der (atter) omgår Iran. Nord – Syd forbindelsen er et godt alternativ for Kasakhstan og USA til en alternativ til en rute der skulle forsyne til Kina og Japan. Stabiliseringen af Afghanistan letter også presset på republikkerne, der frygtede et spill-over af den afghanske borgerkrig, og med en massiv amerikansk tilstedeværelse i regionen vil den eksport af radikal islam som nogen frygter måske få hårdere vilkår.

Men hvem er det USA støtter? ”Den 14. januar vedtog den amerikanske kongres en resolution der skarpt kritiserede de centralasiatiske regimers overgreb [på civilbefolkningen]”[21], idet menneskerettighederne i mange af staterne i regionen lider under særdeles trange kår. I nogle stater anses menneskerettighedsforholdene at være betydelig værre end i sovjettiden[22]. USA finder atter sig selv i et dilemma. For at fremme egne og andres demokratiske interesser støttes udemokratiske regimer, i håbet om at de udvikler sig til noget bedre, når de på sigt er stabiliserede. I mellemtiden er USA med til at legitimere regimer, der forfølger oppositionen og civilbefolkningen. Denne forfølgelse kan skubbe unge arbejdsløse desillusionerede mænd lige i favnen på fjenden – de radikale islamister[23]. Men hvis USA skubber staterne fra sig som følge af deres problematiske menneskerettighedsforhold, risikerer man at underminere stater der egentlig er pro-vestlige og på sigt på vej mod demokrati - og så er man lige vidt[24].

Svaghederne

Som følge af sin egen kamp mod islamisk terror har USA måttet acceptere at andre stater også har presserende behov for at bekæmpe terror, intern uro og separatisme. Dette har givet Rusland frit spil i bl.a. Kaukasus, hvor krigen mod Tjetjenien nu ikke længere nyder nogen kritisk opmærksomhed fra USA’s side. En afklaring i spørgsmålet om Ruslands tilstedeværelse i Georgien er udskudt, og Rusland kan næsten ubesværet manøvrere Armenien politisk efter at dette er kørt ud på et politisk sidespor af USA samt fortsætte sin del-og- hersk politik i Nordkaukasus, og således konsolidere sig på grænsen til Azerbaijan. At miste noget indflydelse i Centralasien for til gengæld at vinde indflydelse i Sydkaukasus kan være et glimrende trade-off for Rusland. Fra Sydkaukasus kontrolleres eksporten af den overvejende del af olie- og gasressourcerne, og dermed magten i regionen. Centralasien er især interessant som buffer mod syd og øst for Rusland. Med en amerikansk tilstedeværelse og bekæmpelse af det, der også er Ruslands fjende i Centralasien, mindskes presset fra Centralasien på Rusland, og Rusland kan dermed prioritere sine knappe ressourcer i andre retninger, mens Amerika eventuelt udmattes i over-stretch.

Krigen i Afghanistan viser en af USA’s svagheder. Man kan overvåge og ramme enhver fjende jorden rundt, men fastholdelsen af et konfliktområde eller udkæmpelsen af en mere omfattende krig vil normalt kræve adgang til fjenden fra havet eller en regional partner med basefaciliteter til fly og opmarchområde. Hvis ikke man kan opnå dette, bliver det vanskelligt at gøre sin indflydelse gældende i længere tid ad gangen.

Udfordringen

Kan USA udkonkurrere Rusland i Centralasien? Ja - men det vil kræve ressourcer som USA ikke er villig til at afse til formålet. Rusland er fortsat meget nærværende, og Centralasien er fortsat meget afhængig af Rusland økonomisk, socialt og politisk. Rusland er republikkernes største samhandelspartner, og store dele af befolkningen i Centralasien er etniske russere. Efter Sydkaukasus er Centralasien Ruslands andenprioritet i udenrigspolitikken. For USA ligger Centralasien langt nede af listen. Som Ian Bremmer, præsident i Eurasia Group udtaler: ”There are only so many fields of influence that the Americans can pay attention to. There are only so many priorities that can be priorities, in other words.[25].

For at være succesfuld i regionen bliver udfordringen for USA at afpasse sit engagement med alle sine andre interesseområder. Dette kan støttes ved at opbygget stærke regionale alliancer, endog måske inddrage utraditionelle partnere. Men staterne i regionen er på mange områder hinandens økonomiske konkurrenter, og ofte stærkt indbyrdes afhængige, uden at de har noget videre fællesskab i kraft af sprog eller historie. Den ene part har som regel ressourcer, men ikke optimale transportforhold til markedet. Nabostaten har transporten, men ikke ressourcerne etc. Det der kunne blive en win-win situation kan også blive en lose-lose situation.

Ydermere må man søge at begrænse tendenser til modalliancer mod USA. Her er man regionalt oppe mod en meget erfaren modspiller. Rusland evner efter hundreder af år i regionen at spille parterne ud mod hinanden og udnytte magtspillet optimalt. Det har man ikke den samme politiske tradition for i USA, så det vil USA få vanskelligt ved. USA skal fastholde en position meget fjernt fra hjemlandet i en region hvor man absolut ingen tidligere politiske eller militære erfaringer har at bygge på. For tiden nyder USA godt af de centralasiatiske republikkers velvilje, lige som de nyder godt af USA’s tilstedeværelse, men hvor længe varer det? Hvordan ville eksempelvis Usbekistan eller Kirgisistan, hvor størsteparten er USA’s soldater er placeret, reagere hvis Kasakhstan efter russisk pres begrænsede adgangen til olie- og gaseksport og -import samt begrænsede mulighederne for handel og transport over grænserne? De skrøbelige økonomier ville falde fra hinanden, og energisituationen ville komme ud af kontrol. Ville USA fortsat være en velkommen gæst? Som tidligere set ville det være den der besad kontrollen med eksporten, der trak det længste strå, og det er fortsat Rusland. Godt nok kontrollerer Rusland ikke direkte Usbekistans eksport, men så længe Rusland kontrollerer transitlandet (Kasakhstan), så kan Rusland fortsat gøre sin magt gældende. Af samme årsag er det tvingende nødvendigt for USA at få åbnet for de alternative eksportveje under Det Kaspiske Hav til Azerbaijan, gennem Afghanistan eller gennem Iran, om end især den sidste mulighed fortsat anses for utænkelig i USA.

Afslutningsvist skal USA bidrage til en transformation der for mange lande er gået fra skidt til værre efter Sovjetunionens sammenbrud, starte en demokratisk udvikling i stater uden demokratisk tradition og sikre at olieressourcerne kommer befolkningen til gode. Erfaringen viser at fordelingen af olieindtægter ofte er særdeles asymmetrisk, og at der er meget langt fra befolkningerne til olieformuerne i udemokratiske samfund.

Det er ikke en umulig opgave for USA, men kræver prioritering, tid og penge, og spørgsmålet er om man er villig til det?

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf

 


[1] Defineret som landene Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan

[2] Defineret som landene Georgien, Armenien og Azerbaijan

[3] En retsakt der blev indført af USA mod Azerbaijan i 1992 som følge af krigen i Nagorno-Karabakh og Azerbaijans efterfølgende blokade af Armenien og Nagorno-Karabakh.

[4] Ved omtale af ”regionen” menes det samlede område der udgøres af Sydkaukasus og Centralasien

[5] Hansen, Birthe. Unipolarity and the Middle East. Curzon 2000

[6] R. Forsythe i Adelphi Paper nr. 300

[7] White House: A National Security Strategy of Engagement and Enlargement, July 1994, www.whitehouse.gov/­WH/EOP/NSC/Strategy/index.html (down­loaded 2. dec. 1999).

[8] White House: A National Security Strategy, op.cit.

[9] Baseret på interview med Robert Ebel, CSIS, Washington, den 2. marts 2000.

[10] Khokhar, Camilla og Wiberg-Jørgensen Paul. USA’s interesser i Sydkaukasus. Institut for Statskundskab 2000. Under anvendelse af Hansen, Birthe. Unipolarity and the Middle East. Curzon 2000 og Buzan, Barry og Ole Wæver, Regions Set Free: The Structure of International Security, udkommer sommeren 2003 på Cambridge University Press.

[11] Hansen, Birthe. Unipolarity and the Middle East. Curzon 2000

[12] Baseret på Khokhar, Camilla og Paul Wiberg-Jørgensen, USA’s interesser i Sydkaukasus. Institut for Statskundskab 2000.

[13] Maynes, Charles William, “America Discovers Central Asia”, i Foreign Affairs, March-April 2003

[14] U.S. Interests in the Central Asian Republics, høring i USA’s kongres 12. februar 1998

[15] Maynes, “America Discovers”, op.cit.

[16] En spøgefuld betegnelse for en styreform der er baseret på at erhverve sig uretmæssige goder på andres bekostning (tyveri).

[17] Maynes, “America Discovers”, op.cit.

[18] Vatanka, Alex, RFE/RL, 12 marts 2002. http://www.rferl.org/nca/­fea­tu­res/­­2002/03/12032002095701.asp (downloaded jan. 2003)

[19] Presidential Determination No. 2002-06, www.whitehouse.gov/­news/­releases/2002/01/20020128-20.html (downloaded jan. 2003)

[20] Georgien anses for at være det mest demokratiske land – i regionen. Dette har ikke hindret overvejelser om at lade præsident Sjevardnadze efterfølge af sin egen søn på præsidentposten.

[21] Andersen, Michael, Weekendavisen 21.-27. februar 2003

[22] Lieven, Anatol. Western Policy in Central Asia: Values or Geopolitics. www.eurasianet.org/osn/­Western_Policy.htm l(downloaded jan. 2003).

[23] Cohen, Ariel. U.S. Interests in Central Asia. Testimony before the Subcommittee on Asia and the Pacific. Repræsentanternes Hus. http://­www.­heritage.­org/­About/­Staff/­ArielCohenpapers.cfm (downloaded jan. 2003).

[24] Lieven, Western Policy, op.cit.

[25]Ian Bremmer citeret i Bruce Pannier and Antoine Blua, ”Central Asia: Six Months After -- Alliances Shift With West, Russia (Part 1)”: www.rferl.org/­nca/­features/2002/03/12032002095701.asp (downloaded jan. 2003).

 

Litteraturliste

Del: