”Unternehmen Rettung”

Foto: Forsvaret.dk

 

[1]Flygtningestrømmen over Østersøen 1944 - 1945

For tres år siden blev de minestrøgne ruter over Østersøen redningen for mange tyske flygtninge fra Det tredje Riges østligste områder. Sejladserne krævede dog også meget store ofre. For de fleste mennesker opfattes TITANICs undergang som den værste ulykke i søfartens historie. I løbet af vinteren og foråret 1945 var Østersøen vidne til mindst fire krigsbegivenheder eller søulykker, som regnet i tab af menneskeliv var uendelig meget større end katastrofen med TITANIC. Begivenhederne har af forskellige årsager ikke fået særlig megen omtale. Baggrunden for disse og andre hændelser tæt ved de danske kyster belyses i det følgende.

 

Indledning

De sidste måneder af Den anden Verdenskrig bragte krigen nærmere dansk territorium. Der kom blandt andet et meget stort antal tyske flygtninge her til landet. I de seneste år har der været en del opmærksomhed omkring det hidtil tabubelagte emne: Flygtningenes behandling i Danmark og de lidelser, de blev påført i krigens sidste måneder samt om deres behandling indtil repatrieringen. I Danmark har flygtningeproblemet været et delikat emne. På den ene side kunne man have medlidenhed med de mange mennesker, som under store menneskelige tab var blevet fordrevet fra deres hjemegne og nu sad i det fremmede, hærget af sult og sygdomme. På den anden side blev flygtningene betragtet som medskyldige i krigen. Den tyske befolkning havde valgt og støttet Hitler, og da flygtningene under ydmyge omstændigheder kom til Danmark i krigens sidste måneder, opførte nogle af dem sig med en herrefolksmentalitet, stadig overbeviste om den endelige sejr og den retfærdige tyske sag. Dagligdagen i Danmark ved årsskiftet 1944/1945 var præget af varemangel og rationering, så det gjorde ikke de påtvungne fremmede mere velkomne. Flygtningene bestod hovedsageligt af kvinder, børn og ældre. Mændene mellem 15 og 60 år var i mange tilfælde enten faldet, sårede eller ved fronten. De tyske myndigheder brugte København som destination for mange af flygtningeskibene, og derfor udskrev man mange af de københavnske skoler til at være flygtningecentre, og skolerne måtte derfor lukke.

For den tyske befolkning har de etniske udrensninger, som krigens afslutning medførte, også været et meget følsomt emne. De tyske befolkningsgrupper blev udsat for voldsomme overgreb, men på grund af de omfattende tyske krigsforbrydelser i de besatte lande var der ikke megen sympati at hente her. Nu er der kommet en bølge af omtale, blandt andet på grund af Günther Grass’ bog ”I krebsegang” om flygtningeskibet ”Wilhelm Gustloffs” undergang. Det er et skønlitterært værk, som er baseret på virkelige hændelser. I denne artikel redegøres kortfattet for baggrunden for flygtningestrømmen, dele af søkrigsførelsen og krigens afslutning i Østersøen.

 

Baggrunden for flygtningestrømmen mod vest

Efter nederlaget ved Stalingrad i vinteren 1942/43 var de tyske hære på tilbagetog i Rusland. Tilbagetrækningerne fandt sted under voldsomme kampe, men som hovedregel velorganiseret. Presset fra de enorme sovjetiske styrker var for stort. I oktober 1944 var de sovjetiske styrker nået så langt, at de truede de første dele af tysk territorium i det daværende Østpreussen. Enheder af 2. Gardearmé under kommando af general Galitskij erobrede den 20. oktober 1944 den første by på tysk jord, Nemmersdorf. Byen ligger lidt mere end 100 km øst for Königsberg [2] (Kaliningrad). Russerne fik en mulighed for at bringe kampvognsenheder over floden Angerepp, da tyskerne ikke havde fået sprængt broen i tide. At kampene nu blev ført på tysk territorium, havde stor psykologisk betydning for både tyskerne og russerne.

Erobringen fandt sted i en blodrus. Under den tyske tilstedeværelse på sovjetisk territorium fra 1941 til 1944 havde tyskerne begået uhyrlige handlinger, der trodsede enhver beskrivelse, og som lagde grunden til et forståeligt had. Den kendte russiske forfatter Ilya Ehrenburg var i medierne kommet med en appel til alle russiske soldater om at myrde og voldtage og hævne alle grusomhederne mod det russiske fædreland. Alle tyskere var skyldige, også de ufødte børn, i følge Ehrenburg. De russiske myndigheder gjorde intet for at begrænse soldaternes aktiviteter. Efter en uge blev Nemmersdorf generobret af enheder fra den tyske 4. Armé. Det syn, der mødte dem, var ubeskriveligt. Kvinder var blevet voldtaget og sømmet op på ladeporte, kvinder, børn og gamle var blevet mejet ned, og den samme skæbne var overgået befriede tyske kommunister og franske krigsfanger. For propagandaminister Joseph Goebbels var situationen en gave. Hans opgave i Det Tredje Riges trængte stund var at opfordre og motivere befolkningen til at mobilisere alle kræfter mod fjenden, og her fik man en propagandamæssig gevinst: Alle kunne nu se, hvad det var for en type barbarer, man skulle forsvare sig imod. Ledelsen i Berlin ville gerne støtte hærens operationer med et stærkt lokalforsvar baseret på den lokale befolkning under ledelse af funktionærerne i det nazistiske parti. Gauleiteren opfordrede til kamp til sidste mand, og Hitler udnævnte vigtige byer, blandt andet Königsberg (Kaliningrad), til uindtagelige fæstninger. Der skete desværre det for Goebbels, at filmkampagnen om de sovjetiske grusomheder i Nemmersdorf i stedet tilskyndede befolkningen til at drage mod vest – så hurtigt som muligt. Og hvad værre var, partipamperne var de første der strøg af sted, med gauleiter Hans Koch og borgmestrene i spidsen.[3] Det kom i høj grad bag på ledelsen i Berlin, der havde mistet grebet om, hvad der rørte sig blandt befolkningen.

Flygtningene søgte indledningsvis fra de østlige områder ud mod den baltiske kyst og herfra videre vestpå, enten ad søvejen eller over land. Se kort 1. Den taktiske situation ændrede dog hurtigt på forholdene. Pludselig blev en større tysk hærstyrke i Kurland (i det nuværende Letland) omgået af de sovjetiske hære, som nåede frem til kysten. I slutningen af januar 1945 var det meste af Østpreussen også afskåret. Man kunne ikke længere flygte over land. Flygtningene søgte nu mod havnene i Königsberg (Kaliningrad) og Pillau (Baltijsk) for at få skibslejlighed videre over Danziger Bugt (Gdynia Bugt). Fra Gotenhaven - Oxhöft (Gdynia, tidligere Gdingen), og fra de to nærliggende havne Gotenhafen - Neufahrwasser og Zoppot, var der mulighed for at få skibslejlighed mod Kiel, Flensborg og København. Gotenhaven - Oxhöft var et knudepunkt, og et af Tysklands største passagerskibe, motorskibet ”Wilhelm Gustloff” på 25.000 tons, lå her som skoleskib for flådens 2. Ubådsskoledivision. Her uddannede man besætninger til de nye tyske ubåde af Type XXI, som de allierede havde meget svært ved at bekæmpe. På grund af skoleubådsaktiviteterne i Danziger Bugt sendte RAF jævnligt tunge bombemaskiner af sted for at minere bugten samt kystruterne langs den tyske Østersøkyst. Amerikanske og britiske bombefly bombede også Danzig mod krigens slutning.

Vinteren var usædvanlig hård. Mange flygtninge tog flugten over isen på Kurisches Haff og Frisches Haff, som er de store indsøer, som ligger bag ved landtangerne henholdsvis nord og syd for Königsberg. Under den følgende offensiv gik den sovjetiske hovedstyrke mod Berlin, men under den hastige fremrykning skabte den russiske hærs fremmarch lommer langs kysten i Baltikum, Vestpreussen og i Pommern, som ikke blev besat lige med det samme.

Da flygtningeproblemet tog sin start, var det egentlig et evakueringsproblem over land, som de civile myndigheder burde have taget sig af. Flåden havde i slutningen af 1944 forøget sine aktiviteter i Østersøen. Hæren skulle støttes med forsyninger, og flådens større artillerienheder gav artilleristøtte til hærens operationer. Det drejede sig om det gamle slagskib ”Schlesien”, de tunge krydsere ”Prinz Eugen” og ”Admiral Hipper”, den lette krydser ”Leipzig” og et antal Zerstörer (destroyere). Endvidere evakuerede flåden et stort antal sårede soldater fra kampområderne. Flådechefen, storadmiral Dönitz, havde i sin stab en meget dygtig og kompetent kommandør, Konrad Engelhardt, som ”Seetra-Chef” (”See Transport Chef”), det vil sige chef for alle flådens søtransporter. Han var direkte underlagt Dönitz, og de holdt jævnligt møder. Engelhardt havde en fortid i handelsflåden, og han havde mange gode forbindelser der. Dönitz sørgede for, at han i slutningen af 1944 blev udnævnt til kontreadmiral, ”så han bedre kunne skændes med feltmarskalerne”, som Dönitz sagde. I januar 1945 stod det klart for både Dönitz og Engelhardt, at flåden måtte påtage sig langt større aktiviteter i Østersøen. I Berlin havde man ikke længere nogen situationsfornemmelse, og Hitler interesserede sig slet ikke for de tyske befolkningsgruppers lidelser.

Engelhardt var klar over, at han kunne bruge alt, hvad der kunne flyde, til sin opgave, men der var en katastrofal mangel på brændstof. Der var heller ikke tilstrækkeligt med ressourcer til at ombygge den til rådighed værende skibskapacitet, så den var egnet til at sejle med store mængder flygtninge og sårede. Det drejede sig om ferskvandsbeholdninger, sanitære forhold, forplejning, indretning af køjer etc. Der var også problemer med redningsveste og redningsbåde. Endelig skulle transporterne arrangeres i konvojer af hensyn til truslen fra luften, minerne og ubådene.

Uden Hitlers fulde viden startede storadmiral Dönitz den 23. januar 1945 det, som blev betegnet som ”Unternehemen Rettung” (”Operation Redning”). Den officielle del af operationen gik ud på at holde hæren forsynet med gods og tropper. Flådens skibe deltog endvidere i luftforsvaret. Man skulle også assistere med tilbagetrækninger og evakuere sårede fra fronten. Den mindre officielle del gik ud på at evakuere så mange flygtninge mod vest som muligt. Evakueringsoperationen måtte ikke gå ud over flådens operationer. Under forlægninger mod vest tog flådens skibe også mange flygtninge med. Operationen var vanskeliggjort af en hastigt skiftende situation og kaotiske forhold i evakueringshavnene. Som eksempel kan nævnes, at Pillau (Baltijsk) i januar 1945 havde en befolkning på 5.000 mennesker, men der var 40.000 flygtninge i byen.

Engelhardt havde konstateret, at det var muligt at benytte de større passagerskibe til evakueringen. Tysklands største passagerskibe havde for det meste ligget uvirksomme hen siden krigens start. De fleste var blevet ombygget til hospitalsskibe og havde næsten ikke sejlet. De var bygget til ruterne til Nord- og Sydamerika samt til ”Kraft durch Freude” – organisationen, som var nazipartiets ferieorganisation for mønsterarbejdere"

 

Motorskibet ”Wilhelm Gustloff”

Flagskibene i ”Kraft durch Freude” var søsterskibene ”Wilhelm Gustloff” og ”Robert Ley”. ”Robert Ley” var i januar 1945 kommet lykkeligt vestpå fra Pillau med 6.000 flygtninge ombord. Da russerne nærmede sig Gotenhaven gav Dönitz ordre til, at ”Wilhelm Gustloff” skulle evakueres, så hans ubådsfolk kunne komme til Kiel [4]. Skibet blev desuden klargjort til at modtage sårede og et antal flygtninge omkring den 27. januar. Flygtningene skulle videre til Flensborg. Den første dag kom 6.000 flygtninge ombord, og indledningsvis var der tal på de ombordværende. Via et effektivt system med udleverede madkuponer var der kontrol med antallet af passagerer, men der blev ved med at komme flere. Der var langt fra redningsveste nok ombord, og 10 af skibets 18 redningsbåde var udskrevet til tjeneste i forbindelse med tågeudlægning i havnen mod flyangreb. Formentlig var kun fire af de originale redningsbåde om bord plus et antal tilfældige redningsbåde og redningsflåder.

Passagersituationen løb langsomt løbsk i de følgende dage. Afgangen blev nu fastsat til middagstid den 30. januar 1945. Det var så koldt, at konvojens skibe fik isbryderassistance ved afgang. Selv på vej ud af havnen kom flere flygtninge til. Man mødte det lille fragtskib ”Reval” med flygtninge fra Pillau. Der var så mange mennesker ombord, at de også stod skulder ved skulder på dækket. Mange var frosset ihjel. Man tog formentlig 500 – 1.800 flygtninge fra ”Reval” ombord i ”Wilhelm Gustloff”.[5] Usikkerheden omkring antallet fra ”Reval” understreger usikkerheden omkring det samlede passagerantal. Et af problemerne for navigatørerne var, om man skulle tage kystruten, som kunne være mineret, eller ”Zwangsweg 58”, som var den minestrøgne ”tvangsrute”, som flåden normalt benyttede. Konvojen valgte den sidste rute, som gik nord om Stolpe Banke og sønden om Dueodde. Stolpe Banke med sine lave vanddybder ligger ud for den polske kyst mellem Stolpmünde (Ustka) og Rügenwalde (Darlowo). Se kort 2. For at undgå kollisionsfare i konvojen besluttede man sig for at bruge sidelanternerne på ”Wilhelm Gustloff”. Skibets dieselhovedmotorer havde ikke været i brug i årevis. Derfor kunne man kun gå 12 knob og ikke skibets oprindelige marchfart på 16 knob. Konvojen havde en meget utilstrækkelig eskorte. De mindste orlogsskibe måtte give op på grund af vejret, og den eneste eskorteenhed, der var tilbage ved afgang, var torpedobåden ”Löwe” (ex-norske ”Gyller”) på 700 tons. Eskorten havde man ikke tillagt så stor vægt, for man skulle lidt senere mødes med den tunge krydser ”Admiral Hipper” (14.050 tons) og torpedobåden ”T 36”. ”Löwe var blevet udstyret med radar, men den pågældende aften var radaren overiset og ude af funktion.

Den tyske flåde havde et begrænset kendskab til den sovjetiske ubådstrussel. Da Finland blev tvunget ud af krigen i efteråret 1944, oprettede man sovjetiske flådebaser ved Turku (Åbo) og Hankø (på russisk Gangut). Finland blev tvunget til at assistere med rydningen af den finsk-tyske ubådsspærring tværs over Den finske Bugt. Kaptajnløjtnant Aleksander Marinesco var i 1944 blevet udnævnt til chef for en ny ubåd ”S13” af ”Stalinets-klassen”, som var af et tysk/hollandsk/russisk design fra mellemkrigstiden med 47 mands besætning, en 100 mm kanon og 10 torpedoer. Ubåden afgik fra Turko (Åbo) den 3. januar 1945 til Hankø. Den 10. januar afgik den herfra med isbryderassistance på patrulje langs den baltiske kyst. Da ubådschefen fik underretning om, at Den røde Hær havde erobret Memel (Klaipeda), forlagde han ubåden i overfladen i retning mod fyret på Rixhöft (Rozewie). Han konstaterede, at fyret var blevet tændt. Det var en indikation på, at en større konvoj kunne ventes. Derefter forlagde han ubåden op mod østsiden af Stolpe Banke.

Samme aften, den 30. januar 1945, fik udkiggen på ubåden øje på en grøn lanterne, sidelanternen fra ”Wilhelm Gustloff”. Sigtbarheden var på det tidspunkt tre sømil uden for snebygerne. Vinden blæste fra vestnordvest med 6 – 7 meter per sekund, lufttemperaturen var minus 18 grader og vandtemperaturen plus fire grader. Chefen besluttede at omsejle det ret store mål i overfladen. Det tog to timer at gå uobserveret agten om målet. Herefter var ubåden i angrebsposition fra landsiden - på overfladen, på en relativ lav vanddybde på mindre end 30 meter. Ubåden blev trimmet, således at kun tårnet var over vandet. Angrebet blev udført på en afstand af 600 meter.

Klokken 21.08 Berlin tid/dansk tid (23.08 Moskva tid) blev der affyret tre torpedoer mod målet. De ramte alle tre. ”Wilhelm Gustloff” sank langsomt, satte stævnen ned i havbunden og forsvandt fra havets overflade på en time og ti minutter. Vraget ligger på 48 meter vand på position 55˚ 07’ N - 17˚ 42’ E, øst for Stolpe Banke. Positionen er ca. 12 sømil fra kysten, lige nord for Leba. Ubådens sonar-gast Sjnaptsev rapporterede til chefen om alle lydene, da skibet gik ned: Maskinfundamenter rives løs, skodder bryder sammen etc. Konvojens skibe bjærgede 1.239 mennesker i live, men kun 904 overlevede det næste døgn. Vandtemperaturen gjorde det kun muligt at opholde sig ganske få minutter i vandet, og der var ikke meget redningsmateriel, man kunne redde sig op på.

Man kan kun gisne om, hvor mange mennesker, der gik ned med skibet. Det var oprindeligt bygget til at sejle med 1.463 passagerer. De mest nøjagtige og pålidelige beregninger siger 9.400 mennesker, men tallet er formentlig mellem 9.000 og 10.500. Der var 4.500 børn og unge med. Mindre end 100 børn slap fra forliset med livet i behold. Redningsvestene var trimmet forkert. Brugte man en voksenredningsvest til et barn, så tippede barnet rundt og fik fødderne opad. For de fleste overlevende har synet af de mange barnefødder, som stak op af det iskolde vand brændt sig ind i deres hukommelse! Næste morgen fandt man en redningsbåd med to ihjelfrosne kvinder. Lige inden båden blev forladt af et eftersøgningshold, så man en tæppebylt i bådens bund. Indsvøbt der lå et drengebarn på ca. 11 måneder, som havde det godt. Han blev senere adopteret af Bootsmann (konstabel) Werner Fick, som fandt ham. De overlevende blev sat af i Sassnitz, Kolobrzeg (Kolberg), Swinoujscie (Swinemünde) og Gotenhafen (Gdynia). Nogle overlevende blev således bragt tilbage til den havn, de var så opsatte på at forlade. De fleste havde i mellemtiden været udsat for store personlige tragedier.

Krydseren ”Admiral Hipper” var på positionen inden for en time, men da krydseren selv havde 3.000 mennesker om bord ønskede skibschefen ikke at friste den sovjetiske ubådschef yderligere. Krydseren forsvandt vestover til de overlevendes undren. Blandt de øvrige skibe i konvojen nåede ”Oceana” frem til Kiel og ”Antonio Delfino” til København.

Hitler blev orienteret næste eftermiddag om hændelsen, men det optog ham ikke synderligt, og flåden forklarede, at set i det store perspektiv, så var tabene trods alt begrænsede. Sænkningen af ”Wilhelm Gustloff” blev holdt hemmelig for den tyske befolkning. ”Det kunne ødelægge udholdenhedsstemningen”, som Günther Grass udtrykte det, men rygterne bredte sig.

 

Sænkningen af den tidligere atlantliner ”Steuben”

11 dage senere gentog scenen sig. Det tidligere passagerskib fra Norddeutscher Lloyd, ”Steuben” [6], afgik under panikagtige scener fra Pillau med 2.800 sårede soldater og 800 flygtninge samt besætning og sanitetspersonel. Det havde under hele krigen været hospitalsskib, og der var en erfaren stab af læger og sygeplejersker om bord. Skulle der udbryde panik blandt de sårede, var læger og øvrigt sanitetspersonel udrustet med håndvåben. Ubåd ”S-13” lå atter og patruljerede nord for Stolpe Banke. Den 9. februar klokken 23.45 skød ubåden fire torpedoer mod ”Steuben”, hvoraf kun to ramte. Forskibet sank straks, og stævnen satte sig på havbunden. Da agterskibet rejste sig, brækkede skibet midt over ved den agterste torpedotræffer, og begge halvdele gik til bunds efter 33 minutter. Af de 4.267 ombordværende personer blev kun 659 reddet. Der var næsten ingen af de alvorligt sårede soldater, som var i stand til at slippe væk fra skibet. Nyheden om tabet af ”Steuben” og de mange menneskeliv nåede de svenske aviser i marts måned.

Krigen nærmede sig sin afslutning, men Engelhardts opgave fortsatte, og desperationen i befolkningen i Øst- og Vestpreussen og Pommern steg tilsvarende. I begyndelsen af marts dirigerede Engelhardt 14 skibe til Stolpmünde (Ustka), hvor det lykkedes at evakuere 18.000 mennesker. Ugen efter udbrændte Engelhardts kontor i Hamborg fuldstændigt efter en bombetræffer, og han måtte fortsætte sine operationer om bord i et havareret fragtskib, som blev bugseret til Flensborg. Den 23. marts lykkedes det ham at få hvalfangerskibet ”Walter Rau” til at gå fra Danzig (Gdansk) med ca. 6.000 flygtninge, som efter et par dage nåede frem til København. Den 9. april afgik damperen ”Neuwerk” fra Pillau (Baltijsk) med ca. 1.025 mennesker om bord. Skibet havde i al hastværket ikke fået sit ”Erkennungssignal” [7] meddelt. Skibet kom lidt væk fra sin konvoj, og da det blev kaldt op med blinksignal af torpedobåden ”S 708”, og ikke svarede korrekt, blev det sænket med maskinkanoner. Da torpedobåden derefter nærmede sig det synkende skib, blev misforståelsen opklaret, men det lykkedes kun at redde 78 af de ombordværende. Næste dag bombede russerne lastskibet ”Moltkefels” på reden ud for Hela (Hel). Der var 4.000 flygtninge om bord, og efter flere træffere brændte skibet totalt ud, men det lykkedes at redde 3.500 fra det brændende skib.

 

Motorskibet ”Goya”

Et af de sidste opsamlingspunkter langs kysten blev havnen i Hela (Hel) for enden af landtangen mod nordvest i Danziger Bugt (Gdynia Bugt). Det er en 33 km lang landtange, som kun er ca. 1 km bred. Desperationen blev forøget, og i takt hermed forøgede man også antallet af mennesker ombord i flygtningeskibene. Det beslaglagte norske motorskib ”Goya” afgik fra Hela (Hel) med en konvoj den 16. april 1945, så snart mørket var faldet på. Konvojen, med betegnelsen ”GO 712”, på fem handelsskibe beskyttet af to minestrygere, skulle forlægge nord om Stolpe Banke. Konvojen medførte 21.000 soldater og 14.000 flygtninge. Den sovjetiske ”Gardeubåd L-3” [8] var på patrulje ikke langt fra positionerne, hvor ”Wilhelm Gustloff” og ”Steuben” tidligere var blevet sænket. Ubåden havde erobrede tyske søkort med, som viste ”Zwangsweg 58”. Konvojen måtte på grund af maskinproblemer reducere farten fra 11 til 5 knob. Klokken 23.45 skød ”L-3” en salve på fire torpedoer mod ”Goya”. Kun to ramte. ”Goya” brækkede midt over og sank på kun syv minutter. 183 personer fra skibet blev reddet. Dönitz medelte Hitler, at der formentlig var gået op til 7.000 mennesker ned med ”Goya”. Det rigtige tal vurderes i dag til at være 6.700 mennesker. Et af konvojens andre skibe, ”Mercator”, nåede til København med 5.500 flygtninge. Den 21. april 1945 evakuerede man det største antal personer på en enkelt dag: 38.000 mennesker blev bragt vestpå fra Hela (Hel). I perioden april – maj lykkedes det ialt at evakuere ca. 300.000 mennesker fra denne havn.

 

Begivenhederne i Neustadt Bugt

Den sidste af disse større, tragiske begivenhed fandt sted i Neustadt Bugt nord for Lübeck. Den adskiller sig på mange måder fra de tidligere omtalte begivenheder, selv om nogle af personerne går igen. Greve Folke Bernadotte havde igennem forhandlinger med Himler forsøgt at udvirke, at de skandinaviske konzentrationslejrfanger blev transporteret til Sverige. Himler var chef for SS og ansvarlig for alle KZ-lejre. Planlægning og forhandlinger var sket løbende i februar og marts 1945. Himler indledte tilsyneladende her et mægtigt dobbeltspil. Han spillede på to heste. Dels ville han gerne i fremtiden stå i et godt lys, så han forsøgte at medvirke til, at visse jøder kunne få lov til at rejse til neutrale lande som Schweiz og Sverige, dels havde han udgivet en befaling til SS om, at ingen KZ-fanger måtte falde i hænderne på de allierede i live. Alle spor efter KZ-lejrene skulle fjernes. Da de britiske styrker nærmede sig Hamborg i slutningen af april, fik Folke Bernadotte mulighed for at arrangere transport til Sverige for de skandinaviske fanger i Neuengamme-lejren, som lå nær Hamborg. De øvrige ca. 18.000 fanger blev gennet til fods i retning mod Lübeck og Neustadt. I Lübeck havn lå der endvidere fire pramme med KZ-fanger, som var blevet overført fra Stutthof-lejren nær Danzig (Gdansk).

Engelhardt havde samlet nogle store skibe i bugten nord for Lübeck, Neustadt Bugt. Der var blandt andet tidligere amerika-linere, som brugte store mængder brændstof, og det havde Engelhardts organisation haft meget svært ved at skaffe sig i hele 1945. Det var derfor i overvejende grad mindre fragtskibe, som nu blev sat ind i flygtningetrafikken, men en af de store linere havde lige været aktiveret. Det var Hamborg Sydamerikaliniens flagskib ”Cap Arkona”, bygget i 1927, som netop havde været en tur i København med 8.000 flygtninge. Nu lå den til ankers ud for Neustadt.

Engelhardt fik en telefonopringning fra SS om, at ”Cap Arkona” var udskrevet som flydende KZ-lejr. Engelhardt blev vred og sagde, at skibet var afgivet til marinens transportorganisation, som han var chef for. Han modtog kun ordrer fra storadmiral Dönitz. Det formodes, men det vides ikke med bestemthed, at Dönitz på en eller anden måde har sanktioneret beslutningen eller har ladet være med at stritte imod den. Engelhardt blev nødt til at stille dette og andre skibe i nærheden til rådighed for SS. Det formodes, at SS ville sænke skibene med alle fangerne, men det er aldrig blevet klarlagt. De første 2.000 fanger blev ført ombord den 26. april, og den 29. april skønnede skibsledelsen, at der var 7.500 fanger om bord i ”Cap Arkona”. Der kom fortsat nye til, og den 3. maj lå fragtskibet ”Thielbek” desuden i nærheden med fanger om bord. Lineren ”Deutschland” lå også til ankers i området, men den havde ingen fanger.

Under den britiske fremrykning mod Slesvig-Holsten frygtede man, at de resterende tyske hærstyrker ville trække sig tilbage for at fortsætte kampen nordover. Specielt var man urolig over koncentrationen af skibe, og RAF fik som et prioriteret mål at sikre, at der ikke afgik skibstransporter mod Norge.

Den 3. maj om eftermiddagen udførte et antal Hawker Typhoon jagerbombefly fra tre forskellige RAF-eskadriller angreb mod skibsmål i Neustadt Bugt. De medførte nogle nye raketter, hvis effektivitet mod skibsmål man var meget i tvivl om. I løbet af få minutter blev ”Cap Arkona”, ”Thielbek” og ”Deutschland” ramt af raketter og ild fra maskinkanoner. Raketterne forårsagede omfattende brande. De to store skibe udbrændte totalt og lagde sig om på siden på det læge vand, med den ene skibsside fri af vandet. ”Thielbek” sank, og kun 50 af de mere ned 2.450 fanger overlevede. På ”Cap Arkona” formodes yderligere 5.400 fanger at være omkommet. Flybesætningerne vidste ikke, hvad det var, de havde angrebet. Et par timer senere var Lübeck erobret af britiske styrker. Indtil da havde SS-folk dræbt, hvad de kunne af fanger i Lübeck og på strandene mellem Lübeck og Neustadt. Nogle i Lübeck havde forsøgt at henlede de britiske styrkers opmærksomhed på skibene og deres last, men beskeden nåede ikke igennem til RAF i tide. En del af de britiske arkivalier om denne tragiske episode er fortsat klassificeret.

 

Afslutning

Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945 lå et antal tyske orlogsskibe i København. Fem af enhederne havde tilstrækkeligt med brændstof til endnu en tur for at redde tyskere, fra de områder, som var ved at blive løbet over ende af sovjetiske styrker. Målet var igen Hela (Hel). Destroyerne ”Karl Galster”, ”Friederich Ihn” og ”Z25” og torpedobådene ”T23” og ”T28” forlod Langeliniekajen den 8. maj 1945 om morgenen, tog flygtninge om bord i Hela (Hel) om aftenen og forlod den brændende og sønderbombede by klokken 21, hvor krigen officielt sluttede ved midnat. Herefter kom enhederne atter til København. Den sovjetiske erobring af Bornholm skal også ses i lyset af ”Unternehemen Rettung”. Den tyske kommandant på Bornholm, von Kamptz, var kommandør og underlagt flådehovedkvarteret i Mürwick, og flåden fortsatte sin evakueringsoperation. Tilsvarende fortsatte tyske flådeenheder fra Flensborg helt frem til slutningen af maj 1945 med at evakuere tyskere fra de forskellige ”lommer” på Østersøkysten, som endnu ikke var blevet besat af sovjetiske styrker.

Der har efterfølgende været diskussion eller efterrationaliseringer om de juridiske og folkeretslige aspekter af hele evakueringsoperationen. Ingen af de her nævnte tyske skibe var i de nævnte situationer beskyttet af Røde Kors og bar ikke på de tidspunkter Røde Kors-betegnelser. De var kombattanter, som medførte luftværnsartilleri, kampduelige soldater, krigsmateriel med videre. Ved afgang fra Gotenhafen i 1945 var ”Wilhelm Gustloff” malet gråt som et orlogsskib og under Kriegsmarines kommando.  Skibet medførte 918 ubådsgaster, som direkte skulle indsættes i Nordatlanten. Desuden var der 373 uniformerede Marinehelferinnen (marinelotter) med om bord. Desuden var der 162 hårdt sårede soldater og mange med lettere kvæstelser. Besætningen var blevet suppleret med kroatiske krigsfrivillige. Skibet var således et legitimt krigsmål. Günther Grass udtalte i et interview i forbindelse med sin bogudgivelse: ”Es war eine Katastrofe, aber kein Verbrechen”. (Det var en katastrofe, men ingen forbrydelse). I Tyskland har der også været en debat om skyld. Her har det været nævnt, at Dönitz ved at blande militære og civile, har gjort alle til et legitimt mål. Det er i høj grad et spørgsmål om den sovjetiske indsats ville have været anderledes, hvis der havde været en klarere adskillelse mellem civile og militære mål. Krigen på Østfronten var i høj grad ”en total krig”, som ikke blev udkæmpet efter gældende konventioner. Den tyske flåde tog et selvstændigt initiativ, hvor ingen andre gjorde noget. Motivet var, at så mange som muligt skulle bringes til områder, som ville blive besat af de vestallierede, men sådan blev det aldrig udtrykt. De skulle bringes i sikkerhed vestpå.

Kontreadmiral Konrad Engelhardts organisation havde mere end et tusinde skibe involveret i redningsoperationen. I følge storadmiral Dönitz’s egne oplysninger blev der i perioden fra den 23. januar og frem til den 8. maj 1945 sejlet 2.022.602 personer i sikkerhed vestpå. Ca. 33.000 personer omkom i forbindelse med transporter på skibe, som blev udsat for krigshandlinger eller ulykker. (Det giver en tabsprocent på 1,63 pct. Skulle transporterne have været organiseret over land under krigens omstændigheder ville tabene nok have været væsentligt højere.) En del af disse flygtninge kom til Danmark, og mange af de syge og afkræftede flygtninge ligger begravet i Danmark. Under operationen gik 245 skibe tabt.

 

Kilder

”The Cruellest Night” af Christopher Dobson, John Miller og Ronald Payne.

“I krebsegang” af Günther Grass, 2002.

”Wilhelm Gustloff”s forlis - krigsforbrydelse eller katastrofe?”

Kåre Lauring, Berlingske Tidende 27/12 2002.

”Dödens hav, Östersjön 1945” af Claes-Göran Wetterholm, 2002.

”Hitler’s Naval War” af Cajus Bekker.

”Bizarre Schrottwüste”, Der Spiegel 3/1994, side 51.

”Ofredens hav, Östersjön 1939 – 1992” af Jan Linder og Lennart Lundberg, Infomanager Förlag Jan Linder 2002.


[1] Operation Redning

[2] Stednavne angives i denne artikel med de daværende betegnelser, med de nuværende i parentes.

[3] Borgmesteren i enhver tysk by var medlem af partiet og indgik i partiorganisationen. Under den følgende fremrykning i Tyskland blev det den normale fremgangsmåde for Den røde Hær, at den politiske officer sørgede for, at borgmesteren i en erobret by blev likvideret med det samme.

[4] Kiel var udsat for voldsomme allierede bombninger, og produktionen af Type XXI-ubåde blev derfor besværliggjort. Der var mange ubåde, som var næsten færdige, men kun fire var operative, og det lykkedes kun at få to af disse ud på Nordatlanten inden krigens afslutning.

[5] Der knytter sig meget stor usikkerhed til de fleste tal i denne artikel om personantal. I de anførte kilder er der ind imellem store variationer.

[6] Skibet blev bygget med navnet ”München”. Efter en brand i 1930 blev skibet ombygget og ændrede navn til ”General von Steuben”. Generalen levede fra 1730 – 1794 og forlod Tyskland i 1777, tog til Amerika og organiserede den amerikanske hær. Da generalens stjerne dalede i det nazistiske parti, ændredes navnet i 1938 til blot at være ”Steuben”.

[7] Et optisk signal, som svarer til ”Challenge and Reply”: Et opkald med svar, som skifter periodisk, som skulle sikre identifikation af egne enheder.

[8] Sovjetiske enheder kunne udnævnes til ”Gardeenheder” for glorværdig krigsindsats.

 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: