Understanding Conflict Resolution, War, Peace and the Global System

Peter Wallensteen, Understanding Conflict Resolution, War, Peace and the Global System. London: Sage Publications, 2002, 336 sider, $ 39,95.

Foto: Barnesandnoble.com

Engang for ikke så længe siden betragtede vi verden med helt andre briller end i dag.  supermagtskonfrontationen og frygten for den atomare dommedag dominerede vores verdensbillede, og freds- og konfliktforskning var derfor centreret omkring supermagternes indbyrdes forhold. Murens fald flyttede fokus fra forholdet mellem supermagterne til de mange mindre, men til gengæld aktive krige i verden. Medvirkende var såvel mediernes interesse for de menneskelige dramaer i borgerkrige som det forhold, at borgerkrig i 1990’erne rykkede helt ind i Europas hjerte. Etnicitet og identitet blev centrale ord og man fik let det indtryk, at antallet af borgerkrige var eksploderet i tiden efter den kolde krig. Sådan forholder det sig nu langtfra. Alle, der beskæftiger sig med at opgøre krige og konflikter, er enige om, at borgerkrige har været den dominerende form for væbnet konflikt i hvert fald siden 1950’erne. Alle statistikerne er også enige om at der ikke har været nogen dramatisk stigning i antallet af borgerkrige efter den kolde krig – ja SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute), der nok er den mest citerede årlige opgørelse over moderne væbnede konflikter, taler endog om et fald i perioden efter år 2000.[1] Trods dette er opmærksomheden på denne form for væbnet konflikt i dag langt større, og vi føler os i et vist omfang moralsk forpligtet til at skabe fred i borgerkrigshærgede lande.

Som en naturlig følge af denne udvikling er freds- og konfliktforskning i dag centeret omkring borgerkrige, med særligt fokus på mulighederne for at skabe stabile forhandlingsløsninger. Traditionelt har man anset det for vanskeligere at opnå forhandlingsløsninger i borgerkrige end i interstatslige krige, fordi parterne i en interstatslig krig kan trække sig tilbage til hvert sit territorium, mens parterne i en borgerkrig efter fredsslutning må leve på det samme territorium. Dette forhold gør det vanskeligere at finde kompromiser mellem parterne, og det øger den gensidige usikkerhed betragteligt. Ingen af parterne kan føle sig sikre og vælger derfor at opruste frem for at nedruste. Herved mindskes begge parters sikkerhed. Forhandlingsløsninger var i perioden under den kolde krig relativt sjældne og resulterede ofte i en genopblusning af den væbnede konflikt. Med udgangspunkt i SIPRI’s tal viser Wallensteen (s. 30) imidlertid, at forhandlingsløsninger i perioden efter den kolde krig er blevet både hyppigere og mere succesfulde. Denne glædelige udvikling danner udgangspunkt for den positive tone i Wallensteens interessante og velskreven introduktion til moderne konfliktløsning.

Wallensteen har omfattende kendskab til vore dages væbnede konflikter fra sit arbejde med SIPRI’s årlige omgørelser og er desuden et centralt navn i freds- og konfliktforskningen. Forfatteren har således det bedst tænkelige udgangspunkt for at skrive en bog der på én og samme gang er funderet i empiri og teori. Teorien bliver da også glimrende introduceret i kapitel 3, der meget overskueligt redegør for nogle af de vigtigste teoretiske indfaldsvinkler. For læsere uden kendskab til freds- og konfliktforskning vil dette kapitel give mange "aha"-oplevelser, mens der ud over Wallensteens syntese af synspunkterne ikke er meget nyt at hente for læsere med kendskab til feltet.

I kapitel 4 udbygger Wallensteen sin teoretiske ramme. Det nok væsentligste redskab, der introduceres, er SIPRI's opdeling af væbnede konflikter i tre kategorier: 1) interstatslige krige, 2) interne krige, der handler om regeringsmagten og 3) interne krige, der handler om territorium. Wallensteen påpeger selv (s. 73), at opdelingen i konflikter der handler om regeringsmagten, og konflikter, der handler om territorium, også er relevant for de interstatslige krige, men vælger alligevel at fastholde SIPRI's kategorier. For mig har disse kategorier altid fremstået som problematiske. Nogle borgerkrige handler ganske vist udelukkende om løsrivelse, men i mange tilfælde ændre regeringens modstandere mål under kampen. Kan man ikke få sine politiske målsætninger gennemført i den eksisterende stat, eller bliver fjendtligheden mellem grupperne så voldsom, at fredelig sameksistens syndes umulig, kan målsætningen ændres fra politiske reformer til ønsket om eget territorium i en eller anden form. Omvendt kan en succesrig oprørsbevægelse ændre målsætning fra territorial selvbestemmelse til kontrol med hele statens territorium. Målsætninger syndes således at bero nok så meget på muligheder og adfærd som på de oprindelige klagepunkter mod den siddende regering.

Resten af bogen baserer sig delvis på de teoretiske begreber, som Wallensteen har redegjort for i kapitel 3 og 4, men er i øvrigt mest baseret på Wallensteens kendskab til verdens gang. Herved bliver bogen ret a-teoretisk, hvilket i det konkrete tilfælde er en stor gevinst. Wallensteen er en kompetent og vidende iagttager af verdens konflikter og formår at give læseren værdifuld og nytænkt indsigt i moderne konfliktløsning. En mere teoretisk tilgang ville have tynget bogen og givet Wallensteens selvstændige iagttagelser mindre spillerum.

Bogens tre centrale kapitler 5, 6 og 7, handler henholdsvis om konfliktløsning i interstatslige og intrastatslige krige. Til opdeling af stoffet i kapitel 6 og 7 manipulerer Wallensteen en anelse med SIPRI's traditionelle forståelse af tredelingen, således at de to typer i bogen fremstår som henholdsvis traditionelle borgerkrige og indentitetskrige. Denne forståelse giver langt bedre mening, og de tre kapitler kan varmt anbefales enhver, der interesserer sig for moderne fredsbestræbelser.

Endelig skal Wallensteen have tak for kapitel 8, der behandler konfliktløsning i såkaldte konfliktkomplekser, det vil sige geografiske områder, hvor flere væbnede konflikter er tæt knyttet sammen, og hvor det derfor er vanskeligt at skabe fred i de enkelte konflikter. Kapitlet giver i modsætning til den positive tone i resten af bogen et ret negativt billede af mulighederne. Når jeg mener, man skylder Wallensteen tak for kapitlet, er det fordi den geografiske placering af en given konflikt meget ofte overses i den teoretiske litteratur. Dette er selvfølgeligt problematisk, i det såvel nabolandenes som stormagternes interesse i konflikten spiller en afgørende rolle for fredsbestræbelserne.

Understanding Conflict Resolution er som nævnt en positiv bog, der formidler troen på fred med fredelige midler. At være positiv er jo som regel af det gode, men i en bog som denne kunne man godt ønske sig, at forfatteren i højere grad inddrog nogle af de vanskeligheder, der kan være forbundet med fredsbestræbelser, ligesom en kort diskussion af de moralske dilemmaer ville have været interessant. Sådanne betragtninger ville have givet et endnu mere nuanceret billede af forhandlet fred, men bogen er trods denne lille mangel endog særdeles anbefalelsesværdig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf




[1] Wallensteen (17-31), der selv er ankermand på SIPRI gennemgår tre af de hyppigst benyttede databaser: The Correlates of War, AKUF og SIPRI. SIPRI’s opgørelser får naturligt nok mest opmærksomhed og bruges i det meste af bogen som grundlag for diskussionen.

 

Del: