Ukraine - uden for alting?

Færdes man i bil i Ukraines hovedstad Kiev oplever man jævnligt, at mens man holder i kø for at komme frem for rødt lys, svinger en bilist langt bagude i køen pludselig ud i den modsatte vejbane og glider med den største selvfølgelighed forbi hele køen, placerer sig allerforrest - nærmest midt i krydset – og kører afsted som den første, i øvrigt ofte inden der er grønt lys i kørselsretningen.
Som en lignende manøvre synes mange at se Ukraines seneste udspil inden topmødet i Prag om at indlede Membership Action Plan processen til fornyelse af forholdet mellem Ukraine og NATO. Hvorfor nu det?

Foto: Et ukrainsk transportfly hvirvler sne op på den primitive landingsbane på Station Nord.

Hvad er Ukraine?
Efter ti års selvstændighed er det ikke lykkedes for Ukraine for alvor at etablere sig i dansk bevidsthed – måske andet end for negative forlydender i pressen om korruption, forsvundne journalister, ulovlig våbenhandel, nedskydningen sidste efterår af et russisk passagerfly og senest i foråret beretninger om et noget kaotisk parlamentsvalg.

Landet er ca. dobbelt så stort som Polen og med sine 600.000 km2 Europas næststørste efter Rusland. Befolkningstallet på knap 50 millioner er omkring en tredjedel af Ruslands og placerer Ukraine på en 7. plads mellem Italien (ca. 57 mill.) og Spanien/Polen (hhv. 40/38 mill.). Bruttonationalproduktet er på størrelse med Danmarks, og den officielle gennemsnitsmånedsløn svarer til ca. 500 danske kroner, hvilket ligger tæt på det af den ukrainske stat fastsatte eksistensminimum. Landet er dog fortsat karakteriseret af en betydelig ”grå” økonomi løst anslået til 1-2 gange den officielle af omfang, hvorfor officielle tal vedr. økonomi ikke bør tages som direkte udtryk for levestandarden. Landet blev noget uventet selvstændigt i sommeren 1991 som en følge af augustkuppet i Moskva.

Et område med mange herrer
Områdets historiske storhedstid falder sammen med etableringen af et østslavisk rige i slutningen af første årtusind efter Kristi. Indførelsen af kristendommen i dens ”græske” form fra Konstantinopel som ideologisk bindemiddel i 988 får langtrækkende konsekvenser, ikke mindst i form af en senere rivalisering med den romersk katolske ideologi og kulturkreds. Riget, der var centreret om en akse om handelsvejen mellem Skandinavien og Byzans fra Novgorod i nord til Kiev i syd og de store øst-vestgående handelsveje, var i lange perioder i opløsning på grund af indre stridigheder, hvilket også umuliggjorde et forsvar mod den vældige mongol-tatarske hær. I 1240 erobredes Kiev, den mest velstående by af europæisk format i dette østslaviske rige, af en mongolsk hær, og Kievs tid som politisk og kulturelt center var slut.

Rollen som politisk center overtoges efterhånden af Moskva-fyrstedømmet, der som ideologisk basis for sin ekspansionspolitik gennem århundreder har postuleret nødvendigheden af at gensamle det oprindelige østslaviske storrige og - som det ultimative mål - at fordrive de vantro muslimer fra Konstantinopel og andre oprindeligt kristne eller slaviske områder. Kiev blev i denne sammenhæng i kraft af sin betydning for den ortodokse tros indførelse og udbredelse hovedsageligt et religiøst center symboliseret ved det berømte Kiev Hulekloster.

Kiev blev befriet fra mongolernes åg i 1360’erne af det Litauiske Storfyrstendømme, hvis storhedstid og ekspansion falder i 1300-1400-tallet. Under indtryk af truslen fra den tyske korsridderorden i nord indgår Litauen i 1386 en union med Polen, hvorved grundlaget for det polsk-litauiske rige, som dominerer og ekspanderer i det østlige Europa fra ca. 1400 til 1600, etableres. Som et led i interne magtkampe i den polsk-litauiske union overgår de ukrainske områder, hvoraf især de centrale og sydlige dele havde været uden for egentlig kontrol og jurisdiktion og derfor i et par århundreder et fristed for bortløbne fæstebønder og alskens andre utilpassede individer fra alle de omliggende lande, omkring år 1600 til polsk overherredømme. Den mest sandsynlige forklaring på ordet ”Ukraine”s betydning er da også: ”i udkanten/periferien”.

Den ovennævnte stedlige befolkning levede hovedsageligt af landbrug suppleret med udbyttet af røvertogter mod de omliggende ”etablerede” samfund - Polen-Litauen, Moskva-fyrstedømmet og ikke mindst det tyrkisk-osmanniske rige og dets vasaler, krimtatarerne. De organiserede sig efter militært mønster i permanent beredskab med henblik på hurtig mobilisering mod overfald eller til nye røvertogter, hvorved grundlaget for kosaksamfundet var skabt.

Utilfredshed med de nye polske herrers udnyttelse af bønderne, tvangsindførelse af den katolske eller unierede tro samt diskrimination af den ortodokse kirke og manglende politisk og social anerkendelse af kosaklederne var hovedårsagerne til en serie oprør mod Polen-Litauen. Det største af disse, som brød ud i 1648, anførtes af den ukrainske nationalhelt Bohdan Khmelnytsky og førte indledningsvis til sejre for kosakkerne. Senere gik det ilde, og under militært pres fra Polen indgik Bohdan Khmelnytsky i 1654 i Perejaslav syd for Kiev en pagt med den russiske zar.

Allerede fra 1667, hvor Polen-Litauen indgik en våbenhvileaftale med Rusland for at vende sig mod den stigende tyrkiske trussel, kom Ukraine øst for Dniepr-floden samt området omkring Kiev under russisk kontrol. Dette var samtidig vendepunktet for polsk-litauisk dominans, som afløstes af stigende russisk ekspansion. Hovedparten af den resterende del af det ukrainske territorium kom således under russisk herredømme efter Polens delinger, som blev afsluttet i 1795 og stadfæstet i 1815. Det sydvestlige hjørne, kendt under navnet Østgalicien, kom dog til at tilhøre Østrig-Ungarn.
Den russiske kolonialisering af Ukraine, der indebar trinvis likvidering af kosaksamfundets institutioner og organisation, forløb gennem 1700-1800 tallet, mest intenst i Øst- og Sydukraine og i byområder, ikke mindst den centrale administrationsby Kiev. I 1800-tallet udvikledes en stærk, ukrainsk seperatistisk nationalbevægelse med centrum i den vestlige, østrig-ungarske del af Ukraine, samt en mere moderat, inkluderende i det centrale Ukraine. Først da zarens skræk for ekstremistiske nationalister tog til i 1800-tallets anden halvdel indførtes et forbud mod brug af det ukrainske sprog og ordet Ukraine erstattedes konsekvent af det noget chauvinistiske ”Lillerusland”.

Sammenbruddet under 1. Verdenskrig af såvel det russiske som det østrig-ungarske imperium førte til statsdannelser i det vestlige og det centrale Ukraine. Omend disse var ustabile og kortlivede betød de dog, at man da den Røde Hær efter revolutionen i Rusland og i løbet af Borgerkrigen havde erobret størsteparten af, hvad der i dag er Ukraine - undtagen den vestligste femtedel, som erobredes af det ligeledes genopståede Polen under kampene om dettes østgrænse - dannede en ukrainsk, socialistisk sovjetrepublik som en del af en formel sovjetisk føderation.

Efter 20’ernes optimisme fulgte 30’ernes tvangskollektivisering og hungeren, som styret brugte som middel til at få de ukrainske bønder til at makke ret. En endnu større hær af bureakrater og industriarbejdere fra Rusland rykkede ind i Ukraine, samtidig med at ikke få ukrainere begejstredes for den kommunistiske idé og selv blev aktive i realiseringen af drømmen om et bedre samfund. Efter 2. Verdenskrigs enorme tab og ødelæggelser flyttedes Polens østgrænse mod vest, hvorved ovennævnte indtil da polske femtedel føjedes til den ukrainske sovjetrepublik. Ukrainske kollaborationstendenser medførte forstærket ideologisering og russificering, hvorved Ukraine ved Sovjetunionens sammenbrud fremstod som et af de områder, hvor sovjetificeringen var lykkedes bedst og et idealsamfund af lykkelige arbejdere, bønder og soldater var forsøgt etableret.

Forsøg på forandring
24. august 1991 opstod en ny, europæisk stat. Ukraine erklærede stillet over for et dilemma - at støtte initiativet bag augustkuppet eller bryde med Sovjetunionen - sin selvstændighed. Denne stats grænser er sammenfaldende med den ukrainske sovjetrepublik, omend der stadig er enkelte mindre udeståender med Rusland på land og angående søterritorialgrænsen i det Azovske Hav. Efter ti års selvstændighed er demarkationen af grænsen til Rusland endnu ikke afsluttet.

Dette blot nævnt som et eksempel på en uhyre langsommelig og besværet etableringsproces. Årsagerne hertil er mangfoldige, men at bygge en halvfjerdsårig sovjetrepublik om fra grunden til et moderne demokratisk, parlamentarisk, markedsøkonomisk samfund er i sig selv en svimlende opgave. Hertil skal lægges som en af de væsentligste grunde, at der før sammenbruddet var en stærkt begrænset opposition ud fra hvilken nye politiske kræfter kunne udvikle sig, hvorfor styret reelt set er overtaget af personer med rødder i det gamle magt- og administrationsapparat. Sovjettiden har således efterladt et samfund uden forudsætninger og tradition for omstilling.

Trods svag opposition var ønsket om selvstændighed som det blev tilkendegivet ved folkeafstemningen herom i december 1991 med ca. 90% tilslutning ikke til at tage fejl af. En vigtig grund hertil skal formentlig findes i forestillinger om, at Ukraine i høj grad havde leveret til den øvrige Sovjetunions overlevelse, hvorfor løsrivelse uundgåeligt måtte føre til øjeblikkelig indfrielse af ønsket om øget velstand. Dette var en illusion, idet hele Sovjetunionen var brudt sammen økonomisk (måske endda mere end ideologisk). Ukraines økonomiske udvikling i hænderne på personer uden synderlig forståelse for markedsøkonomi har sidenhen da også været for nedadgående, i perioder katastrofal med forbehold for det seneste års tid. Ved 10-års jubilæet, hvor landet ydermere stod i en dyb politisk krise, viste meningsmålinger da også dramatisk fald i den folkelige opbakning til selvstændigheden.

Landets første præsident, den nationalt sindede Kravchuk, kunne ikke indfri de store forventninger og afløstes i 1994 af den nuværende Leonid Kuchma. Denne forventedes med sin fortid som direktør for de gigantiske missilfabrikker i Dniepropetrovsk og sit tydeligt nytilegnede aftenskoleukrainsk at ville stå for reorientering og tilnærmelse til Rusland. Kuchma overraskede ved at fortsætte skabelsen af kontakter til Vesten, og det var da også i dennes første præsidentperiode at aftalen om deling af den sovjetiske Sortehavsflåde med Rusland efter lange forhandlinger ledet af daværende udenrigsminister Tarasyuk med stort besvær blev indgået. Også aftalen om Distinktivt Partnerskab med NATO indgået i 1997 hidrører fra denne tid.

Ved præsidentvalget i efteråret 1999 var der derfor vestligt håb om genvalg af præsident Kuchma, hvilket han opnåede ved i anden runde overbevisende at besejre den kommunistiske kandidat Semonyenko, ikke mindst takket være stemmer fra det vestlige Ukraine. Kuchma kom dog hurtigt under pres da en tidligere sikkerhedsmedarbejder i præsidentadministrationen præsenterede offentligheden for de første uddrag af hundredevis af timers indspilning af samtaler, angiveligt mellem præsidenten og hans folk, hvor et ganske andet billede af en kynisk, brutal personlighed - i øvrigt med anvendelse af en nærmest forbryderagtig jargon af russisk - tonede frem. Alvorligst var i første omgang passager, der satte præsidenten i forbindelse med en forsvunden, kritisk journalist, Gongadze. Dette kulminerede foreløbig i foråret 2001 i en sand protestbølge, stærkest da den var forenet i bevægelsen ”Ukraine uden Kuchma”. Præsidenten valgte at håndtere krisen ved stædigt at nægte at have noget med sagen at gøre og sætte spørgsmålstegn ved såvel optagelsernes autencitet samt identiteten af det hoved- og armløse lig, man mente var journalistens. Fyringen af den stærkt vestligt orienterede Tarasyuk og udnævnelse af ny udenrigsminister, den nuværende Zlenko, gjorde det klart, at Kuchma ville søge at bedre relationerne til Rusland, hvilket tog fart i løbet af 2001. Man mente hermed at have opnået en optimal balance i den såkaldte ”multivektorpolitik”, som var et omend ikke altid lige heldigt forsøg på at håndtere den situation, at Ukraine følte sig som - og vel også var - genstand for en rivalisering mellem Vesten og Rusland, samtidig med at Vesten udtrykte tiltagende forbehold over for præsident Kuchma. Det bør nævnes, at tilnærmelsen til Rusland formentlig er hovedårsagen til den bedring af Ukraines økonomi, som er sket de seneste 12 måneder, herunder 9% vækst i BNP i 2001.

Ved det i marts 2002 afholdte parlamentsvalg blev forventningerne til afgørende indflydelse af præsidentoppositionelle kræfter ikke indfriet til fulde. Den propræsidentielle blok ”For et Samlet Ukraine”, som ved meningsmålinger foretaget primo marts ikke klarede spærregrænsen på 4%, sidder nu på 40% af pladserne i parlamentet. Dette spektakulære resultat er en sum af de ca. 11% af stemmerne opnået i forholdstalsvalget om de 225 pladser i parlamentet, en knusende sejr i enkeltmandskredsvalget om de andre 225 pladser, samt den omstændighed, at ca. to tredjedele af de kandidater, der blev indvalgt som ”uafhængige” har meldt sig under præsidentblokkens faner, hvorved tallet nu er oppe på over 180 af de 450 pladser. Endvidere lykkedes det at få formanden for præsidentblokken, tidligere formand for præsidentadministrationen Lytvyn, valgt som parlamentsformand. Kommunisternes mandattal blev halveret til 66 (ca. 15%), medens den i maj 2001 fyrede premierminister Jushchenkos oppositionsblok kun opnåede ca. 120 pladser. Det skulle således være enkelt for præsidenten fremover at opnå simpelt flertal for sine dispositioner i parlamentet, med 2/3 flertal, der skal til for at ændre forfatningens bestemmelser, herunder vedr. udvidelse af præsidentens beføjelser og mulighed for en 3. runde for Kuchma i 2004, bliver det ulige meget vanskeligt at etablere.

Stemmeafgivelsen viste stadig stor forskel mellem de forskellige dele af Ukraine, tydeligst i opbakningen af kommunisterne og præsidentblokken i det østlige og sydlige Ukraine, medens oppositionens støtte findes i de vestlige og centrale områder. Dette er som det fremgår af den historiske redegørelse, i høj grad historisk betinget.

I kulturel og sproglig henseende gøres fra officielt hold et ihærdigt forsøg på ”reukrainisering” og ukrainsk er da også landets eneste officielle sprog. Henset til landets befolkningssammensætning og historiske udvikling kunne en belgisk tosprogsmodel blive løsningen på længere sigt af hensyn til den store genuint russiske befolkningsgruppe.

De væbnede styrker
Disses største problem har været og er at skille sig af med arven fra fortiden. Det bør indledningsvis nævnes, at Ukraine som det hidtil eneste land i verden besluttede sig for at skille sig af med den betydelige nukleare styrke, som blev arvet fra Sovjetunionen. Processen indledtes i første halvdel af 90’erne og har passeret en milepæl i oktober 2001, hvor den sidste missilsilo
blev bortsprængt. Hele dette enorme arbejde er ikke overraskende foregået med betydelig amerikansk hjælp. Enkelte dele er leveret tilbage eller solgt til Rusland som afdrag på landets enorme gæld for energileverancer i form af gas og olie.

Derudover kan de væbnede styrker karakteriseres ved tre hovedproblemer, som de har til fælles med mange af verdens militære organisationer, men ingen (ud over Rusland) synes at have dem i det omfang, som Ukraine: overdimensionering, fejlproportionering og underfinansiering.

På trods af at man siden dannelsen den 6. december 1991 af Ukraines væbnede styrker på basis af enheder fra sovjethæren på ukrainsk territorium har reduceret med ca. 500.000 mand (svarende til 40-50.000 mand årligt), er det nuværende personeltal på ca. 310.000 militære og 90.000 civile meget stort sammenlignet med nabolandene, f.eks. Polen, som med 4/5 befolkningstal er på vej ned under 200.000 mand, nærmere mod 150.000. Også de personeltal, som Rusland sigter mod i deres reformer tilsiger, at Ukraine burde nærmere nu have ca. 200-220.000 mand. Denne overstørrelse genfinder vi på materielsiden, hvor tal som 4000 kampvogne og over 5000 infaterikampkøretøjer og pansrede mandskabsvogne taler deres eget sprog.

Fejlproportioneringen afspejler sig blandt andet i fastholdelse af den sovjetiske fireværnsstruktur (flystyrker og luftforsvar forventes først sammenlagt i 2005), en meget stor landstyrke og et beskedent Søværn. Eksempelvis har man kun én ubåd, som i årevis ikke har kunnet operere neddykket. Orientering af organisationen mod deltagelse i løsning af internationale opgaver (fredsstøtte, terrorbekæmpelse) er kun yderst perifer, trods Ukraines aktive indsats på det fredstøttende område, aktuelt bl.a. i Libanon, Sierra Leone og Kosovo.

Underfinansiering har udviklet sig til et kronisk fænomen. Budgetter i størrelseordenen svarende til 3-5 mia. danske kroner (hvoraf en tredjedel har skullet indtjenes ved egen virksomhed) til denne gigantorganisation gennem en årrække betyder, at der reelt ingen midler er til udgiftskrævende aktiviteter som taktiske øvelser, pilottræning, sejlads med enheder etc. Dette betyder, at uddannelsesniveauet på nogle områder er så lavt, at de væbnede styrker reelt ikke kan udføre moderne operationer.

Det har medført, at endnu et ord må føjes til de tre ovennævnte: forældet. Manglende midler til modernisering af materiel stammende fra Sovjetunionens våbenindustri i 70’erne og 80’erne og indkøb betyder, at flere hovedvåbensystemer i alle fire værn er ved at løbe ud for levetid.

Efter års slid barslede de væbnede styrker i år 2000 med et reformprogram dækkende perioden frem til 2015 opdelt i tre 5-årige etaper. Programmet kan bedst beskrives som et velment, omfattende idékatalog, idet manglerne ved dette reformprogram blandt andet er, at det tilsyneladende er udarbejdet uden udgangspunkt i en trusselsvurdering og uden smålig skelen til nuværende og fremtidige finansieringsmuligheder. Den offentliggjorte del af programmet indeholder således heller ikke en implementeringsplan.

Den første del frem til 2005 er stadig grundlaget for reformarbejdet i de væbnede styrker, idet der nu fokuseres på gradvis overgang til en professionel hær og etablering af en Rapid Reaction Force som en del af en mobil, tre-værns Forward Defence Force. Skal denne plan lykkes, må forsvarsministeren sætte alt ind på det og tage den konsekvens, at der med den nuværende finansiering må alle andre enheder nedlægges eller lægges i mølpose.

Forholdet til NATO
Efter selvstændigheden i 1991 var Ukraine tidligt ude med at etablere kontakter til NATO og allerede i 1994 indgik Ukraine som det første SNG-land en partnerskabsaftale (PfP). Den første periode frem til Kosovo-operationerne i 1999 var præget af konstant udbyggelse af relationerne. Ukraine deltog således i såvel den NATO-ledede IFOR som den efterfølgende SFOR i Bosnien-Hercegovina med en enhed af bataljonsstørrelse samt et mindre antal helikoptere. Som en parallel til det strategiske partnerskab med Rusland indgået i maj 1997 etableres 8. juli samme år et ”distinktivt” partnerskab med Ukraine, der på den ene side demonstrerer, at NATO finder Ukraine særlig vigtig i forhold til øvrige partnerskabslande, men også at NATO finder forholdet til Rusland af væsentligere, strategisk betydning. Den fortsatte ukrainske deltagelse i operationerne på Balkan blev subsidieret, primært af USA, men også støttet af bl.a. Holland og Danmark.

Kosovo-operationerne i foråret 1999, der medførte et alvorligt tilbageslag i relationerne mellem NATO og Rusland, satte også spor i Ukraine, ikke mindst i opinionen ang. NATO. Det lykkedes ikke desto mindre samtidig med operationernes gennemførelse at opnå aftale om oprettelsen af et Nato Information and Documentation Center (NIDC) og et Nato Military Liaison Office i Kiev, som begge har haft afgørende betydning for udviklingen af relationerne sidenhen. Ukraine kvitterede fortsat med som i hele perioden før Kosovo fortsat at kommentere NATO-udvidelsen og forskellige landes planer om NATO-medlemskab positivt, herunder også de baltiske lande.

Som et led i intensiveringen af Polens bestræbelser på at udvikle sit samarbejde med Ukraine etableredes en polsk-ukrainsk bataljon, som i sommeren 2000 blev indsat i Kosovo i den amerikansk ledede sektor grænsende op til Makedonien.

I takt med den styrkelse af relationerne til Rusland, der etableredes i løbet af 2001, synes det ukrainske engagement i forhold til NATO let stagnerende, samtidig med at NATOs lyst til at deltage i arrangemeneter af mere demonstrativ og deklarativ end konstruktiv karakter var i aftagende. Tyngden i relationen blev fra NATOs side lagt i den såkaldte Joint Working Group on Defence Reform (JWGDR), hvilket inden længe udmøntede sig i flere initiativer, hvoraf det hidtil vigtigste er den fælles udarbejdelse af 80 National Defence Reform Objectives (NDRO) med sigte på at bringe Ukraine videre i forsvarsreformprocessen. 15 NATO lande inklusive Danmark assisterer gennem bilaterale samarbejdsprogrammer med opnåelsen af disse mål. En række rundbordsdiskussioner i det ukrainske parlament i løbet af 2001 satte yderligere fokus på den fatale finansiering af de væbnede styrker, og som det seneste har der i foråret 2002 været afholdt et high-level seminar og et ugekursus for stabsofficerer i Ukraine for at gøre betydningen af ressourcebaseret Defence Planning klar.

Alle disse gode og relevante initiativer udspilledes på baggrund af en affære, som i NATOs øjne blev mere og mere uacceptabel - Ukraines salg og levering af helikoptere, taktiske nærstøttefly, kampvogne og andet militært udstyr til Makedonien samtidig med NATOs bestræbelser på at afvæbne og afmilitarisere de nu stridende albanere og makedonere. Ukraine overhørte et antal anmodninger om konsultationer efterfulgt af advarsler og fortsatte og udvidede sågar samarbejdet med Makedonien, indledningsvis til stigende irritation, sidenhen i løbet af de første måneder af 2002 til en tilstand tæt på et egentligt tillidsbrud mellem NATO og Ukraine, der virkede helt uforstående herfor.

11. september
Ukraine reagerede på terrorangrebene på WTC-tårnene med de obligatoriske sympatitilkendegivelser, herunder en NATO-Ukraine erklæring af 14. september. Men bortset fra det var fornemmelsen tilsyneladende, at det hele ikke rigtigt kom Ukraine ved. Da operationerne i Afghanistan startede i oktober 2001 stillede Ukraine på amerikansk anmodning luftrum til rådighed for transport- og lufttankningsfly, indledningsvis ude over Sortehavet, sidenhen også over land, samt et par nødlandingsbaser. Sidenhen har flere lande fået tilladelse til benyttelse af ukrainsk luftrum med transportfly, herunder Tyskland og Danmark. Derudover har flere lande lejet transportfly af ukrainske selskaber til at flyve personel og gods til Afghanistan.

Ukraines eventuelle overvejelser om at bidrage mere konkret til operationen er forblevet resultatløse, hvilket blandt andet kan hænge sammen med, at mange ukrainere deltog i Sovjethærens invasion og operationer i Afghanistan i 1980’erne. Flere tusinder blev dræbt, og man er ikke indstillet på risikoen for flere ofre. Heller ikke i partnerskabsregi har Ukraine formået at bidrage med væsentlige tanker eller ideer til terrorbekæmpelsen.

Den store satsning
På den her skitserede baggrund - den ikke anmasende indsats i terrorbekæmpelsen og som det væsentligste Makedonien-affæren - lå en større ændring i forholdet mellem NATO og Ukraine så afgjort ikke i kortene. På et tidspunkt, da Makedonien-sagen var på sit højeste, forlød det, at Ukraine slet ikke ville blive inviteret med til topmødet i Prag og at status quo ville blive opretholdt. Det synes først langsomt at være gået op for Ukraines ledelse, hvad konsekvenserne af Ruslands aktive udspil til NATO under antiterroroperationerne kunne blive og hvilken betydning det kunne tænkes at få for Ukraine. Og efterfølgende har det taget tid at finde ud af, hvordan man skulle agere derpå.

Ruslands og NATOs tilnærmelse betyder, at Ukraine ikke længere er ”spændt ud” mellem de to parter og genstand for disses bejlen, sådan som situationen har været siden 1991. Det deraf udmøntede politiske instrument - multivektorpolitikken - er nu blevet irrelevant, og Ukraine risikerer at stå - uden for alting.

I erkendelse heraf indledte Ukraine i februar i år hektiske anstrengelser - men blev tilsyneladende med henvisning til Makedonien-leverancerne mødt med en kold skulder i Bruxelles. Først personlige forsikringer fra præsident Kuchma om stop af leverancerne synes at have tilfredsstillet NATO-landene, uden at der dog synes at være genoprettet fuld tillid mellem parterne.

Med Makedonien-problemet bag sig er man efterfølgende i Reykjavik nået til enighed om at invitere Ukraine og afholde et NATO-Ukraine Komite (NUC) møde under topmødet i Prag til november. Det forlød fra forskellig side, at det kunne komme på tale at styrke det eksisterende distinktive partnerskab og eventuelt tilføje elementer af den såkaldte ”intensified dialoque”, et meget tidligt forstadie til Membership Action Plan (MAP).

Ukraine har til gengæld besluttet sig for at foretage den store satsning og forsøge at opnå så meget som muligt i Prag, idet man har erklæret de skitserede tanker for utilstrækkelige for Ukraine. Man vil forsøge inden topmødet at nå til enighed med NATO om at indlede Membership Action Plan.

Det skal tilføjes, at man på samme måde af angst for isolation og glemsel i forhold til EU arbejder hårdt på at opnå status som associeret medlem og ikke er til sinds at nøjes med den vagt definerede ”nabolandsstatus”. Beslutningen om dette udspil til NATO blev offentligt kendt 23. maj, hvor det efter et møde i det Nationale Sikkerheds og Forsvarsråd (NSFR) med det fremtidige NATO-forhold som eneste punkt på dagsordenen af rådets formand Marchuk blev bekendtgjort, at Ukraine vil vedtage en sikkerhedsstrategi, der indebærer påbegyndelse af integration i NATO med fuldgyldigt medlemskab som mål (det tilføjes, at indtil 23. maj var ”medlemskab ikke på dagsordenen”).

Beslutningen vil få karakter af, hvad NATO kalder ”clear declaration of intention” i form af et præsidentdekret, der udstedes ”snarest”, og inden en måned vil det færdige strategidokument komme til at foreligge. Enighed om Ukraines indledning af MAP ønskes opnået og vedtaget på det forestående NATO-Ukraine Komite (NUC) møde i Kiev 9. juli med henvisning til NATOs deklarerede ”open door policy”. NATO er på denne måde stillet over for at skulle tage stilling til det ukrainske udspil på blot 3-4 uger.

Ukraine opfatter det tydeligvis som enklere at komme i NATO end i EU og skønner det end ikke nødvendigt at involvere parlament eller offentlighed for at starte processen. Heller ikke forfatningens formuleringer vedrørende alliancetilhørsforhold eller den russiske Sortehavsflådes tilstedeværelse på ukrainsk territorium i havnebyen Sevastopol på Krim i kraft af en lejeaftale gældende indtil 2017 synes at give anledning til ukrainske bekymringer. Muligvis fæster man lid til det kommende NATO-Rusland samarbejdes muligheder for at finde en lempelig løsning på dette på nuværende tidspunkt principielle problem.

Hvad kan Ukraine gøre bedre?
Næppe mange kan være i tvivl om, at Ukraine objektivt set har et uhyre svagt udgangspunkt i alle henseender for at starte på MAP processen. Men måske er det ikke det afgørende, hvis man ser på motiverne bag tidligere udvidelser af NATO. Fællesnævnerne for de 4 hidtige udvidelser (Tyrkiet og Grækenland i 1952, Forbundsrepublikken Tyskland i 1956, Spanien i 1981 samt Polen, Tjekkiet, Ungarn i 1999) har været overbevisning om den strategiske betydning af tilføjelsen af et eller flere nye medlemmer, samt i nogen grad disses løfter om aktive bidrag til alliancens potentiale.
Derfor må det være af afgørende betydning for Ukraine at kunne relancere den opfattelse af Ukraines strategiske betydning, som lå bag den ivrige bejlen til Ukraines gunst før 11. september 2001. Samtidig hermed kunne Ukraine forsøge at overbevise om sin nyttighed ved at engagere sig i antiterrorkampagnen langt mere aktivt, end det hidtil har været tilfældet.

Dette kunne f.eks. gøres ved at finde en måde at anvende landets betydelige lufttransportkapacitet til nytte for de i operation Enduring Freedom deltagende lande, som foreløbig enten løser transportbehovet ved egne midler eller ved at leje flytransport af udbydere af forskellig karat, mestendels fra den tidligere Sovjetunion (herunder også Ukraine) til ganske høje priser. Nok kan Ukraine af økonomiske grunde ikke blot stille denne kapacitet til rådighed uden videre, men selv en lempelig omkostningsdelingsordning ville være at værdifuldt bidrag og samtidig et budskab, der kunne fortrænge nogle af de dårlige minder fra Makedonien-sagen.

Endvidere ville det unægtelig gøre indtryk på bl.a. USA, hvis Ukraine påtog sig rollen som drivkraft i GUUAM-samarbejdet (et samarbejde mellem Moldova, Ukraine, Georgien, Azerbajdzhan og Uzbekistan), der i årevis har eksisteret i teorien som et alternativt forum af tidligere sovjetrepublikker uden russisk deltagelse, dog uden nogensinde rigtigt at træde i karakter. Endvidere kunne Ukraine med større overbevisning end hidtil gøre sig gældende i SNG-fredsmissioner på tidligere sovjetisk område (f.eks. Abkhazien og Moldova), som hidtil udelukkende har været udført af russiske styrker.
Endvidere kunne Ukraine nedtone sine relationer til Iran og Iraq, som omfatter samarbejde på teknologiske områder, der nødvendigvis giver anledning til ikke kun amerikansk bekymring. Ukraine burde have indset betydningen af USAs stemme i spørgsmålet om etablering af en ny relation til NATO.

På et mere jordnært plan kunne Ukraine stræbe mod en kvalitativ forbedring i udførelsen af de bilaterale samarbejdsprogrammer med de 15 NATO-lande som bevis på seriøsitet bag ordene.
Vil man opnå noget med et frieri er det ikke nok med ord - der skal såvel en tilpas funklende forlovelsesring og udsigt til en medgift til. Konkrete bidrag til europæisk stabilitet samt støtte til terrorbekæmpelsen er lige nu afgørende for såvel de europæiske som de transatlantiske medlemmers indstilling til Ukraines fremtid. Langt mere væsentligt end evnen til objektivt vurderet at opfylde nogle i øvrigt relativt difuse kriterier vedrørende MAP’ens fire søjler, som ikke få NATO-lande den dag i dag kunne komme i vanskeligheder med at leve op til.

Hvad bliver NATOs svar?
Som nævnt har Ukraines udspil uden tvivl udfordret NATO op til Prag-topmødet, hvor en række andre problemstillinger af afgørende betydning for NATOs fremtid vil blive søgt håndteret.
Ukraines udspil kommer - ud over det ultrakorte varsel - på et på flere måder ugunstigt tidspunkt. Ét er i hvert fald givet - halvfemsernes forvirret forelskede fascination af fortidens ”fjendelejr” er forbi, bragesnak om Warszawapagten og NATO-landenes planer mod hinanden hører definitivt fortiden til, bortset fra blandt de allermest stivnakket retrospektive. Det er i langt højere grad realiteterne, der tæller, jf. amerikanernes krav til ikke blot ”de villige”, men også ”de kapable”.

I denne virkelighed er Ukraine nu modsat tidligere oppe imod en benhård vurdering af den tid og de ressourcer, der skal til for at omforme det ukrainske samfund, og som i yderste konsekvens kan føre til distancering fra Ukraine under henvisning til ”uindfriede forventninger”.

Denne tendens forstærkes af nogle af de europæiske NATO-landes tilbøjelighed til at søge ressourcer til løsning af hjemlige samfundsproblemer knyttet til blandt andet immigration og til redningsplaner for det såkaldte velfærdssamfund samtidig med en tiltagende erkendelse af afmægtighed overfor de krav, som alliancens ubestridt største bidragyder stiller i kampen mod terror - en kamp, der synes afgørende at have trukket fokus i fjernere, svimlende retninger.

Dette kunne være grunden til, at NATO-landene vil forsøge af al magt at tale Ukraine fra planerne om MAP. For Ukraines indledning af MAP taler dog ligeledes en del, ikke mindst hvis man anlægger en pragmatisk betragtning. Ved at lade Ukraine indlede MAP kunne NATOs muligheder for at påvirke udviklingen i Ukraine styrkes i forhold til det nuværende (noget uforpligtende) Distinktive Partnerskab. Man kunne måske opnå et bedre greb om landets transaktioner med våben, et område som løbende har givet anledning til trakasserier. Man ville endvidere gardere sig imod den blokdannelse uden for NATO og EUs østgrænse, som kan blive en realitet, hvis det nyetablerede NATO-Rusland forum ”á 20”s samarbejdsevne ikke lever op til forventningerne og Rusland vælger at søge støtte i alternative alliancer, hvor et udelukket Ukraine kunne blive en betydelig partner på den for NATO uønskede side.

Det er ydermere relativt uproblematisk med henvisning til Albanien og Makedonien at fastslå, at indledning af MAP ikke automatisk betyder invitation ved næstfølgende topmøde, hvilket vil give en tidshorisont på mindst 10 år. Og har de seneste års begivenheder ikke lært os andet, så er det helt givet, at om 10 år ser det meste fuldkommen anderledes ud.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.3_2002.pdf

Litteraturliste

Del: