Udviklingstendenser indenfor forsvarsteknologien

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Materiellet, både hardware og software, er en vigtig faktor i ethvert forsvars
funktion. Historien viser, at forsvarets teknologiske niveau har været afgørende
både under kriser og under egentlige krige. Specielt under den Den kolde Krig indtil
1989 er der derfor på begge sider blevet ofret mange ressourcer på at drive de
relevante teknologier frem, så man kunne påregne i det mindste kræfternes balance
og helst overlegenhed på egen side.
Den vestlige verden anført af USA har haft stor succes med denne strategi. For
det første er der foregået en gradvis udvikling inden for området konventionelle
våbenteknologier, og denne udvikling regner vi med vil fortsætte, som det er
skitseret i næste afsnit. Dertil kommer, at større forsvarsbegrundede støtteindsatser
inden for digital elektronik eller informationsteknologi for snart mange år siden
satte en udvikling i gang, som drives helt på civile markedspræmisser, og som,
omtalt i det følgende afsnit, nu vender tilbage til forsvaret med ret så gennemgribende
konsekvenser.
Siden 1989, men latent længe forinden, har forsvarsteknologiens udvikling
tydeligt fået en etisk dimension, som er diskuteret i det efterfølgende afsnit.
Fredsskabende operationer har givet nye erfaringer og politisk opmærksomhed
omkring forsvarsteknologi, og bl.a. ser man et stigende antal forslag til konventioner,
der vender sig mod anvendelsen af diverse våben. Samtidig med at stoppe en
hidtidig udvikling sætter disse politiske tiltag gang i en ny, på vej til “den humane
krig”.
Endelig bør man nævne den sidste store, amerikanske satsning i form af det
såkaldte SDI-program. Det er nu i praksis standset, fordi de fleste militære behov
herfor forsvandt med Den kolde Krig, men visse elementer med tilknytning til
telekommunikation og strålevåben vil køre videre og vil alligevel danne basis for
materiel, der af næste generation kan findes nødvendigt af militære grunde. Dette
er berørt i det afsluttende afsnit.
Da Den kolde Krig sluttede, blev drivkræfterne bag den forsvarsteknologiske
udvikling i Vesten ændret drastisk, omend det måske ikke på alle områder er slået
igennem endnu. Mange af de økonomiske ressourcer, som tidligere var til rådighed
for forsvarssektoren, ønskes nu anvendt til civile formål. Generelt medfører de
reducerede anskaffelsesbudgetter en lavere takt i den decideret forsvarsteknologiske
udvikling. Forsvaret er derfor fremover i langt højere grad end hidtil henvist til at
bruge kommercielle hyldevarer udviklet med henblik på civilt brug. Dette indebærer
både fordele og ulemper, men er uden tvivl en meget markant ændring, som på
længere sigt bl.a. kan bidrage til at gøre forsvaret til i fredstid at være en mindre
særpræget virksomhed i samfundet.
 

Militære behov: Ild og bevægelse
På de områder af naturvidenskab og teknik, der ligger til grund for den mere
konventionelle militærteknologi, er der i de forløbne 10-20 år ikke optrådt
nyskabelser, som kan forventes at danne basis for nogen teknologisk revolution i
overskuelig fremtid. Ganske vist har man eksempelvis fundet stoffer med
superledende egenskaber ved temperaturer, der nok er lave, men alligevel høje nok
til at være teknisk realistiske. Der kunne derfor blive vendt op og ned på mange
anvendelser af elektricitet og magnetisme, men det har vist sig at være meget
vanskeligt at fremstille og bearbejde disse materialer, så det vil vare længe, inden
de slår igennem i større skala. Der går også rygter om opdagelsen af et nyt
sprængstof med 50 gange større kraft end TNT, og det ville absolut kunne få
afgørende betydning for forsvaret. Det er dog ikke første gang, man hører om
sådant, og der er nok grunde til, at det ikke er vist frem endnu, fx at det ikke er
stabilt.
“Ild” drejer sig ikke kun om at levere så meget knald som muligt, men også om
at ramme. Der forudses en udvikling mod væsentlig forøget præcision, som enten
skyldes laserstyring af granater og bomber, satellitnavigation af missiler eller
indbyggede sensorer og intelligens, der skelner vildledning fra det sande mål.
Modsat “ild” står beskyttelse, hvor der i de senere år er gjort gode fremskridt
med kompositter, såvel til hjelme som til egentlig pansring. Der sker også noget
med elektrisk styret pansring af kampvogne o.L, hvor flere forskydelige lag kan
fordele virkningen af en hulladning. Modsat “ild” står også vildledning, som får
angrebsvåbnene til at ramme udsendte attrapmål. Vildledningsteknikkkens
effektivitet afhænger af våbnets søgemekanisme, og der løber en evig kamp om at
være foran i denne udvikling.
“Bevægelse” er et mangesidet begreb, som dækker over fart, manøvredygtighed
og undgåelse af stilstand. Der sker næppe noget særligt med farten, mens
manøvreevnen hos mange platforme vil blive forbedret. Til lands og til vands kan
dette opnås ved direkte elektrisk træk og styring. I luften vil nye kampfly kunne
styre med udblæsningen ligesom missiler, og haleroret bliver overflødigt.
“Ild og bevægelse” er naturligvis ikke dækkende i nyere tid, hvor observation
ved anvendelse af mange forskellige sensorer kan tilvejebringe en omfattende viden
om den taktiske situation. Sensorerne er et af de få områder, der spås en udvikling
forholsvis upåvirket af de økonomiske beskæringer af forsvarsbudgetterne. Kontrolog
varslingstjeneste i bred forstand vil spille en voksende rolle, såvel under
beredskab som i mere tilspidsede situationer.
Sensorteknik benytter sig af radar, synligt lys, infrarødt lys og lyd i luft og
vand. Disse er alle kendte teknologier, så nye landvindinger fås kun ved raffinementer
som “farvebilleder” med flere frekvenser/bølgelængder, datamatstøttet
billedforbedring, kombination af billedinformationen fra flere slags sensorer og
specielle detektionsmekanismer som fx resonans mellem en særlig langbølget radars
bølgelængde og karakteristiske dimensioner på den iagttagne genstand.
Som modforanstaltning gælder det om at kunne sløre sig, så man bliver usynlig
for de sensorer, der kigger. Det kaldes “stealth” og benyttes på både radar- og IRområdet.
Radarusynligheden opnås ved særlig formgivning af det ydre, så ingen
kanter og flader reflekterer i retning af detektoren. Nye platforme (og visse
enkeltvåben) vil derfor fremover se strømlinede ud på en helt ny måde, men
virkningen er da også markant. Stealth-fly er helt afrundede og glatte udenpå, og
motorer og alt udstyr er indenbords. Kanontårne på sejlende eller rullende platforme
vil (uden kanonrør) nærmest ligne gamle dages sneplove foran damplokomotiverne.
I det infrarøde område er opgaven værre, og på lidt længere sigt forventes en
effektiv løsning at nås i form af overfladebelægning med “smarte” materialer som
en særlig plasttype, der skifter farve eller udstråler infrarødt lys tilpasset omgivelserne.
I fremtiden vil man heller ikke kunne gemme sig i mørke, da lysforstærkningsudstyr,
snart også i bærbar udgave, kan forvandle nat til dag for dem, der vil se. Den
vigtigste sensor på en given platform kan gå hen og blive et sæt TV-kameraer, der
erstatter synet på den operatør, der sidder et helt andet sted og fjernstyrer maskinen.
Den ubemandede platform er et væsentligt element i de fremtidige udvikling af
forsvarsmateriellet.
En anden foranstaltning vendt mod sensorer er såkaldt elektronisk krigsførelse.
Dette begreb omfatter bl.a. teknikker til sporing og jamming af modpartens
sensorsignaler, ødelæggelse af sensorer ved blænding med mindre strålevåben og
direkte vildledning ved udsendelse af falske signaler. Dette område forventes at
udvikle sig i betydelig grad pga. forbedret signalbehandling og hurtige datamater.
 

Civile tilbud: Kommunikation og viden
Mens der i forrige afsnit var tale om teknologiemner, der stadig påregnes at udvikle
sig i kraft af militære behov, skal det her dreje sig om områder, hvor forsvaret
fremover bliver helt afhængig af udvikling og behov i den civile sektor. På
områderne telekommunikation og informatik, begge dele underafdelinger af
informationsteknologi, skyldes dette den betydelige hastighed, hvormed det civile
marked udvikler sig.
Den hardwaremæssige side af informatikken har som bekendt gennem mange
år udvist en eksponentiel vækst i hurtighed og lagerkapacitet, og det er derfor nu
muligt at udføre endog meget kapacitetskrævende opgaver på pc- eller arbejdssta
tionsniveau. Softwaresiden er ikke fulgt med i samme takt, fordi udviklingen af den
enkelte opgaves løsning ikke tilsvarende er blevet effektivt systematiseret.
Teknologien indeholder således i dag en række uudnyttede muligheder, der også på
den militære front kan blive til en hel del spændende udvikling. Nogle af disse er
nævnt i det følgende.
Informatik på kamppladsen har i varierende grad længe været kendt i luftvåbnet
og i søværnet, mens det først nu er ved at trænge sig på i hærens operationer. Under
forudsætning af den fornødne kommunikationskapacitet vil man fremtidig kunne
bringe relevant kortmateriale og en masse oplysninger om den taktiske situation ud
til den stedlige officer, der i sin kommandocentral kan behandle disse data i pc-ere
og nå frem til et samlet (og forenklet), lokalt billede af situationen, vel at mærke på
ganske kort tid efter at behovet er opstået. Ordreudstedelsen fra centralt hold vil
formentlig få en helt anden form end den nu kendte og vil måske i højere grad blive
en oplyst dialog mellem det centrale og det decentrale niveau. Centralt vil man have
betydeligt større viden om den samlede situation, og teknikken gør det muligt at
skalere denne viden fra niveau til niveau uden mærkbar ventetid. Et af de større
problemer er forudsagt at blive udvælgelsen af de mest relevante informationer, da
man ellers let vil drukne i mængden. Viden er magt, og dette gælder ikke mindst i
en kritisk situation.
Viden kan også være gamle erfaringer skruet sammen i matematiske modeller.
Algoritmer baseret på operationsanalytiske metoder har længe være kendt.
Databehandlingshastigheden er nu så høj, at det er muligt at lave krigsspil, der online
holder generalprøver på konsekvenserne af den ordre, der lige er ved at blive
udstedt, og hvor resultatet så kan medvirke til at optimere den endelige beslutning.
Matematiske modeller er også med i forskellige former for kunstig intelligens, der
i stadig udvidet form indbygges i en række forskellige våben som torpedoer, miner
og missiler. Intelligensen er her med til undervejs at skelne mellem sande og falske
mål og forøger dermed sandsynligheden for at opnå det tilsigtede resultat.
Matematiske modeller kan sammen med ny teknik omkring “virtual reality”
skabe basis for simulatorer, der er i stand til at gengive et virkelighedstro billede af
omgivelserne med den animering, som den militære anvendelse nu sigter mod. Der
er et stykke vej af udviklingen at tilbagelægge endnu, men der ligger mange
sparemuligheder heri, også de positive, der knytter sig til materiellets mindre brug.
Informatik er i stigende grad ved at blive interface mellem operatør og maskine,
såvel i det civile liv som i forsvaret. Koblingen vil fremover indeholde mere og
mere beslutningsstøtte, og i den sidste ende vil systemet næsten kunne fungere
autonomt. Så er det kun at vælge program og trykke på startknappen.
Endelig er der informationskrig, et begreb der endnu ikke har fundet en generelt
anerkendt definition. Her tænkes det at dække krig med information som våben,
enten sand information til områder, hvor der ikke er en fri presse, eller manipuleret
til områder, hvor det er muligt at demoralisere fjendtlige styrker. Informationskrig
er snarere et resultat af forbedret kommunikationsteknik end ny informatik.
Metoderne har jo været praktiseret i mange år på andre og mindre effektive måder.
Telekommunikation opererer med transmission af signaler i kobberledninger,
koaksialkabler og optiske fibre samt radiokæder og generelle radiospredningssystemer
fra punktformede sendere (som offentligt TV m.m.). Det afgørende moment er
ofte den tilgængelige båndbredde svarende til den mulige transmissionskapacitet af
data pr. sekund. Overførsel af et udsnit af et landkort kan eksempelvis være meget
kapacitetskrævende. Både transmissionsnetværkene og terminalerne ændrer
karakter i disse år, for at nogle kan tilbyde og andre kan modtage flere typer
kommunikationer og programmer end hidtil og med større kapacitet. Forsvaret kan
udnytte disse tekniske tilbud med stor fordel, men der skal i nogen grad brydes med
indgroede forestillinger om sikkerhed, både i henseende til hemmeligholdelse og til
robusthed. Heldigvis er bankverdenen også gode kunder, der efterspørger næsten
de samme egenskaber, så måske kan der hentes tilfredsstillende løsninger her.
Fremtidens globale kommunikationssystem spås at blive opbygget cellulært
med celler af alle tænkelige størrelser og rangordninger, men med mulighed for at
tale sammen i et fælles sprog som det er kendt fra internettet. Cellerne kan rent
teknisk være organiseret i faste (lednings)net af meget varieret størrelse, i
konventionelle mobiltelefonnet eller i satellitbaserede net. Forsvarets særlige behov
vil dreje sig om forbindelser i marken med kapacitet til overførsel af billeddata og
information til kommando- og kontrolsystemerne. Det vil primært angå mobil- og
satellitnet. Det cellulære kommunikationsprincip vurderes at give et mindre sårbart
system end de faste netværk.
Etiske krav
1 1864 etableredes den første konvention om humanitære forhold under krig, dengang
og i de følgende 50 år dog kun om såredes og krigsfangers behandling. Efter
Første Verdenskrig blev anvendelsen af bestemte giftgasser som våben forbudt,
men det er først i de senere år, at konventioner af tilsvarende art har taget rigtig fart
med virkning på eksempelvis blændende strålevåben, tåregas og antipersonelminer.
Arten af disse peger i retning af undgåelse af invalidering af soldater, men der er
klart en tydelig forbindelse til den civile baglandsbefolkning, der er til stede uden
at være med. Praktisk demilitarisering af det tilbageværende miljø betragtes også
som en opgave for forsvaret.
Med den nuværende sensorteknologi er det muligt at iagttage jordoverfladen
i stor detalje fra satellitter. Beskyttelse af privatlivets fred eller tilsvarende etiske
fordringer har bevirket, at der nu er aftalt en nedre grænse på 1 meter for, hvor
megen detalje, der må observeres.
De etiske forhold kan imidlertid også få en anden drejning, der i den sidste ende
kan blive meget betydningsfuld for forsvarsteknologiens udvikling. Freds støttende
operationer, der er blevet mere almindelige og med en bredere international
deltagelse, skaber opmærksomhed omkring de metoder, der bruges til at skabe ro
og orden. De skal være effektive, men da de som regel er rettet mod civilbefolkningen,
må der helst ikke være alvorligt tilskadekomne. Ikke-dødbringende våben af
forskellig art er derfor under stærk udvikling og vil måske en dag også kunne
anvendes i mere regulære krigssituationer. Fangnet, dårlig lugt og ubehagelig lyd
hører til blandt de simplere metoder, men teknologien vil hurtigt præstere resultater
på et andet niveau med fx svagere strålevåben og plastopløsende kemikalier, der er
ufarlige for mennesker.
Som nævnt er våbensystemerne på vej til at blive meget præcise, og det er da
en sidegevinst, at unødige skadevirkninger kan undgås. Våbnene behøver ikke at
være så grove og kraftige som hidtil, og specielt er taktiske kernevåben ikke længere
interessante.
Ved fredsskabende operationer gælder det i stigende grad om at begrænse
skader på mennesker, da scenerne med stor virkning videregives af TV til hele
verden. Specielt må der ikke være tilskadekomne i egne rækker, og der er bl.a.
derfor en betydelig interesse for udviklingen af ubemandede platforme. Disse
kendes allerede som små fly til observationsformål eller som sejlende droner og
fjernstyrede køretøjer til minerydning. Denne udvikling forventes at fortsætte til de
større platforme som kampfly og kampvogne. En afgørende forudsætning er, at der
laves effektive og sikre kommunikationssystemer til fjernstyringen, så sensordata
fra platformens øjne, ører og andre følere bringes ind på skærmen hos den egentlige
operatør. Et sidste skridt er muligvis en autonom enhed programmeret med en eller
anden form for “kunstig intelligens”. Det kan så resultere i andre former for etiske
problemer: Har det nogen mening, at en krig udkæmpes af robotter?
 

Afslutning
Af det foregående kan man slutte, at forsvarsteknologiens udvikling vil blive stærkt
præget af civilt udviklede hyldevarer på områder, hvor sådanne findes, og ellers
forløbe i et betydelig lavere tempo end hidtil. Dette scenario afhænger dog stærkt
af de teknologiske behov, og der er her nogle sorte heste, som kan komme til at
spille en betydelig rolle.
Mens de interkontinentale ballistiske missiler er på vej ud af skræmmebilledet,
synes andre mellemdistance missiler med en rækkevidde på 500-1000 km at vokse
frem som en reel trussel, også som terrorvåben i hænderne på organisationer o.l. Det
skyldes ikke mindst, at fremstilling og håndtering af sådanne ikke stiller så store
krav til det teknologiske niveau. Disse missiler er svære at imødegå, og der kræves
en betydelig udviklingsindsats for at nå frem til et effektivt forsvar.
Det er en lidt anden problemstilling med krydsermissiler, som sniger sig frem
i lav højde og ikke let opdages tidsnok til at sende modvåben af sted. Der arbejdes
derfor - i kølvandet af stjernekrigsprogrammet - med at udvikle laserstrålevåben, der
hurtigt kan rettes ind på målet og er tilstrækkelig kraftigt til at neutralisere det.
Fordelen er, at “projektilerne” fra dette våben bogstavelig talt rejser med lysets
hastighed. De nuværende forsøgsmodeller er endnu for store og klodsede. Når
resultaterne forventeligt er på plads om 15 år, vil man til gengæld stå med et våben,
der også kan nedkæmpe kampfly og kampvogne, og som derfor lægger op til en
revolution i forsvarsmateriellet til den tid.
Udviklingen er bestemt ikke gået i stå. Det er blot lidt mere usikkert, i hvilken
retning den vil bevæge sig. Måske vil udviklingen snarere tage mange små skridt
end følge klare afstukne linier. Det bliver i hvert fald anderledes, end hvad man har
set hidtil.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_mar.pdf

 

Litteraturliste

Del: