Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk litteratur 1986

Indledning
I sin introduktion til oversættelsen af Carl von Clausewitzs bog »Vom Kriege« beskriver Nils Berg, hvorledes krigen gennem tiderne »har stået fadder til mange kunstneriske og litterære, agitatoriske og saglige frembringelser, og han nævner som eksempler herpå Homers Hiaden, Tjajkovskijs 1812-ouverture og Picassos Guernica. Produktionen af bøger, tidsskrifter, temahæfter m.m. om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske emner udsendt på dansk i 1986 kommer selvsagt ikke tilnærmelsesvis på høj de med de nævnte historiske eksempler - flere vil kunne karakteriseres som agitatoriske og nogle som saglige frembringelser, men om de vil få samme stående værdi kan betvivles. Udbudet er stort, spændende fra små hæfter til flerbinds værker. Enkelte vil forventelig være bidrag til den standende og de kommende års debat om formuleringen af dansk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Nedenstående gennemgang skal primært opfattes som en henvisning til den udsendte litteratur og ikke en kritisk vurdering af årets produktion.
 
Årsberetninger
Den snart traditionelle årbog om dansk udenrigspolitik, udsendt af Dansk udenrigspolitisk Institut - under redaktion af Nikolaj Petersen og Christian Thune - foreligger nu i 7. årgang. Den følger i sin struktur tidligere års udgaver og indledes derfor også med, at udenrigsministeriets direktør, ambassadør Otto E. Møller, giver en beskrivelse og vurdering af væsentlige træk i udviklingen af »Den internationale situation og Danmarks udenrigspolitik i 1985«. Det konstateres, at for tredie år i træk hersker der i Folketinget uenighed mellem det sikkerhedspolitiske flertal og regeringen om sikkerhedspolitikken, og det påpeges, at »i modsætning til året før, hvor de vedtagne dagsordener rettede sig imod en bred vifte af centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål, havde dagsordener i 1985 et mere konkret sigte«. Således dagsordeneme i marts og maj vedrørende SDI, hvor majdagsordenen, »der var den klareste og mest vidtgående«, fastslog, at »Danmark vender sig imod placering af våben i det ydre rum og udforskning og udvikling af sådanne våben, og pålagde regeringen at fremføre dagsordenens synspunkter i NATO og alle andre relevante internationale fora«. I november-dagsordenen var sigtet at forhindre stationering eller opstilling af nye eller moderniserede atomvåben i Øst- og Vesteuropa, og i decemberdagsordenen var udgangspimktet uenighed om dansk stemmeafgivning på et østligt resolutionsforslag om ikke-førstegangsbrug af atomvåben. I sin gennemgang af den internationale situation konstaterer udenrigsministeriets direktør, at »dialogen mellem supermagterne igen er igang, men er og bør ikke være et privilegium for USA og Sovjetunionen... Vesteuropa kan bidrage til en mere stabil afspændingspolitik. Det er væsentligt at fastholde og udbygge den dialog, der - som vi så det i 7 Oemes slutning og 80emes begyndelse - hurtig kan afbrydes, hvis den ikke har et robust grundlag«.
 
Årbogens vel nok mest betydningsfulde artikel er skrevet af lektor Hans- Henrik Holm. Den fremstår under titlen »Danmarks stjernekrig: Den indenrigspolitiske kamp og udenrigspolitikken«, og indeholder en redegørelse om SDI-debatten i Danmark, som Hohn vurderer først og fremmest at have haft baggrund i og konsekvenser for indenrigspolitikken. Endvidere at debatten i en periode i 1985 afbrød forsøget på i det såkaldte Østergaard- udvalg at nå frem til et fælles grundlag for en udenrigspolitisk enighed mellem regering og opposition. Hidtil har Folketinget primært beskæftiget sig med rumvåben som et indenrigspolitisk emne - udenrigspolitisk er der stadig meget for Danmark at tage stilling til, konkluderer H. H. Holm. Den i 1985 øgede interesse for flygtningepolitikken har professor Hans Gammeltoft-Hansen behandlet i en artikel under titlen »Dansk asylpolitik« og placeret problemet som et betydeligt element i dansk udenrigspolitik og generelle forhold til omverdenen. Debatten om EF-unionsplaner - eller som det, for at tilpasse vanskelige danske »ganer« i den danske debat, er blevet betegnet: »Europæisk sammenslutning« - redegør lektor Tove Lise Schou for i artiklen »EF Unionsdebatten i Danmark«. Hun gør det ved at trække linier fra debatten op til folkeafstemningen i 1972 om Danmarks indtræden i EF og frem til folkeafstemningen i begyndelsen af i år om den særlige EF-pakke. Hun konstaterer, ved at sammenholde de politiske partiers generelle holdning i de forløbne 14 år, en »overraskende konsistens over tid i alle partiers stillingtagen«, og »også overensstemmelse med en holdning, som de pågældende partier havde givet udtryk for som grundlaget for deres markedspolitik«. Fuldmægtig i udenrigsministeriet, Niels Pultz, analyserer i artiklen »Om international økonomisk integration og økonomiske unioner« nogle vilkår og implikationer af EF-medlemskabet for dansk økonomi. I årbogens afsluttende artikel vurderer cand. mag. Thomas Pedersen i artiklen »EF og Latinamerika. Fra høflig afvisning til fast forbindelse« forudsætningerne for og de mulige konsekvenser for en udbygning og forstærkning af forbindelserne mellem EF-landene og Latinamerika. Thomas Pedersen fremhæver EFs øgede interesse for det latinamerikanske område efter Spaniens og Portugals indtræden i EF, ikke mindst grundet de iberiske landes kulturelle og politiske forbindelser, som »vil være af største betydning for EFs latinamerikapolitik«.
Årbogen indeholder i lighed med tidligere udgaver en udførlig dokumentation for dansk udenrigspolitik i 1985, en fortegnelse over årets forespørgsler og spørgsmål i Folketinget, en række opinionsundersøgelser om udenrigspolitiske spørgsmål samt en omfattende bibliografi. Dansk udenrigspolitisk Instituts mangeårige sekretær, direktør for Det udenrigspolitiske Selskab, Niels Jørgen Haagerup, fremlægger for sidste gang inden sin al for tidlige død i juni i år beretning for instituttets virksomhed i 1985.
 
Det Sikkerheds- og Nednistningspolitiske Udvalgs tidligere beslutning om en ændret publikationspolitik markeredes i 1986 ved den reducerede årbog, som nu udsendes under titlen »Nedrustning og Våbenkontrol«, og som i øvrigt er identisk med tidligere årbøgers bind 2. SNU årbog svarer nu til de rapporter, som det tidligere Nedrustnings- udvalg udsendte under titlen »Beretning til udenrigsministeren om Ned- rustningsudvalgets virksomhed og den internationale udvikling med hensyn til nedrustning i 19 ..« og er da også udarbejdet i udenrigsministeriets nedrustningssekretariat. Årbogen er med sit faktuelle indhold et fortrinligt opslagsværk for den, der søger oplysninger om de internationale ned- rustnings- og våbenkontrolbestræbelser samt dansk stillingtagen til disse bestræbelser, således som de i det forløbne år er fremkommet fra officiel side. Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at SNU udsender en årHg redegørelse over sin virksomhed med bl.a. oplysning om fordelingen af de midler, som udvalget har til rådighed til oplysnings- og forskningsvirksomhed samt til rejsestipendier for journalister.
I begyndelsen af året udsendte Forsvarsministeriet sin fjerde årsberetning under titlen »Årlig redegørelse 1985«. Den er i struktur og opsætning identisk med de foregående års beretning og indeholder således korte, faktuelle oplysninger om det sikkerhedspolitiske grundlag med vægten på samarbejdet inden for NATO, forsvarets økonomiske forhold og udviklingen i værnene og hjemmeværnet. Fremdeles en beskrivelse af forsvarsministeriets institutioner, forsvarets personel og materiel samt afslutningsvis en gennemgang af forsvarets aktiviteter (øvelser, FN-tjeneste, fiskeriinspektion m.m.). Der er som tidligere tale om en publikation pa ca. 80 sider, der som tillæg bl.a. indeholder en oversigt over spørgsmål i Folketinget. I gennemgangen af litteraturen for 1984 fremsattes til overvejelse et forslag om at medtage forsvarsministerens svar på spørgsmålene rejst i Folketinget - dette forslag synes fortsat lige relevant, ligesom mfln kan stille sig tvivlende over for det hensigtsmæssige i hvert år at udsende en redegørelse.
 
Sikkerhedspolitik i 80’eme
Under denne titel - og med undertitlen »Danmarks alternativer i internationalt perspektiv« - har Finn Madsen udsendt sin tredie udgave af en undervisningsbog om »den internationale udvikling inden for rustningskapløbet og specielt supermagternes stilling samt forskellige aspekter af dansk sikkerhedspolitik, som den tager sig ud ved midten af 1980eme«. Tredie udgave foreligger i to bind, idet bind to indeholder en tekstsamling med eksempler på aktuelt tekstmateriale, bl.a. i form af uddrag af opinionsundersøgelser, breve, rapporter, bøger, kommentarer, taler, læserbreve, folketingsdebatter og interviews.
Finn Madsen skriver i sit forord, at »bogens sigte i første række er undervisningen i samfundsfag og historie i gymnasiet, på HF, seminarier og andre højere undervisningstrin«. Det er på en meget udmærket måde lykkedes ham at fremlægge et afbalanceret materiale, som samtidig med stor fordel vil kunne indgå i undervisningen på enhver af forsvarets officersskoler og i den videregående uddannelse. Redegørelsen suppleres med et rigt og relevant billedmateriale samt instruktive oversigter og gr^ikker. Bogens enkelte kapitler såvel som kapitlernes underafsnit er udbygget med litteraturhenvisninger - primært til litteratur udsendt på dansk - og henviser endvidere til relevante tekster i tekstsamlingen i bind to. Denne samHng af tekster omfatter ca. 100 eksempler, derpå en naturlig made og i direkte forlængelse af bind 1 fremstår som et fortrinligt supplement. Gennem et antal spørgsmål i slutningen af bind 2 kan dette bind i sig selv anvendes som et selvstændigt undervisningsgrundlag. Bøgerne skæmmes beklageli^s af flere trykfejl, som dog ikke fordrejer den indholdsmæssige værdi. Bogens første og anden udgave udkom i 1981 og 1982. Det kan håbes, at Finn Madsen vü være i stand til fortsat at holde sig ajour med den internationale og danske sikkerhedspolitiske udvikling, så han om føje år vil kunne udsende en fjerde udgave.
 
Lille land - hva’ nu?
Fredsbevægelsens forlag har i slutningen af 1985 og begyndelsen af 1986 udsendt fire bøger i en serie, som kaldes »Lille land - hva’ nu?« I 1985 forelå »Fodnoter og fredspoHtik - det parlamentariske spü om Danmarks sikkerhed«, som indeholder interviews med Lasse Budtz, Gert Petersen og Ame Stinus afsluttet forud for 26. marts 1985. På baggrund af de tre interviews vurderer lektor Wilhelm Christmas Møller spørgsmålet, om der eksisterer et sikkerhedspoHtisk flertal i Folketinget. I bogens indledning airføres, at Christmas Møller har dokumenteret, at et sådant flertal faktisk eksisterer, og det tilkendegives, at »bogen handler om dette raketflertal«, ligesom den »søger at klarlægge, hvor langt dette flertal kan udvikle sig - og om de seneste års opposition imod bestemte sider af NATO strategi på længere sigt kan udmøntes i en alternativ sikkerhedspolitik«.
Noget entydigt svar gives ikke, omend der selvsagt er meget de tre interviewede kan blive enige om. Christmas Møller trækker Ame Stinus’ udtalelse »jeg befinder mig personKgt i en omstillingsfase, hvor jeg ikke helt har gjort op med mig selv, hvad jeg mener« frem, som en karakteristik, der kunne hæftes på de tre interviewede - ja, for så vidt på en lang række politikere, og Christmas Møller finder, at Danmark som helhed (uanset partitilhørsforhold) befinder sig ved en sikkerhedspolitisk korsvej. Henset til at bogen bygger på udtalelser fra begyndelsen af 1985 skal den i øvrigt ikke nærmere kommenteres, men den er for så vidt interessant læsnmg, når disse »historiske« udtalelser om den fremtidige udvikling på det sikkerhedspolitiske område sammenholdes med de i dag foreliggende kendsgerninger.
 
Den anden bog bærer titlen »Norden, atomvåbenfri zone« og indeholder bidrag af cand. mag. Bjørn Møller, som skriver om »Atomvåbenfri zone - hvordan? - hvorfor?«, og af cand. phil. Ole Wæver, som behandler problemet under titlen »Supermagterne i Norden - Norden i fremtiden«. Som en afrunding af disse bidrag fremsættes i et interview med Knud Damgaard »en politisk vurdering«. I et appendix, som indeholder, hvad der betegnes som »dokumentation«, er uddrag af forskellige dolmmenter og tidligere fremsatte forslag til traktater og deklarationer om atomvåbenfri zoner. Blandt disse afsluttende sider levnes der plads - to sider ud af bogens 98 sider - til regeringens synspunkt, fremlagt af udenngsminister Uffe Elleman-Jensen.
Bogen indeholder intet nyt i forhold til allerede kendte synspunlrter. Ole Wæver har dog valgt at anskue problemet på baggrund af den flådeopbygning og ændrede situation i Nordatlanten, som er forarsaget af den øgede sovjetiske kapacitet ved den sovjetiske Nordflåde samt den affødte ændring i den amerikanske maritime doktrin. Han finder, at de nordiske lande herigennem i højere grad end tidligere bliver inddraget i Øst-Vest dialogen, og at det nordiske område derfor ikke længere kan karakteriseres som et lavspændingsområde. Han går dog ikke så vidt at udtale sig om, hvad der er trådt i stedet - han er måske bange for at bruge betegnelser som spændings- eller højspændingsområder?
 
I interviewet med Knud Damgaard bemærkes, at han pa et spørgsmål om, hvorvidt Vesteuropa ville kunne optræde mere selvstændigt gennem en politisk union i EF, udtaler sig imod en »form for Europas forenede stater. Men der kunne f.eks. ske en ændring af NATO opbygning, hvor Vesteuropa selv påtager sig bestemte forsvarsopgaver og dermed får en øget handlefrihed. Et eksempel kunne være en selvstændig vesteuropæisk kommando i NATO«.
Seriens tredie bog er udsendt under titlen »I demokratiets navn« og indeholder fire artikler - den første af Jens Toft, som skriver om »Den forsvarspolitiske beslutningsproces - et levn fra Enevælden«. Baltzer Andersen skriver om »Grønland - en brik i spillet«. Han følges af Henrik Zahle, som behandler »Forsvar for demokratiet«, og bogen slutter med Klavs Birkholms »Kemestaten«. Som bilag gengives VSs forslag til folketingsbeslutning om »øget parlamentarisk-demokratisk kontrol med Danmarks deltagelse i NATO«, og et bUag med det grønlandske landstings beslutning om »Grønland som et atomvåbenfrit område«. I bogens forord forklares hensigten med denne tredie bog som værende »M e alene en kritik ^ det manglende demokrati, men også en påvisning ^ et centralt element i fredsbevægelsens kamp. Kampen for demokratiet«. en tråd tager Jens Toft straks op i sin ikke særlig inspirerende og efter- hånden monotome og kedsommelige nedgøren af forsvarsministeriet - kunne han dog blot gøre det med et strøg af humorisme. Endnu engang trækker han Ravnstrup op af hatten, ligesom vi præsenteres for forstærk- ningsaftaleme, den danske holdning til dobbeltbeslutningen, doktrinen om Airland Battle, og under en overskrift »kan militarismen tåle demokratiets friske luft?« drister han sig til en konklusion om dansk forsvarsplanlægning, som »ikke eksisterer som andet end et led i en NATO sammenhæng. Planlægningen foregår i NATO-regie i et samspil mellem stabene i Bruxelles og Pentagon og med detailplanlægningen i Baltap- hovedkvarteret i Karup/Ravnstrup. Derfor kommer dansk forsvarspolitik til at virke som et spejlbillede af USAs politik, og derfor foregår NATO- integrationen med stærkt stigende hast i disse år, befordret af danske officerer med månedlange kurser i USA eller ansat i stabene i Bruxelles« - så ved vi det.
 
Baltzer Andersens korte artikel om Grønland er også gentagelser af kendte argumenter, med fremhæven af den grønlandske fredsbevægelse SORSUNNATAs indsats. Henrik Zahles artikel er bogens mest interessante, omend der også for hans vedkommende er tale om en »suppe på gamle ben«. Han gennemgår de grundlovsmæssige problemer omkring forsvarets overgang tü NATO kommando. Han konstaterer, at forfatnings- mæssigt er det regeringen, der skal tage stilling tü, om Danmark skal mvolveres i krigshandlinger - en stillingtagen, som kan ske uden folke- tingets kontrol. Efter en gennemgang af de juridiske forhold omkring Enhedskommandoen, og det ansvar chefen som NATO-chef måtte have - og som Zahle angiver at være uden forpligtelser over den danske regering - konkluderer han, at en overførsel af dansk forsvar til NATO kommando 1 henhold til grundlovens paragraf 19, stk. 2 og videre paragraf 20 skal ske ved lov, og at »denne lov kræver kvalificeret procedure, idet loven enten skal vedtages i Folketinget med et flertal bestående af 5/6 af Folketingets medlemmer, eller loven skal godkendes ved en folkeafstemnmg«. Efter citat af en tysk forfatiiingskommentar slutter Zahle sin artikel med et noget besynderligt synspunkt, som synes ude af kontekst med det foregående. Han skriver, at »kommandosystemer for det danske militær er indarbejdet i et vesteuropæisk, supranationalt beslutningssystem og på tværs af den supranationale strukhir fungerer USA kommando som en enkelt, dominerende national kommando. Beslutningssystemer har ingen mindelser om det demokrati, som Atlantpagten saetter som sit mal at forsvare. Danmark har lagt spørgsmålet om krig og fred i NATO hænder med den amerikanske præsidents pegefinger på aftrækkeren«. Klavs Birkholm skal endnu engang omkring dobbeltbeslutningen fra 1979, og han gør den interessante bemærkning, at »NATO udenrigsministrene traf principbeslutning allerede 3% år tidligere (i juni 1976). Det faktiske forhold er imidlertid, at i foråret 1976 holdt udenrigsministrene møde 20.-21. maj i Oslo og intet i communiqueet omtaler elementer i dobbeltbeslutningen. I den følgende måned holdt forsvarsministrene deres halvårlige møder i forsvarsplanlægningskomiteen (lO.-ll. juni) og i den nukleare planlægningsgruppe (14.-15. juni). I commxmiqueet fra sidstnævnte møde henvises til den rapport den amerikanske forsvarsminister i 1974 af kongressen blev pålagt at lade udarbejde om de amerikanske nukleare styrker i Europa, men den havde intet at gøre med dobbeltbeslutningen.
 
Senere i artiklen kommenterer Birkholm neutronbombeproblematikken, og det er hans opfattelse, at den »blev udviklet og planlagt... i dybeste hemmelighed uden den ringeste orientering til offentligheden eller til de ansvarlige ministre. Alligevel havde Washington-joumalisten Walter Pincus .. .opdaget N-bomben bag en formummet formulering i en kongresrapport om en mindre bevilling til offentlige arbejder«. Det er naturligvis vanskeligt at vide, hvorfor Pincus i 1977 pludselig fandt neutronbomben interessant. Han såvel som andre kunne imidlertid allerede i 1974 have set den omtalt i ovennævnte rapport frå den amerikanske forsvarsminister. Seriens fjerde og sidste bog bærer titlen »Forsvar - det bedste forsvar«. Den indeholder som de øvrige et antal korte artikler og interviews og indledes med lektor Bertil Heurlins gennemgang af »Danmarks strategiske betydning«. Heurlin kaster sig ud i overvejelser omkring den betydning vore nabolande tillægger Danmark og konkluderer, at »alt dette er løsagtig snak For Danmark ligger der«. Under overskriften »Danmark og supermagtsstrategi« synes Heurlin at være standset op midtvejs, idet han kun behandler spørgsmålet »hvordan kan man forestille sig USSR se på Danmark med militære øjne«? Han kommer ikke frem til noget egentligt svar, og først i det afsluttende afsnit berører han relationen DanmarkAJSA og konstaterer kort, at »Danmark ønsker en beskyttelse gennem den amerikanske atomparaply«.
 
I den følgende artikel gennemgår forsvarspolitisk medarbejder på Land og Folk »det danske forsvars opgaver - og hvordan Danmark er blevet en brik i USAs globale spil«. Han skriver frejdigt, at forstærkningsaftaleme »ikke blev undfanget på grund af en dansk generals fortvivlende råb om tilførsel af flere kræfter til det nationale forsvar. Planerne blev født i Pentagon med det formål at kunne stationere størst mulige amerikanske stoker tættest muligt på Sovjetunionen«. Artiklen har nogle uhyrlige påstande, og er overvejende et langt angreb mod USA og dansk forsvars placering i det integrerede samarbejde i NATO. Bjørn Møller ved Center for Freds- og Konfliktforskning behandler i en artikel de teoretisk udarbejdede modeller for et såkaldt defensivt forsvar. I en gennemgang af de politiske perspektiver omtaler han debatten inden for SPD i Forbundsrepublikken og Labour i England og bemærker omkring debatten i Danmark, at »selv militærpersoner begynder så småt at tale Roma midt imod«. Efter at have navngivet et par officerer fortsætter han: »hovedparten af forsvaret står imidlertid værn om traditionerne og korpsånden og ser næppe med milde øjne på »afvigerne««. I sin konklusion skriver Møller, »at der faktisk er skred i debatten... både i den danske »andedam« og i det store udland. Det nye i situationen er bl.a., at NATO for alvor har mødt modstand mod sin »traditionelle« strategi og dens afhængighed af atomvåbenene«. Det forekommer at være at gøre en gås af en fjer.
 
I et interview med fredspolitisk sekretær i DKP, Anker Scheming, oplyses med henvisning til et budgetforlig i Københavns kommxme, at »DKP er ikke noget protestparti«, og fortsætter under henvisning til en mulig forsvarsaftale mellem Socialdemokratiet og SF, at »en sådan aftale ville blive udsat for massive angreb fra NATO og højrefløjen. I den situation er det kommunisternes pligt at organisere forsvaret af Fredsflertallet i Folketinget, ikke at score billige points«.
Bogen afsluttes med et interview med oberst G. K. Kristensen, som på spørgsmålet »hvorfor er militæret generelt så afvisende over for at debattere forsvarets forhold, f.eks. at tage en reel debat om et defensivt forsvar?« svarer: »I øjeblikket frygter forsvaret især to ting: FNs fredsår - og at tankerne om et defensivt forsvar får politisk fodfæste. Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at danske officerer er mere loyale over for NATO end over for den danske befolkning«. - Gad vist, hvad der gemmer sig bag en sådan udtalelse? På et spørgsmål om de reaktioner der ved en omstilling af det danske forsvar måtte komme fi-a NATO, antyder obersten muligé reaktioner fra enkelte andre lande og tilføjer: »men det behøver vi ikke rette os efter. Vi er jo en selvstændig nation«. Enig, og sådan har Danmark altid handlet i NATO sammenhæng. Det kan, trods den monotome og delvis destruktive tone der præger bøgerne, anbefales at de læses, fordi de giver læseren en god mdsigt i tanker, der gøres i visse dele af det sikkerhedspolitiske miljø her i landet.
 
Kampen om sikkerheden
»Den forøgede politisering og polarisering i dansk sikkerhedspolitik« er det udsagn, hvorom det tidligere triumvirat ved Institut for Statsvidenskab ved Aarhus Universitet, Ib Faurby, Hans-HenrikHolm og Nikolaj Petersen, beskriver »nye tendenser i dansk politik«. I bogens forord skriver forfatterne, at den »er skrevet for at give stats- kundskabsstuderende en oversigt over nogle væsentlige problemstillinger og udviklingstendenser i dansk sikkerhedspolitik«. Det er imidlertid deres håb, at bogen »kan have interesse for alle, der interesserer sig for, hvordan man skal forklare og forstå den kamp om sikkerhedspolitikken, som vi har været vidne til de senere år«.
Bogen må i sandhed have interesse for en bredere kreds af mennesker, idet de tre forfattere med deres sædvanemæssige velformulerede pen beskriver udviklingen i dansk sikkerhedspolitik siden slutningen af 7Oerne. Efter en kort introduktion omtales ændringstendenseme i dansk sikkerhedspolitik. Dette kapitel følges op af en besvarelse af spørgsmålet »hvorfor er sikkerhedspolitikken ændret?«, og bogen afrundes af de konklusioner, som forfatterne mener kan drages af de perspektiv er, som synes at ligge i dansk sikkerhedspoUtisk formulering og tankegang. Dette afsluttende kapitel synes i væsentlig grad at henvende sig til de stats- kundskabsstuderende, mens bogens to første afsnit gennem ikke mindst en grundig behandling af Socialdemokratiets ændrede holdning fra regeringstil oppositionsbænken med udbytte kan læses af enhver.
I sin definition af bogens nøgleord beskrives de seneste års politisering som den større offentlige opmærksomhed, der er opstået omkring sikkerhedspolitiske spørgsmål, og den deraf afledte debat mellem de politiske partier. Samtidig mener forfatterne, at der er sket en polarisering af stand- pimkteme, hvilket betyder, at der er blevet større afstand mellem væsentlige politiske gruppers og partiers opfattelse af de sikkerhedspolitiske problemer. Forfatterne mener, at politiseringen og polariseringen hidrører fra fire generelle, internationale udviklingstendenser: Den strategiske paritet mellem USA og Sovjetunionen, detentens sammenbrud, udviklingen i det amerikansk-vesteuropæiske forhold samt voksende økonomiske problemer. På en indsigtsfuld måde, men dog ikke ganske tilstrækkelig, beskrives disse udviklingstendensers afsmittende indflydelse på den danske sikkerhedspolitiske debat. Er som nævnt Socialdemokratiets politiske svingning rimelig grundigt behandlet, savnes imidlertid en nøjere gennemgang af baggrunden for de borgerlige partiers fastholden ved den traditionelle førte sikkerhedspolitik. På forskellig måde er gennem de seneste år beskrevet aktører i udformningen af dansk sikkerhedspolitik. Det kunne være af interesse om de tre forfattere (eller blot en af dem) ville behandle de konsekvenser, de hjemlige vedtagelser måtte have på dansk troværdighed i det atlantiske forsvarssamarbejde - og i øvrigt mulige afsmittende virkninger på den generelle danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske troværdighed og gennemslagskraft.
Bogen kan anbefales, fordi den gennem sin læservenlige tekst giver mulighed for hurtigt at forstå samspület meUem de øjeblikkelige beslutningstagere i dansk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. En lille korrektion: Forfatterne karakteriserer det senest indgåede forsvarsforlig for »et uklart kompromis«. Det har tilsyneladende været så uklart, at forfatterne har fået opfattelsen af, at tjenestetiden inden for hæren blev udvidet fra 9 til 12 måneder. Var det blot tilfældet ville mange vanskeligheder have været løst til gavn for en balanceret og hensigtsmæssig uddannelse af soldaternes samvirke ud over enkeltmand, deling og kompagni.
 
Sovjetunionen - historie, ideologi, økonomi og politik 
Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste har i serien »Forsvaret i Samfundet« udsendt en publikation om Sovjetunionen, skrevet af professor Bent Jensen, Odense Universitet. Som bogens titel tilkendegiver, behandler den et bredt spektrum af alle de elementer, som indgår i beskrivelsen af Sovjetunionen - såvel udenrigs- som indenrigspolitisk. Det må karakteriseres som et dristigt forehavende at søge på godt 100 sider at afdække disse mange sider af det sovjetiske samfund, herunder en beskrivelse af den historiske udvikling fra det 9. århundrede til vore dage. Bogen bliver derfor også kun et hastigt strejftog med interessen fokuserende mod Sovjetunionens politiske, økonomiske og militære situation, som den fremstår i dag. Bent Jensen har selvsagt været pålagt en kvantitativ øvre grænse, men han har alligevel formået i en kondenseret form at viderebringe sin store og omfattende viden, hvorved læseren får et rimeligt kendskab til dette store, pliu'alistiske, uenssammensatte, men alligevel konforme kontinent.
I introduktionen til afsnittet om de væbnede styrker, skriver Bent Jensen, at »Sovjetunionen er en supermagt takket være sin militære styrke, og den militære styrke hviler på den sovjetiske industris evne til at frembringe militært udstyr i tilstrækkeligt omfang og i tilstrækkelig kvalitet«. Dette er en central udtalelse, som ikke mindst underbygges af de fremsatte vurderinger af det soyjetiske samfunds indretning og virkemidler. Det synes nærmest underforstået, at der bør sættes spørgsmålstegn ved at karakterisere en nation som en supermagt, når denne tilsidesætter fundamentale mermeskelige rettigheder.
Som omtalt andetsteds er Bent Jensens publikation ikke den eneste, der i 1986 er udsendt om Sovjetunionen, og der er i det hele taget gennem de seneste år fremkommet en bred vifte af bøger, tidsskrifter, artikler m.m. om Sovjetunionen. Det kunne være interessant om interessen vüle svinge over til tilsvarende beskrivelser af USA eller vore nærmeste europæiske naboer. Selvom vi hører meget om de interne forhold i disse åbne samfund, er spørgsmålet, om vi kender f.eks. landenes samfundsstruktur tilstrækkeligt til at opnå den fulde forståelse af de mange begivenheder, vi dagligt præsenteres for.
 
En frisk start
Journalist Connie Pedersen, udsendt medarbejder for Ritzaus Bureau i Washington i perioden 1984-1986, har med baggrund i dette ophold i USA skrevet »en journalistisk dagbog over op- og nedture i det amerikanske forhold over de seneste to år set fra Washington«. Der er tale om en velskrevet og let læst bog, som i tidskronologisk orden gengiver udviklingen i forholdet mellem USA og Sovjetunionen fra efteråret 1984.
Connie Pedersen synes tydeligvis at have forestillet sig muligheden af en »dagbog« svarende til f.eks. Strobe Talbots beskrivelse af INF/START- forhandlingeme i bogen »Deadly Gambit«, men hun formår ikke på samme måde at give en detaljeret gennemgang af de mange og særdeles komplicerede forhold i supermagtsrelationeme. Hun gør i bedste Talbot-stil forsøg på at »være til stede« under drøftelserne og fremsætter f.eks. citater fra en samtale mellem Reagan og Gorbatjov i Genéve i november 1985. Omvendt mangler bogen uddybende forklaringer, som i dette tilfælde, hvor hun omtaler den mulige amerikanske overtrædelse af SALT-aftalen.
Hun forklarer problemet med bemærkningen: »hvis andre atomvåben ikke blev taget ud af drift samtidig ville USA biyde gennem et loft i SALT-2 aftalen« (min fremhævning). En nærmere uddybning af dette eller andre lofter i aftalen ville have været godt for læseren. Bogens fortrin ligger i den kalejdoskopiske, overskriftsmæssige oversigt, og er for så vidt en udmærket introduktion for den, der ønsker at vide mere’ men også for den, der gennem dagspressen alene ønsker at følge de store linier i udviklingen i forholdet mellem de to nationer.
 
Sovjetunionen i reformernes tegn
Med udgangspunkt i det sovjetiske kommunistiske partis 27. kongres, som blev afholdt i Moskva fra 25. februar tü 7. marts 1986 har en gruppe forskere ved Sydjysk Universitetscenters institut for Øst-Vest forskning foretaget »en hurtig og umiddelbar vurdering af situationen i Sovjetiinionen på det økonomiske, politiske, sociale, kulturelle såvel som på det internationale område med udgangspunkt i kongressens dokumenter«.
Denne vurdering er indeholdt i en bog, som er udsendt under ovenanførte titel. Bogens primære interesse skyldes, at den er udkommet så kort tid efter kongressens afholdelse. Konklusionerne bygger på udviklingen forud herfor og tager således ikke, som anført, udelukkende udgangspunkt i kongressens dokumenter. Bogens redaktør, Jens Qvortrup, indleder med en artikel om »Planlægning og velfærd i Sovjetunionen«. Han følges af Margit Nielsens vurdering af »Den sovjetiske økonomi efter 27. partikongres« og af Ole Nørgaards gennemgang af »Sovjetunionens politiske system - før og efter 27. partikongres«. Fremdeles af to artikler af Andreas Jørgensen henholdsvis Jens-Jørgen Jensen, som behandler »Sovjetunionen i den internationale politik« henholdsvis »...økonomi«. Märta-Lisa Magnussen søger »Den nye åbenhed i sovjet-litteraturen«, og bogen afsluttes af Christian Mailand-Hansens vurdering af »Nye tendenser i sovjetisk kulturpolitik«.
Ole Nørgaard udtiykker i sin artikel en betydelig skepsis over for reformers mulighed for at blive virkeliggjort, ligesom han anser dem for en balancegang mellem hensynet til på den ene side interessegrupper og sociale værdier, og på den anden behovet for reformer, der kan styrke den økonomiske udvikling. At gennemføre en sådan balancegang er opgaven for enhver leder i Sovjetunionen, »og det er sådan en balancegang Gorbatjov præsterede op til og under den 27. partikongres«. Andre af bogens forfattere - f.eks. Margit Nielsen, Märta-Lisa Magnussen og Jens Qvortrup - er af den opfattelse, at trods inerti og træghed i organisationers og institutioners hierarkiske struktur, så har Sovjetunionen dog gennem tideme »vist en betydelig evne til at forandre og tilpasse sig«. Men mon ikke netop trægheden i det sovjetiske samfund gør det vanskeligt allerede så kort tid efter kongressens afslutning at vurdere, hvorvidt Gorbaljov virkelig har kunnet og vil kunne holde balancen.
 
Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik
Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg har ved årsskiftet virket i seks år, d.v.s. i to mandatperioder. Under udvalgets første periode (1981-1983) udsendte det daværende formandskab redegørelsen om »Dansk sikkerhedspolitik og forslagene om Norden som kemevåbenfri zone«. Flagskibet for det formandskab, hvis mandatperiode netop ved årsskiftet er afsluttet, har været en gennemgang af de to militære supermagters udvikling i de nordlige havområder og den arktiske region, samt den indflydelse denne udvikling har haft og har på sikkerhedspolitikken i de nordiske lande.
Publikationen er udsendt i to bind, hvor bind 1 indeholder formandskabets redegørelse, mens der i bind 2 på baggrund af bidrag fra udenlandske eksperter foretages analyser af den strategiske udvikling i de nordlige havområder, som den måtte tage sig ud fra de primært berørte staters synsvinkel. Det drejer sig om analytikere fra Canada, Storbritannien, Finland, Norge, Sverige, Island, Forbundsrepublikken og USA. En henvendelse om et sovjetisk bidrag gav intet resultat, hvorfor en soyjetisk tidsskriftartikel er medtaget.
Redegørelsen (bind 1) er struktureret i fem artikler, hvor kapitel 1 behandler områdets geografi og militære betydning, kapitel 2 sovjetisk og amerikansk strategi og kapitel 3, på baggrund af en gennemgang af flådernes sammensætning, udrustning og organisation, en beskrivelse og analyse med henblik på at vurdere, hvad der kan siges at være disse styrkers funktion. I kapitel 4 følger den egentlige analyse af den sømilitære udvikling med udgangspunkt i de fire grundlæggende flådeopgaver: flådetilstedeværelse, strategisk afskrækkelse, søherredømme og styrkeprojektion mod land, der behandles i hvert sit afsnit. I det afsluttende kapitel søges, med udgangspunkt i de delkonklusioner der er blevet draget i de forudgående kapitler, en vurdering af den sømilitære udviklings mulige konsekvenser for Nordens sikkerhedspolitiske vilkår.
På baggrund af delkonklusionerne i de indledende kapitler konstateres at de nordlige havområders øgede strategiske betydning og den stedfundne militære opbygning allerede har sat sig spor i de nordiske landes sikkerhedspohtik, men at den sømmtære udvikling ikke i sig selv vil kunne bruges som entydig arpmentation for fundamentale ændringer i de nordiske landes sikkerhedspolitik. Der drages ikke en endegyldig konklusion - det overlades tU andre, d.v.s. primært politikerne. Bemærkelsesværdigt - men måske næppe forbavsende - har ingen turdet træde frem og drage muUge konsekvenser, og så vidt synes interessen for publikationen at være større i de øvrige nordiske lande.
 
SNU informerer
Ud over publikationer omtalt andet sted i denne artikel, skal her henvises under en fælles overskrift til øvrige publikationer udsendt af Det Sikker- heds- og Nedrustningspolitiske Udvalg i serien »SNU informerer«. I begyndelsen af 1986 udsendtes publikationen »EUREKA«, som er skrevet af stud. scient, pol. Carl-Henrik Hall. Den blev udarbejdet på baggrund af en opfordring tü SNU fra Folkebevægelsen mod EFs parlamentsgruppe til at undersøge a) i hvor høj grad der var sammenfald mellem SDI og EUREKAs forskningsopgaver, og b) i hvilken udstrækning EUREKA havde militærpolitiske dimensioner. Hall fremlagde i efteråret 1985 et papir, som udvalget drøftede på sit møde 1. oktober 1985. På baggrund af fremsatte synspunkter under dette møde og under hensyn til resultatet af konferencen i Hannover i november 1985 mellem regeringsrepræsentanter for EUREKA-landene blev redegørelsen publiceret i begyndelsen af 1986.
EUREKA, som er forkortelsen for European Research Co-ordination Agency (pa dansk Organisationen for europæisk forskningssamarbejde), blev initieret af den franske præsident Mitterand, og som ide for en euro^ pæisk forskningsindsats vedtaget på EFs stats- og regeringschefsmøde i Müano i sommeren 1985. Kredsen af interesserede voksede imidlertid snart ud over EF-rammen, og i juli 1985 havde 18 lande udtalt interesse for projektet. På mødet i Hannover blev de første 10 projekter lanceret omfattende informationsteknologi, telekommxmikation, robotik, materialer, produktionsteknologi, bioteknologi, marineteknologi, laser, miljøbeskyttelse og transportteknologi. Med denne liste, som ikke skal betragtes som endelig, er der tale om et langt skridt bort fra de oprindelige franske tanker om et emnevalg sammenfattende med SDI programmets. Franske forsøg på at begrænse EUREKAs indhold må anses for at være slået fejl, og man må, som udviklingen har formet sig, stille spørgsmålstegn ved projektets videre skæbne.
Konventionel nedrustning behandles i en publikation udsendt med denne titel. Der er tale om et resumé af en undersøgelse foretaget i FN- regie af en ekspertgruppe nedsat på dansk initiativ og under forsæde af den danske ambassadør Skjold G. Mellbin. Resumeet er udarbejdet af FNs afdeling for nedrustningsanliggender på baggrund af ekspertgruppens rapport, som er gengivet i et bilag til beretning fra generalsekretæren i FN-dokumentet A/39/348 (United Nations Publication No. E.85. IX.l). I fortsættelse af resumeet indeholder publikationen en kort beskrivelse af det danske initiativ, skrevet af ambassadør Mellbin. Under henvisning til igangværende, forskelligartede nedrustningsforhandlinger konstaterer han, at »det ikke er let at pege på områder, hvor der ud fra de aktuelle forudsætninger er håb om snarlige konkrete resultater for nedrustnings- bestræbelser vedrørende konventionelle våben; men herved kan man naturligvis ikke slå sig til tåls. Dertil står der alt for meget på spil«. Opgaven er derfor efter Mellbins opfattelse, at fastholde konventionel nedrustning som et emne i sin egen ret på det internationale samfunds dagsorden. Publikationen rundes af med en vurdering omkring det danske initiativ skrevet af Tøger Seidenfaden. Han stiller sig tvivlende over for de danske bestræbelser, ikke mindst grundet den måde koalitionen af tre dieverdenslande forvalter det flertal, de i FN har opbygget på en række områder. Seidenfaden finder det forstemmende, at næsten intetsigende rapporter knap nok Van vedtages, ikke grundet diplomatiske eller eksperters indsats, men derimod hele FN-systemet.
 
Ud fra tanken om at søge belyst nogle erfaringer med fælles vestlig våbenproduktion og konsekvenserne for blandt andet forsvarsøkonomi og våbenkontrol, har SNU udsendt en lille publikation under titlen »Fælles vestlig våbenproduktion« skrevet af Björn Hagelin, som er ansat ved Uppsala Universitets afdeling for freds- og konfliktforskning. Hagelin bemærker, at »emnet er stort og berører en række områder«, og at »alt kan derfor iVVft behandles så udførligt som ønskeligt - døren til dette emne kan bare åbnes på klem«. Det er meget forståeligt, at Hagelin indledningsvis tager dette forbehold, for selv om han på en ganske udmærket måde behandler det vestlige flyproduktionssamarbejde, så mangler en bredere beskrivelse af emnet - herunder de mange fejlslag, der har været. Hagelin kommer ganske indgående ind på EFs rolle, men det nærmeste han kommer den såkaldte Eurogruppe, er en definition i et indledende afsnit. Publikationen, som ellers på udmærket vis er udbygget med tabeller og oversigter, efterlader læseren med kravet om yderligere informationer om et ikke uvæsentligt element i det vestlige samarbejde. I fortsættelse af tidligere SNU publikationer om Norden som kernevåbenfri zone behandler Lars Adam Rehof de danske stræder og folkeretten i publikationen »Kemevåbenfri stræder?«
I debatten om Norden som kemevåbenfri zone er Østersøen og de danske stræders status ofte blevet berørt, men først med denne publikation er der åbnet for en behandling af de komplekse spørgsmål knyttet til de folkeretlige aspekter i forbindelse med en kemevåbenfri zone. Rehof har lavet en ganske fyldig.redegørelse, som, gennem en behandling af gældende ret, havretten og teoretiske og praktiske problemer omkring kemevåbenfri zoner, når frem til konklusionen, at set i et folkeretsligt perspektiv må man gå varsomt frem i forbindelse med skabelsen af en zone omfattende bl.a. de danske stræder. Rehof bemærker i den forbindelse, at »hermed er ikke sagt, at en sådan kemevåbenfri zone i Norden på forhånd er en umulighed, men det er givet, at etableiingen af en eventuel zone vil kræve langvarige og vanskelige forhandlinger«. Udbudet af litteratur på dansk om det strategiske forsvarsinitiativ (SDI) har i årets løb været meget begrænset - i det mindste når talen har været på publikationer ud over avisreferater eller mindre bidrag i nyheds- medieme. I udlandet har publikationsmængden fulgt de seneste års store omfang.
 
En af de eneste - eller måske den eneste - der er udsendt, omfatter 5 artikler, som alle daterer sig til slutningen af 1984 henholdsvis begyndelsen af 1985. De er samlet af udenrigsredaktør ved Politiken, Ib Faurby, som i sin indledning skriver, at formålet med publikationen har været at præsentere synspunkter fra den politiske, strategiske og tekniske debat, som fulgte i kølvandet på præsident Reagans tale 23. marts 1983, hvor Reagan formulerede sit spørgsmål om muligheden for at stoppe strategiske ballistiske missiler, endnu før de ville kunne ramme USA eller USAs allierede. Artiklerne, som Faurby indrømmer ikke er dagsaktuelle, indeholder bidrag af såvel fortalere som modstandere af SDI. Den indledende artikel er en oversættelse fra The New York Times skrevet af Zbigniew Brzezinski, Robert Jastow og Max K. Kampelman - sværvægtere i det amerikanske sikkerhedspolitiske miljø. Som fortalere for SDI beskriver de problemer om det strategiske forsvarssystems mulige evne til at styrke den traditionelle kemevåbenafskrækkelse, men berører også øvrige aspekter omkring SDI: teknik, jura, økonomi og politik. Netop de tekniske problemer bliver gjort til genstand for indgående behandling i publikationens anden artikel. Den er fra tidsskriftet Scientific America og skrevet af Hans A. Bethe, Richard L. Garvin, Kurt Gottfried og Henry W. Kendall. Den følgende artikel er skrevet af Peter A. Clausen og indeholder en gennemgang af de strategiske konsekvenser af SDI. Clausen er strategisk analytiker ved Union af Concerned Scientist, og han foretager en kritisk gennemgang og diskussion af argumenter fremsat om SDIs betydning for strategi og nedrustningskontrol.
I foråret 1985 holdt den britiske udenrigsminister Sir Geoffrey Howe en tale, hvori de fleste af de vesteuropæiske bekymringer omkring SDI blev opregnet. Talen, som er gengivet som den fjerde tekst, skabte betydelig irritation i Washington, og affødte kort tid efter en meget skarp reaktion fra viceforsvarsminister Richard Perle. Gennem sin tale den 23. marts 1983 rørte præsident Reagan ved et af de centrale elementer i den strategiske ligning, nemlig betydningen af en fortsat troværdighed til doktrinen om den gensidige sikrede ødelæggelsesevne. En af kritikerne af denne doktrin i 1970eme, Fred Charles Ikle, som i dag er viceforsvarsminister og en af de mest aktive fortalere for SDI, har skrevet den sidste tekst, hvis hovedtese er, at doktrinen hvilede på forkerte forudsætninger, og at det under alle omstændigheder ikke er muligt at fastholde den under indtryk af den tekniske og politiske udvikling.
Et af publikationens fortrin er bl.a. at finde i bilaget, som er en gengivelse på dansk af ABM-traktaten fra 1972. Hidtidige diskussioner, såvel som de der må forventes at følge, vil alle henvise til teksten i denne traktat og stille spørgsmålet om SDI vil undergrave den.
Publikationen må betragtes som et øjebliksbillede af SDI-debatten, men må, grundet udsendelsestidspunktet i forhold til teksternes fremkomst i de internationale tidsskrifter, anses for at være forpasset. Som referencemateriale vil publikationen have stor værdi, fordi der her foreligger vanskelig tilgængelig tekster på et forståeligt dansk.
 
Det tyske spørgsmål
I september 1985 afholdtDet Sikkerheds- ogNedrustningspolitiske Udvalg et seminar om det tyske spørgsmål i 1980eme. Baggrunden for seminaret var en beslutning i udvalget om nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skulle studere og forberede en rapport om de forskellige aspekter af det lyske spørgsmål, og dermed give arbejdsgruppen inspiration i sit fortsatte arbejde. I sin åbningstale til seminaret begrundede ambassadør Kjeld Mortensen bevæggrunden for overhovedet at tage det tyske spørgsmål op til særskilt analyse med henvisning til sanmaenbrudet af supermagtdetenten og de negative indvirkninger på en fortsættelse af den østpolitik, som under- støttedes af vigtige politiske kredse i Forbundsrepublikken; endvidere interne problemer i den vestlige alliance, f.eks. vedrørende INF, som formodes at have svækket samstemmigheden om sikkerhedspolitikken i Forbundsrepublikken og endelig den interne tyske diskussion om grænserne for Forbundsrepublikkens handlefiihed i udenrigspolitikken på baggrund af den ledende økonomiske placering i Vesteuropa.
Antallet af indlæg var så mange, at en sammenfatning, som Niels Jørgen Hågerup udtalte ved seminarets afslutning, »ikke vil kunne give et udtømmende billede af de forskellige synspunkter, som blev udtiykt«. Indlæggene viste en tydelig forskel mellem de indledende mere politiske orienterede, som fremhævede stabilitet og status quo - med undtagelse af den utålmodighed, der prægede partiet De Grønne, og de efterfølgende, som koncentrerede sig om den udvikling og de forandringer, der sker og vil ske i forholdet mellem de to tyske nationer. Udviklingen på den internationale politiske scene løber ofte hurtigt og tager undertiden retninger, som kommer overraskende og medfører tilpasninger tü eksisterende opfattelser. Der syntes dog under konferencen udtrykt - især gennem de tyske deltageres udtalelser - en samstemmende erkendelse af, at der meget vel kunne tænkes at indtræffe forandringer på længere sigt, som kunne ændre de to tyske staters situation - men disse forandringer ville dog ikke kunne tænkes at ske i en isoleret sammenhæng. Publikationen udgør ikke kun i sig selv et godt instrument til forståelse af Forbundsrepublikkens situation i dag, men også et væsentligt bidrag til den nævnte arbejdsgruppes fortsatte studeren af det tyske spørgsmål i 1980erne og fremefter.
 
Atomvinter
11983 udsendtes i det anerkendte amerikanske tidsskrift »Foreign Affairs« en artikel af Garl Sagan, professor i astronomi og rumvidenskab ved Cornell universitetet i USA, under titlen »Nuclear war and climatic catastrophe«. Artiklen er i oversættelse til dansk udsendt i begyndelsen af 1986 på Fredsbevægelsens forlag under titlen »Atomvinter«.
Artiklen bygger på en række videnskabelige studier fra begyndelsen af dette årti om en atomkrigs klimatiske og biologiske konsekvenser. Konklusionen af disse studier blev fremlagt i detaljer på en konference i april 1983 og for offentUgheden i efteråret 1983. Artiklens målgruppe er den almindelige læser uden videnskabelig baggrund og indeholder, efter en indledende beskrivelse af politiske og strategiske virkninger afledt af forskningsresultaterne, en gennemgang af den betydning en anvendelse af nuUeare våben vil kunne få på jordens miljø. Det papeges, at selv en mindre ^vendelse af nukleare våben vü kunne fa til følge, at alt overlevende pa hele vor planet vil bringes i fare. De videnskabelige undersøgelser synes at godtgøre, at tærsklen for en global klimakatastrofe ligger omkring 500- 2000 strategiske sprænghoveder, hvor et sådant defineres til at have en sprængkraft på ca. 500 kiloton. Sagan gør i øvrigt den bemærkning, at den våbenteknologiske udvikling har medført en glidning i adskUlelsen mellem »taktiske« og »strategiske« våbensystemer. Dette fører ham imidlertid, i forbindelse med en vurdering af »first-strike« evnen, til den noget tvivlsomme observation, at den teknologiske udvikling har forøget fristelsen til at foretage »et ødelæggende førsteslag mod fjendens mål på land«. I fortsættelse af denne vurdering beskriver Sagan mulige tiltag i forbindelse med en reduktion af specielt de to supermagters nuldeare arsenal, og behandler afslutningsvis de overvejelser, der i 1983 pågik i USA om reduktion i antallet af våbensystemer ved enten at gennemføre »deep cuts« eller gensidige reduktioner efter princippet om »build down«. Han har tilsyneladende forståelse for vanskelighederne ved en total ^emelse af nukleare våben, idet han opfordrer til sikre og kontrollerbare reduktioner til ned under klimakatastrofens tærskel - »til et niveau, som er tilstrækkelig til afskrækkelse«.
Carl Sagans artikel er tankevækkende og bør mane til eftertanke hos enhver beslutningstager involveret i den nukleare strategidebat. Carl Sagans udsagn er imidlertid, som mange andre i forbindelse med forståelsen af nukleare våben, baseret på teoretisk beregning (og godt for det!).
 
Defensivt forsvar
1986 har også været året, der blev præget af den fortsatte debat om det såkaldte defensive forsvar. Det er imidlertid megét få samlede redegørelser, der er blevet publiceret, og debatten har været koncentreret i aviser og tidsskrifter. Fortalerne for en omlægning af den hidtil keiadte tankegang ntnlfring et forsvars ordning, synes fortsat at have vanskeligheder ved at opstüle en plausibel forsvarsmodel, og de mange indlæg i dagspressen bærer i højere grad præg af værdiladede slagord og synteser end konstruktive modforslag til en anderledes forsvarsstruktur. To publikationer skal dog omtales - begge skrevet med det sigte at gendrive fremsatte synspunkter for et »defensivt forsvar«. Den ene er skrevet af forsvarsminister Hans Engell, som med få, men kontante argumenter tUbageviser tankerne om en omlægning af dansk forsvar. Det sker 1 en lille pjece, som er udsendt under titlen »Defensivt forsvar - et forsvar uden ti-oværdighed«. Han tilbageviser et defensivt forsvar som en mulighed, såfremt Danmark skal være en troværdig partner i det atlantiske forsvarssamarbejde og påpeger de alvorlige problemer, der ville opstå for en fortsat ^dansk inkorporering i Enhedskommandoen. Han peger på NATO strategi om det fremskudte forsvar, og den umulighed, der ligger i en forening af denne doktrin og det defensive forsvar. På spørgsmålet om det defensive forsvar er troværdigt, skriver forsvarsministeren, at »vi må være på det rene med, at ti:oværdigheden ikke skal måles af os selv, heller ikke blandt fredsforskere eller politikere. Det hjælper ikke en døjt, at »frelste« forskere erklærer, at det defensive forsvar er bedre og mere afskrækkende end det nuværende. Troværdighed nås ikke pr. definition«. Forsvars- mmisteren tilbageviser udsagnene om »forstokkethed hos de militære eksperter - det er som om viden og indsigt i sig selv er en diskvalificerende egenskab«, og runder af med at udtale håbet om, »at analyserne fra Center for Freds- og Konfliktforskning, når de engang er færdigudviklede, vil kunne give et reelt grundlag at debattiere de nye ideer på. Men ideer er ikke gode, blot fordi de er nye og bliver fremsat med ildhu og skråsikkerhed. Og det må påhvile de mennesker, der kommer med nye bud på en dansk sikkerhedspolitik at give meget overbevisende argumenter for, at deres opfattelse er den rigtige«.
Major Michael Clemmesen skriver i den af SNU udsendte publikation »Om defensivt forsvar« i en gennemgang af truslen mod Vesteuropa, at »en overlagt beslutning om et pludseligt angreb på Vesteuropa er usandsynligt. Det er heller ikke særligt sandsynHgt, at man vü lade en krise blive optrappet til et højt niveau i et så potentielt farhgt område som Europa. Begge sider har i Europa demonstreret den yderste tilbageholdenhed under såvel oversøiske som europæiske kriser. Det er ikke her, det umiddelbare problem ligger. Det er ikke i de scenarier, som modellens (i.e. modellen for et defensivt forsvar) tilhængere bygger på, men i scenarier, som de overser«.
Clemmesens gennemgang af elementerne i debatten om det defensive forsvar tager udgangspunkt i en beskrivelse af den model tilhængerne af et defensivt forsvar går ud fra i deres argumentationer. Gennem en sammenlignende analyse med udgangspunkt i deime model behandler han forholdet til truslen, Vesteuropa, handlefriheden, invasionen, folkeretten og mere specifikt til typer af militært materiel. I forbindelsen med modellen set i et strategisk perspektiv henviser han til den uafhængighed af tilførslen af forsyninger, som ligger i modellen, men påpeger, at »hvis tilførslerne til Europa standses, rammes viljen til forsvar indirekte. Det er en afgørende mangel ved modellen inden for det scenario, som den er bygget til«. Clemmesen bemærker, i forbindelse med den situation forsvareren måtte befinde sig i, efter at en angriber har nået sine mål, at »forsvareren ingen mulighed har for at genskabe status quo fra før invasionen. Han har ingen muligheder for at straffe angriberen ved at iværksætte guerilla i det tabte område, med alt hvad det indebærer af yderligere ødelæggelser i et højt industrialiseret samfund, der er uegnet til en sådan kamp«.
 
I sit afsluttende kapitel opstiller Clemmesen selv en model til forsvaret af Forbvindsrepublikken omfattende en »grænseforsvarszone«, som skulle forberedes med et stort antal panserhindringer og faste forsvarsanlæg. I zonen skulle opstilles lette, mobile panservæms- og ingeniørenheder, som ved et angreb mod zonen blev fortærket med panservæmshelikoptere og støttet af artilleri. Mens kampen blev ført i zonen - hvis dybde ikke nærmere defineres - mobiliseres og klargøres pansrede enheder i området bag zonen med henblik på indsættelse i eller ved den bageste grænse af zonen. Clemmesen ser heri »en bevægelse i retning af en styrkelse af det reelt defensive, beskyttende element i NATO doktrin og en mindskelse af afhængigheden af afskrækkelse med kernevåben... et skridt i retning af en mindsket afhængighed af USA i Vesteuropas forsvar«.
Clemmesens vanlige omhyggelighed med detaljen gør publikationen til et betydeligt bidrag i debatten for og imod et defensivt forsvar, og han har gennem sine argumentationer fat i essentielle problemområder, som fortalerne for et defensivt forsvar ikke kan komme uden om og nødvendigvis må tage stilling til. Enhver, der ønsker at følge eUer tage del i debatten om et defensivt forsvar, bør tage sig den nødvendige tid til at studere den nærmere.
 
Om krig
En bog - eller måske et værk - som ikke umiddelbart beskæftiger sig med aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, men som har øvet og fortsat øver betydelig indflydelse på forståelsen af den moderne militærpolitiske filosofi, så i årets løb dagens lys. For første gang siden udgivelsen i 1832-1834 udsendtes Carl von Clausewitzs monumentale værk »Vom Kriege« i en dansk oversættelse under titlen »Om krig«. Værket er udsendt i to bind, som suppleres med et tredie bind indeholdende seks kommenterende artikler.
I hovedværket - de to første bind - har oberst Nils Berg, som har foretaget oversættelsen, med stor forståelse for militærfilosofiens og -strategiens begrebsverden og med sans for nuancerne i den taktiske terminologi, formået at viderebringe på et flydende, lettilgængeligt og -forståeligt dansk, de tanker Clausewitz i skyggen af Napoleons-krigenes nationale omvæltninger nedfældede i årene 1816-1830. Værket omfatter alle 8 »bøger«, d.v.s. som oberst Berg skriver i sit forord, »afsnit uden afkortninger holdt i en tidssvarende gengivelse med det sigte i størst muligt omfang at søge originalens indhold, form og stil, uforvansket bevaret og gengivet«. Dette må siges absolut at være nået. Oversætelsen kommer på et tidspunkt præget af brydningen i holdningerne til dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, og med den eviggyldige betydning og værdi indeholdt i Clausewitzs studium af krigen og det militære apparat vil den kunne indgå i nutidens forståelse af det grundlæggende sikkerheds- og forsvarspolitiske begrebsapparat.
De seks afsnit i bind 3 indledes med introduktion af oberst Berg, som gennemgår den historiske betydning, værket er blevet tillagt siden fi-em- komsten i begyndelsen af forrige århundrede. Den følges op af major M. H. Clemmesens særdeles velskrevne og meget informative levnedsbeskrivelse af Clausewitz. Professor Johannes Witt-Hansen vurderer værket ud fra en videnskabsteoretisk synsvinkel og placerer det i relation til de teoretikere, samfundsforskere og økonomer, som anses at have præget Clausewitz. Derefter behandler fredsforskeren Anders Boserup på en noget utilgængelig måde staten, samfundet og krigen hos Clausewitz.
De afsluttende to kapitler er skrevet af oberstløjtnant K. V. Nielsen, som på en overordentlig instruktiv måde beskriver senere militærteoriers afhængighed af Clausewitzs tanker, og af oberst M. Rosenløv, som gennem et hastigt strejftog gennem de politiske strømninger og krige i Europa i perioden 1648-1815 giver den umiddelbare historiske baggrund, som var Clausewitzs grundlag for fremlæggelsen af sine teser. For den, der ønsker at studere Clausewitz, kan det meget anbefales indledningsvis at læse bind 3, som gennem sine beskrivelser af mennesket Clausewitz, hans historiske og filosofiske kilder og baggrund, vil få et større udbytte af værkets to primære bind.
 
Sydøstasien - nogle sikkerhedspolitiske iagttagelser
I Det udenrigspolitiske Selskabs skriftserie har Anders Georg behandlet forholdene inden for og mellem de sydøstasiatiske stater omfattende det geografiske område med de indokinesiske stater (Vietnam, Laos og Cambodia) og ASE AN-landene (Thailand, Filippinerne, Malaysia, Singapore, Indonesien og Nrunei). Anders Georg forklarer i sin indledning, at han i sin benyttelse af det sikkerhedspolitiske begrebsapparat har benyttet en bred fortolkning, »som udover de militære forsvarsforanstaltninger tillige omfatter landenes evne til og mulighed for at etablere et samfund efter egne ønsker«. Hermed inddrages ikke blot udenrigspolitik, men også indenrigs- og socialpolitik samt for nogle af de nævnte lande tillige race- mæssige og religiøse modsætninger.
I en kort indledende kapitel trækker Georg de mest markante politiske linier op inden for visse af landene i regionen og fortsætter i de følgende to kapitler med en samhienligning mellem det amerikanske baseanlæg Subri Bay på Filippinerne og den tidligere amerikanske flådebase Cam Rahn Bay i Vietnam, som nu er stillet til rådighed for Sovjetunionen, og som siden 1978 er blevet udbygget, så den i dag er den største sovjetiske militærbase uden for Warszawapagten. Georg fremtrækker Subri Bay’s betydning for USA fortsatte engagement i Sydøstasien, idet der kun mellem Subri Bay og Pearl Harbor eksisterer mindre forsyningsstationer. En flytning ville koste ca. 8 mia dollars, hvilket dog ikke anses for overhængende sandsynligt. I den forbindelse henviser Georg til præsident Aquinos erklæring (2. marts 1986) om villighed til at genforhandle den nuværende aftale med USA, når den udløber i 1991. I sin gennemgang af Cam Rahn Bay basen henviser Georg til den amerikanske militærskribent Alvin H. Bernstein, der angiver hovedgrundene til den sovjetiske interesse i en operetholdelse af basen, som et ønske om at møde den amerikanske magtdemonstration i området samt skabe en modvægt imod de kinesiske ubådsambitioner.
I en omtale af forholdet mellem Vietnam og Kina og de to landes relationer til omverdenen peger Georg på den særlige asiatiske filosofi, som beskæftiger sig med historiske udviklingslinier, hvis horisonter ofte er fernere end den vestlige tankegang rækker. Derfor vil man i vid udstrækning kunne opleve, hvorledes parterne i området mere eller mindré har forskainset sig i deres positioner uden noget stærkt markeret ønske om at se fremskridt. I det afsluttende kapitel om ASEANs fremtid er det Georgs vurdering, at ASEAN-landene ikke føler, de er under akut trussel, og at der trods det spændte forhold mellem Sovjetunionen og Kina ikke er megen sandsynlighed for en åben konflikt. Dertil er den sovjetiske militære overvægt alt for stor. Netop denne kendsgerning spiller en vigtig rolle i den fortsatte balancepolitik i regionen. Georg har på få sider på en elegant og ganske overbevisende måde behandlet et stört og kompleks problem, og det kunne være af interesse, om han ville være i stand til at uddybe mange af sine synspunkter.
 
Væmskultureme og forsvarspolitikken
En værdig afslutning på gennemgangen af eksemplerne på den udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske litteratur i 1986 må være den publikation, som forlaget Politica mod årets slutning udsendte med major M. H. Clemmesens interessante gennemgang af de »elementer, der indgår i det enkelte værns kultur, herunder opfattelsen af truslen, forsvarets opgaver og af værnenes roller og muligheder«. Clemmesen anfører i et indledende afsnit, som ikke nærmere præsenteres, men som opfattes som en indføring til den egentlige diskussion - om end det i sig selv har mange substantielle argumenter - at hans hovedtese er, »at det er påvirkningerne imder værnenes varierende tjenesteforløb for karriereofficeren, der danner baggrunden for forskel i væmskulturer«.
I dette indledende afsnit vurderer Clemmesen bl.a. de generelle væms- forskelle og de afsmittende virkninger på forsvarets aktuelle situation, og han hævder, at forskellen mellem det syn de tre værns officerer har på forsvarets opgaver, prioriteringer og løsninger parret med »den svigtende eller i forhold til omverdenen irrelevante politiske styring og knapheden på ressourcer«, er årsagen til forsvarets øjeblikkelige kritiske situation. Dette hægter Clemmesen samtidig op på forholdene omkring formuleringen af dansk sikkerhedspolitik og bemærker, at »i de danske politiske lederes univers er forsvarsspørgsmålet kun momentvis og overfladisk politiseret«. Denne tingenes tilstand skulle bl.a. hidrøre fra »den etablerede danske tradition for at hente de primære sikkerhedspoUtiske rådgivere i det udenrigspolitiske miljø«. Clemmesen har mange interessante og relevante betragtninger i dette indledende afsnit, som han fortsætter i den følgende gennemgang af de væsentligste fællestræk i den militære kultur, hvor han bl.a. behandler værnenes muligheder for fornyelse og integration som optakt tü en kritisk vurdering af sanmiensætningen i organisationen af forsvarets øverste ledelse siden 1970.
 
I et efterfølgende hovedafsnit går Clemmesen gennem en dybdeboring i lag med de tre værns officerer og sammenstiller, gennem citater fra mellemkrigsårene og de seneste år, officerernes holdning til eget væm såvel som til de andre væm. Dette afsnit synes at være bogens svageste, hvilket formentlig må ses på baggrund af den generalisering, der nødvendigvis må væré indeholdt i beskrivelserne, men også fordi Clemmesen trods alt ikke »kan gå for tæt på«. Der er således vurderende udtalelser, som næppe enhver officer vil kunne akceptere, som f.eks. i karakteristikken af søofficeren, for hvem det »ikke umiddelbart (er) gennemskueligt om det er nødvendigt, at danske styrker deltager i Jyllands forsvar i Slesvig-Holsten«. I bogens afsluttende kapitel opstilles et forslag til en ny struktur af forsvarets øverste ledelse, som centreret omkring en planlægnings- og styringsstab på maksimalt 50 personer tænkes at skulle gennemføre den overordnede planlægning på personel-, økonomi-, materiel- og anlægsområderne.
Clemmesen berører meget centrale problemstillinger i denne hans seneste publikation, og enhver officer burde læse den. Mange vil være uenige i hans argumentationer og den generelle summariske vurdering af officerernes såkaldte kulturelle baggrund og dermed kimen til formuleringen af holdninger til forsvarets struktur og placering i det danske samfund. Men netop grundet bogens udfordrende tone, vil den kunne sætte mange tanker i gang hos officeren - og det har vel i første omgang været Clemmesens primære formål - eller har det?
 
Afslutning
Har 1986 som de foregående år været præget af et rigt og varieret udbud - kvantitativt som kvalitativt - af litteratur på dansk om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk litteratur, har året også betydet tabet af to meget markante personligheder i den hjemlige såvel som den internationale udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat, nemlig professor Bjame Nørretranders og direktør for Det udenrigspolitiske Selskab Niels Jørgen Haagerup. Uanset om man sympatiserer med deres tanker og opfattelser, blev de i vide kredse anerkendt for deres synspvmkter, som til enhver tid blev udtrykt gennem en stringent og direkte argumentation. Med deres centrale placering i den sikkerhedspolitiske debat var de med til at præge omverdenens opfattelse af dansk sikkerhedspolitik - udtrykt ikke mindst gennem deres engagement for den stærkest mulige placering af Danmark i det internationale samfund. Ved deres bortgang er det danske sikkerhedspolitiske miljø blevet fattigere.
 
LITTERATUR:
»Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1985«.
Dansk Udenrigspolitisk Institut, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1986.
 
»Nedrustning og våbenkontrol 1985« (Nedrustningssekretariatets beretning). København, SNU, 1986.
 
»Årlig redegørelse 1985«. Forsvarsministeriet 1986.
 
Finn Madsen: »Sikkerhedspolitik i 80’eme. Danmarks alternativer i internationalt perspektiv«. Bd. 1-2. Forlaget Systime A/S, 1986.
 
»Fredsnoter og fredspolitik - det parlamentariske spil om Danmarks Sikkerhed«.
l.del i serien Lille land - hva’ nu? Fredsbevægelsens forlag, 1985.
 
»Norden som atomvåbenfri zone«, 2. del i serien Lille land - hva’ nu? Fredsbevægelsens forlag, 1985.
 
»I demokratiets navn«, 3. del i serien Lille land - hva’ nu?
Fredsbevægelsens forlag, 1986.
 
»Forsvar - det bedste forsvar«, 4. del i serien Lille land - hva’ nu?
Fredsbevægelsens forlag, 1986.
 
Ib Faurby, Hans-Henrik Holm og Nikolaj Petersen: »Kampen om sikkerheden.
Nye tendenser i dansk sikkerhedspolitik«. Århus, Forlaget Politica, 1986.
 
Bent Jensen: »Sovjetunionen - historie, ideologi, økonomi og politik«.
Serien: Forsvaret i Samfundet. Forsvarskommandoen gennem Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, 1985.
 
Connie Pedersen: »En frisk start? Præsident Reagans Sovjet-politik siden 1984«. Vindrose, 1986.
 
Jens Qvortrup (red.): »Sovjetunionen i reformernes tegn? 27. partikongres og efter«. Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag, 1986.
»Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik«, bd. 1-2. København, SNU, 1986.
 
Carl-Henrik Hall: »E U R E K A «. København, SNU, 1986.
»Konventionel nedrustning«. København, SNU, 1986.
 
Björn Hagelin: »Fælles vestlig våbenproduktion«. København, SNU, 1986.
 
Lars Rehof: »Kemevåbenfri stræder? Norden som atomvåbenfri zone, de danske stræder og folkeretten«. København, SNU, 1986.
»Det tyske spørgsmål«. København, SNU, 1986.
 
Ib Faurby (red.): »Drøm eller mareridt. Fem artikler om stjernekrig«.
Århus, Forlaget Politica, 1986.
 
Hans Engell: »Defensivt forsvar - et forsvar uden troværdighed«.
København, Det konservative Folkeparti, 1986.
 
Michael H. Clemmesen: »Om defensivt forsvar«. København, SNU, 1986.
 
Carl Sagan: »Atomvinter. Atomkrig og klimakatastrofe - nye præmisser for beslutningstagerne«.
Fredsbevægelsens forlag, 1985.
 
Carl von Clausewitz: »Om krig«, bd. 1-3. Oversat og redigeret af Nils Berg.
København, Rhodos, 1986.
 
Anders Georg: »Sydøstasien - nogle sikkerhedspolitiske iagttagelser«.
Udenrigspolitiske skrifter, serie 17, nr. 4. J. H. Schultz A/S, 1986.
 
Michael Clemmesen: »Væmskultureme og forsvarspolitikken«.
Århus, Forlaget Politica, 1986.
 
 
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: