Udeblivelse efter indkaldelse

Som værnepligtig jurist lios generalauditøren har advokatfuldmægtig
og universitetslektor Jørgen Mathiassen liaft lejlighed til at
beskæftige sig med de juridiske synspunkter vedrørende det emne,
han behandler i denne artikel.
 
Undlader en værnepligtig at opfylde sin pligt til at frem stille sig for
den ordentlige session, kan ban straffes med bøde eller hadte efter værnepligtslov
nr. 210 af 11. jun i 1954 § 39, stk. 1.
 
Udebliver en værnepligtig fra den afdeling, til hvilken ban hører
eller er indkaldt, kan ban straffes med arrest eller fængsel, jfr. m ilitæ r
straffelovs §§ 43 og 44. Det antages dog, at der kan straffes for overtrædelse
af borgerlig straffelovs § 127, hvis den værnepligtige giver møde så
sent, at ban efter tjenestercglementet bliver afvist fra afdelingen, jfr.
Victor og G. Bent Piirschel, M ilitæ r straffelov (1958 I s. 32, Stephan Hurwitz,
Dansk krim inalret, speciel del (1955) s. 53 f. Borgerlig straffelovs
§ 127 fastsætter straf af fængsel, hæfte eller bøde for den, »som unddrager
sig krigstjenesten«. Den nævnte opfattelse bygger på reglen i Almindeligt
tjenestercglement af 22. juni 1939 pkt. 40, hvorefter værnepligtige
afvises fra afdelingen, hvis de møder senere end 10 dage efter mødedagen.
Sager om overtrædelse af va^rnepligtlovens § 39, stk. 1, behandles som
politisager, jfr. samme lovs § 42, stk. 1. Sager om overtrædelse af militær
straffelovs §§ 43 og 44 behandles som militære straffesager, idet reglen
er, at sager om overtrædelse af m ilitæ r straffelov mod personer, der hører
til krigsmagten, anses som m ilitæ re straffesager, jfr. m ilitæ r retsplejelovs
§ 3. Derimod er det ikke helt klart, om en udeblivelse efter indkaldelse,
der henføres til borgerlig straffelov § 127, skal behandles som m ilitæ r
eller borgerlig straffesag, jfr. nedenfor s. 436.
 
En retsliistorisk undersøgelse viser, at man ikke i alle tilfæ lde bar
anset udeblivelse efter indkaldelse som en forseelse, der var undergivet
militær jurisdiktion. Det afgørende bar øjensynlig været, om der — f. eks.
ved troskabsedens aflæggelse — var skabt et vist tilhørsforhold til krigsmagten.
C. P. R. Petersen fandt, at den værnepligtige hørte under m ilitæ r
jurisdiktion fra det tidspunkt, ban blev inddraget under krigsmagten,
Haandbog for den danske militærret III (1831) s. 1918. Flere administrative
afgørelser er på lin je hermed. Generalcommissariatskollegiets cirkulære
af 19. januar 1819 bemyndigede sessionerne til at pålægge m ulkt i de
tilfælde, hvor indkaldte aldeles udeblev eller afvistes fra eksercerskolerne1).
I værnepligtslovgivningen bar det stedse været forudsat, at udeblivelse
efter indkaldelse måtte straffes efter de militære love, jfr. værnepligtslovene
af 2. marts 1861 § 24, pkt. 2, af 6. marts 1869 §§ 28 og 33, af
8. juni 1912 § 28, stk. 1. Den nugældende værnepligtslov går form entlig
ud fra den samme forudsætning, uagtet det i § 40 hedder, at udeblivelsen
straffes »efter de herom i vedkommende love nærmere givne regler«. Når
man bar opgivet henvisningen til de m ilitæ re love, skyldes det vel alene,
at udeblivelse i dag også kan straffes efter § 41 i civilforsvarslov nr. 152
af 1. april 1949, jfr. betænkning angående revision af værnepligtslovgivningen
(1952) s. 122.
 
Værncpligtslovgivningens forudsætning om, at udeblivelse efter indkaldelse
altid henhører under den militære lovgivning, har ikke stået
uimodsagt. A. W. Scheel, den førende militærretsekspert herhjemme i det
19. århundrede, fandt forudsætningen for vidtgående. I sit Udkast til
rettergangslov for den danske krigsmagt fra 1869 gør han gældende, at
§§ 28 og 33 i værnepligtsloven fra samme år »dog ere for omfattende, da
den udskrevne værnepligtige ikke bør drages fra sit borgerlige værneting,
når han opdages på en tid, da krigsmagten ikke kan være tjent med at
inddrage ham til tjeneste, fordi recrutuddannelsen er vidt fremskreden
eller allerede endt«, jfr. udkastet s. 93.
 
Opfattelsen havde allerede sat sig spor i de forslag til rettergangslove
for landkrigsmagten og søkrigsmagten, som i 1850 hlev fremsat af krigsm
inister C. F. Hansen og marinem inister K. E. van Dockum. Begge udkast,
som var konciperede af Scheel, indeholdt en bestemmelse (§ 10),
hvorefter værnepligtige hørte under m ilitæ r ret, når de »skulle tiltales
for ikke efter udskrivningen at have mødt til rette tid på bestemmelsesstedet,
og der findes anledning til ufortøvet at inddrage dem under krigsmagten
«.2) Bestemmelsen var gentaget i udkastet fra 1869, og Scheel fremhæver
i sine bemærkninger s. 93, at den er i overensstemmelse med
hidtidig praksis. Han har utvivlsomt her for øje krigsministeriets skrivelse
af 10. februar 18573).
 
Sclieels to år yngre udkast til en straffelov for den danske landkrigsmagt
(1867) byggede på den samme opfattelse, som fandt udtryk i rettergangslovene.
Som § 101 var optaget en bestemmelse om straf af fængsel
for de værnepligtige, der udebliver efter indkaldelse »og for denne forseelse
bliver tiltalt ved militær ret«. Der tænkes ikke her på, om det rent
faktisk lykkes at stille den værnepligtige for krigsretten, men på om udeblivelsen
retligt henhører under den m ilitæ re lovgivning, jfr. udkastet
s. 95: »Når krigsmagten derimod ikke benytte ham på den tid, han
opdages, hører sagen til civ ilt værneting, da den pågældende endnu ikke
er blevet krigsmand«4).
 
Straffelov for krigsmagten af 7. maj 1881 § 98 var affattet med § 101
i Scheels udkast som forbillede. Vendingen »og for denne forseelse bliver
tilta lt ved m ilitæ r ret« genfindes i § 98, og allerede i lovens § 1 fastslås
principielt, at alle til rigets krigsmagt hørende personer anses efter de
m ilitæ re straffelove, for så vidt ingen særlige undtagelser gøres. Efter
lovens ikrafttræ den den 1. juli 1881 fastholdtes Scheels opfattelse og
hidtidig praksis, jfr. Chr. M. Jespersen, Straffelov for krigsmagten (1895)
s. 69.
 
Den borgerlige straffelov af 10. februar 1866 indeholdt imidlertid
ingen alm indelig bestemmelse om straf for at unddrage sig krigstjeneste5).
Først borgerlig straffelov af 15. april 1930 indførte en alm indelig straffebestemmelse
i så henseende (§ 127)6).
 
Spørgsmålet bliver nu, om der efter revisionen af de militære love i
1937 stadig kan straffes for overtrædelse af borgerlig straffelovs § 127
i tilfælde, hvor værnepligtige, der udebliver efter indkaldelse, afvises fra
afdelingen.
 
Um iddelbart synes spørgsmålet at måtte besvares benægtende. Militær
straffelovs § 43 og 44 fastsætter ganske generelt straf for ikke at give
møde efter indkaldelse. Bestemmelserne indeholder således ikke den tid ligere
straffelovs forudsætning om, at udeblivelse efter indkaldelse under
visse omstændigheder hører under civil jurisdiktion. H eller ikke i afgrænsningen
af den kreds af personer, som falder ind under den militære
straffelovgivning, er der — i modsætning til straffelov for krigsmagten
1881 § 1 — taget noget forbehold.
 
Efter militær retsplejelovs § 3, jfr. militær straffelovs § 5, er sager
om overtrædelse af militær straffelov mod personer, der hører t il krigsmagten,
at anse som militære straffesager. Reglen er uddybet af det af
forsvarsministeren den 8. december 1932 nedsatte udvalg til revision af
de militære love. Det fremhæves i udvalgets betænkning s. 7, at »en værner
pligtig, der har modtaget indkaldelsesordre til en militær afdeling . ..
hører fra mødedagen til krigsmagten«. Med »mødedagen« kan der ikke
være tænkt på den dag, den værnepligtige faktisk giver møde, men på
den dag han ifølge indkaldelsesordren skal møde.
 
Hvis dette ikke antages, vil § § 43 og 44 i militær straffelov være uden
betydning for så vidt angår udeblivelse efter indkaldelse. Det er en forudsætning
for at ifalde straf efter m ilitæ r straffelov, at den skyldige på
forseelsens tidspunkt hører til krigsmagten, jfr. Karnovs lovsamling (1955)
s. 1419.
 
Forholdet synes herefter at være klart. Militær straffelovs §§ 43 og 44
fastsætter generelt straf for udeblivelse efter indkaldelse, og indkaldte
værnepligtige hører til krigsmagten fra den dag, de skulle være mødt.
Det er et alm indeligt anerkendt fortolkningsprincip, at ældre almindelige
lovbestemmelser må vige for yngre og særlige regler. Den almindelige
bestemmelse i borgerlig straffelovs § 127 om straf for at unddrage sig
krigstjenesten må ifølge dette fortolkningsprincip vige.
 
Im idlertid har udvalget fra 1932 selv været medvirkende til at t ilsløre
denne øjensynlig klare retsudvikling. I betænkningen s. 36 hedder
det således i forbindelse med de nugældende §§43 og 44, at såfremt den
værnepligtige, »fordi der er gået for lang tid efter mødedagen, ikke
modtages af afdelingen, kan det dog efter omstændighederne være naturligt,
at han af den borgerlige anklagemyndighed tiltales for overtrædelse
af borgerlig straffelovs § 127«.
 
Udvalget er her ganske på linje med opfattelsen under straffelov for
krigsmagten fra 1881. Det synes blot overset, at mens opfattelsen var
direkte forudsat i den tidligere straffelovs § 98, jfr. § 1, er den nugældende
m ilitæ re straffelovs §§ 43 og 44, jfr. § 5, affattet ganske generelt.
For så vidt er det fristende at betragte udvalgets udtalelse på dette
punkt som en inkurie.
 
Opfattelsen er imidlertid, som det indledningsvis blev bemærket, gået
over i teorien7). Det hævdes, at det kan være naturligt i visse situationer,
navnlig hvor den pågældende også har gjort sig skyldig i grovere borgerlige
forbrydelser, processuelt at behandle sagen ved de borgerlige anklagemyndigheder
med tiltale efter borgerlig straffelovs § 127.
 
Heri ligger ikke nødvendigvis en afstandtagen fra reglen om, at
værnepligtige hører til krigsmagten fra den dag, de skulle være mødt.
Tanken kan være, at §§ 43 og 44 i militær straffelov og § 127 i borgerlig
straffelov anses som konkurrerende straffebestemmelser: Afvises den
værnepligtige fra afdelingen, straffes der efter § 127. Finder der ikke
afvisning sted, straffes der efter §§ 43 og 44. I begge tilfælde er der
tale om sag mod en til krigsmagten hørende person, og efter militær
retsplejelovs § 3, pkt. 2, vil også overtrædelsen af borgerlig straffelovs
§ 127 være at anse som en m ilitæ r straffesag. Den eneste mulighed for
at henlægge tiltalespørgsmålet til den borgerlige anklagemyndighed er
da m ilitæ r retsplejelovs § 5, hvorefter en militær straffesag kan behandles
som en borgerlig straffesag, når den militære og borgerlige
påtalemyndighed er enige herom. Derimod hjemler § 5 ikke de respektive
påtalemyndigheder nogen adgang til at træffe aftale om, hvorvidt en
forseelse skal straffes efter militær eller borgerlig straffelov. Spørgsmålet
om rette straf fehjemmel må løses ved fortolkning, og resultatet heraf
synes uvægerligt at måtte blive, at m ilitæ r straffelovs §§ 43 og 44 i kraft
af lex posterior og lex specialis synspunkterne får fortrin for borgerlig
straffelovs § 127.
 
Efter alt at dømme er det nu heller ikke Piirschels tanke, at §§ 43
og 44 og borgerlig straffelovs § 127 er konkurrerende straffebestemmelser
i den nævnte henseende. Det er øjensynlig Piirschels opfattelse, at afvisningen
fra afdelingen indebærer, at den afviste ikke (længere) hører til
krigsmagten. I afvisningen »ligger jo nemlig en slags annullering af indkaldelsesordren
«, hedder det til begrundelse af, at det måske form elt kan
være mest korrekt i afvisningstilfældene at rejse tiltalen efter § 127.
Nogen egentlig annullation af indkaldelsesordren er der naturligvis
ikke tale om. Uanset om den værnepligtige afvises eller ej, er han lovligt
indkaldt. Alene hvis indkaldelsesordren er behæftet med retlige mangler,
v il den kunne annulleres som ugyldig. I så fald er den værnepligtige
ikke lovlig indkaldt, og han kan ikke anses som en t il krigsmagten hørende
person. Derimod betyder afvisningen, at indkaldelsens praktiske
virkninger ikke indtræder, hvilket er uden betydning for indkaldelsesordrens
gyldighed, jfr. Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret (1956) s. 256.
Tilbage bliver spørgsmålet, om den lovligt indkaldte på grund af
afvisningen ikke længere kan betegnes som en t il krigsmagten hørende
person. Dette må vel bifaldes med hensyn til forhold, der i tid ligger
efter afvisningen.
 
Med hensyn til udeblivelse efter indkaldelse, der nødvendigvis ligger
forud for afvisningen, er det ikke indlysende, at afvisningen med tilbagevirkende
kraft skulle opløse tilhørsforholdet til krigsmagten. Desuden er
det mindre heldigt, at lade den administrative afgørelse af afvisningsspørgsmålet
være bestemmende for, om en værnepligtig i militær straffelovs
forstand må siges at høre til krigsmagten.
 
Det principielle fortolkningsspørgsmål måtte erkendes at være m indre
påtrængende, hvis det realt set var uden betydning, om udeblivelse
efter indkaldelse henførtes til m ilitæ r straffelovs regler eller borgerlig
straffelovs § 127. Det er det im idlertid ikke. Straf fehjemlen er langt
snævrere efter borgerlig straffelovs § 127 end efter m ilitæ r straffelov.
Efter borgerlig straffelovs § 19 straffes uagtsomhed alene, hvis der
er særlig hjemmel herfor. Der er ikke i borgerlig straffelov hjemmel til
at straffe den, der uagtsomt udebliver efter indkaldelse.
Efter m ilitæ r straffelovs § 11 gælder ganske vist tilsvarende, at straf
for uagtsomhed kræver særlig hjemmel. Nogen større praktisk betydning
får kravet om særlig hjemmel dog ikke, da m ilitæ r straffelovs § 63 fastsætter
straf for såvel forsætlig som uagtsom undladelse af at opfylde de
tjenstlige pligter. Hverken § 43 eller § 44 hjem ler straf for uagtsom udeblivelse
efter indkaldelse, men der kan straffes efter § 63.
 
Uagtsom udeblivelse efter indkaldelse, der strækker sig over mere
end 10 dage, er måske ikke praktisk tænkelig bortset fra særlige t ilfælde8).
Afgørende må det im idlertid blive, at borgerlig straffelovs § 127
heller ikke hjem ler straf for forsætlig udeblivelse efter indkaldelse. § 127
fastsætter straf for den, der »unddrager sig krigstjeneste«. Der sigtes
herved til handlinger, hvorved den pågældende har til hensigt på ulovlig
måde varigt at unddrage sig værnepligtens opfyldelse, jfr. Stephan Hurwitz,
Krim inalrettens specielle del s. 53. Det v il sige, at der efter borgerlig
straffelovs § 127 alene kan straffes i samme udstrækning som efter m ilitæ r
straffelovs § 43 (rømning).
 
Enhver udeblivelse efter indkaldelse, der efter m ilitæ r straffelov ville
henhøre under § 44 (forsætlig udeblivelse uden rømningshensigt), falder
udenfor borgerlig straffelovs § 127. Skal § 127 således være straffehjemlen
i de tilfæ lde, hvor den værnepligtige afvises, er det ensbetydende med,
at såvel uagtsomme som forsætlige udeblivelser bortset fra rømning ikke
kan straffes. Det v il f. eks. også gælde i de ikke helt sjældne tilfæ lde, hvor
en værnepligtig befinder sig i udlandet og ikke kan nå rettidigt hjem af den
ene eller den anden grund. H er er det jo langtfra givet, at der foreligger
rømningshensigt. M elder den pågældende sig så sent, at han bliver afvist
fra afdelingen, fører den af Piirschel hævdede opfattelse til, at han ikke
kan straffes. Betimeligheden heraf skal ikke drøftes.
 
Indlysende er det blot, at straffrihed i afvisningstilfældene på grund
af regelnød er ganske uantageligt på baggrund af en praksis, der straffer
efter m ilitæ r straffelovs §§ 44 og 63 for de mere kortvarige udeblivelser,
der ikke begrunder afvisning.

Jørgen Mathiassen.

Fodnoter:

1) Kancelli promemoria af 13. juni 1812 angående tvangsmidler mod de fra sessionen udeblivende so inrollcrede antog, at falsk og andre forbrydelser foretaget for at undgå tjenesten henhørte under krigsret, medmindre de pågældende ”af en eller angen grund ikke anvendes”.
 
2) jfr. Rigsdagstidende II 1850 Asp. 582 og sp. 771. Forslagene blev ikke vedtaget.
 
3) Plockross, Love, reskripter og resolutioner, som angåe hæren, 1857 s. 20— 21.
 
4) Folketinget nedsatte i 1876 et udvalg til behandling af et forslag angående en straffelov for krigsmagten. På udvalgets anmodning gav krigsministeriet en redegørelse for gældende praksis og tilsluttede sig i denne forbindelse Scheels opfattelse med hensyn til udeblivelse efter indkaldelse, jfr. krigsministeriets skrivelse af 31. oktober 1876 t.Love og bestemmelser som angåe hæren 1882 s. 131). Skrivelsen er optaget som bilag til udvalgets betænkning af 3. februar 1877, jfr. Rigsdagstidende 1876/77 Bsp. 940.
 
5) Bemærkningerne i Rigsdagstidende 1864/65 Asp. 634— 35 kunne i og for sig tyde på, at en sådan almindelig regel foresvæede ministeriet, men resultatet blev alene bestemmelsen i § 78 om straf af fængsel for for sætlig at lemlæste sig eller på anden måde gøre sig uskikket til krigstjeneste.
 
6) Loven trådte i kraft den 1. januar 1933. Den nugældende militære straffelov trådte i kraft den 1. juli 1937.
Indtil dette tidspunkt gjaldt § 98 i straffelov for krigsmagten 1881 ved siden af borgerlig straffelovs § 127.
Efter det ovenfor anførte kan det således ikke være rigtigt, når O. H. Krabbe i sin Kommentar til borgerlig
straffelov (1931) s. 174— 75 gør gældende, at § 127 kun får betydning med hensyn til ikke-udskrevne værnepligtige.
 
7) jfr. Victor Piirschel, Militær straffelov (19o7) s. 29, V og G. Bent Purschel, Militær straffelov (1958)) s. 32.
 
8) Dette skyldes vel til en vis grad den herskende præsumtion for forsæt ved udeblivelse, men denne præsumtion vil domstolene naturligvis altid kunne afsvække. Det er dog vanskeligt at sige, om U f R 1959 s. 937 alene er konkret begrundet eller udtryk for, at der må stilles strengere krav til beviset for tilregnelse overhovedet i udeblivelses sager.
 
Jørgen Mathiassen.
 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

Litteraturliste

Del: