Uddannelsen i den stående styrke

Et causeri om og forslag til uddannelsen i den stående styrke, herunder en periferisk omtale af begreberne samarbejde og kommandoføring, der begge er uløseligt knyttet til den militære uddannelse af oberst G. H. Enevoldsen. En kommentar til major O. Mathiasens artikel i tidsskriftets oktober nummer
 
Forord.
I mine 39 år som tjenstgørende linie-/»A« officer i hærens artilleri har jeg aldrig skrevet blot en linie i noget militært tidsskrift; det må derfor være naturligt, at mange spørger »Hvorfor gør han det så nu mere end tre år efter, at han er blevet pensioneret?« Jeg har to begrundelser for dette indlæg. Begrundelse nr. 1: I dette tidsskrifts »Oktober 1978« hefte har major O. Mathiasen skrevet en fortræffelig artikel om dette emne. Majoren slutter sin artikel med håbet om, at den kan give anledning til diskussion om dette livsvigtige emne. Jeg må erkende, at jeg følte trang til at bidrage med de erfaringer, som jeg igennem 24 år har høstet om emnet i mine funktioner som afdelings-, skole- og regimentschef. Men først da jeg havde set »begrundelse 2« bestemte jeg mig til at skrive det efterfølgende indlæg. Begrundelse 2: Den 16/10 d.å. så jeg i tysk fjernsyns program II/ZDF en Vi times udsendelse om uddannelsen i den amerikanske og russiske hær, et kvarter til hver. Set med en fagmands øjne gav ingen af filmene noget som helst, men det kan man heller ikke forvente; men den tyske kommentator sagde, at »uddannelsen i den russiske hær var den hårdeste i nogen hær i denne verden!«
 
Jeg har delt mit indlæg op i følgende 5 afsnit:
1. Indledning bygget på begrundelse nr. 2 sammenholdt med ordet »meningsfyldt«.
2. Om »samarbejde«.
3. Om »kommandoføring«.
4. Enkelte kommentarer til major O. Mathiasens indlæg.
5. Konkret forslag til en uddannelsescyklus på 4 uger for STS.
 
1. Indledning.
I de sidste 3—5 år har visse kredse herhjemme i stadig stigende grad brugt, ja misbrugt, det lille ord »meningsfyldt«. Arbejdet skal være meningsfyldt, den militære tjeneste skal være meningsfyldt, undervisningen i skolerne skal være meningsfyldt, ferier skal være meningsfyldte, kort sagt hele tilværelsen ja alt, skal være meningsfyldt. Jeg må ligefrem undre mig over, hvorledes det er lykkedes den menneskelige race at komme gennem de foregående 4.000 år uden at have haft kendskab til dette nu så magiske ord »meningsfyldt«. Lad mig da så bruge dette ord som grundlag for min indledning, idet jeg i demokratiets hellige og misbrugte navn vel må kunne gå ud fra, at den militære uddannelse ikke alene skal være meningsfyldt for den hvervede og værnepligtige soldat, men også for de militære chefer, der skal uddanne disse soldater, nemlig underafdelings- og afdelingscheferne. Det meningsfyldte for den hvervede og værnepligtige soldats uddannelse ligger helt enkelt i, at et overvældende flertal i det danske folketing har fundet, at grundlovens § 81 (Enhver våbenfør mand . . .) bør efterleves i de gældende forsvarslove, fordi dette flertal vel er af den opfattelse, at det velfærdssamfund, vi har opbygget efter krigen er så godt, at det, trods evidente mangler, er værd at forsvare.
 
I grundbog for hærens menige (årgang 1973, den udgave jeg kender), 1. kapitel, 2. afsnit, om »Formålet« står der bl.a.: »Bidrage til fredens opretholdelse ved at opstille, udruste og uddanne styrker, som er beredt til øjeblikkelig indsats.« Dette uddrag sammenholdt med det i »begrundelse nr. 2« fremhævede, giver den meningsfyldte formålsparagraf for de føromtalte chefer, og den kunne helt enkelt lyde således: »Jeg skal uddanne dygtige og hårdføre soldater til brug i krigsbrugbare enheder med et så højt, konstant træningsniveau, at min enhed i givet fald vil være i stand til at tilintetgøre så mange fjendtlige soldater som muligt med så få egne tab som muligt.« Lad mig straks sige, at meget af det jeg foreslår i det efterfølgende umiddelbart kan forekomme utopisk; men en gang imellem skal man vel række efter stjernerne. Mit indlæg har kun til hensigt at forsøge på at dreje udviklingen i den militære hverdag hen imod det egentlige og primære formål med forsvarets tilstedeværelse: Den ovenfor anførte formålsparagraf for afdelingschef (AC) og batterichef (BC). Længe før jeg forlod tjenesten blev det fra civil side sagt, at den militære tilværelse mere og mere skal bringes til at ligne den civile og det er jo i virkeligheden så ulogisk, at det næsten virker tåbeligt. Det er umuligt at overføre velfærdssamfundets normer på den militære uddannelse. Der er jo ingen, der forventer af soldaternes pårørende i det civile samfund, at de skal tage på 5 døgns øvelser i alle årets 12 måneder, herunder at bivuakere uanset om det regner, stormer, sner eller er frost og at gennemføre døgntjeneste uanset om man er våd, kold, søvnig eller sulten. Det civile samfunds leveform og den hårde militære, med den af alle ansvarlige politikere erkendte og helt nødvendige autoritære ledelsesform, er inkommensurable størrelser. I denne måned har jeg i dagspressen læst, at nu vil de værnepligtige have lov til at organisere sig. Må jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at organisationsret indebærer strejkeret (dog ej for tjenestemænd) og at legaliseret strejkeret for soldater helt enkelt betyder legaliseret mytteri. Jeg må med Jeppe på bjerget sige »Drømmer jeg, eller er jeg vågen«.
 
2. Om »samarbejde«.
Jeg har altid været en udpræget tilhænger af samarbejde på lokalt/garni- sonsniveau; så langt tilbage som ved min dækningsafdeling i 1956 brugte jeg at samle talsmændene, når jeg fandt, at dette kunne være nyttigt for ånden og sammenholdet i afdelingen. Jeg modtog derfor som noget helt naturligt den befalede samarbejdsordnings indførelse den 1. jan. 1968. Men allerede, da vi efter knapt et års løbetid skulle udtale os om ordningen, måtte jeg som regimentschef sige, at vel var jeg meget positiv for ordningens videreførelse indenfor det lokale område, men jeg måtte stærkt advare imod en udbygning af ordningen opefter, for så ville vi ende med et soldaternes LO, og det ville kommandosystemet ikke kunne tåle. Jeg gentog advarslen i APR 1972 Men selvfølgelig fik vi da landstals- mandsudvalg med alt, hvad det har betydet af vanskeligheder for det egentlige og helt livsnødvendige militære kommandosystem. De sidste 2 år af min tjenestetid fik min stab og jeg så mange mødereferater fra overordnede samarbejdsudvalg, at det var vanskeligt for os at holde styr på, om nu en given sag stammede fra et sådant mødereferat, selv om disse kun var til efterretning, eller om det var en »kommandosag«, og det skulle undre mig meget, om dette forhold er blevet bedre efter min afgang pr. 1/8 1975. Forsvaret er vel det eneste sted i det danske samfund, der har haft en virkelig effektiv samarbejdsordning fra starten; men for lidt og for meget fordærver alt. I dag er vi helt enkelt ved at samarbejde forsvaret ihjel. Det værste er dog, at fastholdelse af omfanget af det nuværende samar- bejdssystem, for slet ikke at tale om en yderligere udbygning af samme, vil kunne få katastrofale følgevirkninger for hæren/forsvaret. Hvis vi ikke passer på, vil vi allerede om 10 år have chefer, der ikke tør tage ansvaret uden først at spørge deres samarbejdsudvalg. Nået dertil har vi også dræbt glæden ved at tage et ansvar. Sådanne chefer kan ikke bruges som førere for militære enheder i kamp. Men jeg har måske helt misforstået det meningsfyldte i en militær chefs indsats. Skal han da kun være chef for enheder i verdens bedste fredstidshær opbygget efter de normer, der er gældende for den daglige tilværelse i velfærdssamfundet og som intet har med STS at gøre?
 
3. Om »kommandoføring«.
Da jeg var elev på fodfolkets kornet- og løjtnantskole på Kronborg i 1933/ 34 (en fremragende skole til at uddanne værnepligtige befalingsmænd) sagde min tropslærer til os: »Soldater vil kommanderes og soldater skal kommanderes.« Det var gyldigt dengang, det var gyldigt ved min afgang i 1975 og det vil være gyldigt så længe et dansk forsvar eksisterer. Hånden på hjertet, vi ved alle, at soldater i en enhed, hvor der føres kommando på en sådan måde, at man ser korrekt påklædte, velsoignerede, vel eksercerende soldater med en rank holdning, i virkeligheden er mere glade for at være ved en sådan enhed — og det kan udmærket gøres på en menneskelig og forstående måde, uden at det går det mindste ud over det ubetingede lydighedsprincip. Jeg tør endda vædde på, at soldaterne fra den Kongelige Livgarde er stolte over, at de, når de indgår i honnørdetachementer for fremmede statsoverhoveder i deres blå galla, præsterer en eksercits på højde med det bedste, man i fjernsynet kan se udført af hærenheder fra Rusland, Tyskland, England og Frankrig (for slet ikke at tale om de arabiske lande i Mellemøsten).
 
Når vi så ofte ser dårlig eksercits herhjemme er det i øvrigt ikke altid soldaternes skyld, det skyldes som oftest at selve de givne kommandoer ikke er tilstrækkeligt høje og skarpe; man kan nu en gang ikke få noget udført samtidigt ved at anvende tonefaldet fra sætningen »Vil De være så venlig at . . .«. Til dette at føre kommando hører også en dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned og år efter år gennemført nådesløs kontrol af, at givne befalinger efterleves nøjagtig som de er givet. Begrebet kommandoføring kan anskueliggøres på mange måder, lad mig nævne, at der er visse ord som »befaler«, »bestemmer«, »pålægger«, der helt enkelt er nødvendige i den daglige korrespondance også for at styrke dette begreb: Kommandoføring. Nu er det jo sådan, at de civile ministeriers sprogbrug i løbet af de sidste 30 år desværre har smittet af på forsvarets øverste kommandomyndigheder. Hvor ofte har vi ikke gennem de sidste 10—15 år set vendingen »Således foranlediget skal det herved meddeles, at man o.s.v.« i stedet for at skrive »I tilslutning hertil befaler/bestemmer/pålægger (kommandomyndighedens navn) at«.Og hvorfor bruge det kønsløse »man«? Er de øverste led bange for at sige »N.N. befaler/bestemmer/pålægger«. Intet er jo i virkeligheden så høfligt overfor modtageren som den kølige, knappe og koncise militære form. Det er måske en lille ting; men sammen med alle de andre »små« ting er de med til at udvande dette »at føre kommando«, og dette at kunne give korte og knappe ordrer, der indeholder det nødvendige, men heller ikke et ord mere.
 
4. Enkelte kommentarer til major O. Mathiasens indlæg.
Et af formålene med den stående, hvervede hær er, at forsvaret derigennem kommer til at råde over enheder med en konstant og høj kampværdi og at man i fredstid som også i krigstid løbende erstatter den afgang, der finder sted indenfor enheden, her underafdelingen. Dette betyder helt enkelt, at den stående styrke slet ikke skal have et uddannelsessystem; den skal leve af »On the job training« sådan som den jo skal det under feltforhold; det eneste krav der stilles til den fredsmæssige kontrol med denne uddannelse er f. eks. halvårlige prøver af den enkelte KS færdighed. Klarer han ikke prøverne, der skal være både omfattende og strenge, herunder også den fysiske standard, så går han ned i løn eller rykker fra OKS til KS. Er han på den anden side en fremragende SOLDAT med store anvendelsesmuligheder så giv ham mere i løn. Det samme gælder jo allerede for cheferne (AC og BC). Klarer deres enhed ikke en foresat chefs inspektion på tilfredsstillende måde, så er der normalt lukket for videre avancement og omvendt. Det vil være umuligt for mig at kommentere alle de synspunkter, majoren fremsætter; kun et par ting, som jeg finder meget afgørende, skal jeg belyse ud fra mit synspunkt. Den eneste forudsætning for mit forslag til uddannelsen i den stående styrke er, at systemet har fundet sit leje med en naturlig af- og tilgang. Majoren nævner på side 282 nogle nøgleord b.a. »kursusuddannelse«, der vil kræve 2 gange 6—8 ugers fravær fra underafdelingen pr. år. Jeg må gå til bage til 1. NOV 1955, da jeg som AC modtog den sidste »hele« afdeling ved 2 FAR til 16 måneders uddannelse. Også den gang manglede vi befalings- mænd og derfor startede jeg den 6 måneders rekrutuddannelse med at inddele styrken i 3 lige store uddannelsesbatteriev, hvor et f. eks. var ansvarlig for uddannelsen af skytsmandskab, et for uddannelsen i signaltjeneste, et for skydning med håndvåben for blot at nævne nogle fag. Det hele kun for at få en rationel udnyttelse af forhåndenværende instruktører i de enkelte specialer. 2 dage før afdelingens indtræden i dækningsstyrken blev alle sat på plads i de endelige 4 batterier.
 
Jeg indledte min dækningsstyrke-tilværelse med en 5 døgns øvelse endende med skarpskydning i Jægerspris. Det gik, og dog svor jeg på, at det ville jeg aldrig gøre blot en gang til, og hvorfor ikke? Fordi det viste sig at være en helt uventet og unødvendig belastning for de menige, at de efter 6 måneders tjeneste i en enhed pludselig skulle begynde helt forfra med anden CH, NK og KDOF for de flestes vedkommende. Giv derfor aldrig mandskab fra Dem til kursusvirksomhed af det anførte omfang medmindre det selvfølgelig drejer sig om befalingsmandsuddannelse. Kun én mand indenfor en underafdeling ved, hvor denne underafdeling har svagheder i sin uddannelse eller rettere sagt i sin krigsbrugbarhed, det er den ansvarlige chef; derfor skal han også suverænt og uden andre direktiver end målene, der skal nås indenfor de givne terminsprøver, kunne bestemme, hvorledes og i hvad der skal uddannes i den nærmeste fremtid. Én mand har næsten de samme muligheder: AC. Han ved, hvad hans fø- ringselement stabsbatteriet kan, og han kan sammenligne niveauet i sine skytsbatterier.
 
Tænk hvilke muligheder denne frihed i valget af metoder og midler til at nå målet vil give for at få ansvarsglade chefer, der tør sige »jeg befaler« og »nej«, når det er nødvendigt ( og det bliver det stadig oftere). Tænk også på de muligheder foresatte chefer får for at pille de chefer ud, der ikke blot er dygtige »sagsbehandlere«, men først og fremmest kan bruges som førere for enhederne i kamp. Et andet nøgleord er »Civiluddannelse«, der jo er et rudiment fra 1953, hvor politikerne i anledning af indførelsen af den 18 måneders værnepligt fandt det rimeligt og nødvendigt at give denne form for uddannelse som kompensation for den lange, af civile oftest nedvurderede militære uddannelse. Majoren har helt ret, når han siger, at der er tåbeligt at kunne tro, at de civile skoler vil/kan indrette deres undervisning efter den militære. Fraværet fra underafdelingen på grund af denne undervisning sammenholdt med fraværet på grund af afspadsering, erstatningsfrihed m.m. har redet enhederne som en Mare de sidste 10 år, og stadig er der ikke sket noget for at forbedre dette/disse forhold. Civiluddannelsen skal derfor flyttes hen til tjenestetidens afslutning (tvangsmæssigt). Har en OKS/KS f. eks. sparet 9 måneders undervisningsret sammen, så skal han have løn (minus militærtillæg) i de måneder, han følger den valgte undervisning, og så vil han endda opnå at få den koncentreret og i indholdsmæssigt à jourført form. Han kunne vel i denne periode beholde sin uniform og have sin personlige bevæbning liggende klar ved sin underafdeling, således at han ved et forøget beredskab øjeblikkelig kunne møde på den plads, han forlod i underafdelingen, såfremt hans afløser ikke havde nået et tilstrækkeligt højt stade i sin »On the job training«.
 
De forøgede udgifter til løn i disse undervisningsmåneder kunne tages ved at afskaffe døgntillæg af enhver art, afskaffe erstatningsfrihed samt afspadsering (kompensation for dette uhørte indgreb skal jeg vende tilbage til senere). Jeg er helt enig med majoren i, at man bør prioritere uddannelsen ved underafdelingerne før noget andet, men også dette kan efter mit nedenstående forslag gennemføres uden at det behøver at gå ud over al den anden og ligeså livsnødvendige øvelsesaktivitet. Vi to er ikke alene om dette synspunkt med at lægge hovedvægten på de laveste led.
 
Da general J. Lawton Collins i den amerikanske hær omkring 1950 efterfulgte general Omar Bradley som hærchef ved dennes ophøjelse til forsvarschef skrev han i »Infantery Journal« en artikel med overskriften »Stress the Fundamental«, og det var i hans version den gang gruppen i infanteridelingen ud fra den betragtning, at kunne denne gruppe virkelig kæmpe som en lille enhed så virkede alt det andet også. Kunne den ikke kæmpe som en enhed så kunne delingen og dermed kompagniet m. fl. heller ikke. Jeg ser af majorens indlæg, at man nu skal gå over til 4 perioder mod hidtil 5 i løbet af 2 år og majoren anfører i tilslutning hertil, at »Man får den mistanke, at der mere er bygget på afsmitninger fra tidligere systemer og på vanetænkning, end på analyse af den professionelle hærs behov«. Jeg er helt enig.
 
5. Konkret forslag til en uddannelsescyklus på 4 uger for STS.
Med det i punkt 4 anførte som begrundelse skal jeg derfor foreslå følgende uddannelsescyklus på 4 uger gennemført indenfor mit eget våben, artilleriet, og den vil vel endda kunne indføres i hærens samlede stående styrke.
 
1 . uge.
Enkeltmandsuddannelse i garnisonen indenfor de områder, hvor BC ved, at krigsbrugbarheden ikke er i orden. Altid med stor vægt på den personlige fysiske træning (1 time pr. dag), og træning i formel eksercits. I denne uge skal der også afholdes de halvårlige kvalifikationsprøver og afgivelser til vagttjenesten. Også gennemførelse af krydstræning, således at BC får tilstrækkelig mange, der kan anvendes på 2 eller flere pladser.
 
2. uge.
Udrykning til felmæssig øvelse fra mandag morgen til fredag kl. 16,00. Også her med vægt på det som BC og vel især AC har fundet grund til at kritisere under den foregående feltmæssige uge. Man behøver ikke engang at »genere« den private ejendom, idet 7 AA i Varde f. eks. »kunne skifte stillinger« mellem Oksbøl (hvor der altid vil være plads, når der ikke skydes af egen afdeling) — Nymindegab — Holstebro — Borris. I denne uge skal afdelingen og batteriet afvikle egne skydninger samt på skift mellem 5 dækningsafdelingers skydninger for HILS. Skal der til skydningerne kun bruges 1 à 2 dage kan enheden begynde og slutte med feltøvelse. Kravet er blot, at den skal være på feltfod i de 4!/2 døgn. Brigaden har rig lejlighed til at holde både samlede øvelser og signaløvelser i denne periode, idet hver brigade holder samme tidsmæssige ramme indenfor de 4 ugers øvelsescyklus.
 
Afdelingscheferne indenfor brigaden kan deltage i stabs- og signaløvelser i brigaderammer samtidig med, at underafdelingerne får lov til at træne i egen ramme. Brigaden kan også lade underafdelingerne begynde hver for sig og så uden varsel befale sammendragning, fordi ugen helt enkelt er sat af til den feltmæssige uddannelse og alle brigadens enheder er borte fra garnisonen, og så kan det endda gøres en gang om måneden og ikke blot en à to gange om året. Jeg er helt sikker på, at ELK og JDK ved en faseforskydning af blot 1 uge vil kunne finde frem til, at disse 2 føringsstabe på højt niveau en gang om året vil kunne finde en uge, hvor samtlige deres underlagte enheder er i »2. uge«. Ferier ordnes på den måde, at den enkelte brigade har ferie i samme periode, og det ordnes ved, at der kobles 1 (2?) uge/r efter 4. uge (se denne). Teoretisk kan der blive 13 stk. »2. uge« pr. år; men når ferier og højtider skal regnes med, vil det nok være realistisk, men også nødvendigt, at der bliver 9 stk. »2. uge« pr. kalenderår. Jeg regner denne uge for så absolut den vigtigste i den foreslåede turnus, fordi det er den eneste, der giver de taktiske chefer mulighed for en konstant vurdering af, om de råder over hårdt trænede, krigsbrugbare enheder.
 
3. uge.
Mandag til onsdag: Hovedsoignering af alt materiel, herunder udbedring af småskader. Resten af den 4 ugers periode ofres der ikke mere tid på dette område, bortset fra selvfølgelig, at AC og BC skal kunne køre i et renvasket køretøj. Torsdag — Fredag: Gennemgang af den foregående uges øvelsesvirksomhed samt enkeltmandsuddannelse i de fag, hvor BC hjulpet af sine hjælpere KK m. fl., har konstateret svagheder under den feltmæssige tjeneste. Mandag — Fredag: 1 times daglig fysisk træning.
 
4. uge.
Fri! (fra 3. uges fredag kl. 16,00) til næstfølgende mandag morgen, hvor enheden begynder på en ny 4 ugers turnus. Det er min erfaring og bestemte opfattelse, at en uges effektiv feltmæssig øvelse svarer til mindst 2 ugers garnisonsøvelse, derfor denne friuge, der også skal kompensere for bortfaldet af erstatningsfrihed og afspadsering samt bortfaldet af døgntillæg, som jeg dog i udrykningsugen ville erstatte med det gamle kommando- og kosttillæg; kosttillægget i form af gratis feltrationer til alle, også til f. eks. CH/JDK for at tage det hele med. Den fri uge kan stampersonellet bruge til hvad som helst, til at tjene penge, til korte ferier, til at ligge på ryggen og læse, ja til at tage CU i. Jeg må vel for god ordens skyld sige, at selvfølgelig falder den 4. uge bort som friuge ved beredskabsforøgelse. Så enkelt og så effektivt kan træningsstandarden tilrettelægges for STS i hæren. Jeg bruger med vilje ordet »træningsstandard« og ikke »uddannelsessystem«, for når den hvervede hærs enheder en gang er uddannede må jeg meget firkantet have lov til at sige »en gang uddannet altid uddannet« for ellers er det ikke en stående, professionel hær, men stadig kun en uddannelses- styrke. Træningen skal blot holdes vedlige.
 
Jeg kan kun finde tre indvendinger mod mit forslag, dog ikke uovervindelige.
1. Civiluddannelsens samlede flytning til kontraktens udløb, og derefter afviklet i den givne periode med fuld løn; men da det vil være en ubetinget fordel for den enkelte, vil jeg tro, at det politisk vil kunne lade sig løse, og især såfremt stampersonelgruppen vil bakke det op. I virkeligheden drejer det sig jo — desværre — kun om at overføre den på- gældendes arbejdsløshedsunderstøttelse til militær løn i denne læseperiode.
2. Bortfald af alle nu erhvervede fridage (tilkæmpet efter det civile samfunds normer) mod til gengæld at få fri uge pr. måned (dog ej måneder med ferie samt jul, påske og pinse). Med det meget positive indtryk jeg fra min tjenestetid har, især af SSG og OS/SG, føler jeg mig også overbevist om, at stampersonellet vil kunne bringes til at tiltræde mit forslag.
3. En væsentlig forøgelse af drivmiddelforbruget og slitage på motorkøretøj smateriellet, men heroverfor står
— dels en evident forøgelse af STS beredskab og
— dels at formanden for forsvarsudvalget — hr. Palle Simonsen — så sent som den 27/10 1978 i »Jyllands-Posten« på side 3 øverst under en overskrift med store bogstaver indleder sit indlæg således: »Der skal være virkelig stærke betalingsmidler til rådighed, hvis der skal være bare et gran af fornuft i det næste forsvarsforlig.«
 
Tænk om hæren kunne nå dertil, at chefer på alle trin vidste, at under al tjeneste var samtlige enheder indenfor hans kommandoområde bemandet med alt personel bortset fra det, der var sygemeldt. Det mål kan og skal nås. Montgomery sagde om sin berømte 8. Armé: »Det umulige gør den straks, miraklerne tager lidt længere tid.« Da jeg ikke drømmer om, at mit forslag skal ses som et mirakel, men vel højst som »umuligt« vil det altså kunne gennemføres straks! 
 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_108_aargang_jan.pdf

 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.