Uddannelsen af Hærens linieofficerer

Som omtalt i en notits i januar-nummeret af tidsskriftet har det på Forsvarsministeriets foranledning af Hærkommandoen nedsatte udvalg til undersøgelse af problemerne i forbindelse med en revision af undervisningsplanen på Hærens Officersskole nu afsluttet sit arbejde. Udvalgets undersøgelser og overvejelser er resulteret i en betænkning, der indeholder forslag til en helt ny uddannelsesplan for Hærens linieofficerer. Tidsskriftet har i løbet af 1966 bragt flere artikler om problemerne i forbindelse med officersuddannelsen (nr. 1/66, 3/66 og 11/66). I fortsættelse heraf og ud fra ønsket om at videreføre debatten om officersuddannelsen har tidsskriftet bedt tre personer om ud fra hver sit synspunkt at tage stilling til de i betænkningen indeholdte tanker og forslag. Chefen for Region VIII og Falsterske Fodregiment, oberst A. H. Klokhøj, anmelder i det første af de tre følgende indlæg betænkningen ud fra geleddets synspunkt. Den hidtidige chef for Pansertroppernes Befaling smandsskoler, oberst P. M. Jespersen, vurderer de i betænkningen indeholdte synspunkter med baggrund i sin virksomhed dels i de militær-pædagogiske forsøg, der har været gennemført på Panser troppernes Befalingsmandsskoler, dels som fremtidig leder af Hærkommandoens kursusvirksomhed og medlem af Hærkommandoens pædagogiske arbejdsgruppe fra dens oprettelse i 1961. Professor i fysik ved Københavns Universitet dr. ph il. Mogens Pilil, der vil være kent bl. a. som medlem af læseplansudvalget for Gymnasiet i 1959 og som medforfatter til »De europæiske ideers historie«, vurderer endelig den i betænkningen foreslåede uddannelsesplan i sammenligning med tilsvarende højere, civile uddannelser.

 

Bemærkninger til Hærens linieofficerers grunduddannelse

I den betænkning vedrørende undervisningsplan for Hærens Officersskole, som netop er afsluttet, og som har behandlet Hærens Linie officerers Grunduddannelse, er der indledningsvis i kapitlet, der omhandler formålet med uddannelsen (kap. III, pkt. 2.1), anført, at »Grunduddannelsen bør bibringe kadetten en sådan kunnen og viden, at han ved sin afgang fra skolen kan påbegynde tjeneste som linieofficer i Hærens geled«. Man bemærker sig ordene »Hærens geled«. Det er jo fremdeles således, at geleddet med rette er størstebruger, hvad angår linieofficererne. Det er derfor også med stor glæde, at jeg som geleddets repræsentant her har fået lejlighed til at frem sætte en vurdering af de tanker, som betænkningen om Hærens Linieofficerers Grunduddannelse fremfører. Et studie af betænkningen efterlader hos mig tre hovedindtryk. Det første er, at man ikke søger at lappe på den nuværende undervisningsplan, men at man har søgt at frigøre sig fra det eksisterende i erkendelse af, at kadetternes civile forkundskab er med de nye skoleordninger giver et ganske andet udgangspunkt end det, hvorpå den gamle undervisning byggede, og at dagens krav til undervisning, herunder også den militære, på de fleste områder er fundamentalt ændrede i forhold til tidligere. Det synes som om, man med held har forstået at finde frem til det, den højere civile skoleuddannelse giver af eksakt og almen viden. Det må være rigtigt, at kadettens militære grund studium skal hvile på en studentereksamen, og at man ud af dagens mange retninger må lægge sig på den matematiske uanset gren eller den sproglige med tillægsprøve i matematik, fysik og kemi.

Dernæst at uddannelsen ved Hærens Officersskole fortsat skal være en i princippet fælles, ensartet grunduddannelse for alle vordende linieofficerer uanset, hvilket våben eller korpskadetten kommer fra eller går til efter bestået afgangseksamen.

Man mærker sig videre, at betænkningen bygger på en dybtgående analyse af alle relevante faktorer. Undervisningsstoffet synes at fremstå som et resultat af en næsten matematisk behandling af opgaven. Lidt tør og blod fattig måske, men strengt logisk er opbygningen. Ud fra den betragtning, at officerens virke centrerer sig om operationer og forvaltning, samt at midlerne til løsning af opgaverne primært er mennesker og materiel, når man med rette i betænkningen frem til, at studiets centrale emner må være: Operation, Forvaltning, Statskundskab, Krigshistorie, Viden om Mennesket og Teknik. I erkendelse af, at fysiske færdigheder, færdigheder i sprog og visse manuelle færdigheder i skydning, kørsel og lignende er af væsentlig betydning, indføjes disse områder også i undervisningen.

Emnegrupperne i undervisningen bliver herefter

Operationer:

Taktik, teknisk-taktiske fag (artilleri, ingeniør- og signaltjeneste), de taktiske orienteringsfag søkrigs- og luftkrigslære.

Forvaltning:

Organisationslære, økonomi, personelforvaltning, retslære og uddannelsesbestemmelser.

Statskundskab:

Historie, samfundsbeskrivelse og orientering om øvrige samfundsviden skaber som basisfag samt almindelig statskundskab og international politik.

Krigshistorie

Teknik:

Matematik, fysik og meteorologi som almindelige basisfag, teknisk mekanik og almindelig maskinlære samt kortlære som tekniske basisfag samt tekniske data af teknisk-taktiske fag.

Mennesket:

Fysiologi, biologi og psykologi som basisfag samt pædagogik. 

Fysiske færdigheder:

Militær fysisk uddannelse og træning samt rekreativ fysisk uddannelse og træning.

Fremmedsprogsfærdighed:

Engelsk

2. sprog obligatorisk, men valgfrit blandt tysk, fransk og russisk.

3. sprog, frivilligt blandt tysk, fransk og russisk.

Manuelle færdigheder:

Skydning, motortjeneste, førstehjælp og militær hygiejne, maskinskrivning samt foredrags- og mødeteknik. De enkelte grupper synes velafbalancerede, og hvad der er lige så betydningsfuldt, de synes udover at danne et afrundet hele også gruppevis at støtte og dermed forstærke hinanden. Der er grund til at fremhæve, at man i betænkningen giver udtryk for, at visse fag som f. eks. sprog, matematik og fysik ikke gives, så de er et mål i sig selv, men at de alene meddeles som et middel til at forstå og udvikle de emner, der er militært centrale. Dette er ikke alene et brud med hidtidig opfattelse, men anses som værende en positiv og rigtig nyskabelse.

Hvad angår fagene matematik og fysik, der indgår i faggruppen teknik, så er det et spørgsmål, om man ikke her sætter målsætningen for højt. Selv under hensyntagen til teknikkens fremskridt, kravene i de mere teknisk betonede våbenarter og kravene til senere teknisk videreuddannelse forekommer det, at stoffet er for omfangsrigt til det behov, der er hos hovedparten af Hærens linie officerer. Udover det allerede anførte skal uddannelsen omfatte de hidtidige våbenkurser, der til

- praktiktjeneste

- udarbejdelse af specialafhandling

- afsluttende instruktionskursus og seminar.

Uddannelsen er iflg. betænkningen tænkt afviklet således

8 mdr: Forprøvestudium

Forprøve

4 mdr: Praktikanttjeneste incl. sommerferie

10 mdr: 1. dels studium

Eksamen 1. del

2 mdr: Kompagniøvelser, incl. sommerferie

8 mdr: 2. dels studium

Eksamen 2. del

4 mdr: Prakitkanttjeneste, incl. sommerferie

10 mdr: 3. dels studium, herunder udarbejdelse af specialopgave

Eksamen 3. del

2 mdr: Kurser, bataljonsøvelser, incl. sommerferie

1 mdr: Eksamen 3. del

4 mdr: Våbenkurser

1 mdr: Instruktionskursus. Seminar.

Forprøvestudiet er tænkt anvendt til meddelelse af en række basisfag, der bringer eleverne helt på samme plan og afvikler en række faglige koordineringsproblemer. Forprøven virker primært til på et tidligt tidspunkt at frasortere uegnede elever. Forprøvestudiet og den der tilhørende eksamen synes således at virke kraftigt med til at effektivisere det samlede studium.

Når man fra geleddets hjørne betragter den nuværende linie officersuddannelse, har man især mærket sig, at den faglige viden hos de dimitterede er blevet stedse større, især gælder dette den teoretiske viden på det taktiske og teknisk-taktiske område. Men samtidig har man også konstateret, at det skortede på at udmønte den gode viden på praktisk kunnen. Dette er ikke alene en klagesang sunget af utålmodige ældre og yngre chefer, men det er en erkendelse, den ganske unge linieofficer også når til ret hurtigt efter sin ankomst til geled tjeneste. Ofte høres »Jeg har lært en masse om at føre kompagni og bataljon, men så godt som intet om at være næstkommanderende.« Dette forhold eksisterer, nogle knækker halsen på det, mange når igennem efter en alvorlig indsats, de fleste finder hurtigt melodien. Årsagerne til dette forhold er mange, et af de vigtigste vel nok en lidt for spredt uddannelse i visse fag i linieofficersuddannelsen af i dag og en på samme tid for lidet videnskabelig og praktisk betonet uddannelse. Det helt afgørende i den foreliggende betænkning er derfor, om udkastet til fremtidig uddannelse vil råde bod på de nuværende svage punkter, om udkastet fører til en uddannelse, der fastholder stigningen i viden, meddeler videnskabelig arbejdsmetode og tager det daglige praktiske sigte, som især har været savnet. Meget i forslaget tyder herpå. Følgende skal fremhæves:

- Forvaltning som et centralt emne i studiet vil give den unge linieofficer et bedre grundlag for at klare den administration, man ikke kommer udenom i en moderne hær. I dag anvender den unge linieofficer for mange kræfter på for småting på grund af usikkerhed. Undervisning på området vil give ham større selv tillid og lette ham for usikkerhedens byrde. De derved sparede kræfter kan til gavn for helheden anvendes på andre områder.

- Læren om mennesket og en mere videnskabelig præget undervisning, herunder løsning af specialopgaver, vil virke med til at skabe en mere selvstændig og logisk tænkende og dermed mere systematisk arbejdende officer.

- Undervisning i sam fundskundskab vil give en mere sikker fornemmelse af samfundet og dets vilkår og vil dermed gøre ham mere robust overfor de svingninger, der er i samfundet og i det arbejde, han udfører.

Til sidst praktikanttjeneste, en nyskabelse, hvis værdi helt står og falder med dens gennemførelse. Praktikanttjenesten kan gennemføres ved skolens foranstaltning, om skolen får enheder stillet til rådighed. I så tilfælde vil man opnå den fuldstændige intimitet mellem teoretisk og praktisk uddannelse. Ansvaret for undervisningen vil i hele undervisningsperioden påhvile een og samme myndighed. Det ville være ideelt, men jeg tvivler på, at det vil være praktisk muligt med en skoleenhed. Tanken har været fremme før, men stødte på for mange vanskeligheder. Den anden mulighed er, at kadetterne under praktikanttjeneste forlader leverandøren og går til brugeren, at regimenterne for en tid overtager kadetten. Vi har i dag en slags pendant i de elever, der har bestået forsvarsgymnasiet og afventer indtræden på officersskole. Der er dog en væsentlig forskel. Praktikanttjenesten sker som led i en løbende uddannelse, ganske bestemte mål skal nås. Der må være en helt intimforbindelse mellem skole og uddannende regiment. Krav, midler og metoder må ligge fast. Det må afgøres, om uddannelsen skal ske ved alle våbenarter eller kun enkelte våbenarter, om kun enkelte eller alle regimenter skal pålægges opgaven. Ved de udpegede enheder skal pladser af den for kadetten formålstjenlige art være ledige. Der må under og efter tjenesten være et snævert samarbejde mellem skolen og berørte regimenter. Om kadetten skal opnå det fornødne udbytte af tjenesten, må denne del af undervisningen planlægges og gennemføres med samme omhu som en forelæsning eller øvelsesarbejde på skolen.

Det skal ikke skjules, at det vil bryde forstyrrende ind i regimentets daglige liv, skabe vanskeligheder og kræve øget indsats ved regimentet, men det vil ikke være uløseligt, det må gennem føres! Samtidig med at jeg anser det for værdifuldt, at der er to perioder, skal jeg pege på, at perioderne er lagt på tidspunkter, hvor der ikke finder øvelser sted i større ramme. Praktikanttjenestens længde og placering i den samlede uddannelse synes hensigtsmæssig. Sammenfattende skal siges om betænkningen, at det udkast, den giver til grunduddannelse af Hærens Linie officerer, på en positiv måde bryder med væsentlige ting i den nuværende uddannelse. Som bruger tror jeg på, at den vil blive geleddet til gavn og Hærens fremtidige Linieofficerer til glæde. Den kræver en istørre indsats ikke alene af de bevilgende myndigheder, men også  af skolen, dens lærere og kadetter samt af geleddet. Unddrager nogen sig i denne kæde, når den ikke det tilsigtede resultat, men bliver blot brudstykker af et mønster.

A. H. Klokhøj

Indholdet af og rammen om linieofficersuddannelsen i Hæren

Det har længe stået klart, at en revision af linie officersuddannelsen på Hærens Officersskole var påkrævet, ikke alene for rent fagligt at tilpasse uddannelsen på officersskolen til den nye gymnasieordning, men fuldt så meget for at bringe linieofficersuddannelsen i samklang med den udvikling, der har fundet sted i det danske samfund som helhed. Forsvaret kan ikke og har ikke ladet denne udvikling foregå upåagtet, men har gennem en årrække søgt at finde frem til ledelsesformer, samt uddannelses- og undervisningsmetoder, der på den mest hensigtsmæssige måde kunne tilpasse forsvaret til de strukturændringer den tekniske, økonomiske og kulturelle udvikling har med ført i samfundet. De overvejelser og forslag der er indeholdt i den foreliggende betænkning turde være et værd ifuldt bidrag til, og kan, iværksat og gennemført under de rette betingelser, blive af afgørende betydning for de igangværende bestræbelser på løbende at indpasse Hæren i samfundsstrukturen.

Såvel i begrundelserne for som i forslaget til en formulering af formålsparagraffen slås det fast, at linieofficerens grunduddannelse foruden den rene kundskabs- og færdighedstilegnelse i særlig grad skal lægge vægt »på udvikling af de evner, der er væsentlige for at kunne lede andre mennesker« samt »på kadettens menneskelige modning«. Hvilke veje og fremgangsmåder anviser betænkningen da til at nå dette formål? Allerede under omtalen af studiets centrale emner fremgår det, at de to midler, menneske og materiel, som officeren har til rådighed under løsning af militære opgaver nu helt skal sidestilles således at kadetten lærer at betragte personelfaktoren som en fuldgyldig parallel til materielfaktoren. Da det idag er en kendt sag, at mange klima problemer inden for Hæren har deres rod i den om stændighed, at man såvel økonomisk som personelmæssigt gav den materielle og taktisk-organisatoriske faktor forrang i forhold til personelfaktoren, må denne ligestilling mellem de to faktorer betegnes som et væsentligt og værdifuldt fremskridt. Kadetten skal i overensstemmelse hermed studere og oplæres i forvaltning og ledelse samt uddannelse og føring af personel.

Forvaltning udgør i betænkningen sammen med statskundskab og operationer kernen i det militær-videnskabelige grundstudium. Begrebet forvaltning anskues udfra brede funktionelle synspunkter, hvorfor bl. a. organisationslæren indgår i grundlaget for dette emnekomplcks. Henset til, at der såvel i formålsparagraffen som andre steder i betænkningen slås til lyd for, at den vordende officer gennem studiet skal bibringes forudsætninger for at leve med i det civile samfunds udvikling samt forstå baggrunden for det militære instruments indpasning i samfundsstrukturen, er det af betydning, at der i faget organisationsteori også indgår kendskab til grundprincipperne og udvikling en inden for de erhvervsfaglige organisationer. I modsætning hertil anføres under omtalen af faget personelforvaltning kun den militære personelforvaltnings forskellige elementer. Det er et spørgsmål, om den militære leder ikke også skulle have kendskab til og bibringes forudsætninger for at følge udviklingen på dette område ind en for den civile del af samfundet. Under alle omstændigheder har lederskabstræningen i Hæren indtil nu hentet værdifulde impulser fra studiet af de synspunkter og den teknik, der ligger til grund for tidssvarende personaleadministration inden for danske erhvervs- og industrivirksomheder. Ligesom de tekniske fag skal give kadetten kendskab til materielfaktoren skal den faggruppe, der i betænkningen betegnes som »Mennesket« give ham kendskab til personelfaktoren og dermed danne grundlaget for hans dygtiggørelse som leder, uddanner og fører.

Faggruppen omfatter fagene Fysiologi, Biologi, Psykologi og Pædagogik. Den for de enkelte fag anførte målsætning og opbygning bærer umiskendelig præg af at være udarbejdet af fagfolk, og må umiddelbart forekomme en lægmand på disse områder at være relevante med hensyn til at kunne bibringe kadetten den pædagogiske viden, indsigt og holdning, der vil sætte ham i stand til at udøve en officersgeming i overensstemmelse med forsvarets generelle pædagogiske målsætning, som denne er kommet til udtryk i »Klimaudvalgets« betænknings første del. Alt under den ufravigelige forudsætning, at der på Hærens Officersskole gennem en hensigtsmæssigorganisation og gennem navnlig de fastemilitære læreres holdning til eleverne skabes det gode pædagogiske klima, der alene kan befordre den udvikling af evner og den modningsproces, der blev nedfældet i formålsparagraffen. Udover i afsnittet om uddannelsens gennemførelse i almindelighed at fastslå »at ikke alene undervisningens indhold, men også dens form og den ramme, den udøves i, må bidrage til at udvikle evnen til selvstændig tænkning, initiativ og ansvarsbevidsthed samt til at vække forskertrang« og under henvisning til »Klimaudvalgets« betænknings første del at frem ­hæve betydningen af »at de fremgangsmåder, de studerende gøres bekendt med i faget Pædagogik, underbygges gennem praktisk illustration i undervisningen i samtlige øvrige fag« om taler betænkningen ikke mere udførligt skolens påtænkte organisation og ledelsesform samt undervisningsmetoder og andre for et godt pædagogisk klima afgørende faktorer. Det er muligt, at man har ment, at en dyberegående behandling af disse faktorer falder udenfor rammerne for en betænkning vedrørende en undervisningsplan. Hertil kan imidlertid bemærkes, at alle erfaringer viser, at en tilfredsstillende løsning af en opgave af denne art forudsætter, at ledelse, organisation og opgave forud er planlagt til et samm enhængende, harmonisk og logisk hele. Det ville derfor have været interessant i forbindelse med den logiske opbygning og grundige gennemgang af undervisningens indhold at have erfaret noget nærmere om udvalgets synspunkter med hensyn til »undervisningens form og den ramme den påtænktes udøvet i«.

P. M. Jespersen.

Nogle betænkninger i tilknytning til den nye betænkning om linieofficersuddannelse

Det er selvfølgelig umuligt for mig, der er blevet anmodet om at »anmelde« den nye betænkning, at yde denne retfærdighed. Jeg savner jo både kendskab til det militærtekniske og muligheder for at sammenligne med den nuværende uddannelse. Derfor er jeg i den for en anmelder lidt pudsige situation: at måtte anmode om overbærenhed. Men måske kan jeg gøre lidt gavn ved at fremdrage nogle forhold og spørgsmål, hvis behandling og besvarelse kan give anledning til opklarende bemærkninger og herved bidrage til, at det omfattende arbejde, der er nedlagt i betænkningen, kan blive kendt og vurderet efter fortjeneste af mere sagkyndige. Betænkningen, der er udarbejdet af et af Hærkommandoen nedsat udvalg (H. C. B. Engeil, H. A. I. Pedersen, H. S. Krarup, Nils Berg, O. K. Lind (formand), A. S. Møller, F. M. K. Kjærgaard og V. Haarstad, er skrevet i et overmåde klart sprog og fremtræder under brug af velvalgte diagramm er i en særdeles overskuelig form. Man får indtryk af en uddannelse, der ikke blot er til gavn for officerer, men også vil kunne tjene til at udvikle de forgreningsmuligheder til andre uddannelser, som er af så afgørende betydning for det moderne, differentierede samfund. Det ville være ønskeligt i fortsættelse af udvalgets arbejde at undersøge sådanne forgreningsmuligheder nærmere. Og i denne sammenhæng iøvrigt også at inddrage den modsatrettede tendens: i hvilket omfang er det muligt udefra, altså på grundlag af en allerede erhvervet uddannelse, at nærme sig til en officersuddannelse — eventuelt en specialiseret? Om målsætningen for den gamle undervisningsplan af 1. november 1958 hed det bl. a .:

»Ved uddannelsens gennemførelse skal der foruden på den rene kundskabstilegnelse lægges den største vægt på karakterdannelsen, herunder særlig på udvikling af personlighed, initiativ, ansvarsfølelse og loyalitetsfølelse.«

I den her foreliggende betænkning findes, i overensstemmelse med moderne pædagogik, i formålsparagraffen intet explicit om karakterdannelsen. Man har åbenbart erkendt, at denne mere bør være et implicit og varieret resultat af den saglige uddannelse, der ønskes meddelt, end noget der direkte og ensidigt doceres. Og måske har man videre erkendt, at karakterdannelsen ikke kan formuleres i almene udtryk med heraf følgende krav til uddannelsens indhold, uden at grobunden for de individuelle muligheders udfoldelse herved vil blive noget steril. Jeg tillader mig at opfatte denne drejning bort fra en væsentlig side af den gamle betænkning som symptomatisk for den nye. Det præger nemlig den nye betænkning, at den definerer og beskriver officersuddannelsen som en uddannelse blandt de øvrige, der står åben for ungdomme: en oplæring som i det almene sigte åbenbart ikke ønskes formuleret på en sådan måde, at den principielt adskiller sig fra de øvrige em bedsmandsuddannelser. Det er klart, at det specielle formål med officersuddannelsen og at officerernes arbejdsvilkår med de mere eller mindre direkte formulerede krav om en ret ensartet adfærd og den ganske stærke og omfattende iagttagelse, de er udsat for, for den flygtige iagttagelse let giver plads for en noget ensartet og lovlig generaliseret opfattelse af denne gruppe af embedsmænd. Noget lignende gælder f. eks. præstestanden, omend mulighederne for her, f. eks. i ideologisk henseende, at »slå sig i tøjret« umiddelbart synes noget større. Det politiske spektrum, som her kan iagttages, synes noget bredere. Det er efter min opfattelse af værdi, at officersstanden får mulighed for en så vidtgående liberalisering og individualisering som muligt - A. F. Tscherning har altid slået for mig som et i denne henseende velgørende exempel. Det forekommer mig, at den nye betænkning åbner muligheder for en sådan frigørelsesproces både i kraft af den nøglerne og objektive form, hvorunder den fremtræder, og i kraft af det indhold af undervisningen, som her lægges frem , hvad jeg om lidt vil gå nærmere in  på. Men først vil jeg, noget uden for denne sammenhæng, gerne have lov til at berøre et forhold, hvis fordomsfrie drøftelse forekomm er mig at være af betydning for den proces, man kalder for værnenes demokratisering. Nogle officerer vil nok herved hurtigt gribe til vendingen »naiv«.

Jeg har forstået, men savner det i beskrivelsen af linie officersuddannelsen, at det stadig er en forudsætning for, at man kan starte en officersuddannelse: at man tilhører det maskuline køn og ikke er legemlig defekt. Jeg forstår nok, at gerningen som linieofficer i dens nuværende form ikke kan gennemføres af kvinder, og at også anvendelsen af invalid er her kan være uhensigtsmæssig. Men jeg mener dog, at det er et spørgsmål velværd en fordomsfri undersøgelse, om det ikke i den grundlæggende officersuddannelse, der her er tale om, er muligt at hidføre en sådan differentiation, at denne em bedsmandsuddannelse kunne åbnes for en noget større del af landets befolkning, end det nu er tilfældet. Værnenes opgaver er af en sådan differentieret karakter, at defekter af kropslig art ikke burde være en absolut hindring for ellers egnede unge at vælge de herved bestemte livsveje. Køns forskelle måske heller ikke. Det siges i betænkningens Almindelige Del, at den opgavestilling, der har ført til den foreliggende betænkning, » implicit indeholder tre indskrænkende forudsætninger, idet sagen kun omfatter uddannelsen af hærens officerer, kun dennes linie officerer og kun disses grunduddannelse«. Hvis uddannelsen til officerihæren ikke som den normale regel forudsætter linieofficersuddannelsen som den grundlæggende uddannelse, og dersom dette skulle være tilfældet: hvis avancementsmulighedeme og indflydelsen ikke principielt forringes ved eventuelt valg af andre grundlæggende uddannelser end linicofficcrernes — ja, så må ovenstående bemærkninger om udvidet adgang til officersuddannelsen ses i en anden belysning.

De væsentligste elementer i linieofficersuddannelsen er ifølge den nye betænkning Statskundskab, Operationer og Forvaltning, hvoraf de to sidstnævnte på en næsten selvfølgelig måde er bestemt ved officererens praktiske eller tekniske virke i krig og fred, medens den første så at sige motiverer værnenes existens og muliggør en forståelse af deres problematik i forhold til samfundet. Den stærke betoning af faget statskundskab er sikkert det mest iøjnefaldende og for den fremtidige udvikling også det mest afgørende træk i den nye betænkning. Man har her anmodet universiteterne om at udtale sig om det betimehge i en stærk undervisning i dette fag og om mulighederne for at gennemføre den ønskede undervisning i statskundskab, både hvad angår den angivne tidsramme og mulighederne for i en nærmere fremtid at skaffe egnede lærerkræfter. Begge universiteters svar »giver udtryk for, at man finder det naturligt at undervise i statskundskab på Hærens Officerskole , og at man med den forudsetetidsramme vil kunne nå det tilsigtede mål, samt at man er indstillet på at bistå ved den videre planlægning«.

Jeg tror, at denne betoning af statskundskab, i forbindelse med den stærkere fremhævelse af fag som f. eks. psykologi og pædagogik og et mere differentieret syn på sprogundervisningens muligheder, er udtryk for noget værdifuldt nyt. Det betyder ganske vist, at man nu bevidst vender sig bort fra den klassiske officersuddannelse med en afgørende vægt lagt på det matematisk-naturvidenskabelige. Med navne som C. C. G. Andræ, W. H. O. Madsen og F. A. Buchwaldt i erindring - for slet ikke at tale om officerslæreren, den store fysik er L . V . Lorenz, der udførte sin eminente forskning på Hærens Officersskole - er det unægteligt med nogen vemod, en fagmand konstaterer denne traditions ophør, eller i hvert tilfælde dens henvisning til specielle og mere avancerede sider af officersuddannelsen. Men det er nok rigtigt, at det matematisk-naturvidenskabelige er et for snævert udgangspunkt for den moderne officer. Tilbage er jo også blevet kravet omkundskaber svarende til det matematiske gymnasium som optagelsesbetingelse. Ganske at opgive en undervisning i matematiske og fysiske emner har det dog ikke været muligt. Men her har udvalget udviklet en filosofi, som gør mig lidt betænkelig. Nemlig den, at disse emner fortrinsvis skal behandles eller udvikles på de steder, hvor man har praktisk brug for dem. Samtidig med at uddannelsen i ovennævnte forstand er gjort mere humanistisk, er den også blevet mere teknisk betonet. Således at forstå, at det er teknikkens (den m ilitæ re tekniks) krav, der er blevet afgørende for undervisningen i fag som f.ex. matematik og fysik. Jeg kan i denne sammenhæng heller ikke tilbageholde en bemærkning om, at de foreslåede emner for matem atik- og fysikundervisningen i deres mangel på indre sammenhæng og deres ensidige sigte på anvendelsesm ulighederne forekommer mig lidt pauvre. løvrigt også at være noget for traditionelt udformet. Hvorfor skal den vordende officer ikke lære lidt om Lineær Programmering? Hvorfor er et så omfattende og centralt emne som Elektronisk Databehandling (her kaldet Datamaskiner) henlagt under et teknisk taktisk fag som Artilleri? Er brugen af matematiske metoder i Strategien en sag, der må forbeholdes specialisterne? Jeg ved, at der ved Hæren gives en videregående, obligatorisk linieofficersuddannelse og ligeledes en videregående videnskabelig specialuddannelse, og det er vel her, man kommer ind på slige sager. Men hvorledes opdager man de for den videnskabelige specialuddannelse særligt egnede - og ansporcr disses interesser i tide - når de under det indledende studium ikke møder matematikken og fysikken i deres interessante og »stærke« udformning?

Jeg har gennem læsningen af betænkningen fået det ind tryk, at den nævnte filosofi i et vist omfang synes at være betinget af, at udvalgets kommissorium ved skrivelsen af 24. 6. 65 t il Hærkommandoen fra Forsvarsministeriet åbenbart har været bundet noget af en henvendelse til Forsvarsministeriet fra Skolerne på Frederiksberg Slot, dateret 12. 5. 65, hvori bl. a. dette synspunkt fremhæves - om end mildnet ved forekomsten af et »måske«. Når det her foreliggende skitse forslag vil danne grundlag for udarbejdelsen af den mere detaljerede studieplan, bliver det forhåbentlig muligt at rette op på de nævnte skævheder, således at det matematiskfysiske fremtræ der i en lidt rimeligere sammenhæng end antydet i den foreliggende betænkning. For en udenforstående var det interessant at læse om den store betydning, man tillægger Krigshistorie som et meget centralt emne i forhold til - eller forbindelse med - grundelementerne: Statskundskab, Operationer og Forvaltning, idet dette fag - sådan som også forsigtigt begrundet i et tillæg til betænkningen: Brug og Misbrug af Krigshistorien, forfattet af Michael Howard - åbenbart stadig er et uundværligt erfaringsgrundlag for udvikling en af officererens faglige duelighed. I forbindelse med det historiske, men iøvrigt i en anden sammenhæng, skal anføres, at betænkningen tillægger kendskab til den kilde kritiske teknik stor betydning: den »vil, bortset fra de praktiske aspekter (efterretningstjeneste og sagsbehandling ), styrke den almindelige istræben efter at bibringe kadetterne en almen akademisk kritisk holding« . Også denne bemærkning er nok symptomatisk for, hvad udvalget har på hjerte! løvrigt kan officersstanden, hvad angår det historiske, og ikke kun det militærhistoriske, også berømme sig af tilstedeværelsen af en værdifuld tradition. Meget andet kunne fremdrages fra denne interessante og moderne betænkning, f. ex. diskussionen af sprogenes stilling i linieofficersuddanelsen og de stærke bestræbelser udvalget har gjort sig i henseende til at integrere det omfattende stof - men hvor jeg altså mener, at filosofien er drevet for vidt i spredningen og fortynding en af de matematisk-fysiske fag. Endvidere: diskussionen om lærerstabens sammensætning og uddannelse, hvor den harmoniske sammensætning af civile og militære lærerkræfter tillægges stor, principiel betydning. Jeg håber ikke at virke provokerende med en bemærkning om, at det vel må anses for indlysende, at kvindelige lærerkræfter principielt også kan komme i betragtning. Det kan de måske allerede nu? Det har imidlertid ikke været min hensigt at give en systematisk vurdering af betænkningen, hvilken — i min situation - da ville være ligeså tåbelig som en bagers vurdering af smedens virke. En søofficers vurdering ville være af interesse. Også en kadets og en linieofficers af den gamle skole - om en sådan stadig kan graves frem.

Mogens Pihl.

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon bemaerkninger_til_haerens_linieofficerers_grunduddannelse.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.