Tyrkiet ligger også i Europa

Efterfølgende artikel er forfattet af oberstløjtnant (R) E. Juul-Heider, derfor tiden gør tjeneste som SACEURs Reserve Affaires Advisor i SHAPE.

 

Som alt andet forstås Tyrkiets baggrund og position kun ud fra historien. Og Tyrkiet bærer på en lang og stolt fortid, som naturligt er en del af landets nutid. I det 11. århundrede bevæger tyrkiske stammer sig fra østen til Lilleasien. Omkring 200 år senere dominerer det osmanniske dynasti området og tyrkiske folk bor nu på begge sider af Marmarahavet. Man kan sige, at tyrkerne vendte sig mod vest i mødet med det byzantinske rige  -kristenhedens østlige forpost og arvtager til cæsarernes Rom  -et møde, der kulminerede, da Sultan Mehmed 2. erobrede Konstantinopel  -Istanbul  -i 1453 og gjorde den 1000-årige kristne katedral Haga Sophia til moske. Det osmanniske rige - Den høje Port  -fik en vældig udstrækning: Nordafrika til den Persiske Golf  -Ungarn og Balkan til Sudan, Kaukasus til Saudiarabien. To gange stod den osmanniske sultans hære foran Wien: i 1529 og så sent som 1683. I tidsrummet 1512-20 overgav Cairos sidste Kalif sin religiøse værdighed til Sultan Selim og herefter var de osmanniske herskere i Istanbul både verdslige og religiøse ledere for alle muslimer.

I det 19. århundrede forfaldt det osmanniske rige gradvist. Europas syge mand blev et fast begreb i den internationale politik og efter den første verdenskrig forsvandt det simpelthen. Ud af riget er der i tidens løb opstået 34 selvstændige stater: fra Marokko til Irak  -og fra Albanien til Saudiarabien.

Det moderne Tyrkiet, der træder ind i historien efter den første verdenskrig, udviklede sig med en forbløffende hast og tilpasningsevne. Og det havde næppe været muligt uden den person, der også den dag i dag æres og respekteres i Tyrkiet og i udlandet: Mustafa Kemal  -eller Kemal Atatiirk. Kemal var officer og vandt verdensberømmelse under kampene ved Dardanellerne under den første verdenskrig  - senere i begyndelsen af tyverne som øverstbefalende over de tyrkiske styrker mod Grækenland.

Den tyrkiske republik, som i højeste grad var Kemals værk, etableredes i 1923 med ham som præsident - et embede, han bestred til sin død i 1938. Med rastløs energi førte han sit land ind i det 20. århundrede: Latinsk alfabet indførtes, vestlig måleenheder og kalendersystem, kvinder måtte ikke bære slør og fik i 1933 stemmeret, bankvæsen efter vestligt mønster, lige uddannelse muligheder for drenge og piger, industrialisering påbegyndtes og meget, meget mere. Kemal overvågede alt og overalt  -var igangsætteren, entrepenøreren, der brugte pisk og gulerod. Som måske det væsentligste: Kemal satte skarpt skel mellem religion og stat. Det vil sige, at den tyrkiske republik ikke blev  -og bliver - ledet af Koran eller Sharia, men alene af lovgivning, der vedtages og gennemføres af tyrkiske politikere og myndigheder. Glemmes må naturligvis ikke, at det sekulære Tyrkiets befolkning er muslimer  - og huskes skal, at statsfunktioner ikke blandes med religion. Yurtha Sulh  -cihanda Sulh Fred i landet  -fred i verden. Således lød Kemals politiske credo, som også er grundlag for tyrkisk statsræson i dag.
 
Naturligvis har meget ændret sig siden Kemals dage, men hans forsøg på at integrere sit land i Vesten er stadig tyrkisk politik. Efter den anden verdenskrig blev Tyrkiet i 1952 medlem af NATO og udgjorde alliancens bolværk i syd-øst. Både NATO og Tyrkiet profiterede heraf. Efter den kolde krig med Sovjetunionens og Warszawapagtens opløsning sank Tyrkiets strategiske værdi for Vesten mærkbart. Samtidig tiltog kritiske røster i Europa mod tyrkisk behandling af kurderproblemet. Europæiske stater lod forstå, at Tyrkiet ikke skulle regne med umiddelbar optagelse i EF. Der er ingen tvivl om, at Golfkrigen ændrede billedet. Tyrkiet som frontliniestat mod Irak blev fremhævet  -især af USA, men også af Tyrkiet selv, hvorimod Europa  -herunder Tyrkiets traditionelle forbundsfælle Tyskland  -nok fortsat stillede sig mindre imødekommende  -i øvrigt til Tyrkiets overraskelse.
 
Europa  -modsat USA  -har vel i stigende grad vanskeligt ved at anerkende Tyrkiets NATO betydning efter den kolde krigs ophør og spørgsmålet er da, om Tyrkiet fortsat søger integration i Vesten  -og opmuntres hertil af Europa, eller om Ankara søger en art brobyggerstatus mellem Europa og Orienten  -eller endog glider mod øst og bliver Asiens vestligste stat. Og hvad med religionen ? Den allerseneste udvikling har unægtelig sat Tyrkiet i en vanskelig situation, der påvirker landets indre og ydre sikkerhed. Balkan, Sortehavsområdet, de nye muslimske republikker nord og nordøst for Tyrkiet, Mellemøsten og Middelhavsområdet  -altsammen opløsning, kaos eller i det mindste usikkerhed. Tyrkiet er i spændingsfeltet  -ja, er vel del af spændingsfeltet og landet behøver en nyorientering af sin udenrigspolitik. USA og NATO er næppe længere tilstrækkelige garanter. Nok er Tyrkiet som tidligere sagt en sekulær stat  -men naturligvis kan regering og myndigheder ikke ignorere en fundamentalismes gennemslagskraft i andre muslimske lande. Også kurderproblemet er et markant bekymringsfelt for tyrkisk sikkerhed. Kurderne ønsker en egen statsdannelse og en del heraf vil omfatte tyrkisk territorium. Tyrkiets behandling af kurderproblemet omfatter storstilet militær indsats, der igen miskrediterer landet i Europa - især i Tyskland, hvor en udbredt opfattelse er, at basale menneskerettigheder i Tyrkiet undertrykkes.
 
Tyrkiets dilemma er dette: skal man fortsætte en offensiv militærindsats og beskytte det, som opfattes som legitime tyrkiske interesser - og dermed miste sympati og støtte fra det Europa, hvori man også vil integreres. Tyrkiets handlemuligheder bestemmes i al væsentlighed af tre faktorer:
- landets målsætning (altså vest eller øst)
- handelspolitiske muligheder
- militært potentiel
 
Kemals politiske arv er fortsat et stadigt forsøg på at tilnærme sig Vesten, det vil sige sekularisering, vestlig levevis og markedsøkonomi. Men denne tyrkiske model rummer sine egne modsætninger, idet landet jo samtidig har et muslimsk befolkningsflertal, ligger i orienten og kan ikke kaldes industrialiseret. Men muligvis vil netop denne tyrkiske model vise sig at have tiltrækningskraft på unge muslimske nabostater, der modigt vælger hverken den iranske eller den saudiske model. Men derimod følger Kemals tyrkiske, der siger: Vi er af tyrkiske nationalitet med muslimsk tro og en del af den vestlige kulturkreds. Uden vestlig - tysk - finanstilførsel og industrielle hjælpeprogrammer kan Tyrkiet næppe ved egen kraft industrialiseres.
 
Militært er der ingen stat i området, der er i stand til at true Tyrkiet, som råder over betydelige styrker - især landstyrker. Hvortil kommer naturligvis Tyrkiets NATO-medlemskab, som giver prestige og dermed sikkerhed. Tyrkiet må nyorientere sig mod østen efter den kolde krigs ophør - men uden at landet ønsker at miste forbindelsen til Vesten. Dette  -sammen med kurderproblemet  -udgør en krisemulighed - hvortil kommer, at Tyrkiet ikke alene kan løse sine økonomiske og infrastrukturelle problemer.
 
Som tidligere nævnt, har især Tyskland gode og tætte forbindelser til Tyrkiet. Og netop tysk afvisning af tyrkiske ønsker om tilnærmelse til Europa har skabt harme i Ankara. Tyskland - og andre europæiske stater - bebrejder især tyrkisk politik og fremgangsmåde overfor den kurdiske befolkning. Demokratiseringsprocessen kunne  -mener mange - udvikles lidt mere overbevisende  -og endelig kritiseres forholdende i tyrkiske fængsler. I tysk offentlighed og i det politiske liv var harmen stor, da det erfaredes, at en del af tysk våbenhjælp tü Tyrkiet anvendtes mod kurderne. Den tyrkiske regering var uforstående, da den kurdiske befrielsesorganisation PKK efter tyrkisk opfattelse er en ren terrororganisation. På den anden side erkendes det nok i Europa, at Tyrkiet spiller en afgørende rolle. I november 1992 var den tyske försvarsminister Volker Rühe i Ankara og blev her gjort opmærksom på, at Kaukasusområdet er mindst lige så etnisk og socialt betændt som Balkan. Og glemmes skal da heller ikke, at Tyrkiet bærer på arven fra det osmanniske rige og føler sig etnisk og religiøst ansvarlig for folkeslag, områder og religiøst tilhør fra det tidligere rige.
 
Vel omkring 100 mil. mennesker er af tyrkiske stammer  -taler tyrkisk eller en art heraf fra Balkan til Kina. Den tyrkiske indflydelse i Economic Cooperation Organization er formidabel. Denne sammenslutning er nok mindre kendt i Vesten -men dens betydning skal på ingen måde undervurderes. Staterne er foruden Tyrkiet; Azerbajdsjan, Turkmenistan, Uzbekistan, Tadzjikistan, Kirgizstan, Kazakhstan og endelig Pakistan og Iran. De to sidste lande nok lidt i periferien. Organisationen beskæftiger sig primært med handel og kultur  -med Tyrkiet som udfarende materielt overlegne og kulturelt dominerende stat. Tyrkisk indflydelse i og tætte bånd til Kaukasusregionen taler også for en tyrkisk nyorientorientering. Hvad Tyrkiet end vælger, sker det naturligvis ud fra tyrkiske interesser. Men det er i Vestens bedste selvinteresse ikke at støde Tyrkiet fra sig  -Tyrkiet ligger også i Europa.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_122_aargang_nr.5.pdf
 
 
 

Litteraturliste

Del: