Tyrkiet, Kaukasus og Central Asien

Efter afslutningen på den kolde krig blev mange stater nødt til at revurdere deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering i forhold til ændringen af det internationale system og i de regionale omgivelser. Tyrkiet er et af de lande, som er blevet meget påvirket af disse ændringer på grund af dets specielle geo-strategiske placering.

Foto: Forsvaret.dk

I det bipolare internationale system havde Tyrkiet en politisk-militær strategisk vigtig plads i Vestblokken. Den tyrkiske udenrigs- og sikkerhedspolitik var passiv, og underordnet eller defineret i forhold til den globale Øst-Vest konflikt. Sammen med ophævelsen af det bipolare system blev Tyrkiets geo-strategiske vigtighed for Vesten, og selve begrebet ’Vesten’, igen anfægtet. Afslutningen på det bipolare system har frataget Tyrkiet rollen som frontstat mod den tidligere Østblok, og efterladt Tyrkiet som en regional magt i skæringspunktet af flere konfliktfyldte regioner. Tyrkiets vestlige allierede har generelt defineret Tyrkiets post-bipolare strategiske vigtighed i forhold til regional sikkerhed. Men, der har også været en vigtig forskel mellem EU-Europas og USA's opfattelser af Tyrkiets nye regionale vigtighed. For USA, er denne strategiske vigtighed relateret til det geo-politiske begreb om ’pivotal states,’ (ordret: ”omdrejningsstater”)[1] til Tyrkiets geografisk nærhed, som en geo-strategisk bro, til flere forskellige konfliktfyldte regioner, først og fremmest til Mellemøsten.[2] Relationen mellem USA og Tyrkiet fik hurtigt form af en relation mellem verdens eneste supermagt og en regional magt under betegnelsen ’strategisk partnerskab’. Tilgengæld, har EU-Europa været tilbøjelige til at se Tyrkiet som en geo-strategisk barriere imod sikkerhedsproblemer i Europas periferi,[3] og at ekskludere Tyrkiet fra den europæiske integration siden afslutningen på den Kolde Krig.

Under bipolariteten var regionerne Balkan, Kaukasus og Centralasien lukkede, men samtidigt stabile områder for Tyrkiet. I forhold til Mellemøsten, som var ustabil og konfliktprægede, havde Tyrkiet en politik, der var baseret på ikke at blande sig i konflikter. Efter opløsningen af den globale Øst-Vest konflikt akse blev regionerne Balkan, Kaukasus og Centralasien åbnet for politisk indflydelse fra Tyrkiet. Men, de regionale konflikter kom også op til overfladen. Den nye regionale ustabilitet medførte en fokusering på regionerne i den tyrkiske sikkerhedspolitiske debat, og en regionalisering af Tyrkiets sikkerhedspolitiske orientering.

Den følgende analyse af Tyrkiets relationer med Kaukasus og Centralasien er foretaget indenfor rammen af securitisation (sikkerhedsgørelse) og teorien om ”regionale sikkerhedskomplekser”, den såkaldte ’Københavnerskole’. Begrebet ”securitisation”[4] er blevet anvendt til at identificere og kortlægge Tyrkiets sikkerhedsdiskurser og politik. Den nyeste version af regional sikkerhedskompleks-teori[5] konstituerer en analytisk forklaringsramme for Tyrkiets post-bipolare strategiske position og politik. I denne analytiske ramme, er det post-bipolare internationale system defineret som ”1 supermagt + 4 stormagter + regioner”[6], som er forskellig fra andre definitioner som ’unipolar’[7], ’uni-multipolar’[8], eller ’på vej til multipolaritet’[9] i debatten om det post-bipolare international systems struktur og karakteristika. Fordelen ved denne analytisk ramme er dets kategorier som adskillelsen mellem begreberne af supermagt og stormagt, og mellem global and regional analyse niveauer. Den konstituerer en forklaringsramme for et meget specifikt land som Tyrkiet, med hensyn til dets relationer med magter på det globale niveau som supermagten USA og stormagter som EU, Rusland og Kina, og dets regionale sikkerhedspolitik.

Specielt, er begrebet ’insulator’ i den regionale sikkerhedskompleks-teori vigtigt til at klargøre Tyrkiets nye geo-strategiske position, og konsekvenserne af denne position. Begrebet ’insulator’ definerer en strukturel positionm hvor en stat er udgør grænsen mellem flere separate regional sikkerhedskomplekser. En vigtig politisk konsekvens af denne strukturelle position er isolation fra den politiske kerne i omkringliggende regionale sikkerhedskomplekser. Med andre ord, Tyrkiet indtager en ’insulator’ position mellem tre separate regionale komplekser: EU-Europa, Mellemøsten og eks-Sovjet.[10] Det betyder at Tyrkiets fusion med en af disse regioner (dyb involvering i regionale sikkerhedsproblemer eller Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU), ville ændre grænserne af disse komplekser med vigtige effekter på alle. Det betyder også, at Tyrkiet risikerer isolering fra den europæiske integration, som det har været tilfældet siden afslutningen på den Kolde Krig.

Tyrkiets politik vedrørende de post-Sovjetiske republikker og regionen generelt har vist sig at være todimensional. En af disse dimensioner er tæt forbundet med opkomsten af de fem post-Sovjetiske tyrkiske stater. Afsnit 1 undersøger denne dimension af Tyrkisk politik i 1990’erne. Den anden dimension er relateret til tyrkiske sikkerhedsopfattelser og politik forbundet med sub-regionerne Kaukasus og Centralasien, som er præsenteret i afsnit 2. De konstellationer af sikkerhedsproblemer, aktører, og analyseniveauer mellem indenrigs, regional, inter-regional og globalt niveau er kortlagt i afsnit 3. Tyrkiets geo-strategisk strukturelle position, og dets involvering i disse sub-regioner er genovervejet i form af scenarier med hensyn til fremtidige udviklinger i det konkluderende afsnit 4.

1. De tyrkiske republikkers sikkerhed som Tyrkiets nationale interesse

Fremkomsten af selvstændige tyrkiske republikker har ikke kun påvirket, men også ændret den tyrkiske nationale identitet.[11] Disse nye republikker og tyrkiske minoriteter i andre stater er følgende blevet klassificeret inden for den tyrkiske nationale interesses felt: ”Som Cypern, inflation og terrorisme, er de tyrkiske republikker fra nu af også et tyrkisk nationalt anliggende.”[12] Bortset fra den emotionelle entusiasme, har den tyrkiske politik ikke resulteret i en territorial pan-tyrkisme, men i en særlig mission for Tyrkiet til at støtte selvstændigheden for disse republikker og kulturelle rettigheder for tyrkiske minoriteter.

Dannelsen af uafhængige tyrkiske stater i Kaukasus og Centralasien i kølvandet på Sovjetunionens opløsning forøgede Tyrkiets selvtillid i international politik. Denne nye udvikling gav en ny rolle og mission for Tyrkiet i kraft af dets forbindelser til disse republikker. Det skubbede til projektet om at skabe ”en tyrkisk verden” efter det samme mønster som den Islamiske og Arabiske verden: En politisk enhed i international politik, der styrker Tyrkiets - men også alle tyrkeres - politiske position. Men efter et årti kan man sige, at denne mission er delvis forfejlet hvad angår manglende støtte fra Vesten og den indenrigs og geostrategisk realitet i Tyrkiet og de andre Tyrkiske republikker.

Lige fra begyndelsen var den tyrkiske politik baseret på at udvikle primært kulturelle relationer, for eksampel opbygning af en fælles national identitet med de nye selvstændige tyrkiske stater og minoriteter. Udover fra de officielle initiativer har forskellige forbund, fonde og religiøse broderskaber og sekter (Tarikat) været yderst aktive, mere end de officielle på det uddannelsesmæssige og kulturelle område. Forståeligt nok hører de fleste NGO’er til islamistiske og pan-tyrkiske politiske kredse i Tyrkiet. Det er vigtigt at være særlig opmærksom på disse ikke-statslige aktørers aktiviteter, eftersom denne form for aktivitet slet ikke er noget nyt, og minder om den politiske rolle for både islamiske og pan-tyrkiske ”missionærer” i den tyrkiske historie. For eksempel har Sufi-tarikaterne spillet en vigtig rolle i emigrationen af de tyrkiske stammer til Anatolien, og derved etablering og sikring af den osmanniske stat og fastholdelse af de osmanniske kontakter i Central Asien.[13] I slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede har pan-tyrkiske bevægelse lagt e tilsvarende netværksgrundlag[14], der stadig er intakt, som i tilfældet med tarikat-netværket. I tyrkisk politik fortsætter den politiske rolle af de traditionelle tarikater på trods af deres afskaffelse i 1925. Men der er en forskel mellem radikal islamisme og de fleste traditionelle tarikater (såkaldt ”folke” Islam) i Tyrkiet. Nogle af disse tarikater støtter radikale islamister, og nogle af dem skifter deres støtte fra et parti til et andet, inklusiv islamiske partier. Alligevel er det muligt at sige generelt, at de støtter staten.[15] Selvom forholdet mellem tarikaterne og den tyrkiske stat er uklart, er det tydeligt at tarikaternes aktiviteter foregår parallelt med de officielle initiativer, og måske forstærker Tyrkiets position og ideerne om en ”Tyrkisk verden” på græsrodsniveau mere end de officielle bestræbelser. Med andre ord er der et vigtigt socialt netværk af relationer baseret på islamisk og tyrkisk identitet – en grå zone – som kører parallelt med og måske stærkere end de officielle forhold mellem Tyrkiet og de tyrkisktalende republikker og tyrkisk minoriteter. Denne dimension, som ofte er negligeret i analyser af emnet, fortjener særlig opmærksomhed og yderligere undersøgelser.

På det økonomiske område virker Tyrkiet mindre ambitiøs, undtagen ift. olie-gas projekter, med bevidstheden om dets egne begrænsninger fra begyndelsen. Blandt disse initiativer var det mest succesfulde måske på området indenfor kommunikation og transport, hvor begge områder er bade politisk og økonomisk strategisk vigtige.[16]

På det politiske område var Tyrkiets strategi tostrenget: At skabe en fælles national følelse mellem Tyrkiet og republikkerne, og at introducere dem for det internationale statssamfund, især for den vestlige verden. Den så kaldte “tyrkiske model” var et vigtigt trin i dette sammenhæng. Man forventede at opnå adskillige mål: At styrke Tyrkiets position i den vestlige verden; at fremme vestliggørelsen af de nye republikker og deres introduktion til den vestlige verden; at skaffe vestlig støtte til overgangsprocessen.

I den sammenhæng var de periodiske tyrkiske topmøder, hvor Tyrkiets og republikkernes ledere deltog, ikke succesrige med hensyn til resultater i form af skabelse af en “politisk tyrkisk enhed” på det internationale arena. På den anden side, på trods af skuffelser omkring en institutionaliseret “Tyrkisk Union”, ser det ud til, at Tyrkiets interesser i republikkerne ikke er reduceret siden 1992. I juni 2000 erklærede den tyrkiske udenrigsminister Ismail Cem at “Tyrkiet har 2 mål i det 21. århundrede. Det første mål er at blive fuld medlem af EU, og det andet er at blive et nøgle-land i Euroasien”. Han fortsatte ved at sige, at Kaukasus og Central Asien i denne sammenhæng var en højt prioriteret region for Tyrkiet. [17] [eller: en af de højest prioriterede; eller den højest prioriterede region?]

Tyrkiet har også arbejdet hårdt for at optage republikkerne i Vesten og i internationale organisationer for at styrke deres eksistens som selvstændige stater, for derved at reducere russisk dominans. At forbinde de Centralasiatiske stater til NATO via PfP-programmer har været på linie med Tyrkiets opfattelser og strategier vedrørende de tyrkiske republikker. Siden deres uafhængighed har Azerbaijan, Kazakhstan, Kyrghyzstan, Turkmenistan og Uzbekistan været “partnere” i NATO via PfP samarbejdet, der blev lanceret i 1994, og EAPC, det Euro-Atlantiske partnerskabsråd, etableret i 1997, som erstattede NACC (Nord Atlantisk Samarbejdsråd) fra 1992. For Tyrkiet ser PfP-programmerne ud til at være yderst vigtige for dets forbindelse til de post-sovjetiske republikker, især de tyrkiske. I den forbindelse erklærede Tyrkiet dets intention om etablering af et “PfP uddannelses center”, finansieret af Tyrkiet, på det første EAPC møde i Portugal i Maj 1997, og åbnede i marts 1998. Ganske interessant har udover PfP lande også folk fra ikke PfP-lande som Bangladesh, Bosnia-Herzegovina, Kroatien, Gambia, Egypten, Jordan, Malaysia, Den Tyrkiske republik Nordcypern, Pakistan og Syd Korea fået disse uddannelsesmuligheder. [18]  Denne ekstra aktivitet er også vigtigt, eftersom det indikere nye dimensioner af de post-bipolare tyrkiske militære styrker med henblik på Tyrkiets regionale magt projektioner og dets nye strategisk partnerskab med USA.

2. Truslen fra etnisk separatisme, islamisk fundamentalisme, grænseproblemer og energi sikkerhed

Efter ophævelsen af Sovjetunionen og med opståelsen af de nye uafhængige post-Sovjetiske republikker, var der en generel angst for etniske og religiøse konflikter, der kunne paralysere Kaukasus og Central Asien. Selvom de fleste af de værste scenarier ikke blev en realitet, har der ikke været nogen væsentlig ændring af kortet over potentielle eller åbne konflikter og religiøs ustabilitet i Kaukasus og Central Asien. I Kaukasus, har Tjetjenien, Abkhazien/Ossetien og Nagorno-Karabakh alle været flammepunkt siden opløsning af Sovjetunionen, med varierende grad af Tyrkisk involvering. Ved slutningen af årtiet er disse konfliktzoner i det mindste blevet stabiliseret. For Centralasiens vedkommende er der tværtimod sket en stigning i volden fra religiøse ekstremister, især med udspring i Afghanistan-Tajiskistan zonen i det sidste årti, der bringer mange aktører ind i konflikt og mange stater og ikke-statslige aktører samarbejder p.g.a. det inklusiv Tyrkiet, Kina, Rusland og USA. Siden år 2000, er Tyrkiet også begyndt at involvere sig i det spørgsmål, og derfor har dets forhold til de tyrkiske republikker i Central Asien, men også til Rusland og Kina fået nye dimensioner.

Fra den tyrkiske synsvinkel har de erkendte trusler fra etnisk separatisme og islamisk fundamentalisme været vigtige interne og regionale sikkerhedsspørgsmål i 1990erne. Stigende religiøs ekstremistisk vold i regionen forårsagede et drejningspunkt i forholdet mellem Tyrkiet og Central Asiatiske republikker. Under den tyrkiske præsident Sezer’s besøg i Uzbekistan i oktober 2000 blev der indgået en militær samarbejdsaftale, der omfattede tyrkisk støtte i form af anti-terror våben og militær træning af uzbekiske sikkerhedsstyrke. Kyrgyzstan har ligesom Uzbekistan problemer med væbnede islamiske, fundamentalistiske grupper. For eksempel som udtrykt af Aytmatov, rådgiver for præsidenten i Kyrgyzstan: “Afghanistan repræsenterer allerede hovedkilden til truslen mod stabilitet og sikkerhed i hele Central Asien….. Krig har allerede sønderrevet landet i mere end 20 år, og det er udviklet til arnested for religiøs ekstremisme og international terrorisme”.[19] I den forbindelse har Tyrkiet også underskrevet en sikkerhedsaftale med Kyrgyzstan og sørgede for militær støtte til brug for kampe imod væbnede religiøse grupper.[20] Dette regionale sikkerhedsproblem er blevet løftet op på globale niveau efter 11. September-angrebet på USA, som førte til dannelsen den internationale anti-terror koalition og amerikansk militær operation mod Taliban-regering i Afghanistan.

Det er ikke overraskende at Tyrkiet har været særlig følsom over for disse spørgsmål, netop fordi disse spørgsmål har været dets to største interne trusler siden afslutningen på den kolde krig, og derved udgør den forklarende ramme for Tyrkiets politik i regionen. Tyrkiets følsomhed over for etniske separatisme og religiøs ekstremisme opererer på en måde, der gør det nemmere at samarbejde med ikke kun de tyrkiske republikker, men også med Rusland og selv med Kina omkring disse spørgsmål, og det forstærker Tyrkiets position og vis-a-vis Iran og andre islamiske stater såsom Saudi Arabien.

Tyrkiet har fra begyndelsen være tilbageholdende med at støtte separatistiske bevægelser blandt tyrkiske og/eller muslimske minoriteter i den omgivende region. Medens Tyrkiet støttede konsolideringen af selvstændigheden for de tyrkiske republikker, har politikken overfor tyrkiske og/eller muslimske minoriteter været at støtte deres ønske om kulturelle rettigheder, som er så langtTyrkiet har villet gå mht., hvad man kunne tilbyde sine egne minoriteter, især kurderne. På trods af en hård indenrigspolitisk kritik, især fra pan-tyrkister og islamister for at “sælge tjetjenere og uighurs til gengæld for tilnærmelse til Rusland og Kina”[21], har den tyrkiske stat været i stand til at fortsætte sin politik. Med andre ord de populære følelser for tjetjenere og uighurs har været politisk balanceret af de negative følelser mod kurdisk separatisme i Tyrkiet. Begivenheder, der var utænkelige under det bipolære system, besøg på højt niveau og underskrivelse af omfattende aftaler mellem Tyrkiet og Kina, Tyrkiet og Rusland, er blevet normale siden afslutningen på den kolde krig. Det tyrkiske dagblad Radikal for eksempel har beskrevet den russiske premierminister Kasyanovs besøg i Tyrkiet den 23. oktober 2000 som “Moskva blinker (til Tyrkiet)”. Da Kasyanov blev spurgt om samarbejdet om kampen mod terrorisme sagde han “Måske ved tyrkere og russere bedre end andre, hvad terrorisme og separatisme betyder”. Han udtalte at der var en “terrorist og international ekstremist (sammenlignet med “international socialist”) bevægelse, der opererer fra Balkan til Mellemøsten, fra Tjetjenien til Afghanistan”.[22] Den interessante dimension af den kinesiske udenrigsminister, Tang Jiaxuans besøg i Ankara i januar 2001 var, at Ismail Cem, den tyrkiske udenrigsminister spurgte sin kollega om støtte til Cypern spørgsmålet, velvidende at Kina er et af de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd. Cem og Jiazuan aftalte at fortsætte de politiske konsultationer mellem Kina og Tyrkiet vedrørende drøftelser om Cypern.[23]

I modsætning til Centralasien, som aldrig har været en territoriel del af det Osmanniske Rige eller den tyrkiske republik, har Kaukasus, geografisk nærmere liggende til Tyrkiet, været en vigtig komponent i deres sikkerhedspolitik igennem den tyrkiske historie. Det har været et område, hvor Tyrkiets, Ruslands og Irans grænser har flyttet sig konstant frem og tilbage, kompliceret yderligere ved eksistensens af kortlivet uafhængige stater i Georgien, Armenien og Azerbaijan i 1920’erne. Historiske forbindelse, etniske-religiøse kompleksitet og politik i relevante stater og ikke statslige aktører gør regionen yderst ustabil.

Det overordnede billede af Kaukasus og dets nabomagter, Iran, Tyrkiet og Rusland så ikke ud til at være optimistisk i begyndelsen af 1990’erne. Georgien skulle, udover økonomiske og re-strukturerings-problemer, tackle grænseproblemer og abkhaziske og ossetiske oprørere, der alle involverede både Tyrkiet og Rusland. For Tyrkiet var det igen et spørgsmål om at balancere et enormt indenrigspolitisk pres mod geo-strategiske overvejelser, der resulterede i en beslutning om at støtte den georgiske regering i dens bestræbelser for stabilisering og fastholdelse af dens nyfundne uafhængighed fra Rusland. For Rusland var det et spørgsmål om at genoprette sin indflydelse via en ”mægler” rolle i disse etnisk-religiøse konflikter, ved at give et image af en “dobbelt rolle som fredsmager og problemmager”.[24] Azerbaijan var truet af Armeniens territoriale udvidelse, og samtidig skulle de løse en intern magtkamp. Mens Armenien klarede sig godt på det militær område, led landet under økonomiske problemer og mangel på fødevarer og energi.

Tyrkiet var under pres fra Vesten for at facilitere en humanitær hjælp til Armenien igennem dets territorium, men samtidig presset fra den tyrkiske offentlighed og Azerbaijan til ikke at tillade dette. Eskalering af den azerbaijanske-armenske konflikt over Nagorno-Karabakh tvang Tyrkiet til endnu engang at blive involveret i Kaukasiens politik. Den tyrkiske regering derimod prøvede at fastholde de diplomatiske kontakter til Armenien især indenfor rammerne af BSEC (Sortehavets Økonomiske Samarbejde) og OSCE, der også skaffede direkte kontakter mellem Armenien og Azerbaijan. Tyrkiet var selv i en situation hvor folkelige følelser vedrørende muslimer/tyrkere involveret i konflikter på Balkan og Kaukasus var stigende, hvilket pressede den tyrkiske regering. Den tyrkiske sikkerhedselite prøvede på at balancere følelser med geo-strategiske overvejelser.

Efter stabiliseringen af den azerbaijanske-armenske konflikt indenfor rammerne af OSCE og CIS (SNG) er den tyrkiske regerings pres blevet lettere. Men ved afslutningen af årtiet er der opstået en anden spænding, denne gang mellem Tyrkiet og Armenien og Vesten. Det er lykkedes den armenske lobby at overtale en række vestlige parlamenter til officielt at anerkende den påståede etniske uddrydelse af den armenske befolkning af det Osmaniske riges hær i 1915. En beskyldning som Tyrkiet nægter på det kraftigste, ved at hævde at det generelt var en tid med kaos under den første verdenskrig, der forårsagede tabet af et meget stort antal liv både hos tyrkere og hos Armenere. I løbet af år 2002 lykkedes det den armenske lobby i USA at forelægge emnet i Kongressen, men et sidste-øjebliks brev fra Præsident Clinton forhindrede godkendelse af resolutionen. Men den stærkeste tyrkisk reaktion kom, da det franske parlament stemte for en resolution om folkedrab den 18. januar 2001.[25] Efter mødet i det tyrkiske National Sikkerhedsråds møde den 22. januar, blev det udtalt at resolutionen var en sikkerhedstrussel for Tyrkiet og for regionen, og at det Nationale Sikkerhedsråd havde drøftet indførelse af sanktioner mod Frankrig, inklusiv ekskludering af Frankrig fra statslige udbud og indkøb, og at det var besluttet, at man skulle implementere dem gradvist. [26]

Det er værd at undersøge, hvorfor Tyrkiet reagerer så kraftigt og prioriterer emnet så højt på den sikkerhedspolitiske dagsorden, eftersom der er nogle komplekse sikkerhedsbekymringer bag Tyrkiets reaktion. Spørgsmålet er hvorfor Tyrkiet ser anerkendelse af det armenske folkedrab som en sikkerhedstrussel i stedet for et simpelt diplomatisk emne og et spørgsmål om en undskyldning.  Måske kan det bedst forstås, hvis denne stridighed mellem Tyrkiet og Armenien ses som en aktuel, nutidig grænsekonflikt.

For eksampel erklærede det Sovjetiske Armenien i januar 1991, at det ikke anerkendte eksistensen af grænsen mellem Tyrkiet og Armenien, som var blevet fastlagt i den Tyrkisk-Sovjetisk traktet fra 1921.[27] Den armenske territoriale udvidelsespolitik vedrørende Nagorno-Karabakh gjorde det ikke lettere for Tyrkiet at ændre den tyrkiske sikkerhedsopfattelse. Heller ikke den osmanniske arv med erindring om kurdiske, armenske og andre separatististiskebevægelser. Et andet negativt eksempel på historisk hukommelse er attentaterne på tyrkiske diplomater foretaget af armenske terrorister i 1970’erne og i 1980’erne. I denne sammenhæng, og når man tager traditionen af militærlogik og risikoberegninger i betragtning i en hver tænkelig situation, giver følgende antagelser mening i tyrkiske termer.

I følge det tyrkiske militær er de armenske aktiviteter ledet af en strategi, der består af følgende: “fremlæggelse af den såkaldte armenske sag for verden via terrorisme, dets anerkendelsesfase, krav om kompensation og krav om territorier fra Tyrkiet” som den sidste fase. Det armenske spørgsmål, har ifølge det tyrkiske militær adskillige dimensioner der omfatter “at støtte terrororganisationen PKK, dog skjult, til at kæmpe mod Tyrkiet via alliance med ikke-Tyrkiet-venlige periferi-lande og fastholde uvildighed til at løse konflikten om Nagorno Karabakh”.[28] Den tyrkiske sikkerhedspolitiske elite gør således sagen om det armenske ”folkedrab” til et sikkerhedsproblem ved at artikulere det med Armeniens territoriale udvidelsesbevægelser, dets militære samarbejdsaftale med Grækenland, og forsvarspagten mellem Grækenland, Armenien og Iran, [29] og den meget følsomme spørgsmål om kurderne. Med andre ord er spørgsmålet om “folkedrab” kun en del af en større sikkerhedsproblemkonstellation, som gør den tyrkiske reaktionen større i proportion end spørgsmålet.

Den armenske præsident Kocharian’s udtalelser i forbindelse med det franske parlament’s resolution om “folkedrabet” har også styrket den tyrkiske sikkerhedsopfattelse. Ved pressekonferencen efter ceremonien, der havde resulteret i Aserbaijans og Armeniens medlemskab af Det Europæiske Råd i Strasbourg den 25. januar 2001, svarede han på et spørgsmål vedrørende territoriale og kompensationskrav fra Armenien: ”Armenien kan ikke have et sådant krav. Det har ingen juridiske grund. Men, (den armenske) diaspora, ofrene for den tragiske begivenhed, har en sag.”[30] Hans ord blev også bekræftet af udtalelser om, at efter anerkendelsen af folkedrabet, kunne man tale om kompensation og territoriale krav i det tyrkiske-armenske dialogpanel organiseret af den Armenske Nationale Kommitte i New York.[31] I mellemtiden var Vahan Hovhannisian, bureaumedlem af ARF (Armensk Revolutionær Føderation, Socialistisk parti eller Dashnaksutine) og formand for det armenske parlaments komite om national sikkerhed og forsvar, på besøg i den Græske del af Cypern. Han takkede det Græsk-Cypriotiske parlament for dets anerkendelse af det armenske folkedrab.[32] Imens protesterede den armensk udenrigsminister overfor Georgien over, at det tyrkiske militær havde fornyet og åbnet en militær luftbase nær den armenske grænse på georgisk territorium. Den tyrkiske forsvarsminister Cakmakoglu sagde ved åbningscermonien, at “Armenien ikke opnår noget med en sådan protest. Alle lande har ret til at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige forholdsregler.”[33]

Samlet kan det med undtagelse af det armenske spørgsmål, siges at Tyrkiets politik relateret til grænser, etniske og religiøse spørgsmål i Kaukasus og Centralasien generelt har bevæget sig i retning af en normalisering og stabilisering.

Som på andre områder vedrørende det post-Sovjetiske område, er Tyrkiets forventning om at blive en “olie-naturgas distributør terminal” stødt på en række forhindringer op gennem 1990’erne. Det ser ud til at den stigende handel, både officielt og uofficielt, med Tyrkiets nye nordlige naboer, specielt Rusland, har bidraget til en fortsat stor vækst i den tyrkiske økonomi i 1990’erne. Selv Kina dukker op i det nye økonomiske billede efter åbningen af regionen. For eksempel er det rapporteret, at Kina er interesseret i at investere i regionen, især i energi-sektoren, men det er også interesseret i jernbaneprojektet Kars-Tbilisi (Tyrkiet-Georgien). [34] I en fælles erklæring under den kinesiske præsident Zemin’s besøg i Ankara viste udtalelserne begyndelsen til en ny geo-økonomisk sfære kaldet (igen) “Silkevejen”. [35]

I dette geo-økonomisk miljø er olie- og naturgas-ressourcer i det Kaspiske bassin som et strategisk gode blevet et brændepunkt for opmærksomhed og konkurrence. Faktisk er det også blevet en indikator for magtpolitik i regionen. For lande som Azerbaijan, Turkmenistan og Kazakhstan betyder det en genvej på vejen til velfærd som i andre olie-producerende lande, For nabo-landene betyder det endnu en kilde, hvorfra de kan få dækket deres energibehov, give fordele til deres transport-ruter, og overvejelser omkring strategiske konsekvenser af de forskellige planlagte ruter.

Tyrkiet ser, selvom de er bevidst om problemerne, ikke ud til at ville opgive disse energiprojekter. Den officielle holdning er næsten den samme, som den var i begyndelsen af 1990’erne. Som mange eksperter fremhæver: i 1990’erne var dette emne meget “politiseret” i alle de involverede stater og bidrog til gruppering af disse stater i to blokke, Azerbaijan og Georgien allierede sig med Tyrkiet og USA, og Rusland formede et uformelt partnerskab med Armenien og Iran. [36]

Det, der er ændret i den tyrkiske politik, er, som på andre områder, at der har været en anerkendelse af Ruslands stærke position i oliepolitikken, på grund af mangel på økonomisk støtte fra Vesten, USA, og på grund af Tyrkiets egen økonomiske svaghed og energibehov. Tyrkiets køb af elektricitet fra Rusland via Georgien var også på bordet, ligesom samarbejde i forvarsindustrien, stigning i handelsvolumen og selv russisk-tyrkisk samarbejde om bygning af olierørledninger i Tyrkiet.[37] I mellemtiden underskrev Tyrkiet en aftale med Iran i 1996, til irritation for USA. [38]

Et andet element af Tyrkiets ’rørledningsdiskurs’ har direkte kobling til den militære sikkerhedssektor: Sikkerheden af (endnu ikke realiserede) rørledninger. Denne opfattelse forbinder adskillige sikkerhedsspørgsmål fra de kurdiske og tjetjenske konflikter til det strategisk vigtige Cypern, hvorved det også forbinder adskillige aktører med konsekvenser for Tyrkiet-EU relationer og det tyrkiske militærs oprustning i 1990’erne. Det, der er klart, er at “rørledning/olie sikkerhed” forbundet til Tyrkiets geo-strategiske position, er en af hovedfaktorerne i nutidens militær overvejelser. For eksempel indtager det en central plads i definitionen af Tyrkiets geo-strategiske og geo-politiske position, som den er beskrevet af Necip Toruntay, pensioneret stabschef: ”Tyrkiet finder sig selv i et konfliktramt område, der ligger nær enorme energiressourcer og energitransportruter, såvel som det er omgivet af konflikter og ustabilitet i dets omgivelser… i de sidste år har strategier forbundet til disse energiressourcer været af store vigtighed for verden, for stigningen i Tyrkiets betydning både geo- og oliepolitisk.” [39] Hvor langt denne logik påvirker de forskellige spørgsmål kan forståes med dets kobling til Cypern-spørgsmålet. Den tyrkiske havn på den Østlige Middelhavskyst har dermed en særlig strategisk betydning i forhold til eksisterende olierørledninger fra Irak, og det planlagte Baku-Ceyhan projekt. Cypriotisk nærhed til disse havne ændrer de militære overvejelser, der har resulteret i en stigning i den geo-strategiske vigtighed af øen, med det resultat, at Tyrkiets Cypern-politik blev hårdere. Denne logik blev åbent udtrykt af Tyrkiets premierminister Bulent Ecevit, da problemer med Tyrkiet-EU forholdet eskalerede over Cypern i november 2000.[40]

3. Konstellationer af sikkerhedsproblemer, aktører og analyse niveauer

Sikkerhedsspørgsmålet i Kaukasus og Centralasien er mangeartet. Det klassiske spørgsmål om grænser er meget aktuelt, dels på grund af opkomsten af de nye stater, dels på grund af den etniske-religiøse mosaik i næsten alle stater i regionen. Den etnisk-religiøse mosaikstruktur i både de gamle og nye stater gør dem sårbare overfor hinanden, for eksampel Tyrkiets kurdere, Ruslands tjetjenere, Kinas Uighyrer, Irans Azerier og mange andre, og disse brændepunkter forbindes nemt til andre spørgsmål såsom olie-gas transportruter, islamisk fundamentalisme og narko- og våben-smugling og indenrigspolitisk magtkampe.

Sikkerhedsproblemerne har også bragt stater og ikke-statslige, regionale og eksterne aktører sammen eller mod hinanden i det sidste årti. For eksempel spørgsmålet om islamisk fundamentalisme bringer regionale og ekstra-regionale stater sammen til at samarbejde. Det er også mere et Centralasiatisk problem end Kaukasisk, og med særlig fokus på Afghanistan. Det er også et sikkerhedsproblem, der forbinder aktører både på regional og global niveauer. For Tyrkiet er det et internt sikkerhedsspørgsmål og et instrument til at forstærke relationerne til Central Asiatiske tyrkiske republikker, og det arbejder for at normalisere relationerne til Rusland og Kina, mens det styrker relationerne til USA. For stater i Centralasien er det et internt og regionalt sikkerhedsproblem, der på samme tid re-introducerer den russiske indflydelse i regionen, som udtrykt af den uzbekiske president Kerimov. [41] For Rusland og Kina, falder tjetjenere og uighurer i same kategori af trussel. For USA er det en af de post-bipolare globale trusler. Ikke desto mindre skaber problemet samarbejde eller især etablerer det samarbejdsgrupper blandt stater. Den indre kerne af samarbejde består af regionale stater, især Uzbekistan, Kyrgysistan og Tajikistan. Den indre kerne er suppleret med Kazakistan og Rusland. Med andre order der et tæt samarbejde indenfor CIS. ”Shanghai Cooperation Organization” består af Rusland, Kina, Kazakistan, Kyrgysistan, Tajiskistan og Uzbekistan med hoved fokus på islamisk fundamentalisme, men det kan også være et forum for andre sikkerhedsproblemer såsom Kazakistans og Kyrgysistans bekymring for Kinesisk ekspansion, flygtningestrøm fra sydlige naboer, narko og våbensmugling.[42] USA og Tyrkiet kommer også ind i billedet indenfor rammerne af PfP-samarbejdet og den internationale koalition mod terror efter 11. September-angrebet på USA. Denne regionale og inter-regionale institutionalisering af sikkerhedssamarbejdet i Centralasien adskiller sig fra Mellemøsten, hvor denne form for institutionalisering er næsten helt fraværende.

Den primære sikkerhedsdynamik i Kaukasus er mere etnisk end religiøs, med en mellemstatslig krig mellem Azerbaijan og Armenien, der gør en forskel fra Centralasien. Den geo-strategiske opsætning er også anderledes. Fra tyrkisk synsvinkel, gør den geografiske nærhed regionen vigtigere for Tyrkiet end Centralasien på det sikkerhedsmæssige område. Der er sket fremskridt i Tyrkiets forhold til Azerbaijan og Georgien, hvilket omfatter udviklinger på det militære område. Fornylig er det georgisk-tyrkiske forhold blevet defineret som et ”strategisk partnerskab”[43] som det mellem Tyrkiet og Israel. Igen er det en forskel ift. Mellemøsten, at der er organisationer som OSCE og CIS tilstede i regionen, hvilket forandrer sikkerhedsdynamikken. Den armensk-azerbaijanske konflikt blev stabiliseret ved OSCE og CIS’s mellemkomst. NATO’s PfP program er en anden vigtig institutionel ramme, der kan være til potentiel irritation for Rusland. Især Georgien og Azerbaijan har adopteret stadig mere pro-vestlige politikker og intensiveret deres relationer til NATO. Enheder fra Georgien og Azerbaijan deltager også i Kosovo (KFOR) som en del af den tyrkiske bataljon. Tyrkiet anvender, bortset fra bilateralt samarbejde, to vigtige institutionaliserede rammer, OSCE og NATO, hvorved man kan udvikle samarbejdet med Georgien og Azerbaijan. Faktisk hjælper disse to organisationer også med at holde de diplomatiske kanaler til Armenien åbne. De regionale økonomiske organisationer fremmer også platformen for dialog om sikkerhedsspørgsmål. Det økonomiske samarbejde i Sorte Havsområdet (BSEC), der er initieret af Tyrkiet i 1992, består af Albanien, Bulgarien, Grækenland, Romænien, Moldova, Ukraine, Rusland, Georgien, Armenien, Azerbaijan og Tyrkiet, og det forbinder Balkan til Kaukasus. ECO (den økonomiske samarbejdsorganisation) etableret i 1985 af Tyrkiet, Iran og Pakistan gav adgang til syv nye medlemmer i 1992: Afghanistan, Azerbaijan, Kazakhistan, Kyrgysistan, Tajiskitan, Turkmenistan og Uzbekistan. Under den tyrkiske præsident Demirel’s besøg i Tbilisi i januar 2000 lancerede Tyrkiet og Georgien et initiativ til at skabe en ”Kaukasus Stabilitets Pagt”, der minder Balkans Stabilitetspagt, og Ruslands reaktion var positiv. [44]

Elementet ”tyrkere udenfor Tyrkiet” har været en konstant faktor i rækken af Tyrkiets nationale interesser. Denne dimension, kombineret med Tyrkiets sikkerhedsspørgsmål vedrørende Kaukasus gør det sandsynligt, at Tyrkiet er bundet og tvunget til at fortsætte sin rolle i Kaukasus og Centralasien.

4. Konkluderende scenarier

For alle scenarier vedrørende Tyrkiet er der en hovedfaktor som man skal være opmærksom på: Tyrkiets orientering mod og relationer med ’Vesten’.

I denne sammenhæng ville et eventuelt tyrkisk EU-medlemskab ændre de regionale sikkerhedsparametre, ikke kun for EU, men også for regioner og sub-regioner omkring Tyrkiet, som Kaukasus og Mellemøsten. Det skulle også ændre Tyrkiets, Ruslands og andre staters sikkerhedsopfattelser og politikker i disse regioner. På den anden side er Tyrkiets mulighed for EU-medlemskab og dermed dette scenario ikke meget sandsynligt af flere årsager. Der er mange faktorer, der spiller en negativ rolle i Tyrkiet-EU-forholdet, som Tyrkiets politiske og økonomiske standard, den sidste udvidelsesbølge af EU, EU’s reorganisering osv. På den anden side, de post-bipolare sikkerhedsopfattelser og deres negative konsekvenser for relationen mellem Tyrkiet og EU har ikke været diskuteret nok. For eksempel, Tyrkiets dilemma mellem på den ene side dets ønske at blive fuldt medlem af EU og på den anden side, at de post-bipolare regionale og indenrigspolitiske sikkerhedsbekymringer (islamiske fundamentalisme og kurdisk separatisme) forsinker de demokratiske reformer, der er nødvendige for EU-medlemskab. Selvom dette dilemma er begyndt at blive diskuteret offentligt i Tyrkiet, og selvom vigtige politiske reformer er blevet gennemført som ophævelsen af dødsstraf i 2002, går demokratiseringsprocessen langsomt fremad på grund af efterkoldkrigs situationens sikkerhedsbekymringer og sikkerhedsforanstaltninger. Den anden sikkerhedsmæssige faktor er den EU-europæiske uvillighed til at udvide sine grænser til konflikt-rederne Kaukasus og Mellemøsten. Dette er en vigtig post-bipolar geo-strategisk faktor, der spiller en negativ rolle med hensyn til Tyrkiets medlemskab. Det ser ud til, at Tyrkiets strategiske position stadigvæk er vigtig for EU-Europa efter bipolariteten, men i en ændret betydning og med en negativ konsekvens for tyrkisk EU-medlemskab. Under bipolariteten, betød Tyrkiets strategisk vigtighed, at man fik en plads indenfor europæiske organisationer. Efter bipolariteten, betyder det at være en ’stødpude’ eller ’barriere’ mellem EU-Europa og det konfliktfyldte Kaukasus og Mellemøsten. Denne rolle fører til, at man holder Tyrkiet udenfor EU, at man højest vil have  et ’strategisk partnerskab’ med Tyrkiet svarende til det tyrkiske-amerikanske ’strategisk partnerskab’, i stedet for et ’unionskab’ på nuværende betingelser. Ekskludering af Tyrkiet fra EU's kerne forstærker Tyrkiets sikkerhedsmæssige afhængighed af USA, og driver Tyrkiet nærmere til USA på det politiske og sikkerhedspolitiske felt.[45]

Det er også tænkeligt, at Tyrkiet fusionerer med det eks-Sovjetiske regional sikkerhedskompleks, men det er ikke sandsynligt. Med tyrkiets europæiske orientering, dets post-bipolare definition af begreberne nation og stat, dets syn på regionen, de strategier Tyrkiet har ført i det sidste årti, og den russiske dominans i regionen, ser det ud til at Tyrkiet er tvunget til at absorbere eks-Sovjetiske sikkerhedsdynamikker, uden at landet bliver absorberet i regionen, medmindre landets egne grænser er truet.

Derfor ser det tredje scenario ud til at være det mest sandsynlige, at Tyrkiets nuværende position og rolle vil fortsætte, hvilket vil sige at være en ’stødpude’ eller ”insulator” mellem sikkerhedsregionerne EU-Europa, eks-Sovjet og Mellemøsten. Det betyder, adskillige ”strategiske partnerskaber” (USA, EU, Israel, Ukraine, Georgien, Azerbaijan etc.) og ”strategiske rivaler” (Rusland, Iran, Kina, Grækenland etc.) og fjendtlige forhold (Armenien) for Tyrkiet inden for en overskuelig fremtid. En konstant ’stabil ustabilitet’ vil være Tyrkiets sikkerhedsmiljø i Kaukasus og Central Asien, med en række problemer og omkostninger. Tyrkiets sikkerhedsinteresser vægter højere, end at det kan være indifferent overfor regionen. Alligevel, afhænger graden af Tyrkiets involvering i regionen af mange forskellige faktorer. For eksempel ethvert emne der påvirker landets grænser kunne forårsage stærke reaktioner, inklusiv militær, uanset magtbalancen. Selv under nuværende betingelser er det meste af Tyrkiets politik afhængig af amerikansk støtte, og det ser ud til at fortsætte sådan. Vedrørende Rusland er den tyrkiske udenrigsministers ord: ”Tyrkiet vil gennemføre både konkurrence og samarbejde med Rusland… Et nyt begreb er ved at opstå, som er at leve fredeligt på trods af problemer.” [46]

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf


[1] Det geo-politiske begreb ‘pivotal’ er defineret generelt som at have kapaciteten til at påvirke regional og international stabilitet, og at være trans-regional, se, Ian O. Lesser: “Western Interests in a Changing Turkey” i Zalmay Khalilzad, Ian O lesser and F. Stephen Larrabee: The Future of Turkish-Western Relations: Towards a Strategic Plan, RAND: 2000; Chase, Robert S., Emily B. Hill and Paul Kennedy: “Pivotal States and U.S. Strategy” i Foreign Affairs, 75(1), January-February 1996; Chase, Robert S., Emily B. Hill and Paul Kennedy (eds.): The Pivotal States: A New Framework for U.S. Policy in the developing World, New York: W.W. Norton& Company 1999

[2] For eksempel se, Ian O. Lesser: “Bridge or Barrier? Turkey and the West After the Cold War” i Graham E. Fuller and Ian O. Lesser (eds.): Turkey’s New Geopolitics, Boulder, Colorado: Westview Press 1993; Ian O. Lesser: “Western Interests in a Changing Turkey” i Zalmay Khalilzad, Ian O lesser and F. Stephen Larrabee: The Future of Turkish-Western Relations: Towards a Strategic Plan, RAND: 2000

[3] For eksempel se, Ian O.Lesser: “Turkey’s Strategic Options” in The International Spectator, 34(1), January-March 1999, p.82

[4] Begrebet ‘securitisation’ er udviklet af Ole Wæver udfra en konstruktivistisk-diskursanalytisk tilgang. Begrebet henviser til “en praksis, en specifik måde at iscenesætte et emne. Sikkerhedsdiskurs er karakteriseret ved, at et emne dramatiseres som havende absolut prioritet. Noget præsenteres som en eksistentiel trussel… og ved at dette emne er blevet betegnet som et sikkerhedsspørgsmål, har aktøren påkaldt sig en ret til at håndtere det med ekstra-ordinære midler, at overskride de normale politiske spilleregler.” I Ole Wæver: Concepts of Security, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet 1997, s.377    

[5] Begrebet regional sikkerhedskompleks er introduceret i international politik af Barry Buzan, se,  Barry Buzan: People, States and Fear: An Agenda for International Security Studies in the Post-Cold War Era, 2nd ed. Boulder: Harvester Wheatsheaf 1991; og udviklet siden i Barry Buzan, Ole Wæver and Jaap de Wilde: Security: A New Framework For Analysis, Lynne Rienner 1998; den sidste version af definition af begrebet er som:  “a set of units whose major processes of securitisation, desecuritisation, or both, are so inter-linked that their security problems cannot reasonably be analysed or resolved apart from one another”, i Barry Buzan and Ole Wæver (2003, under udgivelse): Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge University Press

[6] Barry Buzan and Ole Wæver (2003, under udgivelse): Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge University Press

[7] William C. Wohlforth: “The stability of a unipolar world” i International Security 24:1, Summer 1999; Birthe Hansen: Unipolarity and the Middle East, Richmond, Surrey: Curzon Press 2000

[8] Samuel P. Huntington: “The Lonely Superpower” i Foreign Affairs 78:2, March-April 1999

[9] Kenneth N. Waltz: “The emerging structure of international politics” i International Security 18:2, Fall 1993; Kenneth N. Waltz: “Structural Realism after the Cold War” i International Security, 25:1, Summer 2000; Christopher Layne: “The unipolar illusion” i International Security 17:4, Spring 1993

[10] Barry Buzan and Ole Wæver (2003, under udgivelse): Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge University Press

[11] Tyrkisk begreber for nation og stat og Tyrkiets forbindelser til post-Sovjet tyrkiske republikker i begyndelsen af 1990’erne kan ses i , Isil Kazan og Ole Wæver: “Tyrkiet mellem Europa og europeisæring” i Internasjonal Politikk, NUPI, no.2 1994, pp.139-175; Isil Kazan: “Tyrkiets Nationale Diskurser: Osmannisme, Islamisme, Tyrkisme og Kemalisme” iDen Jyske Historiker, no.74, December 1996, pp.79-98

[12] Sabah 1. maj 1992

[13] Jf. F.eks.  Hugh Poulton: Top Hat, Grey Wolf and Crescent: Turkish Nationalism and the Turkish Republic, London: Hurst&Company 1997, p.36-39; Serif Mardin: “The Naksibendi Order in Turkish History” i Richard Tapper (ed.): Islam in Modern Turkey, London: I.B. Tauris1991

[14] Jacob M.Landau: Pan-Turkism: From Irredentism to Cooperation, London: Hurst&Company 1995, p.7-21

[15] Sencer Ayata: “Patronage, Party, and State: The politicization of Islam in Turkey” i Middle East Journal, 50(1), Winter 1996, p.55

[16]Relations with the Central Asian Republics, Turkish Ministery of Foreign Affairs www.mfa.gov.tr/grupa/ae/asian.htm;

[17] Citat i artiklen “Orta Asya ile acik kapatiliyor” i Cumhuriyet 23 June 2000

[18] PfP Activities of Turkey, Turkish Armed Forces, www.bioem.tsk.mil.tr/­pfpact.­htm

[19] Askar Aytmatov: “The Shade of Extremism over Central Asia” i Perceptions, 5(4), December 2000-February 2001, Ankara

[20] Turkish Daily News 6 December 2000; Cumhuriyet 23 June 2000

[21] For eksampel se “Adriyatik’ten Cin Seddi’ne ne oldu?”  and “Soykirimi onaylamak” by Ibrahim Karagul i Yeni Safak 15 and 19 April 2000; “Cecenistan yalniz degil!” Zaman 3 January 2000

[22] Radikal 19 October 2000; Hurriyet 24 October 2000; Turkish Daily News 24 October 2000 

[23] Turkish Daily News 9 January 2001

[24] Margot Light: “Russia and Transcaucasia” i John F.R. Wright, S. Goldenberg and R. Schofield (eds.): Transcaucasian Boundaries, SOAS, London: UCL Press 1996, p.53

[25] Citat i “French Assembly decision draws fury in Turkey” Turkish Daily News 19 January 2001

[26] Turkish Press Review 23 January 2001

[27] Svante E.Cornell: “Turkey and the Conflict in Nagorno Karabakh: A Delicate Balance” i Middle Eastern Studies, 34(1), January 1998, p.65-66

[29] “Greece announces pending defence pact with Iran and Armenia” www.stratfor.com/services/giu/070199.asp    

[30]  Citat i “Aliyev and Kocharian’s word duel on so-called genocide” Turkish Press Review 26 January 2001

[31]  “Armenians pursue territorial claims” Turkish Press Review 29 January 2001

[32] Cited i Asbarez, Armenian Daily Newspaper, online, 26 January 2001

[33] “Opening ceremony in Georgia irritates Armenians” Turkish Press Review 29 January 2001

[34] Turkish Daily News 9 January 2001

[35] Joint Communique between the Republic of Turkey and the People’s Republic of China, Turkish Foreign Ministery www.mfa.gov.tr/­grupa/­ae/­china.­htm

[36] Laurent Ruseckas: “Turkey and Eurasia: Opportunities and Risks i the Caspian Pipeline Derby” in Journal of International Affairs, 54(1), Fall 2000, p.223

[37] Cumhuriyet 24 Juli 2000; Turkish Daily News 24 October 2000

[38] Heinz Kramer, A Changing Turkey: the challenge to Europe and the United States, Washington, D.C.: Brookings Institution Press 2000, p.109-110

[39] Necip Torumtay: Degisen Stratejilerin Odaginda Turkiye, 2nd edition, Istanbul: Milliyet Yayinlari 1996, p.238-239

[40] “Ankara: We can’t sacrifice Cyprus for the EU” Turkish Daily News 27 November 2000

[41] “Kerimov and Cem work to thaw Turk-Uzbek relations” Turkish Daily News 4 October 2000

[42] Askar Aytmatov: “The shade of extremism over Central Asia” i Perceptions, Ankara, 5(4), December 2000- February 2001; “Putin and Jiang Disconnect on the telephone” stratfor.com 9 June 2000; The Kyrgyz Republic and NATO: a formula for co-operation af Ambassador Djoumakadyr Atabekov, www.nato.int/docu/review/articles/9606-8.htm ;Stability and security of the country in the new century  Appeal of the Presiden of Kazakhstan to country’s people, www.president.kz/articles/state/state_container ; Graham E.Fuller, Martha Brill Olcott, Alvin Z.Rubinstein and Ross H.Munro: “The Asian Interior” i Orbis, 38(4), Fall 1994

[43] “Strategic Partnership with Tbilisi” i Turkish Press Review 30 January 2001

[44] Turkish Press Review 17 January 2000

[45] Se også, Isil Kazan: “Cyprus and the Eastern Mediterranean, seen from Turkey” i Thomas Diez (ed.): The European Union and the Cyprus Conflict: Modern conflict, postmodern union, Manchester University Press 2002; Isil Kazan: “Turkey between National and Theatre Missile Defence”, Bulletin no.25, 2001, Frankfurt Peace Research Institute,  (www.hsfk.de/abm/­bulletin/­kazan1.htm); og i asien afrika laitinamerika, 30(6), 2002, pp.645-655

[46] “Cem’s statement concerning Iran and Russia” i Turkish Press Review 29 May 2000

 

Litteraturliste

Del: