Tukhachevsky and Blitzkrieg

Anmeldt af Michael Clemmesen

Lawrence X. Clifford: ‘Tukhachevsky and Blitzkrieg’. Ph.d.-afhandling, Boston 2004. 574 sider. Fra www.escholarship-bc.edu/dissertations/AAI3126372: 35 US$ ved download fra Internet, 74 US$ trykt med blødt bind.

 

I seks år, fra 1992 til 1998, var russiske militære arkiver åbne for vestlige forskere. Lawrence X. Clifford anvendte muligheden for at samle materiale til en trebinds-biografi om et at det 20. århundredes få militære genier, Mikhail Nikolayevich Tukhachevsky. Denne doktorafhandling er første bind. Med sin generelle, biografiske fokus giver afhandlingen et særdeles værdifuldt supplement til David R. Stones: ’Hammer and Rifle. The Militarization of the Soviet Union, 1926-1933’. Lawrence, Kansas 2000 og Lennart Samuelsons: ’Plans for Stalin’s War Machine. Tukhachevskii and Military-Economic Planning, 1925-1941’, Birmingham 2000. Disse to bøgers grundlag er også den korte liberalisering af arkivadgangen. Samlet udbygger, nuancerer og korrigerer de tre afhandlinger det eksisterende grundlag, som først og fremmest er skabt af John Erichsons og David M. Glantz pionerarbejde fra årene før den nu afsluttede liberale adgang til kilderne. 

                             Clifford næsten helgendyrker Tukhachevsky. Dette leder på grund af hans manglende kendskab til hele den nyere forskning i udviklingen af tysk luft- og landmilitær doktrin til en påstand om, at Guderian stjal ’Blitzkriegs’-ideen fra Tukhachevsky under sin tjeneste som instruktør i det tysk-russiske kampvognscenter ved Kazan. 

Afhandlingen skæmmes også af Cliffords manglende militærtekniske indsigt, der bl.a. leder til engelsk tekst, hvor det kun med god vilje er muligt at gætte, hvad der har stået i den russiske kilde. Et eksempel er Tukhachevskys erkendelse af, at sovjetiske militære køretøjer må have en bredere trykflade for bælter og hjul end vestlige – det bliver hos Clifford til et ’bredere tyngdepunkt’). 

Forfatteren roder rundt i nationaliteten af de fremragende officerer, som Tukhachevsky samlede omkring sig, og som næsten alle dræbes sammen med ham i 1937. Letten Yakob (lettisk Jekabs) Alksnis kaldes litauer, og litauerne Ieronim Uborevich (Ieronimas Uborevicius) og Vitovt (Litauisk Vytautas) Putna bliver konstant omtalt som letter.  Anvendelsen af stednavne skæmmes af ujævn korrektur.

                             Men selvom afhandlingen har disse mangler, og derfor primært har sin værdi ved at videregive Cliffords notater fra kilderne, får man et meget klart og helt overbevisende billede af Tukhachevsky som den geniale, dynamiske militære professionelle, der lagde grundlaget for den sovjetiske sejr i Den Store Fædrelandskrig.  Det billede, der klart tegnes, er af et naturtalent, der optimalt udnytter de muligheder, som fødsel og opvækst giver. Den adelige baggrund giver adgang til den bedste officersuddannelse og tjeneste i det bedste regiment, hvor han direkte påvirkes af den meget ældre Gustav Mannerheim, som han korresponderer med resten af sit liv. Nederlaget til Japan i drengeårene og oplevelserne som taktisk fører i begyndelsen af 1. Verdenskrig gør den unge nationalist til en radikal systemkritiker. Heldet gør, at han overlever 1. Verdenskrig som tysk krigsfange.  Initiativ i form af konstante flugtforsøg placerer ham sammen med eliten af officerskrigsfanger i den flugtsikre lejr Oberstadt IX, i celle med Charles de Gaulle. Det er reelt en langvarig, international studiekreds, hvor dele af den demonstrerede, selvstændigt tænkende elite diskuterer virkningerne af den teknologiske udvikling på fremtidens krig.  Efter denne periode er Tukhachevsky flydende på fransk og tysk og læser engelsk. Kontakten med de Gaulle holdes i årene fremover. 

Den unge officers radikale nationalisme og opfattelsen af, at kun bolsjevikkerne havde den brutalitet og viljestyrke, der var nødvendig for at genskabe Ruslands storhed, fik Tukhachevsky til at vælge De Røde.  Råt naturtalent som leder og fører kombineret med unik taktisk og teknisk indsigt overbeviste dels ældre officerskolleger og soldaterne, dels Lenin. Den 27-årige officer blev straks givet kommando på armé- og frontniveau i borgerkrigen, hvor han succesrigt virkede som rejsende operativ problemknuser som Zhukov gjorde under Fædrelandskrigen.

Demonstreret succes gjorde, at Lenin og senere Frunze støttede den helt uforskammet selvstændige Tukhachevsky i det stadig dybere modsætningsforhold til Trotsky, Budjonny, Stalin og Voroshilov.

Demonstreret professionelt niveau kombineret med andres uduelighed og korruption førte til, at Tukhachevsky fik en nøglerolle fra starten af det tysk-sovjetiske militære samarbejde i rammen af Rapallo-traktaten. Tukhachevskys gode opdragelse, indlysende talent kombineret med flydende sprog imponerede den tyske hærchef von Seekt under deres møder. Tukhachevskys effektive varetagelse af de sovjetiske interesser i samarbejdet – adgang til tysk teknisk ekspertise - samt tysk opfattelse af ham som en sandsynlig fremtidig hovedmodstander gav efter Fruntzes død tyskerne mulighed for at intrigere mod Tukhachevsky hos den middelmådige afløser, Stalin-klienten Voroshilov. Før Tukhachevsky blev flyttet til chefsstillingen for Leningrad Militærdistrikt i begyndelsen af 1928, var det dog lykkedes ham at starte den opbygnings- og reformproces, der endte med sejren i 1945.

                             Afhandlingen bidrager til klarhed og nyheder på flere væsentlige punkter. Trotsky står som en mindre afgørende person i sejren under Borgerkrigen. Han var primært en omrejsende propagandist og politisk organisator på pæn afstand af fronten.  Ententemagternes bidrag til det sovjetiske nederlaget foran Warszawa i 1920 bliver understreget. Forfatteren gør på en overbevisende måde op med anklagerne mod Tukhachevsky for unødvendig anvendelse af vold under den hurtige nedkæmpelse af Tambov-oprøret i 1921. Clifford dokumenterer, at den her anvendte gas var importeret amerikansk tåregas.

                             Men først og fremmest bidrager afhandlingen til at klarlægge Tukhachevskys centrale rolle i udviklingen af den sovjetiske operative doktrin, der modnedes i teoretiske skrifter fra 1929. Det dokumenteres, at elementer i den fremtidige doktrin havde rødder i årene 1922 til 1927, og at dele allerede blev testet under øvelserne i militærdistrikterne i 1925, 1926 og 1927. Tukhachevsky arbejdede derefter selv med tunge reformopgaver som udvikling af en veluddannet kvalitetskadre og opbygning af en sovjetisk militærindustri, der kunne støtte en fremtidig industriel massekrig. Han overlod det videre teoretiske doktrinarbejde til de unge stabsofficerer Vladimir Kiryakovich Triandafillov og Georgii Samoilovich Isserson. De kombinerede Tukhachevskys erkendelse af de fremtidige muligheder for dyb, dynamisk manøvre med Aleksandr Andreevich Svechins klassiske analyse i ’Strategi’ fra 1927.

Da Tukhachevsky og hans nærmeste hjælpere blev henrettet i 1937, dækkede den sovjetiske operative doktrin alle de relevante faser af en land-luftmilitær kontinentalkrig, industrien var på vej til at kunne levere godt, robust materiel i de nødvendige enorme mængder, og kvalitetskadrerne var talrige og robuste nok til at implementere doktrinen og vinde på Østfronten selv efter decimeringen i 1937-38 og de enorme tab i 1941.

 

Det er ikke et tilfælde, at russisk-sovjetisk militær tænkning har opnået en plads i uddannelsen af dansk

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

Del: