Trusselsbilledet - en koldkriger taler ud

Anmeldt af Nikolaj Petersen

Kjeld Hillingsø, Trusselsbilledet - en koldkriger taler ud. København: Gyldendal 2004, 288 sider.

 

 

Foto: Saxo.com

Og som undertitlen viser, har Hillingsø (KH) villigt påtaget sig rollen som selverklæret koldkriger og traditionalist af den realistiske skole. KH ser således den kolde krig som en reel krig med den afledte konsekvens, at vi som NATO-allierede var "forpligtede til at støtte USA og ikke kunne tillade os at gå ... USA's modstanderes ærinde" (s. 18, jvf. s. 242). I forlængelse heraf karakteriseres hans motiv til at skrive bogen som "i hovedsagen ... indignation" over holdningerne hos "de toneangivende" i 1970'ernes og 1980'ernes debat (s. 19). Bogens politisk-normative og personlige motiver lægges således åbent frem.

        Opgøret med venstrefløjen er dog et sidemotiv, og ret meget kommer der heller ikke ud af kapitlet om "truslen indefra" (s. 29-66). Dette bygger primært på SIK NYT, FE's klassificerede kvartalsoversigt, fra årene 1970-86, der må antages at være en god kilde til, hvad FE vidste/mente at vide om undergravende virksomhed, spionageaktiviteter m.v. Det mest interessante ved gennemgangen er næsten, så lidt interessant der kommer frem. Med mindre PET-kommissionen til sin tid kommer op med en anden konklusion, må den indre trussel under den kolde krig - forstået som ulovligt samarbejde med den ydre trussel - bedømmes som beskeden. Det er ikke forfatterens konklusion, idet han i overensstemmelse med sit overordnede syn (se ovenfor) har en tendens til at se kritik af den officielle sikkerhedspolitik fra bevægelser og partier som udtryk for sovjetisk indflydelse og del af den indre trussel.

        Bogens hovedsigte er dog at analysere den ydre trussel, og her er forfatteren på betydelig sikrere grund. Datidens trusselsperception belyses ved hjælp af en uklassificeret analyse, som forfatteren publicerede i 1984, samt FKO's samtidige klassificerede vurdering, som gengives i et bilag. På et enkelt spørgsmål nær har disse vurderinger vist sig at være ganske træffende i lyset af de Warszawapagt-planer, som man efter den kolde krig har fået kendskab til. Fra dansk side havde man således generelt et godt billede af, hvad truslen bestod i, omend det ikke kunne måle sig med det detaljerede kendskab, som Warszawapagten havde til dansk forsvar.

        Hillingsø giver desuden en kyndig indføring i det danske forsvars problematik i 1970'erne og 1980'erne, herunder også de planlagte forsvarsoperationer. Han lægger ikke skjul på sin skepsis over for forsvarsplanen for Jylland, både det operative koncept (det fremskudte forsvar) og kapaciteten til at gennemføre det (s. 129-33). Forsvarsopgaven på Sjælland var anderledes (mere bevægelig) med det resultat, at hæren efter KH's vurdering i 1980'erne var ved at blive delt i en jysk og sjællandsk del med hver sin værnskultur (s. 145).

        Efter den kolde krig er der som bekendt skabt adgang til de østlige arkiver, specielt de østtyske (hvorimod vore polske NATO- og EU-allierede har været skandaløst usamarbejdsvillige). Omend nogen egentlig krigsplan ikke er fundet (måske bortset fra den polske OP-61), kan KH tegne et ganske klart billede på grundlag af øvelsesmateriale og sekundær litteratur. Blandt andet giver han en række interessante oplysninger om den skiftende ansvarsfordeling mellem Polen og DDR ved et angreb på Danmark. Et andet interessant aspekt er omtalen af det østtyske materiale om Danmark, som FE har hjembragt, og som afslører det intime kendskab, østtyskerne havde til relevante geografiske forhold i Danmark (s. 184-89), hvad KH blandt andet tilskriver hjælp fra folk i relativt beskedne stillinger i forsvaret og andetsteds (s. 226).

        Mest interessant i bogen er dog spørgsmålet om atomvåbnenes rolle i et angreb på (og forsvaret af) Danmark. Ifølge forfatteren indgik atomvåben ikke i de operative NATO-planer for Danmark (s. 197), hvilket dog ikke udelukkede deres introduktion i en senere fase af et (negativt) forsvarsforløb. Jo mere årene gik, desto mindre blev imidlertid lysten til at anvende atomvåben i forsvaret (s. 205). Det svarede hertil, at forsvaret og FE i 1980'erne regnede med, at Warszawapagten ville søge at afgøre en krig med konventionelle midler (s. 209). Heroverfor står den viden, som indsigten i den østlige planlægning giver os: at der var forberedt en massiv tidlig indsættelse af atomvåben, også mod Danmark. KH viderebringer - fortrinsvis på grundlag af østtyske øvelsesplaner - en lang række detaljer vedrørende den påtænkte anvendelse og konkluderer, at Warszawapagten uanset en krigs udvikling sandsynligvis ville have brugt atomvåben senest på krigens tredje dag. "Det var en overraskelse for os," slutter analysen lakonisk (s. 222).

        Dette rejser det ubehagelige spørgsmål om, hvorledes man fra NATO-side kunne tage så meget fejl. KH besvarer ikke spørgsmålet, men i sine afsluttende bemærkninger tager han imidlertid et andet endnu vanskeligere spørgsmål op: Hvem ville have vundet en krig? Svaret er modigt og ærligt, men ikke betryggende: Efter indsættelsen af Warszawapagtens atomvåben på krigens tredje dag ville de vesteuropæiske lande efter KH's mening næppe have kraft eller vilje til at fortsætte modstanden. En strategisk atomkrig ville have været meningsløs. "Jeg tror derfor, at det realpolitiske instinkt ville have fået Vesten til at acceptere sovjetisk overherredømme, indtil man en dag uden helt så store omkostninger kunne genvinde friheden" (s. 230).

        Afslutningsvis vender KH tilbage med en række betragtninger over venstrefløjens angiveligt manglende tagen truslen alvorligt under den kolde krig. Herfra drager han (lige som Uffe Ellemann-Jensen) en tvivlsom parallel til oppositionens holdning til Irak og den trusselsvurdering, som krigsdeltagelsen hvilede på. Her må man vel konstatere, at ingen af parterne - hverken regeringen eller oppositionen - handlede på grundlag af noget, der lignede viden om den faktiske trussel, men det virker dog lidt mærkeligt at angribe den part, hvis stillingtagen var mindst i uoverensstemmelse med denne. KH's anden prügelknabe er den danske 'intelligentsia', der angiveligt var fasttømret i anti-amerikanisme og fascination af yderliggående ideologier (s. 239f.). Nu defineres intelligensen ikke nærmere, men hvis der sigtes til den relevante del af det akademiske miljø, det sikkerhedspolitiske, må der meldes hus forbi. Læs f. eks. SNU's og DUPI's publikationer fra den tid.

        Ovenstående er eksempler på, at forfatterens politiske engagement kan skabe 'more heat than light'. I analysen af den ydre trussel er han imidlertid på sikker grund og giver en kompetent, nøgtern og afbalanceret beskrivelse og vurdering af denne og af dansk forsvars forsøg på - under vanskelige politiske vilkår - at imødegå den. Bogen er derfor et kvalificeret bidrag til debatten.

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Del: