Trediveårskrigen. En europæisk katastrofe 1618-1648

Forfatter: Dick Harrison

Forlag: Peoples Press
Diverse: 543 sider; illustreret; 399,95 kroner.

Anmelder: Simon Papousek

Den svenske professor i Historie Dick Harrison indleder dette digre værk med at konstatere, at Trediveårskrigen er blevet fortalt ud fra nationale perspektiver. Således er krigen i Tyskland fortalt som en decideret tysk krig, og billedet er i følge Harrison det samme i andre lande. Det vil sige, at krigen ikke ses som en europæisk storkrig, hvilket medfører en noget ensidig gennemgang. Dette vil Harrison gøre op med: ”I stedet er det [krigen] en udtrykkelig pointe, at talrige indbyrdes forskelligartede konflikter blev spundet sammen til helheder, som gjorde krigen vanskeligere og vanskeligere at overskue og førte til stadig værre konsekvenser for civilbefolkningen.” (s. 22).

Fra 1618 til 1648 udkæmpedes en storkrig i Europa, som siden er blevet kendt som Trediveårskrigen. Krigen startede med den berømte vinduesudsmidning i Prag – eller defenestration som det også kaldes. Pudsigt nok en tjekkisk specialitet idet det ikke var sidste gang folk enten blev smidt ud ad vinduer eller selv faldt ud. Således blev talrige rådgivere og embedsmænd smidt ud ad vinduer under Husitkrigene i begyndelsen af 1400-tallet og i 1997 faldt den tjekkiske forfatter Bohumil Hrabal i døden da han skulle fodre duer fra vinduet (Richard Burton: Prague. A Cultural History. Interlink Books. Massachusetts. (2003) 2015: 17).

Det var en krig, som omhandlede interne magtkampe imellem fyrstehusene og hertugdømmerne, en kamp mellem katolikker og protestanter og med en civilbefolkning som blev ekstremt hårdt ramt. Hvorvidt sidstnævnte kan isoleres til Trediveårskrigen skal ses med modifikationer, idet civilbefolkningen gang på gang har lidt under krigens kombattanters hærgen. Ikke desto mindre har civilbefolkningens kvaler og lidelser et helt centralt narrativ som er forbundet med Trediveårskrigen. Desuden er krigen kendetegnet ved en ny måde at organisere sit militær på, herunder talrige eksempler på landsknægtenes tilværelse. Det store opgør mellem fyrsterne, kejserne og hertugerne betyder, at persongalleriet er meget omfattende, og det er sin sag at holde styr på hvem der er hvem og hvilken side de tilhører.

Bogen er inddelt i seksten kapitler, foruden prolog og en gennemgang af hvordan forfatteren benytter stednavne, valutaer og lignende. Allerede her i begyndelsen aner læseren hvor omfattende bogen er, og hvilket kæmpe arbejde der er lagt i det.

Efter en gennemgang af krigens forhistorie, som giver et vue over den religiøse og politiske situation i Tredievårskrigens store rolleindehavere. Dernæst følger kapitlerne inddelt kronologisk med krigsudbruddet i Bøhmen i 1618 og frem til krigsafslutningen i 1648 med den Westfalske fred. Hvert kapitel drejer sig om to til tre år ad gangen, fordelt på omtrent tyve til tredive sider. Det giver et godt overblik i indholdsfortegnelsen, og muliggør nedslag i krigen, alt efter hvilken periode eller for den sags skyld person man har interesse for at fordybe sig i. Kapitlerne bliver i øvrigt også sat i relation til økonomiske, kunstneriske og andre perspektiver, så det udfoldes til at blive en fortælling om Europa, såvel som om krigen. Det er et kæmpe emne og en omfattende periode i Europas historie. For at understrege hvor omfattende krigen kom til at blive, er der tilmed afsnit om hvordan det oplevedes i kolonierne i Afrika og Sydamerika. Et interessant og forfriskende tiltag, hvor læseren forlader slagmarkerne i Europa for en stund.

Forfatteren anvender et omfattende kildemateriale, hvor lejesoldaten Peter Hagendorf bliver en af de gennemgående personer sammen med munke, præster, lejesoldater (eller rettere landsknægte) og hvor skotten Robert Monro også bliver fremhævet som en af hovedkilderne. Monro gjorde blandt andet tjeneste under Christian den Fjerde, for efterfølgende at gå i svensk tjeneste. Som en naturlig del af fortællingen hører selvfølgelig også notabiliteter som den svenske Kong Gustav 2 Adolf, franske Kardinal Richelieu, den bøhmiske Wallenstein, danskeren Rantzau og svenskerne Banér og Torstensson blandt mange andre. Både de politiske og religiøse forhandlinger og forviklinger bliver fortalt, sammen med talrige eksempler på druk, voldsudøvelse, torturmetoder og andet, som alt sammen bidrager til den meget omfattende fortælling. 

Trediveårskrigen er sin sag at følge med i, men Dick Harrison fører læseren godt rundt i stoffet. Desværre er det fornærmende sparsomt med det sort/hvide billedmateriale, hvis man ikke lige tæller de to kort med på bogens forsatsblade. Der er primært tale om enkelte stik af ovenfor nævnte personer, illustrationer af Callot fra hans samtidige bog ”Les Grandes Misères de la guerre” (1633) og kort. Heller ikke Rubens maleri som illustrerer krigens rædsler og som beskrives i teksten (side 348f) vises. Det er ærgerligt, og besværliggør overskueligheden for læseren.

Det skal ikke fjerne et solidt helhedsindtryk af bogen, som fungerer og veksler godt mellem de store politiske og religiøse forviklinger, intriger og forløb og så de mere grusomme historier om landsknægtes hærgen og landbefolkningens hang til kannibalisme.

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.