Tre betydningsfulde slag ved Bornhöved - 798 - 1227 - 1813

Bornhöved er i dag et trafikknudepunkt midt i Holsten, en mindre by uden større handelsmæssig eller industriel betydning. Men byen og dens omegn har i tidens løb været skueplads for krigeriske begivenheder, der har haft betydning ikke blot for Danmark, men for forholdene i hele Østersø-området. Derfor må navnet Bornhöved hos alle, der interesserer sig for Danmarks og Hertugdømmernes historie, genkalde minderne om de tider, da afgørende slag udkæmpedes på dette sted. Oberstløjtnant J. Petersen, stabschef ved 3. Jyske Brigade, beretter her om de tre betydningsfulde slag ved Bornhöved.

 

1. Bornhöved ligger centralt i Holsten, hvor trafikken fra Kiel mod syd over Bad Segeberg og fra Rendsburg mod Lubeck krydses. Byen og området omkring den betragtes den dag i dag af mange som et betydningsfuldt knudepunkt. Hvad kan historien fortælle? Ved det sidste isfremstød fra nordøst forløb isranden lige syd om Grönnebek (3 km sydvest for Bornhöved), derfra mod øst over Sanden (1 km syd for Bornhdved) og videre mod sydøst. Under isen dannedes i linien Stolper See~Alte Schwentine—Post See en såkaldt tunneldal, hvorfra smeltevandet pressedes ud under isranden netop omkring det nuværende Bornhöved. Vandet medførte mængder af sand og grus, der aflejredes syd for isen, og derfor er området syd for linien Grönnebek—Sanden jordbundsmæssigt et magert, let bakket og tørt landskab uden større landbrugsmæssig værdi. Det er også baggrunden for, at denne »Gönnebeker Heide« i mange år blev anvendt som Kavalleri-øvelsesplads, indtil staten omkring år 1900 beplantede store dele af området med nåletræsplantager, i dag Staatsforst Neumunster. Navnet Bornhöved betyder formentlig »det sted hvor Bornbek’s kilde udspringer«, idet det vandløb, som vi i dag kalder Alte Schwentine, på gamle kort benævnes Bornbek. Området om Bornhöved ligger på vandskellet mellem Østersøen og Nordsøen. Alte Schwentine (Bornbek) udspringer lige øst for Bornhöved (et skilt ved vejen Bornhöved—Tarbek viser stedet), og også Trave længere mod sydøst løber mod Østersøen. Noget mod nord begynder Eideren sit løb mod Nordsøen.

De naturligt afdrænede sand- og grusområder omkring BornhOved har fra tidernes morgen gjort området velegnet til al trafik. Allerede i bronzealderen synes det at have været et knudepunkt for beboelse og vandringer. Denne overordnede værdi har området bibeholdt op gennem tiderne, og heri ligger formentlig forklaringen på, at Bornhöved i historisk tid har leveret skueplads for 3 slag, som hver for sig fik afgørende betydning, ikke alene for de deltagende parter, men for hele Østersø-området. I 798 nedkæmpedes de nord for Elben bosiddende Saksere af Slaverne (Obotritterne), støttet af Frankerrigets Karl d. Store, hvorved den slaviske indflydelse i Holsten tog fart for at efterlade sig spor, der kan erkendes endnu i vore dage. 11227 mistede Danmark sin indflydelse i områderne syd for Østersøen, da Vademar Sejr ved Bornhöved besejredes af den holstenske greve Adolf IV. Og endelig blev Bornhöved igen i 1813 et skæbnesvangert navn for Danmark, idet det nok lykkedes her for det danske Auxiliærkorps (i forbund med Napoleons Frankrig) at forhindre en svenske hær i at afskære korpsets tilbagetog mod nord, men det blev — bortset fra den sidste kamp ved Sehested — også det endelige skridt på vejen mod freden i Kiel 1814, hvor Danmark først og fremmest mistede Norge.

I dag er Bornhöved kendt som et livligt, stærkt besøgt trafikknudepunkt med servicefunktioner overfor færdslen som det vigtigste erhverv; der findes omkring 100 kroer, restauranter, tankstationer og autoværksteder i byen. Hvor i middelalderen det holstenske »Landesthing« plejede at holde sine forsamlinger på dette centrale sted, er byen i dag mere et udflugtssted eller stoppested på de lange bilture, og Kiels og Neumunsters nærhed har reduceret den som handelsby til et minimum. I det følgende skal nærmere redegøres for de førnævnte 3 slag ved BornhOved, men for rigtig at kunne se deres betydning for udviklingen i Holsten i større ramme, er også medtaget en del andet historisk stof.

2. År 798.
Slesvig-Holsten har alle dage ligget som landbroen mellem Nord- og Mellemeuropa, og samtidig som barrieren mellem Østersø og Nordsø. Dette har altid gjort landet til et eftertragtelsesværdigt område, hvis besiddelse betød magt og indflydelse, men som samtidig gjorde det til et uroligt hjørne af Østersøen.

Hos Cæsar, Plinius og Tacitus, såvel som hos Ptolemæus, hører vi om folkene i dette område; germanske stammer, der trådte ind i historien som Romerrigets fjender. Det er ganske vist ikke meget, vi hører om dette for Romerne så fjerntliggende land, men dog noget. Tacitus omtaler Anglerne, der tilhørte Nethusstammen i det sydvestlige Østersøområde, og ifølge Ptolemæus slog Sakserne sig ned »på den cimbriske halvøs nakke«, altså i området nord for Elben. Også vor egen Saxo fortæller fra slutningen af det andet århundrede om Sakserhertugen Sigar, med hvis søn Uffe hin Spage, den danske kong Vermunds søn, skal have haft den berømte tvekamp på en ø i Eideren, hvor nu Rendsburg ligger, altså i grænseområdet mellem Sakserne og Danerne. Om de to nævnte stammer, Anglerne og Sakserne, beretter angelsaksiske annaler, at de i det femte århundrede (året 449 er nævnt som begyndelsen) forlod deres hjemland nord for Elben og drog over havet til Britannien for at bosætte sig der (Nydam-båden, fundet i en mose på Sundeved, menes at stamme fra den tid). Og det var ikke blot Angler og Sakser, der drog af sted, andre fulgte med: »med Hengist og Horsa fulgte Viti (Jyder), Angli (Angler) og antiqui Saxones (Old -Sakser)«. I året 725 beskriver Benediktinerabbeden Beda, hvordan udvandringen fortsatte i mere end hundrede år, og hvordan Anglernes hjemland bagefter lå næsten øde hen. Denne befolkningsudtyn- ding bekræftes af arkæologiske fund og af de nyere pollen-analytiske undersøgelser i vor tid.
 
Anglernes og de andre stammers udvandring blev skæbnesvanger for landet. Et sådant vacuum i et betydningsfuldt område kunne ikke bestå. Andre folkeslag strømmede ind og bosatte sig. Efter at Karl d. Store i 768 var blevet Frankerrigets kejser og begyndte sine Sakser-krige, træder »Nordelbingien« ind i historiens lys. Frankerrigets grænse til Sakserland gik langs Rhinen, hvorfra Saksernes område strakte sig mod nordøst og over på den anden side af Elben. Sakserlandet nord for Elben (»det transelbingiske Sachsen«) omfattede formentlig det nuværende Holsten, Stormarn samt dele af Lauenburg og kaldtes »Nordelbingien«. Det beboedes ifølge historiske beretninger, som bekræftes ved studium af områdets stednavne, af saksiske stammer mellem Elben og Eider, mens slaviske stammer var bosat i områderne øst for Schwen- tine og Trave (Wagrien). Nord for Eider og nord for »Eiserne Wald« (Isarnho: den kæmpemæssige skov, der strakte sig Uge fra Slien til omkring Liibeck) var der bosat Jyder og Daner, som kom fra nord. Mindet om Eiserne Wald er i øvrigt bevaret i navnet »Danischer Wohld«, området i dag mellem EckenfOrde og Kieler Bucht (Wohld = Wald = skov). Og endelig fik omkring denne tid Friserne, kommende fra Nedre-Rhin, fodfæste på øerne langs Sles- vig-Holstens vestkyst og i kystegnene. Karl d. Stores krige mod Sakserne kom til at vare i omkring 30 år. I perioden 772—797 omfattede de udelukkende kampe mod Sakserne syd for Elben, som efterhånden trods talrige rejsninger blev besejrede og tvangsmæssigt omvendt til kristendommen. Deres fornemste høvding, Widekund, flygtede på et tidspunkt til sin slægtning, danerkongen Sigurd Snogøje (søn af Regnar Lodbro), men vendte senere tilbage, overgav sig og blev omvendt og døbt i 785.
 
(Holsten år 800. Den stiplede linie er Limes Saxoniae.)
 
Omkring 797 blussede kampen op igen. I sin stræben efter skabelsen af et imperium, stræbte Frankerriget nu efter at få herredømmet også over Sakserlandet nord for Elben (Nordelbingien). De endnu genstridige og krigeriske Saksere her skulle underkaste sig og kristnes. Med dette for øje allierede Karl d. Store sig med Slaverne i Østlandet (Obotriterne i Wagrien), og afgørelsen faldt i slaget ved Bornhöved i året 798. Her blev Sakserne (Nordelbingerne) slået afgørende af Slaverfyrsten Thrasuch, støttet af Franker-greven Eburis. Det nævnes, at Saksernes tab i slaget udgjorde ca. 4000 døde og mange fanger. Det nuværende stednavn for slagmarken, Bornhöved, fandtes ikke dengang. Stedet benævntes Schwentifelt eller Zuentinefelt (betyder »den hellige mark«) og har formentlig senere givet navn til vandløbet Schwentine. Kejser Karl tvangsforflyttede i den følgende tid store dele af Sakserne fra egnene nord for Elben til selve Frankerriget (der nævnes tal på 10.000), og overlod réelt deres land til Slaverne. Det skyldtes formentlig-dels, at han for stedse ville knægte de fjendtlige Nordelbingere, dels gerne så oprettet en slavisk stødpudestat under frankisk herredømme mellem det kristne Vesterland og det hedenske østområde.
 
Landet nord for Elben var imidlertid også dansk interesseområde. I Danmark var kong Sigurd Snogøje død i 802 og blev efterfulgt af Godfred (Götrik). Formentlig for at imødegå Frankernes magtstilling nord for Elben lod kong Godfred Slaverfyrsten Thrasucho myrde i 809 og påbegyndte mindre togter ind i Nordelbingien. Heroverfor besluttede Kejser Karl at sikre sin indflydelse ved at etablere et stærkt brohoved nord for Elben. Han lod bygge borgen Esesfelth (det nuværende Itzehoe) ved Stör-floden, og bemandede den med en stærk frankisk garnison, bl. a. for at kunne imødegå danskinspirerede oprør blandt de nok undertvungne, men stadig upålidelige Nordelbinger. Som modforanstaltning byggede Godfred Dannevirke til sikring af sit riges sydgrænse (man mener, det er den vold, der i dag benævnes Kovirke). Samtidig forberedte han et modangreb ind i flanken på Frankerriget, idet han sendte en stærk flåde mod Rhin-mundingen — vel nok forspillet til de senere vikingetogter. Imidlertid blev Godfred myrdet i år 810 af sin egen søn (søn af en hustru som Godfred havde forskudt), og hermed ebbede spændingen ud. Godfreds søn (Hemming) sluttede i 811 fred med Karl d. Store, og Eideren blev fastlagt som grænse mellem rigerne.
 
I over 40 år havde kampene mellem Frankerriget og Sakserne (Danerne) raset. En periode med mange tab og megen nød for området og dets befolkning, men også begivenheder, der fik den største indflydelse på udviklingen ikke alene i Slesvig-Holsten, men også i Danmark. Her tænkes bl.a. på kristendommens udbredelse, for som det hedder i en gammel krönike: »Uden Karl d. Store havde erobret Nordelbingen, var Veien For Christendommen ind i Danmark maaskee længe endnu forbleven spærret. Hans Navn og Hans Sværd skjærmede de christne Lærere mod de vilde Hedninger, og gjorde Hol- steen til en Planteskole for de tilkommende danske Missionairer.« Da nu Holsten (og også Stormarn) efter mordet på Thrasucho blev indlemmet i selve Frankerriget, kom Bornhöved (for nu at vende tilbage til den) til at ligge tæt ved grænsen til Slaver-landet. Grænsen »Limes Saxoniae« løb langs Schwentine i nord, over Pioner See, langs Tensfelser Au (eller tidl. Crimesau), over byerne Blunk, Bad Segeberg og Todeschlo (nu Bad Oldesloe), langs Traven mod øst til Moisling, herfra mod syd langs flodeme Stecknitz og Delvenau (i dag Elben-Lübeck kanalen) til Lauenburg ved Elben. På stedet, hvor Bornhdved nu ligger, og hvor engang havde ligget et lille karolingsk Missionskapel, byggedes nu den første egentlige kirke, samtidig med at den holstenske indvandring og kolonisation i den efterfølgende tid rigtig tog fart. Da holstensk befolkning og kultur omkring 1150 var fast forankret i området (under Holstenergreven Adolf II), blev Bornhöveds betydning understreget af, at Holstens »Landesälteste«, Oberbode Marcrad, tog sæde i byen.
 
3. Selv om »Limes Saxoniae« var fastlagt i øst og Eideren som grænse i nord, blev der ikke fred i området. Venderne og Vikingerne bragte tidvis med deres plyndringstogter og overfald tilbagefald i udviklingen, uden at de dog kunne udviske det store billede af Frankermagtens fremtrængen og etablering. Ved Slien i nord, på den naturlige transitvej over landsnævringen mellem Østersø og Nordsø, var opstået en handelsplads for Frisiske og Viking købmænd og skippere. Det var en lokalitet mellem Nord- og Vestgermaner, og den benævntes med dobbeltnavnet Haithabu (Hedeby) og Sliaswic (Slesvig) (Byen Slesvig på nordsiden af Sliens menes først opstået efter Hedebys fald). Godfred havde til Hedeby overflyttet købmænd fra den af ham selv ødelagte handelsplads Reric (ved den mecklenburgske kyst). Omkring år 900 havde et svensk Vikingedynasti sat sig fast i dette brændpunkt ved Haithabu-Sliaswic. Frankerriget, som midlertidigt havde slået faren fra Venderne ned, stødte herefter under Heinrich I frem mod den anden store modstander, Vikingerne. Han besejrede vikingekongen Knuba af Haithabu, hvorefter hele området mellem Eider og Slien blev indlemmet i det tyske rige, i al fald for de næste hundrede år. I den følgende tid udbrød der ofte strid mellem Tyskere, Danskere og Vender. Danskerne søgte stadig at vinde land og indflydelse langs sydkysten af Østersøen, og oprettede i den sydligste del af riget, Slesvig, et statholder- skab med særlige beføjelser, medens på tysk side beskyttelsen af Holsten blev bétroet greverne af Schauenburg. Fra år 1111 styrede denne greveslægt, hvis slægtsborg endnu står ved Weser, udviklingen i Holsten i mere end 350 år.
 
4. År 1227. For at klargøre den betydning, som det næste store slag ved Bornhöved i 1227 fik for Danmark og de nordtyske lande, men også for at genopfriske historien om de hundrede år, der begyndte omkring 1150, i hvilken periode Danmark oplevede væksten til en Østersø-stormagt og denne magts sammenbrud, skal her opridses begivenhedernes forløb fra omkring Valdemar d. Stores kroning i 1157 til Valdemar Sejrs død i 1241. En af Danmarks største perioder, som desværre her kun kan gengives i hovedtræk, og en æra, for hvilken Bornhövedslaget satte et uigenkaldeligt punktum.
 
Da Erik Emmune døde i 1146, blev problemet om arvefølgen den egentlige årsag til 10 års borgerkrig i Danmark og dermed en alvorlig svækkelse af landet. Eriks søn Sven og Knud (Magnussøn) stredes de første år voldsomt om magten, medens Knud Lavards søn Valdemar i al fald indledningsvis støttede Sven, for senere at gå over på Knuds parti. Efter at Sven i 1152 havde brudt et forlig mellem ham selv og Knud, som var bragt i stand ved den tyske kejser Frederik Barbarossas mellemkomst, gik Valdemar over på Knuds parti, og stridighederne fortsatte, alt mens riget svækkedes, folkets elendighed og utilfredshed steg og Venderne plyndrede de danske områder værre end nogensinde. Først i 1157 kom afgørelsen og dermed afslutningen på borgerkrigen. Sven, Knud og Valdemar mødtes i august måned til gæstebud i Roskilde, hvorunder Sven lod sine mænd overfalde de øvrige for at få dem ryddet af vejen. Knud blev dræbt, medens Valdemar undslap til Jylland, hvor han straks fik rejst de jyske bønder for at hævne forrædderiet. Da Sven kort efter rykkede med sin hær mod Viborg, kom det den 23. oktober 1157 til slaget på Grathe Hede, hvor Sven og det meste af hans hær blev hugget ned. Nu kronedes Valdemar (1157—82) til enekonge og fik senere tilnavnet »den Store«.
 
Det var et svækket rige han overtog, murrende utilfredshed indadtil, og truslen om Vendernes fortsatte hærgen udadtil. I Holsten havde det tyske element i disse år vundet overhånd, og Sakserne havde yderligere påbegyndt en udryddelseskrig mod Venderne, hvorunder Wagrerne trængtes tilbage mod øst, og under Hertug Henrik Løve som en både dygtig og dristig leder rettedes Saksernes stræben videre mod Mecklenburg og Pommern. Lübeck blev taget, senere også Rostock, Wismar og Stralsund, og i 1158 var Henrik Løves magt på sit højeste, mens Danmark endnu våndede sig under følgerne af borgerkrigen. Ganske vist havde Danskerne og Sakserne i en vis forstand fælles interesser mod Venderne, men med Sakserne som den helt dominerende part, der var fast besluttet på at erobre og håndhæve magten i områderne syd for Østersøen. I året 1160 enedes nu Valdemar med hertug Henrik Løve om et stortogt i fællesskab mod Obotritterne. Sakserne angreb med hæren mod øst, mens Danmarks indsats mest bestod i ledingsflådens medvirken, og det lykkedes at knægte Obotritterne, hvis fyrste Niklot blev dræbt. Hele deres område blev nu underlagt Sakserhertugen, medens Danmarks kontante udbytte af togtet var ringe (bortset fra Vendernes nederlag). Det var i det hele taget Valdemars primære mål i disse år at få sat en stopper for Vendernes ødelæggelse af landet. I disse bestræbelser var hans nærmeste hjælper og rådgiver, biskop Absalon, en drivende kraft. I 1162-foretog de et togt mod områderne omkring Peene-floden og erobrede bl.a. byen Wolgast, den første danske besiddelse på fastlandet. Men først i 1169 havde Danmark samlet tilstrækkelige kræfter til en større, effektiv indsats. Nu erobredes Rtigen efter at fæstningen Arkona var indtaget (og Vendernes guddom Svantevit ødelagt), og her fik man endelig et fast udgangspunkt for senere togter syd for Østersøen. Henrik Løve krævede nu (som han hævdede aftalt) sin part af Valdemars erobringer, og da han fik nej fra Valdemar, slap han atter samtlige Vender løs på de danske kyster som hævn. Først ved et møde nær Elben i 1171 fik man sluttet forlig mellem de to, og i de følgende år var der ro og forholdsvis god vækst i landet.
 
Kort over Vendern og Pommern.
 
 
Men Valdemar drømte om mere land og mere magt, og ydre omstændigheder skulle hjælpe ham på vej mod målet. Omkring 1180 opstod der strid mellem Kejser Frederik Barbarossa og Hertug Henrik Løve. Henrik tabte striden, blev afsat og måtte for en tid flygte ud af landet, og Danmark kunne således se sin værste rival syd for Østersøen svækket indtil videre. Grundlaget for Valdemars stormagtsdrømme begyndte at vise sig, og igen i 1182 udrustede han ledingsflåden til nye togter mod Venderne, men planerne måtte opgives og flåden sendes hjem bl.a. på grund af Valdemars sygdom. Samme år, den 12. maj 1182 døde han. I 25 år havde han bekriget Venderne tildels med held, men først og fremmest havde han, bistået af Absalon, skabt ro i landet og samling mellem Kongen, Folket og Kirken. Ved Valdemar d. Stores død stagnerede expansionen en tid. Han efterlod sig 2 sønner, Knud og Valdemar, der begge skulle nå at blive konger, først den ældste Knud (VI) 1182—1202. På grund af hans unge alder blev det dog Absalon, der de første år på kongens vegne ledede riget. Snart efter tilspidsedes forholdet til kejser Frederik Barbarossa, som nu måtte fortryde, at han havde knækket Henrik Løves magt, hvorved der savnedes en stærk lensmand i de nordtyske områder. Tilskyndet af Absalon nægtede kong Knud at aflægge lénsed til kejseren (sådan som faderen havde gjort), og dennes magt var så svækket, at han intet kunne gøre for at gennemtvinge det. Samtidig var den nye Sakserhertug, Bernhard af Anhalt, en såre svag mand. Derfor lykkedes dette første skridt mod uafhængighed for Knud. Imidlertid truedes snart hans tro mand på Rugen, fyrst Jarimar, af Pommerns hertug Bugislaw, og i 1184 måtte Absalon hastigt samle ledingsflåden og ile Jarimar til hjælp. I et slag ved Stralsund ødelagdes den pommerske flåde totalt, og efter adskillige, mindre træfninger gav hertugen af Pommern op i 1185 og underkastede sig Knud, idet han dog fik sit land igen som dansk len, hvor det før havde været tysk. Snart måtte også fyrsterne i Mecklenburg tage deres land som len af den danske konge, tvunget af Knuds krigslykke. Det næste store skridt mod magten var lykkedes, og Knud tog titlen af »De Danskes og Vendernes Konge«.
 
I 1187 var kongens broder Valdemar blevet gammel nok til at blive hertug i Sønderjylland, landet som hans farfar, Knud Lavard, (grænsens bevogter) havde værnet. Men fred var der ikke længe. I 1191 og 1192 var der stridigheder med bisp Valdemar af Slesvig, der flygtede ud af landet for at forene sig med Danmarks fjender, bl.a. Sverige og de nordtyske fyrster. Samtidig faldt grev Adolf af Holsten ind i Sønderjylland med en hær. Trods alt dette lykkedes det dog Knud og Absalon at bekæmpe fjenderne og holde stand. Atter i 1189 tog Adolf af Holsten fat og faldt ind i Pommern, det danske len, og efter et dansk nederlag plyndrede han de vendiske områder, som var danske besiddelser. Kong Knud (og hertug Valdemar) måtte herefter se i øjnene, at som forholdene havde udviklet sig, var Holsten helt ned til Elben blevet et udpræget dansk interesseområde, og at en afgørelse snart måtte opnås. I året 1201 slog man til., Venderne (som Danmarks forbundsfæller) overfaldt grevskabet Ratzeburg, og samtidig (kan nævnes som et kuriosum til sammenligning med vore dages gidseldramaer) tog Knud på Sildemarkedet i Skanør i september 1201 alle liibske købmænd til fange som gidsler. Afgørelsen kom, da hertug Valdemar samtidig rykkede ind i Holsten med en stærk hær. Grev Adolf blev slået i et slag ved Stellau, hvorefter hele Holsten lå åbent for Valdemar, der indtog Itzehoe og PlOn, senere også Hamburg. Et forsøg på at tage fæstningen Lauenburg mislykkedes dog, men på hjemvejen indtog Valdemar Liibeck. Snart vendte imidlertid grev Adolf tilbage til Hamburg, og allerede samme vinter (1201—02) måtte Valdemar rykke ud igen fra Slesvig, og nu blev Adolf taget til fange og indsat i Søborg slot. 
 
 
 
Man kunne forvente, at den tyske kejser (nu Otto IV) ville reagere mod denne ekspansion fra dansk side, men intet skete, og nytårsdag 1202 mødtes endda kejseren og hertug Valdemar (for kong Knud) i Hamburg og sluttede fred og forbund. Samme år kom i øvrigt kong Knud til Liibeck og lod sig hylde som herre i området. I 1201 var Absalon død, og den 12. november 1202 døde kong Knud efter på værdig vis at have videreført faderens værk. Knud efterlod sig ingen sønner, hvorfor hans bror, hertug Valdemar, kronedes som kongen (1202— 41). Han fik senere tilnavnet »Sejr«. Allerede om sommeren 1203 stod han igen med hæren i Holsten for nu endelig at tage fæstningen Lauenburg, og denne gang overgav den sig mod løfte om, at grev Adolf måtte blive løsladt fra Søborg slot. Til at styre de erobrede lande, Holsten, Stormam, Wagrien og Ratzeburg, udpegede Valdemar en af de tyske fyrster, sin søstersøn grev Albert af Orlamtinde, en både pålidelig og dygtig vasal.
 
I 1209 så nu Valdemar sin fordel i at vende sig mod den tyske kejser og slutte sig til hans fjender, først og fremmest Filip August af Frankrig. Denne besejrede i 1214 kejser Otto, og som tak for Valdemars støtte gav Filip August formelt afkald på alt land nord for Elben. Valdemar kunne yderligere tage Schwerin og sætte sig fast i Harburg på Elbens sydbred, hvorved han nu havde opnået uindskrænket magt over hele Østersøkysten og tilhørende lande. Men sin måske største triumf (i det ydre) opnåede Valdemar Sejr i Estland. Korstogstanken mod de hedenske Estere nævnes som bevæggrund for Valdemar men snarere var det dog ønsket om Danmarks stormagtsposition, der drev ham. Efter flere mindre togter var kræfterne i 1219 samlet til den afgørende indsats. En stærk dansk hær gik i land i Estland og fik sig uventet let etableret, men den 15. juni 1219 faldt stærke estiske styrker overraskende over den danske lejr. Det blev en særdeles hård kamp ved Lyndanise, men hjulpet af fyrst Vitslav af Riigen sejrede danskerne (sagnet om Dannebrog), og man byggede borgen Tallin (Danskerborgen) til at beherske landet. Valdemars indtil nu store resultater skyldtes som før nævnt bl.a. de gunstige omstændigheder i de omliggende lande. Eftersom den tyske kejser selv havde svækket de nordtyske fyrsters magt, hvorefter pavestolen og indre magtkampe svækkede kejsermagten, blev der plads for den danske magtudfoldelse, der nu omkring 1220 var på sit højeste. Hvor svag den egentlig var funderet, skulle snart vise-sig.
 
I 1223 var Valdemar med sønnen Valdemar (søn af Dagmar) på jagt på Lyø. Her modtog han besøg af grev Henrik af Schwerin, som ved list fik fanget Valdemar og sønnen og bortførte dem til borgen Danneberg syd for Elben, hvor de holdtes som gidsler. Med sin anden dronning (Bengerd) havde Valdemar tre sønner, Erik, Abel og Christoffer, men de var for unge til at træde i kongens sted, og lederen af de danske styrker, grev Albert af Orlamiinde, kunne — hvor dygtig han end var — ikke erstatte kongens indflydelse og holde sammen på det udstrakte rige, der snart gav sig i fugerne. Først efter at have udredt en kæmpe-løsesum på 45.000 Mark Liibsk, alle dronningens smykker (undtagen kronen), dragter til 100 riddere samt 100 heste, kom kongen fri og vendte hjem til Danmark i påsken 1226. Men det værste var dog, at han samtidig måtte afstå alt erobret land syd for Østersøen, undtagen Estland og Riigen. Så liden tue (som kongens fravær) skulle der til for at vælte det store læs, der var bragt sammen under mere end 30 års krige.
 
Meget var forandret og meget var tabt for Valdemar, og man kan ikke undre sig over, at hans første og eneste tanke var hævn og tilbageerobring af de tabte lande. Allerede samme efterår (1226) rykkede han med hæren ned over Eideren og indtog Rendsburg, og grev Otto af Liineburg sluttede sig til ham.
 
»Den sachsiske Verdenskrønike« fra ca. 1250 skriver om slaget ved Bornhdved i 1227, og har et billede af det. Teksten er let læst: »se qua- men to samene to bornehouede (de kom tilsammen til Bornhdved) an sente marien magdalenen dage (på Santa Mariæ Magdalenæ dag) Dar wart en grot strit (der var en stor strid) de koning wart segelos (kongen var sejrløs) unde wart de hertoge Otto uan luneborg gevangen (og var hertug Otto af Ltineburg fanget) un des koninges uolc almest ich geslagen (og kongens folk blev mægtig slået) un uangen (og fanget) umme deseluen tit wart geslagen de biscop uan (på samme tid blev slået bispen af. . . (Bremen)).«
 
Afgørelsen, der skulle få så vidtrækkende følger, faldt i slaget ved Bornhöved den 22. juni 1227. Over for de nordtyske fyrsters hære havde Valdemar Sejr på sin side Otto af Lüneburg samt Ditmarskerne, hvis land han havde erobret. Men under slaget svigtede Ditmarskerne kongen og gik over til fjenden, og kampen endte med et knusende nederlag til Valdemar. Tyske kilder fortæller, at Valdemar selv overvågede slaget fra bakken »Köngsbarg« vest for Bornhöved. Stednavnet ses endnu på gamle kort (se kortet); det er bakken kote 50.2, en god kilometer vest for byen, syd for landevejen. Selv flygtede Valdemar til Slesvig, mens Otto af Luneburg blev taget som fange.
 
 
Hermed var der sat et endeligt punktum for dansk stormagtspolitik i Østersøområdet. Der kunne ikke være tvivl om nu, at Eideren måtte og skulle være rigets sydgrænse, længere strakte Danmarks kræfter ikke til. Og selv kong Valdemar erkendte dette. I 1229 sluttede han forlig og forbund med grev Adolf af Holsten og året efter også med enken efter Henrik af Schwerin. Imidlertid tab tes ikke blot de nordelbingiske besiddelser, men også de vendiske områder var væk, ligesom det en tid så ud til, at også Estland skulle gå tabt, bl.a. under kampen med Sværdridderne (en tysk ridderorden). Dog, den 7. juni 1238 sluttedes i den lille sjællandske landsby Stensby et storpolitisk forlig mellem kongen, den pavelige legat og Sværdriddernes stormester. Valdemar beholdt borgen Reval i Estland med tilhørende lande, som ridderne sad inde med, således at dog noget lykkedes for ham i de sidste år. Men Estland fik aldrig nogen egentlig betydning for Danmark (udover prestige), og Valdemar Atter dag afhændede da også landet ca. 100 år senere. Valdemar Sejr døde 28. marts *1241 og begravedes i Ringsted. Han var utvivlsomt en dygtig og dynamisk konge, for hvem næsten alt lykkedes i de første år, som nåede magtens tinde, og som — da han havde mistet næsten alt — satte det hele på et brædt og tabte. Endnu engang havde BornhOved lagt navn til en historisk vidtrækkende begivenhed.
 
5. Skønt Danmark i den følgende tid bevarede Eideren som landegrænse, var dette som grænseskel nationalt set udvisket. Saksiske bønder og håndværkere var under foreningen med Holsten i stort tal indvandret i Sydslesvig og havde bosat sig der. Fra nu af var tysk indflydelse i området og i øvrigt i hele Norden i stadig vækst, og tysk kultur vandt indpas stadig længere mod nord. I året 1326, og bekræftet igen i 1386, opnåede greveslægten Schauenburg at få tildelt hertugdømmet Slesvig som arveligt len, der sammen med det tyske len Holsten voksede stadig tættere sammen. Uro opstod dog, da greveslægten uddøde i 1459. Ridderskabet, som besad godserne i begge len, viste sig nu som den stærke magt. For at bevare enheden valgte de i 1460.den Oldenburg-greve, der 12 år før havde besteget den danske trone som Christian I, til deres lensherre, til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Men først måtte Christian både for sig selv og for sine efterkommere love at bevare enheden mellem de to lande, »dat se bliwen ewich tosamende ungedeelt«. I videre forstand en direkte følge af Valdemar Sejrs nederlag ved BornhOved i 1227.
 
6. Ar 1813. Vi springer nu frem til begyndelsen af det nittende århundrede, hvor vi befinder os i den periode af Europas historie, der domineres af Napoleon og Frankrigs storhed og fald. Og da Danmark mod slutningen af Napoleons-tiden var at finde som Frankrigs allierede, måtte dette lands nederlag naturligvis også ramme Danmark hårdt. Ligesom det første slag ved Bornhöved fra et dansk synspunkt betød begyndelsen til en smertelig tid, hvor Venderne fik herredømmet langs Østersøen og hærgede de danske kyster, og det andet slag ved Bornhöved markerede den tragiske afslutning på Danmarks stormagtstid, således skulle også det tredie slag ved Bornhöved i 1813 komme til at betegne et skæbnesvangert skridt på vejen mod den ulykke, som ramte Danmark i 1814, nemlig den hårde fredsslutning i Kiel, hvor vi måtte afstå først og fremmest Norge.
 
7. Den politiske forhistorie til Danmarks indtræden i stormagtskrigen på fransk side i 1813 er så kompliceret, at det vil føre for vidt at komme nærmere ind på den ved denne lejlighed, hvor det er omstændighederne, der førte op til slaget ved Bornhöved, det drejer sig om. 
I meget korte træk skal dog anføres — som baggrund for beretningen om slaget — at den kejserlige franske storarmés tragiske tilintetgørelse i Rusland i 1812, og Europas, specielt Preussens og de tyske staters rejsning mod Napoleon i 1813 havde givet Danmark en chance til at bryde den fransk-orienterede politik, som aldrig havde været populær i Danmark, men som vi blev tvunget ind i af England i 1807. Frederik VI søgte da også i 1813, støttet af Østrig, kontakt med de allierede, men de betingelser, der stilledes fra svensk og engelsk side, var uantagelige. Der krævedes bl.a., at Danmark afstod Norga til Sverige, og at den danske hær skulle underlægges den svenske kronprins Carl Johan (Bernadotte) i kampen mod Napoleon. Carl Johan var i 1810 som fransk general af en svensk valgrigsdag blevet kåret som tronfølger i Sverige, idet Karl d. 13. (1809—18) var barnløs. I vide kredse i landet ønskedes en stærk statsleder, der kunne styrke staten og genoprette tabet af Finland ved freden i 1809. Der var i Sverige under krigen mod Rusland opstået en stærk stemning for Napoleon, og ved at udpege en af dennes officerer mente man at tækkes Napoleon. Straks efter valget forkastede Carl Johan imidlertid tanken om at genvinde Finland og rettede i stedet blikket mod Norge. Uden Ruslands hjælp kunne han dog ikke vinde dette land, og i 1812 sluttede derfor Sverige forbund med Rusland, kort før Napoleon angreb Rusland.
 
Danmark blev altså tvunget til påny at søge en uønsket alliance med Frankrig, for neutralitet kunne der ikke være tale om på grund af Sveriges højrøstede krav på Norge og Englands direkte fjendtlige holdning. Imens havde krigslykken igen tilsmilet Napoleon, og hans sejre over russerne og preusserne ved Lutzen og Bautzen i maj 1813 havde ført til våbenhvile mellem de krigsførende fra 4. maj til 16. august. Frederik VI, som ved at tage parti for Napoleon stadig håbede at kunne bevare sit rige, sluttede da 10. juli en traktat med Frankrig, der forpligtede Danmark til — senest 24 timer efter at våbenstilstanden ophørte — at erklære Sverige, Preussen og Rusland krig, samt at forstærke den danske division, den såkaldte »bevægelige armédivision«, der allerede tidligere var blevet overladt Frankrig, og som stod i Holsten. Denne division, der nu fik navnet »Auxiliærkorpset 1813«, indgik sammen med 3 talmæssigt svage franske divisioner i det nyoprettede franske XIII Armékorps under marskal Davout. Ifølge traktaten skulle divisionen bringes op på 10.000 mand fodfolk, 2.100 ryttere og 40 kanoner. Dette mål var dog ikke nået, da våbenstilstanden udløb den 16. august. Den franske del af Davout’s korps bestod foruden af de tre infanteridivisioner af en kavaleribrigade samt artilleri m. m., ialt 30 bataljoner, 8 eskadroner og 7 batterier (52 stk. skyts), tilsammen ca. 21.000 mand.
 
Det danske Auxiliærkorps var medio august 1813 sammensat således:
Chef: General af Infanteriet, prins Frederik af Hessen.
Avantgarden: Chef: Oberst af Infanteriet S.Waldeck.
II Btl/Slesvigske Jægerkorps I og II Btl/Holstenske Skarpskyttekorps
2. og 6. Husareskadron 
Et kørende batteri.
 
1. Brigade. Chef: Generalmajor af Inf. G.L. greve von der Schulenburg.
I, II og IV BTL/Oldenburgske Infanteriregiment
Jægerkompagniet af III Btl/Oldenborgske Infanteriregiment
IV Btl/Holstenske Infanteriregiment
I Btl/Dronningens Livregiment
Jægerkompagniet af II Btl/Dronningens Livregiment
Holstenske Regiment Ryttere (4 eskadroner)
Et fodbatteri (6 pds).
 
2. Brigade: Chef: Generalmajor af Kavaleriet J. C. Lasson.
I og II Btl/Fynske Infanteriregiment
III Btl/Holstenske Infanteriregiment
Jyske Regiment Lette Dragoner (4 eskadroner)
Et kørende batteri (3 pds) Et fodbatteri (6 pds).
 
Ialt indgik der i det danske korps 13 bataljoner, 2 selvstændige Jægerkompagnier, 10 eskadroner og 4 batterier med 40 stk. skyts, tilsammen ca. 11.000 mand. Men den danske brigadeinddeling var aldrig særlig fast, og efterhånden som der ankom forstærkninger, rokeredes der yderligere. Sidst i august ankom således Fynske Regiment Lette Dragoner samt et Matroskompagni, i november yderligere I Btl/3. Jyske Infanteriregiment samt nogle mindre enheder.
 
Over for Davout’s korps stod de allierede styrker, kaldet Walmodens Korps, sammensat af russiske, tyske, engelske og svenske tropper, ialt 30 bataljoner, 39 eskadroner, 4 kosakregimenter, 60 kanoner og et raketbatteri, tilsammen ca. 27.000 mand. Kvaliteten af det franske mandskab i Davout’s korps var ikke tilfredsstillende. Ca. halvdelen af infanteriet hørte til de »konskriberede« af årgang 1813 og var højst 19 år, resten var forlods udskrevet af årgang 1814 og altså 1 år yngre. De havde næsten ingen uddannelse fået og savnede, på grund af deres ungdom, fysisk udholdenhed. På denne baggrund udgjorde det danske Auxiliærkorps eliten af armékorpset. Enhederne bestod mest af unge, raske folk med en grundig uddannelse. Krigserfaring havde de ikke, men de mange bivouakeringer — ofte 10—12 døgn under åben himmel og på smalkost — som den »bevægelige armédivision« havde måttet gennemføre i foråret og sommeren 1813, havde hærdet dem. Og også føringen var god. Prinsen af Hessen havde med sit jævne og fordringsløse væsen et godt omdømme i hæren, og vandt hurtigt ikke mindst Davout’s tillid. Schulenburg (1. Bde) havde tjent i den russiske hær mod Sverige 1788—90 og var en gammel, erfaren soldat. Lasson havde et nøje kendskab til tjenesten i rytteriet og gjorde god fyldest, ligesom Waldeck viste sig som en tapper og indsigtsfuld officer. Endelig ansatte Davout straks ved felttogets begyndelse den unge franske brigadegeneral L’Allemand, en afholdt og fremragende officer, ved Prinsen af Hessens stab, men inden længe fik han en aktiv kommando, idet han overtog stillingen som chef for Avantgarden, hvor han fik uvurderlig betydning for hele den danske styrke.
 
Napoleons plan for felttoget gik i store træk ud på at binde og slå de allierede i Sydtyskland og med tre stærke korps at rykke mod Berlin. Som flankesikring og støtte for disse skulle Davout fra nordvest gå i retning af Berlin og derefter mod Danzig. Men det ret svage korps skulle rette sig helt efter hovedhærens bevægelser, og dets primære opgave forblev at forsvare Hamburg og Elb-mundingen. Her kan ikke redegøres fuldt ud for forløbet af felttoget efter våbenstilstandens ophør ved midnat 16./17. august. Kort skildret hændte der følgende: I tiden 17.—23. august erobrede Davout Schwerin og korpset tilbragte perioden indtil 1. september i Wismar-Schwerin stillingen. Efter at de øvrige franske korps havde lidt nederlag, rømmede Davout stillingen den 2. september og gik tilbage til den såkaldte Ratzeburg-stilling, hvorfra han forberedte sig på igen at bryde ud på Napoleons ordre. I perioden 4. september—12. november holdt korpset stillingen Liibeck- Ratzeburg-Lauenburg bag linien Elben-Delvenau-Stecknitz (Elbe-Trave kanalen idag). I denne stilling var nøgleområdet den fremskudte stilling om Mölln- Ratzeburg, og her var 1. og 2. danske brigade indsat. September måned prægedes af meget usigtbart vejr, regn og kulde, og da tropperne for størstedelen var underbragt i elendige bivouaker, opstod der megen sygdom, især dysenteri. Medio september havde Auxiliærkorpset således over 1700 mand indlagt, men i løbet af oktober bedredes forholdene noget. Perioden rummede i september en del mindre træfninger, men ingen væsentlige slag, og først i oktober forsøgte Walmoden — kraftigt tilskyndet af kronprins Carl Johan — at gennembryde stillingen, men uden kraft og uden resultat. Både prinsen af Hessen og marchal Davout havde i denne periode hovedkvarter i Ratzeburg. '
 
I begyndelsen af november nåede efterretninger til Davout om Napoleons katastrofale nederlag ved Leipzig 16.—18. Oktober, men først den 11. November fik han det officielt bekræftet og samtidig ordre til at besætte Hamburg med dele af korpset, og med resten gå til Holland (hvilket sidste allerede var for sent, da de allierede på det tidspunkt havde afskåret vejen). Davout besluttede som første foranstaltning at opgive den fremskudte del af stillingen, området om Ratzeburg, og i stedet med hele korpset at gå bag Del- venau-Stecknitz-Travens nedre løb. I denne stilling (se kortskitse A) skulle Auxiliærkorpset besætte den nordlige del, nemlig fra Travernunde over Ltibeck mod syd langs Stecknitz indtil Steinau (4 km nord for Mölln). Her forblev korpset fra 13. til 30. November. Avantgarden, eller Den Lette Brigade som den nu kaldtes, under L’Allemand var i og om Lübeck, 1. Brigade i midterafsnittet syd for Liibeck med hovedkvarter i Kronsforde, og 2. Brigade sydligst med hovedkvarter i Bliesdorf (nordvest for Berkentin) og med forbindelse med de franske styrker ved Stellau. Noget af linien havde visse forstærkninger, men kun Ltibeck fæstningen var tilfredsstillende. Alle overgange over Stecknitz var ødelagte undtagen ved Kronsforde og Mölln, men ved Moisling blev der slået en bådebro og en løbebro over Trave for at sikre forbindelsen til Liibeck.
 
Stort set alle tropper lå i bivouak, og antallet af dysenterisyge steg igen faretruende. Den 18. November havde Auxiliærkorpset 2183 og 1. december 2397 sygemeldte, som for en dels vedkommende måtte evakueres til sygehuse i Kiel, Slesvig og helt til Als. For den sanitetsstøtte sørgede prinsen af Hessens fader, Landgreve Carl af Hessen, der havde titel af kommanderende general i Hertugdømmerne. Endvidere beordrede han de få, beskedne tropper, som han rådede over, fordelt således, at de sikrede Auxiliærkorpsets flanke og ryg mod overfald fra søsiden. I slutningen af november blev det klart for prinsen af Hessen, at Davout i tilfælde af stærk fjendtlig fremrykning agtede at gå med alle franske styrker til Hamburg og overlade det til de danske alene at dække Holsten, og prinsen traf straks foranstaltninger til at imødegå denne situation. Og situationen lod ikke vente længe på sig. Kronprins Carl Johan havde som allieret overgeneral lagt en plan, der gik ud på at fordrive Davout fra Stecknitz-Delvenau stillingen, indeslutte de franske tropper i Hamburg, og derefter med størst mulig kraft at gå mod Danmark for at tvinge det til fred og afståelse af Norge. Trods en del modstand fra de øvrige allierede blev denne plan godkendt den 26. november af Czar Alexander, og snart efter bragt til udførelse. 
 
 
 
Men Davout afventede ikke det forestående angreb. Den 30. november beordrede han alle franske styrker tilbage bag floden Bille (en biflod til Elben, øst for Hamburg), hvorfra de skulle søge kontakt med de danske styrker i nordøstlig retning. Forbindelsen blev også etableret, men kun i kort tid, for allerede næste dag fortsattes de franskes tilbagetog til selve Hamburg, hvor Davout opslog sit hovedkvarter den 3. december med næsten alle franske styrker inde i fæstningen. Den 1. december eftermiddag havde prinsen af Hessen modtaget ordren fra Davout om tilbagegang. Ifølge denne ordre skulle det danske korps samles mellem Liibeck og Oldesloe bag Trave, og samtidig skulle der lægges stærke besætninger i disse to fæstninge. Planen huede dog ikke prinsen, for han var klar over, at Liibeck ikke lod sig holde, fordi der kun var forplejning i byen til 2—3 dage, og man kunne intet skaffe fra byens omegn, der var udpint på grund af Hamburgs proviantering.
 
Den 2. december holdt Den Lette Brigade stadig Liibeck besat (se kort A) med en bataljon i Travemiinde, men 1. Brigade var samme dags morgen gået tilbage bag Trave og stod i linien Hansfelde-Lockfeld (sydøst for Reinfeld) med hovedkvarter i Hamberge.
2. Brigade havde efter tilbagegang samme dags morgen koncentreret sig om Siebenbaumen, syd for Trave, med forposter i linien Grinau-Steinhorst-Eichede (en bue mod øst og syd). Næppe havde brigaden indtaget sine stillinger, før en masse ryttere viste sig foran fronten og følte sig frem. Lasson måtte snart erkende, at Walmoden nu havde indsat, langt flere styrker på denne front end tidligere, og at forbindelsen til de franske styrker var gået tabt. Da han samtidig mente at erkende fjendtlige angreb i sin venstre flanke mod 1. Brigade, følte han sig isoleret og truet, og trak samme dag (2. dec.) sin brigade til terrænet syd for Oldesloe, hvortil han ankom om aftenen. Dette kom overraskende for korpskommandoen, og Lassons tilbagegang blev taget meget unådigt op. Tidligt om morgenen den 3. december fik derfor 2. Brigade ordre til straks at bryde op igen og gå ca. 10 km mod sydøst om byen Boden, primært for at søge forbindelsen genoprettet til Davout’s tropper. Samme dag kl. ca. 13,30 var brigaden fremme og indtog sine stillinger om Boden. Det var da brigadens hensigt næste dag (4. december) at fortsætte længere frem og søge forbindelsen til de franske genoprettet. Men også fjenden havde planer for den 4. december. På dette tidspunkt havde den allierede armé følgende sammensætning:
 
Overkommando: Kronprins Carl Johan af Sverige (Overgeneral).
Russisk Korps
Liltzows Frikorps (tysk)
Kosakbrigaden Tettenborn
 
Korps Walmoden (Genlt. L. G. T. greve Walmoden-Gimborn)
Svensk-Mecklenburgske Division
Russisk-Tyske Legion
Engelsk-Tyske Legion
Russisk-Tyske Kavaleridivision (Gen.maj. F.W.C. greve DOrnberg).
 
Svenske Korps
1. Svenske Division
2. Svenske Division 
Kavaleridivision Sköldebrand
Reserveartilleri.
 
 
Mens den svenske kronprins selv ville gå mod Liibeck, skulle Walmodens korps gå frem over Boden til Oldesloe, og samtidig skulle Tettenborns kosakker gå frem længere mod vest for at søge at komme over Alsteren nordøst for Hamburg. Om natten mellem 3. og 4. december fik prinsen af Hessen et brev fra Davout, der nævnte, at fjenden nu beherskede vejen fra Hamburg til Oldesloe, og at ingen fransk-dansk forbindelse var mulig. Davout ville nu koncentrere sig om at holde Hamburg, og han opfordrede prinsen til straks at forlade Lübeck og samle sine styrker om Oldsloe. Men prinsen besluttede sig til ikke straks at forlade Liibeck, hvorimod han straks ville stoppe 2. Brigades forsøg på at gå videre frem fra Boden mod syd ogsydøst den 4. december morgen.
 
Man nåede imidlertid ikke at standse brigadens fremsendelse af stærke rekognosceringskommandoer denne morgen, og deres tilsynekomst kom overraskende og forstyrrede angrebsforberedelserne for Walmodens avantgarde, kavaleridivisionen Dörnberg. Det var nemlig denne med sine 19 eskadroner, der stod foran 2. Brigade ved Boden. Det kom til en hård og ret blodig kamp den 4. december, men efter en tapper indsats beholdt den danske brigade kamppladsen. Ret beset var der her for brigaden tale om en arrieregarde- kamp, og Lasson vurderede situationen således, at han ikke turde forblive om Boden overfor en kavaleridivision, hvorfor han samme dag igen førte brigaden tilbage til terrænet syd for Oldesloe. Bagefter rykkede Dörnberg forsigtig ind og besatte Boden. 2. Brigade havde ydet en fortræffelig indsats efter daglange marcher, og den blev nu højt rost i korpsets dagsbefaling.
 
Allerede inden prinsen af Hessen erfarede udfaldet af kampen ved Boden, havde han beordret 1. Brigade til næste morgen (5. dec.) at bryde op og marchere til området syd for Oldesloe for der evt. at optage 2. Brigade, og prinsen havde lovet selv at følge efter med forstærkninger, taget fra Den Lette Brigade. Han havde nu besluttet at rømme Ltlbeck for at samle korpset bag Trave mellem Oldesloe og Segeberg. Da han 5. december ankom til Oldesloe, fandt han 1. og 2. Brigade i og om byen med forposter i en halvkreds syd herfor. Ved Den Lette Brigade var der sket det, at den svenske kronprins i løbet af 5. december var opmarcheret uden for byen og truede med et stormløb. Efter forskellige parlamentær-forhandlinger, og efter at prinsens beslutning om byens rømning var kendt, besluttedes det, at L’Allemand kl. 10,00 om aftenen frit skulle afmarchere fra Ltlbeck og overlade den til svenskerne, idet hans marchmål nu var Segeberg.
 
Den Lette Brigade bestod nu (efter at have afgivet forstærkninger til de to andre) af:
I og II Btl/Holstenske Skarpskyttekorps
1 Btl/3. Jyske Infanteriregiment
2 eskadroner Holstenske Ryttere
2 eskadroner Polske Ulaner (Litauere)
Batteriet Gerstenberg
2 kanoner under løjtnant Schtitz
Matroskompagniet.
 
Tidligt om morgenen den 6. december marcherede prinsen af Hessen med 1. og 2. Brigade fra Oldesloe og nåede ved middagstid til Segeberg (se kortskitse B). Alle var udmattede, både folk og heste. 2. Brigade havde i en uge næsten ingen hvile fået mellem marcher og kampe. Den Lette Brigade nåede til Segeberg næsten samtidig med hovedstyrken, efter at den på grund af udmattelse havde måttet overnatte i Geschendorf på vejen fra Ltlbeck. Det havde været prinsens agt at fortsætte straks med hovedstyrken til Bornhöved, mens Den Lette Brigade skulle gå til Neumiinster for ar sikre de militære depoters og skolers evakuering til Rendsborg. Men brigaden var for træt, og det endte med, at den fik ordre til næste dag at marchere bag efter hovedstyrken, altså reelt en arrieregarde-opgave. Natten mellem 6. og 7. december kantonnerede 1. og 2. Brigade da i Bornhöved og i landsbyerne deromkring. I øvrigt havde general Abercron nu overtaget kommandoen over 2. Brigade, da Lasson måtte rejse til Slesvig til lægebehandling.
 
Også fjenden var i opbrud nu. Avantgarden, stadig Dörnbergs Kavaleridivision, nåede Oldesloe 6. december eftermiddag og fortsatte til Segeberg, hvor den indtraf 7. december morgen. Hovedstyrken af korpset gik derimod over Neumiinster for at afskære danskerne fra Rendsborg. Men også fjendens tropper var udmattede, og det danske korps var ikke i øjeblikkelig fare, hvis ikke den svenske kronprins nu havde indsat friske tropper. Han beordrede den svenske kavaleridivision Sköldebrand frem med sine 27 eskadroner, og de var friske og udhvilede. Ganske vist sendtes en del af det svenske rytteri til det østlige Holsten, og noget gik til hovedstyrken, men tilbage blev dog 14 svenske og 2 preussiske eskadroner til at deltage i forfølgningen af danskerne om vejen Segeberg-Kiel. L’Allemands Lette Brigade måtte som nævnt hvile i Segeberg og allerede samme aften (6. dec.) fik man føling med de første fjendtlige ryttere lidt syd for Kl.Gadebrilgge. Hele natten var der i øvrigt føling. L’Allemand meldte således til korpset, at han skønnede, at der allerede var betydelige fjendtlige styrker nord for Trave, samt at han antog, at svenskerne var gået fra Lübeck mod AhrensbOk og mod Eutin. I Bornhöved samlede prinsen af Hessen sin stab 7.dec. morgen, og her blev der truffet foranstaltninger til at optage arrieregarden.
 
Landsbyen Bornhöved var også på det tidspunkt et vigtigt vej knudepunkt (se skitsen). Ca. IV2 km syd for byen på begge sider af Segeberg-vejen begyndte en inddigning og indgrøftning af markerne, der er karakteristisk for det terræn, som BornhOved danner indgangen til, og vejen udgjorde således et defilée, begrænset af grøfter og diger, der strakte sig videre gennem landsbyen som en snæver gyde. Omkring 800 m syd for byen dannede Segeberg-vejen en gaffel, hvis østlige gren stødte sammen med vejene fra Tarbek og Plön, hvorpå den gik over en bro ved Mølledammens udløb og ind i byen, hvor den udmundede i landsbygaden nord for kirken. Den vestlige gren af Segeberg- vejen dannede hovedindgangen til byen. Byens sydøstlige begrænsning dannedes af den impassable Mølledam og dennes afløb til Bornhöveder See, som dækkede byen mod angreb fra øst. Kirken lå, og ligger stadig centralt, omgivet af en indhegnet kirkegård, på en lille bakke, hvorfra de veje, der fra nord og syd fører ind i byen, kunne bestryges. Tæt nord for byen hæver terrænet sig noget, og fra højderne der kunne byens nordlige udkant beherskes. Mod vest var terrænet overskueligt i vid udstrækning.
 
Kl. 10,00 om formiddagen rykkede 1. og 2. Brigade gennem landsbyen og gjorde holdt nord for den. Tropperne var stadig dødtrætte. 1. Brigade indtog en optagestilling, idet III og IV Btl/Holstenske Infanteriregiment samt to kanoner af batteriet Gønner tog opstilling på bakkerne nord for byen, vest for Kiel-vejen, mens Jægerkompagniet/IV Btl/Oldenborgske Regiment og 1. Kompagni af II Btl/Slesvigske Jægerkorps sendtes frem til defiléet syd for byen, et kompagni på hver side af Segebergvejen. 6. Husareskadron af 1. Brigade sendtes til Møllebroen i byens sydøstlige kant. Resten af 1. Brigade stod bag de to holstenske bataljoner nord for byen som reserve, og 2. Brigade stod i marchkolonne endnu længere mod nord.
 
 
 
 
Samtidig, midt på formiddagen, nærmede arrieregarden under L’Alle- mand sig fra syd over den åbne hede i følgende marchorden: I teten I Btl/ 3. Jyske Infanteriregiment, fulgt af trænet og batteriet Gerstenberg. På hver sin side af vejen marcherede I og II Btl/Holstenske Skarpskyttekorps i sluttet formation som træn- og kanonsikring, mens kolonnens kø dannedes af Holstenske Rytterregiments 2 eskadroner. Bagtroppen dannedes af 17. Ulan- regiments 2 eskadroner. Den svenske avantgarde under general Sköldebrand var blevet noget forsinket, idet det danske Matroskompagni havde afbrudt broen over Trave ved Gr. Rönnau (nord for Segeberg), således at hestene kun en for en kunne hales over den i hast etablerede nødbro. Sköldebrand rådede over 16 eskadroner på tilsammen 1300 sabler, men dette var midt på dagen svundet ind til 11 eskadroner, nemlig 6 eskadroner Mdrnerske Husarer, 2 eskadroner Schillske Husarer, 1 eskadron Skånske Husarer samt 2 eskadroner Skånske Karabinierer. Resten var langt bagude, tre Skånske Eskadroner var redet vild på heden, og 2 eskadroner Karabinierer stod endnu syd for Trave. Der var intet artilleri eller fodfolk til rådighed. 
 
 
Da L’Allemand nåede defiléet syd for Bornhdved, gjorde han holdt og lod sit rytteri opmarchere på linie, hvorefter han udgav ordrer om brigadens march gennem byen. Forrest marcherede en eskadron Holstenske Ryttere, og efter dem fulgte I Btl/3. Jyske Infanteriregiment, som skulle besætte den sydvestlige udkant af byen og kirkegården. Indgangen ved Møllebroen var allerede besat af 6. Husareskadron af 1. Brigade. Tæt syd for indgangen til selve defiléet opstilledes 2 kanoner (en 6 pds kanon og en 10 pds haubits) under løjtnant Schiitz (se skitsen). Øst for defiléet opstilledes I Btl/Holstenske Skarpskyttekorps i marchkolonne, mens II Btl begyndte at formere karré vest for vejen. Begge bataljoner var trætte og talmæssigt svage, idet II Btl havde 483 mand og I Btl kun 253 mand under våben. Som tidligere nævnt havde 1. Brigade fremsendt to jægerkompagnier, hvoraf det slesvigske var øst for vejen og det oldenburgske vest fror vejen, og begge underlagdes nu hver for sig bataljonerne af Holstenske Skarpskyttekorps. Under denne beskyttelse kom nu trænet, artilleriet og det forreste fodfolk vel gennem defiléet og dettes fortsættelse, den snævre landsbygade. Dernæst begyndte rytteriet at trave fremad, og dette øjeblik havde fjenden øjensynligt ventet på. Så snart det danske rytteri i én lang kolonne fyldte vejen, lod Sköldebrand blæse til angreb, og i susende fart fér hans husarer fremad.
 
Løjtnant Schütz to kanoner modtog de fremstormende ryttere med nogle skud, men virkningen var ringe, da man kun havde fuldkugler, idet styk-ku- skene i panik i fuld fart var kørt mod nord med forstillingerne, hvor kardæskerne fandtes. Større virkning gjorde de to jægerkompagniers ild. En svensk oberst og hans adjutant såredes og adskillige svenske husarer faldt ved indgangen til defiléet, men de to kanoner blev overredet og faldt i fjendens hånd. De svenske husarer begyndte nu at hugge ind på bagtroppen, de to Ulan-eskadroner, og disse, som ikke kunne gøre omkring på den snævre vej, søgte at redde sig ved at bryde gennem de holstenske ryttere, der travede langsomt afsted foran dem. Disse kunne imidlertid heller ikke komme frem, idet batteriet Gerstenbergs kanoner spærrede dem vejen, mens digerne gjorde det umuligt at vige ud fra defiléet. De Mörnerske husarer, som ingen aktiv modstand mødte, kunne imidlertid i den tætte trængsel ikke selv gøre brug af deres våben, og i en sammenpakket masse væltede ven og fjende gennem defiléet og ind gennem byen. (Citat fra en fægtningsberetning: »Man kunne ikke gjøre hinanden betydelig Skade, thi Trængslen var saa stor, at man næsten hverken kunne røre Arm eller Fod, og man huggedes derfor mere med Munden end med Sværdet.«)
 
Mens denne sælsomme kamp fandt sted på vejen og i landsbyen kæmpedes der voldsomt på begge sider af defiléet. To Mörnerske eskadroner attakerede på Svenskernes venstre fløj (vest for vejen) mod II Btl/Holstenske Skarpskyttekorps, der som nævnt var ved at danne karré. De oldenburgske jægere, der var foran bataljonen, og selve bataljonen i dens temmelig værgeløse formation, afgav kun enkelte skud uden virkning, hvorefter folkene flygtede op på vejdigerne for at undslippe husarerne. De svenske ryttere, der var kommet i uorden under jægernes ild, sprængte videre ind i landsbyen og bidrog yderligere til at øge forvirringen der, mens andre eskadroner red helt uden om danskernes højre fløj og fra vest nåede Bornhöved i sluttet formation. Den danske 6. Husareskadron, der holdt ved Møllebroen i byens sydøstlige hjørne, blev derimod ikke angrebet, og alt tyder på, at svenskerne ikke kendte denne indgang til byen.
 
På den østlige side af defiléet stod I Btl/Holstenske Skarpskyttekorps i marchkolonne, og chefen, oberstløjtnant Leschly, besluttede klogeligt at modtage angrebet i denne formation, dækket af det slesvigske Jægerkompagni og et af hans egne kompagnier, som lå i kæde bag en jordvold, der gik vinkelret på vejdiget. Da en af de Mörnerske eskadroner kom jægerne på 50 skridts afstand, gav disse ild og kastede sig derpå ind mellem skarpskytterne., Husarerne studsede, men fortsatte ridtet frem til jordvolden, hvor skarpskyt- tenes tætte kolonne modtog dem med velrettet ild. Den svenske eskadronchef styrtede dødelig såret af hesten og hans folk gik tilbage i fuld opløsning. En af de skånske Karabiniereskadroner fornyede angrebet, men også denne kastedes tilbage med tab. Dermed var imidlertid også den svage og udmattede bataljons kraft udtømt. I fuldt løb styrtede folkene op på vejdigerne, gik over disse og blandede sig på den vestlige side af defiléet med II Btl og jægerne, som stod i klynger på denne del af valpladsen., (Svenske kilder omtaler harmfuldt, hvorledes disse enheder, som efter svensk opfattelse nu var krigsfanger, senere påny greb til våben og beskød de svenske eskadroner under tilbagegangen. Danskerne hævder, at enhederne på intet tidspunkt var fanger, men stadig under kommando af egne officerer.) Mens dette skete, var de svenske husarer trængt ind i byen gennem defiléet, hvor de kastede sig over den jyske bataljon, som en af L’Allemands adjutan- ter netop var ved at beordre til at forlade kirkegården og gå mod nord. Men jyderne vist megen åndsnærværelse og satte sig tappert til modværge. En del af de holstenske ryttere fulgte eksemplet, og der opstod nu småkampe overalt i sidegaderne.
 
Endelig nåede den forvirrede sammenpakkede masse frem til byens nordkant. Batteriet Gerstenberg var veget ud til siden, og batterichefen fik bragt 4 kanoner i stilling på en bakke, hvorfra vejen kunne bestryges. Næppe var artilleriet af vejen, før den forvirrede masse af polske Ulaner, holstenske Ryttere og svenske husarer væltede nord ud af byen og var nær ved at ride prinsen af Hessen og L’Allemand med deres stabe ned. Men korpsstabschefen, major Løvenørn Bardenfleth, havde gjort klart til at modtage fjenden, Gønners to kanoner og de to holstenske infanteribataljoner fra 1. Brigade mødte den brogede kolonne med en voldsom ild. De første kugler traf både ven og fjende, men snart lykkedes det danskerne at komme ud til siden, og nu blev det svenskernes tur til at flygte. I vildeste fart jog de tilbage gennem Bornhöved og uden om denne, beskudt af den jydske bataljon, som endnu stod i byen, og forfulgt af Løvenørn Bardenfleth i spidsen for nogle kompagnier. Syd for byen stod endnu også de hollandske Skarpskytter, og da folkene, som i mellemtiden var kommet til besindelse, så husarerne komme jagende tilbage fra byen, løb de hen mod vejen, kastede sig ned bag digerne og åbnede ild. På så kort afstand traf næsten hvert skud, og snart var hele defiléet over- strøet med døde og sårede svenske husarer. Dermed var kampen forbi, og de svenske eskadroner forsvandt mod syd over heden. Danskerne beholdt kamppladsen, og deres tab af døde og sårede var betydeligt mindre end svenskernes, der beløb sig til 4 officerer, 76 menige og 128 heste, foruden de mange sårede, der slap med tilbage.
 
Den danske Arrieregardes tab beløb sig til 11 faldne, 45 sårede og 76 fangne. Såvel logisk som de facto må træfningen ved Bornhöved betegnes som en dansk sejr. Det svenske angreb blev afvist, vi beholdt valpladsen, og Auxiliærkorpset kunne uhindret fortsætte mod Kiel uden yderligere svensk indblanding. Men svenskernes hensynsløst dristige angreb med rytterstyrken ind i en besat by havde indledningsvis bragt skræk og forvirring i de danske rækker, og de Mornerske Husarers bravour i kampen er hævet over enhver tvivl. Dog havde også flere af de danske enheder fortjent ros for deres holdning, ikke mindst den jydske og de to holstenske infanteribataljoner. Efter kampen begav prinsen af Hessen sig til Preetz med 2. Brigade. Her herskede der stor uro, idet forsprængte ryttere fra Bornhöved, ikke mindst L’Allemands egen kusk, havde udspredt rygter om, at den danske overgeneral var taget til fange, og at L’Allemand var dræbt. Efter at der faldt ro i byen, blev den forberedt til forsvar af 2. Brigade til sikring af korpsets tilbagegang, og sidst på eftermiddagen gik den Lette Brigade tilbage over Nettelsee til Ho- nigsee, hvor den overnattede, mens 1. Brigade nåede til Elmschenhagen tæt uden for Kiel. Dog måtte man, da forlydender om at et Kosakregiment allerede stod i Bordesholm, detachere en eskadron og et kompagni som sikring herimod.
 
Den 8. december samledes hele Auxiliærkorpset i Kiel og forberedte sig på den 9. december at bryde op til den sidste march til Rendsborg. Under denne march kom det den 10. december til kampen ved Sehested, hvor Walmodens korps efter overgang over Eiderkanalen søgte at afskære danskernes vej mod Rendsborg. Men angrebet blev slået tilbage efter ret hård kamp, der varede det meste af dagen, og 10. december aften nåede 1. og 2. Brigade til fæstningen. Tidligt næste morgen ankom også omsider den Lette Brigade, hvorefter hele Auxiliærkorpset var indesluttet (uden nogen egentlig belejring) i Rendsborg indtil 14. januar 1814, hvor der blev sluttet fred i Kiel. Ved denne fredsslutning fik Danmark tilbagegivet sine kolonier, ligesom Island, Færøerne og Grønland skulle forblive under Danmark, hvorimod Helgoland blev annekteret af England, som havde taget øen i 1807. Det værste var dog, at Norge blev afstået til Sverige, selv om Danmark som et usselt vederlag fik tildelt det lille hertugdømme Lauenburg. Endelig forpligtede Danmark sig til at deltage i besættelsen af Frankrig, dets tidligere allierede, og hertil at stille 10.000 mand.(Det var denne begivenhed der fik J.L. Heiberg til at skrive syngespillet »De Danske i Paris.«) Kampen ved BornhOved var nok uden reel betydning for det endelige udfald af krigen i 1813 med Frankrig og Danmarks nederlag, men slaget betegnede dog et betydningsfuldt skridt på vejen mod den bitre ende. BornhOved kom således igen til at fremstå som et sorgens symbol for Danmark, selvom troppernes indsats på slagmarken aldrig så meget rummede lyspunkter.
 
Efterskrift 1:
Midt i Bornhöved står i dag en obelisk til minde om kampen i 1813. Den blev rejst på hundredårsdagen den 7. dec. 1913 og bærer indskriften: »Zur Erinnerung an den Sieg des Schwedischen Husarregiments Kronprinz iiber da- nischen Truppen am 7. Dezember 1813 im Gefecht bei Bornhöved. Errichtet am 7. Dez. 1913.« Således er slagets udfald tolket forskelligt fra dansk og fjendens side, et slag, hvor danskerne og holstenerne kæmpede side om side mod svenskerne. Men stenen stammer jo også fra en tid, hvor holstenerne følte væsentlig mindre samhørighed med Danmark end hundrede år tidligere.
 
Efterskrift 2:
På Skt. Helena fandt Napoleon i sin ensomhed på at indstifte en erindrings- medalje for alle veteraner, som havde deltaget i hans krige, og hans brodersøn, Napoleon III, gik ind for tanken om at hædre militære, der havde kæmpet for Frankrig 1792—1815 med en medalje af bronze, der skulle bæres i knaphullet i et langt grøn- og rødstribet bånd og med følgende indskrift: »A ses compagnons de glorie, sa derniére pensée — Ste Héléne 5 mai 1821.« På den anden side var et relief af Napoleon d. Store. I årene 1858—59 blev der indhentet oplysninger om danske veteraner og uddelt ca. 300 Sankt Helena medaljer med tilhørende diplomer til dalevende forhenværende krigsveteraner. Blandt dem mange, som havde gjort tjeneste i det gamle Slesvigske Infanteriregiment. Eksempelvis kan nævnes, at alene i Starup-Grarup sogne i Haderslev amt var der endnu i 1850 5 veteraner, som fik medaljen. Man fristes til at sige: en ringe belønning for mange års hård krigstjeneste i det fremmede uden egentlig forbindelse med hjem og familie, for enkeltes vedkommende i 8 år, og det endda en indsats med et for Danmark så sørgeligt resultat.
 
 
 
Anvendte kilder
Schultz Danmarkshistorie.
Palle Lauring: Billeder af Danmarks Historie.
Topografischer Atlas Schleswig-Holstein (Lan- desvermessungsamt Schleswig-Holstein, Karl Wachholtz Verlag).
Poul Ib Libe: Napoleons Danske Hjælpetropper.
Meddelelser fra Krigsarkiverne (Udgivne af Generalstaben).
Holsteens Erobring og Omvendelse til Kristendom (1826) af E.H. Visby.
Chakoten, årgang 21.
Felttogét ved Elben i Aarene 1813 og 1814 (1818), af G.D.Løwendal.
De Danskes Felttog i Aarene 1813 og Begyndelsen af 1814, af J.U. (udgivet til Læsning for den fædrelandsksindede danske Almuestand af Schubothes Boghandling, Kjøben- havn 1851). Magasin for militair Videnskabelighed (1819), udgivet af J.M.Fibiger og F.H. Jahn.
Militairt Ugeblad, årgang 1838—39. Udgivet af C.P.Bokkenheuser, Premierlieutnant i Hs. Majestæts Eget Regiment.
Sønderjysk Månedskrift.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_107_aargang_feb.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: